Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Albani Special

Albani Hvede IPA, Royal Unibrew

Øl: Albani Hvede IPA
Bryggeri: Royal Unibrew/Albani
Type: Hvede IPA
ABV: 4,5%
Land: Danmark
Købt i: SuperBrugsen, Thisted

End ikke Ester kan redde den …
Listen over socialdemokratiske Twitterprofiler, der har blokeret mig, vækster … som samme socialdemokrater sikkert ville sige det. Er det noget at prale af? Ja, det synes jeg til en hvis grad. Det som socialdemokraterne har gang i i Rwanda i øjeblikket har potentiale til at udvikle sig til en humanitær katastrofe af de helt store. Alle alarmklokker bør brage løs, når bare man pinder planerne en lille bitte smule ud.
Socialdemokraterne ønsker at bygge anstalter til indespærring af uønskede mennesker. Disse mennesker er af anden etnisk oprindelse end dansk, og mange af dem vil have en religiøs observans som det store politiske flertal i Danmark er umådeligt fjendtligt stemt over for. Man vil bygge anstalterne tusindvis af kilometer fra Danmark i et diktatur, der ikke går af vejen for at skaffe uønskede elementer af vejen på brutal vis. Hvad ville det rage den rwandiske regering, hvis de danskledede anstalter implementerede præcis de samme metoder, som Rwandas regime selv benytter sig af?
Det hele stinker langt væk af, at man ikke bare vil holde alle flygtninge så langt væk fra Danmark som muligt. Man vil desuden gøre det på en måde, så man frit kan lade dem vansmægte, torturere og endda ‘forsvinde’, hvis man skulle have lyst til det.
Nej, det er ingen, der siger, at det er planen. Men muligheden foreligger. Og netop derfor er der ingen grund til at fare med lempe, eller benytte eufemismer, når socialdemokrater herhjemme skal konfronteres med deres dulgte planer. Jeg siger helt åbent, at socialdemokraterne – Mette Frederiksen, Rasmus Stoklund og Mattias Tesfaye som de mest fremtrædende – planlægger at bygge koncentrationslejre i Rwanda for uønskede flygtninge.
Det betyder ikke, at jeg anklager hine politikere for at ville udrydde flygtninge som nazisterne udryddede jøder i Auschwitz. Koncentrationslejre har gennem historien haft forskellige former, og ikke alle havde til mål at udrydde – eller for den sags skyld torturere de indespærrede. Men også uden systematiske drab, tortur, tvangsarbejde og hvad man ellers forbinder konceptet med, er etableringen af sådanne konstruktioner slemme nok i sig selv. Alene det at ville frihedsberøve og indespærre mennesker for at flygte fra krige, vi selv har været med til at skabe grundlaget for, er ikke bare umenneskeligt – men også ansvarsfravigende og hyklerisk i en grad så man må få kvalme.

Opfordringen herfra er, at kalde en spade en spade, en skovl for en skovl og et såkaldt “modtagecenter for flygtninge i Rwanda” for det det er: en koncentrationslejr.
Og se det som et hædersmærke, hvis der efterfølgende falder en blokering på Twitter eller Facebook.

Når det så er sagt, så er der også en øl, der skal anmeldes. Royal Unibrew har bygget videre på deres Albani Special-serie. Serien er egentlig ikke videre speciel – ikke længere i hvert fald. De udgør måske nok kvalitativt noget, der er en anelse mere eksklusivt end Grøn Carlsberg og Tuborg Hof (eller hvad de nu hedder), men som fortsat er milevidt fra mikroproducenternes kvalitetsbryg.
Det sidste skud på stammen er en Hvede IPA. Og hvorfor ikke? Hvedeøl er lyse, friske og undertiden endda aromatiske. Og hvad de eventuelt måtte mangle i aroma, ja det har IPA’en jo ligegodt til overflod. I hvert fald i det bitre og ikke sjældent også i det frugtigt-søde og syrlige. Faktisk kunne man argumentere for, at IPA’er desuden er lyse og friske – og at de således faktisk allerede dækker det, som hvedeøllen kunne byde ind med, hvorved konceptet pludselig forekommer en kende redundant …

Men hey – jeg skal ikke dømme eller udskamme på forhånd. I hvert fald ikke når det gælder øl. Når det gælder højredrejede socialdemokrater derimod … Og nej, jeg mener ikke det er hyklerisk, for hvis man kigger godt efter. Rigtig længe og grundigt, vil man (måske … måske) opdage … at – og jeg ved godt, det her kommer som et chok for rigtig mange – at øl på den ene side, og højredrejede socialdemokrater på den anden side er … og hold nu godt fast!: to forskellige ting! Og derfor kan man også godt have to forskellige indstillinger til dem … si’r det bare.

Anyways – brygget ser i hvert fald flot ud. Korngyldent og med et fedtet, standhaftigt skum, der leverer mere end adækvat visuel underholdning. Duften byder på citrusnoter, en snert hyldeblomst og en anelse banan. Nåh ja – vores gode gamle veninde Ester, nærmere betegnet isoamyl acetat er åbenbart på fransk visit. Hende møder man ikke så ofte i IPA’er, mens hun er en hyppig gæst i Hvedeøl. Så der var faktisk noget, hvedeøllet kunne levere, som IPA’en oftest mangler. En mangel, der er til IPA’ens entydige fordel, skylder jeg at tilføje.
I smagen holder Ester sig imidlertid på afstand, hvilket som allerede antydet taler til bryggets fordel. På den anden side ville et også have været til bryggets fordel, hvis det i det hele taget smagte af noget … om det så var banan. Banansmagen kan jo stundom være klædelig, når der ikke er andet, og med det sidste – altså andet – kniber det så temmelig.
Lidt citrus og lige så lidt tør bitterhed kan akkurat spores, hvis man giver brygget væsentlig mere tid i mundhulen end det fortjener. Måske ville det have været godt, hvis bare der havde været mere af det. Men det der fylder mest i brygget er det klareste, reneste postevand, der nok formår at slukke tørsten i sommervarmen, men ellers ikke leverer stort mere oplevelse end halvt afbruset danskvand.

Ikke alene har jeg prøvet et hav af IPA’er, der sparkede mere til smagsløgene end den her. De fleste hvedeøl, jeg har prøvet, losser også væsentlig mere igennem.

Om igen, Royal Unibrew!

East Kent Golding Brown Ale, Albani/Royal Unibrew

Vand eller kvalme …

Når jeg er færdig med at krumme tæer over, at en industrigigant som Royal Unibrew går ind på markedet for specialøl, hvor de næsten risikofrit kan genvinde markedsandele fra de egentlige kvalitetsaktører, kan jeg faktisk godt rose dem for nogle af deres resultater på det felt. Deres Mosaic IPA smager vitterlig godt, og den har længe været og er fortsat min favorit-industriøl.

Derfor er jeg også altid en smule spændt, når der kommer nye produkter i Royal Unibrews snart talrige specialserier. I starten af februar lancerede de således to nye øl i deres Albani Special-serie, hvor føromtalte Mosaic IPA også har hjemme. Pale Ale’en var absolut ikke noget løft til serien, og i dag skal det vise sig, om den anden nye i klassen – East Kent Golding Brown Ale – er det.

Én ting mere må man rose Royal Unibrew for. Undertiden matcher farven på deres emballager produktet helt forbløffende. Ikke siden deres Økologisk Classic har jeg set et bryg, der passede så fint til den pæne gyldenbrune farve på dåsen, den var i. Skummet er i dette tilfælde imidlertid knækket i en nydelig gylden nuance, der ikke gengives i etikettens tekst, sådan som det var tilfældet på det økologiske wienerbryg, men det er detaljer, vi er nede i.

Duften, til gengæld, ville ikke kunne beskrives med mange linjer, om man valgte at forfatte et brev derom til hjemsendelse. Faktisk kunne man bare sende et blankt stykke papir, for der skal virkelig trækkes ind med lungernes fulde kapacitet, for at vride andet end postevand ud af odeuren. En vag syrefornemmelse måske – men man forbliver i tvivl om, hvorvidt denne blot er svien i næsen efter det vaccuum, som ens desparate snøften efter bouquet, skabte længere nede i luftvejene.

Det samme gælder smagen. Små singulariteter skabes mellem gane og tunge, når man desperat prøver at klemme bare en lille smule aroma ud af det alt for letflydende bryg. En syrlig impression afslører, at der trods alt ikke bare er tale om postevand, og måske – men her er jeg påvirket af min viden om, at dette i hvert fald teknisk set er en øl – er der lige akkurat en antydning af noget malt, der gør at brygget måske føles en kende blødere mod mundens organer, end rent postevand ville.

Eftersmag er der til gengæld – til overraskelse for de fleste, der skuffes ved bryggets fattigdom i udtryk. Det er svært at sige, om den passer til det øvrige udtryk, da den ikke rigtig har noget at passe til. Det må fungere som forsvar i sig selv, at den i det mindste er der, omend den også virker noget aparte. Men hey – jeg kan godt lide vingummi. Og selvom den syntetiske sødme af de kulørte bamser nok hører mere specielle bryg til end denne brown ale, så formår brygget da i det mindste at smage af et eller andet.

Jeg havde gjort klar til en absolut bundkarakter til brygget, efter at glasset var tømt. Da var det, at jeg opdagede, at der stadig var en doven rest tilbage i dåsen, der i mellemtiden havde nået stuetemperatur. Brygget fra dåsen formåede overraskende nok at folde sig ud, som om hele aromaen var kapslet inde af brygget lave temperatur i glasset. Nu myldrede både runde, søde og krydrede indtryk frem: Lyst, tørt træ, kaffe og timian blandede sig med den noget vamle fornemmelse, som varmt øl notorisk har.

Så selvom der på absolut bagkant rent faktisk var noget aroma og hente, blev det aldrig godt.

Jeg er dog villig til at prøve brygget igen ved en senere lejlighed – ved en lidt højere temperatur en brygget i glasset. Det vil sikkert udløse en højere karakter, hvis de aromatiske noter, der trods alt var i brygget, kunne udfoldes uden at temperaturen giver kvalme.

Centennial Pale Ale, Royal Unibrew/Albani

Den grå midte …

I starten af måneden lancerede Royal Unibrew to nye produkter i deres ‘Albani Special’-serie. Det er en serie af øl, der er en smule over gennemsnittet, men uden at denne blogger ligefrem ville hæfte betegnelsen ‘specialøl’ på dem.

Hele serien har været under kærlig behandling her på bloggen, og den spænder fra det uforskammet ligegylige til det i grunden udmærkede. Seriens bedste øl – Mosaic IPA er efterhånden blevet min personlige industrielle favorit, mens jeg til gengæld ikke er vendt tilbage til nogen af de andre i serien, siden de blev anmeldt. Det skal i dag vise sig, om Royal Unibrew har formået at skabe en ny øl i serien, der er værd at vende tilbage til.

Deres nye Pale Ale er brygget med Centennial-humle, der er populær i amerikanske IPA’er såvel som PA’er. Det er for så vidt forjættende, omend et fancy humlenavn ikke alene skaber nye, banebrydende øl.

Hvad duften angår, udebliver nyhederne i hvert fald. For hvor ofte før har bouqueten af køligt postevand med kulsyre ikke formået at undlade at genere lugtesansen, samtidig med at den ej heller ligefrem behager den? En metallisk note kunne måske true med at chikanere, men til det forbliver den alligevel for fjern, og giver på dette tidspunkt mere friskhed end svie.

Ved første berøring med smagsorganerne yder brygget rare, søde og aromatiske noter af hyld og rose, som fik man hele bismagspaletten fra en god IPA serveret på et sølvfad. Desværre lader det til, at sølvtøjet ikke har været af lødig kvalitet, for afsmag af metal melder sig snart, og denne gang i en grad så det ikke bare kan afskrives som friskhed. Det bliver generende.

Generende er også en sandet gærfornemmelse, der opstår ved mandlerne – der hvor man ellers godt kunne have ønsket noget frisk og skarp bitterhed. Bitterheden er der da, hist og her – men den føles noget sløset og hengemt. I det hele taget føles Royal Unibrews nye produkt i Albani Special-serien noget lemfældigt henkastet i karakteren. Der er ikke rigtig kælet for noget, og sjuskeriet medfører også missmage, der måske nok ikke er slemme nok til, at brygget bliver decideret ubehageligt, men dog nok til at en lunken oplevelse bliver doven oveni.

Der er dermed ikke lavet det store om i serien. Der er kommet én øl mere til, og det er lissom det. Hverken i bunden eller i toppen rykkes der rundt, da brygget må siges at falde midt i seriens store, anonyme midterfelt.

Økologisk US Lager, Albani/Royal Unibrew

Som i tegneserierne …

Jeg orker ikke at bladre alle mine Steen & Stoffer-tegneserier igennem for at finde lige netop den af Bill Wattersons striber. Men der er én, hvor den lille familie, Steen samt hans mor og far (der ikke har nogen navne – vidste I det?), sidder sammen ved middagsbordet, og Steen bryder ud i et kæmpe ræb. Dialogen på de næste billeder lyder omtrent som følger:

Mor: “Du godeste Steen, hvad siger man så?
Steen: “Det var dog herligt!”

Mor: “Hvad siger du!?
…

Og her afbryder jeg indtil videre gengivelsen af striben. Men jeg lover, at jeg kommer tilbage til den senere i indlægget. Måske – kun måske har den en relevans for dagens anmeldelse.

Royal Unibrew har sideløbende med Schiøtz-serien haft en anden stribe Albani-øl på programmet, der ligesom Schiøtz-serien forsøger at rane markedsandele tilbage fra mikrobryggerne. Det startede med Mosaic IPA (som de oven i købet har været så udspekulerede at stille på køl i Supermarkederne, så kvalitetsbevidste forbrugere – samt folk som undertegnede – vælger disse bryg, hvis man skal have et hurtigt fix af noget øl, der rent faktisk smager af noget. Nøj – hvis man kunne få Amager Bryghus’ øl på køl i supermarkederne, ville jeg nok være et endnu fattigere menneske) så kom der en Dark Ale, en Witbier, og nu også denne øl med det mundrette navn “Økologisk US Lager”.

Umiddelbart lyder det besnærende, men glem ikke, at det kun er for ganske nyligt, at det amerikanske øl ikke længere entydigt blev betragtet som noget ultratyndt sprøjt, hvis forskel fra vand bedst kunne mærkes på farven. Ikke desto mindre har vi fat i et af Royal Unibrews intenderede kvalitetsbrands – så oplevelsen kan tippe til begge sider.

Blomster, frugter, friske spæde fyrrenåle, krydderier og aroma myldrer frem ved skænkning – nej, allerede ved åbning – af det lyse, liflige bryg. Ingen tvivl! Sikken kvalitet, og sikken forøget fare for kvalitetsbryggerierne, når et industriforetagende kan skabe en sådan livsbekræftende symfoni af grapefrugt, fyrrenåle og forårets fineste hyld. Og vi er endda kun nået til duften!

…

Og så imploderer oplevelsen ellers som kogt spinat … Som flormelis i kogende vand … som en sæbeboble mod en kaktus … som …

Ak, ak, ak. Kun en hul skal – nej, der er slet ikke aroma nok til at skabe en hul skal. Der er bare sørgelige, skrøbelige rester. Små spinkle flager, gryn, fnug af den vidunderlige, aromatiske bouquet, der forjættede sådan en fin øloplevelse. Kun små spor i det rasende vandløb af en øl, der ellers kunne have været så god …

Og vandet forekommer endda kedeligt. Nærmest som om det lige har fået en ekstra rensning, før det blev hældt i brygkarret. Fladt, dovent og metallisk glider det alt for nemt henover tungen – næsten som om det ikke engang rigtig gider bare at slukke tørsten undervejs. Nej, der er ikke engang bare en antydning af noget syrligt til at give det lidt friskhed. Der er næsten ingenting.

Og så er det, at den ellers begrænsede mængde kulsyre alligevel formår at rejse sig i spiserøret …

… og med opstøddet titter alle blomsterne, de bittersyrlige citrusfrugter og de spæde grannåle frem igen. Så lifligt og smukt – men også som et nødråb fra det hinsides. Som et nødsskrig fra graven. For det er altså bedst, hvis øllet smag annammes når … og her er det så, at jeg igen vil give Steen ordet:

“Her i huset smager maden tit bedre på opturen end på nedturen.”

Og sådan er det også med denne øl. Den smager af stort set intet, når den drikkes. Først når man efterfølgende ræber, er der aroma at gøre godt med.

Det er inderligt trist. Intet øl burde være sådan. Og her er der oven i købet tale om noget, der skulle forestille et kvalitetsbrand fra Royal Unibrew. Men reelt er vi nede i en industristandard under både Carlsberg Premium og Tuborg Classic, bare med bonus af blomstersmagende bøvs.

F**king really, Royal Unibrew!?

Citra Wittbier, Albani/Royal Unibrew

Fear not …

Glædelig spis-menneskekød-og-drik-menneskeblod-dag allesammmen. I morgen synges sangen “Jesus er død i dag og det er han jo og det er i dag …” hvis man altså tror på den slags. Det gør jeg så ikke, men er på den anden side heller ikke helt indifferent nok til at undlade at påpege det absurde i alt denne ståhej.

Og så må man jo heller ikke spise gæret brød, fordi så kommer gud eller ødelæggeren – afhængigt af hvilken af de to udvandringsmyter i 2. sumpbog kapitel 12 man læser – efter én, og river ens børn i stumper og stykker. Sjovt nok er det aldrig sket i min familie – hverken da jeg selv var barn, eller efter at jeg selv har fået børn. Det må være fordi Jesus (i ved, ham oppe fra kommunen) ophævede sumploven … eller også er det hele bare noget, nogen har fundet på – ligesom Anders And. Stor tak for lån til Monrad og Rislund for udvalgte dele af den tirade.

Indtil videre har diæten stået på pandekager, og øllet her blev drukket for adskillige dage siden, så jeg er faktisk uforvarende kommet til at overholde de bud indtil videre. Vel, jeg har ikke smurt blod på dørstolperne, så jeg er alligevel ikke home free. Jeg tror nu også, jeg vil prioritere hensynet til mine naboer, min fortsatte residereren i boligforeningens lejligheder samt ikke mindst mit eget helbred højere end hensynet til nogle højere magter, jeg ikke bare i det store og hele, men også i det lille og opdelte ikke tror på.

Og så tror jeg i øvrigt også, jeg vil spise noget rugbrød senere.

Øllen er en witbier … behøver jeg længere fortælle, at det er en af de typer, jeg som udgangspunkt ikke bryder mig vældig meget om? Den er fra Royal Unibrew, og del af en specialølsserie, der forefindes på køl ved siden af pilsnerne og guldøllene i mainstreamsupermarkederne. Man kunne tro, det var for at gøre specialøllene lettere tilgængeligt og udbredt, men mistanken om, at giganten Royal Unibrew også gerne vil tilbagevinde markedsandele fra mikroaktørerne er nagende præsent.

Det skal dog siges, at i typens oprindelsesland Belgien anses wit nu nok for det tynde og relativt uinteressante hverdagsbælleøl. Det skal selvfølgelig ikke holde Royal Unibrew fra at sælge det som specialøl til dumpingpriser.

Brygget er forventligt lyst. Til gengæld er det kun smådiset frem for næsten plumret som rigtige witte gerne skal være det. Men det er vel, hvad man kan forvente af industriprodukter – de skal helst være letfordøjelige, da så få som muligt skal skræmmes væk fra dem. Duften er skarp af de 8,5% alkohol og banan. Dertil kommer fyld af hvedemel samt et overraskende friskt pust af grannåle. Citrahumlen har industrigiganten åbenbart ikke druknet helt. Forkærligheden for at spæde op med mere obskure ingredienser mangler heller ikke – brygget er iblandet koriander og appelsinskal. Go figure.

Brygget er syrligt friskt med samme – vel egentlig ganske bekvemme – berøring af sprød citrahumle. Dertil kommer en mindre komfortabel, for ikke at sige småkvalm, banansødme. Mundfornemmelsen er underligt ufuldendt, som om det fortrinsvis vandige, omend ikke ildesmagende bryg indeholder noget ubestemmeligt grums.

Intet af det er atypisk for witten. Tværtimod formår Royal Unibrew i deres industriprodukt faktisk at få alle genrens kendetegn og nuancer med, omend fortsat ikke på en måde, der helt falder i denne bloggers smag. Hvis dette er det ypperste den industrielle specialølsstandard kan præstere, har mikrobryggerierne måske alligevel ikke det helt store at frygte.

I morgen aften – på den ih og åh så lange fredag – er jeg i øvrigt at finde på Loppen, Christiania til Napalm Death-koncert. Man må gerne sige hej, hvis man spotter mig – også selv om vi aldrig har talt sammen før.

Cascade Dark Ale, Albani/Royal Unibrew

Industri ganske vist, meeen …

Den her har været i butikkerne længe efterhånden, dagens øl. Den er en af mange specialøl brygget af Royal Unibrew for at give mikrobryggerierne konkurrence. Jeg anmelder den derfor mere i embeds medfør end af egentlig lyst, da jeg anser industribryggeriernes langsomme men sikre overtagelse af markedet for kvalitetsøl for uønsket i bedste fald.

De skulle holde sig til deres bælleøl, som de jo fortsat vil have rigeligt med godtroende forbrugere til. Den reelle fare for ølkvaliteten ligger i, at industrikonglomeraterne kan producere specialøl billigt og i mængder, hvor mikrobryggerierne overhovedet ikke kan være med. Helt godt bliver det imidlertid sjældent, men det kan toppen af industrien jo være bedøvende ligeglad med, så længe de kan puge deres fortsat mindre og mindre velfærdsbelastede mammon og så grine hele vejen ned til banken, mens de små kvalitetsbryggere må dreje nøglen om.

Jeg køber så også kun det ene eksemplar her. Det er næppe den, der gør forskellen.

Det mørke, letflydende og lyst-men-højtskummende bryg dufter overraskende kraftigt af humle. Humlen er min favorit – cascaden, og åbenbart har de undtagelsesvis ikke fedtet med den. Som industrikoncern kan Royal Unibrew selvfølgelig også opkøbe langt mere ad gangen end de mindre virksomheder – og selvfølgelig række tunge og synge drillesange ad de små, når Royal Unibrew med deres aggressive opkøb presser prisen ekstra meget i vejret for de mindre.

Det til side lover duften nu ellers meget godt, og i betragtning af, at der er tale om et industriprodukt, formentlig med et oplag på over en million, så smager det faktisk af ganske meget. Cascadehumlen minder mig om, hvorfor den er min favorit med sin hvasse og aromatiske krasbørstighed. Grannåle og bergamot forenes som et bittersødt modspil til en bund af sød lakrids med antydning af salmiak.

Gode takter – ingen tvivl om det – til gengæld kniber det med instrumenteringen. Uden at ville sige, at der er deciderede huller i partituret, forbliver brygget et industriprojekt med den alt for velkendte lidt for store mængde vand og derfor lidt for ringe fylde. Det kunne have været vidunderligt tungt og samtidig skarpt. Det holder sig til at være jævnt smagfuldt og gedigent i stedet for – ikke en mikrooplevelse, men stadig fin nok til at betegnes kvalitet …

Og vel over industriel standard i øvrigt.

Mosaic IPA, Albani/Royal Unibrew

2016-09-26-17-57-57I betragtning af …

Så kom den omsider – en industriel IPA fra et større bryggeri, prisbillig og ligefrem, en IPA til folket.

Helt ny er den selvfølgelig ikke længere. Faktisk har jeg snydt lidt og prøvet den tidligere, nemlig på Danske Ølentusiasters Festival i Lokomotivhallen sidst i maj. Fra dengang husker jeg den som overraskende lækker, men den slags kan jo godt snyde, når man er i godt selskab (læs: Ole Madsen). Jeg skal dog holde in mente, at hvis den dåse, jeg fandt i Fakta på Ålekistevej i forgårs er fra samme aftapning som hin fra lokomotivhallen, er den jo ikke helt frisk længere. Og lagring gør ikke IPA bedre. Om det er tilfældet har jeg imidlertid ikke kunnet læse ud fra emballagen, da alt påtrykt er gnidret, grænsende til det ulæselige – og jeg er ikke engang sikker på, at tappedatoen fremgår.

Anyways – det gode førstehåndsindtryk består uanset hvor stor en skuffelse brygget måtte være efterfølgende. At et stort bryggeri laver en rigtig IPA, der er nem at få fat i, og ikke koster et mindre industrielt bryganlæg, er uanset hvad positivt. Jeg er stor tilhænger af, at de alternative øltyper bliver lettere at få fat i – og ikke mindst billigere. På den måde kan forbrugerne få smag for specialprodukterne – og det er så der, mikrobryggerierne kan tage over med noget bedre kvalitet.

Udadtil er brygget ganske kønt i næsten skinnende kobberorange med cremet, hvidt marengsskum. Duften slår søde noter an af bergamotolie og egetræ, mens bitterheden leveres af blødere lærketræsnåle, end den gammelkendte (læs: fra Amager Bryghus) gran.

Smagen er hård og blank. Den er karakteriseret ved industrielt øls vaklende fylde, men yder i sin redelige friskhed rigeligt vederkvægelse. Brygget skal dog lige ind bag tænderne – og så helst hvile lidt – før det smager igennem. Hælder man brygget ned som en anden industriel pilsner føles bitterheden gæret og unuanceret og indledningens metalliske islæt vil desuden få overtaget og få øllet til at føles dårligt proportioneret og halvvejs ligegyldigt.

Men får brygget de nødvendige sekunder, balancerende på tungens midte, melder der sig snart mere distinkte noter af egetræ og ananaskirsebær, grannålene viser sig heller ikke at være helt fraværende, hvis man ellers tager sig tid at lede lidt efter smagsnuancerne.

Overordnet er den lidt (for meget) til den metalliske side, smagen skal søges frem og et syrligt indslag gør i længden brygget mere tungt end den humlede friskhed, jeg husker fra Festivalen.

Måske har den bare stået lidt for længe. Men i betragtning af, at der er tale om et industriprodukt, der er brygget rigtig mange hektoliter af, så kan det være svært at forestille sig, at det kunne blive meget bedre. – Trods alt.

3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme