Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Lottrup

Lottrup American Ink, Ceres/Royal Unibrew

2017-09-18 18.04.27Hvad man betaler for …

En læser ved navn Hans smed en kommentar under min anmeldelse af ‘Orla’ fra De 5 Gaarde med lidt vigtig information. De 5 Gaarde er åbenbart slet ikke Harboes brand, som jeg ellers gik og troede, men derimod et samarbejde mellem gårdene Constantinsborg, Frijsenborg, Gyllingnæs, Schackenborg og Wedellsborg (der er faktisk 5 – tæl selv efter) om mange forskellige slags madvarer. Øllenen har de blot haft Harboe til at brygge, men det er angiveligt slut nu. Bryghuset Braunstein tager inden længe over, og jeg tør godt forudsige, at det vil give brandet – der altså er ganske uafhængigt af Harboe og de andre bryggerier, de hyrer som underentreprenører – et løft.

Tak til Hans for oplysningen. Jeg sætter pris på den slags berigtigelser, da jeg nødigt vil have, at der står forkerte ting på min blog.

I seneste nummer af Danske Ølentusiasters blad ‘ØlentusiasteN’ slås der på lederpladsen et slag for mikrobryggeriernes øl, og mod de store industribryggeriers gåen mikrobryggerierne i bedene på dette punkt – ikke bare lokalt, men sandelig også globalt. Mikrobryggerierne er under pres, for de store bryggerier har opdaget, at der er penge i kvalitetsbryg – og at mikrobryggerierne faktisk har vundet nogle markedsandele fra industrien.

Egentlig troede jeg ikke, at industriens forehavende ville lykkes. Jeg forventede at mikrobryggerierne fortsat ville være så langt foran industribryggerierne i kvalitet, at sidstnævnte reelt ikke ville være en trussel i sidste ende. Af denne grund har jeg hele tiden tænkt på industrigiganternes mikrobrygkopier som noget, nytilkomne kunne prøve for at blive tilvænnet de ordentlige bryg fra de egentlige mikrobryggerier.

Men deri må jeg erkende, at jeg har taget fejl. At industrigiganterne aldrig vil kunne nå mikrobryggeriernes kvalitet tror jeg sådan set stadig på, men de har hele tiden haft – og ikke været bange for at gøre brug af – beskidte tricks, de ikke mindst i kraft af deres størrelse kan gøre brug af. Alene industriens kapitalbeholdning er en konstant trussel mod mikrobryggerierne. For fortsætter sidstnævnte med at tage markedsandele fra førstnævnte, kan industrien i sidste ende altid opkøbe og på den måde kvæle de gode, lokale kvalitetsinitiativer som mikrobryggerierne er så strålende eksempler på.

Og hvad man ikke får ekstra, når man vælger bryggene fra de store, er dagens bryg et udmærket eksempel på. Sammenholdt med sidste anmeldelse – den lette Russian Imperial Stout fra Kongebryg, der er et ægte mikrobryggeri.

Til at begynde med bedrager skinnet. Brygget, der lettere modvilligt forlader flasken, er mørkt som den dybeste nat og skummet brunt som kogende karamel, så alt ser jo ud til at være i skønneste orden.

Men allerede ved duften vakler det ellers gode indtryk. En diffus blanding af rugbrødsmalt og kaffe blander sig med en masse vand – klart mest vand … klart vand, i øvrigt, og indtrykket er svært at hitte rede på på grund af dets fortyndethed.

Og meget bedre bliver det ikke i smagen. En lemfældigt sammenkastet blanding af kaffegrums og lakridsstøv i alt for meget vand tjener ikke til megen smagsløgsbegejstring. Mundfornemmelsen er underligt sandet og suspekt, mens aromaen forekommer kaotisk og uplanlagt. En smule rettes der op på alt dette i eftersmagen, hvor aromaerne står lidt mere rank og ret, så de i det mindste kan opfattes med en vis skarphed. Fyldig arabicakaffe – der imidlertid stadig kunne have haft godt af nogle flere bønner, lys karamel og sød lakrids.

Her er ikke bare tale om en let stout, men også en rodet stout, der forekommer tilfældigt rutinemæssigt sammenblandet fremfor ordentligt planlagt, kontrolleret, eller for den sags skyld eksperimenteret.

Kongebrygs stout var til sammenligning heller ikke helt i balance, men hvad den ikke havde i harmoni, havde den til gengæld i kæk sprudlethed, friskhed og frækhed.

Lottrups American Ink har slet ikke dette i samme grad – hvis overhovedet i nogen. En nogenlunde ordentlig eftersmag er det, der trods alt redder brygget en middelkarakter.

Selv når det gælder (lidt for) lette stouts, er det tydeligt hvad man får ekstra, når man vælger de små …

3-stjerner

Lottrup Stone Street IPA, Ceres/Royal Unibrew

2016-06-22 19.52.31Mere aroma tak …

I øjeblikket har vejret to indstillinger: “Alt for varmt” og “alt for fugtigt”. De to indstillinger udelukker, som nogle måske allerede vil have bemærket, ikke hinanden, men står gerne begge to på fuld knald samtidig. Det gælder især, når hele landet er ved at gå i opløsning, i det ene skybrud efter det andet, godt hjulpet på vej af lynnedslag, der hamrer jorden i store letdesintegrerbare stykker imens.

Nå, i det mindste er det ikke så slemt som i Det Forenede Kongerige. Efter Brexit er vores nabo mod vest jo gået under i en vældig paddehattesky, en enorm brandstorm og en kolosal flodbølge, efterfulgt af en totalitær nazikommunistisk magtovertagelse, der har fået hele Storbritannien, og det nordligste af den nærliggende grønne ø, jeg engang kaldte mit hjem, til at brænde op, synke i havet og sprænges i en googolplex stumper og stykker på én og samme tid … i hvert fald, hvis man tager medier og politikeres udtalelser om begivenheden for gode varer.

Så gør det jo ikke så meget, at vores eget lille land er ved at smelte og gå i opløsning samtidig. Når dén proces er slut, og den gamle oceanbund af skaldyr, dækket med istidssedimenter, vi kalder Danmark er skyllet helt væk, giver det jo heller ikke ikke meget mening at holde fast i EU-medlemsskabet længere. Så man kan jo lige  så godt indstille sig på det uundgåelige …

… med en kold øl.

Det intenderer jeg at gøre lidt senere i aften. Først må jeg hellere få anmeldt denne her øl. Det er jo ikke første gang, jeg har prøvet den. Første smagsprøve fik jeg til Københavns Ølfestival i år, og så blev der ellers gået til netop den – og Schiøtz’ Gylden IPA – da jeg forleden var til arrangement med mit arbejde.

Brygget er en IPA efter amerikansk forbillede, og selv når det ikke går helt så godt som det lyder med den genre, er der stadig en meget vid margen for, hvor galt det skal gå, før det bliver dårligt. Ja, der er faktisk en meget vid margen for, hvor galt det skal gå før det kun bliver ‘godt nok’.

Der lægges stærkt ud fra start. Duften udløses allerede ved skænkning. Man aner lidt fusel over rigelig aromahumle – den klassiske bergamotolie blander sig kælent med rosenblade og friske grannåle.

Det er en letløbende og fortrinsvis skrap og skarp IPA, hvor bitterheden snapper som en uopdragen køter, snarere end en venlig og kælen ølhund. Gane og gummer svælger i stikkende bitterhed og letflydende friskhed. Til gengæld savner man snart stilens aromatiske, søde og ikke mindst fyldige elementer. Det er såmænd fint med krasbørstig bitterhed, men resten af IPA’en er altså glemt.

Et metallisk element indfinder sig også, og skubber helhedsindtrykket i den gale retning. Messing klæber sig til tunge og gummer, hvor mandler, gane og svælg fortsat forkæles af en tør og velgørende eftersmag af nåletræ, der ellers er ganske udsøgt.

Det lyder måske vældig negativt (omend ikke så negativt som 90% af reaktionerne på briternes trods alt demokratiske beslutning), men overordnet set er bryggets lovende type jo heller ikke engang nede omkring ‘godt nok’ endnu. Det er skam stadig et stykke over, og min brok skal mere end noget andet tages som udtryk for, at jeg i denne genre har været voldsomt forkælet på det sidste.

4-stjerner

Lottrup American Lager, Royal Unibrew/Ceres

2015-08-29 15.47.04

Amerikansk som vi ikke vil ha’ det …

Vi er nået til vejs ende i rækken af Ceres/Unibrews Lottrup-øl. Navnet på den sidste øl lyder for så vidt forjættende. En ‘American Lager’ er det, og dem har jeg prøvet et par udmærkede eksemplarer på. På den anden side har jeg også prøvet nogle værre rædsler i samme genre, så det bliver spændende at se, hvad Royal Unibrew har bixet sammen – en Samuel Adams-ækvivalent, eller en Pabst Blue Ribbon-efterligning.

Jeg beklager igen min distræthed, der gør, at I læsere må tage min beskrivelse af brygget for gode varer. Som det fremgår fik jeg kun fotograferet den tomme flaske efterfølgende. Kobberfarvet er brygget med højt, fyldigt skum knækket i en gylden nuance. Det er flot og velkendt. Efterhånden mest velkendt. Til gengæld fryder den liflige humle, der faktisk formår at manifestere sig i rummet ved opknapning. Gode gamle cascade melder sig med friske noter af bergamotolie, og man glæder sig allerede lidt mere.

Uden særlig god grund skal det vise sig. Man hælder store mundfulde vand i gabet, og som en anden hval prøver man at bruge sine smagsløg som barder til at filtrere bare den mindste smule smag ud af brygget.

Men alt hvad anstrengelserne får frem er en spinkel humlesmag – dårligt nok bitter er den, men det er vel heller ikke så atypisk for de amerikanske humler, der jo gerne smider oplevelser af blomster og frugter oven i bitterheden. Men jeg bevæger mig atter af et sidespor, for heller ikke dét får man noget af.

Oven i købet er brygget meget svagt karboneret, ja det virker faktisk dovent. Og selvom amerikanske lagers i øvrigt kan smage af endog ganske lidt – smagsrigdommen er typisk omvendt proportional med bryggeriets størrelse – så plejer de ikke at være dovne, uanset om de smager eller ej.

På falderebet formår brygget dog mod alle odds at udvise lidt kvalitet. Eftersmagen ubemærket bag det alt for meget ingenting, der ellers er i brygget, så pludselig lægger man mærke til den. Kraftigt bitter af løvtræ, fyldig, og endda også med en vis holdbarhed.

Som amerikansk bryg betragtet bliver brygget dog mest ved med at ligne noget fra de store bryggerier.

2-stjerner

PS: Flere læsere, der i modsætning til mig ved, hvad de taler om, har gjort mig opmærksom på, at der ikke er skyggen af cascade i brygget. Det undrer mig lidet, efter jeg har smagt det, men jeg syntes, jeg kunne mærke noget i duften, der tydede derpå … eller også var det bare den psykologiske effekt fra navnet ‘American Lager’ der vildledte mig.

Vel, det var bare et gæt, men jeg tager uanset hvad selvfølgelig med kyshånd imod rettelsen, når den kommer fra bedre vidende.

 

Lottrup Red Copper Ale, Royal Unibrew/Ceres

2015-08-15 18.37.28Et standardforsøg …

Det er noget tid siden, jeg indrømmede Royal Unibrews første Lottrup-bryg ikke bare drikkelighed, men også kvalitet og det endda helt uden at tage producenten i betragtning. Serien på i alt tre øl er ment som en hyldest til Malthe Conrad Lottrup, der i sin tid grundlagde det for længst igen opkøbte og nedlagte århusianske Ceres-bryggeri.

Stanken af fusel har Aarhusianerne siden ikke skullet slås med. Nu er der kun oliefabrikken tilbage, nåhr ja, og ghanesisk gummitræflis, ser det ud til (så hellere fusel!).

Hvilken type bryg, der præcis er er tale om, hersker der en del forvirring omkring. Navnet antyder et overgæret bryg, mens der på bagetiketten står “stærk pilsner”. Man skulle egentlig tro, at et mega-bryggericonglomerat som Royal Unibrew havde styr på øltyperne – pilsner er altid undergæret, mens ale er overgæret – men det er ikke første gang, Royal Unibrew klokker i det. Og se engang – Carlsberg kan sørme også være med.

Det er vist bare generelt de store, der ikke kan finde ud af det.

Jeg vælger at tro på frontetiketten, og Untappd, der angiver, at det er en ale. En rød én af slagsen endda, og det vækker en antydning af undren, da brygget holder omtrent samme lød som det farinsukker, den initialt dufter af. Malten er tydeligt i højsædet i bouqueten.

Og til at begynde med mærker man også den søde malt i smagen. Farinsukkeret er blevet opvarmet og forvandlet til karamel. Herefter åbner øllet sig, og frigiver mere markant humlede noter af hassel- og valnødder.

Ledsagende finder man også rigelige mængder vand, og i bitterheden også en loren bismag af hengemt, slatten kål. Det er åbenbart ikke kun betegnelserne, det store bryggeri har det lidt svært med. Deres standardforsøg på, som standardbryggeri, at brygge et specialbryg har resulteret i … et standarbryg – ikke overraskende.

Med i overvejelserne skal jeg måske også have de formidable Doctor Brew-øl. Efter dem er det meste øl jo egentlig også ret kedeligt.

Den her øl, ville dog med ret stor sikkerhed også være ret kedelig før Doctor-Brew-øllene.

2-en-halv-stjerne

Lottrup Gold Button Ale, Royal Unibrew/Ceres

2015-06-03 18.23.21Det lover ikke værst …

Royal Unibrew har udøvet kunstigt åndedræt på Ceres-brandet ved at sende en serie på tre specialøl på markedet. Det går under navnet ‘Lottrup’, og er opkaldt efter Malthe (how appropriate!) Conrad Lottrup, der grundlagde Ceres-Bryggeriet. Jeg fandt dem i Netto for en tier for nogle uger siden, og på Ølfestivalen fik jeg serien anbefalet af Ole Madsen.

En tier i Netto hæver ikke forventningerne. De sænker dem snarere. Men Oles anbefaling gjorde, at jeg blev lidt mere spændt på dem alligevel. Bagetiketten er prydet med en lille tekst om personen, Malthe Lottrup, og mens de to andre øls tekster mest er at betegne som en sludder for en sladder, beretter denne bagetiket en lille anekdote om, at Lottrup engang mistede en guldknap, som han bagefter efterlyste i Aarhus Stiftstidende. Deraf øllets navn.

Den er vel også det, man ville kalde en gylden ale. Måske en tand mørkere end pilsner, og så selvfølgelig overgæret. Dette viser sig mest i skummet, der er ganske højt og holdbart og falder ujævnt. Store irregulære huller og fordybninger skaber groteske former i det hvide lag puddersne, og den visuelle åbning er mere end godkendt. Bouqueten er syrlig af letgæret græs afrundet af sød bergamotolie med en bitter og fyldig maltbund.

Det går meget hurtigt op for én, at det er en stor bryggigant, der står bag. Brygget virker i sin komposition meget kontrolleret og dæmpet i sit udtryk. Til gengæld er det meget velafbalanceret med en fylde af malt, som man havde forventet mørkere, en initial friskhed af søde æbler og en afslutning og eftersmag af humle.

Og hvor meget det end må betragtes som et masseprodukt, så er turen gennem øllet, eller øllets tur gennem munden nu alligevel en interessant og overraskende broget rejse. Det starter friskt, så sætter maltfylden ind med en rund, letristet kant, og til slut kommer humlen – først som frisk træ ved gummer og mandler, og til sidst som kaffe, der hviler blødt i svælget og ganen i eftersmagen. Og der bliver den et godt stykke tid til fortsat nydelse.

Af alle de tre Lottrup-øl var det denne, jeg havde de laveste forventninger til (jeg slutter af med den, jeg har de højeste forventninger til). I betragtning af resultatet, lover serien bestemt ikke værst.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme