Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Refsvindinge

Skibsøl, Refsvindinge

2015-04-16 17.03.58Dansk mig her og dansk mig der …

Der er måske blevet længere mellem øllene her på det sidste. Til gengæld håber jeg, at der ikke er blevet længere mellem snapsene. I hvert fald ikke hvad mine anmeldelsestekster angår. Jeg prøver at hæve det litterære niveau på bloggen ved at skrive lidt sjældnere. For hvem har ikke brug for en litterær saltvandsindsprøjtning, nu hvor både Klaus Rifbjerg, Klaus Rifbjerg på tysk (også kendt under navnet Günter Grass) og ikke mindst det litterære geni, som de to førnævnte litterære giganter ikke nåede til sokkeholderne, om de så stod på skuldrene af hinanden, Gunilla Wolde (Totte og Lotte) alle er gået til deres respektive forfædre?

Eller for at sige det på en anden måde – jeg skriver måske lidt sjældnere, men håber til gengæld, jeg skriver bedre.

Dagens øl er hentet i køleskabet hos min favoritølpusher på Islands Brygge, Toft Vin. Det er endnu en øl fra fynske Refsvindinge, der på trods af flere forsøg stadig skylder en ordentlig øloplevelse. Det er ellers ikke forjættelserne, der mangler ved brygget. At der er et skib på etiketten borger næsten i sig selv for kvalitet og så er det brygget på røget malt. Jeg elsker røget øl, men har i bloggens levetid prøvet alt for lidt af det. Rauch Bier fra Krenkerup, tror jeg faktisk er den eneste, jeg har prøvet indtil videre, men den har til gengæld også været hint bryggeris bedste.

I modsat retning trækker til dels, at der er tale om en letøl – den holder kun 2,4%. Men mest irriterer undertitlen mig – at den er ‘Ægte Dansk’. Jeg spekulerer over, hvad der mon er så dansk ved den – fair nok, den er produceret i Danmark, og så bliver det næppe mere dansk. Men traditionen med røget øl skulle være stærkest omkring Bamberg i Tyskland, og Tyskland er jo lissom ikke Danmark.

Så kunne det jo være skibsøllet, vi i Danmark havde en særlig tradition for – og som søfartsnation, er det måske slet ikke noget dårligt bud. Men at skibsøllet skulle være specielt røget har jeg ikke umiddelbart fundet noget belæg for (men jeg har måske heller ikke søgt SÅ meget igen). Til gengæld skulle skibsøl være tilsat citron og andre ting med mange C-vitaminer i. På én gang forebygger dette nemlig vildgæring, skørbug og – måske utilsigtet, men i højeste grad så – velsmag.

Og hvad med ‘ægte’? Frasens hulhed illustreres bedst, når man erstatter ordene med noget andet. Fx. kunne man kalde øllet “Uægte Dansk” eller måske “Ægte Tysk”, eller “Uægte Tysk” måske? Det sidste er selvfølgelig en dobbelt negation, og så er vi vel tilbage ved udgangspunktet – forudsat selvfølgelig, at man antager at ‘Tysk’ er det modsatte af ‘Dansk’ hvilket vel må være genstand for debat.

For mig at se, er manchetten klinisk renset for indhold, og hjælper os ikke til at forstå øllet bedre, før det er skænket.

Det ser ellers ganske flot ud, og i betragtning af, at det er en let Refsvindingeøl, er det overraskende mørkt – begsort, faktisk, med livligt mørkebrunt skum. Røgen mærkes omgående i lugten. Det lugter ganske rigtigt at skibsbeg og tjære, eller som min hustrus tøj, når hun kommer hjem efter at have blotet omkring et bål i regnvejr. Der er nemlig tale om lugt – ikke om bouquet, eller duft, men kraftig lugt, for ikke at sige odeur, eller måske endda stank.

Brygget smager også af bålrøg. Måske endda af bålstegt – eller lad os være ærlige – bålbrændt mad. Mad brændt over et bål af alt for vådt og beskidt træ, i øvrigt, der gør både mad og røg ganske aldeles usundt.

Alligevel er røgen dog ikke kvælende, for det er den ikke helt tyk nok til. Eller sagt lige så diplomatisk, kan man godt mærke, at det er en letøl, man sidder med. Selvom røgsmagen er kraftig, føles brygget alligevel tyndt. Det mærkes mere som en hul oppustet skal i munden, end som en tæt sky, og i eftersmagen mærker man mere træets sure væde end røgen.

Refsvindingeoplevelsen udebliver fortsat, men manglende velsmag til trods alligevel med spændingen nogenlunde intakt. Det er dog ikke nok til at hæve den samlede karakter op over middel niveau – den forbliver pænt et stykke under.

2-stjerner

Enkens Anden Lyst, Refsvindinge

En mejer?

Vi er nået til den anden edderkoppeøl fra Refsvindinge. Jeg kan allerede nu afsløre, at jeg ikke forstår konceptet. Den sorte enke er formentlig verdens farligste edderkop, og inspirerer til stærke, skræmmende og sprælske oplevelser. I stedet får man stille, spagfærdige og spinkle bryg, der i kraft af den dunkle markedsføring skuffer dobbelt. Brygget er kedeligt, mens etiketterne lover noget skræmmende og uhyggeligt. Hvis der overhovedet er noget skræmmende eller uhyggeligt over Refsvindinges edderkoppeøl, er det da netop deres ligegyldighed.

Så længe dagens bryg er i flasken formår det dog at give et tilnærmelsesvis godt visuelt indtryk. Der forefindes store flager af restgær i bunden af flasken, så der i det mindste er noget for øjnene. Gæren opløses dog fuldstændig ved skænkning, og koncentrationen af grums viser sig alligevel at være for svag til at gøre brygget uigennemsigtigt. Det er højst lettåget, og i øvrigt alt for traditionelt korngult. Selvom hvede indgår i recepten, og normalt er garant for en tæt flødeoplevelse, har man sjældent set spinklere skum. Duften generer ikke, men aer blidt med fimrehårene. Man aner en sød appelsinnote, der hidrører fra den tilsatte pomerans, mens den ligeledes tilsatte timian ikke umiddelbart kan spores. Ligesom humlen ikke kan spores – eller malten for en sags skyld. Vandet er til gengæld ganske fremtrædende.

Det gælder også i smagen. Vandet udgør bryggets basis, skaft og kapitæl, men uden volutter eller anden ornamentering. Det er helt klart vand det meste. Indrømmet, der er et lille stik hist og pist af syrlig, men forfriskende, grape med et sødt strøg af appelsin, men vellysten derved skæmmes af en for præsent bismag af gær.

På den anden side er det gæren, der afslører, at det faktisk er en øl man sidder med. Det kunne man ellers godt være i tvivl om. Men brygget er alt for tynd, vandigt, ufyldigt og byder alt for lidt smag. Og den smule velsmag, der trods alt er, er lidet ølagtig og nivelleres af et for anmassende element af gær.

Hvis dette skulle være en edderkoppeøl, så må det – at dømme fra den tynde og spinkle karakter – være en mejer.

1-stjerne

Den Sorte Enke, Refsvindinge

En venlig korsedderkop …
Bryggeriet Refsvindinge har mange specialøl på programmet. Faktisk er jeg ikke sikker på, at de overhovedet har en regulær pilsner eller en classic. Til gengæld kan jeg ved granskning af de øl, jeg indtil videre har prøvet fra dem konstatere, at specialøl til trods, har de endnu til gode at score en karakter over middel.
Og en øl opkaldt efter en af verdens giftigste edderkopper kan da også fange en gammel entomofils interesse. Jeg har selv engang haft en fugleedderkop som hobbydyr, og generelt finder jeg alle kryb overordentlig interessante (med undtagelse af hvepse og myg som jeg slår ihjel med en blodtemperatur på ikke over 100 Kelvin). Vi har ganske vist at gøre med en arachnid, der er lige så fjernt fra fugleedderkopper, som træspidsmus er fra bjerggorillaer, men det er jo kryb altsammen – so more the fun!
Brygget er iblandet antioxidant og stjerneanis, og så er det sædvanlige spørgsmål, om øllets præg domineres af de tilsatte fremmedelementer, eller om det på forunderligvis integreres i brygget, og tildeler det en ekstra dimension. Oftest ser man desværre, at det blot kommer til at smage af tilsætningen, og alt for lidt af øl.
Det er da også især det tilsatte krydderi, man mærker i duften. Det dufter af sød lakrids, jeg tænker især Blue Jeans-pastiller og fennikelfrø med sukkerovertræk. Visuelt kunne brygget også minde lidt om lakrids. Det er ganske mørkt (omend filtreret) og med højt boblende lystbrunt skum, der dog ikke efterlader sig nogen spor på glassets sider under konsumption.
Man skuffes omgående af bryggets manglende fylde, samtidig med at nærværende blogger da også kan mønstre lidt glæde ved smagen af … … … Anis! Sørme! Der er faktisk lidt Kongen af Danmark over det – lidt, altså. For selv smagen af anis er vigende i forhold til et dominerende element af danskvand. En bund, der mærkes nogenlunde bagest ved gummerne og mandlerne afslører, at der trods alt er brugt lidt humle i blandingsprocessen. Humlen hjælpes på vej af anisen, og her mærker man måske det eneste punkt, hvor bryg og tilsætning arbejder ordentligt sammen.
Heldigvis kan jeg godt lide anis, og brygget slaphed til trods, varmer krydderiet faktisk lidt i bryst og gane, så hele oplevelsen ikke bliver slap og ligegyldig. Til gengæld er jeg med tiden blevet mere og mere skeptisk over for hvedeøl, der i det hele taget har svært ved at komme ordentlig op i vurderingerne. Det er, øltypen taget i betragtning, ikke så mærkeligt, at det hele er lidt tyndbenet, og anisstjernen ville have pyntet langt mere i en stout eller måske endda en IPA.
Den farlige og giftige sorte enke viser sig blot at være en venlig og uskadelig korsedderkop.
2-en-halv-stjerne

Røde Mor, Refsvindinge

Hah! (- Edna Krabappel)

Verden er blevet to stjerner fattigere. Marcia Wallace, der lagde stemme til skolelæreren Edna Krabappel fra The Simpsons tog en billet på samme afgang som den legendariske rockmusiker Lou Reed – som jeg må indrømme, at jeg ikke kender særlig godt, men hvis betydning jeg bestemt anerkender.

Nu hygger de sig i det hinsides, og får sikkert en pint eller to i selskab med Rune T. Kidde, der som bekendt nåede en tidligere afgang. Det er den vej vi alle skal, men jeg håber blot, hvis der er et hinsides, at vi ikke ender samme sted som hedengange øl. Det ville i sandhed være et helvede, om der kun var Kay-Sar og Tuborg Lime Cut at få i dødsriget. De her nævnte stjerner fortjener i hvert fald bedre.

Hedengangen er Røde Mor derimod ikke helt endnu. Mig bekendt spiller banddelen af kunstnerkollektivet stadig. Jeg er ikke sikker på, hvornår jeg sidst så dem, men jeg tror det var i foråret 2008 – eller 07, men det var i hvert fald i Store Vega på Vesterbro.

Om nærværende bryg fra fynske Bryggeriet Refsvindinge har noget med kunstnerkollektivet at gøre, fremgår ikke, men forsidemotivet kunne godt se ud til at være inspireret af kollektivets grafisk udtryk. En hyldest til Christiania i form af tre gule prikker pryder også dristigt etiketten, så mon ikke brygget søger at spille, om ikke direkte på kunstnerkollektivets ry, så i hvert fald den tradition, de i sin tid er opstået af?

I det hele taget er oplysningerne om brygget holdt lakonisk til det absolut nødvendige. Men med den varedeklaration er der næsten heller ikke plads til mere. Den omfatter både ascorbinsyre, ammoniseret karamelfarve og tilsat kuldioxid, og rammer dermed næppe de renhedskriterier, man ellers godt kunne forestille sig, at kunstnerkollektivet af samme navn ellers tilstræber – også når det gælder øl.

Men det må være en sag mellem Røde Mor og Bryggeriet Refsvindinge. Her er det kun bryggets kvalitet, der skal vurderes. Det lægger hårdt ud efter kapselaftagning med at sprede en ganske kraftig og velbehagelig duft af søde, velmodne æbler ud i lokalet. Den kraftige bouquet skruer forventningen op, da det er sjældent, at bryg, der dufter så godt, skuffer fælt (omend det ses). Navnet passer til farven. Det er tydeligvis en red ale (velnok en tillempet betegnelse, da farven til dels er opnået ved tilsætning af (suspekt) farvestof). Skummet er til gengæld meget svagt og lavt, omend cremet i det omfang det findes. Kridhvidt som det er, får det næsten brygget til at fremstå som et lille udsnit af Dannebrog – måske ikke lige det, man allermest forbinder med Røde Mor.

Fylden er central i smagen. Der er søde elementer af modne æbler og en snert af hindbærbrus. Dertil kommer humleindslaget, der runder sødmen af med en velbehagelig nøddebitterhed. Alt sammen dæmpet og nøje afmålt til ikke at blive for kraftigt. Det er ikke markant, ikke frembrusende, ikke ubehageligt … ja, det er faktisk en smule kedeligt, selvom det i det omfang det overhovedet smager af noget, da indrømmet også smager godt. Jeg nævnte fylden. Det er den, der gør, at brygget ikke går hen og bliver for tyndt eller vandet, men det redder det også kun lige akkurat …

… og kun i begyndelsen. En stikkende syrlighed tager efterhånden over. Det er som om brygget oxiderer meget hurtigt, og de velbehagelige søde toner forvrænges fra gule og røde æbler til æbleeddike. Alt i alt ikke en øl, der ved sit navn holder hvad den lover. Her er der ingen provokationer, ingen nytænkende eksperimentering eller udfordring af konformitet – og da slet ikke med store, voldsomme og fandinvoldske armbevægelser, og så ender brygget end da med at smage smågrimt.

Det er lige før at Helle Thorning kommer det gamle kunstnerkollektiv nærmere i sin politiks provokationer og nytænkning, end denne øl formår ved sin karakter.

1-en-halv-stjerne

Mors Stout, Refsvindinge

Mere opvarmningsøl

Mors Stout er én af to øl, som Bryggeriet Refsvindinge er kendt for.. Den anden er A-Z Ale No. 16, som jeg kunne have svoret var bedre i gamle dage – måske en sen følgevirkning af, at Vestfyen fik en aftale om at tappe brygget for Refsvindinge, da de selv ikke kunne følge med eftersprøgslen – men det er jeg ikke sikker på.

Ligesom Høker Bajer blev denne øl nydt før Fremad Amagers hjemmebane-sæsonpremiere mod Avarta – et hold, der åbenbart ikke frivilligt vil ud med sproget om, hvor de kommer fra. Men de kommer så fra Rødovre – dem holder jeg med i Ishockey, og jeg gik på gymnasiet der, og min elskede viv er netop startet som lærer samme sted. Så Rødovre har også en stor plads i mit liv, og der er selvfølgelig også altid plads til dem på Sundby Idrætspark – selv når vi ikke kan finde ud af at slå dem.

Det var Gedved, der uforvarende kom rendende med to Mors Stout i favnen. En til mig og en til ham selv. Så hvor jeg havde lejlighed til at forberede mig til Høker Bajeren – blandt andet ved at anskaffe et krus at hælde den i, blev jeg fanget på det forkerte ben, og måtte prøve denne øl direkte fra flasken.

Selvom brygget hidrører fra det navnkundige Bryggeriet Refsvindinge, undgår bryggeriet ikke at få en anmærkning med på vejen for sin markedsføring. Bryggeriets marketingsafdeling
synes at mene, at øl sælger bedre, hvis der på etiketten forefindes en tegning af et afklædt kvindfolk. Sandt at sige har det afholdt mig fra at prøve brygget indtil videre, fordi den form for markedsføring irriterer mig, som det værste eksempel på, hvordan man kan sælge ét produkt ved at reklamere med noget ganske andet og ganske urelateret, og det irriterer mig endnu mere, at skulle finde på noget begavet at skrive om det hver gang. Hvilken rolle øen Mors i øvrigt spiller i forhold til øllet er også ganske uvist og forekommer også fuldstændig urelateret til tegningen på etiketten. Men hva’ ved jeg i øvrigt også om marketing?

Bryggets farve og skum har jeg ikke kunnet vurdere, da jeg kun har kunnet beskue det gennem flasken. Det synes dog ikke at skumme særlig meget, og mængden af kulsyre er også meget lav. Ikke desto mindre minder viskositeten mest om almindeligt øl – der er ikke tale om nogen særlig tæt stout efter alt at dømme.

Duften gør ikke meget væsen af sig. Man kan som regel mærke duften allerede når kapslen letter, hvis der er tale om en ordentlig stout, men brygget afslører ikke noget her. Det skyldes muligvis, at brygget var for koldt, da det blev serveret. Stouts har for det meste godt af at få lidt for meget temperatur frem for lidt for lidt. Mærkes kan det, at det er en overvejende sød stout, med supplerende bitre elementer – fortrinsvis af kaffe.

Smagsindtrykkene forbliver dog adskilt, og går ikke op i en højere enhed. Der er ét element af kaffe, ved siden af et let flødechokoladeagtigt element, med en fornemmelse af krystalsukker i eftersmagen. De hver for sig udmærkede – omend ikke overraskende eller særligt karakterfulde – smagsindtryk blander sig ikke ordentligt. Slutresultatet bliver sammensat, og hele tiden med et for dominerende vandelement, idet brygget overordnet mangler den fylde, der skal til for at et mørkt bryg kan slå ordentligt igennem som en stout.

Det hele er selvfølgelig lidt med de nødvendige forbehold for øl, der drikkes af flasken i stedet for glas, og bestemt har en for lav temperatur. Jeg skal ikke udelukke en omanmeldelse engang, når jeg får denne øl serveret i et glas ved den rette temperatur.

2-en-halv-stjerne

A-Z Ale No. 16, Bryggeriet Refsvindinge

3-stjerner

Dagens øl må siges at være en af sværvægterne blandt danske specialøl. Specialøl skal her – ligesom andre steder i bloggen – ikke forstås som den teknisk-faglige betegnelse for øl, der brygges på andet end malt, humle, vand og gær, men blot forstås som øl, der adskiller sig mærkbart fra den store uformelige masse af ligegyldige, tynde og mere eller mindre smagsfrie pilsnerøl.

Den blev brygget for første gang i 1995, kåret som den bedste danske øl i 1997 og som den 3. bedste i verden i 2000. Ikke alene er det en af de tidligste forsøg i Danmark på ENDELIG at komme ud af starthullerne, og brygge noget øl, der er lidt mere interessant end de altdominerende mainstreamøl. Man må også sige, at det har været en ganske stor succes, både – som man kan se på konkurrenceresultaterne – kvalitetsmæssigt og kommercielt, eftersom A-Z Ale No. 16 nu kan fås i de allerfleste supermarkeder. Discountkæden Fakta f.eks. holder sig ikke for fin til at have den med i det faste sortiment.

Denne øl var også med til at udvide mine snævre opfattelser af, hvad ordentligt øl var. Jeg husker tydeligt den sommer i 2005, hvor jeg for første gang var med på Scandinavian School of Piping & Drumming, og hvor der var A-Z Ale No. 16 fra Bryggeriet Refsvindinge … på fad! Ikke overraskende tømtes alle fustagerne i god tid før festen den sidste aften, men det siger nok lige så meget om sækkepibefolkets hang til de våde varer, som det siger om Refsvindinge-bryggets kvaliteter.

Det er med alle disse dejlige minder in mente, at jeg atter har sat læberne til glasset. Dog ikke uden at granske etiketten først, og her er det, at jeg støder på nogle småting, der ikke kan undgå at nage.

Det er nemlig ikke en øl, der kun indeholder vand, malt, humle og gær. Varedeklarationen prydes tillige dermed af helt præcis tre E-numre, nemlig E290, E300 og E150c, her nævnt i den orden jeg har tænkt mig at kommentere dem, i fald en læser eller to skulle have mig mistænkt for ikke at kunne tælle.

E290 har vi haft fat i tidligere. Selvom det er med i gruppen af konserveringsmidler, der indeholder nogle af de mest kontroversielle E-numre, såsom E250 (køb økologisk!) er E290 et af de mest, hvis ikke DET mest uskadelige E-nummer. Det er kulsyre, der bruges til at få vand til at bruse, og det er ikke farligere end ens egen udåndingsluft.

E300 er ascorbinsyre, måske bedre kendt som C-vitamin. Der er ikke dokumenteret nogen gavnlige virkninger ved det, når det er tilsat madvarer, og derfor må det ikke benævnes C-vitamin på varedeklarationer. Omvendt er der heller ikke noget, der tyder på, at det er skadeligt. Af samme grund er det populært som surhedsregulerende middel eller antioxidant, hvilket det da også bruges til her.
Jeg må jo så – ikke overraskende måske – tilstå, at jeg ærligt talt ikke forstår, hvorfor den slags overhovedet skal tilsættes øl. Jeg er, som læserne nok har bemærket, meget krakilsk med at påtale enhver afvigelse fra malt, vand, humle og gær i øl. Jeg erkender dog samtidig, at visse øl – kriek for eksempel, som jeg hælder i mig som slik – naturligvis også indeholde andet. Samtidig indeholdt øl i gamle dage faktisk også C-vitamin. Det blev brugt som stabilisator og holdt bryggeriarbejderne skørbugen fra døren (ja, jeg bruger ren dativ hvis jeg kan. Det burde flere i det hele taget gøre!) Så hvis man endelig vil, kan man hævde, at det er old-school. Jeg vil derfor lade nåde gå for ret denne gang, og ikke kalde A-Z Ale No. 16 en beskidt øl – endnu.

Nu er vi så kommet til ingrediens E150c. Det bedste har jeg selvfølgelig gemt til sidst – eller rettere … det værste. E150a-d er fire forskellige typer karamelfarvestof. Fra første færd, er det selvfølgelig forrykt overhovedet at bruge farvestoffer i næsten hvad som helst. Det smager ikke anderledes, så hvorfor overhovedet putte overflødige – og ofte giftige – stoffer i mad for at få det til at se anderledes ud? Endnu mere tåbeligt er det, at putte den slags i øl. Der findes et hav af malttyper netop til at justere farve med, så hvorfor har man ikke bare gjort det i stedet? Har disse malttyper givet en forkert smag? I så fald er løsningen simpel – stil jer tilfreds med farven som den er. Ingen kan bilde mig ind, at den skulle se for uappetitlig ud til at kunne drikkes uden farvestof.
A-Z Ale No. 16 er og bliver altså en beskidt øl.
Man kunne indvende, at karamel trods alt blot er en type sukker og som sådan ikke giftigt. Problemet er, at netop E150c fremhæves som et farvestof, der kan påvirke immunsystemet, hvis man har B6-vitaminmangel, eller mangel på hvide blodlegemer.

Den eneste formildende omstændighed synes at være, at E150c åbenbart bruges i mange øl af porter-typen. Men burde et progressivt bryggeri som Refsvindinge ikke hellere gå foran, og udskifte – eller endnu bedre; helt droppe – farvestoffet? Indtil det er sket, må min holdning være, at det simpelt hen ikke er godt nok. Det kan gøres bedre. Skam jer, Bryggeriet Refsvindinge!

Men hvordan smager det så, øllet med det kontroversielle farvestof?

Det har en udmærket smag med en fin humleagtig bitterhed. Lidt for fin måske, for faktisk føles den også en smule tam. Den har samtidig en let lakridsrodsagtig sødme, en ganske let, næsten vægtløs sødme faktisk. Bitterheden er samtidig ikke stærk nok til at kompensere nok for den manglende sødme, og en vandig fornemmelse møver sig ind mellem smagsindtrykkene.

Jeg må spørge mig selv, om jeg blot husker smagen dårligt, eller om jeg er blevet bedre vant, eller at jeg er vant til den på fad, og ikke på flaske? I hvert fald anmelder jeg gerne denne øl igen (jeg mangler hverken B6-vitamin eller hvide blodlegemer, så jeg tør godt) når jeg kan få den tappet fra fad. Indtil da må jeg holde mig til, hvad jeg har prøvet nu. Men under alle omstændigheder ville det måske have klædt den, at den ikke var blevet filtreret. Ville den så ikke have smagt lidt mere igennem af de karakterfulde aromaer, den trods alt har?

Heldigvis tager den da også lidt revanche, efter at have passeret drøblen. Eftersmagen er rigtig solid, bittersød, uden at den er kvalm eller giver fornemmelse af tør hals.

Alt i alt er det dog med lidt af en skuffelse, at jeg er vendt tilbage til dette produkt. Dette gælder både øllets smagskvaliteter, men så sandelig også min nyvundne bevidsthed om hvad jeg putter – og navnlig ikke putter – i hovedet.

Det var anmeldelse nr. 16 – uden i øvrigt at der lå nogen form for planlægning bag.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme