For alle de døde …
Når nu jeg ikke skriver helt så ofte, som jeg gjorde sidste år, så hænder det gerne, at der sker flere ikke ølrelaterede ting mellem hver anmeldelse, der kræver en bemærkning. Jeg har med dagens øl fundet anledning til at smide nogle ord om de store personligheder, der for nylig har forladt os, og som har betydet noget for mig.
Christoffer Barnekow tog afsked d. 5. januar. Han huskes som Poul Nesgaards sidekick i mange af sidstnævntes programmer. Han var noget oppe i årene, så det var mere et chok, der ramte offentligheden, da Synnøve Søe ti dage senere gjorde ham selskab. Personligt er jeg nok mest berørt af Jens Okkings død d. 21. Jeg tror, han var en af de første danske skuespillere, jeg overhovedet kendte navnet på, og kunne genkende. For mig er han uløseligt forbundet med sin rolle som Ridder Ræddik fra de tidlige firseres monopol-tv.
En sjov detalje er, at mine forældre en overgang boede i samme boligkompleks som ham i Århusbydelen Vejlby.
Ursula K. LeGuin var den næste gigant, der måtte videre. Hende har jeg ikke læst meget af, men den smule det er blevet til, har alligevel brændt sig fast.
Og netop som jeg i skrivende stund tjekker listen over afdøde i år indtil videre, opdager jeg til min rædsel, at Mort Walker har gjort Charles M. Schulz, Franquin, Goscinny og Georges Remi selskab. Det har jeg fuldstændig overset.
Jeg har jo som bekendt mit eget lille tegneserieprojekt, og jeg beundrer Mort Walker for hans rene og simple stil, der også gjorde ham til en af de mest produktive serietegnere nogensinde. Det stikker, fordi han ligesom Jens Okking var synonym med min barndom. Jeg samlede i flere år på Basserne-tegneserieblade – selvom det bestemt ikke kun var for titelseriens skyld. Således blev Mort Walker også skiftet ud med Bill Watterson, da Steen og Stoffer fik deres egen serie.
Det minder én om, at alle – også ens største helte – kun er her i kort tid, og at man selv skal den vej en dag.
Og så, netop som man er ved at lægge sidste hånd på indlægget – så dør Ole Thestrup, endnu et af barndommens mest kendte ansigter også – for nu at gøre katastrofen total. Jeg husker ham som en skuespiller, der havde to indstillinger – enten eddikesur og kolerisk, som lagerforvalter i “En Stor Familie” og lærer i “Busters Verden”. Eller som hjertevarm hyggeonkel i rollen som Nissefar i “Jul på Slottet” og i diverse børneudsendelser. Må han nu også hvile i fred …
Men inden jeg selv skal af sted, har jeg liiiige nogle flere øl, jeg skal have smagt på.
Denne gang har jeg orienteret mig om indholdet før åbning. I Cold Brew IPA var der som bekendt kaffe, og når det sådan fremgik af bryggets navn, så tænkte jeg det var bedst, at jeg lige læste etiketten på denne øl først. Hvis der rent faktisk skulle være døde gutter i, ville jeg som absolut minimum vide det, før jeg skænkede.
Jeg kunne imidlertid konstatere, at brygget var ganske rent – efter tyske forhold. Det eneste døde det kunne indeholde måtte være gærrester – men da øllet er filtreret, er det næppe heller tilfældet.
Det nydeligt kobberfarvede bryg emmer skam heller ikke af hverken død eller de efterladtes tårer. Tværtom er det sjældent man oplever så sødt øl, uden at det er tilsat noget. Mandler blander sig med sød karamel, krydret med fennikel og en drys muskat.
Whisky på egetræ melder sig ganske umiskendeligt i munden. At brygget er filtreret giver det en farveløs, omend klar baggrund på hvilken de øvrigte smagskonturer melder sig forfriskende klart. Egens bitterhed melder sig ved mandlerne, syren længere fremme i munden, og whiskyen så’n lidt over det hele. Med jævn hånd er der iblandet søde mandler og udvalgte kagekrydderier – allehånde, fennikel og koriander.
At den klare baggrund også får brygget til at synes en smule vandet og hult, kan det ikke løbe fra. Men dette bryg får det bedste ud af det, idet de øvrige smage får lov at stå nok så klart frem. Selv en præsent vandkarakter kan åbenbart have sine fordele.
Seneste kommentarer