Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Anarkist

Anarkist European Haze, Royal Unibrew/Albani

Mariehønen …

At afprøve Anarkist-brandet fra Royal Unibrew beskrives bedst som en rutsjebanetur. Men ikke just i Dæmonen eller Trærutsjebanen på Bakken. Nej – det er mere som i de forskellige varianter af Mariehønen – rutsjebanen for børn i alderen 2-5 år eller deromkring. Det meste foregår på gulvniveau, og toppene er i en magelig højde, hvor alle kan være med.

I dag kører vi så en tur nedad. Det kildrer en smule i maven, men hvis det sådan rigtig skal vække begejstring, skulle man nok have været lidt højere oppe. Poden, der ellers ville sidde ved siden af, henrykt hvinende ved turen over de bløde kurver, er ikke med, idet øl jo ligegodt ikke er for børn.

Dertil kommer, at i denne type rutsjebaner, er det opturene, der er sjove. Nedturene kunne man i grunden godt være foruden. Ikke mindst når de er så stejle som her. Sidste gang jeg havde en Anarkist-øl i hånden, var det nemlig slet ikke så værst. Men denne gang er der meget tilbage at ønske.

Det er såmænd ikke fordi, jeg på forhånd bliver skræmt væk af, at øllet er en Session – en alkoholafdæmpet udgave af øltypen – her en IPA. Der kan være kompenseret så rigeligt med andre ting – humle fx – så den lavere alkoholvolumen, her på 3,7, næppe kan mærkes.

Ved åbning næres håbet om netop dette, idet bouqueten kan fornemmes allerede ved fjerning af kapslen. Noter af vanille og søde stenfrugter gør deres entre, og folder sig ud ved skænkning, sammen med spæde grannåle – en signaturduft for veldrejede IPA’er. Samtidig kan man beundre bryggets grumsede look. Ufiltreret – ja det tør siges! Plumret er næsten mere passende, og nydeligt i kontrast til bryggets kridhvide skum, der sprødt og modvilligt itubrækkende knejser over det dunkelorange bryg.

De første par mundfulde yder adækvat bitterhed med luftig fylde, præget af af den lethed, som den lave alkoholvolumen typisk byder. Fyrrenåle flankeret af et skarptsyrligt citrusstik yder karakter og temperament. Postivit overraskende, umiddelbart …

Desværre holder de gode takter ikke i længden. Syrligheden tager snart over, og den lette em af friske fyrrenåle, der nænsomt dalede ned over tungen erstattes af en kras, tør og noget harsk aroma af bagegær. Jeg mistænker oxidering, men den slags plejer man at kunne mærke med det samme, og det var ikke tilfældet her.

Jeg prøver et par mundsmage mere, men de første gode indtryk lader sig ikke finde igen. At gå all in med ufiltreret øl har ind imellem sin pris – her betyder det at gæren tager helt over i et bryg, der i begyndelsen ellers virkede lovende.

Det er mere end bare en skønhedsfejl. Den slags burde egentlig ikke ske i store bryggerikoncerner som Royal Unibrew.

Anarkist Bloody Weizen, Albani/Royal Unibrew

Okay okay så …

De svigtende læsertal fortsætter. Så er der jo kun ét at gøre: Anmelde flere nye øl!

Jeg troede egentlig ikke, at jeg nogensinde ville vende tilbage til Schiøtz-brandet, da kvaliteten aldrig har stået mål med dets aggressive, farvestrålende markedsføring. Næppe til nogens store overraskelse har aggressiv, farvestrålende og underholdende markedsføring gerne det formål at forføre forbrugeren til at købe et produkt, der i sig selv er gråt og kedeligt. Det er ikke mindst tilfældet, når det gælder øl … uden at det selvfølgelig behøver være en generel regel. En strålende undtagelse er Amager Bryghus’ øl, hvis øl er nogle af de bedste i hele verden samtidig med at deres etiketter er nogle af de flotteste. Men det er vist også den eneste markedsføring de sådan rigtig investerer i derude i Tårnby. Eller sådan var det i hvert fald dengang jeg besøgte dem.

Og da jeg nu stod og manglede nogle nye øl at anmelde, og dette var den eneste der bød sig til i et standardudvalg hos Fakta Thisted, der ellers fremstod fuldstændig afpillet for humlenyt, kunne den da allernådigst få chancen. Eller risikoen om man vil, da forventningen hos bloggeren var, at der meget snart skulle komponeres en net lille tirade i en disharmonisk mol-tonart til besyngelse af produktets fortrædeligheder.

Helt sådan endte det nu ikke med at gå … langt fra endda, må jeg modstræbende, og lettere tænderskærende indrømme idet jeg hurtigt opsummerer bryggets egenskaber: En 7% Hvedeøl tilsat blodappelsin … Royal Unibrew har kombineret en hipstersmart frugt med et ølkoncept, hvis nyhedsværdi for længst har holdt tiårs jubilæum for sidste salgsdato. Det skal nok blive godt (suk).

Men pænt ser det da ud. Og skummet er også flot. Både som det stiger fast og fyldigt ved skænkning, og som det bagefter klistrer og klæber som en anden superlim til glassets indersider under konsumptionen. Frugten gør sig ikke bare gældende i den dybtgule, uigennemsigtige kulør, men også i duften, der på trods af, at det er en hvedeøl, vi har at gøre med, dufter forbløffende lidt af gær og forbløffende meget af humle.

Kombinationen af appelsin og humle minder faktisk ikke så lidt om New England IPA’ers bouquet i en afdæmpet version. Og da hver eneste øl ikke behøver være et tæppebombardement af bitterhumle og frugtkompot – lidt mindre kan også gøre det – så gør afdæmpningen måske ikke så meget endda. Lifligt og lovende vel ud over forventningerne er det i hvert fald allerede.

I smagen brager humlen igen frem, fuldkommen out of character for en hvedeøl. Frugtindslaget holder sig ikke tilbage, men folder sig ud i en vældig svingom med humlen. Igen bringer hvedeøl-appelsin-blandingen mindelser om Fruit-IPA og New England IPA, og hvor det lidt mere afdæmpede udtryk giver plads til mere vand, bliver slutresultatet en smagfuld forfriskning, og ingenlunde et tyndt, anonymt, industrielt brygprodukt.

Så har man set det med. Der var endnu en god sommerøl. Så mangler vi kun sommeren.

Anarkist Brown Ale, Royal Unibrew/Albani

Nu har jeg aldrig …

Velkommen til julemåneden! Allerførst må jeg lige indskyde en rettelse fra sidst. Jeg fik på forsmædelig vis bildt læserne ind, at den sidste øls betegnelse som Quadruple skyldtes en firedobbelt gæring af produktet.

Det viser sig at være sludder. Betegnelserne Dubbel, Tripel, Quadrupel og eventuelt noget, der går endnu højere op (proportionelt med lix-tallet, gætter jeg på) angav oprindeligt alkoholstyrken, og altså ikke noget om, hvor mange gange øllet var gæret. Til gengæld havde jeg ret i oprindelsesstedet for betegnelserne, nemlig Belgien. Det – og mere om, hvordan man siden har forsøgt at præcisere betegnelserne kan man læse her. Martin Sundbæk Johansen skal have tak for at have lagt linket på min facebook-side, og Michael Knudsgaard, Danske Ølentusiaster, skal have tak for at have vist mere kritisk sans end jeg har kunnet mønstre, ved at åbne debatten samme sted.

Nu til dagens indlæg.

Mentalt kan læserne indsætte min sædvanlige tirade om, at jeg ser mig selv som forbrugernes blogger ind her, som forklaring på hvorfor jeg fortsat beskæftiger mig med fusionskonsortiet Royal Unibrews misvisende Anarkist-serie. Det er – kan jeg fortælle eventuelle nye læsere – så’n en embeds medfør-ting. Jeg gør det, fordi jeg føler en form for forpligtelse over for læserne, og i mindre grad for at tilfredsstille egne masochistiske fornøjelser.

Var det for sidstnævnte, jeg tog fat i denne fjerde, og foreløbig sidste i serien, ville jeg også blive slemt skuffet, for pinen ved dette bryg, måtte jeg – ærligt indrømmet – lede længe efter …

Altså … skummet over det natsorte bryg er jo faktisk ikke særlig holdbart eller prangende. Der er snarere tale om en kraftigt brusende øl, frem for en egentlig skummende én af slagsen, men selv bruset formår jo faktisk at glæde lidt, med sin lettonede gyldne lød. Og selvom det har så ganske travlt med at falde, knitrer det jo både lystigt og fornøjeligt imens. At brygget i øvrigt er aldeles letflydende er lige så oprørende som i sidste øl – Amager Bryghus’ quadrupel – hvilket vil sige ikke. Der er trods alt tale om en brown ale, og ikke en stout.

Men brown ales – dem har vi dælme ikke været heldige med … eller jeg har i hvert fald ikke. Hvor mange gange har jeg ikke åbnet en brown ale i forventning om en tæt, mørk oplevelse, og fået en uindspirerende omgang vandpjask i stedet for? Og ikke engang det kan den her brown ale finde ud af at leve op til. Ikke alene dufter brygget ganske pragtfuldt af karamel og middelmørk chokolade med en snert af røg, næh, oven i købet breder denne aldeles nydelige bouquet sig i en radius på flere fod fra flaskehalsen allerede idet kapslen letter.

Denne brown ale er bestemt ikke god til at være som brown ales er flest – og især da ikke som industrielle brown ales er flest!

Og i smagen går det ligeledes galt. Man må give Royal Unibrew, at brygget er ganske letflydende og glat mod mundens indvendige konturer – men det er stort set også det eneste, hvor brygget i sin karakter lever op til sin industriprodukt-kategori. Der er alt for meget aroma! Og ikke nok med det, der er endda tale om god aroma. En industriel brown ale skal da ikke smage af flydende lys karamel i en skal af mørk chokolade med et finurligt strejf af cognac … hvad ligner det!?

Vel, nogle gange er det åbenbart ingen pine at være ude i embeds medfør. Brygget her er vitterlig en nydelse, ikke bare de industrielle omstændigheder taget i betragtning, men bare en nydelse … Dens kombination af letdrikkelighed og sødme gør den ganske egnet til fed julemad, så uden at være tænkt som en sådan vil den gøre det godt til den stundende højtids sul. Jeg har endda reddet mig et par ekstra eksemplarer til månedens udløb.

Sidste måned sluttede med at det totalitære racistiske parti DF fik sin våde drøm om en KZ-lejr på en øde ø opfyldt. Denne måned startede meget meget smukt på bloggen som en aldeles ringe modvægt til sidste måneds politiske rædsel – men dog en modvægt, der måske kan skabe lidt lys her i den på flere måder alt for mørke tid.

Anarkist Ginger Pale Ale, Royal Unibrew/Albani

Bevares, det er da ikke det ringeste …

Vel, jeg er nogenlunde på højkant igen. Hvordan det lykkedes er mig en gåde. I morgen er det min fx fødselsdag, og har man nået min alder, minder det blot én om, at ens dage på et tidspunkt får en ende – så det er nok ikke det. Til gengæld er der midtvejsvalg i USA, og måske er det håbet om, at amerikanerne har en fin fødselsdagsgave til mig i form af et republikansk mindretal, der har fået serotoninen op at boble igen?

Mest af alt tror jeg bare, at det er sådan jeg er, og ikke mindst sådan mine depressioner er. De kommer og går, ikke altid lige forudsigeligt – præcis ligesom når de damper af igen.

Nok om det. Jeg vil gerne afvikle afventende anmeldelser før jeg får gæster i weekenden (jo, det skal nok blive omtalt) så here goes …

I min ikke videre systematiske gennemgang af Royal Unibrews Anarkist-serie, til ære for Albanis grundlægger Theodor Schiøtz, er jeg nået til denne Ginger Pale Ale – altså en lys overgæret øl tilsat ingefær. Ingefær er en af mine favoritkrydderier. Ud over at det bare smager godt, tager det også kvalmebivirkningerne af min ADHD-medicin (for nu lige at give et pro tip videre til andre derude, der får speed på recept) og ifølge alle mulige sundhedsapostle – både de whacky af slagsen og dem der rent faktisk ved noget om ernæring, skulle det vist også være ret sundt sådan i det hele taget. Mine erfaringer med krydderiet i øl har til gengæld været noget fluktuerende for at sige det mildt, spændende fra det reelt interessante til det nærmest udrikkelige.

Brygget er ganske pænt, højorange og langt fra så blegt som man kunne have frygtet. Skummet er tæt og fyrigt, og volder visse udfordringer ved skænkningen. Bouqueten er til gengæld en øjeblikkelig skuffelse. Den er aldeles fjern med kun yderst svage antydninger af krydderi – det være sig humle eller ingefær – hvis man da lige ser bort fra vandet, der er aldeles præsent.

Til gengæld kan man da i det mindste smage det lidt. Der blev sagt lidt. Vandet er også det mest præsente i bryggets orale udtryk. Ingen skal beskylde det for ikke at slukke tørsten, og i det mindste er ingefæren der da også. På sidelinjen. Iblandet, skødesløst, så det rasler planløst rundt derinde i alt vandet, og desuden i et alt for lille kvantum.

Selvom jeg gerne indrømmer, at kombinationen Øl og Ingefær har resulteret i langt større katastrofer end dette bryg, så forbliver det en anonym og halvkedelig sag. Der skal altså mere for at lave en god krydderiøl, end bare at blande et krydderi lemfældigt i mæsken, og så håbe det bedste. Lidt raffinement … lidt brygkunst … lidt vilje til at få humleudtrykket og ingefærudtrykket til at matche og komplimentere hinanden …

… men det kræver selvfølgelig at der er noget humle, ingefæren kan matche. Humlen udebliver imidlertid helt. Mest af alt er det farven og skummet der afslører, at dette faktisk er en øl, og ikke bare en sjusket sammenkastet ingefærsodavand med alkohol.

 

Anarkist Motueka Lager, Royal Unibrew/Albani

Damn you, Autocorrect!

Da kameraet i min mobiltelefon kun kan tage slørede billeder, bruger jeg skiftevis den første smartphone jeg ejede – en for længst uddateret HTC, hvis kamera til gengæld fungerer, eller – hvis jeg ikke lige kan finde HTC’en – min datters tablet, hvorefter jeg sender billedet til mig selv på mail. Derfra kan jeg så downloade billedet og efterfølgende uploade det til bloggen … Fagre nye, omend til tider noget omstændelige, verden.

“Ølbillede” skulle overskriften egentlig have været. Så stor var min undren, da jeg i min indbakke fandt en mail fra mig selv under navnet “Bølgede”. Og der var billedet jo så. Ligesom jeg ønskede det, men det tog et par momenters hjernegymnastik at nå frem til, hvorfor i alverden jeg dog havde givet mailen så tåbelig en overskrift.

I det daglige forsøger jeg at holde mit streak af aneurismer, der ligger på et fint rundt tal, nemlig nul. Det gør jeg især ved at skrive så lidt som muligt på mobile enheder, såsom telefoner og tablets. Alene det at ramme de små taster rigtigt, får pulsåreudposningerne til at true, mens enhedernes uafladelige korrektionslabilitet i retning af noget frådende absurd, opgraderer truslerne til hjerteinfarkt og apoplektiske anfald … Sådan nogle er jeg i øvrigt blevet ramt af præcis lige så mange gange som aneurismer, og sådan skulle det gerne fortsætte, så en af dagene må jeg vel hellere få løst det kameraproblem.

Men den gør jo ellers arbejdet fint, min datters tablet, når Royal Unibrews industribryg, forklædt som specialøl, skal fotograferes. Skummet holder sig lavt oven på det generisk smukke, blanke, messingfarvede bryg. Umiddelbart dufter brygget væsentlig mindre af industri end special-; blød som velour blander vanillie sig med maltsød aromahumle i en smagfuld og lovende ouverture.

Motueka (hvad end det måtte betyde) Lager er noget så sjældent som en spændende pilsner. Frisk, fortrinsvis sød og aroatisk af velmodne efterårsæbler og bergamot. Dertil kommer et krydret pust af grannåle i samme retning – omend slet ikke så langt ud af vejen – som man så godt kender det fra friske, skarpe IPA’er fra fx Amager Bryghus.

Helt fejlfri ville nogle nok hævde, brygget ikke er, for en glimt af metal melder sig også i den ellers fine aromakompot. Selv vil jeg mene, det kun giver brygget lidt mere friskhed, og vil kategorisere det under smagssager og i værste fald skønhedsfejl.

Her går det godt for Royal Unibrews ‘Anarkist’-serie. Faktisk så godt, at jeg har valgt at ignorere seriens sløje start på bloggen, og købt nogle flere til anmeldelse … med yderligere fare for at tale storindustriens sag. Men bare rolig – der skal nok også komme mere mikrobryg til, og jeg ville til enhver tid fortsat sætte mine penge på mikrobryggene, såfremt det er kvaliteten, der bliver væddet om.

Anarkist New England IPA, Albani/Royal Unibrew

Måske en AnCap …

Jeg har krummet mig sammen i et mørkt, indelukket hjørne af mit i forvejen alt for lille soveværelse. Helt op ad de kolde vægge har jeg klemt mig, nu hvor jeg endelig har fundet lidt tid og overskud … jep – overskud. At jeg sådan har krøllet mig sammen skyldes ikke, at jeg igen har fået besøg af mine stoutsorte dæmoner; depressionen og det deraf følgende sortsyn. De har faktisk holdt sig på behørig afstand på det sidste, hvilket betød at jeg for en gangs skyld gad gide tage mig sammen til at tage mig sammen og tage tyrene ved hornene … og endelig få bestilt en maler, så fugtskaden i min lejlighed kunne blive ordnet.

Så alt mit habengut, der stod på og langs de møbler, jeg måtte flytte ud fra væggene er nu mokket op i mit beskedne sovekammer, der hvor der nu lige var plads – et af vore dages luksusstatussymboler, jeg kun havde meget lidt af i forvejen.

Men det kunne lade sig gøre – på bekostning af endnu mere bevægelsesfrihed. Men det er selvfølgelig bare midlertidigt, og det er ingen overdrivelse at beskrive lettelsen over at få sat et flueben ud for den ‘ting der skal ordnes’ med Trumpske superlativer – yuuuuge, tremendous, really big … Speaking of Agent Orange – han er vel også en slags anarkist. Han er i hvert fald ikke glad for regeringer og navnlig disses indblanding i, hvad især meget rige og magtfulde mennesker må og ikke må.

Men nu er anarkisme jo også et meget vidt begreb. Royal Unibrews patetiske undskyldning for at bruge det på etiketterne i denne ikke længere helt nye serie specialøl til ære for Albani-grundlæggeren Theodor Schiøtz, er vist noget med at han brød regler og konventioner for hvordan man bryggede øl dengang. Jeg finder det aldeles søgt og på grænsen til latterligt. Ikke mindst i betragtning af, at den grad af ‘anarkist’ der er over industrikonglomeratet Royal Unibrew bedst kan sammenlignes med det orange monster i Det Hvide Hus. Men fair nok. Der er jo gået trend i anarkokapitalismen. Men i modsætning til, hvad det voksende antal snotunger i billige jakkesæt, der spreder sig som mugpletter i byggesjusk for tiden tror, er det ingenlunde nogen ny ide. Marx spildte angiveligt meget af sin tid på at diskutere med sin samtidige Max Stirners proselytter – ja, allerede før sociale medier foregik den slags også.

Men hvad er det så for noget ukonventionelt og samfundsomstyrtende øl, den nålestribede, slipseklædte og velfriserede bestyrelsestop i Royal Unibrew har dikteret, der skulle være i flaskerne? En New England IPA, sørme! Ih, det er jo en af mine favorittyper! De ligner gerne hjemmepresset appelsinjuice med deres afsindige mængder af tørhumle, der ikke bare banker bitterheden, men også prisen op i skyerne. Det er nu ikke så galt her – det er jo industriøl, men netop derfor tillader jeg mig også på forhånd en vis skepsis. Alene det at brygget er gennemsigtigt gennem flasken lover i hvert fald ikke på forhånd nogen visuel oplevelse ud over det sædvanlige.

Agitationen ved skænkningen retter en anelse op på det, men vi er fortsat langt fra appelsinjuicen. Heller ikke skummet byder på meget sjov, det lægger sig fladt, som en lav hinde af bobler over det kun lettågede bryg. I duften holder humlen sig desuden ganske meget tilbage – vandet skal jo have lov til at træde frem som det primære.

Og heller ikke i smagen træder humlen tilnærmelsesvis frem, som typen ellers foreskriver. Denne afdæmpede pale ale er omtrent lige så langt fra en New England IPA som Trump, Stirner og Royal Unibrews bestyrelse er fra Proudhon, Bakunin og Carl Heinrich Petersen. I forhold til forventningen er brygget både tyndt og spinkelt i aromaen, omend aromaen da ikke helt uden held prøver.

For inde bag de ellers forfriskende og vederkvægende dybder af klingende rent vand er der da tiltrængte stik og skrammer af friske grannåle at få. Kvaliteten af humlen synes faktisk at være mere end i orden, og ud over at der er for meget vand, er der ingen deciderede fejl at spore. Brygges føles hverken metallisk eller syntetisk, men forbliver en smagfuld læskeøl, der som simpel pale ale – uden ‘India’ foran (endsige New England) sådan set ville gøre det hæderligt.

Men det er vel sådan man får det, når det er AnCaps, der står bag.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme