Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Royal Unibrew

Økologisk US Lager, Albani/Royal Unibrew

Som i tegneserierne …

Jeg orker ikke at bladre alle mine Steen & Stoffer-tegneserier igennem for at finde lige netop den af Bill Wattersons striber. Men der er én, hvor den lille familie, Steen samt hans mor og far (der ikke har nogen navne – vidste I det?), sidder sammen ved middagsbordet, og Steen bryder ud i et kæmpe ræb. Dialogen på de næste billeder lyder omtrent som følger:

Mor: “Du godeste Steen, hvad siger man så?
Steen: “Det var dog herligt!”

Mor: “Hvad siger du!?

Og her afbryder jeg indtil videre gengivelsen af striben. Men jeg lover, at jeg kommer tilbage til den senere i indlægget. Måske – kun måske har den en relevans for dagens anmeldelse.

Royal Unibrew har sideløbende med Schiøtz-serien haft en anden stribe Albani-øl på programmet, der ligesom Schiøtz-serien forsøger at rane markedsandele tilbage fra mikrobryggerne. Det startede med Mosaic IPA (som de oven i købet har været så udspekulerede at stille på køl i Supermarkederne, så kvalitetsbevidste forbrugere – samt folk som undertegnede – vælger disse bryg, hvis man skal have et hurtigt fix af noget øl, der rent faktisk smager af noget. Nøj – hvis man kunne få Amager Bryghus’ øl på køl i supermarkederne, ville jeg nok være et endnu fattigere menneske) så kom der en Dark Ale, en Witbier, og nu også denne øl med det mundrette navn “Økologisk US Lager”.

Umiddelbart lyder det besnærende, men glem ikke, at det kun er for ganske nyligt, at det amerikanske øl ikke længere entydigt blev betragtet som noget ultratyndt sprøjt, hvis forskel fra vand bedst kunne mærkes på farven. Ikke desto mindre har vi fat i et af Royal Unibrews intenderede kvalitetsbrands – så oplevelsen kan tippe til begge sider.

Blomster, frugter, friske spæde fyrrenåle, krydderier og aroma myldrer frem ved skænkning – nej, allerede ved åbning – af det lyse, liflige bryg. Ingen tvivl! Sikken kvalitet, og sikken forøget fare for kvalitetsbryggerierne, når et industriforetagende kan skabe en sådan livsbekræftende symfoni af grapefrugt, fyrrenåle og forårets fineste hyld. Og vi er endda kun nået til duften!

Og så imploderer oplevelsen ellers som kogt spinat … Som flormelis i kogende vand … som en sæbeboble mod en kaktus … som …

Ak, ak, ak. Kun en hul skal – nej, der er slet ikke aroma nok til at skabe en hul skal. Der er bare sørgelige, skrøbelige rester. Små spinkle flager, gryn, fnug af den vidunderlige, aromatiske bouquet, der forjættede sådan en fin øloplevelse. Kun små spor i det rasende vandløb af en øl, der ellers kunne have været så god …

Og vandet forekommer endda kedeligt. Nærmest som om det lige har fået en ekstra rensning, før det blev hældt i brygkarret. Fladt, dovent og metallisk glider det alt for nemt henover tungen – næsten som om det ikke engang rigtig gider bare at slukke tørsten undervejs. Nej, der er ikke engang bare en antydning af noget syrligt til at give det lidt friskhed. Der er næsten ingenting.

Og så er det, at den ellers begrænsede mængde kulsyre alligevel formår at rejse sig i spiserøret …

… og med opstøddet titter alle blomsterne, de bittersyrlige citrusfrugter og de spæde grannåle frem igen. Så lifligt og smukt – men også som et nødråb fra det hinsides. Som et nødsskrig fra graven. For det er altså bedst, hvis øllet smag annammes når … og her er det så, at jeg igen vil give Steen ordet:

“Her i huset smager maden tit bedre på opturen end på nedturen.”

Og sådan er det også med denne øl. Den smager af stort set intet, når den drikkes. Først når man efterfølgende ræber, er der aroma at gøre godt med.

Det er inderligt trist. Intet øl burde være sådan. Og her er der oven i købet tale om noget, der skulle forestille et kvalitetsbrand fra Royal Unibrew. Men reelt er vi nede i en industristandard under både Carlsberg Premium og Tuborg Classic, bare med bonus af blomstersmagende bøvs.

F**king really, Royal Unibrew!?

Schiøtz Lyse Tider IPA, Albani/Royal Unibrew

Toppen af industrien …

I ambitionen om at fratage de små bryggerier så store markedsandele som muligt, har industrigiganterne efterhånden længe pumpet store mængder øl ud, der foregiver (og ikke sjældent foregøgler) et kvalitetsniveau over industriel standard.

Som regel ender det, som antydet i parantesen ovenfor, ikke helt på det niveau man som bevidst forbruger ønsker. Andre gange går det – som her – bedre. Det mest markante resultat forbliver imidlertid, at forbrugerne i højere og højere grad går væk fra kvalitetsbryggene og forfalder til industriens billigere produkter.

At lave kvalitet til samme pris som industrien, med den brygvolumen denne råder over, er praktisk taget umuligt for kvalitetsbryggerierne. Til skade for disse på kort sigt, idet mange af dem må dreje nøglen om efterhånden, og til skade for forbrugerne der ikke længere efter atter må patte på industriens standardsprøjt. Til den tid vil inudstriens incitament for at lave kvalitet være fordampet som kulsyren fra en lunken Grøn Tuborg en varm sommerdag.

Men som allerede afsløret forhindrer det jo ikke industrien i at lave gode øl her og nu. Som nu dette hyldestbryg til stifteren af det i den hellige monopolkapitalismes navn for længst i Royal Unibrew fusionerede Albani-bryggeri, Ludvig Theodor Schiøtz.

I skrivende stund har jeg forlagt den tomme flaske, og på brandets hjemmeside mangler beskrivelsen af brygget af uvisse årsager – så hvilken sludder-for-en-sladder RU-marketingdrengene (og pigerne ej at forglemme) har kedet de arme forbrugere, der uforvarende er kommet til kaste et blik på bagetiketten, med, må læserne have til gode, indtil de selv støder på brygget.

Det messinggule bryg lægger ud med en fortrinsvis blomstersød bouquet af roser med elementer af frisk savsmuld. Man kunne godt ønske sig den skrappere, men for så vidt er der ingen antydning af ubehag.

Derfor overrasker smagen også med sin mægtigere styrke. Der er godt med bitterhed af træ, mørkt løvtræ, samt savsmuldet deraf. Her har vi ikke en frisk, lys og skarp IPA, men en tung, mørkt og stump én af slagsen.

At det overhovedet ikke matcher bryggets navn, lader jeg ligge. Smagen tager jo ikke skade af, at forventningerne etiketten planter ikke indfries.

Bitterheden bliver da også lidt friskere og lidt mere aromatisk med roserne som bærende element, efterhånden som brygget når længere ud på tungen. Ved mandlerne kulminerer friskheden næsten til nåletræsniveau før brygget skylles ned til både almindelig nydelse samt glæde over en smagsoplevelse undervejs der er ud over det sædvanlige. Nota bene – ikke bare ud over det sædvanlige for industriøl – men simpelt hen ud over det sædvanlige.

Op jer, mikrobryggerier! Kvalitetsøllet fra industrien er her, og det er jer, der skal bringe sejren hjem. Til gavn for jer selv og os forbrugere.

Citra Wittbier, Albani/Royal Unibrew

Fear not …

Glædelig spis-menneskekød-og-drik-menneskeblod-dag allesammmen. I morgen synges sangen “Jesus er død i dag og det er han jo og det er i dag …” hvis man altså tror på den slags. Det gør jeg så ikke, men er på den anden side heller ikke helt indifferent nok til at undlade at påpege det absurde i alt denne ståhej.

Og så må man jo heller ikke spise gæret brød, fordi så kommer gud eller ødelæggeren – afhængigt af hvilken af de to udvandringsmyter i 2. sumpbog kapitel 12 man læser – efter én, og river ens børn i stumper og stykker. Sjovt nok er det aldrig sket i min familie – hverken da jeg selv var barn, eller efter at jeg selv har fået børn. Det må være fordi Jesus (i ved, ham oppe fra kommunen) ophævede sumploven … eller også er det hele bare noget, nogen har fundet på – ligesom Anders And. Stor tak for lån til Monrad og Rislund for udvalgte dele af den tirade.

Indtil videre har diæten stået på pandekager, og øllet her blev drukket for adskillige dage siden, så jeg er faktisk uforvarende kommet til at overholde de bud indtil videre. Vel, jeg har ikke smurt blod på dørstolperne, så jeg er alligevel ikke home free. Jeg tror nu også, jeg vil prioritere hensynet til mine naboer, min fortsatte residereren i boligforeningens lejligheder samt ikke mindst mit eget helbred højere end hensynet til nogle højere magter, jeg ikke bare i det store og hele, men også i det lille og opdelte ikke tror på.

Og så tror jeg i øvrigt også, jeg vil spise noget rugbrød senere.

Øllen er en witbier … behøver jeg længere fortælle, at det er en af de typer, jeg som udgangspunkt ikke bryder mig vældig meget om? Den er fra Royal Unibrew, og del af en specialølsserie, der forefindes på køl ved siden af pilsnerne og guldøllene i mainstreamsupermarkederne. Man kunne tro, det var for at gøre specialøllene lettere tilgængeligt og udbredt, men mistanken om, at giganten Royal Unibrew også gerne vil tilbagevinde markedsandele fra mikroaktørerne er nagende præsent.

Det skal dog siges, at i typens oprindelsesland Belgien anses wit nu nok for det tynde og relativt uinteressante hverdagsbælleøl. Det skal selvfølgelig ikke holde Royal Unibrew fra at sælge det som specialøl til dumpingpriser.

Brygget er forventligt lyst. Til gengæld er det kun smådiset frem for næsten plumret som rigtige witte gerne skal være det. Men det er vel, hvad man kan forvente af industriprodukter – de skal helst være letfordøjelige, da så få som muligt skal skræmmes væk fra dem. Duften er skarp af de 8,5% alkohol og banan. Dertil kommer fyld af hvedemel samt et overraskende friskt pust af grannåle. Citrahumlen har industrigiganten åbenbart ikke druknet helt. Forkærligheden for at spæde op med mere obskure ingredienser mangler heller ikke – brygget er iblandet koriander og appelsinskal. Go figure.

Brygget er syrligt friskt med samme – vel egentlig ganske bekvemme – berøring af sprød citrahumle. Dertil kommer en mindre komfortabel, for ikke at sige småkvalm, banansødme. Mundfornemmelsen er underligt ufuldendt, som om det fortrinsvis vandige, omend ikke ildesmagende bryg indeholder noget ubestemmeligt grums.

Intet af det er atypisk for witten. Tværtimod formår Royal Unibrew i deres industriprodukt faktisk at få alle genrens kendetegn og nuancer med, omend fortsat ikke på en måde, der helt falder i denne bloggers smag. Hvis dette er det ypperste den industrielle specialølsstandard kan præstere, har mikrobryggerierne måske alligevel ikke det helt store at frygte.

I morgen aften – på den ih og åh så lange fredag – er jeg i øvrigt at finde på Loppen, Christiania til Napalm Death-koncert. Man må gerne sige hej, hvis man spotter mig – også selv om vi aldrig har talt sammen før.

Cascade Dark Ale, Albani/Royal Unibrew

Industri ganske vist, meeen …

Den her har været i butikkerne længe efterhånden, dagens øl. Den er en af mange specialøl brygget af Royal Unibrew for at give mikrobryggerierne konkurrence. Jeg anmelder den derfor mere i embeds medfør end af egentlig lyst, da jeg anser industribryggeriernes langsomme men sikre overtagelse af markedet for kvalitetsøl for uønsket i bedste fald.

De skulle holde sig til deres bælleøl, som de jo fortsat vil have rigeligt med godtroende forbrugere til. Den reelle fare for ølkvaliteten ligger i, at industrikonglomeraterne kan producere specialøl billigt og i mængder, hvor mikrobryggerierne overhovedet ikke kan være med. Helt godt bliver det imidlertid sjældent, men det kan toppen af industrien jo være bedøvende ligeglad med, så længe de kan puge deres fortsat mindre og mindre velfærdsbelastede mammon og så grine hele vejen ned til banken, mens de små kvalitetsbryggere må dreje nøglen om.

Jeg køber så også kun det ene eksemplar her. Det er næppe den, der gør forskellen.

Det mørke, letflydende og lyst-men-højtskummende bryg dufter overraskende kraftigt af humle. Humlen er min favorit – cascaden, og åbenbart har de undtagelsesvis ikke fedtet med den. Som industrikoncern kan Royal Unibrew selvfølgelig også opkøbe langt mere ad gangen end de mindre virksomheder – og selvfølgelig række tunge og synge drillesange ad de små, når Royal Unibrew med deres aggressive opkøb presser prisen ekstra meget i vejret for de mindre.

Det til side lover duften nu ellers meget godt, og i betragtning af, at der er tale om et industriprodukt, formentlig med et oplag på over en million, så smager det faktisk af ganske meget. Cascadehumlen minder mig om, hvorfor den er min favorit med sin hvasse og aromatiske krasbørstighed. Grannåle og bergamot forenes som et bittersødt modspil til en bund af sød lakrids med antydning af salmiak.

Gode takter – ingen tvivl om det – til gengæld kniber det med instrumenteringen. Uden at ville sige, at der er deciderede huller i partituret, forbliver brygget et industriprojekt med den alt for velkendte lidt for store mængde vand og derfor lidt for ringe fylde. Det kunne have været vidunderligt tungt og samtidig skarpt. Det holder sig til at være jævnt smagfuldt og gedigent i stedet for – ikke en mikrooplevelse, men stadig fin nok til at betegnes kvalitet …

Og vel over industriel standard i øvrigt.

Original Odense Classic, Albani/Royal Unibrew

2017-09-23 17.16.21Så bliver det næppe bedre …

En af mine bedste venner i hele verden overhovedet nogensinde (han hedder Frank – og vi er for at det ikke skal være løgn, blodsbrødre) havde forrige weekend inviteret alle de gamle venner fra den fælles punkertid i København til housewarming.

Den nye lokation lå imidlertid ikke liiige i nærheden af hovedstaden, idet Frank har boet de sidste mange år på Fyn, hvor han er vokset op. Der var derfor ikke andre gode gensyn end med ham, for jeg var åbenbart den eneste fra København, der satte tid og ressourcer af til et besøg i det fjerne Søndersø.

Vel – synd for de andre. Det var vidunderligt at besøge min gamle ven igen. En værtsgave bestående af nogle greatest hits fra min tid som blogger blev overdraget i værts-/ og indflyttergave, og så var der ellers bare god musik, hyggestemning, lækre snacks og masser af øl derefter.

Og så var der oven i købet øl, jeg ikke havde prøvet før. Der skulle være nok til alle gæsterne, så fra denne blogger skal der ikke lyde brok over udvalget, der primært bestod af denne øl, og dens lyse pilsnerbroder, som jeg prøvede for år tilbage. De mængder taget i betragtning, der blev konsumeret under arrangementet, ville have gjort arrangementet uhørt dyrt, om der bare havde været Royal Unibrewske eller Carlsbergske (pseudo)specialbryg på bordet.

Frank ville alligevel gerne høre min vurdering, når jeg nu brugte så mange pixels og bits på at lagre omtale af de øl, jeg prøver, og som sagt så gjort. Ved siden af køkkenbordet åbnede vi et par, og så gik jeg ellers i gang.

Brygget har en flot orange farve, der ved nærmere granskning ikke skyldes tilsætning af farvestoffer. Der er godt nok majs og glukosesirup i opskriften, hvilket man trods alt skal være mere purist end undertegnede for at kunne hidse sig op over. Skummet er knækket over i det off-white til grå, falder hurtigt, men er flot så længe det varer.

En industriøl er det jo – en industriøl med stærke lokale rødder, ikke desto mindre. Det skulle have undret mig såre, om der kom andet en Odense-bryg på bordet til den fest. Det der til gengæld kom som en overraskelse, var kvaliteten.

Allerede i duften mærker man den fyldige maltbund, ledsaget af et syrligt-sødt indslag af ginger ale, som man kender det fra de lette, kommercielle Schweppes-sodavand (ikke de ordentlige ginger ales, der kan købes på De Britiske Øer – men det er en anden historie). De samme indtryk som gjorde sig gældende i bouqueten mødes i smagen. En sød, rund og fyldig maltbund udgør fundamentet, hvorpå en adækvat pilsnerbitterhed og let æblesyrlighed udgør et simpelt, men ikke desto mindre pænt bygningsværk. På bagkant vokser bitterheden endda med lette indslag af sød lakrids og karamel.

Det er såmænd ikke bare godt i betragtning af det industrielle ophav. Det er ganske nydeligt bare som øl i det hele taget betragtet. Man får det næppe bedre, når der er tale om hundredetusind-til-millionoplagsøl som denne. Man får jo helt mistanken, at øllene er populære – ikke bare fordi der står Odense på dem, men fordi de rent faktisk smager ganske udmærket, og samtidig er billige.

Tak for gensynet til Frank, tak for en god fest og ikke mindst tak for øl!

4-stjerner

Lottrup American Ink, Ceres/Royal Unibrew

2017-09-18 18.04.27Hvad man betaler for …

En læser ved navn Hans smed en kommentar under min anmeldelse af ‘Orla’ fra De 5 Gaarde med lidt vigtig information. De 5 Gaarde er åbenbart slet ikke Harboes brand, som jeg ellers gik og troede, men derimod et samarbejde mellem gårdene Constantinsborg, Frijsenborg, Gyllingnæs, Schackenborg og Wedellsborg (der er faktisk 5 – tæl selv efter) om mange forskellige slags madvarer. Øllenen har de blot haft Harboe til at brygge, men det er angiveligt slut nu. Bryghuset Braunstein tager inden længe over, og jeg tør godt forudsige, at det vil give brandet – der altså er ganske uafhængigt af Harboe og de andre bryggerier, de hyrer som underentreprenører – et løft.

Tak til Hans for oplysningen. Jeg sætter pris på den slags berigtigelser, da jeg nødigt vil have, at der står forkerte ting på min blog.

I seneste nummer af Danske Ølentusiasters blad ‘ØlentusiasteN’ slås der på lederpladsen et slag for mikrobryggeriernes øl, og mod de store industribryggeriers gåen mikrobryggerierne i bedene på dette punkt – ikke bare lokalt, men sandelig også globalt. Mikrobryggerierne er under pres, for de store bryggerier har opdaget, at der er penge i kvalitetsbryg – og at mikrobryggerierne faktisk har vundet nogle markedsandele fra industrien.

Egentlig troede jeg ikke, at industriens forehavende ville lykkes. Jeg forventede at mikrobryggerierne fortsat ville være så langt foran industribryggerierne i kvalitet, at sidstnævnte reelt ikke ville være en trussel i sidste ende. Af denne grund har jeg hele tiden tænkt på industrigiganternes mikrobrygkopier som noget, nytilkomne kunne prøve for at blive tilvænnet de ordentlige bryg fra de egentlige mikrobryggerier.

Men deri må jeg erkende, at jeg har taget fejl. At industrigiganterne aldrig vil kunne nå mikrobryggeriernes kvalitet tror jeg sådan set stadig på, men de har hele tiden haft – og ikke været bange for at gøre brug af – beskidte tricks, de ikke mindst i kraft af deres størrelse kan gøre brug af. Alene industriens kapitalbeholdning er en konstant trussel mod mikrobryggerierne. For fortsætter sidstnævnte med at tage markedsandele fra førstnævnte, kan industrien i sidste ende altid opkøbe og på den måde kvæle de gode, lokale kvalitetsinitiativer som mikrobryggerierne er så strålende eksempler på.

Og hvad man ikke får ekstra, når man vælger bryggene fra de store, er dagens bryg et udmærket eksempel på. Sammenholdt med sidste anmeldelse – den lette Russian Imperial Stout fra Kongebryg, der er et ægte mikrobryggeri.

Til at begynde med bedrager skinnet. Brygget, der lettere modvilligt forlader flasken, er mørkt som den dybeste nat og skummet brunt som kogende karamel, så alt ser jo ud til at være i skønneste orden.

Men allerede ved duften vakler det ellers gode indtryk. En diffus blanding af rugbrødsmalt og kaffe blander sig med en masse vand – klart mest vand … klart vand, i øvrigt, og indtrykket er svært at hitte rede på på grund af dets fortyndethed.

Og meget bedre bliver det ikke i smagen. En lemfældigt sammenkastet blanding af kaffegrums og lakridsstøv i alt for meget vand tjener ikke til megen smagsløgsbegejstring. Mundfornemmelsen er underligt sandet og suspekt, mens aromaen forekommer kaotisk og uplanlagt. En smule rettes der op på alt dette i eftersmagen, hvor aromaerne står lidt mere rank og ret, så de i det mindste kan opfattes med en vis skarphed. Fyldig arabicakaffe – der imidlertid stadig kunne have haft godt af nogle flere bønner, lys karamel og sød lakrids.

Her er ikke bare tale om en let stout, men også en rodet stout, der forekommer tilfældigt rutinemæssigt sammenblandet fremfor ordentligt planlagt, kontrolleret, eller for den sags skyld eksperimenteret.

Kongebrygs stout var til sammenligning heller ikke helt i balance, men hvad den ikke havde i harmoni, havde den til gengæld i kæk sprudlethed, friskhed og frækhed.

Lottrups American Ink har slet ikke dette i samme grad – hvis overhovedet i nogen. En nogenlunde ordentlig eftersmag er det, der trods alt redder brygget en middelkarakter.

Selv når det gælder (lidt for) lette stouts, er det tydeligt hvad man får ekstra, når man vælger de små …

3-stjerner

Ceres Hvidtøl, Royal Unibrew/Ceres (Brød med øl 1.0)

2017-07-13 14.18.59Det er svært uden bundlinje …

Jeg kaster mig ud i det … Som regel – og den regel afviger jeg kun meget sjældent fra – bager jeg to kvasirugbrød/rugkernebrød ad gangen. Det betyder at jeg bruger dobbelt portion i forhold til det angivne i det indledende indlæg, hvilket kræver mere end én øl à 0,33 l. pr. dej. Så for hver gang knappes to øl op – den ene ryger i dejfadet uden omsvøb, mens kun ca. halvdelen af den anden bruges. Resten kommer i et af mine prøveglas til anmeldelse.

Jeg finder det en kende svært at vurdere øltypen, da den befinder sig langt fra, hvad jeg normalt binder an med. Ganske vist anmelder jeg nærmest revl og krat – inklusive industridiscountøl som mangt en connoisseur ikke vil røre med en ildtang. Men denne øltype er, så vidt jeg er orienteret, udviklet til madlavning, og ikke til konsum. Hvad er det meningen, at øllet så skal smage af, når det drikkes au naturel?

Vel, jeg må bruge det samme trick, som jeg har brugt hidtil – prøve mig frem.

Øllet er ganske mørkt, omend klart. Det tror pokker, når det er tilsat ammoniseret karamelfarvestof. Til Royal Unibrews forsvar skal det siges, at de langt fra er de eneste. Skummet er derimod relativt lyst, og uden at ville lægge hovedet på bloggen, har jeg på fornemmelsen, at netop dét farvestof har ringere indvirkning på skummets kulør end fx lakrids eller ordentlig brygkunst.

Sukker er brygget også tilsat, foruden majs, så det overrasker ikke, at øllet er meget sødt. Det smager af mørkt, karameliseret sukker iblandet en antydning af nødder og en lille bitte smule træ på bagkant, så humlen kan faktisk også anes et sted derinde bag alle tilsætningerne.

Markant sødme til trods bliver brygget nu aldrig væmmeligt. Sødmen giver også brygget en afbalanceret fylde, der forhindrer det lavalkoholiske bryg (1,9%) i at føles tyndt.

Madlavningsøl eller ej – jeg må på stedet erklære, at jeg vil foretrække denne øl frem for en let pilsner, hvis valget skulle stå imellem dem.

Brygget smager stort set som de julehvidtøl, jeg for længst har anmeldt på bloggen. Faktisk har jeg disse flasker mistænkt for at indeholde præcis det samme bryg, der ved juletid forhandles i flasker med mere farverige (ikke mindst røde og hvide) etiketter til omtrent samme pris. Mindre bliver mistanken ikke af, at det lille elektroniske prisskilt, som bruges i Føtex, rent faktisk betegnede den som en julehvidtøl. Den kendsgerning rubricerede jeg i situationen under ‘generel supermarkedsinkompetance’, men mistanken nager fortsat.

Men jeg har ikke nogen evidens for, at øllet skulle være det samme, så indtil videre behandler jeg det som noget andet. Så fanden tage mig … hvilket sikkert alligevel ville ske – hvis de kristne skulle vise sig at have ret.

Fra den kant behøver jeg i hvert fald ikke frygte mere end i forvejen.

2-en-halv-stjerne

Karlens Guldøl, Royal Unibrew (Én for holdet VI)

2017-04-03 17.38.22Sat af …

Det bliver jo svært for Royal Unibrew at indhente den pludselige og overraskende føring, Frankfurter Brauhaus lige pludselig tog med deres Perlenbacher Hvedeøl. Ikke mindst fordi nærværende øl faktisk er den sidste Karlens-øl i denne omgang. Og selvom hvedeøl ikke længere er så nyt og fancy som i slut-halvfemserne, hvor det så småt krøb frem, er det stadig noget mere sofistikeret som stil end den guldøl, Karlens kan byde på.

Vanen tro er Royal Unibrews Lidl-discountøl tilsat majs og glukosesirup. At lave øl med de klassiske ingredienser er bare ikke noget, man gør noget ud af i danske discountøl.

Blandingen giver en flad duft, primært af vand med et stænk af sød malt. Initialt smager brygget næsten af det den dufter af – bare mindre, men derefter begynder det overraskende nok at gå den rigtige vej. Malten – godt hjulpet på vej af majsstivelse og glukosesirup ganske vist, men alligevel – mærkes mere og mere og giver både en behagelig sødme af lys honning og en slet ikke ueffen mundfylde. Brygget glider egentlig ganske lækkert gennem munden og formår endda at efterlade en måske noget upoleret, men på den anden side også karakterfuld hasselnøddebeskhed ved mandlerne i eftersmagen.

Så hvis man kan nøjes med lidt, og hvis man orker at søge lidt efter oplevelsen, så er den der da også. I betragtning af, at der er tale om en discountøl til omkring en femmer, er kvaliteten slet ikke uforskammet og faktisk vel over det niveau, man kunne forvente.

Ikke dermed sagt, at Royal Unibrew har hentet det tabte ind på Lidls tyske udvalg. Der er langt endnu – hvilket er brandærgerligt i betragtning af, at der stadig er én tysk øl, der skal afprøves.

Den skal i hvert fald være af en ganske særlig elendighed, hvis tyskerne ikke skal løbe af med sejren.

2-stjerner

Schiøtz Dybsort Porter, Royal Unibrew/Albani

2017-04-02 17.41.11Dybt godnat …

Det der med at sidde udendørs i aftensolen kunne jeg godt blive forfalden til – hvis ikke jeg allerede er blevet det.

Jeg så igen mit snit til det aftenen efter jeg første gang i år havde spist ude. Denne gang havde jeg PC’en med for at skrive lidt på sidste anmeldelse, og i øvrigt lave nogle ændringer på bloggen, som snarest vil blive præsenteret.

Det er snart to år siden, at Royal Unibrew lancerede Schiøtz– og Lottrup-serierne, opkaldt efter henholdsvis Albani- og Ceres-bryggeriernes grundlæggere. Kvaliteten har været som det så ofte er, når man kigger på et helt bryggeris portefølje – op og ned. Desuden har industrigiganten høstet kritik for at gå mikrobryggerierne i bedene og skubbe dem ud af markedet, fordi Royal Unibrew byder ulige konkurrence med den større brygkapacitet.

Personligt synes jeg jo, at alle virksomheder over en vis størrelse (og en vis størrelse er langt under Royal Unibrews størrelse, skal jeg love for) burde nationaliseres – men det er jo også bare mig. Det til side lægger jeg gerne et optimistisk syn på store aktører, der forsøger sig med kvalitetsbryg. Industrigiganterne vil aldrig kunne lave bryg af den kvalitet, entusiasterne efterspørger – i hvert fald ikke på industrielt niveau. Så i det lange løb mener jeg ikke, at mikrobryggerierne risikerer at blive udkonkurreret på kvaliteten. De store bryggeriers kvalitetsbryg kan til gengæld fungere som vadesten for fremtidige entusiaster. Får den almindelige bruger først smag for de stores kvalitetsbryg, hvor meget mere vil de så ikke få det for mikrobryggene senere?

Således er håbet såre naivt lysegrønt som bøgens spæde blade …

… i kras modsætning til Royal Unibrews nye ‘Dybsort Porter’ der i hvert fald visuelt lever nydeligt op til sit navn. Det beige-til-lystbrune skum kunne måske godt bruge et par toner ovre i det mørkere, men for en industriaktør er det acceptabelt. Duften overrasker positivt og forjætter en stor oplevelse. Karamel og chokolade fylder den kølige aftenluft allerede ved opknapning – selv i gårdens stille modvind.

“Det skal nok blive godt”, når man akkurat at tænke, før man sætter glasset for munden. Og så ryger det ellers gennem hovedet med eder og forbandelser over foregøgleriet og uindfriede forventninger. For brygget – duft og dunkelhed til trods – viser sig at være ganske tyndt og svagtsmagende. Tynd discountkaffe blandet med hasselnøddearoma i eftersmagen er den mest rosende beskrivelse, der kan gives om smagen. Og når det småtkarbonerede bryg er afbruset bliver det ikke just bedre – en mere udefinerbart brankethed og en deraf følgende fornemmelse af aske opblandet i postevand tager mere og mere over, afsluttende med en syrligt-sur karakter af umodne solbær.

Solbær er der ellers ikke noget af i brygget – “kun” hyldebær, kirsebær og lyngblomst, som man i øvrigt tydeligt kan smage absolut ingen af. At fylden oven i købet er  vigende undrer så meget desto mere i betragtning af en alkoholprocent på 8,2.

Man skal vist være et stort industribryggeri for at få en så mørk øl, med så mange ingredienser og så høj alkoholvolumen til at være  kedelig.

Fra denne kant behøver mikrobryggerierne i hvert fald ikke frygte noget.

2-stjerner

Karlens Påskebryg, Royal Unibrew (Én for holdet III)

2017-03-19 19.17.25Bedst det ikke smager …

I år falder påsken nogenlunde der hvor den skal – midt i april og ikke som man ser det nogle gange i slutningen af marts eller snublende nær begyndelsen af maj.

Ikke at kristendommens mest centrale højtid har den store bevågenhed herfra. Men børnene synes jo det er hyggeligt med chokoladeæggene og påskeharerne, og så kan man jo også benytte lejligheden til at fortælle, at det alt sammen har rod i hedenske forårsfester, der ikke har det fjerneste med kristendommen at gøre. Ja, i rettroende kristnes øjne er det vel en form for dæmon- og satandyrkelse, og selvom jeg teknisk set er ateist, ville jeg da være et endog nok så stort skarn, om ikke jeg undede mine børn lidt hedensk, satanisk og dybt ukristelig hygge fra tid til anden.

Ikke at der er så stor forskel på ukristelig og almindelig fredagshygge med slik bag flimmeren, men det er vel princippet i det, og tanken der tæller, eller sådan noget.

Og så er der jo også sæsonens øl – som jeg hermed tager fat på. Jeg kan roligt love, at det ikke bliver noget, jeg kommer til at gå særlig meget op i, for jeg mangler ærligt talt motivationen for at gå i dybden med dem. Kvalitet og variation når kun undtagelsesvis nævneværdige højder når det gælder påskebryg. Oftest er der tale om jævne pilsnere, der er boosted med ekstra alkohol, hvilket gør dem endog meget svære at skelne fra guldøllene, der som bekendt kan fås hele året.

Men denne fra Lidl skal nu prøves alligevel. Den er jo en del af mit tema om danske og tyske standardpilsnere fra det discountsupermarked. Og selvom denne måske ikke lige er en del af helårsudvalget, har jeg svært ved at tro andet, end at den nok dukker op hvert år på denne tid, og så er den om ikke andet stadig en del af det faste inventar.

At den er dansk hersker der ringe tvivl om. Den er tilsat majs, glukosesirup og ammonieret karamelfarvestof. Her er Reinheitsgebot noget, man printer ud på køkkenrulle og pudser næse i. Følgelig har brygget fået en dybgul, næsten rødlig kulør, ikke ulig morgenurinen efter en ordentlig druktur en lun forårsaften. Skumdannelsen svarer også nogenlunde dertil.

… uden yderligere sammenligning i øvrigt, og det er nok bedst, når man kommer til bouqueten. Den viser sig mest af alt at være fraværende på nær nogle små pip af fuselalkohol (og det tror pokker med den ekstra stivelse og sukker) og bøgetræ.

Brygget formår at prikke lidt i næsen ved indtagelse. Man mærker også snart en ikke ubehagelig smidig mundfornemmelse, som alligevel må skuffe lidt, da den tydeligvis er et resultat af de tilsatte sukkerstoffer. Selve smagen må man til gengæld lede længe efter. Der er lidt tilløb til harske hasselnøddder, der heldigvis overdøves af bryggets allestedsnærværende smag af ingenting.

Og sådan forbliver det; en i grunden ufin harskhed repræenterer aromaen, der imidlertid forbliver så svag, at det aldrig bliver en pine. Selv hvis man laver øvelser, som fx at trække luft ind, eller lade brygget skvulpe lidt ekstra rundt mellem mundens organer, lykkes det aldrig at aftvinge mere end en antydningsvis aroma.

Og det er nok også bedst. For hvis dette bryg smagte igennem, ville det bare smage grimt.

Lige nu smager det egentlig hverken grimmere eller kønnere end de andre bryg i temaet indtil videre. Den smager egentlig bare af lige så lidt.

1-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme