Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Ceres

Lottrup American Ink, Ceres/Royal Unibrew

2017-09-18 18.04.27Hvad man betaler for …

En læser ved navn Hans smed en kommentar under min anmeldelse af ‘Orla’ fra De 5 Gaarde med lidt vigtig information. De 5 Gaarde er åbenbart slet ikke Harboes brand, som jeg ellers gik og troede, men derimod et samarbejde mellem gårdene Constantinsborg, Frijsenborg, Gyllingnæs, Schackenborg og Wedellsborg (der er faktisk 5 – tæl selv efter) om mange forskellige slags madvarer. Øllenen har de blot haft Harboe til at brygge, men det er angiveligt slut nu. Bryghuset Braunstein tager inden længe over, og jeg tør godt forudsige, at det vil give brandet – der altså er ganske uafhængigt af Harboe og de andre bryggerier, de hyrer som underentreprenører – et løft.

Tak til Hans for oplysningen. Jeg sætter pris på den slags berigtigelser, da jeg nødigt vil have, at der står forkerte ting på min blog.

I seneste nummer af Danske Ølentusiasters blad ‘ØlentusiasteN’ slås der på lederpladsen et slag for mikrobryggeriernes øl, og mod de store industribryggeriers gåen mikrobryggerierne i bedene på dette punkt – ikke bare lokalt, men sandelig også globalt. Mikrobryggerierne er under pres, for de store bryggerier har opdaget, at der er penge i kvalitetsbryg – og at mikrobryggerierne faktisk har vundet nogle markedsandele fra industrien.

Egentlig troede jeg ikke, at industriens forehavende ville lykkes. Jeg forventede at mikrobryggerierne fortsat ville være så langt foran industribryggerierne i kvalitet, at sidstnævnte reelt ikke ville være en trussel i sidste ende. Af denne grund har jeg hele tiden tænkt på industrigiganternes mikrobrygkopier som noget, nytilkomne kunne prøve for at blive tilvænnet de ordentlige bryg fra de egentlige mikrobryggerier.

Men deri må jeg erkende, at jeg har taget fejl. At industrigiganterne aldrig vil kunne nå mikrobryggeriernes kvalitet tror jeg sådan set stadig på, men de har hele tiden haft – og ikke været bange for at gøre brug af – beskidte tricks, de ikke mindst i kraft af deres størrelse kan gøre brug af. Alene industriens kapitalbeholdning er en konstant trussel mod mikrobryggerierne. For fortsætter sidstnævnte med at tage markedsandele fra førstnævnte, kan industrien i sidste ende altid opkøbe og på den måde kvæle de gode, lokale kvalitetsinitiativer som mikrobryggerierne er så strålende eksempler på.

Og hvad man ikke får ekstra, når man vælger bryggene fra de store, er dagens bryg et udmærket eksempel på. Sammenholdt med sidste anmeldelse – den lette Russian Imperial Stout fra Kongebryg, der er et ægte mikrobryggeri.

Til at begynde med bedrager skinnet. Brygget, der lettere modvilligt forlader flasken, er mørkt som den dybeste nat og skummet brunt som kogende karamel, så alt ser jo ud til at være i skønneste orden.

Men allerede ved duften vakler det ellers gode indtryk. En diffus blanding af rugbrødsmalt og kaffe blander sig med en masse vand – klart mest vand … klart vand, i øvrigt, og indtrykket er svært at hitte rede på på grund af dets fortyndethed.

Og meget bedre bliver det ikke i smagen. En lemfældigt sammenkastet blanding af kaffegrums og lakridsstøv i alt for meget vand tjener ikke til megen smagsløgsbegejstring. Mundfornemmelsen er underligt sandet og suspekt, mens aromaen forekommer kaotisk og uplanlagt. En smule rettes der op på alt dette i eftersmagen, hvor aromaerne står lidt mere rank og ret, så de i det mindste kan opfattes med en vis skarphed. Fyldig arabicakaffe – der imidlertid stadig kunne have haft godt af nogle flere bønner, lys karamel og sød lakrids.

Her er ikke bare tale om en let stout, men også en rodet stout, der forekommer tilfældigt rutinemæssigt sammenblandet fremfor ordentligt planlagt, kontrolleret, eller for den sags skyld eksperimenteret.

Kongebrygs stout var til sammenligning heller ikke helt i balance, men hvad den ikke havde i harmoni, havde den til gengæld i kæk sprudlethed, friskhed og frækhed.

Lottrups American Ink har slet ikke dette i samme grad – hvis overhovedet i nogen. En nogenlunde ordentlig eftersmag er det, der trods alt redder brygget en middelkarakter.

Selv når det gælder (lidt for) lette stouts, er det tydeligt hvad man får ekstra, når man vælger de små …

3-stjerner

Ceres Hvidtøl, Royal Unibrew/Ceres (Brød med øl 1.0)

2017-07-13 14.18.59Det er svært uden bundlinje …

Jeg kaster mig ud i det … Som regel – og den regel afviger jeg kun meget sjældent fra – bager jeg to kvasirugbrød/rugkernebrød ad gangen. Det betyder at jeg bruger dobbelt portion i forhold til det angivne i det indledende indlæg, hvilket kræver mere end én øl à 0,33 l. pr. dej. Så for hver gang knappes to øl op – den ene ryger i dejfadet uden omsvøb, mens kun ca. halvdelen af den anden bruges. Resten kommer i et af mine prøveglas til anmeldelse.

Jeg finder det en kende svært at vurdere øltypen, da den befinder sig langt fra, hvad jeg normalt binder an med. Ganske vist anmelder jeg nærmest revl og krat – inklusive industridiscountøl som mangt en connoisseur ikke vil røre med en ildtang. Men denne øltype er, så vidt jeg er orienteret, udviklet til madlavning, og ikke til konsum. Hvad er det meningen, at øllet så skal smage af, når det drikkes au naturel?

Vel, jeg må bruge det samme trick, som jeg har brugt hidtil – prøve mig frem.

Øllet er ganske mørkt, omend klart. Det tror pokker, når det er tilsat ammoniseret karamelfarvestof. Til Royal Unibrews forsvar skal det siges, at de langt fra er de eneste. Skummet er derimod relativt lyst, og uden at ville lægge hovedet på bloggen, har jeg på fornemmelsen, at netop dét farvestof har ringere indvirkning på skummets kulør end fx lakrids eller ordentlig brygkunst.

Sukker er brygget også tilsat, foruden majs, så det overrasker ikke, at øllet er meget sødt. Det smager af mørkt, karameliseret sukker iblandet en antydning af nødder og en lille bitte smule træ på bagkant, så humlen kan faktisk også anes et sted derinde bag alle tilsætningerne.

Markant sødme til trods bliver brygget nu aldrig væmmeligt. Sødmen giver også brygget en afbalanceret fylde, der forhindrer det lavalkoholiske bryg (1,9%) i at føles tyndt.

Madlavningsøl eller ej – jeg må på stedet erklære, at jeg vil foretrække denne øl frem for en let pilsner, hvis valget skulle stå imellem dem.

Brygget smager stort set som de julehvidtøl, jeg for længst har anmeldt på bloggen. Faktisk har jeg disse flasker mistænkt for at indeholde præcis det samme bryg, der ved juletid forhandles i flasker med mere farverige (ikke mindst røde og hvide) etiketter til omtrent samme pris. Mindre bliver mistanken ikke af, at det lille elektroniske prisskilt, som bruges i Føtex, rent faktisk betegnede den som en julehvidtøl. Den kendsgerning rubricerede jeg i situationen under ‘generel supermarkedsinkompetance’, men mistanken nager fortsat.

Men jeg har ikke nogen evidens for, at øllet skulle være det samme, så indtil videre behandler jeg det som noget andet. Så fanden tage mig … hvilket sikkert alligevel ville ske – hvis de kristne skulle vise sig at have ret.

Fra den kant behøver jeg i hvert fald ikke frygte mere end i forvejen.

2-en-halv-stjerne

Lottrup US Dark Ale, Ceres/Royal Unibrew

2016-10-14-20-39-55Men øllene kan jeg godt lide …

Pyha! De trækker godt nok tænder ud, de der redaktionelle jubilæumsindlæg. Især når man er  uforberedt på dem, som jeg var på det sidste. Først efter at jeg havde skrevet anmeldelse nr. 800 færdig, opdagede jeg, at det var nr. 800. Og så skulle jeg jo først efterfølgende finde ud af hvilke øl, der var de mest middelmådige jeg havde prøvet – og i den forbindelse var der lige et par dybe tallerkener, der skulle opfindes mere eller mindre ud af den blå luft …

Men her er jeg tilbage – vel ude på den anden side, og det i øvrigt med en af de industrigiganter, der faktisk kan finde ud af at lave noget specialøl, der ikke altid er til grin.

I hvert fald så længe man nøjes med at smage på øllet, og ikke giver sig til at læse etiketten. For der står pinlighederne nærmest i kø “Vi har brygget en næsten sort ale til dig, kun med et lille rødligt ‘glimt'”, “Nyd den fyldige bløde krop og det rigelige beige skum” … jamen Vorherre til hest – man skulle jo næsten tro, at jeg var ophavsmanden med den parade af klichéer.

Det er jeg nu ikke, og hvis jeg var, sad jeg næppe i et call-centerjob til mindsteløn.

Brygget bærer navnet ‘US Dark Ale’, og er formentlig netop sådan én. Og det er endnu én af de uhyggeligt mange brygkategorier, jeg ikke gider oprette i mit eget kategoriarsenal, da jeg ellers ikke ville have meget andet at bestille. Som de fleste nok har luret, er brygget slet ikke fra USA, men formentlig produceret på Royal Unibrews industribryggeri i Fredericia(*), hvor det meste af deres øvrige øl også kommer fra (uden at jeg dog er sikker).

Ellers er jeg som bekendt kæmpe fan af De Forenede Stater, når det gælder ølkulturen – sålænge det gælder kvalitetsbryggene, altså. Når det gælder industribryggene fnyser jeg også lige så fisefornærmet, som andre europæere har det med at gøre. Imidlertid aftager fnyseriet såre lidet, når jeg efterfølgende skal udtrykke min indstilling til europæisk standardøl. For til trods for diverse vittigheder og myters påstand om amerikansk standardøls særlige tyndbenethed (typisk involverende sex og kanoer) er virkeligheden faktisk den, at vi på det punkt ikke er et hak bedre selv.

Der er også så meget andet, man med rette kan kritisere USA for. Nu bomber de fx igen et af verdens fattigste lande. Denne gang Yemen, og så har de oven i købet den frækhed at påstå, at det er gengældelse for en højst tvivlsom missilaffyring mod et af deres krigsskibe. Et krigsskib, der befandt sig i yeminitisk farvand, og mere eller mindre åbenlyst assisterede det saudi-arabiske amokløb på Yemen – oven i købet begået med amerikanske våben solgt til sauderne for et bjerg af møgbeskidte, blodindsmurte oliepenge.

Amerikanerne påberåber sig retten til at forsvare sig selv, men hvad med yemenitternes ret til præcis det samme? Hvorfor var det ikke forsvar af eget territorium, da de affyrede missiler mod det amerikanske krigsskib? Kun amerikanerne – og deres europæiske allierede (nej på det punkt er vi heller ikke meget bedre selv) – kan ikke se hykleriet.

Tilbage til øllet, mod hvilket jeg selvfølgelig ikke bærer nag for dets amerikanske inspiration. For nu lige at tage bryggeriets (intet nag mod det heller … eller – i hvert fald ikke for at lade sig inspirere af amerikanerne på ølfronten) påstande om deres eget produkt i opløbet, så viser det sig i hvert fald mere sandfærdigt end hvad den amerikanske regering i almindelighed og efterretningstjeneste i særdeleshed lader vide om deres aktiviteter. “Sort med et rødt ‘glimt'” – flueben. “Beige skum” – flueben … det passer egentlig meget godt altsammen.

Og ellers dufter brygget dejlig sødt – af farinsukker især. Dertil kommer et nogenlunde velafstemt bittert indslag af kaffe. Det er både rart og venligt uden ligefrem at være tandløst – men det er ikke noget rovdyr, vi har at gøre med, snarere en drøvtygger.

Hasselnødder og kaffe blander sig elegant i en velmaltet krop, der starter ved gummeranden, breder sig til mandlerne og rigtig folder sig ud i eftersmagen. Der er ikke sparet på noget – ud over at det er både dejlig bittert og sødt, er brygget også vidunderligt mørkt i smagen på den helt rigtige måde.

Man kan dog ærgre sig lidt over hulrummet oven på tungen. Her mangler der i påfaldende grad smag af andet end fladt postevand, men såfremt man er i stand til at se ølkruset som halvt fuld frem for halvt tomt, kan manglen forbigås som en skønhedsfejl.

Den smag, brygget alt andet lige byder på ved gummer, gane og mandler er tilstrækkeligt til at brygget lander vel over det middelmådige.

4-stjerner

(*)Rettelse: Royal Unibrews øl bliver ikke produceret i Fredericia, men åbenbart i Skælskør(**) og Baltikum. Edder og forbandelser mod den, der gav mig det indtryk, og mere af samme mod mig selv for ikke at fact-tjekke.

(**)Skælskør passer åbenbart heller ikke. Jeg tænkte da også, at den by var for lille til at have hele to industribryggerier (Harboe har som bekendt hjemme der (og den oplysning er fact-tjekket)) men jeg havde ellers oplysningen fra en kilde, jeg anså for pålidelig. Vel, man skal åbenbart fact-tjekke alt selv …

Så vidt jeg kan google mig frem til, brygger Royal Unibrew primært på Albanis og Faxes gamle anlæg i henholdsvis Odense og Faxe. Så skulle det vist være sat sådan nogenlunde på plads.

Schiøtz Belgisk IPA, Ceres/Royal Unibrew

2016-10-01-18-47-14Skarp og ren …

Jeg har noteret mig, at flere ølkendere i min omgangskreds (læs: facebook) har det med at fnyse ad Royal Unibrews specialølserier, Lottrup og Schiøtz. ‘De er ikke rigtige specialøl, og i hvert fald ikke mikrobryg’ lader påstanden til at være, baseret på et argument om, at store bryggerier aldrig kan ramme de små bryggeriers kvalitet med de kvanta, der produceres af de industrielle foretagender. Endvidere lukrerer industribryggerierne på mikrobryggeriernes dyrekøbte succes, idet de store kan producere meget mere og meget billigere, hvorfor de også alt for nemt kan underbyde mikrobryggerierne med de samme produkter til en lavere pris og – ifølge kritikerne – endnu lavere kvalitet.

Forbrugerne når aldrig at få smag for de egentlige kvalitetsprodukter, da industrigiganternes billige efterligninger er så meget – ja, billigere. På den måde står industrigiganterne endnu engang i vejen for en generel hævelse af kvalitetsstandarden, mens kvalitetsbryggerierne mister markedsandele og får det endnu sværere med at slå igennem på et marked, hvor der i forvejen er mange om buddet.

Jeg anerkender pointen i kritikken, men har rent undtagelsesvis optimismen i behold og erstattet ‘sølvpapir’ med ‘ja’ i den hat jeg har på hovedet, for der er også positive elementer at fremhæve: At de store bryggerier overhovedet er begyndt at lave andet en van(d)lig og jævn pilsner i større stil, er i mine øjne kun positivt. Det peger i sig selv på et generelt kvalitetsløft på ølmarkedet herhjemme, som jeg har svært ved at begræde. At de skulle tage markedsandele fra de små bryggerier? – Jeg anerkender, at faren findes. Men jeg har ærligt talt svært ved at tro, at en, der prøver en Stone Street IPA og tænker “YÆÆÆÆÆAHR det er dælme den bedste øl, jeg nogensinde i hele mit lange liv har prøvet!!!1!!” nogensinde ville gå skridtet videre til en – skal vi sige Sloth fra Amager Bryghus, med mindre den kostede det samme.

Enhver, der rent faktisk jagter kvaliteten og den gode oplevelse, er klar til at investere det, det kræver. Og råder man af en eller anden grund ikke over de nødvendige midler, så skal jeg ikke være den, der har ondt i rectum over, at man bruger sine surt sparede håndører på et kvalitetsbryg, en af de store aktører står bag. At kvalitet også bliver tilgængeligt for dem, der har det hårdt, er faktisk en kur mod smerter i bagdelen for undertegnede.

Men videre til brygget, der altså er en af de industrielt fremstillede specialøl. Det særskilt belgiske ved den, skulle ifølge min lidelsesfælle udi ølbloggeriet Brian Lund være den belgiske ale-gær. Desuden er brygget tilsat guava, citronkoncentrat og hyldeblomst, hvilket bryggerne selv undskylder med den nye nordiske bølge (dét lille skvulp doven skumsprøjt på en vindstille efterårsformiddag giver jeg i øvrigt ikke tre visne blade skvalderkål for – men det er jo nok bare mig) – på den anden side er det jo heller ikke helt u-belgisk at putte spøjse ting i øllet. Så hvorfor ikke bare – gøre det, og så spare offentligheden for de hipsteragtige undskyldninger?

Nå, men gær, frugt og blomster skulle altså give en mildere IPA. Ved åbning er det da også de frugtige noter, man mødes med. Søde clementiner blander sig med velkendt humle, der imidlertid minder mere om pilsner end ekstrahumlet IPA. Visuelt er oplevelsen stor. Brygget har farve af blankpoleret kobber med fedtet, klæbrigt og snehvidt skum.

En skalkpelskarp humle lægger et langt, dybt og uhyre præcist snit i tungen. Mildheden er det altså så-som-så med, men det brede IPA-indtryk, hvor hele mundhulen indhylles i tæt, flænsende humletåge er ganske rigtigt ikke til stede. I stedet er styrken koncentreret og målrettet med en på den ene side spinkel fylde, men til gengæld også skarp, krakilsk og aggressiv bitterhed, der hvor brygget smages.

Lærketræsnåle lægger sig i den det kirurgiske ståls præcise snit (ja, undskyld, men jeg lyttede til Carcass, mens jeg skrev indlægget). Friskheden fra det kolde metal blander sig med alegæren, der ender med at bære hovedparten af den krakilske eftersmag. Det sker helt uden at gæren tager over, og gør brygget – i gættede det – gæret.

Ud over, at brygget synes meget bevidst om, præcis hvor det vil smage, vælger det også karakteren af smagen med mere end bare rettidig omhu. Ikke mindst i eftersmagen balancerer det lige på grænsen til at blive for skarpt og for gæret, som man kender det fra billig, sur hvidvin. Men det ender aldrig så elegant med kun at være på grænsen …

Lottrups bod ved Copenhagen Beer and Whisky Festival skal have tak for at give mig dette bryg i gave, da arrangementet var slut. De havde den til overs, og gad ikke at slæbe den med hjem – så kunne jeg jo lige så godt få den.

Selvom jeg selvfølgelig også bare kunne have købt den billigt.

4-stjerner

Lottrup Stone Street IPA, Ceres/Royal Unibrew

2016-06-22 19.52.31Mere aroma tak …

I øjeblikket har vejret to indstillinger: “Alt for varmt” og “alt for fugtigt”. De to indstillinger udelukker, som nogle måske allerede vil have bemærket, ikke hinanden, men står gerne begge to på fuld knald samtidig. Det gælder især, når hele landet er ved at gå i opløsning, i det ene skybrud efter det andet, godt hjulpet på vej af lynnedslag, der hamrer jorden i store letdesintegrerbare stykker imens.

Nå, i det mindste er det ikke så slemt som i Det Forenede Kongerige. Efter Brexit er vores nabo mod vest jo gået under i en vældig paddehattesky, en enorm brandstorm og en kolosal flodbølge, efterfulgt af en totalitær nazikommunistisk magtovertagelse, der har fået hele Storbritannien, og det nordligste af den nærliggende grønne ø, jeg engang kaldte mit hjem, til at brænde op, synke i havet og sprænges i en googolplex stumper og stykker på én og samme tid … i hvert fald, hvis man tager medier og politikeres udtalelser om begivenheden for gode varer.

Så gør det jo ikke så meget, at vores eget lille land er ved at smelte og gå i opløsning samtidig. Når dén proces er slut, og den gamle oceanbund af skaldyr, dækket med istidssedimenter, vi kalder Danmark er skyllet helt væk, giver det jo heller ikke ikke meget mening at holde fast i EU-medlemsskabet længere. Så man kan jo lige  så godt indstille sig på det uundgåelige …

… med en kold øl.

Det intenderer jeg at gøre lidt senere i aften. Først må jeg hellere få anmeldt denne her øl. Det er jo ikke første gang, jeg har prøvet den. Første smagsprøve fik jeg til Københavns Ølfestival i år, og så blev der ellers gået til netop den – og Schiøtz’ Gylden IPA – da jeg forleden var til arrangement med mit arbejde.

Brygget er en IPA efter amerikansk forbillede, og selv når det ikke går helt så godt som det lyder med den genre, er der stadig en meget vid margen for, hvor galt det skal gå, før det bliver dårligt. Ja, der er faktisk en meget vid margen for, hvor galt det skal gå før det kun bliver ‘godt nok’.

Der lægges stærkt ud fra start. Duften udløses allerede ved skænkning. Man aner lidt fusel over rigelig aromahumle – den klassiske bergamotolie blander sig kælent med rosenblade og friske grannåle.

Det er en letløbende og fortrinsvis skrap og skarp IPA, hvor bitterheden snapper som en uopdragen køter, snarere end en venlig og kælen ølhund. Gane og gummer svælger i stikkende bitterhed og letflydende friskhed. Til gengæld savner man snart stilens aromatiske, søde og ikke mindst fyldige elementer. Det er såmænd fint med krasbørstig bitterhed, men resten af IPA’en er altså glemt.

Et metallisk element indfinder sig også, og skubber helhedsindtrykket i den gale retning. Messing klæber sig til tunge og gummer, hvor mandler, gane og svælg fortsat forkæles af en tør og velgørende eftersmag af nåletræ, der ellers er ganske udsøgt.

Det lyder måske vældig negativt (omend ikke så negativt som 90% af reaktionerne på briternes trods alt demokratiske beslutning), men overordnet set er bryggets lovende type jo heller ikke engang nede omkring ‘godt nok’ endnu. Det er skam stadig et stykke over, og min brok skal mere end noget andet tages som udtryk for, at jeg i denne genre har været voldsomt forkælet på det sidste.

4-stjerner

Lottrup American Lager, Royal Unibrew/Ceres

2015-08-29 15.47.04

Amerikansk som vi ikke vil ha’ det …

Vi er nået til vejs ende i rækken af Ceres/Unibrews Lottrup-øl. Navnet på den sidste øl lyder for så vidt forjættende. En ‘American Lager’ er det, og dem har jeg prøvet et par udmærkede eksemplarer på. På den anden side har jeg også prøvet nogle værre rædsler i samme genre, så det bliver spændende at se, hvad Royal Unibrew har bixet sammen – en Samuel Adams-ækvivalent, eller en Pabst Blue Ribbon-efterligning.

Jeg beklager igen min distræthed, der gør, at I læsere må tage min beskrivelse af brygget for gode varer. Som det fremgår fik jeg kun fotograferet den tomme flaske efterfølgende. Kobberfarvet er brygget med højt, fyldigt skum knækket i en gylden nuance. Det er flot og velkendt. Efterhånden mest velkendt. Til gengæld fryder den liflige humle, der faktisk formår at manifestere sig i rummet ved opknapning. Gode gamle cascade melder sig med friske noter af bergamotolie, og man glæder sig allerede lidt mere.

Uden særlig god grund skal det vise sig. Man hælder store mundfulde vand i gabet, og som en anden hval prøver man at bruge sine smagsløg som barder til at filtrere bare den mindste smule smag ud af brygget.

Men alt hvad anstrengelserne får frem er en spinkel humlesmag – dårligt nok bitter er den, men det er vel heller ikke så atypisk for de amerikanske humler, der jo gerne smider oplevelser af blomster og frugter oven i bitterheden. Men jeg bevæger mig atter af et sidespor, for heller ikke dét får man noget af.

Oven i købet er brygget meget svagt karboneret, ja det virker faktisk dovent. Og selvom amerikanske lagers i øvrigt kan smage af endog ganske lidt – smagsrigdommen er typisk omvendt proportional med bryggeriets størrelse – så plejer de ikke at være dovne, uanset om de smager eller ej.

På falderebet formår brygget dog mod alle odds at udvise lidt kvalitet. Eftersmagen ubemærket bag det alt for meget ingenting, der ellers er i brygget, så pludselig lægger man mærke til den. Kraftigt bitter af løvtræ, fyldig, og endda også med en vis holdbarhed.

Som amerikansk bryg betragtet bliver brygget dog mest ved med at ligne noget fra de store bryggerier.

2-stjerner

PS: Flere læsere, der i modsætning til mig ved, hvad de taler om, har gjort mig opmærksom på, at der ikke er skyggen af cascade i brygget. Det undrer mig lidet, efter jeg har smagt det, men jeg syntes, jeg kunne mærke noget i duften, der tydede derpå … eller også var det bare den psykologiske effekt fra navnet ‘American Lager’ der vildledte mig.

Vel, det var bare et gæt, men jeg tager uanset hvad selvfølgelig med kyshånd imod rettelsen, når den kommer fra bedre vidende.

 

Lottrup Red Copper Ale, Royal Unibrew/Ceres

2015-08-15 18.37.28Et standardforsøg …

Det er noget tid siden, jeg indrømmede Royal Unibrews første Lottrup-bryg ikke bare drikkelighed, men også kvalitet og det endda helt uden at tage producenten i betragtning. Serien på i alt tre øl er ment som en hyldest til Malthe Conrad Lottrup, der i sin tid grundlagde det for længst igen opkøbte og nedlagte århusianske Ceres-bryggeri.

Stanken af fusel har Aarhusianerne siden ikke skullet slås med. Nu er der kun oliefabrikken tilbage, nåhr ja, og ghanesisk gummitræflis, ser det ud til (så hellere fusel!).

Hvilken type bryg, der præcis er er tale om, hersker der en del forvirring omkring. Navnet antyder et overgæret bryg, mens der på bagetiketten står “stærk pilsner”. Man skulle egentlig tro, at et mega-bryggericonglomerat som Royal Unibrew havde styr på øltyperne – pilsner er altid undergæret, mens ale er overgæret – men det er ikke første gang, Royal Unibrew klokker i det. Og se engang – Carlsberg kan sørme også være med.

Det er vist bare generelt de store, der ikke kan finde ud af det.

Jeg vælger at tro på frontetiketten, og Untappd, der angiver, at det er en ale. En rød én af slagsen endda, og det vækker en antydning af undren, da brygget holder omtrent samme lød som det farinsukker, den initialt dufter af. Malten er tydeligt i højsædet i bouqueten.

Og til at begynde med mærker man også den søde malt i smagen. Farinsukkeret er blevet opvarmet og forvandlet til karamel. Herefter åbner øllet sig, og frigiver mere markant humlede noter af hassel- og valnødder.

Ledsagende finder man også rigelige mængder vand, og i bitterheden også en loren bismag af hengemt, slatten kål. Det er åbenbart ikke kun betegnelserne, det store bryggeri har det lidt svært med. Deres standardforsøg på, som standardbryggeri, at brygge et specialbryg har resulteret i … et standarbryg – ikke overraskende.

Med i overvejelserne skal jeg måske også have de formidable Doctor Brew-øl. Efter dem er det meste øl jo egentlig også ret kedeligt.

Den her øl, ville dog med ret stor sikkerhed også være ret kedelig før Doctor-Brew-øllene.

2-en-halv-stjerne

Red Erik, Royal Unibrew/Ceres

2015-08-03 22.58.42For så vidt OK blandet …

Red Erik – en omskrivning af Eiríkr hinn rauði eller Eiríkr Þorvaldsson, som han egentlig hed, eller på dansk Erik Thorvaldsen – den gamle grønlandsfarende viking har opnået den ære (eller lidet den tort) at få en Royal Unibrew- (Royal Unibøvs, hvis man taler Ole Madsensk – og det gør man jo jævnligt) -øl opkaldt efter sig.

Varedeklarationen er længere end på flere komplicerede kræftpræparater … tror jeg. Jeg er trods alt ikke onkolog. Ikke desto mindre har jeg bryggeriet mistænkt for kun at sælge denne øl i halvlitersdåser, fordi det ellers ikke ville være muligt at få den komplette ingrediensliste med. Den omfatter ud over de fire klassiske også frugtsaft, sukker, glucosesirup og majs.

Historien bag brygget kunne være, at sodavandstanken væltede over i mæsken – og så ville de i det mindste have en undskyldning for, at brygget skulle indeholde så meget ølfremmed masse. Hvad tanken bag konceptet eller de mange tilsætninger egentlig er, står for mig hen i det uvisse, da jeg ud fra en doven og overfladisk (og nok også en kende arrogant) betragtning ikke på forhånd finder dette bryg interessant nok til at google det.

I hvert fald er brygget rødt. Ligesom farven rød også er med i hin vikings navn. Men øl kan faktisk godt være rødt uden at man behøver hælde frugtsaft i. Så undgår man i øvrigt også det lyserøde skum, der mest minder én om phtalatfyldt kønsproblematisk gummilegetøj.

Overrasket bliver man til gengæld over aromaen, der udløses allerede ved skænkning. Man mødes mest af besk humle, som jeg husker den fra elefantbajeren, kombineret med en knivspids fusel, der ikke i sig selv er ildevarslende, men derimod giver brygget en uventet kraftig kant.

Brygget smager mest af pilsner, og bagom den jævne – eller måske en tand kraftigere – humle aner man måske (måske ikke) lidt hindbærsødme fra frugtsaften. Nogen viking, som man kender dem fra sagalitteraturen, eller for den sags skyld fra senere populære gengivelser, er der dog langt fra over den. Tværtimod peger den mere i retning af tidens populære sodavandsøl, men her med et indslag af søde bær frem for grape, citron eller andre citrusfrugter. En framboise med andre ord. Og det bliver aldrig min kop øl, uanset om alkoholprocentens fuldskabsfremmende virkning velnok kompenserer lidt i dette tilfælde.

2-en-halv-stjerne

Lottrup Gold Button Ale, Royal Unibrew/Ceres

2015-06-03 18.23.21Det lover ikke værst …

Royal Unibrew har udøvet kunstigt åndedræt på Ceres-brandet ved at sende en serie på tre specialøl på markedet. Det går under navnet ‘Lottrup’, og er opkaldt efter Malthe (how appropriate!) Conrad Lottrup, der grundlagde Ceres-Bryggeriet. Jeg fandt dem i Netto for en tier for nogle uger siden, og på Ølfestivalen fik jeg serien anbefalet af Ole Madsen.

En tier i Netto hæver ikke forventningerne. De sænker dem snarere. Men Oles anbefaling gjorde, at jeg blev lidt mere spændt på dem alligevel. Bagetiketten er prydet med en lille tekst om personen, Malthe Lottrup, og mens de to andre øls tekster mest er at betegne som en sludder for en sladder, beretter denne bagetiket en lille anekdote om, at Lottrup engang mistede en guldknap, som han bagefter efterlyste i Aarhus Stiftstidende. Deraf øllets navn.

Den er vel også det, man ville kalde en gylden ale. Måske en tand mørkere end pilsner, og så selvfølgelig overgæret. Dette viser sig mest i skummet, der er ganske højt og holdbart og falder ujævnt. Store irregulære huller og fordybninger skaber groteske former i det hvide lag puddersne, og den visuelle åbning er mere end godkendt. Bouqueten er syrlig af letgæret græs afrundet af sød bergamotolie med en bitter og fyldig maltbund.

Det går meget hurtigt op for én, at det er en stor bryggigant, der står bag. Brygget virker i sin komposition meget kontrolleret og dæmpet i sit udtryk. Til gengæld er det meget velafbalanceret med en fylde af malt, som man havde forventet mørkere, en initial friskhed af søde æbler og en afslutning og eftersmag af humle.

Og hvor meget det end må betragtes som et masseprodukt, så er turen gennem øllet, eller øllets tur gennem munden nu alligevel en interessant og overraskende broget rejse. Det starter friskt, så sætter maltfylden ind med en rund, letristet kant, og til slut kommer humlen – først som frisk træ ved gummer og mandler, og til sidst som kaffe, der hviler blødt i svælget og ganen i eftersmagen. Og der bliver den et godt stykke tid til fortsat nydelse.

Af alle de tre Lottrup-øl var det denne, jeg havde de laveste forventninger til (jeg slutter af med den, jeg har de højeste forventninger til). I betragtning af resultatet, lover serien bestemt ikke værst.

4-stjerner

Bering Bryg Havskum, Ceres

… rimer på ‘Afskum’.

*Ydrk* jeg prøver stadig i skrivende stund at kæmpe mig igennem det med garanti fæleste bryg, jeg har prøvet i år. Jeg troede ellers årets første bryg også skulle blive det ringeste, men her fandt det sin overmand.

Men okay – hvis det skal være dén mand, man overmandes af – og det kræver sin mand at overmande fælheden af Ørbæks eddikesure sæbebryg, så er det ikke en skam, når manden er Vitus Bering, den vidt berømmede opdragelsesrejsende fra Horsens. Brygget er brygget i anledning af 300-året for hans dåb. Åbenbart kender man ikke hans præcise fødselsdag. Ud over at være kendt for at kortlægge det umanerligt kolde og barske farvand mellem Alaska og Kamchatka, er han også kendt for at have lidt af fæl migræne. Og … (undskyld, jeg skulle lige hælde det sidste ud i vasken) … ud over at producere noget, der smager lige så grimt som (omend indrømmet ikke på samme måde som) havvandet omkring Alaska, så har Ceres/Royal Unibrew også valgt at lave noget, der nødvendigvis må være noget nær migrænefremkaldende, om man blot kommer for skade at drikke en lille smule.

For lige at gøre havet omkring Alaska færdigt – dengang var havet nok ikke så forurenet som i dag. Alligevel skorter det godt nok ikke på obskure tilsætninger i brygget, der vel nok skal symbolisere vore dages havskums generelle tilstand. Majs, glucosesirup, byg, ammoniseret karamel (E150), citronsyre og aroma – det er på sin vis ganske nutildags, omend det ikke rigtig er det på den fede måde.

Farvestoffet giver i øvrigt brygget en ganske flot mørk teint med cremet off-white skum, der endda formår at klæbe en anelse. Allerede lugten varsler ilde. Brygget emmer af nogle særlige små syntetisksmagende porøse bolsjer i strålende farver, som man kunne købe billigt i Tyskland i firserne. Det er blandt andet citronsyren, man mærker, og det var faktisk lidt af en aha-oplevelse at læse deklarationen, og opdage netop dét tilsætningsstof, for det står centralt i bryggets modbydelighed.

Mit første smagsindtryk af brygget var … underligt. Det er meget syntetisk i sin smag – henad hermesetaspastiller, man lader opløse på tungen. Hermesetaspastillerne breder sig langs gummeranden, og afløses ved bagtungen af en bitterhed, der trods alt afslører, at der ikke kun er tilsætningsstoffer, men også øl i brygget. Det er en upoleret og tæt på harsk bitterhed, der heller ikke gør noget godt, men heldigvis giver brygget ikke megen eftersmag, så man ikke er plaget af harskheden længe efter at brygget har passeret svælget.

Lidt flere modstræbende nip, og det går endelig op for mig. Sødmen minder i forbløffende grad om smagen af gamle, gule citronsodavand fra 80’erne. Det er selvfølgelig citronsyren igen. Om ikke andet kan dette bryg da fremkalde samme sødligt-vamle smagsoplevelse, og det endda helt uden risiko for tartrazinforgiftning. Man skal blot spytte brygget ud, før det når mandlerne og bliver harskt.

Den gode Vitus roterer vist i graven, og det nok ikke uden migræne.
0-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme