Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Rækker Mølle Bryghus

Knarf’s Whisky Beer, Rækker Mølle Bryghus

2017-10-20 18.21.07Ikke noget Richard Ragnwald …

2 mål har jeg sat mig for i forbindelse med denne anmeldelse. 1 – jeg vil prøve at undlade at komme alt for meget ind på, hvor svært det var at få fat i denne øl, på trods af mange ihærdige forsøg både fra mig og bryggeriet. 2 – jeg vil også prøve at undlade at gøre det, jeg alt for tit gør, når jeg anmelder øl fra Rækker Mølle Bryghus – jeg vil undgå at nævne Esben Lunde Larsen …

… Nå, det gik ikke så godt med mål nummer 2. Det starter ikke særlig godt, hva’?

Anyways – Rækker Mølle Bryghus kontaktede mig angående denne øl engang i midten af september, og så fulgte ellers en lang række af misforståelser, der gjorde, at jeg først i går aftes omsider kunne åbne brygget og prøve det.

Der er tale om en tredobbelt bock, der efter gæring og lagring er lagt på whiskyfade fra Stauning Whiskydestilleri i 4 måneder. Stauning Whisky er, så vidt jeg er orienteret, den første producent af single malt whisky efter skotsk forbillede i Danmark. Det er gode sager, skulle jeg hilse og sige. Jeg kan, som tidligere nyder (om ikke kender) af skotsk single malt whisky, ikke skelne den danske fra den skotske – i hvert fald ikke, når den kommer fra Stauning.

Understreges skal det også, at whiskyen ikke er tilsat. Det markante indslag af whisky kommer alene fra de træfade, øllet er lagret på. Selvom den slags kreative tiltag til gavn for øllets smag og karakter sikkert er meget fy fy syd for grænsen, mener undertegnede ikke, at den overtræder reglerne for hvad jeg ville kalde rent.

Det er et flot, orangerødt bryg, der skummer rigtig flot ved skænkning, og så ellers afbruser hurtigt. Selv i bryggeriets fancy luksusøl mærker man den vestjyske mindelighed. Armbevægelser og festfyrværkeri er holdt på et nødvendigt minimum, selvom man har været så large, trods at, at forsyne den standardetikketerede flaske med et gyldent gashåndtag uden om proppen, der må fjernes med en proptrækker.

Brygget byder på en dyb, fyldig duft af malt med forventede indslag af whisky. I duften forekommer det umiddelbart ikke særlig velintegreret, men netop mere som en blanding af to ting, frem for et resultat af lagring.

I smagen er det imidlertid en ganske anden sag. En god, fyldig maltbund af mørk karamel yder fundamentet til en både flot, velkonstrueret og ikke alt for stort og prangende bygningsværk bestående af stikkende, røget whiskyaroma, spidskommen og koriander.

Whiskyen er væsentlig bedre integreret her, omend måske ikke helt. Men det er ikke værre, end at det bare kan betragtes som del af øllets karakter. Stauningdestilleriets indflydelse er markant, men bæres så nydeligt frem af de andre elementer, så alle så fint komplimenterer alle.

At whiskyen formår at snappe og gnave i ganen, hvorved den uundgåeligt kommer til at hævde sig lidt på bekostning af de andre, tjener kun brygget til ære. For nu at forsøge en analogi fra musikkens verden – det er ikke videre begrædeligt at Iron Maiden gør mere væsen af sig, og derfor er mere kendt en Richard Ragnwald … Ikke at der er noget Richard Ragnwald i dette bryg. Til gengæld kan der nok spores et element af Iron Maiden, selvom det måske mest af alt indeholder Metallica på deres gamle dage, omend når de er bedst.

Så vidt jeg husker var der lidt mere fortælling bag denne øl – fx hvorfor navnet er ‘Frank’ stavet bagfra (og jeg magter ikke at kommentere i detaljer, at man på dansk ikke anvender apostrof i genitiver) – men det må jeg erkende, at jeg har svedt ud. Det er trods alt ved at være længe siden, at jeg først blev kontaktet om den. Men den var ventetiden og bøvlet med at få den frem værd og mere til. Bryggeriet har formået det, jeg i sin tid ikke synes lykkedes særlig godt for bryggeriet Innis & Gunn, der havde whiskylagret øl som deres hovedkoncept. At integrere øllet og whiskyen, frem for blot at blande indtrykkene.

Sådan kan det tit gå bedre for dem, der bruger den slags trick for at variere, frem for at ville gøre det hver gang.

Tusind tak til Rækker Mølle Bryghus for denne nydelige dele- eller helaftensøl. Egentlig deler jeg øl af denne størrelse og styrke (8,5%) men den skulle helst anmeldes hurtigt i betragtning af den lange og besværlige fragttid. Og så kan den også bruges til at nippe i en periode over 2-4 timer.

Det skader ikke øllet, hvilket også vidner om dets kvalitet.

5-stjerner

Julebryg, Rækker Mølle Bryghus

2016-10-19-19-07-09Pre-release, revisited med mere …

Nu er det jul igen – næsten da. Supermarkedernes hylder bugner i hvert fald allerede af brunkager og pebernødder, chokoladejulemænd og adventskalendre samt alt hvad hjertet ellers kan begære og hjernen forestille sig af industrielt udstandset discountchokolade i endeløse baner så Slangt øjet rækker.

Og apropos ‘rækker’, ja så har Rækker Mølle Bryghus i anledning af dagligvarehandelens proaktive omgang med den stundende højtids begyndelse sendt mig en vareprøve af deres endnu ikke officielt udgivne (eller som det hedder på nudansk – releasede) Julebryg. Det er ikke første gang – og så er det alligevel første gang, for jeg skriver faktisk om dette bryg for anden gang, og det er samtidig første gang, jeg skriver om et bryg for anden gang på bloggen …

Forvirret? For at mindske forvirringen, har jeg indført en ny kategori i min i forvejen både kaotiske og forvirrende samling af kategorier, netop til når jeg anmelder øl, der faktisk er anmeldt i forvejen. Kategorien hedder ‘revisited’ og denne vil altså være den første ‘revisited’ nogensinde på bloggen.

Helt den samme øl, er der nemlig ikke tale om. Dette har Rækker Mølle Bryghus gjort meget ud af at understrege for mig. Recepten er den samme, men med ændrede hvile- og mæsketider, samt mæsketemperatur. Jeg må desuden blankt erkende, at selvom det er under et år siden, jeg prøvede den tidligere version af brygget er den som slettet af min erindring, og jeg har kun anmeldelsesteksten at knytte mig til.

Er brygget blevet rødere? Det var også rødt sidst, men jeg må erkende, at jeg blev mere begejstret og imponeret denne gang. Farven passer i øvrigt så nydeligt til juletemaet. Det gyldne skum har til gengæld travlt med at forsvinde, så den del af julen i hvert fald ikke varer helt til påske. Duften gør det godt – hvis ikke væsentlig bedre end sidst. Denne gang rammer den fortrinsvis søde og fyldige maltduft en stegt and med svesker og brunede kartofler bedre end den sidste versions noget syrlige og gærede udtryk.

Og fra en godkendt indledning bevæger man sig videre til en vellykket krop og aroma. Smagen er sød, fortrinsvis med maltpræg, der giver noter af mørk sirup, en snert af honning og brunkagekrydderi. Jo, julen er sandelig så småt igang.

Man kan kritisere brygget for ikke at smage ordentligt igennem, men på den anden side behøver øl jo heller ikke være sådan noget, man skal nippe til, for at kunne nyde det. Dette bryg smager godt, når det drikkes i store mundfulde – i store slurke, hvor lidt af krusets indhold (det skal helst drikkes af krus, ikke af glas) gerne skal ramme ved siden af læberne og løbe ned ad kinderne. Det skal med andre ord kæves.

Der er meget øl, der bedst egner sig til at blive kævet. Det skyldes typisk, at det enten smager direkte grimt, eller kun af ganske lidt, så det eneste tiloversblevne formål er at blive besoffen så hurtigt som muligt. Ingen af delene er tilfældet her. Det er bare et bryg, der smager bedst, når man har meget af det i munden på én gang.

Så træder malten nemlig rigtig frem med sin runde, bittersøde, letkrydrede aroma, så det er en fryd. Brygget er egnet til julemaden, hvor den ikke vil blive for dominerende. Søger man imidlertid noget øl, der giver maden seriøst modspil, skal man nok vælge et lidt kraftigere bryg. Til julefrokosten, derimod, vil denne øl være nærmest ideel; kæves som den helst skal, men med ordentlig smag …

Syrlighed og gær fra 2015-versionen er nærmest væk – og er der alligevel en rest tilbage af det, skæmmer det i hvert fald ikke. I eftersmagen byder brygget desuden på en dejligt gennemtrængende og autentisk bitterhed, som en sidste påmindelse om, at noget bryg ved første mundsmag kan virke uengageret, men bliver interessant og godt, hvis bare man gider lede efter kvaliteten.

4-stjerner

India Pale Ale, Rækker Mølle Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2016 I)

2016-05-20 22.14.31Moderat-til-kedelig …

Rækker Mølle Bryghus‘ og Esben Lunde Larsens fælles placering i Vestjylland skal selvfølgelig hverken ligge Vestjylland eller Rækker Mølle Bryghus til last. Mens Esben Lunde Larsen er med til at give området et endnu mere blakket ry som en formørket skinhellig enklave befolket af bonderøve med hang til sprøjtegift og svinegylle, er det netop virksomheder som Rækker Mølle Bryghus, der trækker i modsat retning. Stundom har bryggeriet virkelig leveret varen, og ellers holdt sig nogenlunde over middel med nogle traditionelle og velkendte brygtyper, hvis rammer til gengæld blev fyldt godt ud, og nogle gange endda om ikke sprængt, så i hvert fald flækket.

Nu har bryggeriet i anledning af Kvickly Ølfestival barslet med noget lidt mere kontroversielt og vildt, end de plejer, nemlig en IPA. Ja, det er i virkeligheden ikke særlig kontroversielt længere i betragtning af, hvilken sejrsgang netop den brygtype har haft i forbindelse med specialøllenes gennembrud. Og det er der ingen, der skal klandres for. Her er der virkelig en brygtype, der tør smage af noget. Her er humlens – selve ølkrydderiets smag – i højsædet. Her er øl, der smager mere af øl. Her er det vilde bryg, der i modsætning til den generiske pilsner faktisk tør være en øl, og ikke bare en variant over postevand, tilsat industri, laveste fællesnævner og mainstreamkvalitet. What’s not to like.

Kontroversiel? Nej – ikke længere. Dertil er sejrsgangen allerede alt for langstrakt. Måske er det derfor, at Rækker Mølle Bryghus netop nu vover sig ud i det skarpthumlede øls usikre vande. Med Cascade og Citra-humle placerer de sig i en amerikansk tradition, mens markedsføringen i ikonografi og navn entydigt peger i retning af det britiske imperium. For min skyld må de gerne, men i min verden forbliver sammenblandingen af amerikansk og britisk et utryk for stilforvirring og en ikke helt sikker koordinering af brygtype og markedsføring.

Det vigtigste forbliver da heldigvis også indholdet. Brygget er flot orange, klart og tydeligt filtreret og med en moderat-til-kedelig skumdannelse. Glæde kan man sig dog over, at brygget faktisk udløser bouquet allerede ved åbning. Liflige ristede fyrrenåle blander sig med søde forårsblomster – syrén, kirsebær og hyld.

Jeg kan mærke, at jeg på det sidste har vænnet mig til, at IPA er noget, der svitser smagsløgene og river ganen i laser – som absolut minimum. Dette bryg virker i betragtning af, at det skulle være en IPA noget (for ikke at sige meget) afdæmpet. Humlen er da fremtrædende, bevares. Den kilder og kradser da adækvat de rigtige steder, og bryggets maltprofil er tæt nok til, at brygget ingenlunde føles egentlig tyndt.

Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere på, om brygget havde smagt mig anderledes, hvis jeg havde prøvet det før de mange gode IPA’er der er blevet mig til del på det sidste.

Jeg tror det ikke. Brygget er bestemt i det lette hjørne, selv i sammenligning med andre mainstreambryggeriers IPA’er. Vi er ikke nede omkring Carlsbergs komplet ligegyldige Brewmaster’s Collection IPA, men vi er på samme vej, og jeg kan ikke undgå at være en smule ængstelig.

Og de trods alt gode takter, brygget formår at slå an, folder sig heldigvis også mere ud efterhånden. Eftersmagen er mere end godkendt med aroma af røget fyrretræ og -nåle, der lægger sig som et kærligt bamseknus over gummer og gane.

Brygget lever alt i alt lidt for godt op til fordommen om den sindige jyde, der helst undgår for store armbevægelser, og det er aldrig godt i en øltype, der helst skal være lidt voldsom for at være god.

Jeg håber, at det bliver bedre.

3-stjerner

Stem på din favorit på www.oelfestivalg.dk

Classic, Rækker Mølle Bryghus

2016-03-03 16.31.00Som classic er flest …

Rækker Mølle var som bekendt så søde at sende mig nogle smagsprøver tilbage i januar. Jeg er nu nået til den sidste i pakken, eller rettere, den sidste af dem, jeg endnu ikke havde prøvet, nemlig deres Classic.

Jeg har efterhånden prøvet en del af deres øl. Min dom er, at de har lagt sig lunt i midterfeltet, hvor de på den ene side ikke løber de store ricisi, men på den anden side sjældent får lavet noget ekstraordinært. For nu at være ærlig, forekommer mange af deres bryg mig småkedelige, selvom det er sjældent at bryggene ligefrem byder anstrengelser at komme igennem.

Jeg tænker, at det måske er nogle af egnens karakteristika, der brænder igennem. Det er de sindige jyders hjemegn. Man holder sig ved jorden, for det tjener én bedst, og skulle man få vinger, flyver man ikke højere end de bærer. Til gengæld sørger man for, at det der bliver lavet, er lødigt og bedst muligt inden for rammerne.

En anden årsag kunne være, at bryggene kommer fra samme egn som den nye gylle- og miljøforureningsminister Esben Lunde Larsen. Det er såmænd ikke fordi egnen skal lægges Esben Lunde Larsen til last, for egnen kan jo ikke på nogen som helst måde gøre for, at der lige pludselig opstår en Esben Lunde Larsen inden for området. Til gengæld vil en egn nødvendigvis lide – om ikke ubodelig og uoprettelig, så i hvert fald betydelig – skade ved at en Esben Lunde Larsen vokser op på den. Så bliver alt forståeligt nok en lille smule mere gråt og med mindre armbevægelser end andre steder, hvor en Esben Lunde Larsen ikke vokser op og spreder dårlig karma (samt gylle og miljøgift) i sine omgivelser.

På den anden side – Rækker Mølle Bryghus’ bryg er, uanset hvor langt der er mellem snapsene, af en langt højere kvalitet end alt, hvad Esben Lunde Larsen kunne have en finger med i spillet i. Så alt hæder og ære til Rækker Mølle Bryghus for at lave ordentlige øl på trods af at de befinder sig på samme egn, som har måttet lide under Esben Lunde Larsens opvækst.

Brygget her er en classic. Og jeg måtte faktisk ind og søge flere gange på bloggen, for jeg var ellers overbevist om, at jeg havde prøvet en classic fra bryggeriet tidligere. Og ganske rigtigt. Jeg havde prøvet en classic fra bryggeriet før, nemlig Mølle Bryg, men ikke denne classic. Jeg ved ikke hvilken af de to klassikere, der er kommet først. Men der er ingen tvivl om, hvilken, der er bedst.

Det starter lovende med, at duften af brygget breder sig i lokalet allerede ved opknapning. Det er malten, der dominerer med milde noter af sød karamel. Farven er – som det er forventligt ved wienertyperne – også ovre i det karamelmørke med matchende gyldent og relativt flot højt og tæt skum.

Karamel er der til gengæld ikke meget af i smagen. Brygget lægger ud med en jævn bitterhed af hengemt fyrtræ, og efter dette tager en række syrlige og forstyrrende bismage mere og mere over. Et indtryk af vådt pap antyder oxidering. For meget gærsmag kunne skyldes at man skal være mere forsigtig end jeg var med ikke at få bundfaldet med. Men det er nu alligevel sjældent, at gæren ødelægger indtrykket lige fra starten.

Det er ikke til at sige hvad der gik galt fra den lovende bouquet til den småsure smag. Ét er dog sikkert: Hvis dette er en opfølger – en senere udgave af bryggeriets oprindelige classic ‘Mølle Bryg’, så er det gået så alvorligt tilbage for bryggeriet, at man kunne have Esben Lunde Larsen mistænkt for at have en finger med i spillet alligevel. Hvis det er omvendt, og Mølle Bryg er denne Classics efterfølger, ja – så tager jeg hatten af for forbedringen, og opfordrer bryggeriet til at kassere forløberen helt.

Mølle Bryg er fortsat én af de bedste Classic-øl, jeg har prøvet. Denne Classic roder rundt i den diamentralt modsatte ende af karaktér- og oplevelsesskalaen.

1-stjerne

PS – jeg er gået fra stoutkælderen til Brown Ale-kælderen … og formentlig endda lidt længere end det. Eller sagt på almindeligt dansk – jeg har fået det bedre efter at jeg krængede mine trængsler ud i sidste blogindlæg. Hvis nu nogen skulle være blevet urolige …

Forårsbock, Rækker Mølle Bryghus

2016-02-02 18.00.40Først og fremmest en bock …

Nå … fuck det – julen varer som bekendt til påske, så fra nu af lader jeg juleøl være juleøl, der bliver anmeldt når jeg har forpulet lyst til det, eller når jeg bare tilfældigvis når til dem i den stadigvæk lange række af øl på toppen af køkkenskabet, der venter på at blive anmeldt.

Faktisk har jeg valgt at smide alt, der ligner kronologi eller sæsonoverensstemmelse overbord, og anmelder en forårsøl her på selve kyndelmissedag. Mig bekendt er Rækker Mølle Bryghus (tak for skænken til dem, i øvrigt) faktisk de første her i landet til at lancere en Forårsbock. Forbilledet er nordtysk, og mit tyske favoritbryggeri har for længst lanceret én, som man vil kunne se, jeg er ganske begejstret for. Rigelige mængder humle kombineret med intakt friskhed var koden, der gjorde dén øl til en stor oplevelse. Det bliver spændende at se, om Række Mølles bud læner sig op ad samme tradition, eller om de går deres egne veje.

Mængden af humle har de to bryg i hvert fald til fælles. Lifligt virrer synapserne i hjernens duftcentre allerede når brygget skænkes af den velgørende bitterhed. Når det gyldne bryg med det gyldne skum finsnuses efter endt ophældning mærkes desuden fylde af vanille. Det er ganske lovende, omend etikettens forjættelse om et let rødligt bryg ikke holder – men det gør ikke så meget, nu den gyldne farve i sig selv slukker den visuelle tørst ganske effektivt.

Brygget byder på en både frisk, sprød og ikke mindst klassisk humlebitterhed – overraskende sprudlende i betragtning af Hallertauerhumlens tyngde. Det er bryggets vanillefinish, der leverer friskheden. Heldigvis var denne ikke kun at finde i duften, men så sandelig også i smagen.

Det eneste skår i forårsstemningen er måske balancen, der alligevel ender med at tippe i den tunge humles favør. Men man skulle da være et skarn, om man nedgjorde et bryg for at være for bittert, når nu bitterheden er af en så høj kvalitet, som man møder den her.

Humlens varme vokser nemlig med tiden, og en lækker aroma af valnødder eftermasserer mandler og gummer i eftersmagen. Brygget glemmer dermed ikke, at det stadig er en bock, selvom det også er et forårsbryg. Så at friskheden viger lidt i slutfasen gør vel egentlig ikke så meget endda.

4-en-halv-stjerne

Julebryg, Rækker Mølle Bryghus

20160130_175717

Så troede man lige …

Rækker Mølle Bryghus har opdaget min blog. I den anledning har de sendt mig et par øl til prøvesmagning, og lur mig om ikke der var en juleøl iblandt dem. Så blev køen af juleøl alligevel længere, men heldigvis ikke så lang, at anmeldelsen ikke ikke nås. Nu er den hældt i gabet, og med dette indlæg anmeldt, og nu er jeg faktisk nået igennem alle juleøllene for denne gang … Eller vent! Nej, der er faktisk én mere tilbage … will this ever end?

Mine indtryk (og fordomme) om Rækker Mølle Bryghus er selvfølgelig dels formet af de øl, jeg allerede har anmeldt fra dem, dels af det sted i Danmark bryggeriet hører hjemme. Det er i hvad man populært – og noget nedsættende – kalder Udkantsdanmark, det vestligste Vestjylland ikke langt fra Ringkøbing Fjord. Her hersker sindigheden, de ikke for store armbevægelser og snusfornuften. Det kan mærkes på bryggene, der glæder ved en lettilgængelig ramme – der spilles sikkert på traditionelle øltyper, men hvor bryggeriet formår at fylde lidt mere af det gode på, så øllet forbliver traditionelt, men ikke kedeligt. To gode eksempler er Urkilde – en pilsner, med lidt ekstra smag og intakt friskhed og Mølle Bryg, der i grunden blot er en traditionel wienertype/classic … indtil man prøver den, og får mere end man betalte for – på den fede måde!

Denne julebryg holder en rødlig lød med gyldent skum. Rødt og gyldent er julet – så første prøve er bestået. Duften derimod rammer ikke lige så sikkert. Syre og gær melder sig mestendels ildevarslende, men heldigvis langt fra voldsomt nok til, at man får lyst til at kassere brygget på forhånd.

For brygget smager sandelig bedre end det dufter. Bitterheden er bærende med smag af frisk løvtræ. En ledsagende vanillefinish leverer fylden og et strejf af sødme til at give bitterheden lidt modspil. Vanillen er rar som en gammel venlig julemand, men der er også en grinch, for gæren, man mærkede i duften viser sig også at være markant – og den er altså markant nok til at skæmme den ellers gode julestemning, vi startede med.

Til bryggets fordel skal siges, at gæren i det mindste ikke helt overtager julen. De overvejende gode takter holdes så længe brygget varer, men det er en kamp mellem julemand og grinch, der overordnet set ikke skaber det mest harmoniske eller julehyggelige bryg, man kunne ønske sig.

3-en-halv-stjerne

Urkilde 2015, Rækker Mølle Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2015 VIII)

2015-06-25 18.37.37Ren nydelse …

Jeg skrev i det indledende indlæg om årets Ølfestivalg, at jeg også ville kigge lidt på, hvad der trender inden for specialbryg for tiden ud fra, hvad deltagerne har lagt vægt på. Jeg nævnte i den forbindelse det nordiske køkken, men ret beset er det kun Skumhest og Rises Ærø Tangøl, der sådan rigtig tager fat på nogle gamle traditionelle ingredienser i deres recepter.

Stærkere er faktisk en tendens til at gå tilbage til nogle tyske rødder, nemlig Reinheitsgebot. Denne øl, Hærværk, Mørk Hvede, Oat Malt Stout, Grätzen og Sailor IPA indeholder faktisk ikke andet end malt, vand gær og humle. 6 i alt. Det er flere end sidste gang (jeg har talt 5), og dengang deltog oven i købet flere øl..

Og Reinheitsgebot er som bekendt min hjertensbarn. Jeg er langt mere imponeret over gode bryg, hvor kun de traditionelle ingredienser bruges frem for en blandingsdisciplin, hvor man bare kan krydre og tilsætte løs for at få opnå den rigtige smag. Det er ikke det sidste, der er meningen.

Så et plus i karakterbogen for det til Rækker Mølle. Endnu et plus for at være så Old School at deltage i en specialbrygskonkurrence med noget nær den mest generiske og almindelige øltype man kan forestille, nemlig en pilsner.

Men selv pilsnere kan jo variere, har jeg jo lært. De kan endda være rigtig gode og spændende – også selvom de grundlæggende bare smager som den type de nu engang er. I den optik starter Rækker Mølles Urkilde godt ud med en aromatisk og fyldig duft af fløde, frisk græs og citrus samt lige akkurat så lidt fusel, at det krydrer og ikke generer. Desuden er brygget ufiltreret, og deler heller ikke dette med de fleste industrielle pilsnere, folk kender bedst.

Smagen udskiller og -mærker sig desuden ved at være skarpere og byde på et gennemtrængende citruselement der yder brygget ekstra friskhed og vederkvægende egenskaber uden at det går ud over smagen.

For selvom den skarpe citrussyrlighed fylder, så er hverken humle eller malt glemt. Humlen spiller 2. violin med et dæmpet omend råt indslag af græs og træ, en underbyggende skarphed til citruselementet, mens den tilbagelænede malt yder fylde med en blødt kontrapunkt af sødme.

Det forbliver dog kammermusik og ikke nogen orkesterkomposition af symfoniske dimensioner. Men det er jo heller ikke altid det sidste, man har lyst til. Kedeligt bliver det i hvert fald aldrig – måske en smule tyndt. Men hvis tyndt øl havde denne karakter, ville ingen brokke sig over det.

Tak til Rækker Mølle for at have brygget den bedste pilsner længe.

4-stjerner

Sorte Per, Rækker Mølle (Kvicklys Ølfestivalg 2014 I)

Samme takter …

Rækker Mølle Bryghus har gerne en længere smøre på deres etiketter om, hvorfra brygget har sit navn. Men ikke denne gang. Sølvgrå bogstaver på en natsort baggrund beretter om, hvad brygget er sat sammen af – mørke og sammensætning – men også mangel på samme – lader til at være gennemgående temaer.

Hvis vi tager manglen på sammensætning først – man mistænker brygget for at have valgt den mørke baggrundsfarve på etiketten, fordi man så ikke kan se de røde streger, jeg som stavepedant ellers med største fornøjelse ville have ladet dannet fine, spindelvævsagtige mønstre ud over hele etiketten. Stavningen og sproget er ubehjælpeligt, ligesom bryggets navn “Sorte Per” (ikke katten/kortspillet Sorteper) byder mig på det afgørende spørgsmål, om de virkelig bare ikke kan sproge rigtigt, eller om ord delingen er tilsigtet som en art finurlighed.

Og så sammensætningen – det er nemlig en øl, der ikke blot er brygget, men i høj grad også sammensat, idet den er “brygget med tillæg af lakridsrod og citrusskaler (sic).” Så meget for renhed. Vel, det er trods alt smagen, det gælder (som slutfirsernes Kraft-reklamer for Thousand Islands Dressing lærte os), og brygget er den da også – af “mørkt (sic) karamelmalt i kombination med speciel (sic) ristede (sic) byg” samt “klassiske tyske og engelske aroma humlesorter (hik – jeg mener sic)”. Og det lyder jo på trods af alle de gange man må indskyde et sic, jo ikke uinteressant. Desuden gør bryggeriet meget ud af dets omhyggelighed “således at humlen ikke overstyrer maltaroma indtrykket (si .. jeg orker det snart ikke). Balancen er afgørende! Derfor “Dryhopped”.” Så for balancens skyld er brygget tørhumlet. Det kunne jeg godt have skrevet på dansk, Q. E. D.

Men som før antydet. Det er ikke det, der står på etiketten, der er vigtigst, men det, der er inde i flasken. Og det er i hvert fald ganske mørkt, uigennemskinneligt, omend filtreret, jævnt brusende med højt, cafe latte-brunt skum. Konsistensen minder til gengæld mindre om hipsteragtig Østerbro-kaffe. Det kollapser raskt, og med støj svarende til myrekrig på et gammelt analog-TV. Duften er slet ikke ilde. Søde toner af sirup blander sig med brankede noter af frisk kaffe. Man glæder sig til både sødt, bittert og branket.

I smagen er brygget mest branket. Det brankede er faktisk altdominerende. Ja – for nu at sige det som det er, er brygget faktisk kun branket. Selv kaffearomaen er af (for) hårdt ristet kaffe, og giver heller ikke nogen nævneværdig bitterhed. Sødmen er helt væk. Den tilsatte lakrids mærkes i branketheden, og der er den egentlig ganske velintegreret, og føles ikke i for høj grad tilsat – det er blot synd, at den er med til at understrege et element, der i forvejen dominerer alt for meget.

Viskositeten er også alt for sjasket og tynd end hvad der sømmer sig for en ordentlig stout. Selvom branketheden i sig selv ikke er ubehagelig, så mangler brygget fuldstændig fylde og/eller bitterhed og/eller sødme (i hvilken som helst kombination af de tre og gerne det hele på én gang) til at bakke branketheden op med. Lidt ligesom øl, der kun smager af røg, eller kun af kaffe, (begge fra sidste års Ølfestivalg – princippet går åbenbart igen) smager denne øl kun branket, og det siger sig selv, at det ikke er nok til en fuldendt øloplevelse.

Lakridsen giver desuden en tør mundfornemmelse, der giver brygget det sidste puf, så det tipper og falder om. Ak tørhumlen var åbenbart ikke nok til at brygget kunne holde balancen. Langt fra, endda. Bedre bliver det ikke af, at lakridsen bliver mere og mere dominerende, og mindre og mindre integreret, end det trods alt var i starten. Det er således en øl, for folk, der kan lide lakrids og grillet mad – men for folk, der kan lide øl, er den … tjah …

Til sidst trådte en anden ingrediens frem – appelsinskallerne gjorde den sidste tredjedel af den halve liter sur, og da var det, at resten røg i vasken.

I dette tilfælde behersker Rækker Mølle i mere end forstand ikke helt sammensætningens kunst.

2-stjerner

Mølle Bryg, Rækker Mølle Bryghus

Noget særligt …

Vi er nået til den foreløbig sidste øl i hjemmebeholdningen af bryg fra Rækker Mølle Bryghus. Det var alt, de havde i Kvickly, og det har om ikke andet været en varieret fornøjelse.

Så forventningerne var ikke voldsomt store til denne øl, og indrømmet – endnu mindre, da jeg opdagede at denne var en classic. Her til lands en skamredet øltype uden særlige meritter. En øl der er lidt mørkere end end pilsner, beregnet til dem, der synes, at de er de rene og skære feinschmeckere, såsnart de ikke drikker det allerligegyldigste pilsnersprøjt, som alle de andre tyller i sig. Hvor tager de fejl, og hvor er det ærgerligt, at de ikke engang selv ved det.

Undtagen, hvis det da er den her classic de prøver. Og så ser vi bort fra, at de allerfleste, der mener at de jævne classic-produkter er det fineste, der fås, nok ville blive skræmt af denne her, som et spædbarn, der lige har taget en ordentlig bid af farmands Infinity Chili.

Det ville dog ikke være bryggets duft, der skræmte dem. Bouqueten er noget svag, men dog liflig med et strejf af appelsiner og aromahumle. Dertil kommer et sødt strejft af franskbrød, der både giver fylde og en blød finish. Vores nydere af standard classic ville nok blive slået med forundring over, at flasken indeholdt Harboe Abrikossodavand, og ville endvidere undre sig over, hvordan man kan få den til at skumme så voldsomt.

Imens vores venner undres kan vi kendere glæde os over skummets højde, og hvordan det ved for voldsom skænkning hæver sig i en søjle med en lodret, marmorfast overflade. Ikke en halv dråbe forlader glasset, mens det cremede gulligtknækkede skum bare tårner højere og højere. Skummets langsomme fald er næsten en lige så stor oplevelse. Overfladen forbliver intakt, mens der længere nede dannes større og større bobler, der endelig brister, og får flødetoppen til at klappe sammen, så det danner groteske, afrundede figurer. Store fedtede klatter danner amøbeformede faconer på glassets inderside og giver lige netop det sidste til at give brygget et velfortjent UG med kryds og bolle for det visuelle indtryk.

Og endnu er hele brygget ikke skænket. For så lang tid tager det. Jeg vover pelsen, og agiterer flasken så restgæren kommer med.

De hærdede bællere af standardbryg fra før vil nok glæde sig over bryggets initiale sødme. Man mærker især franskbrød, flankeret af hyldeblomst, søde æbler en snert af rosenblade, og snart – som brygget når bagtungen – et prik af aromatisk humle. Prikket vokser til et stød af bitterhed i eftersmagen, der formår at glæde rigtig længe, og får vores vildfarne ‘jeg-tror-standardclassic-er-det-vildeste-shit’-bekendte til omgående at spule omgivelserne med det, der endnu ikke havde passeret svælget, plus noget af det, der havde passeret under efterfølgende stor hosten og harken. Resten af flaskens (ja, for sådan nogle drikker naturligvis af flasken) indhold ryger på nuværende tidspunkt ud, så herfra beretter jeg kun om min egen oplevelse.

Det er som antydet et bryg med rigeligt sødt, men også en bitter – og i øvrigt gæret kant, der yder brygget karakter. Det er en rar, sød og aromatisk øl, indtil den når bagtungen, hvor humlen, og i særdeleshed gæren lige pludselig begynder at snappe ad én. Det karakterfulde bryg formår dermed ikke bare at ae med, men også mod smagsløgene, og det skal der i min optik også være noget af, for at give en rigtig god øloplevelse.

De sindige vestjyder, der står bag brygget, vil sikkert fåmælt og beskedent påstå, at det da ikke er noget særligt. Men det er det!
5-stjerner

Påske Bryg, Rækker Mølle Bryghus

Har I haft en god påske?

Selv har jeg været småsyg det meste af tiden. Det er også derfor, jeg ikke har anmeldt nogen øl, for når det eneste man kan lugte og smage, skiftevis er det snot man har i kraniet og det slim man har i lungerne, falder lysten – og evnen – til at anmelde alt, hvad der smager af noget – herunder øl.

Men nu føler jeg, at jeg er klar igen, og hvad er mere passende her på falderebet, mens vi stadig lige kan nå det, end at anmelde en sidste påskeøl. Rækker Mølle kom lidt dårligt fra start, men som trofaste læsere vil huske med fx Hornbeer, er jeg klar til at prøve mange halvgode – for ikke at sige elendige – øl før jeg afskriver et bryggeri fuldstændigt. Så lad os se, om ikke Rækker Mølle med denne øl kan få noget genoprejsning … eller genopstandelse – det er jo så meget oppe i årstiden, eller hvad man nu siger, når man tror på den slags (det gør jeg ikke, så hvad ved jeg?)

Rækker Mølles Påskebryg er en hvedeøl, der ved opskænkning skaber en masse brus. Og brus er virkelig ordet, for det larmer ikke upassende som faldet mod et vældigt vandhjul, mens det falder hurtigere end tyngdeaccelerationen ved VY Canis Majoris. Intet bliver tilbage. Det er en ren skumimplosion i en hastighed, der ville slå førnævnte kæmpestjernes hypernova med misundelse. Eneste forskel er voldsomheden – gammaglimt, eksplosion og singularitet udebliver, og det er nok også bedst sådan.

Men hvor det visuelle skumudtryk måske scorer den laveste karaktér nogensinde, så er selve brygget slet ikke så kedeligt. Det ligner appelsinjuice – inklusive frugtkød, da brygget er ufiltreret – og det er ikke mærkeligt, når man på etiketten kan læse, at der er brugt appelsinskal i brygprocessen. Duften giver da også et citrusindtryk, måske mere af grape end appelsin, men også et mere traditionelt hvedeølsindtryk af franskbrødsdej og gær, ledsaget af mere venlige søde toner af honning, syrénnektar og rosenblade. Gær og sødme varsler imidlertid også den famøse blanding af denatureret sprit og marcipan, som man jævnligt oplever i belgiske (eller belgisk inspirerede) hvedeøl.

Det er så heldigvis ikke tilfældet. Det er en fortrinsvis sød hvedeøl, og selvom gærindslaget er markant, brænder både roser og abrikos igennem. Småsyg som jeg var, drak jeg kun sodavand – en Harboe Abrikossodavand, for at det ikke skal være løgn – Langfredag til min fars påskefrokostarrangement. Og nærværende øl har, minus den syntetiske og overdrevent sukrede finish i Harboes abrikossodavand, lidt den samme karakter. Igen er det ikke overraskende i betragning af den tilsatte appelsinskal, der altså kan smages – lidt for meget, i mine øjne. Det er i en eller anden grad snyd at tilsætte øl ingredienser, for at få det til at smage af noget, det egentlig ikke er.

På en anden side; hvor ofte har man ikke drukket hvedeøl, der mest smagte surt af gær? Og det kan man ikke anklage den her for. Den er sød og forfriskende med et ganske velafstemt indhold af kulsyre og præcis det rigtige gærindslag for, at der ikke går ren appelsinsodavand i den. Som sådan fremstår den tilsatte appelsinskal også ganske velintegreret, og det samlede smagsbillede forbliver flere odds til trods ganske helstøbt og harmonisk. Det er – som de nok ville sige på de kanter – slet ikke så ringe endda.
4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme