Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Rise Bryggeri

Ærø Færgeøl, Rise Bryggeri

2017-10-07 18.58.51Fra Gedveds nye hjem …

Vel, min ven Gedved er stukket af til Ærø – permanent, så han vil nok frekventere som gæsteblogger med lidt større mellemrum end tilforn.

Det var nu slet ikke i den anledning, at jeg købte denne øl i fakta forleden. Det var mere fordi den bare var der, og jeg ikke havde prøvet den før. Wow, den begrundelse har jeg vist aldrig brugt før, bortset fra de efterhånden tæt på 1.000 gange, jeg har anmeldt en øl – men det kommer vi til, når tiden er inde. Men nævnes skulle det da lige, at dét indlæg så småt er begyndt at nærme sig.

Til gengæld er min far flyttet til byen, så jeg nu slipper for at køre gennem det halve Sjælland for at besøge ham. Nu rækker under det halve København efter han er flyttet til en matrikel mindre end 5½ kilometer fra mit lille hjem. Så på hygge- og besøgsfronten skulle der være kompenseret.

Øltypen her er jeg noget i tvivl om. Bryggeriet selv holder det hemmeligt … eller har bare glemt at nævne det på etiketten. Untappd kalder den en pale lager, hvilket på den mørke farve alene kan afvises, mens Ratebeer kalder den en ‘Amber Ale’. Den køber jeg – brygget er overgæret, fremgår det trods alt.

Så vidt så godt. Ellers er brygget ganske lyst- og fyldigtskummende. Men kun kortvarigt. Duften gør lidt mere væsen af sig med bred, varm karamelduft.

Aromaen udgør en blanding af humle og karamel. Men den er også noget hul med en alt for dominerende kerne af vand. Dertil kommer en ikke helt matchende syrlighed med lidt for meget gær. Blandingen gør stundom brygget en smule vinøst, men det er en billig, ufyldig rødvin, der er fyldt på kartonen fra discountbutikken.

Bryggeriet anbefaler den til færgeturen fra Svendborg, der varer ca. 5 kvarter. Man kan sagtens nå et par stykker, så nemt brygget glider ned.

For mest af alt smager den af én til.

Har man bilen med, er dette en afsindigt dårlig ide, skylder jeg måske lige at indskyde.

2-en-halv-stjerne

Ærø 90 år Gylden Sommer, Rise Bryggeri

2017-01-20 19.20.45Stadig ikke med på noderne …

Videre til noget nyt-gammelt … et-eller-andet. Den er spritny i mit køleskab, købt for under en uge siden, og når den sådan står og gør sig til i Fakta Husum, forledes man jo på stedet til at tro, at det må være en øl lanceret i anledning af bryggeriets stiftelse i 1927.

På etiketten kan man imidlertid læse, at bryggeriet er stiftet i 1926. Snydt igen! Stadig ikke med på noderne! Laaaangt bagud … Som en anden Thomas Treo med rod i kalenderen, så han først i dag kom til at anmelde den ringeste sang i hele verden nogensinde – den hedder “Insatiable” og er skrevet af den tidligere Savage Garden- (om hvilke der heller ikke er meget – eller … okay; noget som helst – godt at skrive om) -forsanger Darren Hayes i 2002, og om det hersker der ingen tvivl … – at et er verdens ringeste nummer nogensinde, altså.

Men øllet kan jo også godt anmeldes selvom det har nogle måneder på bagen. I modsætning til Savage Garden og Darren Hayes bliver øl jo ikke nødvendigvis ringere med alderen. Og et halvt års tid og lidt mere kan det som regel godt holde sig.

Der er tale om en gylden ale brygget på pale ale-bygmalt og hvede. Desuden er det tilsat ascorbinsyre, så bryggeriet samtidig kan sikre, at de forbrugere, der drikker deres øl i hvert fald ikke får skørbug. Betegnelsen ‘gylden’ lever brygget så nydeligt op. Det er gult som pelsen på en nyudklækket kylling og med det fineste, dunede skum på toppen. Sin spinkelhed til trods er skummet overraskende stærkt og klæbrigt. Bouqueten er til gengæld svag, grænsende til det middelmådighedsvarslende, men ikke desto mindre behageligt sød med et lille pikant prik af eddike.

Glæden er stor, når det går op for nyderen, at aromaen er gemt i smagen. Her oplever man æblesødmen i al sin vælde – varm og rar lægger den sig som en silke- og velourblød hinde overalt på tungen, hvor den først blidt masserer de gule og røde efterårsbebuderes smag godt ind i tunge og gane, for derefter at skifte til en lige så velbehagelig, omend nok mere karakterfuld bitterhed af friske paranødder.

Oplevelsen er ganske formfuldent koreograferet og eksekveret. Det er rart og venligt hele vejen igennem uden nogensinde at blive kedeligt. Især er bryggets finish og fylde en oplvelse, man ikke skal snyde sig selv for. Jeg forestiller mig, at dette er den tilstræbte mundfølelse i cream ale. Her findes den endnu engang i en anden øltype med meget mere velsmag. Fancy that.

Og tillykke med jubilæet til Rise Bryggeri fra Kajs Ølblog – bedre sent end aldrig.

4-en-halv-stjerne

Ærø Tangøl, Rise Bryggeri (Kvicklys Ølfestivalg 2015 X)

2015-06-26 20.54.39Le Grande Finale …

Jeg er ved vejs ende med øllene i dette års Ølfestivalg fra Kvickly. Det har været en fornøjelse, ikke mindst fordi niveauet har fået sig et nøk opad. Ikke én øl har fået en karakter under 3½ stjerne. Alle øl er over middel, og de fleste endda vel over. Nu kunne det være spændende at få noget rigtig godt til at slutte af med.

Jeg har derfor gemt denne øl til til sidst. Jeg syntes det lød så spændende med en øl tilsat tang, at den skulle prøves til sidst, da jeg modtog øllene. Jeg forestiller mig, at tangens bitre smag vil spille fint sammen med humlens bitterhed på en anden måde, end når der tilsættes andre bitre ingredienser – kaffe eller lakrids fx. Dermed virkede valget også mere intuitivt end fx de ramsløg, Pladderballe Bryghus har tilsat deres Skumhest, selvom det kontraintuitive selvfølgelig også er spændende.

Læser man på bagetiketten vil man erfare, at der er tale om en Pale Ale efter amerikansk forbillede. Humlesorterne er Cascade, Chinook, Simcoe og Amarilo, og i det selskab virker tang godt nok noget redundant. Umiddelbart har jeg svært ved at se, hvordan det skulle gøre det, der er der i forvejen bedre. Men måske lurer der en overraskelse.

Det er et flot, kobberfarvet bryg med en småfedtet skumkrone. Brygget dufter ikke af hav, men derimod umiskendeligt af bittersøde og fyldige amerikanske humletyper – man skulle næsten tro, at det der stod på bagetiketten passede … Det samme gælder smagen. Der er vist ikke længere tvivl om de amerikanske humlers tilstedeværelse, og manifestationen af deres hårde, rå, ananskirsebærsyrlige og blomstervenlige bitterhed, er god og gennemtrængende som sjældent før. Bergamotolien er jeg fristet til at tie om, da man med rette kunne anklage mig for at køre i samme rille – men den er der, og den er intet mindre end en fryd.

Stadig intet spor af tang.

Eftersmagen sætter ind med en rå og klæbrig aroma af løvtræ, der varer omtrent lige så længe, som det tager sådan ét at vokse sig stort. Jeg leder fortsat efter tangen, og bilder mig ind, at den måske er med til at gøre eftersmagen lidt ekstra bitter. Men jeg er overhovedet ikke sikker.

Men hvad gør det. Der er amerikansk humle en masse – og det er det vigtigste.

Sikke en finale!

5-stjerner

Ærø Stout Kong Arthur, Rise Bryggeri

Velafstemt – også med vand …

Her gik man og håbede på en historie fra de varme lande – eller, våde og fugtige måske … Nok er der Palmer ved det sydligste Cornwall, men ligefrem at kalde vores nabo mod vest varm, er nok at tage munden for fuld. Ikke desto mindre er det vel England, og dets gamle historiske sagnkonge, man instinktivt tænker på, når ordet ‘konge’ kombineres med egenavnet ‘Arthur’. Men næh nej …

Ingen Arthur, ingen Merlin, ingen riddere om det runde bord, og ingen Prins Valiant (men jeg har heller aldrig forstået tegneserier, hvor teksterne står under billedet – selv ikke når jeg kender oversætteren, så jeg har aldrig fået mig taget sammen til at tage mig sammen til at finde ud af, om jeg overhovedet kan lide historien …) hvor var jeg?

Nårh ja – den Kong Arthur (med det borgerlige efternavn Jørgensen), der her er tale om, er stifteren af Ærøs største arbejdsplads, Søby Værft. Med den vej, det går med industrien for øjeblikket, overhales det vel nok snart af bryggeriet bag dagens øl, men det er en anden historie. Øllet er brygget i anledning af omtalte værfts 75 års jubilæum – så skulle alle misforståelser vist være udredt.

Som stout kvalificerer den sig udmærket. Brygget er ganske natsort, og skummet antager en rimeligt mørk lød. Glosen ‘rimeligt’ bruges her i sin oprindelige betydning ’tilpas’, for meget mørkt er det heller ikke. Det overstiger Cafe Latte-skum, men næppe almindelig cappuccino-dunkelhed i lød. Brygget dufter ganske lovende med brankede noter som de dominerende. Kaffe og en smule trærøg er nærværende, uden at man dog er tilskyndet til at dvæle ved bouqueten.

Også i smagen er kaffen og de ristede noter præsent. Ja, i det hele taget kan man jo bare læse på bagetiketten, hvordan det smager, for det passer egentlig meget godt. Så slipper man også for besværet med at drikke brygget, og man kan også spare pengene, hvis man nøjes med læsningen i supermarkedet. For som der står: “Souten har en koncentreret smag af sort malt, med undetoner af kaffe og lakrids. Humlearomaen er kun anelig – en rigtig “dry-stout”.” Det passer sgu meget godt, så er etiketten læst, er der da ingen grund til rent faktisk at prøve den, er der?

Er det ikke lidt ligesom hvis man har set en trailer til en film, og man derefter godt ved, hvad den ender med? … Eller vil nogle læsere rent faktisk påstå at øl og film ikke er det samme, og at afsløring af en øls smag ikke er det samme som afsløring af en films handling?

Vel, det spørgsmål må forblive åbent. Det er under alle omstændigheder et ganske velsmagende bryg, der især brillerer ved at være velafstemt. Der er lige tilpas brankethed i forhold til røgethed, i forhold til bitterhed – og i forhold til vandighed. For vandet kan stadig mærkes, og tilskynder én til at tage lidt større mundfulde, end man egentlig vil af en stout. Det tilskynder én til mere at drikke end egentlig nyde brygget, og det er lidt synd. Selvom der er velsmag nok, kunne der sagtens være mere uden at brygget behøvede ryge ud af balance – så en smule snydt føler man sig alligevel.

Min store dreng, Thorolf har fødselsdag i dag. Så alderen på mine børn i toppen af bloggen er blevet justeret behørigt.
4-en-halv-stjerne

Ærø Red Ale, Rise Bryggeri

Så tæt på flop …

Rise Bryggeri på Ærø har behaget adækvat og mere end adækvat tidligere. Selv lægger de ingen fingre imellem og udråber sig i skrivende stund til at være dem, der brygger Danmarks bedste øl på deres hjemmeside. Og når man selv mener dette, er det da også naturligt, at have en øl med til det for længst udløbede Ølfestivalg i Kvickly. I går var jeg netop i Kvickly på Englandsvej her på Amager for at rede mig restlageret – praktisk taget forgæves, for denne øl, var alt hvad jeg kom hjem med fra den nys overståede konkurrence.

En konkurrence, det iøvrigt har været meget svært at finde ud af, hvem har vundet. Jeg har fået fortalt, at det var Ørbæks ingefær-øl … som jeg jo så ikke får smagt, før den rent faktisk kommer på hylden i Kvickly, og det kan jo godt tage noget tid. Oplysningen er angiveligt at finde på Danske Ølentusiasters hjemmeside. Jeg har ikke kigget efter selv, men en offentliggørelse på Kvicklys hjemme- eller facebookside må man kigge i søgemaskinen efter – længe, for en sådan har overhovedet ikke været til at opdrive.

Når jeg engang har fået smagt Ørbæks sejrende ingefærøl, vil jeg nok skrive et indlæg om mine overvejelser og oplevelser med Kvicklys Ølfestivalg. I betragtning af de øl, jeg allerede har anmeldt i år, samt nærværende, vil læserne nok kunne regne ud, at jeg ikke er synderligt begejstret.

Netop fordi Rise Bryggeri har holdt et relativt højt niveau, var mine forventninger til deres Red Ale også skruet en anelse op. Stilen har jeg til gengæld sjældent været heldig med. For det meste er red ale tyndt, undertiden surt, og kun sjældent rigtig godt.

Nysgerrigt indsnuser jeg bouqueten, idet brygget hældes i kruset. Ivrig efter at mærke den helt friske odeur, stikker jeg mit relativt lange snudeskaft godt ned i glasset, så næsetippen endda rammes og vædes af det rustrøde bryg … ingen duft. Ingen – jo, måske af vand. Men det er, den flotte farve til trods så som så med bouqueten. Den første oplevelse forbliver rent visuel, og omfatter desuden kun væsken. Skummet er kedeligt off-white og mangler enhver spænding i form af fasthed, formbarhed eller viskositet. En smule klæbrigt viser det sig dog at være, men det er med hiv og sving, at der er mere at fortælle om end dets intetsigendehed.

På samme måde er det med smagen, eller mangel på samme. Det er et meget tyndt og vandigt bryg, hvor fylden bedst sammenlignes med kommunalt postevand. En fjern syrlighed, der engang har været noget humle, og nu skriger fra det hinsides på hævn for den forsmædelighed der er overkommet den, er det eneste, der for nuværende antyder, at det faktisk er en øl, vi har med at gøre, og ikke vandhanevand.

Og så melder der sig alligevel en smule smag til sidst. På bagtungen i eftersmagen mærker man en vis bitterhed. Den er hæmmet af den lette syrlighed i brygget, men den formår alligevel at titte frem til blidt og mildt – men næppe adækvat – velbehag. Det er en forsigtig og let bitterhed som man kender den fra paranødder. En rar men på ingen måde nogen overvældende oplevelse – ja, det er faktisk kun lige nok til at redde brygget fra decideret at floppe.

Det kan Rise Bryggeri gøre meget bedre. Det ved jeg, de kan, for jeg ved, de har gjort det bedre. Kvickly burde virkelig også hæve målene for, hvilket kvalitetsniveau, der skal kendetegne deltagerne i deres ølfestivalg, eller sagt på en anden måde: Ørbæks ingefærøl skal virkelig være god, hvis Kvicklys ølfestivalg skal have nådige ord med på vejen her på min blog.

1-en-halv-stjerne

Ærø Jule Ale Strong Rudolph, Rise Bryggeri


Juleøl lige i centrum

Jeg har nævnt denne øl tidligere. Den var en af årsagerne til, at jeg i starten af året kårede Rise Bryggeri til årets danske nyopdagelse 2011. Jeg nåede dog aldrig at få øllet anmeldt dengang. Jeg nød den juleaften i selskab med min familie, og det var ikke en anledning, jeg ville spolere ved at kradse noter ned ved siden af de brunede kartofler, and og sovs.

Det var skønt at prøve den igen, og konstatere, at den var lige så god i dag, som den var for knap et år siden. Det er en højrød, næsten bordeauxfarvet sag med gyldent, luftigt skum. Duften præges af sherry med et markant kirsebærelement, og det er jo også duften af jul.
– og smagen. For sherryelementet gør sig også gældende i brygget, kombinerer fylden fra mild portvin, smagen af sød mørk ale og kanten fra en skarp sherry. En alkoholprocent på 7 underbygger, afrunder og udfylder smagsbilledet, men giver altså også risiko for, at man går selskabeligt overrislet fra bordet. Et bittert element af svedsker, hasselnødder og kaffe gør sig også gældende, men i velafstemt og passende styrke, der ikke overdøver de velvalgte søde toner.

Det er en hjertevarm juleøl, der får nissekoret til at synge, så englene får mindreværdskomplekser. Vidunderligt og lige i øjet til den fede, søde julemad – eller bare som en rigtig god hyggeøl til Disneys Juleshow, Året Der Gik-udsendelserne og Anne fra Grønnebakken.

Glædelig Forjul.
5-stjerner

Ærø Marstal India Pale Ale, Rise Bryggeri


Godt kompromis

Jeg har valgt at holde en mindre pause med spritterøllene fra Royal Unibrew. Jeg bryster mig ellers af at være god til hurtigt at gøre de ting færdig, som jeg begynder på, men undertiden må andre hensyn veje tungere. Den sidste øl i temaet er H.C. Andersen Eventyr, der holder en alkoholprocent på 9. Det er ikke en mængde alkohol, jeg gider konsumere på én gang, når der også er en familie og en dag derpå, der skal tages hånd om. Derfor har jeg besluttet mig for at udsætte prøvesmagningen, indtil jeg har fundet én at dele den med. Og det vil også være en væsentlig mere festlig afslutning på temaet, at kunne gøre det til en dobbeltanmeldelse.

Men indtil det lykkes, går jeg videre med de øvrige øl, som køleskabet efterhånden bugner af. Kristi Luftfartsdag var turen kommet til Rise Bryggeris India Pale Ale, der blev nydt om aftenen efter en lang dag, hvor hele den lille familie (minus papsøn) havde været til byttemarked på Aarhus Universitet, og i Botanisk Have til det årlige Danmarksmesterskab for sækkepibeorkestre. Selv holder jeg for tiden pause – indtil jeg får ordentlig tid og et ditto sted at øve. Det er til gengæld altid rart at se alle vennerne fra dengang igen, og i pinsen, 26-27 maj går det atter løs på Lindholm Høje ved Nørresundby med de Skandinaviske Mesterskaber. Arrangementet er åbent og gratis, og alle interesserede er velkomne.

Ligesom Samuel Adams’ Latitude 48 IPA er der tale om en filtreret India Pale Ale. Den er stort set pilsnergul i farven, men det tætte, flødeagtige og klæbende skum kendetegnes ved en svag, omend markant citrongul tone. Samtidig klæber det til glasset som kærnemælk, og som brygget nydes klistrer skummet til glasset i etager, og fortæller historien om, i hvor store slurke øllet blev skyllet ned. Duften er karakteristisk ren og skarp af hyldeblomsttilsat  en rosensnert og humle, det er ganske klassisk grænsende til det stereotypiske.

Smagen er karakteriseret ved både at være fyldigt og læskende. Det gør ikke noget, at nyde øllet afkølet, for bitterheden er ikke så markant, at noget går tabt ved en lav temperatur. Bitterheden rummer velkendt bidsk, tør humle med en bitterfrisk, letrøget humlesmag. Smagen ledsages af en pikant roseessens, der blødgør og runder af. I forhold til andre IPA’er er det et noget mere afdæmpet og lettilgængeligt eksemplar, hvor der er lagt mere vægt på drikkelighed end aroma.

Dermed er Ærø Marstal India Pale Ale et kompromis mellem vederkvægelse og smag. Et lødigt kompromis, men et kompromis ikke desto mindre, idet man som nyder af virkeligt bitre og kraftige India Pale Ales alligevel kommer til at savne lidt ekstra tør, rivende humlesmag i brygget. Til gengæld erkender jeg bryggets tørstslukkende og forfriskende egenskaber, uden at det bliver tyndt eller almindeligt, så det er helt bestemt godt ramt, og især er det en god introduktion til IPA for vordende ølconnoisseures.
4-en-halv-stjerne

Ærø Påske Ale, Rise Bryggeri, Påskeøl 2012 IX

Jeg har gemt de påskeøl, jeg regnede med var bedst, til senere. Senere er så nu, hvor man vil kunne se, at de tre sidst anmeldte øl er en økologisk øl fra Thisted, en Krenkerup og nu en øl fra bryggeriet, jeg udråbte til at være min største nyopdagelse sidste år, Rise Bryggeri fra Ærø. Spændende er det, at de to sidstnævnte begge har vist sig at være mørke, og dermed ret utraditionelle for danske påskebryg.

Nærmere beskrevet er farven fint nøddebrun med gyldentbrunt skum, ledsaget af en duft af modne æbler og blommer. Duftindtrykket minder mig mere om efterårets høstøl, end sæsonens påskebryg.

Smagen er på den bitre side med en fyldig, nødde- til træagtig humle, ledsaget af en habil karamel- og maltsødme. Skønt alkoholprocenten ligger under de fleste andre påskeøl – ja, med sine 5% under de fleste guldøl (der typisk holder 5,6%) har øllet alligevel en markant alkoholkarakter, der er med til at give øllet fylde.

Men trods det gode humle/karamelindtryk ender det alligevel med at være en – om ikke kedelig, så i hvert fald genkendelig omgang. Der er intet nyt under forårssolen i denne øl, og eftersmagen mangler nærmest helt.

Det er ikke en øl til en topkarakter – den må nøjes med bare at få en god karakter i stedet.
4-stjerner

Rise Premium økologisk Valnød, Rise Bryggeri

– 3-i-én

Rise Bryggeri ligger på Ærø, og markedsfører sig selv som et genopstået bryggeri. Oprindeligt blev det startet i 1884, brygningen stoppede i 1956, men blev så genstartet i 2004. Det er den meget korte version – en længere kan granskes på bryggeriets hjemmeside. Det er et bryggeri, der lægger stor vægt på kvalitet, lige som de mange andre mikrobryggerier gør, og desuden er det bryggeriets plan at udvidde sortimentet af økologiske øl med tiden. Eftersom nærværende øl også er økologisk giver det selvfølgelig sig selv, at den ikke er tilsat sulfit, men det er nu alligevel meget rart at se det skrevet direkte på etiketten.
Rises valnøddeøl har jeg fundet i Netto, hvor jeg sammen med min papsøn krøb i skjul for en mindre stillehavsmonsun. Skybruddet var dog næppe at regne for noget i forhold til det, der forleden ramte hovedstaden, der var endnu en anledning til at glædes over, at man ikke længere bor i en stuelejlighed i København, men på toppen af en bakke i Aarhus’ ghetto, hvor den slags vejrfænomener næppe vil ramme så hårdt.
Men nok udenomssnak – forhåbentlig er denne og andre Rise-bryg del af Nettos faste udvalg af specialøl, for denne har bestemt været oplevelsen værd.
Den bruser en del – mere end den skummer, og bruset er off-white til gylden, mens selve brygget antager en mørkorange farve, ikke ulig stærk bock, som bryggeriet da også på bagetiketten hævder, den er. Duften er frisk, og valnøddeekstrakten kan allerede mærkes som en rar sødme, foran tyndt tæppe af mere traditionel bitter humle.
Smagen får spontant én til at udbrydde et “mums!” Man holder en pause for lige at nyde det ordentligt, og så begynder man at spekulere på, hvad det lige var, der skete. Det er nemlig en øl, man ikke bare smager én gang, men flere gange – selv har jeg talt tre:
Den indledes med en ret sød smag, med en snert af hindbær. Denne afløses af en mere bitter nøddeagtig smag midt på tungen, og her smager man især valnødderne. Det er rart at opleve en øl, der smager af det, der rent faktisk er puttet i den – i modsætning til de efterhånden mange honningøl fx, der ikke smager af honning overhovedet. Denne smag munder ud i en rigtig dejlig, nærmest fløjlsblød bitter eftersmag, der i kvalitet klart kan måle sig med Pilsner Urquells eftersmag.
Hele oplevelsen er fyldig og næsten cremet fra start til slut, og den tilsatte valnøddeekstrakt klæder øllet perfekt. Nogen vil hævde, at den slags overhovedet ikke har noget at beskaffe i øl – sådan havde jeg det også engang, det har jeg ikke mere, og det er denne slags øl årsag til.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme