Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Robinson’s Brewery

Trooper Red ‘n’ Black, Robinson’s Brewery

2017-03-10 19.03.16Pretty Maids …?

Med jævne mellemrum udgiver britiske Robinson’s Brewery en øl over temaet ‘Trooper’ – det navnkundige track fra Iron Maiden-albummet ‘Piece of Mind’ fra 1983. Det er brygget og smagt til i et samarbejde mellem brygmester (som ikke er navngivet på bagetiketten), og Iron Maiden-forsanger Bruce Dickinson. Denne gang lader det til, at parret har lagt det krigeriske tema lidt på hylden, mens det historiske fastholdes. Porteren er brygget efter en recept fra omkring 1850, hvor typen vandt popularitet i oprindelseslandet England.

Det er så heller ikke lang tid før Krim-krigen, der brød ud i 1853, og som leverede inspirationen til det nummer, der mange år efter dets udgivelse gav liv til nærværende serie af konceptøl. Indtil videre mangler serien dog at imponere ud over det sædvanlige. Det har da været jævnt godt, og måske endda en smule mere indtil videre, men noget verdensklassebryg er der altså ikke tale om.

Umiddelbart synes dette bryg adækvat mørkt … indtil man holder det op mod lyset – og her er en rispapirlampe med en LED-sparepære så rigeligt – så opdager man bryggets klarhed, og flotte, omend også bedrageriske røde kulør. Selvom gyldentbrunligt skum og initialt mørke vil have én til at tro, at her er der tale om et lille stykke nathimmel, løsrevet fra firmamentet, bliver man altså skuffet. Duften er til gengæld ligefrem – uden at love det store, lover den stadig godt. En nydelig bittersød note af ikke alt for børnevenlig lakrids formår at skrue forventningerne en smule i vejret efter at den visuelle oplevelse snublede i opløbet …

… og forventningerne indfries faktisk – sådan nogenlunde i hvert fald. Smagen er i hvert fald velintegreret. En bund af fyldig kaffe tones af markant engelsk lakrids, der en adækvat styrke til trods aldrig kommer til at smage tør eller støvet. Nogen ekstrem, eller bare kraftig stout, er der til gengæld ikke tale om. Det er såmænd ganske rart – endda med en lille kant – men man kommer aldrig i nærheden af de legendarisk farlige stouts, jeg i min tid har prøvet.

Og efterhånden mister brygget desværre også lidt af sin aroma og fylde, og ender med at blive en smule vandet. Det er på ingen måde Darkthrone eller Gorgoroth, ej heller Napalm Death, Carcass eller Slayer – Det er faktisk ikke engang Iron Maiden – langt fra endda. Vi er nede omkring Pretty Maids, Foreigner eller Journey, når sidsnævnte ellers en sjælden gang imellem er et hardrockband af gavn og ikke bare af navn. Men helt nede ved Big Fat Snake med distortion er vi trods alt ikke …

… eller “Volbeat” som de vist nok kalder sig.

3-en-halv-stjerne

Trooper 666, Robinson’s Brewery

2016-01-15 21.34.06Så nydeligt det passer sammen …

Hermed rundes den lille triologi om ‘De øl, jeg fik af Paul’ af med et slags jubilæum: Øl nummer [trommehvirvel] – 666! Det var dét, jeg hentydede til, da jeg opfordrede til at følge med, da jeg anmeldte den første i Pauls ølgave.

Brygget er en ‘limited edition’-opfølger til den oprindelige Iron Maiden- øl, der blev anmeldt her på bloggen som nr. 600. Relativt kort efter blev jeg kontaktet af den føromtalte Paul, en fast læser af bloggen, der kunne fortælle, at han havde den perfekte øl til min anmeldelse nr. 666. Og det må jeg give ham ret i – alene ud fra øllets navn, endskønt talkombinationen faktisk er en genganger.

Af bagetiketten fremgår det, at der under slaget ved Balaclava i 1854 under Krim-krigen – slaget, der inspirerede Iron Maidens nummer “The Trooper” (der senere inspirerede de to Iron Maiden-øl) – ifølge den nyeste forskning var 666 britiske soldater, der angreb, og ikke 600 som der tidligere skulle være oplyst. Det er jo lige til at blive numerolog af. Jeg anmeldte den oprindelige Iron Maiden-øl som nr. 600, og dengang gik man ud fra, at ca. 600 briter angreb. Nu anmelder jeg denne som nr. 666, netop som man har fundet ud af, at det også var det egentlige antal soldater i angrebet.

Men come on … mon ikke den egentlige grund til denne special edition er at minde os om et andet Iron Maiden-nummer?

Alkoholprocenten ligger på 6,6, og så mangler der jo bare én decimal mere, før det hele stemmer, men den slags er der jo ikke tradition for at angive (formentlig fordi usikkerheden er for stor). Det er mere alkohol end i den oprindelige, fremgår det af bagetiketten, selvom recepten skulle være den samme. Desuden skulle dette bryg have mere smag, og hvordan man nu får mere smag og alkohol frem, selvom man bruger samme recept, skal man nok være brygger for at regne ud.

Jeg siger dog ingenlunde, at marketingafdelingen hos Robinson’s, der forfatter bagetiketterne, vrøvler – blot at jeg som lægperson tillader mig at undre mig. Jeg tager som altid gerne imod kvalificerede forklaringer – fx i kommentarfeltet, hvor alle læsere kan nyde godt af guldkornene.

Jeg vælger uanset hvad at stole blindt på Untappd’s påstand om, at der er tale om en ‘bitter’ – det var den oprindelige også. Umiddlerbart synes jeg dog mest af alt, den ligner en classic, eller en wiener, som det jo egentlig hedder. Brygget er tydeligt filtreret, skummet er uprætentiøst hvidt, og indtil videre ligner det ikke nogen heavy metal-øl. Og selvom bouqueten såmænd nok virker mere humlet, end jeg husker, den oprindelige var, føler jeg ikke, at vi er langt fra pilsnergenren.

Den syrlige kant, der også er i duften, og som får det til at rive lidt ekstra i næseborene, er til gengæld ikke til stede i smagen – og det er bedst sådan. Den ekstra smag kan bestemt mærkes. Der er knald på en humlebitterhed, der støder dybt ned i tungen, og lægger sig besk ved gummer og mandler. Desværre går det ekstra knald ud over kontrollen, for brygget forekommer mere voldsomt end egentligt rart.

Brygget skal skam roses for den ekstra kraft og karakter – og at fylden i øvrigt ikke er glemt. Det oprindelige bryg var klart mere letdrikkeligt og koncertegnet, mens dette er tungere, sværere tilgængeligt, og ikke ét, der vil falde i helt så mange kunders smag.

Respekt for det – men lidt mere almindelig velsmag, ville have klædt det.

Tusind tak til Paul for tre fine øl. At få lejlighed til at prøve denne øl er en ære, jeg sætter stor pris på. Til gengæld indrømer jeg på stedet, at de to Guldhammer-øl, Citrillo og Emigranten var væsentlig større øloplevelser, og nok i grunden ikke nemmere at opstøve end nærværende Special Edition-bryg.

3-stjerner

Trooper, Robinson’s Brewery

2015-07-17 18.08.41Så nåede vi så langt …

Jeg er nået til endnu en jubilæumsøl. Nr. 600 for at det ikke skal være løgn. Med denne øl, har jeg skrevet i alt 600 lange anmeldelser af øl fra hele verden.

I tråd med, hvad stort set alle andre mennesker gør, så synes jeg, det er lidt fint at markere de runde anmeldelser på en lidt mere udførlig måde. Jeg ved selvfølgelig godt, at talsystemer er arbitrære, og at 600 ikke ellers er noget spændende tal rent matematisk. Men lad os glemme det for et øjeblik, og i stedet nyde at alle cifre skiftede på én gang med en …

Iron Maiden-øl. Omsider fik jeg fat i et eksemplar. Jeg måtte betale fuld pris – 36 bobs, så hut hvisker, og det må siges at være i uorden. Det er jo bare for at få metalhoveder som mig selv til at købe øl til overpris, at der er smækket en etiket med motivet fra Singlen ‘Trooper’ på forsiden. Og øllet er jo sikkert bare noget ligegyldigt sprøjt – rent marketingstunt …

… og så måske alligevel ikke helt. Det viser sig, at blandt mange andre spændene og positive træk (såsom at være verdensklassefægter og uddannet operasager) er forsangeren i Iron Maiden, Bruce Dickinson, ligesom undertegnede, ølentusiast. Og øllet er altså ikke bare et arbitrært bryg med en fin etiket – det er faktisk smagt til og approberet af forsangeren selv. Det er næsten – men også kun næsten – lige så vildt som Monrad og Rislunds Pladderballe Bryghus-øl (for en sikkerheds skyld må jeg hellere understrege at ironi kan forekomme på min blog, i fald nye læsere ikke skulle være klar over det).

Det kommer næppe som den store overraskelse, at jeg er stor Iron Maiden-fan. Det bliver man nemt, når man i gymnasietiden har spillet i et Heavy Metal-orkester. Vi hed Manifest, og jeg spillede bas – og med det instrument er vejen til at blive Iron Maiden-fan heller ikke lang. Bandets bassist, Steve Harris, er også i den grad en klasse for sig, ligesom bandets andre musikere. Tænk blot på de flerstemmige guitarsoloer, der måske mere end noget andet er blevet bandets signatur – og trommerne … glem ikke trommerne.

Som live-band er de også uovertrufne. Over alt husker jeg koncerten ved Roskilde Festival 2003, hvor jeg skrålede mig hæs på “Bring Your Daughter to the Slaughter,” der vel næsten betegner den nedre grænse i bandets tekstunivers. Og det står ikke galt til, hvis teksterne aldrig bliver plattere end den, for den noget stereotype titel til trods emmer nummeret af ildevarslende, okkult offerstemning på en måde kun de bedste metalbands kan skabe den.

I den anden ende af spektret finder vi sange på tocifrede antal minutter, inspireret af episke digte fra den engelske guldalder, Science Fiction og moderne musicals. Bandet består af dannede mennesker, der kan skrive flot musik med aldeles vedkommende tekster, også gerne med social indignation.

Så derfor er jeg Iron Maiden-fan. Men nej, det betyder jo ikke automatisk at øllet er godt.

At det immervæk er approberet af en ølentusiast borger selvfølgelig for en vis kvalitet. Min gode ven og hyppige gæsteanmelder, Gedved, til gengæld, fik efter eget udsagn armene ned meget hurtigt og havde lidet andet end hån til overs for den.

Ikke desto mindre er det en af de øl, hvis aroma udløses straks ved åbning. Sød karamel og pilsnerhumle blander sig med en fyldig og markant appelsinaroma. Etiketten melder om citrus-noter, og det er ikke nogen tilsnigelse, selvom det er i form af det bitre og søde fra de orange frugter, og næsten så langt man kan komme fra de håndgranatformede grønne og gule af slagsen. Brygget selv ligner blankpoleret kobber – jeg kunne sagtens tro, at jeg aldrig har prøvet øl, der rammer det grundstofs farve så præcist, og det er jo svært passende, når nu der er tale om et Heavy Metal-orkesters konceptøl. Skummet er til gengæld traditionelt snehvidt og klæbende nok til, at det gør en i forvejen vellykket visuel oplevelse en smule mere spændende.

Smagen byder på en både fyldig og lækker maltprofil. Igen gør karamellen og appelsinen sig gældende, og allerede her bliver der lagt en aldeles nydelig bund. Derefter sætter humlen ind med en behagelig prikken af frisk løvtræ, for i eftersmaget at gå over i et ikke lettilgængeligt besk indslag af hasselnødder, der er blevet for gamle. I øl gør det sig godt i modsætning til, hvordan det gør sig i hasselnødder.

Heavy Metal-karakteren findes nu stadig mest i bryggets visuelle fremtrædelse, mens smagen overordnet set er for rund, mild og – trods den kantede eftersmag – lettilgængelig til helt at fortjene det hædersmedalje (det er jo en Trooper). Men at den skulle være kedelig, eller endda smage grimt er jeg lodret uenig i. Det eneste jeg kan beklage mig over er prisen, der er langt højere end den ellers mere end godkendte kvalitet. Sådan er det jo desværre med konceptøl – der postes sikkert en helvedes masse marketingpenge i brygget, og de skal jo på en eller anden måde hjem.

Glemmer vi for en stund hjemlige Monrad & Rislund (hvis Kakkerlakpuler og Monrad & Rislund [classic] faktisk giver den her baghjul) er denne bestemt den bedste band-konceptøl, jeg har prøvet. Men kigger man udelukkende på store internationale metalbands, har jeg jo faktisk kun prøvet denne og AC/DC fra tyske Karlsberg. Uanset hvad er begge disse øl aldeles udmærkede at tage med til koncert – de er ikke for komplicerede til at nyde til noget hård rock, og det der er tungere, og på den anden side heller ikke så kedelige, at de ikke giver supplement til oplevelsen.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme