Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Royal Unibrew

Anarkist Motueka Lager, Royal Unibrew/Albani

Damn you, Autocorrect!

Da kameraet i min mobiltelefon kun kan tage slørede billeder, bruger jeg skiftevis den første smartphone jeg ejede – en for længst uddateret HTC, hvis kamera til gengæld fungerer, eller – hvis jeg ikke lige kan finde HTC’en – min datters tablet, hvorefter jeg sender billedet til mig selv på mail. Derfra kan jeg så downloade billedet og efterfølgende uploade det til bloggen … Fagre nye, omend til tider noget omstændelige, verden.

“Ølbillede” skulle overskriften egentlig have været. Så stor var min undren, da jeg i min indbakke fandt en mail fra mig selv under navnet “Bølgede”. Og der var billedet jo så. Ligesom jeg ønskede det, men det tog et par momenters hjernegymnastik at nå frem til, hvorfor i alverden jeg dog havde givet mailen så tåbelig en overskrift.

I det daglige forsøger jeg at holde mit streak af aneurismer, der ligger på et fint rundt tal, nemlig nul. Det gør jeg især ved at skrive så lidt som muligt på mobile enheder, såsom telefoner og tablets. Alene det at ramme de små taster rigtigt, får pulsåreudposningerne til at true, mens enhedernes uafladelige korrektionslabilitet i retning af noget frådende absurd, opgraderer truslerne til hjerteinfarkt og apoplektiske anfald … Sådan nogle er jeg i øvrigt blevet ramt af præcis lige så mange gange som aneurismer, og sådan skulle det gerne fortsætte, så en af dagene må jeg vel hellere få løst det kameraproblem.

Men den gør jo ellers arbejdet fint, min datters tablet, når Royal Unibrews industribryg, forklædt som specialøl, skal fotograferes. Skummet holder sig lavt oven på det generisk smukke, blanke, messingfarvede bryg. Umiddelbart dufter brygget væsentlig mindre af industri end special-; blød som velour blander vanillie sig med maltsød aromahumle i en smagfuld og lovende ouverture.

Motueka (hvad end det måtte betyde) Lager er noget så sjældent som en spændende pilsner. Frisk, fortrinsvis sød og aroatisk af velmodne efterårsæbler og bergamot. Dertil kommer et krydret pust af grannåle i samme retning – omend slet ikke så langt ud af vejen – som man så godt kender det fra friske, skarpe IPA’er fra fx Amager Bryghus.

Helt fejlfri ville nogle nok hævde, brygget ikke er, for en glimt af metal melder sig også i den ellers fine aromakompot. Selv vil jeg mene, det kun giver brygget lidt mere friskhed, og vil kategorisere det under smagssager og i værste fald skønhedsfejl.

Her går det godt for Royal Unibrews ‘Anarkist’-serie. Faktisk så godt, at jeg har valgt at ignorere seriens sløje start på bloggen, og købt nogle flere til anmeldelse … med yderligere fare for at tale storindustriens sag. Men bare rolig – der skal nok også komme mere mikrobryg til, og jeg ville til enhver tid fortsat sætte mine penge på mikrobryggene, såfremt det er kvaliteten, der bliver væddet om.

Anarkist New England IPA, Albani/Royal Unibrew

Måske en AnCap …

Jeg har krummet mig sammen i et mørkt, indelukket hjørne af mit i forvejen alt for lille soveværelse. Helt op ad de kolde vægge har jeg klemt mig, nu hvor jeg endelig har fundet lidt tid og overskud … jep – overskud. At jeg sådan har krøllet mig sammen skyldes ikke, at jeg igen har fået besøg af mine stoutsorte dæmoner; depressionen og det deraf følgende sortsyn. De har faktisk holdt sig på behørig afstand på det sidste, hvilket betød at jeg for en gangs skyld gad gide tage mig sammen til at tage mig sammen og tage tyrene ved hornene … og endelig få bestilt en maler, så fugtskaden i min lejlighed kunne blive ordnet.

Så alt mit habengut, der stod på og langs de møbler, jeg måtte flytte ud fra væggene er nu mokket op i mit beskedne sovekammer, der hvor der nu lige var plads – et af vore dages luksusstatussymboler, jeg kun havde meget lidt af i forvejen.

Men det kunne lade sig gøre – på bekostning af endnu mere bevægelsesfrihed. Men det er selvfølgelig bare midlertidigt, og det er ingen overdrivelse at beskrive lettelsen over at få sat et flueben ud for den ‘ting der skal ordnes’ med Trumpske superlativer – yuuuuge, tremendous, really big … Speaking of Agent Orange – han er vel også en slags anarkist. Han er i hvert fald ikke glad for regeringer og navnlig disses indblanding i, hvad især meget rige og magtfulde mennesker må og ikke må.

Men nu er anarkisme jo også et meget vidt begreb. Royal Unibrews patetiske undskyldning for at bruge det på etiketterne i denne ikke længere helt nye serie specialøl til ære for Albani-grundlæggeren Theodor Schiøtz, er vist noget med at han brød regler og konventioner for hvordan man bryggede øl dengang. Jeg finder det aldeles søgt og på grænsen til latterligt. Ikke mindst i betragtning af, at den grad af ‘anarkist’ der er over industrikonglomeratet Royal Unibrew bedst kan sammenlignes med det orange monster i Det Hvide Hus. Men fair nok. Der er jo gået trend i anarkokapitalismen. Men i modsætning til, hvad det voksende antal snotunger i billige jakkesæt, der spreder sig som mugpletter i byggesjusk for tiden tror, er det ingenlunde nogen ny ide. Marx spildte angiveligt meget af sin tid på at diskutere med sin samtidige Max Stirners proselytter – ja, allerede før sociale medier foregik den slags også.

Men hvad er det så for noget ukonventionelt og samfundsomstyrtende øl, den nålestribede, slipseklædte og velfriserede bestyrelsestop i Royal Unibrew har dikteret, der skulle være i flaskerne? En New England IPA, sørme! Ih, det er jo en af mine favorittyper! De ligner gerne hjemmepresset appelsinjuice med deres afsindige mængder af tørhumle, der ikke bare banker bitterheden, men også prisen op i skyerne. Det er nu ikke så galt her – det er jo industriøl, men netop derfor tillader jeg mig også på forhånd en vis skepsis. Alene det at brygget er gennemsigtigt gennem flasken lover i hvert fald ikke på forhånd nogen visuel oplevelse ud over det sædvanlige.

Agitationen ved skænkningen retter en anelse op på det, men vi er fortsat langt fra appelsinjuicen. Heller ikke skummet byder på meget sjov, det lægger sig fladt, som en lav hinde af bobler over det kun lettågede bryg. I duften holder humlen sig desuden ganske meget tilbage – vandet skal jo have lov til at træde frem som det primære.

Og heller ikke i smagen træder humlen tilnærmelsesvis frem, som typen ellers foreskriver. Denne afdæmpede pale ale er omtrent lige så langt fra en New England IPA som Trump, Stirner og Royal Unibrews bestyrelse er fra Proudhon, Bakunin og Carl Heinrich Petersen. I forhold til forventningen er brygget både tyndt og spinkelt i aromaen, omend aromaen da ikke helt uden held prøver.

For inde bag de ellers forfriskende og vederkvægende dybder af klingende rent vand er der da tiltrængte stik og skrammer af friske grannåle at få. Kvaliteten af humlen synes faktisk at være mere end i orden, og ud over at der er for meget vand, er der ingen deciderede fejl at spore. Brygges føles hverken metallisk eller syntetisk, men forbliver en smagfuld læskeøl, der som simpel pale ale – uden ‘India’ foran (endsige New England) sådan set ville gøre det hæderligt.

Men det er vel sådan man får det, når det er AnCaps, der står bag.

Økologisk US Lager, Albani/Royal Unibrew

Som i tegneserierne …

Jeg orker ikke at bladre alle mine Steen & Stoffer-tegneserier igennem for at finde lige netop den af Bill Wattersons striber. Men der er én, hvor den lille familie, Steen samt hans mor og far (der ikke har nogen navne – vidste I det?), sidder sammen ved middagsbordet, og Steen bryder ud i et kæmpe ræb. Dialogen på de næste billeder lyder omtrent som følger:

Mor: “Du godeste Steen, hvad siger man så?
Steen: “Det var dog herligt!”

Mor: “Hvad siger du!?

Og her afbryder jeg indtil videre gengivelsen af striben. Men jeg lover, at jeg kommer tilbage til den senere i indlægget. Måske – kun måske har den en relevans for dagens anmeldelse.

Royal Unibrew har sideløbende med Schiøtz-serien haft en anden stribe Albani-øl på programmet, der ligesom Schiøtz-serien forsøger at rane markedsandele tilbage fra mikrobryggerne. Det startede med Mosaic IPA (som de oven i købet har været så udspekulerede at stille på køl i Supermarkederne, så kvalitetsbevidste forbrugere – samt folk som undertegnede – vælger disse bryg, hvis man skal have et hurtigt fix af noget øl, der rent faktisk smager af noget. Nøj – hvis man kunne få Amager Bryghus’ øl på køl i supermarkederne, ville jeg nok være et endnu fattigere menneske) så kom der en Dark Ale, en Witbier, og nu også denne øl med det mundrette navn “Økologisk US Lager”.

Umiddelbart lyder det besnærende, men glem ikke, at det kun er for ganske nyligt, at det amerikanske øl ikke længere entydigt blev betragtet som noget ultratyndt sprøjt, hvis forskel fra vand bedst kunne mærkes på farven. Ikke desto mindre har vi fat i et af Royal Unibrews intenderede kvalitetsbrands – så oplevelsen kan tippe til begge sider.

Blomster, frugter, friske spæde fyrrenåle, krydderier og aroma myldrer frem ved skænkning – nej, allerede ved åbning – af det lyse, liflige bryg. Ingen tvivl! Sikken kvalitet, og sikken forøget fare for kvalitetsbryggerierne, når et industriforetagende kan skabe en sådan livsbekræftende symfoni af grapefrugt, fyrrenåle og forårets fineste hyld. Og vi er endda kun nået til duften!

Og så imploderer oplevelsen ellers som kogt spinat … Som flormelis i kogende vand … som en sæbeboble mod en kaktus … som …

Ak, ak, ak. Kun en hul skal – nej, der er slet ikke aroma nok til at skabe en hul skal. Der er bare sørgelige, skrøbelige rester. Små spinkle flager, gryn, fnug af den vidunderlige, aromatiske bouquet, der forjættede sådan en fin øloplevelse. Kun små spor i det rasende vandløb af en øl, der ellers kunne have været så god …

Og vandet forekommer endda kedeligt. Nærmest som om det lige har fået en ekstra rensning, før det blev hældt i brygkarret. Fladt, dovent og metallisk glider det alt for nemt henover tungen – næsten som om det ikke engang rigtig gider bare at slukke tørsten undervejs. Nej, der er ikke engang bare en antydning af noget syrligt til at give det lidt friskhed. Der er næsten ingenting.

Og så er det, at den ellers begrænsede mængde kulsyre alligevel formår at rejse sig i spiserøret …

… og med opstøddet titter alle blomsterne, de bittersyrlige citrusfrugter og de spæde grannåle frem igen. Så lifligt og smukt – men også som et nødråb fra det hinsides. Som et nødsskrig fra graven. For det er altså bedst, hvis øllet smag annammes når … og her er det så, at jeg igen vil give Steen ordet:

“Her i huset smager maden tit bedre på opturen end på nedturen.”

Og sådan er det også med denne øl. Den smager af stort set intet, når den drikkes. Først når man efterfølgende ræber, er der aroma at gøre godt med.

Det er inderligt trist. Intet øl burde være sådan. Og her er der oven i købet tale om noget, der skulle forestille et kvalitetsbrand fra Royal Unibrew. Men reelt er vi nede i en industristandard under både Carlsberg Premium og Tuborg Classic, bare med bonus af blomstersmagende bøvs.

F**king really, Royal Unibrew!?

Schiøtz Lyse Tider IPA, Albani/Royal Unibrew

Toppen af industrien …

I ambitionen om at fratage de små bryggerier så store markedsandele som muligt, har industrigiganterne efterhånden længe pumpet store mængder øl ud, der foregiver (og ikke sjældent foregøgler) et kvalitetsniveau over industriel standard.

Som regel ender det, som antydet i parantesen ovenfor, ikke helt på det niveau man som bevidst forbruger ønsker. Andre gange går det – som her – bedre. Det mest markante resultat forbliver imidlertid, at forbrugerne i højere og højere grad går væk fra kvalitetsbryggene og forfalder til industriens billigere produkter.

At lave kvalitet til samme pris som industrien, med den brygvolumen denne råder over, er praktisk taget umuligt for kvalitetsbryggerierne. Til skade for disse på kort sigt, idet mange af dem må dreje nøglen om efterhånden, og til skade for forbrugerne der ikke længere efter atter må patte på industriens standardsprøjt. Til den tid vil inudstriens incitament for at lave kvalitet være fordampet som kulsyren fra en lunken Grøn Tuborg en varm sommerdag.

Men som allerede afsløret forhindrer det jo ikke industrien i at lave gode øl her og nu. Som nu dette hyldestbryg til stifteren af det i den hellige monopolkapitalismes navn for længst i Royal Unibrew fusionerede Albani-bryggeri, Ludvig Theodor Schiøtz.

I skrivende stund har jeg forlagt den tomme flaske, og på brandets hjemmeside mangler beskrivelsen af brygget af uvisse årsager – så hvilken sludder-for-en-sladder RU-marketingdrengene (og pigerne ej at forglemme) har kedet de arme forbrugere, der uforvarende er kommet til kaste et blik på bagetiketten, med, må læserne have til gode, indtil de selv støder på brygget.

Det messinggule bryg lægger ud med en fortrinsvis blomstersød bouquet af roser med elementer af frisk savsmuld. Man kunne godt ønske sig den skrappere, men for så vidt er der ingen antydning af ubehag.

Derfor overrasker smagen også med sin mægtigere styrke. Der er godt med bitterhed af træ, mørkt løvtræ, samt savsmuldet deraf. Her har vi ikke en frisk, lys og skarp IPA, men en tung, mørkt og stump én af slagsen.

At det overhovedet ikke matcher bryggets navn, lader jeg ligge. Smagen tager jo ikke skade af, at forventningerne etiketten planter ikke indfries.

Bitterheden bliver da også lidt friskere og lidt mere aromatisk med roserne som bærende element, efterhånden som brygget når længere ud på tungen. Ved mandlerne kulminerer friskheden næsten til nåletræsniveau før brygget skylles ned til både almindelig nydelse samt glæde over en smagsoplevelse undervejs der er ud over det sædvanlige. Nota bene – ikke bare ud over det sædvanlige for industriøl – men simpelt hen ud over det sædvanlige.

Op jer, mikrobryggerier! Kvalitetsøllet fra industrien er her, og det er jer, der skal bringe sejren hjem. Til gavn for jer selv og os forbrugere.

Citra Wittbier, Albani/Royal Unibrew

Fear not …

Glædelig spis-menneskekød-og-drik-menneskeblod-dag allesammmen. I morgen synges sangen “Jesus er død i dag og det er han jo og det er i dag …” hvis man altså tror på den slags. Det gør jeg så ikke, men er på den anden side heller ikke helt indifferent nok til at undlade at påpege det absurde i alt denne ståhej.

Og så må man jo heller ikke spise gæret brød, fordi så kommer gud eller ødelæggeren – afhængigt af hvilken af de to udvandringsmyter i 2. sumpbog kapitel 12 man læser – efter én, og river ens børn i stumper og stykker. Sjovt nok er det aldrig sket i min familie – hverken da jeg selv var barn, eller efter at jeg selv har fået børn. Det må være fordi Jesus (i ved, ham oppe fra kommunen) ophævede sumploven … eller også er det hele bare noget, nogen har fundet på – ligesom Anders And. Stor tak for lån til Monrad og Rislund for udvalgte dele af den tirade.

Indtil videre har diæten stået på pandekager, og øllet her blev drukket for adskillige dage siden, så jeg er faktisk uforvarende kommet til at overholde de bud indtil videre. Vel, jeg har ikke smurt blod på dørstolperne, så jeg er alligevel ikke home free. Jeg tror nu også, jeg vil prioritere hensynet til mine naboer, min fortsatte residereren i boligforeningens lejligheder samt ikke mindst mit eget helbred højere end hensynet til nogle højere magter, jeg ikke bare i det store og hele, men også i det lille og opdelte ikke tror på.

Og så tror jeg i øvrigt også, jeg vil spise noget rugbrød senere.

Øllen er en witbier … behøver jeg længere fortælle, at det er en af de typer, jeg som udgangspunkt ikke bryder mig vældig meget om? Den er fra Royal Unibrew, og del af en specialølsserie, der forefindes på køl ved siden af pilsnerne og guldøllene i mainstreamsupermarkederne. Man kunne tro, det var for at gøre specialøllene lettere tilgængeligt og udbredt, men mistanken om, at giganten Royal Unibrew også gerne vil tilbagevinde markedsandele fra mikroaktørerne er nagende præsent.

Det skal dog siges, at i typens oprindelsesland Belgien anses wit nu nok for det tynde og relativt uinteressante hverdagsbælleøl. Det skal selvfølgelig ikke holde Royal Unibrew fra at sælge det som specialøl til dumpingpriser.

Brygget er forventligt lyst. Til gengæld er det kun smådiset frem for næsten plumret som rigtige witte gerne skal være det. Men det er vel, hvad man kan forvente af industriprodukter – de skal helst være letfordøjelige, da så få som muligt skal skræmmes væk fra dem. Duften er skarp af de 8,5% alkohol og banan. Dertil kommer fyld af hvedemel samt et overraskende friskt pust af grannåle. Citrahumlen har industrigiganten åbenbart ikke druknet helt. Forkærligheden for at spæde op med mere obskure ingredienser mangler heller ikke – brygget er iblandet koriander og appelsinskal. Go figure.

Brygget er syrligt friskt med samme – vel egentlig ganske bekvemme – berøring af sprød citrahumle. Dertil kommer en mindre komfortabel, for ikke at sige småkvalm, banansødme. Mundfornemmelsen er underligt ufuldendt, som om det fortrinsvis vandige, omend ikke ildesmagende bryg indeholder noget ubestemmeligt grums.

Intet af det er atypisk for witten. Tværtimod formår Royal Unibrew i deres industriprodukt faktisk at få alle genrens kendetegn og nuancer med, omend fortsat ikke på en måde, der helt falder i denne bloggers smag. Hvis dette er det ypperste den industrielle specialølsstandard kan præstere, har mikrobryggerierne måske alligevel ikke det helt store at frygte.

I morgen aften – på den ih og åh så lange fredag – er jeg i øvrigt at finde på Loppen, Christiania til Napalm Death-koncert. Man må gerne sige hej, hvis man spotter mig – også selv om vi aldrig har talt sammen før.

Cascade Dark Ale, Albani/Royal Unibrew

Industri ganske vist, meeen …

Den her har været i butikkerne længe efterhånden, dagens øl. Den er en af mange specialøl brygget af Royal Unibrew for at give mikrobryggerierne konkurrence. Jeg anmelder den derfor mere i embeds medfør end af egentlig lyst, da jeg anser industribryggeriernes langsomme men sikre overtagelse af markedet for kvalitetsøl for uønsket i bedste fald.

De skulle holde sig til deres bælleøl, som de jo fortsat vil have rigeligt med godtroende forbrugere til. Den reelle fare for ølkvaliteten ligger i, at industrikonglomeraterne kan producere specialøl billigt og i mængder, hvor mikrobryggerierne overhovedet ikke kan være med. Helt godt bliver det imidlertid sjældent, men det kan toppen af industrien jo være bedøvende ligeglad med, så længe de kan puge deres fortsat mindre og mindre velfærdsbelastede mammon og så grine hele vejen ned til banken, mens de små kvalitetsbryggere må dreje nøglen om.

Jeg køber så også kun det ene eksemplar her. Det er næppe den, der gør forskellen.

Det mørke, letflydende og lyst-men-højtskummende bryg dufter overraskende kraftigt af humle. Humlen er min favorit – cascaden, og åbenbart har de undtagelsesvis ikke fedtet med den. Som industrikoncern kan Royal Unibrew selvfølgelig også opkøbe langt mere ad gangen end de mindre virksomheder – og selvfølgelig række tunge og synge drillesange ad de små, når Royal Unibrew med deres aggressive opkøb presser prisen ekstra meget i vejret for de mindre.

Det til side lover duften nu ellers meget godt, og i betragtning af, at der er tale om et industriprodukt, formentlig med et oplag på over en million, så smager det faktisk af ganske meget. Cascadehumlen minder mig om, hvorfor den er min favorit med sin hvasse og aromatiske krasbørstighed. Grannåle og bergamot forenes som et bittersødt modspil til en bund af sød lakrids med antydning af salmiak.

Gode takter – ingen tvivl om det – til gengæld kniber det med instrumenteringen. Uden at ville sige, at der er deciderede huller i partituret, forbliver brygget et industriprojekt med den alt for velkendte lidt for store mængde vand og derfor lidt for ringe fylde. Det kunne have været vidunderligt tungt og samtidig skarpt. Det holder sig til at være jævnt smagfuldt og gedigent i stedet for – ikke en mikrooplevelse, men stadig fin nok til at betegnes kvalitet …

Og vel over industriel standard i øvrigt.

Original Odense Classic, Albani/Royal Unibrew

2017-09-23 17.16.21Så bliver det næppe bedre …

En af mine bedste venner i hele verden overhovedet nogensinde (han hedder Frank – og vi er for at det ikke skal være løgn, blodsbrødre) havde forrige weekend inviteret alle de gamle venner fra den fælles punkertid i København til housewarming.

Den nye lokation lå imidlertid ikke liiige i nærheden af hovedstaden, idet Frank har boet de sidste mange år på Fyn, hvor han er vokset op. Der var derfor ikke andre gode gensyn end med ham, for jeg var åbenbart den eneste fra København, der satte tid og ressourcer af til et besøg i det fjerne Søndersø.

Vel – synd for de andre. Det var vidunderligt at besøge min gamle ven igen. En værtsgave bestående af nogle greatest hits fra min tid som blogger blev overdraget i værts-/ og indflyttergave, og så var der ellers bare god musik, hyggestemning, lækre snacks og masser af øl derefter.

Og så var der oven i købet øl, jeg ikke havde prøvet før. Der skulle være nok til alle gæsterne, så fra denne blogger skal der ikke lyde brok over udvalget, der primært bestod af denne øl, og dens lyse pilsnerbroder, som jeg prøvede for år tilbage. De mængder taget i betragtning, der blev konsumeret under arrangementet, ville have gjort arrangementet uhørt dyrt, om der bare havde været Royal Unibrewske eller Carlsbergske (pseudo)specialbryg på bordet.

Frank ville alligevel gerne høre min vurdering, når jeg nu brugte så mange pixels og bits på at lagre omtale af de øl, jeg prøver, og som sagt så gjort. Ved siden af køkkenbordet åbnede vi et par, og så gik jeg ellers i gang.

Brygget har en flot orange farve, der ved nærmere granskning ikke skyldes tilsætning af farvestoffer. Der er godt nok majs og glukosesirup i opskriften, hvilket man trods alt skal være mere purist end undertegnede for at kunne hidse sig op over. Skummet er knækket over i det off-white til grå, falder hurtigt, men er flot så længe det varer.

En industriøl er det jo – en industriøl med stærke lokale rødder, ikke desto mindre. Det skulle have undret mig såre, om der kom andet en Odense-bryg på bordet til den fest. Det der til gengæld kom som en overraskelse, var kvaliteten.

Allerede i duften mærker man den fyldige maltbund, ledsaget af et syrligt-sødt indslag af ginger ale, som man kender det fra de lette, kommercielle Schweppes-sodavand (ikke de ordentlige ginger ales, der kan købes på De Britiske Øer – men det er en anden historie). De samme indtryk som gjorde sig gældende i bouqueten mødes i smagen. En sød, rund og fyldig maltbund udgør fundamentet, hvorpå en adækvat pilsnerbitterhed og let æblesyrlighed udgør et simpelt, men ikke desto mindre pænt bygningsværk. På bagkant vokser bitterheden endda med lette indslag af sød lakrids og karamel.

Det er såmænd ikke bare godt i betragtning af det industrielle ophav. Det er ganske nydeligt bare som øl i det hele taget betragtet. Man får det næppe bedre, når der er tale om hundredetusind-til-millionoplagsøl som denne. Man får jo helt mistanken, at øllene er populære – ikke bare fordi der står Odense på dem, men fordi de rent faktisk smager ganske udmærket, og samtidig er billige.

Tak for gensynet til Frank, tak for en god fest og ikke mindst tak for øl!

4-stjerner

Lottrup American Ink, Ceres/Royal Unibrew

2017-09-18 18.04.27Hvad man betaler for …

En læser ved navn Hans smed en kommentar under min anmeldelse af ‘Orla’ fra De 5 Gaarde med lidt vigtig information. De 5 Gaarde er åbenbart slet ikke Harboes brand, som jeg ellers gik og troede, men derimod et samarbejde mellem gårdene Constantinsborg, Frijsenborg, Gyllingnæs, Schackenborg og Wedellsborg (der er faktisk 5 – tæl selv efter) om mange forskellige slags madvarer. Øllenen har de blot haft Harboe til at brygge, men det er angiveligt slut nu. Bryghuset Braunstein tager inden længe over, og jeg tør godt forudsige, at det vil give brandet – der altså er ganske uafhængigt af Harboe og de andre bryggerier, de hyrer som underentreprenører – et løft.

Tak til Hans for oplysningen. Jeg sætter pris på den slags berigtigelser, da jeg nødigt vil have, at der står forkerte ting på min blog.

I seneste nummer af Danske Ølentusiasters blad ‘ØlentusiasteN’ slås der på lederpladsen et slag for mikrobryggeriernes øl, og mod de store industribryggeriers gåen mikrobryggerierne i bedene på dette punkt – ikke bare lokalt, men sandelig også globalt. Mikrobryggerierne er under pres, for de store bryggerier har opdaget, at der er penge i kvalitetsbryg – og at mikrobryggerierne faktisk har vundet nogle markedsandele fra industrien.

Egentlig troede jeg ikke, at industriens forehavende ville lykkes. Jeg forventede at mikrobryggerierne fortsat ville være så langt foran industribryggerierne i kvalitet, at sidstnævnte reelt ikke ville være en trussel i sidste ende. Af denne grund har jeg hele tiden tænkt på industrigiganternes mikrobrygkopier som noget, nytilkomne kunne prøve for at blive tilvænnet de ordentlige bryg fra de egentlige mikrobryggerier.

Men deri må jeg erkende, at jeg har taget fejl. At industrigiganterne aldrig vil kunne nå mikrobryggeriernes kvalitet tror jeg sådan set stadig på, men de har hele tiden haft – og ikke været bange for at gøre brug af – beskidte tricks, de ikke mindst i kraft af deres størrelse kan gøre brug af. Alene industriens kapitalbeholdning er en konstant trussel mod mikrobryggerierne. For fortsætter sidstnævnte med at tage markedsandele fra førstnævnte, kan industrien i sidste ende altid opkøbe og på den måde kvæle de gode, lokale kvalitetsinitiativer som mikrobryggerierne er så strålende eksempler på.

Og hvad man ikke får ekstra, når man vælger bryggene fra de store, er dagens bryg et udmærket eksempel på. Sammenholdt med sidste anmeldelse – den lette Russian Imperial Stout fra Kongebryg, der er et ægte mikrobryggeri.

Til at begynde med bedrager skinnet. Brygget, der lettere modvilligt forlader flasken, er mørkt som den dybeste nat og skummet brunt som kogende karamel, så alt ser jo ud til at være i skønneste orden.

Men allerede ved duften vakler det ellers gode indtryk. En diffus blanding af rugbrødsmalt og kaffe blander sig med en masse vand – klart mest vand … klart vand, i øvrigt, og indtrykket er svært at hitte rede på på grund af dets fortyndethed.

Og meget bedre bliver det ikke i smagen. En lemfældigt sammenkastet blanding af kaffegrums og lakridsstøv i alt for meget vand tjener ikke til megen smagsløgsbegejstring. Mundfornemmelsen er underligt sandet og suspekt, mens aromaen forekommer kaotisk og uplanlagt. En smule rettes der op på alt dette i eftersmagen, hvor aromaerne står lidt mere rank og ret, så de i det mindste kan opfattes med en vis skarphed. Fyldig arabicakaffe – der imidlertid stadig kunne have haft godt af nogle flere bønner, lys karamel og sød lakrids.

Her er ikke bare tale om en let stout, men også en rodet stout, der forekommer tilfældigt rutinemæssigt sammenblandet fremfor ordentligt planlagt, kontrolleret, eller for den sags skyld eksperimenteret.

Kongebrygs stout var til sammenligning heller ikke helt i balance, men hvad den ikke havde i harmoni, havde den til gengæld i kæk sprudlethed, friskhed og frækhed.

Lottrups American Ink har slet ikke dette i samme grad – hvis overhovedet i nogen. En nogenlunde ordentlig eftersmag er det, der trods alt redder brygget en middelkarakter.

Selv når det gælder (lidt for) lette stouts, er det tydeligt hvad man får ekstra, når man vælger de små …

3-stjerner

Ceres Hvidtøl, Royal Unibrew/Ceres (Brød med øl 1.0)

2017-07-13 14.18.59Det er svært uden bundlinje …

Jeg kaster mig ud i det … Som regel – og den regel afviger jeg kun meget sjældent fra – bager jeg to kvasirugbrød/rugkernebrød ad gangen. Det betyder at jeg bruger dobbelt portion i forhold til det angivne i det indledende indlæg, hvilket kræver mere end én øl à 0,33 l. pr. dej. Så for hver gang knappes to øl op – den ene ryger i dejfadet uden omsvøb, mens kun ca. halvdelen af den anden bruges. Resten kommer i et af mine prøveglas til anmeldelse.

Jeg finder det en kende svært at vurdere øltypen, da den befinder sig langt fra, hvad jeg normalt binder an med. Ganske vist anmelder jeg nærmest revl og krat – inklusive industridiscountøl som mangt en connoisseur ikke vil røre med en ildtang. Men denne øltype er, så vidt jeg er orienteret, udviklet til madlavning, og ikke til konsum. Hvad er det meningen, at øllet så skal smage af, når det drikkes au naturel?

Vel, jeg må bruge det samme trick, som jeg har brugt hidtil – prøve mig frem.

Øllet er ganske mørkt, omend klart. Det tror pokker, når det er tilsat ammoniseret karamelfarvestof. Til Royal Unibrews forsvar skal det siges, at de langt fra er de eneste. Skummet er derimod relativt lyst, og uden at ville lægge hovedet på bloggen, har jeg på fornemmelsen, at netop dét farvestof har ringere indvirkning på skummets kulør end fx lakrids eller ordentlig brygkunst.

Sukker er brygget også tilsat, foruden majs, så det overrasker ikke, at øllet er meget sødt. Det smager af mørkt, karameliseret sukker iblandet en antydning af nødder og en lille bitte smule træ på bagkant, så humlen kan faktisk også anes et sted derinde bag alle tilsætningerne.

Markant sødme til trods bliver brygget nu aldrig væmmeligt. Sødmen giver også brygget en afbalanceret fylde, der forhindrer det lavalkoholiske bryg (1,9%) i at føles tyndt.

Madlavningsøl eller ej – jeg må på stedet erklære, at jeg vil foretrække denne øl frem for en let pilsner, hvis valget skulle stå imellem dem.

Brygget smager stort set som de julehvidtøl, jeg for længst har anmeldt på bloggen. Faktisk har jeg disse flasker mistænkt for at indeholde præcis det samme bryg, der ved juletid forhandles i flasker med mere farverige (ikke mindst røde og hvide) etiketter til omtrent samme pris. Mindre bliver mistanken ikke af, at det lille elektroniske prisskilt, som bruges i Føtex, rent faktisk betegnede den som en julehvidtøl. Den kendsgerning rubricerede jeg i situationen under ‘generel supermarkedsinkompetance’, men mistanken nager fortsat.

Men jeg har ikke nogen evidens for, at øllet skulle være det samme, så indtil videre behandler jeg det som noget andet. Så fanden tage mig … hvilket sikkert alligevel ville ske – hvis de kristne skulle vise sig at have ret.

Fra den kant behøver jeg i hvert fald ikke frygte mere end i forvejen.

2-en-halv-stjerne

Karlens Guldøl, Royal Unibrew (Én for holdet VI)

2017-04-03 17.38.22Sat af …

Det bliver jo svært for Royal Unibrew at indhente den pludselige og overraskende føring, Frankfurter Brauhaus lige pludselig tog med deres Perlenbacher Hvedeøl. Ikke mindst fordi nærværende øl faktisk er den sidste Karlens-øl i denne omgang. Og selvom hvedeøl ikke længere er så nyt og fancy som i slut-halvfemserne, hvor det så småt krøb frem, er det stadig noget mere sofistikeret som stil end den guldøl, Karlens kan byde på.

Vanen tro er Royal Unibrews Lidl-discountøl tilsat majs og glukosesirup. At lave øl med de klassiske ingredienser er bare ikke noget, man gør noget ud af i danske discountøl.

Blandingen giver en flad duft, primært af vand med et stænk af sød malt. Initialt smager brygget næsten af det den dufter af – bare mindre, men derefter begynder det overraskende nok at gå den rigtige vej. Malten – godt hjulpet på vej af majsstivelse og glukosesirup ganske vist, men alligevel – mærkes mere og mere og giver både en behagelig sødme af lys honning og en slet ikke ueffen mundfylde. Brygget glider egentlig ganske lækkert gennem munden og formår endda at efterlade en måske noget upoleret, men på den anden side også karakterfuld hasselnøddebeskhed ved mandlerne i eftersmagen.

Så hvis man kan nøjes med lidt, og hvis man orker at søge lidt efter oplevelsen, så er den der da også. I betragtning af, at der er tale om en discountøl til omkring en femmer, er kvaliteten slet ikke uforskammet og faktisk vel over det niveau, man kunne forvente.

Ikke dermed sagt, at Royal Unibrew har hentet det tabte ind på Lidls tyske udvalg. Der er langt endnu – hvilket er brandærgerligt i betragtning af, at der stadig er én tysk øl, der skal afprøves.

Den skal i hvert fald være af en ganske særlig elendighed, hvis tyskerne ikke skal løbe af med sejren.

2-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme