Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Albani

Albani Hvede IPA, Royal Unibrew

Øl: Albani Hvede IPA
Bryggeri: Royal Unibrew/Albani
Type: Hvede IPA
ABV: 4,5%
Land: Danmark
Købt i: SuperBrugsen, Thisted

End ikke Ester kan redde den …
Listen over socialdemokratiske Twitterprofiler, der har blokeret mig, vækster … som samme socialdemokrater sikkert ville sige det. Er det noget at prale af? Ja, det synes jeg til en hvis grad. Det som socialdemokraterne har gang i i Rwanda i øjeblikket har potentiale til at udvikle sig til en humanitær katastrofe af de helt store. Alle alarmklokker bør brage løs, når bare man pinder planerne en lille bitte smule ud.
Socialdemokraterne ønsker at bygge anstalter til indespærring af uønskede mennesker. Disse mennesker er af anden etnisk oprindelse end dansk, og mange af dem vil have en religiøs observans som det store politiske flertal i Danmark er umådeligt fjendtligt stemt over for. Man vil bygge anstalterne tusindvis af kilometer fra Danmark i et diktatur, der ikke går af vejen for at skaffe uønskede elementer af vejen på brutal vis. Hvad ville det rage den rwandiske regering, hvis de danskledede anstalter implementerede præcis de samme metoder, som Rwandas regime selv benytter sig af?
Det hele stinker langt væk af, at man ikke bare vil holde alle flygtninge så langt væk fra Danmark som muligt. Man vil desuden gøre det på en måde, så man frit kan lade dem vansmægte, torturere og endda ‘forsvinde’, hvis man skulle have lyst til det.
Nej, det er ingen, der siger, at det er planen. Men muligheden foreligger. Og netop derfor er der ingen grund til at fare med lempe, eller benytte eufemismer, når socialdemokrater herhjemme skal konfronteres med deres dulgte planer. Jeg siger helt åbent, at socialdemokraterne – Mette Frederiksen, Rasmus Stoklund og Mattias Tesfaye som de mest fremtrædende – planlægger at bygge koncentrationslejre i Rwanda for uønskede flygtninge.
Det betyder ikke, at jeg anklager hine politikere for at ville udrydde flygtninge som nazisterne udryddede jøder i Auschwitz. Koncentrationslejre har gennem historien haft forskellige former, og ikke alle havde til mål at udrydde – eller for den sags skyld torturere de indespærrede. Men også uden systematiske drab, tortur, tvangsarbejde og hvad man ellers forbinder konceptet med, er etableringen af sådanne konstruktioner slemme nok i sig selv. Alene det at ville frihedsberøve og indespærre mennesker for at flygte fra krige, vi selv har været med til at skabe grundlaget for, er ikke bare umenneskeligt – men også ansvarsfravigende og hyklerisk i en grad så man må få kvalme.

Opfordringen herfra er, at kalde en spade en spade, en skovl for en skovl og et såkaldt “modtagecenter for flygtninge i Rwanda” for det det er: en koncentrationslejr.
Og se det som et hædersmærke, hvis der efterfølgende falder en blokering på Twitter eller Facebook.

Når det så er sagt, så er der også en øl, der skal anmeldes. Royal Unibrew har bygget videre på deres Albani Special-serie. Serien er egentlig ikke videre speciel – ikke længere i hvert fald. De udgør måske nok kvalitativt noget, der er en anelse mere eksklusivt end Grøn Carlsberg og Tuborg Hof (eller hvad de nu hedder), men som fortsat er milevidt fra mikroproducenternes kvalitetsbryg.
Det sidste skud på stammen er en Hvede IPA. Og hvorfor ikke? Hvedeøl er lyse, friske og undertiden endda aromatiske. Og hvad de eventuelt måtte mangle i aroma, ja det har IPA’en jo ligegodt til overflod. I hvert fald i det bitre og ikke sjældent også i det frugtigt-søde og syrlige. Faktisk kunne man argumentere for, at IPA’er desuden er lyse og friske – og at de således faktisk allerede dækker det, som hvedeøllen kunne byde ind med, hvorved konceptet pludselig forekommer en kende redundant …

Men hey – jeg skal ikke dømme eller udskamme på forhånd. I hvert fald ikke når det gælder øl. Når det gælder højredrejede socialdemokrater derimod … Og nej, jeg mener ikke det er hyklerisk, for hvis man kigger godt efter. Rigtig længe og grundigt, vil man (måske … måske) opdage … at – og jeg ved godt, det her kommer som et chok for rigtig mange – at øl på den ene side, og højredrejede socialdemokrater på den anden side er … og hold nu godt fast!: to forskellige ting! Og derfor kan man også godt have to forskellige indstillinger til dem … si’r det bare.

Anyways – brygget ser i hvert fald flot ud. Korngyldent og med et fedtet, standhaftigt skum, der leverer mere end adækvat visuel underholdning. Duften byder på citrusnoter, en snert hyldeblomst og en anelse banan. Nåh ja – vores gode gamle veninde Ester, nærmere betegnet isoamyl acetat er åbenbart på fransk visit. Hende møder man ikke så ofte i IPA’er, mens hun er en hyppig gæst i Hvedeøl. Så der var faktisk noget, hvedeøllet kunne levere, som IPA’en oftest mangler. En mangel, der er til IPA’ens entydige fordel, skylder jeg at tilføje.
I smagen holder Ester sig imidlertid på afstand, hvilket som allerede antydet taler til bryggets fordel. På den anden side ville et også have været til bryggets fordel, hvis det i det hele taget smagte af noget … om det så var banan. Banansmagen kan jo stundom være klædelig, når der ikke er andet, og med det sidste – altså andet – kniber det så temmelig.
Lidt citrus og lige så lidt tør bitterhed kan akkurat spores, hvis man giver brygget væsentlig mere tid i mundhulen end det fortjener. Måske ville det have været godt, hvis bare der havde været mere af det. Men det der fylder mest i brygget er det klareste, reneste postevand, der nok formår at slukke tørsten i sommervarmen, men ellers ikke leverer stort mere oplevelse end halvt afbruset danskvand.

Ikke alene har jeg prøvet et hav af IPA’er, der sparkede mere til smagsløgene end den her. De fleste hvedeøl, jeg har prøvet, losser også væsentlig mere igennem.

Om igen, Royal Unibrew!

Anarkist European Haze, Royal Unibrew/Albani

Mariehønen

At afprøve Anarkist-brandet fra Royal Unibrew beskrives bedst som en rutsjebanetur. Men ikke just i Dæmonen eller Trærutsjebanen på Bakken. Nej – det er mere som i de forskellige varianter af Mariehønen – rutsjebanen for børn i alderen 2-5 år eller deromkring. Det meste foregår på gulvniveau, og toppene er i en magelig højde, hvor alle kan være med.

I dag kører vi så en tur nedad. Det kildrer en smule i maven, men hvis det sådan rigtig skal vække begejstring, skulle man nok have været lidt højere oppe. Poden, der ellers ville sidde ved siden af, henrykt hvinende ved turen over de bløde kurver, er ikke med, idet øl jo ligegodt ikke er for børn.

Dertil kommer, at i denne type rutsjebaner, er det opturene, der er sjove. Nedturene kunne man i grunden godt være foruden. Ikke mindst når de er så stejle som her. Sidste gang jeg havde en Anarkist-øl i hånden, var det nemlig slet ikke så værst. Men denne gang er der meget tilbage at ønske.

Det er såmænd ikke fordi, jeg på forhånd bliver skræmt væk af, at øllet er en Session – en alkoholafdæmpet udgave af øltypen – her en IPA. Der kan være kompenseret så rigeligt med andre ting – humle fx – så den lavere alkoholvolumen, her på 3,7, næppe kan mærkes.

Ved åbning næres håbet om netop dette, idet bouqueten kan fornemmes allerede ved fjerning af kapslen. Noter af vanille og søde stenfrugter gør deres entre, og folder sig ud ved skænkning, sammen med spæde grannåle – en signaturduft for veldrejede IPA’er. Samtidig kan man beundre bryggets grumsede look. Ufiltreret – ja det tør siges! Plumret er næsten mere passende, og nydeligt i kontrast til bryggets kridhvide skum, der sprødt og modvilligt itubrækkende knejser over det dunkelorange bryg.

De første par mundfulde yder adækvat bitterhed med luftig fylde, præget af af den lethed, som den lave alkoholvolumen typisk byder. Fyrrenåle flankeret af et skarptsyrligt citrusstik yder karakter og temperament. Postivit overraskende, umiddelbart …

Desværre holder de gode takter ikke i længden. Syrligheden tager snart over, og den lette em af friske fyrrenåle, der nænsomt dalede ned over tungen erstattes af en kras, tør og noget harsk aroma af bagegær. Jeg mistænker oxidering, men den slags plejer man at kunne mærke med det samme, og det var ikke tilfældet her.

Jeg prøver et par mundsmage mere, men de første gode indtryk lader sig ikke finde igen. At gå all in med ufiltreret øl har ind imellem sin pris – her betyder det at gæren tager helt over i et bryg, der i begyndelsen ellers virkede lovende.

Det er mere end bare en skønhedsfejl. Den slags burde egentlig ikke ske i store bryggerikoncerner som Royal Unibrew.

Anarkist Bloody Weizen, Albani/Royal Unibrew

Okay okay så …

De svigtende læsertal fortsætter. Så er der jo kun ét at gøre: Anmelde flere nye øl!

Jeg troede egentlig ikke, at jeg nogensinde ville vende tilbage til Schiøtz-brandet, da kvaliteten aldrig har stået mål med dets aggressive, farvestrålende markedsføring. Næppe til nogens store overraskelse har aggressiv, farvestrålende og underholdende markedsføring gerne det formål at forføre forbrugeren til at købe et produkt, der i sig selv er gråt og kedeligt. Det er ikke mindst tilfældet, når det gælder øl … uden at det selvfølgelig behøver være en generel regel. En strålende undtagelse er Amager Bryghus’ øl, hvis øl er nogle af de bedste i hele verden samtidig med at deres etiketter er nogle af de flotteste. Men det er vist også den eneste markedsføring de sådan rigtig investerer i derude i Tårnby. Eller sådan var det i hvert fald dengang jeg besøgte dem.

Og da jeg nu stod og manglede nogle nye øl at anmelde, og dette var den eneste der bød sig til i et standardudvalg hos Fakta Thisted, der ellers fremstod fuldstændig afpillet for humlenyt, kunne den da allernådigst få chancen. Eller risikoen om man vil, da forventningen hos bloggeren var, at der meget snart skulle komponeres en net lille tirade i en disharmonisk mol-tonart til besyngelse af produktets fortrædeligheder.

Helt sådan endte det nu ikke med at gå … langt fra endda, må jeg modstræbende, og lettere tænderskærende indrømme idet jeg hurtigt opsummerer bryggets egenskaber: En 7% Hvedeøl tilsat blodappelsin … Royal Unibrew har kombineret en hipstersmart frugt med et ølkoncept, hvis nyhedsværdi for længst har holdt tiårs jubilæum for sidste salgsdato. Det skal nok blive godt (suk).

Men pænt ser det da ud. Og skummet er også flot. Både som det stiger fast og fyldigt ved skænkning, og som det bagefter klistrer og klæber som en anden superlim til glassets indersider under konsumptionen. Frugten gør sig ikke bare gældende i den dybtgule, uigennemsigtige kulør, men også i duften, der på trods af, at det er en hvedeøl, vi har at gøre med, dufter forbløffende lidt af gær og forbløffende meget af humle.

Kombinationen af appelsin og humle minder faktisk ikke så lidt om New England IPA’ers bouquet i en afdæmpet version. Og da hver eneste øl ikke behøver være et tæppebombardement af bitterhumle og frugtkompot – lidt mindre kan også gøre det – så gør afdæmpningen måske ikke så meget endda. Lifligt og lovende vel ud over forventningerne er det i hvert fald allerede.

I smagen brager humlen igen frem, fuldkommen out of character for en hvedeøl. Frugtindslaget holder sig ikke tilbage, men folder sig ud i en vældig svingom med humlen. Igen bringer hvedeøl-appelsin-blandingen mindelser om Fruit-IPA og New England IPA, og hvor det lidt mere afdæmpede udtryk giver plads til mere vand, bliver slutresultatet en smagfuld forfriskning, og ingenlunde et tyndt, anonymt, industrielt brygprodukt.

Så har man set det med. Der var endnu en god sommerøl. Så mangler vi kun sommeren.

Rødhætte, Albani/Royal Unibrew

Der bli’r ingen Jul i år! – Red Warszawa

Jeg må erkende, at jeg ikke har fulgt helt så godt med i, hvad der er blevet lanceret de sidste par år af juleøl, som jeg kunne – og som det måske forventes af mig, når nu jeg skriver så meget om øl. Jeg ved derfor ikke, om den her egentlig er ny, eller om den skulle have mange år på bagen. Jeg har i hvert fald først lagt mærke til den nu, og har derfor først nu fået den afprøvet til anmeldelse.

Den er en rød pendant til Albanis efterhånden bedagede juleøl ‘Blålys‘. Det hedder produktudvikling, og svarer i store træk til hvordan Star Wars gik fra at være en mægtig, filmhistorisk trilogi til at blive en pengemaskine, der hele tiden skulle koges mere suppe på, indtil konceptet var så udvandet at selv det oprindelige produkt efterhånden begyndte at være ulideligt at se på. Såvidt forventningerne. Virkeligheden har nu det bedste udgangspunkt for at levere en positiv overraskelse.

Men at et bryg udelukkende sælges samlet i seksstyksemballage (i Fakta på Kastet i Thisted), der ikke må brydes, borger ikke for den store kvalitet. Kunden skal erhverve sig et parti, for ‘om man solgte produktet enkeltvis, ville hver kunde kun købe én’, synes tankegangen at være. Tag fx et andet Albaniprodukt, der faktisk fortjener ros – deres Mosaic IPA. Den sælges såmænd både i sixpacks og enkeltvis i flere supermarkeder, fordi Royal Unibrew med det produkt udmærket ved, at kunden vender tilbage, uanset om man køber flere ad gangen, eller enkeltvis. Forventningerne får endnu et nøk nedad som konsekvens af markedsføringsstrategien …

… og nok et nøk, når det viser sig at brygget er tilsat majs, glukosesirup, farvestof og sukker. Det er i sidste ende smagen, der tæller mest, men udenpå ser det ikke godt ud for brygget her.

Brygget skummer højt og gyldent ved skænkning. Brygget selv antager en farve, der er en anelse mørkere end traditionel pilsner. Uden farvestoffet havde det garanteret også set helt anderledes ud. Brygget lugter tungt, småsprittet og syntetisk med en kant af metal. Den væsentligste grund til, at lugtindtrykkene nemt kan udholdes er, at de kun er antydninger af bouquet på et tæt bagtæppe af postevand.

I smagen bydes man på van(d)lig, generisk pilsner med en nemt oversebar kant af syntetisk metalliskhed. Aluminium, vil jeg gætte på. Trækker man, i et forsøg på at fremtvinge bare en anelse mere aroma ud af brygget, luft ind, mens det hviler på tungen, anes en fjern em af kommensnaps.

Brygget mangler således ethvert spor af raffinement. Ikke bare er brygget en pilsner som alle andre, der alene har fået julebetegnelsen hæftet på sig på grund af tiden på året, den er lanceret. Alt hvad der kunne få brygget til at skille sig ud fra den store anonyme masse af andre pilsnerprodukter er grundigt gemt dybt dybt nede i bryggets bundløse dyb af smagsfrihed. De smuler, der kan spores gør til gengæld heller ikke godt, så man kan på den anden side ikke lade være med at glæde sig en kende over, at det overvældende element af vand i brygget også er det, der forhindrer brygget i at blive en prøvelse at komme igennem.

Julen ser med dette bryg imidlertid ud til at være udsat til næste år. Der er ingen fest, stads eller hygge at hente her.

East Kent Golding Brown Ale, Albani/Royal Unibrew

Vand eller kvalme …

Når jeg er færdig med at krumme tæer over, at en industrigigant som Royal Unibrew går ind på markedet for specialøl, hvor de næsten risikofrit kan genvinde markedsandele fra de egentlige kvalitetsaktører, kan jeg faktisk godt rose dem for nogle af deres resultater på det felt. Deres Mosaic IPA smager vitterlig godt, og den har længe været og er fortsat min favorit-industriøl.

Derfor er jeg også altid en smule spændt, når der kommer nye produkter i Royal Unibrews snart talrige specialserier. I starten af februar lancerede de således to nye øl i deres Albani Special-serie, hvor føromtalte Mosaic IPA også har hjemme. Pale Ale’en var absolut ikke noget løft til serien, og i dag skal det vise sig, om den anden nye i klassen – East Kent Golding Brown Ale – er det.

Én ting mere må man rose Royal Unibrew for. Undertiden matcher farven på deres emballager produktet helt forbløffende. Ikke siden deres Økologisk Classic har jeg set et bryg, der passede så fint til den pæne gyldenbrune farve på dåsen, den var i. Skummet er i dette tilfælde imidlertid knækket i en nydelig gylden nuance, der ikke gengives i etikettens tekst, sådan som det var tilfældet på det økologiske wienerbryg, men det er detaljer, vi er nede i.

Duften, til gengæld, ville ikke kunne beskrives med mange linjer, om man valgte at forfatte et brev derom til hjemsendelse. Faktisk kunne man bare sende et blankt stykke papir, for der skal virkelig trækkes ind med lungernes fulde kapacitet, for at vride andet end postevand ud af odeuren. En vag syrefornemmelse måske – men man forbliver i tvivl om, hvorvidt denne blot er svien i næsen efter det vaccuum, som ens desparate snøften efter bouquet, skabte længere nede i luftvejene.

Det samme gælder smagen. Små singulariteter skabes mellem gane og tunge, når man desperat prøver at klemme bare en lille smule aroma ud af det alt for letflydende bryg. En syrlig impression afslører, at der trods alt ikke bare er tale om postevand, og måske – men her er jeg påvirket af min viden om, at dette i hvert fald teknisk set er en øl – er der lige akkurat en antydning af noget malt, der gør at brygget måske føles en kende blødere mod mundens organer, end rent postevand ville.

Eftersmag er der til gengæld – til overraskelse for de fleste, der skuffes ved bryggets fattigdom i udtryk. Det er svært at sige, om den passer til det øvrige udtryk, da den ikke rigtig har noget at passe til. Det må fungere som forsvar i sig selv, at den i det mindste er der, omend den også virker noget aparte. Men hey – jeg kan godt lide vingummi. Og selvom den syntetiske sødme af de kulørte bamser nok hører mere specielle bryg til end denne brown ale, så formår brygget da i det mindste at smage af et eller andet.

Jeg havde gjort klar til en absolut bundkarakter til brygget, efter at glasset var tømt. Da var det, at jeg opdagede, at der stadig var en doven rest tilbage i dåsen, der i mellemtiden havde nået stuetemperatur. Brygget fra dåsen formåede overraskende nok at folde sig ud, som om hele aromaen var kapslet inde af brygget lave temperatur i glasset. Nu myldrede både runde, søde og krydrede indtryk frem: Lyst, tørt træ, kaffe og timian blandede sig med den noget vamle fornemmelse, som varmt øl notorisk har.

Så selvom der på absolut bagkant rent faktisk var noget aroma og hente, blev det aldrig godt.

Jeg er dog villig til at prøve brygget igen ved en senere lejlighed – ved en lidt højere temperatur en brygget i glasset. Det vil sikkert udløse en højere karakter, hvis de aromatiske noter, der trods alt var i brygget, kunne udfoldes uden at temperaturen giver kvalme.

Centennial Pale Ale, Royal Unibrew/Albani

Den grå midte …

I starten af måneden lancerede Royal Unibrew to nye produkter i deres ‘Albani Special’-serie. Det er en serie af øl, der er en smule over gennemsnittet, men uden at denne blogger ligefrem ville hæfte betegnelsen ‘specialøl’ på dem.

Hele serien har været under kærlig behandling her på bloggen, og den spænder fra det uforskammet ligegylige til det i grunden udmærkede. Seriens bedste øl – Mosaic IPA er efterhånden blevet min personlige industrielle favorit, mens jeg til gengæld ikke er vendt tilbage til nogen af de andre i serien, siden de blev anmeldt. Det skal i dag vise sig, om Royal Unibrew har formået at skabe en ny øl i serien, der er værd at vende tilbage til.

Deres nye Pale Ale er brygget med Centennial-humle, der er populær i amerikanske IPA’er såvel som PA’er. Det er for så vidt forjættende, omend et fancy humlenavn ikke alene skaber nye, banebrydende øl.

Hvad duften angår, udebliver nyhederne i hvert fald. For hvor ofte før har bouqueten af køligt postevand med kulsyre ikke formået at undlade at genere lugtesansen, samtidig med at den ej heller ligefrem behager den? En metallisk note kunne måske true med at chikanere, men til det forbliver den alligevel for fjern, og giver på dette tidspunkt mere friskhed end svie.

Ved første berøring med smagsorganerne yder brygget rare, søde og aromatiske noter af hyld og rose, som fik man hele bismagspaletten fra en god IPA serveret på et sølvfad. Desværre lader det til, at sølvtøjet ikke har været af lødig kvalitet, for afsmag af metal melder sig snart, og denne gang i en grad så det ikke bare kan afskrives som friskhed. Det bliver generende.

Generende er også en sandet gærfornemmelse, der opstår ved mandlerne – der hvor man ellers godt kunne have ønsket noget frisk og skarp bitterhed. Bitterheden er der da, hist og her – men den føles noget sløset og hengemt. I det hele taget føles Royal Unibrews nye produkt i Albani Special-serien noget lemfældigt henkastet i karakteren. Der er ikke rigtig kælet for noget, og sjuskeriet medfører også missmage, der måske nok ikke er slemme nok til, at brygget bliver decideret ubehageligt, men dog nok til at en lunken oplevelse bliver doven oveni.

Der er dermed ikke lavet det store om i serien. Der er kommet én øl mere til, og det er lissom det. Hverken i bunden eller i toppen rykkes der rundt, da brygget må siges at falde midt i seriens store, anonyme midterfelt.

Schiøtz Mørk Jule Ale, Royal Unibrew/Albani

Ikke ligefrem englelyd …

Jo jo, jeg ved skam godt, at ingen lever evigt, og at der er en ende på morskab og fornøjelser ved alle mennesker. Men bare fordi man ved det, kan man jo godt blive ked af det alligevel, når en af ens allerstørste skuespilleridoler går bort.

Schweizeren Bruno Ganz kendes bedst for sin aldeles blændende fortolkning af Adolf Hitler i Bernd Eichingers mesterværk “Der Untergang” fra 2004. Antallet af alternative undertekster til raserianfaldet i starten af filmen skal nok tælles i tusinder, og selvom man måske godt kunne ønske, at Ganz’ skuespillerpræstation var kendt for – vel – præstationen frem for antallet af gange, den blev spoofet, så viste memets reproducerbarhed jo netop, hvilket exceptionelt skuespillertalent der stod bag.

Af de tre bedste til at spille Hitler har vi dermed kun én tilbage, nemlig John Cleese, der har delt andenpladsen med Charlie Chaplin gennem alle årene.

Den lavstammede, ikke videre talentfulde tysk-østrigske maler, der endte som en af historiens absolut største krigsforbrydere og massemordere nåede højest en fjerdeplads i det kapløb. Og den er langt fra så sikker som de øvrige placeringer.

Æret være Bruno Ganz’ minde. Og lad mindet om den, han var mest kendt for at spille, forblive –  som det lyder i hint klip – ohne Ehre!

Her på bloggen tager jeg omsider fat på senvinter/forårstemaet. Med de 10 grader, det har været i dag her i Brønshøj er vi jo alligevel gået fra et sent efterår til et tidligt forår, så hvorfor ikke bare kalde det et forårstema – i år i hvert fald? Jeg tænker på overliggende juleøl – af hvilke jeg selv ikke havde nogen. Det havde til gengæld Fakta – til nedsat pris endda – og øllet fejler jo ikke noget, så en flaske hist og pist kom med hjem i januar.

Siden engang midt i årtiet har Royal Unibrew med denne serie, opkaldt efter Albanibryggeriets stifter Theodor Schiøtz, promoveret Albani som et kvalitetsbrand. Men som det så ofte er, når industrien prøver at gå kvalitetsbryggerne i bedene, ender det med at blive halvhjertet.

Denne juleøl er i det mindste ordentlig mørk. Det gør ikke noget, at den løber nok så lystigt i glasset, da den ikke giver sig ud for at være en stout. At skummet også stiger i nogen grad, yder den også en smule ry, omend det nu også falder lige lovligt hurtigt igen.

Duften derimod er noget vag i udtrykket. Alle de mange forskellige frugter og bær, bryggeriet har tilsat, kan næppe duftes. En bitterkrydret note af nelliker titter nok frem, men spøjst nok er nelliker hverken det samme som slåen, solbær, figen eller sveske, som ellers er blevet tilsat fordi malt, humle, gær og vand åbenbart ikke får brygget til at klare cuttet alene.

Brygget har dog aroma, når man søger at anamme det med indersiden af mundhulen. Hvad det så mere specifikt har aroma af, kan være noget sværere at afgøre. Slåen, solbær eller figen er ikke lige det, jeg selv tænker på som det første – eller andet eller tredje. Sveskerne kan måske godt mærkes et eller andet sted i den noget forvirrede og ikke mindst -ende smagskomposition, der minder mere om Karlheinz Stockhausen ved en våd julefrokost, end Peter Faber eller N.F.S. Grundtvig med familien i dagligstuen juleaften.

Det starter ret kraftigt bittert, næsten overvældende, for så at blive syrligt – som i surt-belgisk-øl-syrligt. Længere bagude kommer nellikerne frem igen, endskønt de som bekendt ikke findes i brygget, og det er også her sveskerne, som et sødligt-surt indslag på bagkant sætter ind.

En noget rodet og kaotisk forestilling. Ikke egentlig ubehagelig, ganske vist, og man må også indrømme den en vis karakter. Det er imidlertid ikke en øl, man kan anbefale til nogen, der har særligt bestemte præferencer for øl – bittert, syrligt, fyldigt, sødt – for brygget her forsøger at være det hele på en gang, hvorfor det faktisk ender med ikke rigtigt at være nogen af delene.

Dens plads på julebordet må andre også strides om, for den kommer i hvert fald ikke på mit. Mindst dårligt ville den med sine sødlige noter vel passe til ris a la manden, men skulle man prøve dette og finde den aldeles malplaceret, så modtages brok ikke her, da jeg bestemt skulle mene, at min overordnede advarsel mod at bruge produktet i juleøjemed er adækvat videregivet i det ovenstående.

Schiøtz Jule IPA, Albani/Royal Unibrew

Det gjorde den ikke julet …

Vel, en enkelt juleøl havde alligevel forputtet sig. Men det er jo også en efterhånden mangeårig tradition på bloggen, at forrige års juleølsoverskud anmeldes i januar – ja, nogle gange helt indtil påske (for så længe varer julen som bekendt). Men denne gang er der nu kun den ene.

Den blev konsumeret nytårsaften i selskab med børn, bonusbarn, ekshustru og hendes nye mand i deres hjem på Nørrebro. Som man vil kunne se på illustrationen, er brygget i delestørrelse. Så sandheden er egentlig den, at jeg ikke orkede at drikke brygget alene, men manglede en anledning til at dele den med nogen.

Og da den blev drukket i det gamle år, skal den selvfølgelig anmeldes inden jeg skrider til min store årsberetning. Den lover jeg til gengæld kommer som det næste.

‘Juleøl’ er ikke nogen stil, men blot noget, man kan hæfte på en hvilken som helst øl for at kunne sælge den sidst på året … eller i hvert fald fra primo/medio september måned. At det så overhovedet ikke passer til årstidens mad eller vejr, kan man blæse en lang nissemarch. IPA – med sin friskhed, aromatiske profil og bitterhed – gør især godt i sommervarmen og til skarptkrydrede retter. I vinterkulden med årstidens tunge rodfrugter og mørke kød, fungerer den omtrent lige så godt som blomkål til chokolademousse.

Men det skal ikke holde Royal Unibrew tilbage. De laver en Jule-IPA, hvis de vil, gør de. Og til næste advent opfinder de en Julehare, der kommer hoppende med julegaverne, mens påskemanden i foråret kyler æg i nakken på trækvinden, hvilke tider hvilke skikke …

Men før jeg kommer for godt i gang med at afsløre Royal Unibrews marketingstrategi for 2019, må jeg hellere samle tråden fra nærværende bryg op. Undskyldningen for at lave en Jule-IPA finder man i ingredienserne, hvor havtorn, hyben, tranebær og havre vel må tænkes at give brygget et eller andet julet præg. Jeg tænker mere en småfæl kombi af ‘hippie’, ‘nyt nordisk’ og ‘fritidsviking’, men det er nok bare mig.

Havtornen mærker man som en sød note i en ellers traditionelt bitter – og noget blank og industrielt småkedelig – IPA-impression. Der er på trods af de mange tilsætninger ikke rigtig noget ekstra at komme efter, men snydt bliver man heller ikke så vidt …

… og man glædes desuden over, at man heller ikke bliver snydt i smagen. Tværtimod smager brygget overraskende bittert igennem på de rene humleparametre. Tilsætningerne synes at runde smagen lidt af, men næppe mere end typens vanlige aromatiske ledsagearomaer ville have gjort.

Industrikarakterens meget kontrollerede og polerede dimension kan brygget til gengæld heller ikke se sig fri for. Der er ingen overraskelser i brygget – hverken ubehagelige eller det omvendte, og det ender med at gøre brygget stereotypt og generisk – ikke helt uinteressante tilsætninger til trods.

Og noget særligt julet – noget der ville have klædt anden, flæskestegen, ris a la manden eller de efterfølgende julegodter – er brygget nærmest renset for. Brygget ville gøre det decideret skidt til det alt sammen.

Til en børnevenlig butterchicken, til gengæld, ville brygget være udsøgt. Sådan én fik jeg og børnene nytårsdags aften. Ikke som tømmermandsmad for mit vedkommende, thi jeg havde haft en aldeles travl arbejdsdag fra kl. 8 om morgenen – og heller ikke for børnene, må jeg hellere tilføje. Men bare som god aftensmad på en dag, hvor man har lyst til noget take away. Og hvilken dag egner sig mon mere til det, end 1. januar?

Godt nytår til alle læsere. Forbliv indstillet for årsberetningen 2018 snarest.

Anarkist Brown Ale, Royal Unibrew/Albani

Nu har jeg aldrig …

Velkommen til julemåneden! Allerførst må jeg lige indskyde en rettelse fra sidst. Jeg fik på forsmædelig vis bildt læserne ind, at den sidste øls betegnelse som Quadruple skyldtes en firedobbelt gæring af produktet.

Det viser sig at være sludder. Betegnelserne Dubbel, Tripel, Quadrupel og eventuelt noget, der går endnu højere op (proportionelt med lix-tallet, gætter jeg på) angav oprindeligt alkoholstyrken, og altså ikke noget om, hvor mange gange øllet var gæret. Til gengæld havde jeg ret i oprindelsesstedet for betegnelserne, nemlig Belgien. Det – og mere om, hvordan man siden har forsøgt at præcisere betegnelserne kan man læse her. Martin Sundbæk Johansen skal have tak for at have lagt linket på min facebook-side, og Michael Knudsgaard, Danske Ølentusiaster, skal have tak for at have vist mere kritisk sans end jeg har kunnet mønstre, ved at åbne debatten samme sted.

Nu til dagens indlæg.

Mentalt kan læserne indsætte min sædvanlige tirade om, at jeg ser mig selv som forbrugernes blogger ind her, som forklaring på hvorfor jeg fortsat beskæftiger mig med fusionskonsortiet Royal Unibrews misvisende Anarkist-serie. Det er – kan jeg fortælle eventuelle nye læsere – så’n en embeds medfør-ting. Jeg gør det, fordi jeg føler en form for forpligtelse over for læserne, og i mindre grad for at tilfredsstille egne masochistiske fornøjelser.

Var det for sidstnævnte, jeg tog fat i denne fjerde, og foreløbig sidste i serien, ville jeg også blive slemt skuffet, for pinen ved dette bryg, måtte jeg – ærligt indrømmet – lede længe efter …

Altså … skummet over det natsorte bryg er jo faktisk ikke særlig holdbart eller prangende. Der er snarere tale om en kraftigt brusende øl, frem for en egentlig skummende én af slagsen, men selv bruset formår jo faktisk at glæde lidt, med sin lettonede gyldne lød. Og selvom det har så ganske travlt med at falde, knitrer det jo både lystigt og fornøjeligt imens. At brygget i øvrigt er aldeles letflydende er lige så oprørende som i sidste øl – Amager Bryghus’ quadrupel – hvilket vil sige ikke. Der er trods alt tale om en brown ale, og ikke en stout.

Men brown ales – dem har vi dælme ikke været heldige med … eller jeg har i hvert fald ikke. Hvor mange gange har jeg ikke åbnet en brown ale i forventning om en tæt, mørk oplevelse, og fået en uindspirerende omgang vandpjask i stedet for? Og ikke engang det kan den her brown ale finde ud af at leve op til. Ikke alene dufter brygget ganske pragtfuldt af karamel og middelmørk chokolade med en snert af røg, næh, oven i købet breder denne aldeles nydelige bouquet sig i en radius på flere fod fra flaskehalsen allerede idet kapslen letter.

Denne brown ale er bestemt ikke god til at være som brown ales er flest – og især da ikke som industrielle brown ales er flest!

Og i smagen går det ligeledes galt. Man må give Royal Unibrew, at brygget er ganske letflydende og glat mod mundens indvendige konturer – men det er stort set også det eneste, hvor brygget i sin karakter lever op til sin industriprodukt-kategori. Der er alt for meget aroma! Og ikke nok med det, der er endda tale om god aroma. En industriel brown ale skal da ikke smage af flydende lys karamel i en skal af mørk chokolade med et finurligt strejf af cognac … hvad ligner det!?

Vel, nogle gange er det åbenbart ingen pine at være ude i embeds medfør. Brygget her er vitterlig en nydelse, ikke bare de industrielle omstændigheder taget i betragtning, men bare en nydelse … Dens kombination af letdrikkelighed og sødme gør den ganske egnet til fed julemad, så uden at være tænkt som en sådan vil den gøre det godt til den stundende højtids sul. Jeg har endda reddet mig et par ekstra eksemplarer til månedens udløb.

Sidste måned sluttede med at det totalitære racistiske parti DF fik sin våde drøm om en KZ-lejr på en øde ø opfyldt. Denne måned startede meget meget smukt på bloggen som en aldeles ringe modvægt til sidste måneds politiske rædsel – men dog en modvægt, der måske kan skabe lidt lys her i den på flere måder alt for mørke tid.

Anarkist Ginger Pale Ale, Royal Unibrew/Albani

Bevares, det er da ikke det ringeste …

Vel, jeg er nogenlunde på højkant igen. Hvordan det lykkedes er mig en gåde. I morgen er det min fx fødselsdag, og har man nået min alder, minder det blot én om, at ens dage på et tidspunkt får en ende – så det er nok ikke det. Til gengæld er der midtvejsvalg i USA, og måske er det håbet om, at amerikanerne har en fin fødselsdagsgave til mig i form af et republikansk mindretal, der har fået serotoninen op at boble igen?

Mest af alt tror jeg bare, at det er sådan jeg er, og ikke mindst sådan mine depressioner er. De kommer og går, ikke altid lige forudsigeligt – præcis ligesom når de damper af igen.

Nok om det. Jeg vil gerne afvikle afventende anmeldelser før jeg får gæster i weekenden (jo, det skal nok blive omtalt) så here goes …

I min ikke videre systematiske gennemgang af Royal Unibrews Anarkist-serie, til ære for Albanis grundlægger Theodor Schiøtz, er jeg nået til denne Ginger Pale Ale – altså en lys overgæret øl tilsat ingefær. Ingefær er en af mine favoritkrydderier. Ud over at det bare smager godt, tager det også kvalmebivirkningerne af min ADHD-medicin (for nu lige at give et pro tip videre til andre derude, der får speed på recept) og ifølge alle mulige sundhedsapostle – både de whacky af slagsen og dem der rent faktisk ved noget om ernæring, skulle det vist også være ret sundt sådan i det hele taget. Mine erfaringer med krydderiet i øl har til gengæld været noget fluktuerende for at sige det mildt, spændende fra det reelt interessante til det nærmest udrikkelige.

Brygget er ganske pænt, højorange og langt fra så blegt som man kunne have frygtet. Skummet er tæt og fyrigt, og volder visse udfordringer ved skænkningen. Bouqueten er til gengæld en øjeblikkelig skuffelse. Den er aldeles fjern med kun yderst svage antydninger af krydderi – det være sig humle eller ingefær – hvis man da lige ser bort fra vandet, der er aldeles præsent.

Til gengæld kan man da i det mindste smage det lidt. Der blev sagt lidt. Vandet er også det mest præsente i bryggets orale udtryk. Ingen skal beskylde det for ikke at slukke tørsten, og i det mindste er ingefæren der da også. På sidelinjen. Iblandet, skødesløst, så det rasler planløst rundt derinde i alt vandet, og desuden i et alt for lille kvantum.

Selvom jeg gerne indrømmer, at kombinationen Øl og Ingefær har resulteret i langt større katastrofer end dette bryg, så forbliver det en anonym og halvkedelig sag. Der skal altså mere for at lave en god krydderiøl, end bare at blande et krydderi lemfældigt i mæsken, og så håbe det bedste. Lidt raffinement … lidt brygkunst … lidt vilje til at få humleudtrykket og ingefærudtrykket til at matche og komplimentere hinanden …

… men det kræver selvfølgelig at der er noget humle, ingefæren kan matche. Humlen udebliver imidlertid helt. Mest af alt er det farven og skummet der afslører, at dette faktisk er en øl, og ikke bare en sjusket sammenkastet ingefærsodavand med alkohol.

 

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme