Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Rocket Brewing

Vivian, Rocket Brewing

Surt øl til bitre tider …

Der er fortsat ikke meget positivt at berette om tingenes generelle tilstand, så lad mig endelig bare dvæle ved det negative. Indslev Bryggeri og dermed også bryggeriets eksperimentelle afdeling Ugly Duck Brewing har indgivet konkursbegæring, og således slutter rejsen for et af de virkelig innovative mikrobryggerier i Danmark, der også nåede ud til et bredt publikum. Bryggeriet valgte en øltype, der er udskældt blandt kendere – hvedeøllet, men med den ambition at forny og forbedre genren, hvilket i denne bloggers øjne faktisk lykkedes.

Nu er det så slut. Al fornyelse og udvikling står til at gå tabt. I fremtiden vil der kun være stereotypt tysk hvedeøl at få på supermarkedshylderne herhjemme. De få andre aktører, der laver ordentligt hvedeøl (Kongebryg har fx leveret et fint indspark for nylig) er langt sværere at få fat i, og deres varer er typisk dyrere.

Og Ugly Duck Brewings nyskabende indslag – dem er det også slut med. Hvor karaktererne for hvedeøllene sjældent nåede vilde højder, formåede Ugly Duck-bryggene at imponere mere end bare jævnt.

Og udenfor ølverdenen buldrer dårskab og idioti videre. Et særligt fælt eksempel derpå er den centralt placerede “The Scottish Pub” på Rådhuspladsen i København. Der bliver man afvist i døren hvis man ikke er hvid. Der er altså tale om et værtshus med en krystalklar racistisk kundepolitik, for hvilken ethvert retskaffent menneske selvfølgelig bør kvittere med 1: en elendig anmeldelse hvor man kan slippe af sted med det – på Google Maps fx. 2: aldrig at betræde matriklen, endsige købe så meget som en dråbe af, hvad der udskænkes på stedet.

Det dybt racistiske værtshus The Scottish Pub giver ikke bare København og mit absolutte favoritland over alle – Skotland – et dårligt ry, men de racistiske svin der står i døren giver også svin et dårligt ry. Ja, som om tamsvinet ikke allerede havde lidt nok under det dårlige navn, Martin Henriksen og Peter Christensen har givet det. I betragtning af, hvor dejligt mætte og glade de gør så mange af os på daglig basis, bør stedet også af hensyn til svinet rammes af boykot.

Øldoneren bag dette indslag tror jeg imidlertid ikke er en af de danskere, grisen gør mæt. Hun er muslim, hvorved hun til gengæld sørger for, at der ikke bare er mere gris, men også mere øl til alle os andre. Jeg kan fortsat ikke forstå, hvorfor så mange er så indebrændte på den religion, at man nu også har villet bestemme, hvordan de skal klæde sig. Herfra skal der ikke bare lyde fuld opbakning, men også et højlydt go for it til alle, der skulle have lyst til demostrativt at ignorere den racistiske og fascistiske burkalov.

Men før jeg kører for langt ud ad sidesporet, der fører lukt ned i kaninhullet …

Dagens bryg havde min tidligere kollega vundet på sin arbejdsplads hos Novo Nordisk. Som nogle læsere måske vil huske, donerede hun også et par aldeles veldrejede julegavepilsnere til bloggen tidligere på året. Brygget er en syrlig, for ikke at sige slet og ret sur sag fra det permanent brettanomycesinficerede Rocket Brewing. Det er en udfordring i sig selv at skænke det. Skummet tårner sig op, tæt, fedtet og så uigennemtrængeligt, at det delvist lystbrune, delvist lyserøde bundfald lægger sig som fine kulørte fnug oven på det. Var det ikke for den synlige restgær skulle man ellers tro, at det blanke, messinggule bryg var ufiltreret. For det fremstår så ganske klart og gennemskinneligt der i drageglasset.

Bouqueten er en interessant blanding af bittert og surt. Ikke ulig en velkrydret brunkålslage. Dette gælder også smagen, der både er skarpt syrlig af kryddereddike med antydning af nelliker og koriander. Brygget er desuden tilsat udtræk af birketræ – men det er umiddelbart svært at udpege hvilke elementer i bryggets aroma dette skulle have afstedkommet. Hvad man måske kunne savne var noget fylde, men det gør måske egentlig ikke så meget, da den skarpe syrlighed i sig selv leverer oplevelsen. Bryggets lette flåd henover tungen slukker samtidig effektivt tørsten, så brygget ikke bare fremstår smagfuldt, men også velkomment læskende i den omsider vigende sensommervarme.

Helt god nok til at fjerne den indre bitterhed over verdens forfald er den imidlertid ikke. Men adækvat komplimenterende er bryggets velplacerede surhed ikke desto mindre.

First Contact, Rocket Brewing (Shopping Spree 1.0 VII)

2017-07-10 17.24.16Ikke bange for at støde …

Det var da noget forfærdeligt sludder, jeg sådan fik bundet jer læsere på ærmet, sidst jeg anmeldte en Rocket Brewing-øl. Fejlen er min, og den skyldtes at jeg i en vildfaren vrangforestilling havde bildt mig selv ind, at jeg ikke havde flere Rocket Brewing-øl på lager.

Men det havde jeg så alligevel. Vel, måske er det ikke så mærkeligt, at jeg bliver en smule forvirret, når jeg på samme tid jonglerer med 3-4 forskellige temaer, mens jeg har en lang række øl fra flere forskellige bryggerier og lande i vent.

Men nu har jeg kigget efter en ekstra gang – og med mindre jeg ikke bare er dum, men også blind, så er dette den sidste Rocket Brewing-øl i denne omgang.

Fra starten lægger brygget utraditionelt ud. Farmhouse Ale – eller Saison – er en stil, der oprineligt var tiltænkt det hårdtarbejdende folk på markerne. I Vallonien stak den slags ikke op for bollemælk, så der måtte øl på bordet – gerne lyst og nogenlunde letdrikkeligt og forfriskende. I dette bryg er det kun skummet, der er lyst som nypisket marengsmasse – og med holdbarhed nogenlunde som fuge-ditto. Øllet selv er tilgengæld egetræsmørkt og med matchende duft af samme gevækst i en skarp brunkålslage.

Egetræssyren træder om muligt endnu kraftigere frem i smagen, hvor den slår over i den letgenkendelige aroma af ananaskirsebær. Noterne af ananaskirsebær er ikke uvante i øl, men at de træder så kraftigt og autentisk frem, som de gør her, oplever man sjældent. Det river godt i de små nerver og muskler under øjnene, mens det stikker og brænder på tunge og i gane.

En kompromisløst syrlig saison. Det er ikke så langt ude på landet, som man skulle tro, for stilen er også kendt for sin syrlighed – omend næppe i dette omfang. Denne blogger nærer heller ikke skyggen af mistanke om, at brygget skulle være mislykket – eller bare lidt ude af balance. Det vidner fraværet af andre markante smagsnuancer om. Det er uden tvivl meningen at denne øl skulle være sur, og hvis nogen måtte føle sig frastødt af stanken i stalden, kan de jo finde sig en Carlsberg- eller Royal Unibrew-øl at hygge sig med i stedet.

Frastødt er undertegnede bestemt ikke, omend brygget måske lige ligger over grænsen for, hvor surt jeg gerne vil have det. Alligevel drages jeg af bryggets kompromisløse udtryk, dets dristighed i at vove at være så lidt mainstream. Ananaskirsebærrene, som dette bryg smager så autentisk af, er faktisk et godt eksempel på, hvordan jeg har det med begge dele; egentlig bryder jeg mig ikke synderligt om smagen, men hvis de er der, kan jeg ikke lade være med at spise dem alligevel.

Om brygget i kraft af sin syrlighed er særligt egnet til markarbejde, vil jeg dog lade eventuelle landboere blandt mine læsere om at vurdere. Selv kunne jeg godt tænke mig at prøve den til rigtig husmandskost (m/k) – kartofler, stuvet hvidkål og hamburgerryg som vore forældre lavede det.

– Gerne med asier eller andet surt til.

4-en-halv-stjerne

Attack of the Brett Zombies, Rocket Brewing (Shopping Spree 1.0 V)

2017-07-03 16.25.49Poetiske oxymora …

Store nyheder i vente … Dem der følger min facebookside vil allerede have fået en antydning af, hvad der kommer. I andre kan jo følge linket (og subskribere, nu I alligevel er derinde. Køn-be-om-med-sukker-på-toppen-og-et-kirsebær …)

Men her på bloggen må det lige vente lidt. Først de første ting, eller hvordan man nu ellers skal danskificere engelske mundheld. Turen er kommet til den sidste øl fra Rocket Brewing, som jeg hentede hjem fra min shop-amok tur i Magasin for efterhånden et stykke tid siden.

Bryggeriet kalder det en ‘Imperial Farmhouse Ale’. Ifølge et af mine tidligere indlæg ville jeg nok foretrække at kalde den en Saison Imperiale (tak, Google Translate). Uanset sproget forekommer betegnelsen at være en selvmodsigelse i begreber … Eller okay, måske er det efterhånden blevet nok med danismerne – der er tale om et oxymoron – og det endda på flere niveauer.

Én ting er, at jeg aldrig er stødt på stilen før. Det er så, hvad det er – selvom jeg efterhånden har prøvet lidt mere end en håndfuld øl, er der såmænd nok nogle stilarter, jeg endnu ikke kender. Nej, det er mere modsætningen mellem på den ene side det imperiale – det kejserlige barokpallads, med alskens krummelurer, gesvejsninger og dillerdaller i alskens former, farver og materialer – ikke sjældendt henholdsvis spiral- og ellipser, gyldne samt guld og marmor. På den anden side har vi det rustikke bondehus, nødtørftigt mokket op i træ med variabel adskillelse mellem beboelse og stald, og selvfølgelig udendørs das. En farmhouse ale, eller saison, er desuden kendetegnende for sin friske letløbenhed. En øl til det varme klima nede sydpå, når man som en anden pukkelrygget Gerard Depardieu skal slide sig selv ihjel på marken, mens publikum bravt keder sin røv i laser …

Det tætteste jeg kan komme på en forening af de to tilsyneladende diamentrale modsætninger må være de romerske Villae Rusticae – antikkens industrielle storlandbrug (men uden sprøjtemidler – så selvom der var slaver overalt, ville Esben Lunde Larsen have hadet, at der ikke var noget drikkevand, han kunne forgifte i produktionsprocessen) af hvilke skiftende romerske kejsere sikkert også ejede et par stykker hver.

– Og nærmere kommer vi nok ikke en forening af begreberne. Men se, hvor vi allerede funderer over stilen … okay, det er nok mest bare mig, der nyder det poetiske i den bevidste begrebsforvirring. Hvad Rocket Brewing mener med stilen til gengæld? Jeg gætter på noget med ‘lidt mere af det hele’ – herunder havre og brunt sukker, og så et spark opad i alkoholstyrke (det skal sukkeret nok sørge for). Dertil kommer bryggeriets signaturgær, brettanomyces bruxellencis – angiveligt et resultat af en uintenderet infektion, som man trods ihærdige forsøg aldrig slap af med. Til sidst slog brygmester ud med armene og erklærede, at kunne man ikke slå fjenden, kunne man vel lige så godt slutte sig til den – såvidt i hvert fald legenden.

Og brygggets titel? Vel, tjek Ratebeer. På hver af Rocket Brewings flasker er der en lille historie om øllet – gerne med et science fiction-inspireret tema. Jeg fanger ikke rigtig pointen her, så opsøg det selv, og mor dig hellere over noget jeg ikke forstår, og derfor ikke kan gengive samvittighedsfuldt eller korrekt.

Bryggets duft byder fortsat ikke på hestesaddel (en egenskab ved brettanomyces, angiveligt). Derimod bydes der på en letgæret, småsyrlig bittersnaps, krydret med fennikel, spidskommen og koriander. Hvis dette bryg ikke kostede en bondegård (how apropriate!) kunne jeg sagtens have fundet på at eksperimentere med det i noget østasiatisk mad. Måske det der specielle surkål, de spiser i Korea.

En bund af lakrids med syre af egetræ behager kæften … en held del endda. Det er en kraftig øl, som en Imperial Saison [men egentlig kunne du også indsætte en hvilken som helst vilkårlig øltype i stedet for ‘Saison’ her] bør være. Den er karakteriseret ved egetræssyren og sine krydderier, hvoraf lakrids og anis dominerer, mens … egentlig ikke så meget andet undlader at gøre noget ved en simpel og effektiv smagssammensætning der fungerer forbløffende godt som den er.

For hver eneste mundfuld overraskes man over, at brygget stadig bare smager af egetræ og lakrids, og at det er mindst lige så stor en nydelse som den sidste lille tår man drak. Overraskelsen over at brygget egentlig bare forbliver der samme, som det har været hele tiden, udgør endnu et fint lille paradox. Det er desuden og som antydet en nippeøl, der med sine 8,6% giver et effektivt buzz, selv når det nydes over den længere periode, som man bør nyde det over.

Untappd kalder den i øvrigt en Barley Wine – det ser ikke ud til at stilen ‘Imperial Farmhouse Ale’ er accepteret derinde. Min umiddelbare reaktion var tilløb til hånlatter – men nu jeg tænker over det, er smagsbilledet jo faktisk spot on, hvad man ville forvente af stilen.

Selvom det orange skum over det bronzefarvede bryg alligevel er lige lovlig højt til at jeg nogensinde ville kalde den det.

5-stjerner

Sour Escape, Rocket Brewing (Shopping Spree 1.0 IV)

2017-06-23 16.59.13Vejviser …

Så er jeg nået til den 3. øl fra Rocket Brewing i den lille samling, jeg hentede mig fra Magasins Mad&Vin-afdeling. Ved samme lejlighed tjekkede jeg også udvalget af fødevarer ud, og fik meget hurtigt min halvt fordom halvt mistanke bekræftet – at udvalget egentlig ikke var stort bedre end i andre velassorterede supermarkeder, mens priserne til gengæld var mærkbart højere. Gad vide hvor mange der mon handler i Mad&Vin, fordi …

  • de har bildt sig ind, at man rent faktisk kan få ganske specielle varer dér, som man ikke kan få andre steder (det er ikke tilfældet)?
  • de har for mange penge og ikke er kede af at vise det ved glædeligt at betale den dobbelte pris for de samme varer, der kan fås i andre supermarkeder?
  • de gerne vil være über-trendy-hipsteret kvalitetsbevidste på den smarte måde, der indebærer at man køber præcis de samme varer som alle andre, bare til en langt højere pris, for at tillade sig selv en tilsvarende højere grad af selvfedme?

Det var overordnet de tre kategorier af kunder, jeg selv spottede under besøget. Find eventuelt selv på flere kundetyper, og smid en beskrivelse af dem i kommentarerne. Hvilken af grupperne jeg selv tilhører, hører jeg selvfølgelig også gerne bud på – mon ikke jeg indtil videre passer bedst i den tredje kategori?

Og med hjem fra turen kom så denne saison. En fransk/belgisk stil udbredt blandt landbefolkningen. En traditionel arbejds- og læskeøl under det hårde markarbejde i den Sydeuropæiske sol.

Den minder mig en smule om “Manon og Kilden” – den dybt, dybt depressive, triste, melankolske og tragiske franske film om den hårdt plagede og pukkelryggede … Gerard Depardieu og de grueligt mange prøvelser han må igennem før han (spoiler alert) dør udslidt og udplaget af fattigdom og overanstrengelse efter forgæves at have forsøgt at opdyrke et goldt stykke land i Provence …

… Og så egentlig ikke alligevel.

Under et totalt mislykket forsøg på at lære fransk i mine tidlige teenageår på ungdomsaftenskolen i Egå, skulle vi se filmen, fordi vores lærer var blevet hæs. Nøj hvor kedede jeg mig bravt – og hvor har jeg siden vidst, at fransk film – modsat holdningen hos alt for mange meningsdannere inden for film globalt – er lige så svingende i kvalitet som film fra alle mulige andre lande.

Nej, den slags tragiske oplevelser forbinder jeg ikke øltypen med. Tværtimod. Jeg elsker dens lette liflighed og skarphed. Dens evne til at slukke tørsten effektivt og smage af noget samtidigt. Ikke at de to ting er uforenelige, men ofte ser man at meget smagfulde øl må vige i vederkvægelse, mens tørstslukkeren ofte smager mere af vand end af øl.

Denne tørstslukker viser vejen. Det (meget apropos) franske ord opaque kommer i hu, vel at mærke i den engelske betydning, ugennemsigtig (hvor den oprindelige betydning åbenbart er dunkel og skyggefuld). For brygget kunne lige så godt have været en dværgpomelo, der på ikke nærmere forklarlig vis var blevet presset ned i glasset. Så opaque er det – og så i øvrigt med en nydelig fedtet marengstop over sig. Duften er skarpt og frisk syrlig med græs, grape og lime som pikante, prikkende og pirrende indslag i forgrunden, på et mildt, omend alligevel hvast bagtæppe af grannåle.

Brygget perler, kradser og ridser på den helt rigtige måde i mundhule og hals. Et velafstemt mix af gær på den ene side og syrlig lime og grape på den anden smager godt igennem, og giver den helt rigtige kombi af vederkvægelse, småtrækninger i underansigtet og en tilpas fylde, så vandigheden undgås. Bitterheden er ikke glemt. Appelsinaromaen leverer den sammen med en let sødme, mens friskskåret nåletræ sørger for en bidsk kant, der sammen med en let ikkedestruktiv gærimpression fortsætter i eftersmagen.

En frisk, bitter, bidsk og syrlig ale – ligesom en saison skal være. Det er rigtig godt ramt af Rocket Brewing endnu engang.

Tak for det.

4-en-halv-stjerne

Club Tropicana Rustic Pale Ale, Rocket Brewing (Shopping Spree 1.0 III)

2017-06-17 17.20.28Og alligevel bidsk …

Jeg fik jo slet ikke nævnt, at den sidste øl, Kiuchi Brewerys Red Rice Ale, er del af et tema, der handler om de øl, jeg forleden indløste i Magasin på et gavekort. Det var den altså, og det er den her fra Rocket Brewing også.

Men da jeg nød hin japanske øl, havde jeg endnu ikke fået den – på tidspunktet tilsyneladende fine idé – at diskutere med flat-earhters. Det startede så småt, da jeg ellers havde sat mig i gården med denne øl fritter og en snasket kebab i aftensolen, og så ellers kun med min telefon ved hånden.

Og det tager ikke mange minutter før jeg ikke bare bliver træt men decideret aggressiv af at skrive på telefonens lille tastatur. Så der gik ikke længe før gård og aftensol fik lov at være henholdsvis gård og aftensol, og jeg atter indfandt mig ved min vante plads bag PC’ens tastatur … men dog først efter at nærværende bryg havde været en tur omkring mine smagsløg, og jeg nødtørftigt havde skriblet nogle noter ned.

Brygget er endnu en let omgang – men igen på den gode, forfriskende og vederkvægende måde. Bouqueten er decideret svag, mest af frisk vand tilsat en ubestemmelig maltessens. Det er heldigt, at øl ikke kun er noget, man skal dufte til, for så ville denne kunne konkurrere med det, industrigiganterne tisser ud.

Nej, heldigvis er smagen en ikke ubetydelig faktor i en samlet øloplevelse. Og dér gemmer den sig, aromaen. Frisk, let og knivskarp bitterhed med den helt rigtige diskret gærede kant. En sød aroma af grape bærer lette noter af grannåle med sig. Midt på tungen skifter brygget til en lidt tættere appelsinaroma, og der afsluttes med en effektiv tør efterbitterhed af savsmuld og gær.

En harmonisk øl, en let øl og alligevel en bidsk øl. En lille smagseksplosion, ideel i sommervarmen.

4-en-halv-stjerne

Zero Gravity Brett IPA, Rocket Brewing (Shopping Spree 1.0 I)

2017-06-10 17.45.20Ikke meget hestesaddel …

Tid til et tema! Fordi jeg kan, og fordi det er længe siden sidst. Jeg modtog for nylig et gavekort til Magasin. Det blev brugt på øl, primært, som blev hentet i biksens Mad&Vin-shop. Jeg tænker at den slags anledninger, hvor jeg henter et større parti varer til anmeldelse på én gang, vil ryge ind under temaet ‘Shopping Spree’ og jeg har allerede lagt an til, at man kan søge under forskellige shopping sprees, når flere af den slags narrestreger engang har fundet sted …

Nuvel. Udvalget var en smule bedre, end hvad man finder i selv de fine mainstreamsupermarkeder – men så alligevel ikke meget bedre. Priserne til gengæld var meget højere, og selvom jeg havde en god slat moneter på hånden, tog jeg mig alligevel i at søge efter noget, der ikke kostede for meget. Jeg valgte samtidig med at gå efter øl, som jeg var ret sikker på, at jeg ikke lige kunne finde andre steder, og fandt således en række øl fra Rocket Brewing. Den eneste jeg har anmeldt fra deres hånd var Yuri Gagarin – et samarbejdsbryg med Kongebryg, men nu har Rocket Brewing altså debut på bloggen med en øl, de helt selv har lavet. Derudover fandt jeg en enkelt japaner og nogle islandske øl, der var relativt billige. For Rocket Brewing øllene måtte jeg slippe kr. 40 for 0,33 liter. Optrækkeri som kun overklassens kræmmerstande er uforskammede nok til at udøve det.

Rocket Brewing har hjemme i Haslev på grænsen mellem Midt- og Sydsjælland. I gamle dage akkurat uden for Movia/HT-området, men selv det er lavet om med vore dages effektivisering (læs: afvikling) af den kollektive trafik. Denne første er en ‘Brett IPA’. Brett-præfixet skyldes gæren, Brettanomyces Bruxellensis, der nok også var brugt i Yuri Gagarin da den bar undertitlen ‘Brett de Noël. Der er tale om en vildgær, for det meste afskyet og hadet af vinbønder især, mens andre – blandt andet flere belgiske trappistbryggerier, og altså bryggeriet i Haslev – aktivt bruger det i deres bryg.

Gæren skulle give aroma af hestesaddel … Jeg kom sammen med en ridepige engang, og kan også genkende nogle af lugtene fra staldene i visse øl, men ikke i denne, må jeg erkende – og endnu mindre af sadlen. Den dufter let (flueben ud for ‘overensstemmelse mellem markedsføring (Zero Gravity) og oplevelse’) og frisk – syrligt vinøst med et bitter pift af grannåle på en fortrinsvis sød baggrund af appelsin og grape.

Smagen af knastør – næsten sandet, og alligevel let i fylden. Bitterheden føles gæret med grannålene fra tidligere forvist til bagsædet. Men den spinkle fylde gør, at gæren aldrig tager for meget over, men forbliver en del af oplevelsen. Det hele omkranses af en syrlig ramme af lemon og grape – en ganske afgjort let tørstslukker, der alligevel formår at skabe en utraditionel IPA-impression, der ikke desto mindre spiller på de velkendte elementer i stilen – gær, bitterhed, aromatisk sødme og syrlighed, men bare i andre proportioner og kombinationer, end man er vandt til.

Og det fungerer.

4-en-halv-stjerne

Yuri Gagarin – Brett de Noël, Kongebryg/Rocket Brewing

2016-08-08 18.35.55Broget og helstøbt …

Trængslerne med at kategorisere Kongebrygs øl fortsætter. Også dette bryg betegner bryggeriet som en ukendt stilart, og det på trods af – eller måske netop fordi – det er et samarbejdsbryg mellem bryggeriet på den nu nedlagte kaserne i Næstved og Rocket Brewing – et bryggeri i Haslev, der har specialiseret sig i syrlige øl. Man kunne ellers forestille sig, at når der var hele to bryggerier til at bestemme stilarten, burde der være arbejdstimer nok til rådighed. På den anden side er der også flere kokke involveret, der alle sammen lige skal have dén ingrediens med, og dén … og dén og dén og dén …

Så kan det hurtigt blive kompliceret.

Untappd angiver den til at være en ‘Saison’ og RateBeer som en ‘Belgian Ale’. En saison er den alt  for kraftfuld til at være, så den tror jeg ikke på. Belgian Ale-betegnelsen forekommer mig at være en gummikategori til en masse øl, man ikke aner, hvordan man skal kategorisere, og så er vi jo sådan set næsten ligevidt.

At det er en ale er jeg til gengæld ganske sikker på, er rigtigt. Og så er vi da nået et stykke af vejen. Desuden er løden ovre i det brungrumsede, så i mangel af bedre har jeg besluttet mig for at kalde den en Brown Ale. Døden skal jo have en årsag, eller noget …

Til gengæld kan jeg allerede nu afsløre, at brygget – trods flere kokke – bestemt ikke er fordærvet.

Brygget er jo faktisk et gensyn fra ølfestivalen i lokomotivhallen. Jeg siger helt bevidst gensyn, for som man vil kunne læse i indlægget, hvis man scroller ned til den sidste øl, jeg prøvede – “Solbær Sour”, så fik jeg faktisk denne at se, men uden at prøve den, da den var udsolgt.

Jeg har stadig ikke helt tilgivet grafikeren bag etiketten for ikke at bruge rigtige kyrriliske bogstaver, men latinske, der strategiske steder er spejlvendt. Skrifttypen, farvesammensætningen og ikonografien er til gengæld som hentet ud af sovjettiden, så der har grafikeren gjort arbejdet godt.

Over det brunorange bryg knejser en nydelig gylden flødetop. Det afgiver en aromatisk frugtig bouquet af umodne æbler, syrlige svesker og sødme af karamel på en bund af insillage og hestestald. Det er im Ernsten ment som ros og intet andet.

… og idet brygget rammer tungen går festfyrværkeriet i gang. Friske noter af halm og græs, og gærede noter af det samme branker smagsløgene på en bund af lakrids, der tæsker løs på bagtunge og brænder i næsen. En syrlig kant af brunkål (det er også en ros) yder friskhed og yderligere karakter til det i forvejen brogede bryg. Med tiden tager bitterheden til og bliver skarpere – næsten IPA-agtig i sit udtryk. Og hver gang det velkarbonerede bryg sender luft op gennem svælget fra maven mærkes den autentiske smag af aromahumler – syren- og rosenblomster, blandet med bergamotolie og bitterhed af frisk nåletræ.

De mange forskellige smage får ikke for lidt. Og som en brovten hån mod alle forventninger forbliver brygget på trods af de mange indbyrdes modstridende indtryk både veldrejet og velafstemt. Samtidig har brygget noget af den fandivoldskhed, som man umiddelbart forventer af et bryggeri, der har til huse i en nedlagt kaserne, men som måske har manglet lidt.

I stedet har man været forkælet med hjertevarme og venlighed – disse er til gengæld nedtonet lidt denne gang, men hey – it’s all good!

Men endelig er der noget øl fra Kongebryg til dem, der også godt kan lide det lidt voldsomt.

Og hvorfor lige Jurij Gagarin, spørger I? Jeg har ingen anelse. Men Bryggerne kan spørges direkte i weekenden, hvis man frekventerer livsstilsmessen ved Bernstorff Slot, hvor de har en stand.

Ved et pudsigt tilfælde vil jeg også være til stede i standen. Det kan være vi ses.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme