Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Rodenbach

Grand Cru, Rodenbach

Vanilla Sour …

Dangit … jeg er meget dårlig til at være officielt arbejdsløs. Jeg har været virkeligt dybt nede i kulkælderen lige siden jeg trykkede på ‘Meld dig ledig’-knappen på jobnet i torsdags. Jeg har ikke haft energi til noget som helst siden, mindst af alt at prøve nye øl, eller bare få skrevet om dem, jeg endnu mangler at anmelde.

Så ligesom mit øvrige liv, vil bloggen nok også kun få det absolutte minimum af opmærksomhed der skal til for at den kan løbe rundt. Forvent kortere, men til gengæld også mere to-the-point anmeldelser i den nærmeste fremtid. Engang når jeg får det bedre igen vil anmeldelsesfrekvensen og længden på indlæggene nok tage til igen. Fast beskæftigelse vil næsten med garanti sikre den nødvendige stigning i livskvalitet og mere til, men det er ikke noget jeg tør håbe seriøst på som tingene ser ud lige nu.

Dagens øl er den anden øl, som Føtex har stående fra belgiske Rodenbach. Angiveligt endnu en Red Ale, omend kuløren snarere er mørk rødbrun. Men auburn ale er vist endnu ikke en ting.
Meget vigtigere og mere markant er da også bryggets syrlighed. Den kan man nyde i fulde drag allerede fra åbningen af flasken, idet den rene surkålslage med det samme smyger sig legesygt ud. Endnu bedre bliver det selvfølgelig ved skænkning, hvor man nu også hurtigt opdager, at der på trods af et substantielt eddikelignende syreelement ikke er tale om samme galsindede surhed, som man oplevede i Broaden & Build‘s Red Tide, der faktisk sved i næsen ved inhalering.
Den her er venligere, eller i hvert fald noget mindre aggressiv. Faktisk lægger den sig i både bouquet og aroma et velvalgt sted midt mellem Broaden & Build’s kompromisløse syrebomber og The Brooklyn Brewery‘s begynderbryg udi det sure, Bel Air Sour. Man kunne vælge en mindre diplomatisk tilgang og kalde den mainstream. Men surt øl som type er stadigvæk lysår fra den generiske pilsnerverdens laveste fællesnævner – selv når deres ph-værdi ligger signifikant højere end hvad man bliver budt her.
Så hellere vanilla. Omend det udtryk også bruges rundhåndet som skældsord, betegner det stadig meget mere neutralt noget, der måske nok befinder sig i midterfeltet, men som også alligevel er rart. Alle kan lide vanille, og det behøver der i sig selv ikke at være noget galt i – heller ikke her. Og at brygget ud over en velbeslået eddikemarinade med alt hvad der forventes også byder på æblesødme, der giver lidt ekstra kontur og udtryk, øger naturligvis kun oplevelsen til den positive side.

En middle-of-the-road sur øl på den mest positive måde dette kan forstås. Erindringen derom kan faktisk tage toppen af en arbejdsløshedsdepression.

Alexander, Rodenbach

Umsteigsdroge …

“Jeg har været i Kina
Og rørt ved formandens Mao.
Krydset Biscayen i kano
Vindstyrke 12.
Med Fidel i Kastrup
Delte jeg en kande kakao.
Og så var jeg half-back
På Zarens Ishockey-hold.”
…

Der har indfundet sig en vis lettelse, nu hvor det om ikke er mejslet i sten, så i hvert fald støbt i beton, at Trump ikke længere skal være præsident i USA. Så bliver tingene måske nok lidt mindre slemme de næste fire år. Man kan ikke få alt, så selvom det ikke var min foretrukne kandidat der vandt, så glæder jeg mig over, at det i hvert fald den helt rigtige, der tabte.

Men som det har været i resten af indeværende år, så er glæden kun kort før den næste tragedie indfinder sig. Michael Bundesen er afgået ved døden. Jeg skammer mig ikke det mindste over at være kæmpe fan af Shu-bi-dua. Når jeg er på vagt på Dragsbæk Margarinefabrik får jeg altid McArine på hjernen, jeg kan tude over Hvalen Valborg og jeg har stadig svært ved at følge med i den næsten maskingeværsagtige affyring af tungebrækkere og ordspil i United Steaks. Og så har jeg endda kun lige akkurat kradset i lakken af bandets finurlige og imponerende musik- og lyrikkatalog.
Alting har en ende … Michael Bundesen sikke én. Æret være dit minde, du navnkundige rim- og musiksmed.

Jeg prøver i mellemtiden at kæmpe mig op af min egen sump af problemer og bekymringer. Jeg har ikke nok arbejde – især efter at Nordjylland er blevet lukket ned, og den tyskundervisning, jeg ellers har været så glad for, er midlertidigt stoppet. Mine feriepenge er også brugt, så nu er der kun dagpengesystemet tilbage at støtte sig til.
Jeg hader det system så meget, at jeg har udskudt så længe jeg overhovedet kunne at tilmelde mig det igen. Men nu går den snart ikke længere. Jeg er selvfølgelig glad for at få en mere stabil indtægt igen, men jeg ville langt hellere forsørge mig selv end være klient i det system. Ikke mindst når jeg ved at jeg sagtens kan arbejde.

Nå, de bekymringer må alligevel lige vente et par dage endnu. I mellemtiden kan jeg nå lidt videre i rækken af tomme øl, jeg endnu ikke har fået skrevet om. Den her sure sag fra blogdebutanten Rodenbach nød jeg, mens jeg optog min seneste livestream i serien ‘A Beer with …’ på min YouTube-kanal. Gæsten var den canadiske aktivist Godless Cranium, der fik sig en kop kaffe imens.
Ifølge bryggeriet er det en ‘Red Ale macerated with juice from sour cherries’. Hvor min holdning til Red Ale generelt er, at det er en type, der ikke rigtig ved om den vil være mørk eller lys, bitter eller sød, fugl eller fisk, så er jeg vild med kirsebær – og ikke kun i øl.
Heldigvis er der da også langt mere sour ale end red ale over det rødbrune bryg. Det lave skum, der snarere afbruser end falder, kan man sagtens tilgive, når de forfriskende dampe indhaleres. Almindeligt surt og sure-kirsebær-surt blander sig frejdigt i en frugtigt-vedkvægende surhed med rigelig kraft, uden at overdrive … Surt øl må såmænd gerne overdrive, men det behøves ikke.
Har man først beskrevet duften er der ikke meget mere at tilføje, når brygget smages. Det glider let og mere end bare tilstrækkeligt surt hen over tunge og gummer.
Sødmen fra kirsebærrene ikke glemt. Det kan være svært at beskrive sure nuancer, uden at skræmme folk. For hvem er egentlig interesseret i eddike, kållage eller ufortyndet citron? Ikke alene giver bærrene bryggets syre modspil – de giver det også en kontur der ved sit fravær ofte får sure øl til at glide sammen til en noget udefinerbar masse. En velsmagende masse, ganske vist, men ikke desto mindre udefinerbar.
Munden trækker sig derfor mere ud til siderne i et veltilfreds smil, end sammen i en Pia Kjærsgaardsk hønserøv – og det er fint nok. Ikke alle sure øl behøver at være kompromisløse syrebade, hvor man må frygte for både slimhinder og emaljes velbefindende.
Ikke mindst når man skal lære øl, hvor man vitterlig skal være bekymret for slimhinder og emalje, at kende, er det bedst at have et par støttesten på vejen. Men kunne fx starte med The Brooklyn Brewery’s Bel Air Sour, og så give typen en enkelt chance mere efter skuffelsen med indeværende surt-søde perle.

Og derfra er det kun ph-værdien, der sætter grænser.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme