Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Ratsherrn

Matrosenschluck, Ratsherrn

Der er sket noget …

Da jeg fandt denne øl i Fakta, var jeg sekundet efter på en vældig rutsjetur nedad Memory Lane til bloggens allerførste dage. Dengang, da jeg stadig boede i Aarhus, fandt jeg en økologisk Ratsherrn-pilsner i en hippiebutik i Jægergårdsgade. Og ved den lejlighed lærte jeg på den hårde måde, at blot fordi noget er økologisk, behøver det ikke at være godt. Jeg tror faktisk, den var bloggens største skuffelse dengang, og den første øl, der kun scorede en halv stjerne. Alt dette er skrevet før jeg kiggede efter …

… og det viser sig faktisk, at jeg prøvede Tuborgs for længst kasserede citronrædsel umiddelbart før hin uinspirerende pilsner. Så der var faktisk en øl, der havde fået en lavere karakter. Men at det var i bloggens allerførste tid vidner det faktum, at den er afprøvet før min nu otteårige søn blev født, om. Og så er det måske ikke så sært, at jeg ikke lige har alle detaljer helt på plads.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om bryggeriet har oppet sig siden sidst, for hin økopilsner vidnede mest om, at bryggerne i virkeligheden slet ikke gad tage sig sammen, og blot brugte økologien som undskyldning for overhovedet at have et produkt. At dømme på etiketten alene er der imidlertid sket noget. Alene det, at brygbetegnelsen er på engelsk, vidner om større udsyn mod verden, end man oftest ser et fra tyske industribryggere. Endnu mere overraskende er det, at øltypen – en Oat White IPA – er milevidt fra de generiske pilsnere, hvedeøl, bocks og schwarz, der næsten klichéagtigt karakteriserer tysk ølkultur. Allermest radikalt og overraskende er det måske, at brygget indeholder appelsinskal – hvormed det bryder Reinheitsgebot. Og nærmest flabet udebliver den ellers næsten demonstrativt tilstedeværende erklæring på næsten alt tysk øl, om at det sørme er brygget efter hin middelalderlov. Alt tyder på, at der er kommet nye humler i karret hos Ratsherrn.

Men har de også lært at brygge ordentligt øl? Det er i hvert fald ikke særligt tysk i udtrykket, det lyse, tågede og højtskummende bryg – der af forsigtighedshensyn ikke er hældt i drageglasset (den slags må bryggerierne gøre sig fortjent til). Det er snarere belgisk med en frisk, luftig kant af nybagt franskbrød, hyldeblomst og vanille, samt en snert af heldigvis ikke alt for markant banan.

Brygget yder en følgelig rar mundfornemmelse, blød og fyldig med fornemmelse af hvedebrød og vanille. Dertil kommer en af typen forventeligt skarp kant af bitterhumle. Afstemt efter tyske smagsløg, ganske vist, men stadig skarp nok.

Samlet set er brygget en interessant kombination af den belgiske wit og IPA som vi kender den fra USA. Med sin friske og adækvate bitterhed og fyldige impression af hvede og vanille, er det klart witten der er mest af. Følgere af bloggen vil udmærket vide, at jeg i den grad foretrækker IPA frem for wit …

… men, når witten er af en sådan kvalitet som denne, så bliver resultatet alligevel mere end blot godkendt. Ratsherrn har med denne øl fundet en lækker mellemting mellem IPA og wit, som jeg næppe troede mulig.

– Jo, der er i den grad sket noget siden sidst hos Ratsherrn. Næste gang kommer den i drageglasset.

 

Ratsherrn Pilsener, Ratsherrn

1-halv-stjerne

Økologi betyder mange ting. Fri for tilsætningsstoffer, fri for pesticider, fri for kunstgødning … Men det betyder ikke nødvendigvis kvalitet. Dette er Ratsherrn Pilsener fra Hamburg et tragisk eksempel på. For økologisk er den, men af kvalitet er den dælen-drønemig ikke.

Den milde, milde, milde duft (så mild, at det ikke kan beskrives med under tre gange mild. Med til mild hører som bekendt også, at duften ikke er markant, kraftig, frugtagtig, eller andet, der kendetegner godt øl) varsler ikke nogen større pilsneroplevelse. Den første mundfuld ændrer ikke ved dette billede. Der er da humle i – men den smager ikke igennem. På den anden side er øllet ikke direkte vandigt, men ikke desto mindre tamt.

Den tamme humlesmag og manglende fylde giver dog alt andet lige en godkendt balance. Det er ikke en øl, der smager for meget af det ene eller det andet – og egentlig heller ikke for meget af vand, selvom det er tæt på.

Eftersmagen til gengæld, er i en klasse for sig. En meget meget lav klasse.

Op fra tungen, klæbende sig til ganen stiger den umiskendelige aroma af sulfo … Eller sådan man må forestille sig at sulfo smager ud fra lugten, for jeg har aldrig smagt det. Det er ikke sjældent, at nogle pilsnere har det med at smage surt, efter at det er skyllet ned. Det er også tilfældet her, men Ratsherrn-pilsnerens mildest talt afdæmpede smag gør, at den sure eftersmag bliver decideret sæbeagtig. Der må jeg sande, at jeg nok foretrækker surt frem for sæbe i øl.

Ratsherrn-Pilsener er slet og ret en skam for økologien OG den tyske ølbrygningskunst, som jeg ellers skatter så ganske højt. Man må sandelig håbe, at det ikke er i den retning det trækker hos den store nabo i syd hvad angår ølkvalitet.

Det er simpelt hen en ommer!

PS: Jeg ville have skrevet, hvor jeg havde erhvervet denne øl. Men for ikke at bringe den ellers udmærkede butik i forlegenhed, har jeg valgt at lade være.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme