Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Schiøtz

Anarkist Brown Ale, Royal Unibrew/Albani

Nu har jeg aldrig …

Velkommen til julemåneden! Allerførst må jeg lige indskyde en rettelse fra sidst. Jeg fik på forsmædelig vis bildt læserne ind, at den sidste øls betegnelse som Quadruple skyldtes en firedobbelt gæring af produktet.

Det viser sig at være sludder. Betegnelserne Dubbel, Tripel, Quadrupel og eventuelt noget, der går endnu højere op (proportionelt med lix-tallet, gætter jeg på) angav oprindeligt alkoholstyrken, og altså ikke noget om, hvor mange gange øllet var gæret. Til gengæld havde jeg ret i oprindelsesstedet for betegnelserne, nemlig Belgien. Det – og mere om, hvordan man siden har forsøgt at præcisere betegnelserne kan man læse her. Martin Sundbæk Johansen skal have tak for at have lagt linket på min facebook-side, og Michael Knudsgaard, Danske Ølentusiaster, skal have tak for at have vist mere kritisk sans end jeg har kunnet mønstre, ved at åbne debatten samme sted.

Nu til dagens indlæg.

Mentalt kan læserne indsætte min sædvanlige tirade om, at jeg ser mig selv som forbrugernes blogger ind her, som forklaring på hvorfor jeg fortsat beskæftiger mig med fusionskonsortiet Royal Unibrews misvisende Anarkist-serie. Det er – kan jeg fortælle eventuelle nye læsere – så’n en embeds medfør-ting. Jeg gør det, fordi jeg føler en form for forpligtelse over for læserne, og i mindre grad for at tilfredsstille egne masochistiske fornøjelser.

Var det for sidstnævnte, jeg tog fat i denne fjerde, og foreløbig sidste i serien, ville jeg også blive slemt skuffet, for pinen ved dette bryg, måtte jeg – ærligt indrømmet – lede længe efter …

Altså … skummet over det natsorte bryg er jo faktisk ikke særlig holdbart eller prangende. Der er snarere tale om en kraftigt brusende øl, frem for en egentlig skummende én af slagsen, men selv bruset formår jo faktisk at glæde lidt, med sin lettonede gyldne lød. Og selvom det har så ganske travlt med at falde, knitrer det jo både lystigt og fornøjeligt imens. At brygget i øvrigt er aldeles letflydende er lige så oprørende som i sidste øl – Amager Bryghus’ quadrupel – hvilket vil sige ikke. Der er trods alt tale om en brown ale, og ikke en stout.

Men brown ales – dem har vi dælme ikke været heldige med … eller jeg har i hvert fald ikke. Hvor mange gange har jeg ikke åbnet en brown ale i forventning om en tæt, mørk oplevelse, og fået en uindspirerende omgang vandpjask i stedet for? Og ikke engang det kan den her brown ale finde ud af at leve op til. Ikke alene dufter brygget ganske pragtfuldt af karamel og middelmørk chokolade med en snert af røg, næh, oven i købet breder denne aldeles nydelige bouquet sig i en radius på flere fod fra flaskehalsen allerede idet kapslen letter.

Denne brown ale er bestemt ikke god til at være som brown ales er flest – og især da ikke som industrielle brown ales er flest!

Og i smagen går det ligeledes galt. Man må give Royal Unibrew, at brygget er ganske letflydende og glat mod mundens indvendige konturer – men det er stort set også det eneste, hvor brygget i sin karakter lever op til sin industriprodukt-kategori. Der er alt for meget aroma! Og ikke nok med det, der er endda tale om god aroma. En industriel brown ale skal da ikke smage af flydende lys karamel i en skal af mørk chokolade med et finurligt strejf af cognac … hvad ligner det!?

Vel, nogle gange er det åbenbart ingen pine at være ude i embeds medfør. Brygget her er vitterlig en nydelse, ikke bare de industrielle omstændigheder taget i betragtning, men bare en nydelse … Dens kombination af letdrikkelighed og sødme gør den ganske egnet til fed julemad, så uden at være tænkt som en sådan vil den gøre det godt til den stundende højtids sul. Jeg har endda reddet mig et par ekstra eksemplarer til månedens udløb.

Sidste måned sluttede med at det totalitære racistiske parti DF fik sin våde drøm om en KZ-lejr på en øde ø opfyldt. Denne måned startede meget meget smukt på bloggen som en aldeles ringe modvægt til sidste måneds politiske rædsel – men dog en modvægt, der måske kan skabe lidt lys her i den på flere måder alt for mørke tid.

Anarkist Ginger Pale Ale, Royal Unibrew/Albani

Bevares, det er da ikke det ringeste …

Vel, jeg er nogenlunde på højkant igen. Hvordan det lykkedes er mig en gåde. I morgen er det min fx fødselsdag, og har man nået min alder, minder det blot én om, at ens dage på et tidspunkt får en ende – så det er nok ikke det. Til gengæld er der midtvejsvalg i USA, og måske er det håbet om, at amerikanerne har en fin fødselsdagsgave til mig i form af et republikansk mindretal, der har fået serotoninen op at boble igen?

Mest af alt tror jeg bare, at det er sådan jeg er, og ikke mindst sådan mine depressioner er. De kommer og går, ikke altid lige forudsigeligt – præcis ligesom når de damper af igen.

Nok om det. Jeg vil gerne afvikle afventende anmeldelser før jeg får gæster i weekenden (jo, det skal nok blive omtalt) så here goes …

I min ikke videre systematiske gennemgang af Royal Unibrews Anarkist-serie, til ære for Albanis grundlægger Theodor Schiøtz, er jeg nået til denne Ginger Pale Ale – altså en lys overgæret øl tilsat ingefær. Ingefær er en af mine favoritkrydderier. Ud over at det bare smager godt, tager det også kvalmebivirkningerne af min ADHD-medicin (for nu lige at give et pro tip videre til andre derude, der får speed på recept) og ifølge alle mulige sundhedsapostle – både de whacky af slagsen og dem der rent faktisk ved noget om ernæring, skulle det vist også være ret sundt sådan i det hele taget. Mine erfaringer med krydderiet i øl har til gengæld været noget fluktuerende for at sige det mildt, spændende fra det reelt interessante til det nærmest udrikkelige.

Brygget er ganske pænt, højorange og langt fra så blegt som man kunne have frygtet. Skummet er tæt og fyrigt, og volder visse udfordringer ved skænkningen. Bouqueten er til gengæld en øjeblikkelig skuffelse. Den er aldeles fjern med kun yderst svage antydninger af krydderi – det være sig humle eller ingefær – hvis man da lige ser bort fra vandet, der er aldeles præsent.

Til gengæld kan man da i det mindste smage det lidt. Der blev sagt lidt. Vandet er også det mest præsente i bryggets orale udtryk. Ingen skal beskylde det for ikke at slukke tørsten, og i det mindste er ingefæren der da også. På sidelinjen. Iblandet, skødesløst, så det rasler planløst rundt derinde i alt vandet, og desuden i et alt for lille kvantum.

Selvom jeg gerne indrømmer, at kombinationen Øl og Ingefær har resulteret i langt større katastrofer end dette bryg, så forbliver det en anonym og halvkedelig sag. Der skal altså mere for at lave en god krydderiøl, end bare at blande et krydderi lemfældigt i mæsken, og så håbe det bedste. Lidt raffinement … lidt brygkunst … lidt vilje til at få humleudtrykket og ingefærudtrykket til at matche og komplimentere hinanden …

… men det kræver selvfølgelig at der er noget humle, ingefæren kan matche. Humlen udebliver imidlertid helt. Mest af alt er det farven og skummet der afslører, at dette faktisk er en øl, og ikke bare en sjusket sammenkastet ingefærsodavand med alkohol.

 

Anarkist Motueka Lager, Royal Unibrew/Albani

Damn you, Autocorrect!

Da kameraet i min mobiltelefon kun kan tage slørede billeder, bruger jeg skiftevis den første smartphone jeg ejede – en for længst uddateret HTC, hvis kamera til gengæld fungerer, eller – hvis jeg ikke lige kan finde HTC’en – min datters tablet, hvorefter jeg sender billedet til mig selv på mail. Derfra kan jeg så downloade billedet og efterfølgende uploade det til bloggen … Fagre nye, omend til tider noget omstændelige, verden.

“Ølbillede” skulle overskriften egentlig have været. Så stor var min undren, da jeg i min indbakke fandt en mail fra mig selv under navnet “Bølgede”. Og der var billedet jo så. Ligesom jeg ønskede det, men det tog et par momenters hjernegymnastik at nå frem til, hvorfor i alverden jeg dog havde givet mailen så tåbelig en overskrift.

I det daglige forsøger jeg at holde mit streak af aneurismer, der ligger på et fint rundt tal, nemlig nul. Det gør jeg især ved at skrive så lidt som muligt på mobile enheder, såsom telefoner og tablets. Alene det at ramme de små taster rigtigt, får pulsåreudposningerne til at true, mens enhedernes uafladelige korrektionslabilitet i retning af noget frådende absurd, opgraderer truslerne til hjerteinfarkt og apoplektiske anfald … Sådan nogle er jeg i øvrigt blevet ramt af præcis lige så mange gange som aneurismer, og sådan skulle det gerne fortsætte, så en af dagene må jeg vel hellere få løst det kameraproblem.

Men den gør jo ellers arbejdet fint, min datters tablet, når Royal Unibrews industribryg, forklædt som specialøl, skal fotograferes. Skummet holder sig lavt oven på det generisk smukke, blanke, messingfarvede bryg. Umiddelbart dufter brygget væsentlig mindre af industri end special-; blød som velour blander vanillie sig med maltsød aromahumle i en smagfuld og lovende ouverture.

Motueka (hvad end det måtte betyde) Lager er noget så sjældent som en spændende pilsner. Frisk, fortrinsvis sød og aroatisk af velmodne efterårsæbler og bergamot. Dertil kommer et krydret pust af grannåle i samme retning – omend slet ikke så langt ud af vejen – som man så godt kender det fra friske, skarpe IPA’er fra fx Amager Bryghus.

Helt fejlfri ville nogle nok hævde, brygget ikke er, for en glimt af metal melder sig også i den ellers fine aromakompot. Selv vil jeg mene, det kun giver brygget lidt mere friskhed, og vil kategorisere det under smagssager og i værste fald skønhedsfejl.

Her går det godt for Royal Unibrews ‘Anarkist’-serie. Faktisk så godt, at jeg har valgt at ignorere seriens sløje start på bloggen, og købt nogle flere til anmeldelse … med yderligere fare for at tale storindustriens sag. Men bare rolig – der skal nok også komme mere mikrobryg til, og jeg ville til enhver tid fortsat sætte mine penge på mikrobryggene, såfremt det er kvaliteten, der bliver væddet om.

Anarkist New England IPA, Albani/Royal Unibrew

Måske en AnCap …

Jeg har krummet mig sammen i et mørkt, indelukket hjørne af mit i forvejen alt for lille soveværelse. Helt op ad de kolde vægge har jeg klemt mig, nu hvor jeg endelig har fundet lidt tid og overskud … jep – overskud. At jeg sådan har krøllet mig sammen skyldes ikke, at jeg igen har fået besøg af mine stoutsorte dæmoner; depressionen og det deraf følgende sortsyn. De har faktisk holdt sig på behørig afstand på det sidste, hvilket betød at jeg for en gangs skyld gad gide tage mig sammen til at tage mig sammen og tage tyrene ved hornene … og endelig få bestilt en maler, så fugtskaden i min lejlighed kunne blive ordnet.

Så alt mit habengut, der stod på og langs de møbler, jeg måtte flytte ud fra væggene er nu mokket op i mit beskedne sovekammer, der hvor der nu lige var plads – et af vore dages luksusstatussymboler, jeg kun havde meget lidt af i forvejen.

Men det kunne lade sig gøre – på bekostning af endnu mere bevægelsesfrihed. Men det er selvfølgelig bare midlertidigt, og det er ingen overdrivelse at beskrive lettelsen over at få sat et flueben ud for den ‘ting der skal ordnes’ med Trumpske superlativer – yuuuuge, tremendous, really big … Speaking of Agent Orange – han er vel også en slags anarkist. Han er i hvert fald ikke glad for regeringer og navnlig disses indblanding i, hvad især meget rige og magtfulde mennesker må og ikke må.

Men nu er anarkisme jo også et meget vidt begreb. Royal Unibrews patetiske undskyldning for at bruge det på etiketterne i denne ikke længere helt nye serie specialøl til ære for Albani-grundlæggeren Theodor Schiøtz, er vist noget med at han brød regler og konventioner for hvordan man bryggede øl dengang. Jeg finder det aldeles søgt og på grænsen til latterligt. Ikke mindst i betragtning af, at den grad af ‘anarkist’ der er over industrikonglomeratet Royal Unibrew bedst kan sammenlignes med det orange monster i Det Hvide Hus. Men fair nok. Der er jo gået trend i anarkokapitalismen. Men i modsætning til, hvad det voksende antal snotunger i billige jakkesæt, der spreder sig som mugpletter i byggesjusk for tiden tror, er det ingenlunde nogen ny ide. Marx spildte angiveligt meget af sin tid på at diskutere med sin samtidige Max Stirners proselytter – ja, allerede før sociale medier foregik den slags også.

Men hvad er det så for noget ukonventionelt og samfundsomstyrtende øl, den nålestribede, slipseklædte og velfriserede bestyrelsestop i Royal Unibrew har dikteret, der skulle være i flaskerne? En New England IPA, sørme! Ih, det er jo en af mine favorittyper! De ligner gerne hjemmepresset appelsinjuice med deres afsindige mængder af tørhumle, der ikke bare banker bitterheden, men også prisen op i skyerne. Det er nu ikke så galt her – det er jo industriøl, men netop derfor tillader jeg mig også på forhånd en vis skepsis. Alene det at brygget er gennemsigtigt gennem flasken lover i hvert fald ikke på forhånd nogen visuel oplevelse ud over det sædvanlige.

Agitationen ved skænkningen retter en anelse op på det, men vi er fortsat langt fra appelsinjuicen. Heller ikke skummet byder på meget sjov, det lægger sig fladt, som en lav hinde af bobler over det kun lettågede bryg. I duften holder humlen sig desuden ganske meget tilbage – vandet skal jo have lov til at træde frem som det primære.

Og heller ikke i smagen træder humlen tilnærmelsesvis frem, som typen ellers foreskriver. Denne afdæmpede pale ale er omtrent lige så langt fra en New England IPA som Trump, Stirner og Royal Unibrews bestyrelse er fra Proudhon, Bakunin og Carl Heinrich Petersen. I forhold til forventningen er brygget både tyndt og spinkelt i aromaen, omend aromaen da ikke helt uden held prøver.

For inde bag de ellers forfriskende og vederkvægende dybder af klingende rent vand er der da tiltrængte stik og skrammer af friske grannåle at få. Kvaliteten af humlen synes faktisk at være mere end i orden, og ud over at der er for meget vand, er der ingen deciderede fejl at spore. Brygges føles hverken metallisk eller syntetisk, men forbliver en smagfuld læskeøl, der som simpel pale ale – uden ‘India’ foran (endsige New England) sådan set ville gøre det hæderligt.

Men det er vel sådan man får det, når det er AnCaps, der står bag.

Økologisk US Lager, Albani/Royal Unibrew

Som i tegneserierne …

Jeg orker ikke at bladre alle mine Steen & Stoffer-tegneserier igennem for at finde lige netop den af Bill Wattersons striber. Men der er én, hvor den lille familie, Steen samt hans mor og far (der ikke har nogen navne – vidste I det?), sidder sammen ved middagsbordet, og Steen bryder ud i et kæmpe ræb. Dialogen på de næste billeder lyder omtrent som følger:

Mor: “Du godeste Steen, hvad siger man så?
Steen: “Det var dog herligt!”

Mor: “Hvad siger du!?

Og her afbryder jeg indtil videre gengivelsen af striben. Men jeg lover, at jeg kommer tilbage til den senere i indlægget. Måske – kun måske har den en relevans for dagens anmeldelse.

Royal Unibrew har sideløbende med Schiøtz-serien haft en anden stribe Albani-øl på programmet, der ligesom Schiøtz-serien forsøger at rane markedsandele tilbage fra mikrobryggerne. Det startede med Mosaic IPA (som de oven i købet har været så udspekulerede at stille på køl i Supermarkederne, så kvalitetsbevidste forbrugere – samt folk som undertegnede – vælger disse bryg, hvis man skal have et hurtigt fix af noget øl, der rent faktisk smager af noget. Nøj – hvis man kunne få Amager Bryghus’ øl på køl i supermarkederne, ville jeg nok være et endnu fattigere menneske) så kom der en Dark Ale, en Witbier, og nu også denne øl med det mundrette navn “Økologisk US Lager”.

Umiddelbart lyder det besnærende, men glem ikke, at det kun er for ganske nyligt, at det amerikanske øl ikke længere entydigt blev betragtet som noget ultratyndt sprøjt, hvis forskel fra vand bedst kunne mærkes på farven. Ikke desto mindre har vi fat i et af Royal Unibrews intenderede kvalitetsbrands – så oplevelsen kan tippe til begge sider.

Blomster, frugter, friske spæde fyrrenåle, krydderier og aroma myldrer frem ved skænkning – nej, allerede ved åbning – af det lyse, liflige bryg. Ingen tvivl! Sikken kvalitet, og sikken forøget fare for kvalitetsbryggerierne, når et industriforetagende kan skabe en sådan livsbekræftende symfoni af grapefrugt, fyrrenåle og forårets fineste hyld. Og vi er endda kun nået til duften!

Og så imploderer oplevelsen ellers som kogt spinat … Som flormelis i kogende vand … som en sæbeboble mod en kaktus … som …

Ak, ak, ak. Kun en hul skal – nej, der er slet ikke aroma nok til at skabe en hul skal. Der er bare sørgelige, skrøbelige rester. Små spinkle flager, gryn, fnug af den vidunderlige, aromatiske bouquet, der forjættede sådan en fin øloplevelse. Kun små spor i det rasende vandløb af en øl, der ellers kunne have været så god …

Og vandet forekommer endda kedeligt. Nærmest som om det lige har fået en ekstra rensning, før det blev hældt i brygkarret. Fladt, dovent og metallisk glider det alt for nemt henover tungen – næsten som om det ikke engang rigtig gider bare at slukke tørsten undervejs. Nej, der er ikke engang bare en antydning af noget syrligt til at give det lidt friskhed. Der er næsten ingenting.

Og så er det, at den ellers begrænsede mængde kulsyre alligevel formår at rejse sig i spiserøret …

… og med opstøddet titter alle blomsterne, de bittersyrlige citrusfrugter og de spæde grannåle frem igen. Så lifligt og smukt – men også som et nødråb fra det hinsides. Som et nødsskrig fra graven. For det er altså bedst, hvis øllet smag annammes når … og her er det så, at jeg igen vil give Steen ordet:

“Her i huset smager maden tit bedre på opturen end på nedturen.”

Og sådan er det også med denne øl. Den smager af stort set intet, når den drikkes. Først når man efterfølgende ræber, er der aroma at gøre godt med.

Det er inderligt trist. Intet øl burde være sådan. Og her er der oven i købet tale om noget, der skulle forestille et kvalitetsbrand fra Royal Unibrew. Men reelt er vi nede i en industristandard under både Carlsberg Premium og Tuborg Classic, bare med bonus af blomstersmagende bøvs.

F**king really, Royal Unibrew!?

Schiøtz Lyse Tider IPA, Albani/Royal Unibrew

Toppen af industrien …

I ambitionen om at fratage de små bryggerier så store markedsandele som muligt, har industrigiganterne efterhånden længe pumpet store mængder øl ud, der foregiver (og ikke sjældent foregøgler) et kvalitetsniveau over industriel standard.

Som regel ender det, som antydet i parantesen ovenfor, ikke helt på det niveau man som bevidst forbruger ønsker. Andre gange går det – som her – bedre. Det mest markante resultat forbliver imidlertid, at forbrugerne i højere og højere grad går væk fra kvalitetsbryggene og forfalder til industriens billigere produkter.

At lave kvalitet til samme pris som industrien, med den brygvolumen denne råder over, er praktisk taget umuligt for kvalitetsbryggerierne. Til skade for disse på kort sigt, idet mange af dem må dreje nøglen om efterhånden, og til skade for forbrugerne der ikke længere efter atter må patte på industriens standardsprøjt. Til den tid vil inudstriens incitament for at lave kvalitet være fordampet som kulsyren fra en lunken Grøn Tuborg en varm sommerdag.

Men som allerede afsløret forhindrer det jo ikke industrien i at lave gode øl her og nu. Som nu dette hyldestbryg til stifteren af det i den hellige monopolkapitalismes navn for længst i Royal Unibrew fusionerede Albani-bryggeri, Ludvig Theodor Schiøtz.

I skrivende stund har jeg forlagt den tomme flaske, og på brandets hjemmeside mangler beskrivelsen af brygget af uvisse årsager – så hvilken sludder-for-en-sladder RU-marketingdrengene (og pigerne ej at forglemme) har kedet de arme forbrugere, der uforvarende er kommet til kaste et blik på bagetiketten, med, må læserne have til gode, indtil de selv støder på brygget.

Det messinggule bryg lægger ud med en fortrinsvis blomstersød bouquet af roser med elementer af frisk savsmuld. Man kunne godt ønske sig den skrappere, men for så vidt er der ingen antydning af ubehag.

Derfor overrasker smagen også med sin mægtigere styrke. Der er godt med bitterhed af træ, mørkt løvtræ, samt savsmuldet deraf. Her har vi ikke en frisk, lys og skarp IPA, men en tung, mørkt og stump én af slagsen.

At det overhovedet ikke matcher bryggets navn, lader jeg ligge. Smagen tager jo ikke skade af, at forventningerne etiketten planter ikke indfries.

Bitterheden bliver da også lidt friskere og lidt mere aromatisk med roserne som bærende element, efterhånden som brygget når længere ud på tungen. Ved mandlerne kulminerer friskheden næsten til nåletræsniveau før brygget skylles ned til både almindelig nydelse samt glæde over en smagsoplevelse undervejs der er ud over det sædvanlige. Nota bene – ikke bare ud over det sædvanlige for industriøl – men simpelt hen ud over det sædvanlige.

Op jer, mikrobryggerier! Kvalitetsøllet fra industrien er her, og det er jer, der skal bringe sejren hjem. Til gavn for jer selv og os forbrugere.

Schiøtz Dybsort Porter, Royal Unibrew/Albani

2017-04-02 17.41.11Dybt godnat …

Det der med at sidde udendørs i aftensolen kunne jeg godt blive forfalden til – hvis ikke jeg allerede er blevet det.

Jeg så igen mit snit til det aftenen efter jeg første gang i år havde spist ude. Denne gang havde jeg PC’en med for at skrive lidt på sidste anmeldelse, og i øvrigt lave nogle ændringer på bloggen, som snarest vil blive præsenteret.

Det er snart to år siden, at Royal Unibrew lancerede Schiøtz– og Lottrup-serierne, opkaldt efter henholdsvis Albani- og Ceres-bryggeriernes grundlæggere. Kvaliteten har været som det så ofte er, når man kigger på et helt bryggeris portefølje – op og ned. Desuden har industrigiganten høstet kritik for at gå mikrobryggerierne i bedene og skubbe dem ud af markedet, fordi Royal Unibrew byder ulige konkurrence med den større brygkapacitet.

Personligt synes jeg jo, at alle virksomheder over en vis størrelse (og en vis størrelse er langt under Royal Unibrews størrelse, skal jeg love for) burde nationaliseres – men det er jo også bare mig. Det til side lægger jeg gerne et optimistisk syn på store aktører, der forsøger sig med kvalitetsbryg. Industrigiganterne vil aldrig kunne lave bryg af den kvalitet, entusiasterne efterspørger – i hvert fald ikke på industrielt niveau. Så i det lange løb mener jeg ikke, at mikrobryggerierne risikerer at blive udkonkurreret på kvaliteten. De store bryggeriers kvalitetsbryg kan til gengæld fungere som vadesten for fremtidige entusiaster. Får den almindelige bruger først smag for de stores kvalitetsbryg, hvor meget mere vil de så ikke få det for mikrobryggene senere?

Således er håbet såre naivt lysegrønt som bøgens spæde blade …

… i kras modsætning til Royal Unibrews nye ‘Dybsort Porter’ der i hvert fald visuelt lever nydeligt op til sit navn. Det beige-til-lystbrune skum kunne måske godt bruge et par toner ovre i det mørkere, men for en industriaktør er det acceptabelt. Duften overrasker positivt og forjætter en stor oplevelse. Karamel og chokolade fylder den kølige aftenluft allerede ved opknapning – selv i gårdens stille modvind.

“Det skal nok blive godt”, når man akkurat at tænke, før man sætter glasset for munden. Og så ryger det ellers gennem hovedet med eder og forbandelser over foregøgleriet og uindfriede forventninger. For brygget – duft og dunkelhed til trods – viser sig at være ganske tyndt og svagtsmagende. Tynd discountkaffe blandet med hasselnøddearoma i eftersmagen er den mest rosende beskrivelse, der kan gives om smagen. Og når det småtkarbonerede bryg er afbruset bliver det ikke just bedre – en mere udefinerbart brankethed og en deraf følgende fornemmelse af aske opblandet i postevand tager mere og mere over, afsluttende med en syrligt-sur karakter af umodne solbær.

Solbær er der ellers ikke noget af i brygget – “kun” hyldebær, kirsebær og lyngblomst, som man i øvrigt tydeligt kan smage absolut ingen af. At fylden oven i købet er  vigende undrer så meget desto mere i betragtning af en alkoholprocent på 8,2.

Man skal vist være et stort industribryggeri for at få en så mørk øl, med så mange ingredienser og så høj alkoholvolumen til at være  kedelig.

Fra denne kant behøver mikrobryggerierne i hvert fald ikke frygte noget.

2-stjerner

Schiøtz Belgisk IPA, Ceres/Royal Unibrew

2016-10-01-18-47-14Skarp og ren …

Jeg har noteret mig, at flere ølkendere i min omgangskreds (læs: facebook) har det med at fnyse ad Royal Unibrews specialølserier, Lottrup og Schiøtz. ‘De er ikke rigtige specialøl, og i hvert fald ikke mikrobryg’ lader påstanden til at være, baseret på et argument om, at store bryggerier aldrig kan ramme de små bryggeriers kvalitet med de kvanta, der produceres af de industrielle foretagender. Endvidere lukrerer industribryggerierne på mikrobryggeriernes dyrekøbte succes, idet de store kan producere meget mere og meget billigere, hvorfor de også alt for nemt kan underbyde mikrobryggerierne med de samme produkter til en lavere pris og – ifølge kritikerne – endnu lavere kvalitet.

Forbrugerne når aldrig at få smag for de egentlige kvalitetsprodukter, da industrigiganternes billige efterligninger er så meget – ja, billigere. På den måde står industrigiganterne endnu engang i vejen for en generel hævelse af kvalitetsstandarden, mens kvalitetsbryggerierne mister markedsandele og får det endnu sværere med at slå igennem på et marked, hvor der i forvejen er mange om buddet.

Jeg anerkender pointen i kritikken, men har rent undtagelsesvis optimismen i behold og erstattet ‘sølvpapir’ med ‘ja’ i den hat jeg har på hovedet, for der er også positive elementer at fremhæve: At de store bryggerier overhovedet er begyndt at lave andet en van(d)lig og jævn pilsner i større stil, er i mine øjne kun positivt. Det peger i sig selv på et generelt kvalitetsløft på ølmarkedet herhjemme, som jeg har svært ved at begræde. At de skulle tage markedsandele fra de små bryggerier? – Jeg anerkender, at faren findes. Men jeg har ærligt talt svært ved at tro, at en, der prøver en Stone Street IPA og tænker “YÆÆÆÆÆAHR det er dælme den bedste øl, jeg nogensinde i hele mit lange liv har prøvet!!!1!!” nogensinde ville gå skridtet videre til en – skal vi sige Sloth fra Amager Bryghus, med mindre den kostede det samme.

Enhver, der rent faktisk jagter kvaliteten og den gode oplevelse, er klar til at investere det, det kræver. Og råder man af en eller anden grund ikke over de nødvendige midler, så skal jeg ikke være den, der har ondt i rectum over, at man bruger sine surt sparede håndører på et kvalitetsbryg, en af de store aktører står bag. At kvalitet også bliver tilgængeligt for dem, der har det hårdt, er faktisk en kur mod smerter i bagdelen for undertegnede.

Men videre til brygget, der altså er en af de industrielt fremstillede specialøl. Det særskilt belgiske ved den, skulle ifølge min lidelsesfælle udi ølbloggeriet Brian Lund være den belgiske ale-gær. Desuden er brygget tilsat guava, citronkoncentrat og hyldeblomst, hvilket bryggerne selv undskylder med den nye nordiske bølge (dét lille skvulp doven skumsprøjt på en vindstille efterårsformiddag giver jeg i øvrigt ikke tre visne blade skvalderkål for – men det er jo nok bare mig) – på den anden side er det jo heller ikke helt u-belgisk at putte spøjse ting i øllet. Så hvorfor ikke bare – gøre det, og så spare offentligheden for de hipsteragtige undskyldninger?

Nå, men gær, frugt og blomster skulle altså give en mildere IPA. Ved åbning er det da også de frugtige noter, man mødes med. Søde clementiner blander sig med velkendt humle, der imidlertid minder mere om pilsner end ekstrahumlet IPA. Visuelt er oplevelsen stor. Brygget har farve af blankpoleret kobber med fedtet, klæbrigt og snehvidt skum.

En skalkpelskarp humle lægger et langt, dybt og uhyre præcist snit i tungen. Mildheden er det altså så-som-så med, men det brede IPA-indtryk, hvor hele mundhulen indhylles i tæt, flænsende humletåge er ganske rigtigt ikke til stede. I stedet er styrken koncentreret og målrettet med en på den ene side spinkel fylde, men til gengæld også skarp, krakilsk og aggressiv bitterhed, der hvor brygget smages.

Lærketræsnåle lægger sig i den det kirurgiske ståls præcise snit (ja, undskyld, men jeg lyttede til Carcass, mens jeg skrev indlægget). Friskheden fra det kolde metal blander sig med alegæren, der ender med at bære hovedparten af den krakilske eftersmag. Det sker helt uden at gæren tager over, og gør brygget – i gættede det – gæret.

Ud over, at brygget synes meget bevidst om, præcis hvor det vil smage, vælger det også karakteren af smagen med mere end bare rettidig omhu. Ikke mindst i eftersmagen balancerer det lige på grænsen til at blive for skarpt og for gæret, som man kender det fra billig, sur hvidvin. Men det ender aldrig så elegant med kun at være på grænsen …

Lottrups bod ved Copenhagen Beer and Whisky Festival skal have tak for at give mig dette bryg i gave, da arrangementet var slut. De havde den til overs, og gad ikke at slæbe den med hjem – så kunne jeg jo lige så godt få den.

Selvom jeg selvfølgelig også bare kunne have købt den billigt.

4-stjerner

Schiøtz Mørk Vinter Bock, Royal Unibrew/Albani

Snapshot_20160607_15Passende for årstiden …

Dagens bryg er faktisk ikke engang en overligger fra eget lager. Den er købt for ikke voldsomt lang tid siden i min lokale brugs, hvor den havde overvintret. Butikken ligger i den ikke helt ukendte bydel ‘Urban Planen’, der for ikke voldsomt mange år siden blev betragtet som en halvfarlig ghetto. I dag er der blevet byfornyet med afsindige prisstigninger og en vis beboerudskiftning til følge, men noget af det gamle klientel fra de barskere dage er alligevel blevet.

Det er blandt andet derfor, at de få fancy øl, der findes dernede (okay, fancy og fancy … men altså i forhold til, hvad ghettobiksene ellers fører af produkter ikk’ å’) får tit lov til at findes der ret så længe ad gangen. Men mørkt øl skulle jo angiveligt også blive bedre med alderen, så det har næppe skadet denne, at den fik lov at flaskemodne lidt. Og nu, hvor temperaturen oven i købet har fået et nøk nedad, passer det måske slet ikke så dårligt endda.

Det er det fjerde bryg i Royal Unibrew/Albanis Schiøtz-serie, der sammen med Lottrup-serien hylder stifterne af de bryggerier, der senere alle blev brutalt opslugt af fusionskapitalismen. Brygget er, hvad den hedder – en mørk vinter bock (man kunne ønske, at det nogle gange var med vores politikere som med denne øl. I betragtning af hans grundlovstale, synes jeg fx at det ville have været meget mere passende, hvis Søren Pind havde heddet Quisling til efternavn i stedet.) I det klare sollys viser brygget sig at være nydeligt rødt, mens det forekommer næsten sort, før man lader det gennemskinne. Skummet er tæt som marengsmasse, men knap så stabilt. Til gengæld hænger det i i fede bræmmer i ølkrusets mønster.

Brygget dufter letbranket med fylde af vanille og farinsukker. Smagen lægger sig i det søde hjørne, hvilket ikke kan undre i betragtning af tilsætning af hyldebær, tranebær, porse, råsukker samt chokolademalt. Nydeligt istemmende indfinder der sig imidlertid også bitterhed af kaffe som sammen med bitterheden giver en solid sveskefylde og smag af tørrede importerede frugter sydøstfra – figner, dadler og deslige, der jo også hører vinteren til.

Og som sagt, nu hvor det er blevet lidt køligere, passer det – især i aftenluften – heller ikke helt dårligt til vejret lige nu.

4-stjerner

Schiøtz Mørk Mumme, Royal Unibrew/Albani

2015-11-27 17.27.08Ikke til Guds velbehagelighed …

Jeg troede ellers, at jeg var nået vejs ende med denne øl – at Schiøtz-temaet fra Albani/Unibrew var rundet af, når vi rundede de tre øl i serien. 3 er sådan et fint rundt ta… okay, rundt er det jo ikke, men på mange måder ellers smukt, magisk, eventyrligt og ikke mindst en repræsentant for den hellige treenighed (mere om den slags senere).

Men nej – de skulle gå skridtet videre. De kunne ikke nøjes med de tre. Den treenige harmoni, den hellige treklang og den dynamiske treo, som Lottrup og Carls Selection så nydeligt repræsenterede, ligger nu knust på supermarkedsgulvet … Grænsen skulle overskrides, hybris er nu virkelighed, oh tempore oh mores … Der er kommet endnu en Schiøtz-øl på markedet. Jeg konstaterede det tidligere i dag, da jeg var forbi DagliBrugsen i Urban-planen, for at hente strøelse til vores kanin (der apropos hybris og det anslåede græske tema hedder Aristoteles. Men det er en anden historie).

Royal Unibrew har altså valgt at lancere endnu et Schiøtz-bryg – en Mørk Vinterbock i anledning af juletiden … Det må de jo selv ligge og rode med, men jeg må faktisk helt ærligt udtrykke min undren over, at endnu et bryg skal presses ind i Schiøtz-temaet. Det virkede så velafrundet med de tre, vi har været omkring inklusive nærværende. Hvis jeg skal anmelde den fjerde også, har jeg så meget desto mere en udfordring med resten af de mange øl, jeg har i vent, så det er næppe noget, jeg vil prioritere højt.

Mørke er der i øvrigt også så rigeligt af i nærværende øl, og det kan ellers undre, da bagetiketten gør et stort nummer ud af at fremhæve mesterens fromme gudfrygtighed. I disse nypuritanske tider, hvor det skal fremgå såre eksplicit af regeringsgrundlaget, at Danmark så gu’ er et kristent land, har den slags fået fornyet kulturel værdi. Ifølge anekdoten skulle han ellers have været “en for sin tid kontroversiel person”, der “[meget høfligt udtrykte ]sin holdning ved engang at udtale: “skoven er min kirke og svalens kvidren min lovsang”.” Alligevel understreges det hastigt “at han [ikke] var ugudelig”.

Den slags udglatninger er åbenbart nødvendige, så snart folks spiritualitet afviger det allermindste fra den autoriserede danske mainstream evangelisk-lutherske leverpostejskristendom. Sammen drager vi et lettelsens suk, for gudskelov er den hellige grav da vel forvaret i Theodor Schiøtz’ manglende ugudelighed – så kan vi lide ham alligevel … Eller Royal Unibrew kan lide ham alligevel? Eller også fik man presset en from cadeau til regeringens vækkelsesgrundlag ind mellem sidebenene, så Venstre (eller nok snarere DF) måske vil se med velvilje på bryggeriet næste gang, der skal deles ud af skattepengene til de rige venner?

– Tillad mig i et lignende udbrud af from pietisme at udbryde et fyndigt ‘kors i røven’ med samt et gudfrygtigt ‘Vorherre på lokum!’

Der er, som titlen antyder, tale om en Mumme – angiveligt en meget gammel øltype, fyldig og frugtig, og krydret med alskens godt fra urte- og frugthaven, m.a.o. hul i Reinheitsgebot, men vi er jo også under hjemlige himmelstrøg og ikke i det store naboland mod syd.

Solbær, slåen og hyben pryder recepten, i øvrigt sammen med rugmalt. Det giver et natsort bryg med skum, der akkurat er knækket i over i det cafe-lattefarvede, og tilpas klæbrigt til at det visuelle yder en adækvat oplevelse. Duften er for så vidt en ganske lovende blanding af branket og sveskesødt.

Den første mundfuld er da også forventeligt fyldig og sød som englesang, men smagen klinger ud før man kan nå at sige “Den Hellige Treenighed”. Et syrligt element blander sig med det nu mest dominerende træk – i starten var det en hyggelig maltbolsjeblanding, men nu er det postevand. Det syrlige kommer af umodne æbler, og det sødtristede maltindslag kæmper en brav Davids kamp mod Goliath for at give brygget lidt af sin velbehagelighed tilbage.

Men som så ofte holder den bibelske fortælling ikke. Vandet og syrligheden vinder, og man sidder tilbage med en noget ufin oplevelse af et stykke brygarbejde, hvor højre hånd ikke har vidst hvad venstre hånd gjorde. Uden at man vil erklære det en vederstyggelighed, der burde udryddes af Guds folk – endda langt fra – men noget under bliver det heller ikke.

Ikke desto minde er det stadig Schiøtz-serien, der har vist sig som den mest interessante af de tre brygpionér-serier, de to gigantbryggerier herhjemme har lanceret. Men det er ikke på grund af dette bryg.

3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme