Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Schiøtz

Økologisk US Lager, Albani/Royal Unibrew

Som i tegneserierne …

Jeg orker ikke at bladre alle mine Steen & Stoffer-tegneserier igennem for at finde lige netop den af Bill Wattersons striber. Men der er én, hvor den lille familie, Steen samt hans mor og far (der ikke har nogen navne – vidste I det?), sidder sammen ved middagsbordet, og Steen bryder ud i et kæmpe ræb. Dialogen på de næste billeder lyder omtrent som følger:

Mor: “Du godeste Steen, hvad siger man så?
Steen: “Det var dog herligt!”

Mor: “Hvad siger du!?

Og her afbryder jeg indtil videre gengivelsen af striben. Men jeg lover, at jeg kommer tilbage til den senere i indlægget. Måske – kun måske har den en relevans for dagens anmeldelse.

Royal Unibrew har sideløbende med Schiøtz-serien haft en anden stribe Albani-øl på programmet, der ligesom Schiøtz-serien forsøger at rane markedsandele tilbage fra mikrobryggerne. Det startede med Mosaic IPA (som de oven i købet har været så udspekulerede at stille på køl i Supermarkederne, så kvalitetsbevidste forbrugere – samt folk som undertegnede – vælger disse bryg, hvis man skal have et hurtigt fix af noget øl, der rent faktisk smager af noget. Nøj – hvis man kunne få Amager Bryghus’ øl på køl i supermarkederne, ville jeg nok være et endnu fattigere menneske) så kom der en Dark Ale, en Witbier, og nu også denne øl med det mundrette navn “Økologisk US Lager”.

Umiddelbart lyder det besnærende, men glem ikke, at det kun er for ganske nyligt, at det amerikanske øl ikke længere entydigt blev betragtet som noget ultratyndt sprøjt, hvis forskel fra vand bedst kunne mærkes på farven. Ikke desto mindre har vi fat i et af Royal Unibrews intenderede kvalitetsbrands – så oplevelsen kan tippe til begge sider.

Blomster, frugter, friske spæde fyrrenåle, krydderier og aroma myldrer frem ved skænkning – nej, allerede ved åbning – af det lyse, liflige bryg. Ingen tvivl! Sikken kvalitet, og sikken forøget fare for kvalitetsbryggerierne, når et industriforetagende kan skabe en sådan livsbekræftende symfoni af grapefrugt, fyrrenåle og forårets fineste hyld. Og vi er endda kun nået til duften!

Og så imploderer oplevelsen ellers som kogt spinat … Som flormelis i kogende vand … som en sæbeboble mod en kaktus … som …

Ak, ak, ak. Kun en hul skal – nej, der er slet ikke aroma nok til at skabe en hul skal. Der er bare sørgelige, skrøbelige rester. Små spinkle flager, gryn, fnug af den vidunderlige, aromatiske bouquet, der forjættede sådan en fin øloplevelse. Kun små spor i det rasende vandløb af en øl, der ellers kunne have været så god …

Og vandet forekommer endda kedeligt. Nærmest som om det lige har fået en ekstra rensning, før det blev hældt i brygkarret. Fladt, dovent og metallisk glider det alt for nemt henover tungen – næsten som om det ikke engang rigtig gider bare at slukke tørsten undervejs. Nej, der er ikke engang bare en antydning af noget syrligt til at give det lidt friskhed. Der er næsten ingenting.

Og så er det, at den ellers begrænsede mængde kulsyre alligevel formår at rejse sig i spiserøret …

… og med opstøddet titter alle blomsterne, de bittersyrlige citrusfrugter og de spæde grannåle frem igen. Så lifligt og smukt – men også som et nødråb fra det hinsides. Som et nødsskrig fra graven. For det er altså bedst, hvis øllet smag annammes når … og her er det så, at jeg igen vil give Steen ordet:

“Her i huset smager maden tit bedre på opturen end på nedturen.”

Og sådan er det også med denne øl. Den smager af stort set intet, når den drikkes. Først når man efterfølgende ræber, er der aroma at gøre godt med.

Det er inderligt trist. Intet øl burde være sådan. Og her er der oven i købet tale om noget, der skulle forestille et kvalitetsbrand fra Royal Unibrew. Men reelt er vi nede i en industristandard under både Carlsberg Premium og Tuborg Classic, bare med bonus af blomstersmagende bøvs.

F**king really, Royal Unibrew!?

Schiøtz Lyse Tider IPA, Albani/Royal Unibrew

Toppen af industrien …

I ambitionen om at fratage de små bryggerier så store markedsandele som muligt, har industrigiganterne efterhånden længe pumpet store mængder øl ud, der foregiver (og ikke sjældent foregøgler) et kvalitetsniveau over industriel standard.

Som regel ender det, som antydet i parantesen ovenfor, ikke helt på det niveau man som bevidst forbruger ønsker. Andre gange går det – som her – bedre. Det mest markante resultat forbliver imidlertid, at forbrugerne i højere og højere grad går væk fra kvalitetsbryggene og forfalder til industriens billigere produkter.

At lave kvalitet til samme pris som industrien, med den brygvolumen denne råder over, er praktisk taget umuligt for kvalitetsbryggerierne. Til skade for disse på kort sigt, idet mange af dem må dreje nøglen om efterhånden, og til skade for forbrugerne der ikke længere efter atter må patte på industriens standardsprøjt. Til den tid vil inudstriens incitament for at lave kvalitet være fordampet som kulsyren fra en lunken Grøn Tuborg en varm sommerdag.

Men som allerede afsløret forhindrer det jo ikke industrien i at lave gode øl her og nu. Som nu dette hyldestbryg til stifteren af det i den hellige monopolkapitalismes navn for længst i Royal Unibrew fusionerede Albani-bryggeri, Ludvig Theodor Schiøtz.

I skrivende stund har jeg forlagt den tomme flaske, og på brandets hjemmeside mangler beskrivelsen af brygget af uvisse årsager – så hvilken sludder-for-en-sladder RU-marketingdrengene (og pigerne ej at forglemme) har kedet de arme forbrugere, der uforvarende er kommet til kaste et blik på bagetiketten, med, må læserne have til gode, indtil de selv støder på brygget.

Det messinggule bryg lægger ud med en fortrinsvis blomstersød bouquet af roser med elementer af frisk savsmuld. Man kunne godt ønske sig den skrappere, men for så vidt er der ingen antydning af ubehag.

Derfor overrasker smagen også med sin mægtigere styrke. Der er godt med bitterhed af træ, mørkt løvtræ, samt savsmuldet deraf. Her har vi ikke en frisk, lys og skarp IPA, men en tung, mørkt og stump én af slagsen.

At det overhovedet ikke matcher bryggets navn, lader jeg ligge. Smagen tager jo ikke skade af, at forventningerne etiketten planter ikke indfries.

Bitterheden bliver da også lidt friskere og lidt mere aromatisk med roserne som bærende element, efterhånden som brygget når længere ud på tungen. Ved mandlerne kulminerer friskheden næsten til nåletræsniveau før brygget skylles ned til både almindelig nydelse samt glæde over en smagsoplevelse undervejs der er ud over det sædvanlige. Nota bene – ikke bare ud over det sædvanlige for industriøl – men simpelt hen ud over det sædvanlige.

Op jer, mikrobryggerier! Kvalitetsøllet fra industrien er her, og det er jer, der skal bringe sejren hjem. Til gavn for jer selv og os forbrugere.

Schiøtz Dybsort Porter, Royal Unibrew/Albani

2017-04-02 17.41.11Dybt godnat …

Det der med at sidde udendørs i aftensolen kunne jeg godt blive forfalden til – hvis ikke jeg allerede er blevet det.

Jeg så igen mit snit til det aftenen efter jeg første gang i år havde spist ude. Denne gang havde jeg PC’en med for at skrive lidt på sidste anmeldelse, og i øvrigt lave nogle ændringer på bloggen, som snarest vil blive præsenteret.

Det er snart to år siden, at Royal Unibrew lancerede Schiøtz– og Lottrup-serierne, opkaldt efter henholdsvis Albani- og Ceres-bryggeriernes grundlæggere. Kvaliteten har været som det så ofte er, når man kigger på et helt bryggeris portefølje – op og ned. Desuden har industrigiganten høstet kritik for at gå mikrobryggerierne i bedene og skubbe dem ud af markedet, fordi Royal Unibrew byder ulige konkurrence med den større brygkapacitet.

Personligt synes jeg jo, at alle virksomheder over en vis størrelse (og en vis størrelse er langt under Royal Unibrews størrelse, skal jeg love for) burde nationaliseres – men det er jo også bare mig. Det til side lægger jeg gerne et optimistisk syn på store aktører, der forsøger sig med kvalitetsbryg. Industrigiganterne vil aldrig kunne lave bryg af den kvalitet, entusiasterne efterspørger – i hvert fald ikke på industrielt niveau. Så i det lange løb mener jeg ikke, at mikrobryggerierne risikerer at blive udkonkurreret på kvaliteten. De store bryggeriers kvalitetsbryg kan til gengæld fungere som vadesten for fremtidige entusiaster. Får den almindelige bruger først smag for de stores kvalitetsbryg, hvor meget mere vil de så ikke få det for mikrobryggene senere?

Således er håbet såre naivt lysegrønt som bøgens spæde blade …

… i kras modsætning til Royal Unibrews nye ‘Dybsort Porter’ der i hvert fald visuelt lever nydeligt op til sit navn. Det beige-til-lystbrune skum kunne måske godt bruge et par toner ovre i det mørkere, men for en industriaktør er det acceptabelt. Duften overrasker positivt og forjætter en stor oplevelse. Karamel og chokolade fylder den kølige aftenluft allerede ved opknapning – selv i gårdens stille modvind.

“Det skal nok blive godt”, når man akkurat at tænke, før man sætter glasset for munden. Og så ryger det ellers gennem hovedet med eder og forbandelser over foregøgleriet og uindfriede forventninger. For brygget – duft og dunkelhed til trods – viser sig at være ganske tyndt og svagtsmagende. Tynd discountkaffe blandet med hasselnøddearoma i eftersmagen er den mest rosende beskrivelse, der kan gives om smagen. Og når det småtkarbonerede bryg er afbruset bliver det ikke just bedre – en mere udefinerbart brankethed og en deraf følgende fornemmelse af aske opblandet i postevand tager mere og mere over, afsluttende med en syrligt-sur karakter af umodne solbær.

Solbær er der ellers ikke noget af i brygget – “kun” hyldebær, kirsebær og lyngblomst, som man i øvrigt tydeligt kan smage absolut ingen af. At fylden oven i købet er  vigende undrer så meget desto mere i betragtning af en alkoholprocent på 8,2.

Man skal vist være et stort industribryggeri for at få en så mørk øl, med så mange ingredienser og så høj alkoholvolumen til at være  kedelig.

Fra denne kant behøver mikrobryggerierne i hvert fald ikke frygte noget.

2-stjerner

Schiøtz Belgisk IPA, Ceres/Royal Unibrew

2016-10-01-18-47-14Skarp og ren …

Jeg har noteret mig, at flere ølkendere i min omgangskreds (læs: facebook) har det med at fnyse ad Royal Unibrews specialølserier, Lottrup og Schiøtz. ‘De er ikke rigtige specialøl, og i hvert fald ikke mikrobryg’ lader påstanden til at være, baseret på et argument om, at store bryggerier aldrig kan ramme de små bryggeriers kvalitet med de kvanta, der produceres af de industrielle foretagender. Endvidere lukrerer industribryggerierne på mikrobryggeriernes dyrekøbte succes, idet de store kan producere meget mere og meget billigere, hvorfor de også alt for nemt kan underbyde mikrobryggerierne med de samme produkter til en lavere pris og – ifølge kritikerne – endnu lavere kvalitet.

Forbrugerne når aldrig at få smag for de egentlige kvalitetsprodukter, da industrigiganternes billige efterligninger er så meget – ja, billigere. På den måde står industrigiganterne endnu engang i vejen for en generel hævelse af kvalitetsstandarden, mens kvalitetsbryggerierne mister markedsandele og får det endnu sværere med at slå igennem på et marked, hvor der i forvejen er mange om buddet.

Jeg anerkender pointen i kritikken, men har rent undtagelsesvis optimismen i behold og erstattet ‘sølvpapir’ med ‘ja’ i den hat jeg har på hovedet, for der er også positive elementer at fremhæve: At de store bryggerier overhovedet er begyndt at lave andet en van(d)lig og jævn pilsner i større stil, er i mine øjne kun positivt. Det peger i sig selv på et generelt kvalitetsløft på ølmarkedet herhjemme, som jeg har svært ved at begræde. At de skulle tage markedsandele fra de små bryggerier? – Jeg anerkender, at faren findes. Men jeg har ærligt talt svært ved at tro, at en, der prøver en Stone Street IPA og tænker “YÆÆÆÆÆAHR det er dælme den bedste øl, jeg nogensinde i hele mit lange liv har prøvet!!!1!!” nogensinde ville gå skridtet videre til en – skal vi sige Sloth fra Amager Bryghus, med mindre den kostede det samme.

Enhver, der rent faktisk jagter kvaliteten og den gode oplevelse, er klar til at investere det, det kræver. Og råder man af en eller anden grund ikke over de nødvendige midler, så skal jeg ikke være den, der har ondt i rectum over, at man bruger sine surt sparede håndører på et kvalitetsbryg, en af de store aktører står bag. At kvalitet også bliver tilgængeligt for dem, der har det hårdt, er faktisk en kur mod smerter i bagdelen for undertegnede.

Men videre til brygget, der altså er en af de industrielt fremstillede specialøl. Det særskilt belgiske ved den, skulle ifølge min lidelsesfælle udi ølbloggeriet Brian Lund være den belgiske ale-gær. Desuden er brygget tilsat guava, citronkoncentrat og hyldeblomst, hvilket bryggerne selv undskylder med den nye nordiske bølge (dét lille skvulp doven skumsprøjt på en vindstille efterårsformiddag giver jeg i øvrigt ikke tre visne blade skvalderkål for – men det er jo nok bare mig) – på den anden side er det jo heller ikke helt u-belgisk at putte spøjse ting i øllet. Så hvorfor ikke bare – gøre det, og så spare offentligheden for de hipsteragtige undskyldninger?

Nå, men gær, frugt og blomster skulle altså give en mildere IPA. Ved åbning er det da også de frugtige noter, man mødes med. Søde clementiner blander sig med velkendt humle, der imidlertid minder mere om pilsner end ekstrahumlet IPA. Visuelt er oplevelsen stor. Brygget har farve af blankpoleret kobber med fedtet, klæbrigt og snehvidt skum.

En skalkpelskarp humle lægger et langt, dybt og uhyre præcist snit i tungen. Mildheden er det altså så-som-så med, men det brede IPA-indtryk, hvor hele mundhulen indhylles i tæt, flænsende humletåge er ganske rigtigt ikke til stede. I stedet er styrken koncentreret og målrettet med en på den ene side spinkel fylde, men til gengæld også skarp, krakilsk og aggressiv bitterhed, der hvor brygget smages.

Lærketræsnåle lægger sig i den det kirurgiske ståls præcise snit (ja, undskyld, men jeg lyttede til Carcass, mens jeg skrev indlægget). Friskheden fra det kolde metal blander sig med alegæren, der ender med at bære hovedparten af den krakilske eftersmag. Det sker helt uden at gæren tager over, og gør brygget – i gættede det – gæret.

Ud over, at brygget synes meget bevidst om, præcis hvor det vil smage, vælger det også karakteren af smagen med mere end bare rettidig omhu. Ikke mindst i eftersmagen balancerer det lige på grænsen til at blive for skarpt og for gæret, som man kender det fra billig, sur hvidvin. Men det ender aldrig så elegant med kun at være på grænsen …

Lottrups bod ved Copenhagen Beer and Whisky Festival skal have tak for at give mig dette bryg i gave, da arrangementet var slut. De havde den til overs, og gad ikke at slæbe den med hjem – så kunne jeg jo lige så godt få den.

Selvom jeg selvfølgelig også bare kunne have købt den billigt.

4-stjerner

Schiøtz Mørk Vinter Bock, Royal Unibrew/Albani

Snapshot_20160607_15Passende for årstiden …

Dagens bryg er faktisk ikke engang en overligger fra eget lager. Den er købt for ikke voldsomt lang tid siden i min lokale brugs, hvor den havde overvintret. Butikken ligger i den ikke helt ukendte bydel ‘Urban Planen’, der for ikke voldsomt mange år siden blev betragtet som en halvfarlig ghetto. I dag er der blevet byfornyet med afsindige prisstigninger og en vis beboerudskiftning til følge, men noget af det gamle klientel fra de barskere dage er alligevel blevet.

Det er blandt andet derfor, at de få fancy øl, der findes dernede (okay, fancy og fancy … men altså i forhold til, hvad ghettobiksene ellers fører af produkter ikk’ å’) får tit lov til at findes der ret så længe ad gangen. Men mørkt øl skulle jo angiveligt også blive bedre med alderen, så det har næppe skadet denne, at den fik lov at flaskemodne lidt. Og nu, hvor temperaturen oven i købet har fået et nøk nedad, passer det måske slet ikke så dårligt endda.

Det er det fjerde bryg i Royal Unibrew/Albanis Schiøtz-serie, der sammen med Lottrup-serien hylder stifterne af de bryggerier, der senere alle blev brutalt opslugt af fusionskapitalismen. Brygget er, hvad den hedder – en mørk vinter bock (man kunne ønske, at det nogle gange var med vores politikere som med denne øl. I betragtning af hans grundlovstale, synes jeg fx at det ville have været meget mere passende, hvis Søren Pind havde heddet Quisling til efternavn i stedet.) I det klare sollys viser brygget sig at være nydeligt rødt, mens det forekommer næsten sort, før man lader det gennemskinne. Skummet er tæt som marengsmasse, men knap så stabilt. Til gengæld hænger det i i fede bræmmer i ølkrusets mønster.

Brygget dufter letbranket med fylde af vanille og farinsukker. Smagen lægger sig i det søde hjørne, hvilket ikke kan undre i betragtning af tilsætning af hyldebær, tranebær, porse, råsukker samt chokolademalt. Nydeligt istemmende indfinder der sig imidlertid også bitterhed af kaffe som sammen med bitterheden giver en solid sveskefylde og smag af tørrede importerede frugter sydøstfra – figner, dadler og deslige, der jo også hører vinteren til.

Og som sagt, nu hvor det er blevet lidt køligere, passer det – især i aftenluften – heller ikke helt dårligt til vejret lige nu.

4-stjerner

Schiøtz Mørk Mumme, Royal Unibrew/Albani

2015-11-27 17.27.08Ikke til Guds velbehagelighed …

Jeg troede ellers, at jeg var nået vejs ende med denne øl – at Schiøtz-temaet fra Albani/Unibrew var rundet af, når vi rundede de tre øl i serien. 3 er sådan et fint rundt ta… okay, rundt er det jo ikke, men på mange måder ellers smukt, magisk, eventyrligt og ikke mindst en repræsentant for den hellige treenighed (mere om den slags senere).

Men nej – de skulle gå skridtet videre. De kunne ikke nøjes med de tre. Den treenige harmoni, den hellige treklang og den dynamiske treo, som Lottrup og Carls Selection så nydeligt repræsenterede, ligger nu knust på supermarkedsgulvet … Grænsen skulle overskrides, hybris er nu virkelighed, oh tempore oh mores … Der er kommet endnu en Schiøtz-øl på markedet. Jeg konstaterede det tidligere i dag, da jeg var forbi DagliBrugsen i Urban-planen, for at hente strøelse til vores kanin (der apropos hybris og det anslåede græske tema hedder Aristoteles. Men det er en anden historie).

Royal Unibrew har altså valgt at lancere endnu et Schiøtz-bryg – en Mørk Vinterbock i anledning af juletiden … Det må de jo selv ligge og rode med, men jeg må faktisk helt ærligt udtrykke min undren over, at endnu et bryg skal presses ind i Schiøtz-temaet. Det virkede så velafrundet med de tre, vi har været omkring inklusive nærværende. Hvis jeg skal anmelde den fjerde også, har jeg så meget desto mere en udfordring med resten af de mange øl, jeg har i vent, så det er næppe noget, jeg vil prioritere højt.

Mørke er der i øvrigt også så rigeligt af i nærværende øl, og det kan ellers undre, da bagetiketten gør et stort nummer ud af at fremhæve mesterens fromme gudfrygtighed. I disse nypuritanske tider, hvor det skal fremgå såre eksplicit af regeringsgrundlaget, at Danmark så gu’ er et kristent land, har den slags fået fornyet kulturel værdi. Ifølge anekdoten skulle han ellers have været “en for sin tid kontroversiel person”, der “[meget høfligt udtrykte ]sin holdning ved engang at udtale: “skoven er min kirke og svalens kvidren min lovsang”.” Alligevel understreges det hastigt “at han [ikke] var ugudelig”.

Den slags udglatninger er åbenbart nødvendige, så snart folks spiritualitet afviger det allermindste fra den autoriserede danske mainstream evangelisk-lutherske leverpostejskristendom. Sammen drager vi et lettelsens suk, for gudskelov er den hellige grav da vel forvaret i Theodor Schiøtz’ manglende ugudelighed – så kan vi lide ham alligevel … Eller Royal Unibrew kan lide ham alligevel? Eller også fik man presset en from cadeau til regeringens vækkelsesgrundlag ind mellem sidebenene, så Venstre (eller nok snarere DF) måske vil se med velvilje på bryggeriet næste gang, der skal deles ud af skattepengene til de rige venner?

– Tillad mig i et lignende udbrud af from pietisme at udbryde et fyndigt ‘kors i røven’ med samt et gudfrygtigt ‘Vorherre på lokum!’

Der er, som titlen antyder, tale om en Mumme – angiveligt en meget gammel øltype, fyldig og frugtig, og krydret med alskens godt fra urte- og frugthaven, m.a.o. hul i Reinheitsgebot, men vi er jo også under hjemlige himmelstrøg og ikke i det store naboland mod syd.

Solbær, slåen og hyben pryder recepten, i øvrigt sammen med rugmalt. Det giver et natsort bryg med skum, der akkurat er knækket i over i det cafe-lattefarvede, og tilpas klæbrigt til at det visuelle yder en adækvat oplevelse. Duften er for så vidt en ganske lovende blanding af branket og sveskesødt.

Den første mundfuld er da også forventeligt fyldig og sød som englesang, men smagen klinger ud før man kan nå at sige “Den Hellige Treenighed”. Et syrligt element blander sig med det nu mest dominerende træk – i starten var det en hyggelig maltbolsjeblanding, men nu er det postevand. Det syrlige kommer af umodne æbler, og det sødtristede maltindslag kæmper en brav Davids kamp mod Goliath for at give brygget lidt af sin velbehagelighed tilbage.

Men som så ofte holder den bibelske fortælling ikke. Vandet og syrligheden vinder, og man sidder tilbage med en noget ufin oplevelse af et stykke brygarbejde, hvor højre hånd ikke har vidst hvad venstre hånd gjorde. Uden at man vil erklære det en vederstyggelighed, der burde udryddes af Guds folk – endda langt fra – men noget under bliver det heller ikke.

Ikke desto minde er det stadig Schiøtz-serien, der har vist sig som den mest interessante af de tre brygpionér-serier, de to gigantbryggerier herhjemme har lanceret. Men det er ikke på grund af dette bryg.

3-stjerner

Schiøtz Gylden IPA, Royal Unibrew/Albani

2015-11-23 19.30.03Frisk variation …

På en måde er denne anmeldelse jo en revisited, for jeg prøvede også Schiøtz Gylden IPA ved den københavnske ølfestival tidligere på året. Jeg har imidlertid helt bevidst undladt at genopfriske min karakter fra dengang, før jeg har skrevet denne anmeldelse færdig.

Umiddelbart synes jeg faktisk, at den smager af mere i aften, end jeg husker fra festivalen, og det er ikke spor mærkeligt. Ølfestivalen i København er et gedemarked i en flippermaskine i et højtbefærdet motorvejskryds i myldretiden. Det fyger om ørerne med godt, skidt og mærkeligt, og mine evner til at smage koncentreret har med sikkerhed været hæmmet af, at der var så meget af alt 

Der er også mere af det hele i brygget – nogle vil endda mene ‘for meget’, da brygget ikke overholder de tyske renhedsforskrifter. Det er smagt til med rosmarin og hyben, altså gamle, nordiske krydderier og bær. Umiddelbart ikke upassende i forhold til IPA-typens krasbørstige bitterhed.

Brygget ligner også en IPA – lys med en lød knækket over mod det kobberrøde. Det er klart som pasteuriseret æblejuice. Skummet er både fedtet og klæbrigt, og også mere holdbart end weekendens enorme mængder sjapsne som den faldt i Københavnsområdet – men så heller ikke mere.

Duften føles markant og glat. Bitterheden river ikke næsens slimhinder i laser, men det betyder bestemt ikke, at bouqueten ikke er en nydelse. Man mærker tilsætningerne – og vel egentlig mest hybenbærrene. I kombination med humlen leverer brygget en ganske unik bouquet, der er henad den velkendte bergamotolie, men samtidig sødere og mere sofistikeret.

Og smagen overrasker. Især i betragtning af, at der er tale om en masseproduceret IPA fra landets næststørste bryggeri, kan man intet andet, end indrømme den en mere end adækvat ydelse af nydelse. Bitterheden er der som den skal være – igen er den glat, og måske nok ikke særlig dyb. Til gengæld giver bær og krydderier et sofistikeret præg og for genren tiltrængt fornyende indspark.

Hybenbærrene runder ikke bare bitterheden af, men giver også deres helt egen sødme, der ikke bare er af sukker, kirsebær, karamel, æbler, svesker, eller andet man har prøvet så mange gange før. Nej – her har man den særlige, lette, syrligt-søde og krydrede bitterhed af hyben, der kun er sin egen, og den er aldeles velvalgt. Bedst er brygget ved mandlerne, hvor kombinationen af den småkrakilske humle, krydderier og bær trænge godt ind i gummer og gane.

I konkurrencen mellem CeresLottrup-serie og Albanis Schiøtz-serie ser vinderen således ud til at blive [trommehvirvel] Royal Unibrew! Hvad man ikke gør for at få industriøl til at tage sig mere interessant ud – såsom at lave smarte konceptserier, uden at forny sig …

… bortset fra når man så rent faktisk fornyer sig – sådan som Royal Unibrew gør i dette tilfælde. Det er faktisk ganske lækkert, og noget man ikke har set før.

4-en-halv-stjerne

Bohemian Pils, Royal Unibrew/Albani

2015-10-14 17.01.34Laaaaangt fra målet …

Parallelt med Lottrup-serien, har Royal Unibrew også brygget en serie til ære for stifteren af et af de mange andre bryggerier, der har ladet sig opsluge i bryggerigiganten. Det drejer sig om fynske Albani og dennes stifter Theodor Schiøtz, som serien altså har navn efter.

Der er tre øl i serien (fantasien rækker åbenbart ikke til mere) – denne Pilsner, en IPA, som jeg faktisk fik smagt til Ølfestivalen i Lokomotivhallen i maj måned, men ikke formelt har anmeldt endnu, og endelig en mumme – en gammel dansk øltype fra Arilds tid. Også disse bryg er prydet af en lille røverhistorie om bryggeren på bagetiketten.

På denne øls bagetiket fremgår det blandt andet, at han var apoteker og botaniker. Det er mere historie, end det er røver, for røveren står Royal Unibrew snarere for – de hævder samme sted, at målet med dette bryg er at fremstille den ultimative pilsner. Jeg tillader mig ikke blot at øge min skepsis, men også sænke mine forventninger.

Det på trods af almindeligvis Saazerhumle (og Kazbekhumle, som jeg må krybe til korset og indrømme, jeg ikke kender) samt æble- og kvædesaft. Hipsterelementet er præsent til nogles fryd men til min irritation.

Øllet er i øvrigt skaffet med hjælp fra en læser af bloggen ved navn Christopher. Jeg er selvfølgelig rigtig glad for hjælpen, men faktisk er jeg endnu gladere for at vide, at mine skriblerier åbenbart er af en sådan kaliber, at folk gerne vil hjælpe med midler, der kan gøre det muligt for mig at fortsætte min virksomhed.

Farven overrasker ikke. Korngult med hvidt skum … Jeg må snart prøve noget andet end pilsner, for mine visuelle beskrivelser kører vist på repeat. Duften af humle er markant og småkras. Det begynder faktisk slet ikke så ilde.

Brygget frembringer da også en vis velsmag, godt hjulpet på vej af karbonering så skarp, at den som små nåle perforerer smagsløgene, så den fløjlsbløde aromahumle rigtig kan gøre sig lækker på tungen. Det er rundt, rart og aromatisk, stigende til bittert og småskarpt ved mandlerne. Æble og kvæde blander sig adækvat og leverer en til det i forvejen milde smagsbillede velafstemt frugtsødme.

Det smager da godt. Men er det den ultimative pilsner …?

Undskyld, jeg råber, men …

 

NEVAAAAAAH!

 

Heller ikke før karboneringen er taget af og efterlader brygget glat, dovent og uengageret smagsfattigt er brygget overhovedet i nærheden det ultimative. Det er til nød godt, men selv ‘meget godt’ er mange mil væk.

Og ja – brygget går fra at være velkontrolleret velgørende till at være jævnt kedeligt. Så meget for en ellers lovende indledning. Den kunne have været en let nydeøl. Nydelsen viser sig dog overordentlig flygtig, så der kun er det lette tilbage.

Men det startede da godt.

3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme