Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Raasted Bryghus

Jubilæumsøl Europamester, Raasted

2017-06-06 18.07.38Disse minder …

Jeg har klippet lidt i den fulde titel på dagens øl. Skal man tro etiketten, er det fulde navn “Jubilæumsøl 25 år 26. juni 1992 – 2017 Danmark – Tyskland 2 – 0 Europamester ’92”. Ikke videre mundret efter min ydmyge mening. Men det hele skal jo med. Det er jo jubilæum for noget, der er næsten (men også kun næsten) lige så vigtigt som anmeldelse nr. 900 på Kajs Ølblog, nemlig Danmarks sejr ved Europamesterskabet i Fodbold i 1992 … hvis altså nogen skulle være i tvivl efter at have tygget sig igennem titlen.

Nederst står desuden alle de andre kampe, Danmark spillede ved det, der måske kan kaldes den største sportsbegivenhed nogensinde herhjemme. Vi taler i hvert fald stadig meget om det, her 25 år efter. Men hvorfor ikke? Englænderne taler angiveligt stadig om 1966, hvor de vandt VM. Tyskerne – ja, det er jo rutine for dem, at vinde den slags turneringer, og at de i øvrigt var forsvarende verdensmestre, da vi slog dem i EM-finalen – som vi oprindeligt slet ikke havde kvalificeret os til – gør selvfølgelig ikke historien ringere.

Og lad mig da bruge anledningen til selv at mindes min oplevelse af mesterskabet dengang (så har jeg også en undskyldning for at udskyde anmeldelsen af øllen – og på den måde holde publikum i skak i åndeløs spænding). Det er jo nok en af de oplevelser, der brænder sig fast resten af livet. Ligesom da man hørte om mordet på Kennedy (som jeg så af gode grunde ikke husker), Challengerkatastrofen, eksplosionen på Tjernobyl, 11. september, Lemmys død samt Anders Foghs magtovertagelse efter Nyrup (uden videre sammenligning i øvrigt), så husker alle, hvad de lavede hin junidag i 1992, da Danmark vandt.

Selv var jeg på Roskilde Festival for første gang i mit liv. Jeg boede i lejr med nogle fra årgangen på Rødovre Gymnasium, hvor jeg var startet i efteråret, da jeg med mine forældre flyttede til Sjælland efter at være vokset op i satellitbyen Hjortshøj nord for Århus (det blev stavet med svensk ‘å’ dengang). Nogle af de venskaber jeg knyttede – ikke bare i gymnasieårene, men ved denne konkrete begivenhed, har faktisk vist sig at holde op til nu. Men det har udviklinen af internettet og sociale medier nu nok også en del af skylden for – men det er en anden historie.

Festivalen blev jo sat på pause, da Danmark mod forventning var kommet i finalen efter at have slået Nederlandene i straffesparkkonkurrence (efter at Nederlandene havde slået Henrik Andersen i den grimmeste tackling siden Allan Simonsen ved EM i 1984. Også det er en anden historie). Og at finalepladsen var så overraskende, at festivalen på rekordtid måtte anskaffe en forbandet masse TV-apparater (det var før projektorer og storskærme blev hvermandseje) så gæsterne kunne følge med i finaleopgøret er sådan set også en anden historie, men ikke desto mindre et faktum, der også har brændt sig fast i min hukommelse.

Aftenen oprandt. Som opvarmning spillede det nu næsten glemte band Extreme, der ikke desto mindre stadig leverede en af de bedste koncerter, jeg har oplevet på festivalen. Damn! En dygtig guitarist de har (ja, de findes åbenbart endnu).

Jeg husker ikke hvorfor. Måske gad jeg bare ikke hypen og de alt for mange mennesker omkring de små tv-skærme, men jeg så faktisk ikke første halvleg. Jeg blev nede i lejren, hvor vi, der havde det på den måde drak et par bajere og bare chillede. Et kæmpe brøl flængede på et tidspunkt stilheden, da Tyskland scorede – svenskerne omkring os jublede, slog flik-flak og grinede skinger synkront, fingerpegende og vrængende idet de triumferende erklærede noget i retning af “HA HA – TYSKLAND HAR SCORET DANMARK HAR TAAAAAAAABT …” – på svensk, naturligvis, men jeg kender ikke svensk retstavning, så jeg har leveret en nogenlunde ordret oversættelse. Tyskerne derimod sagde ingenting …

… måske fordi tyskerne bare generelt er mere anstændige end svenskerne – og skandinavere i det hele taget. Eller også var det fordi det allerede på dette tidspunkt var gået op for tyskerne, at der var off side, og målet blev underkendt. Reddet på stregen …

Jeg kan dårligt huske det videre forløb. Danmark scorer, euforien stiger, og på et eller andet tidspunkt i 2. halvleg bliver min nysgerrighed for stor. Så jeg forlader teltpladsen og går ned på festpladsen hvor det lykkes mig at finde en tv-skærm, hvor der ikke er tætpakket foran. Der står jeg måske 10 minutter, og så sker det – Faxe forøger til 2-0. Et brøl af en anden verden lyder for tredje gang, og kort efter tager alle de tyske gæster – og dem der tilfældigvis står ved siden af en af de tyske gæster – hinanden om skuldrene, og begynder at rokke fra side til side, mens de synger …

“Always look at the bright side of life” …

Og jubelen fra de øvrige festivalgæster vil jo ingen ende tage. Måske med undtagelse af svenskerne, der har været underligt tavse siden tyskernes første mål blev underkendt.

Kampen fløjtes af, og støvskyerne hvirvler rundt overalt hvor danskerne jubler, mens tyskerne fortsat synger Always look at the bright side of life. Men stemningen var fantastisk. Jeg gik tilbage til lejren og røg en splif, mens dem, der ikke havde troet på, at vi ville vinde, blev grundigt forhånet og grint ad.

En lejr med tyske punkere, som boede ved siden af os pakkede sammen samme aften og tog hjem. De fik aldrig set Nirvana, der spillede senere på aftenen – et af bandets meget få koncerter i Danmark. Kurt indledte koncerten med at sige noget i retning af “congratulations with that … sports-thingy …” og så spillede de ellers nogle numre fra Nevermind, og gik igen – men at det i det hele taget var noget af et antiklimaks, ikke kun på grund af triumfen tidligere, men simpelt hen fordi det bare var en dårlig koncert, er også en helt anden historie.

En helt anden historie er det også, at Megadeth dagen efter ønskede Danmark tillykke med nej’et ved afstemningen om Maastricht-traktaten en lille måneds tid tidligere, før de spillede “Anarchy in the UK” som ekstranummer. Europamesterskabet nævnte de derimod ikke med et ord – så vidt jeg husker i hvert fald.

Til gengæld hører det med til historien, at der i støvet på alle biler med tyske nummerplader dagen efter var skrevet 2-0. Det var en meget varm festival, hvor der så vidt jeg husker ikke faldt en dråbe regn. – Så der var rigeligt støv at skrive i.

Sådan oplevede jeg den dag, Danmark blev Europamester i Fodbold. Noget har da alligevel sat sig fast, kan jeg konstatere. Og jeg vil bestemt glemme de begivenheder senere end oplevelsen af denne øl.

Jeg tænker, man fra Raasteds side gerne har villet matche de rød-hvide farver i bryggets kulør. Det lykkes, som man vil kunne se på billedet, kun halvt, idet skummet måske nok har den rigtige farve, men slet ikke forefindes i samme mængde som der er hvidt på Dannebrog. Jeg skal dog være den sidste til at brokke mig derover – hvad det hvide kors har at beskaffe i det danske flag, har jeg altid undret mig over – but that’s me, not you.

Duften er jævnt til lidt-over-jævnt pilsnerhumlet med en syrlig kant, der endnu ikke kan vurderes som en ulempe eller en fordel for brygget, hvis bouquet i det hele taget er for svag til rigtig at varsle mere end nogle grødede konturer.

Det samme kan man sige om smagen. Humlen kan såmænd smages, og den ledsages af en syrlig kant, der i første omgang ikke rigtig gør fra eller til. Bagetikettens lange beskrivelse ender til gengæld helt sandfærdigt med at fremhæve bryggets egnethed til at drikke flere af i træk.

Det på trods af, at humlen efterhånden smager lidt mere igennem – det er noget råt, ufint og ikke videre elegant. Til gengæld er det også mere karakterfuldt end gennemindustrialiserede pilsnere. Syrligheden har endda karakter af egetræ, der – om den var noget kraftigere i styrken, ikke ville være uegnet i en belgisk mørk ale, eller en barley wine.

Jeg er ellers blevet advaret fra flere kanter om denne øls karakter af vederstyggelighed hinsides Det Stockholmske Blodbad, billederne i Dr. Sandra Lees journalsamling og Jim Lyngvilds garderobe. Jeg må erkende, at det – ligesom Nirvana-koncerten på Roskilde ’92 er lidt et antiklimaks at konstatere, at så slem er den altså heller ikke.

Men sådan en fest med bulder og brag som der blev efter Danmarks EM-sejr matcher dette bryg over hele hovedet ikke. Den er i sammenligning et sølle, spytfugtigt truthorn fundet i et hjørne under oprydning efter enkebal med Susi og Leo i Rødekro forsamlingshus sidst i november.

Så langt fra en folkefest eller en festival.

2-stjerner

RETTELSE: Det var så Faxe, der scorede først, og Kim Vilfort, der øgede til 2-0. Der kan man se, hvor hullet ens hukommelse bliver på 25 år.

Saaz Blond M/Hyldeblomst, Raasted Bryghus

Nogen kan jo lide det …2017-02-28 19.19.14

Vel … tilbage til hverdagen og det tynde øl efter en række store øloplevelser i godt selskab. Dette bryg opsnappede jeg i Fakta til en pris, jeg ikke husker, men som min oplevelse taget i betragtning helt klart er for høj, såfremt jeg har betalt vanlig specialølspris for den. Jeg siger specifikt “min oplevelse” fordi jeg har på fornemmelsen, at den for elskere af den belgiske blonde-stil, faktisk leverer varen. Men mere om det senere.

Raasteds Saaz Blond er af den belgiske blonde-type, som jeg altid bander over. Genren er stærkt præget af, at man rendyrker gærtyper, der producerer ganske bestemte affaldsstoffer – de såkaldte estere – i forbindelse med omsætningen af sukkerstoffer til alkohol. Noget så giftigt klingende som Isoamyl Acetat hedder en af favoritterne, og det er den, der giver den karakteristiske smag af banan.

Det er nu ikke lige dén, der rammer næsens indervægge ved skænkning. Her er brygget mere generisk sukkersødt, og minder mere om Faktas billige, men i øvrigt ikke u-efne øko-brus med hyldeblomstsmag (forhandles til en tier for 1½ liter. Det er fundet for de penge). Skummet bruser (og falder) også mere, som om det var en sodavand, mens selve brygget formår at ligne øl, med sin tætte, pomelogule kulør.

Umiddelbart virker brygget mest som en hvedeøl – også selvom der ikke er et gram hvede i mæsken. Småsur gær er i højsædet, godt blandet med – og der var den endelig – isoamyl acetaten, der giver rigelig smag af gæret, forgamlet banan. En sød essens af den tilsatte hyldeblomst blander sig til gengæld nydeligt i den i mine øjne (eller rettere – mund) noget anstrengende aromakonstellation.

Bundsjatten er direkte gyselig: Sur, sprittet og bananet, og derfor piner det mig endnu mere, at jeg føler mig nødsaget til at give dette bryg en højere karakter, end min umiddelbare oplevelse byder mig. For overordnet virker syrlighed, gærsmag, sødme og banan egentlig til at være ganske vel afstemt. Hyldeblomsten er tilsat med et formål, som brygget synes at opnå, og selvom gærsmagen er markant, er den ikke så overvældende, at den ligefrem skæmmer. Bananen – ja, den er der jo faktisk nogen, der kan lide, så overordnet er alt vel egentlig som det skal være.

Nogen fan bliver jeg nok aldrig.

3-stjerner

Belgian Redhead, Raasted (Fødselsdagsølsmagning 2016 III)

2016-11-05-21-04-23Alkopop?

Alle disse indlæg er jo skrevet i en lysere tid, hvor Donald Trump endnu ikke var præsident, og hvor Leonard Cohen derfor heller ikke var død af chokket over, at det kunne ske. Det føles allerede som lang tid siden, som en længst svunden tid, hvor græsset stadig var grønt, hvor solen altid skinnede, jordbærrene smagte af mere og kaffen bare var den smule fyldigere, der gør hele forskellen.

Eller sagt på en anden måde – We are seriously fucked, og vi har ikke engang Leonard Cohen til at bearbejde traumet for os. Heldigvis har vi da øllene, som vi kan fulde os i, så vi i stedet kan græde og gemme os, for ikke så lang tid senere at opkaste en hånlig fuldemandslatter og et fordrukkent “hvad sagde jeg!?”, når bomberne falder.

Men tilbage til ølsmagningen. Vi fortsatte i det belgiske hjørne – eller i hvert fald belgisk inspirerede – med Belgian Redhead fra Randrusianske Raasted Bryghus. Jeg har endnu ikke helt luret, hvornår Raasted bruger sit gamle, oprindelige design, fra fx Hoppy Belgian fra foråret, og det nyere urbane hipsterdesign. Der er et eller andet nummersystem, der spøger i baggrunden, har jeg bemærket.

Men urbant hipsteragtigt er det i hvert fald, og netop dette blev omdrejningspunktet for en del af snakken om denne øl. Det objektive, der ikke rigtig kunne diskuteres, var bryggets kulør, der mindede om en mellemting mellem en vilkårlig disneyprinsessekjole og Barbies badekåbe. Duft af æble og passionsfrugt var vi nogenlunde enige om. Måske abrikos – men det skyldtes vist den kække farve. Gedved foreslog sangria, og Marcus bifaldt, mens jeg måtte stille mig uvidende, da jeg ikke kommer sådan nogen steder, hvor den slags serveres.

Brygget er tilsat portvin, hvilket kan mærkes i aromaen. Den matcher smagen af sangria, som d’herrer Gedved og Marcus også mente karakteriserede aromaen. Den ligeledes tilsatte hyldeblomst yder sødme oven i en fortrinsvis tør, vinøs syrlighed, som man kender den fra de ikke allerbilligste flaskehvidvine eller rosé.

Ligesom ved de to første øl, blev vi hensat til ikke bare lysere tider, før det amerikanske præsidentvalg, men også varmere tider – til forår og forsommer, hvilket måske bedre end noget forklarer, hvorfor bryggene var røget på slagtilbud – det er bare ikke sæson for lyse, friske og søde bryg længere.

“Dette er velkomstdrikken!” erklærede Marcus undervejs. Og ganske rigtigt matchede bryggets smag egentlig fint velkomstbowlerne, som man finder til forårets konfirmations- og senere studenterfester. En blanding af noget sødt, noget vinøst, en smule spirituøst og så hældt op i et hvidt plasticbæger med en øse. “Den er en god aperitif, men når man er igennem den, så gider man heller ikke mere.”

“Alkpops?” Foreslog Gedved, med hentydning til de allestedsnærværende blandinger af sodavand og vodka, der skal lokke mindreårige til alkoholisme. Personligt ville jeg ikke skrive under på den, men Marcus mente ikke, at det var helt ved siden af.

“Måske ikke til de helt unge. Det er den for syrlig til. Men den ville være et hit for hipsterne på Bopa Plads”. Og så kunne Marcus ellers fortælle op og ned ad vægge og stolper om Østerbro-hipsterne, der havde fået børn, og frekventerede en plads i København Ø, jeg ikke kendte til. Her drak de smarte espressoshots, som jeg heller ikke kendte til, og som jeg nu har glemt navnet på, mens de hipsterede den for hårdt med deres børn, hollandske ladcykler og generelle hipsterethed.

Spredningen på karaktergivningen for denne øl, var ikke stor.

Gedved:

3-stjerner

Marcus:

4-stjerner

Kaj:

3-en-halv-stjerne

Hoppy Belgian, Raasted (Kvicklys Ølfestivalg 2016 IV)

2016-05-23 17.47.38På smagsløgssightseeing …

Man kan ikke sige, at der ved dette års Ølfestivalg indtil videre har været langt mellem snapsene. For der har ikke rigtig været nogen snapse endnu. Jeg er så småt ved at blive bekymret – ikke blot for antallet af deltagere ved arrangementet, men også det generelle niveau, der indtil videre ser ud til at have fået et ordentligt nøk nedad. Sidste år var den laveste karakter, der blev givet 3½ stjerner. I år har de tre første bryg allesammen lagt sig under denne karakter. At bevare optimismen synes mere og mere en udfordring.

Men – som både Pink Floyd og Queen har lært os: The Show Must Go On …

Raasteds bud på en ølfestivalgøl er et kombinationsprodukt, hvor man har taget udgangspunkt i en lys belgisk ale, og blandet noget amerikansk humle i. Amerikansk humle lyder jo entydigt godt (for mig ville det næppe gøre nogen forskel om man erstattede ordet “godt” i det danske sprog med “amerikansk humle”) mens den belgiske ale er noget af en trickster, der kan være alt fra aldeles pragt– til aldeles rædselsfuldt.

Visuelt leverer brygget i hvert fald varen. Sjældent har jeg set et bryg, der i den grad ligner overfladen på en citrusfrugt – i dette tilfælde en pomelo. Helt tæt og højgult er brygget, og så gør det ikke spor, at skummet ikke gør noget videre væsen af sig. Bouqueten er umiddelbart rar, men alligevel lettere ildevarslende. Lime og clementin blander sig kækt med bananen, hvor sidstnævnte ikke altid er noget godt tegn, og idet Weissbiergæren indfinder sig, får duften en ildevarslende snert.

Snart skal det dog vise sig, at der ikke er noget at være bange for. Det blandede duftindtryk forvarsler til gengæld en meget interessant, speciel og mangefacetteret oplevelse, som jeg faktisk aldrig har oplevet i nogen øl før.

Det starter syrligt og krast med en smag af limonade med for lidt sukker, blandet op med grannåle og fyrretræsharpiks. Så sætter sødme af velmodne appelsiner ind med bitterhed af samme, mens grannålene fra før lystigt kradser i gane, spiserør og kadaver, når brygget er gledet ned. Det er trods alt ikke mange øl, man ligefrem kan smage med mavesækken, men denne er én af dem.

Brygget byder på en sand mangfoldighed af gode smagsindtryk. Der er sødt, syrligt, surt og bittert. Det hele er bundet sammen af en adækvat gærfylde, som man kun mærker og ikke smager, på trods af bryggets mere end markante restgærtæthed. De forskelligartede smagsindtryk distraherer ikke. De forstyrrer heller ikke hinanden, endskønt de stundom blander sig aldrig så nydeligt. Aromaerne er delikat arrangeret ind i og oven på hinanden som et avanceret 3D-puslespil, der udgør en veltegnet arkitektonisk skulptur – ganske kompleks, men ikke forvirrende og aldrig rodet.

Kunne der have været mere knald på smagen? Så afgjort – men det flotte, komplekse smagssammenspil, den veltilrettelagte sightseeing rundt i alle smagsløgenes afkroge, som dette bryg byder på, ville alt for let blive overdøvet, hvis brygget smagte for kraftigt.

Min foreløbige favorit er fundet, og min tiltro til arrangementets kvalitetsniveau er på én gang blevet reetableret.
5-stjerner

Hvis du mener, jeg må have slået hovedet, når jeg synes, at denne øl er fremragende, kan du jo altid stemme på en anden øl på oelfestivalg.dk

Andejagt, Raasted Bryghus

2015-11-20 19.20.21Koncertøl II

Så er der rod i kronologien – og det er jo, hvad man risikerer, når man er lidt på forkant. Jeg havde hygget mig med at skrive lidt løst og fast på denne anmeldelse, og glemte så, at den skulle have været offentliggjort før Schiøtz Gylden IPA – for nu at skrive om øllene i den rækkefølge de rent faktisk er blevet afprøvet.

Men så kan jeg vel lære på den hårde måde, hvad der kommer ud af at være på forkant (ligesom hipsterne) eller som det hed før det var på forkant at kalde det ‘på forkant’; ‘proaktiv’ og ‘dynamisk’ – gerne ‘på sigt’. Jeg lover, at det aldrig skal ske igen … i hvert fald ikke lige foreløbig.

Vel – her følger fortsættelsen på historien om Gedveds og min lille ølsmagning forleden aften efter demo og før koncert:

Gedved og jeg gik jo ikke direkte fra demo og hjem til ham for at drikke øl før Minds of ’99-koncerten. Vi var forbi en Fakta-butik på vejen for at skaffe forsyninger. Ud over La Trappes Quadrupel, som blev valgt på grund af dens gode smag og effektivitet (alkoholstyrken og PPK-værdien (=procent pr. krone)) insisterede Gedved på, at vi også skulle tage nogle øl med, jeg ikke havde prøvet før.

Jeg var, på grund af mit bugnende lager, ikke meget for det. Men vi gik alligevel derfra med tre øl, jeg ikke havde prøvet før. Jeg husker ikke de to andre, ud over at én af dem var fra Midtfyens Bryghus. Det er ikke meget snot, jeg græder over, at jeg ikke fik dem prøvet, for jeg har som bekendt rigeligt at se til i forvejen.

Mens den svinedyre hipsterøl, som Gedved havde fået i gave, klingede ud, blev ‘Andejagt’ åbnet. Tidligere har jeg prøvet ‘Bukkejagt‘ fra samme jagtserie fra Raasted Bryghus. Den var åbenbart OK, hvis jeg skal tro min anmeldelse af den, men ikke noget, der rigtig var værd at gå på jagt efter. Renheden har de to bryg til fælles. Der er ikke andet i, end vand, humle, gær og malt.

Ligesom hint bryg, der er dedikeret til nedskydning af bambi og andet råvildt, er nærværende bryg ganske mørkt. Man skulle ellers tro, at man ville slå lidt lettere noter an, når nu det er Daffy og Anders And, man går efter at pløkke ned. Skummet er ganske klæbrigt, og udfolder sig i mønstre på glassets inderside, frem for at løbe ned som frisk blod af skamskudt fugl. Duften ligger i det syrligt friske – jeg tænker grønne æbler, kombineret med en bitterhed af frisk kaffe.

Kaffen – den friske og rare, som man i det mindste kan styrke sig på, og få varmen af, hvis man er en klovn til at ramme og derfor ikke får noget kød på bordet – er der imidlertid intet af i smagen. Men bittert – det er brygget godt nok alligevel … på en måde.

Brygget smager af kål – syrlig blom- eller rosenkål og dermed passer øllet jo allerede langt bedre til glaseret Gurli Gris end til andesteg. Gedved mente, at den smagte som det polske køkken. Til det måtte jeg hurtigt tilføje, at den ikke smagte som polske øl – med tanke på de aldeles udmærkede polske specialbryg, jeg prøvede tidligere på året.

I øvrigt vil jeg ikke udtale mig om det polske køkken. Gedved ved måske nogle ting om det, jeg ikke ved. Ikke desto mindre kunne øllets smag godt minde om nogle af de fordomme som synes udbredte om det polske køkken. Men hvordan det polske køkken egentlig er, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg er selv belastet med en opvækst med det tyske køkken, hvor sauerkraut er udbredt. Og med bitter-til-harskhed af kål, tilsat en syrlighed af eddike, er en sammenligning med netop sauerkraut ikke helt ved siden af. Det kan godt være, jeg holder med Tyskland i fodbold, men gastronomien må de godt beholde vel syd for Kruså.

Overordnet ødelægges brygget af en ambition om, at det virkelig skal smage af meget. Men hvad det skal smage af, synes at være kommet i anden række. Man har forsøgt at være kompromisløs, og det er gået ud over velsmagen, og derfor er brygget reelt mislykket.

Det skal her siges, at brygget slutter af med at lade kaffen komme en smule til orde i eftersmagen, hvilket da forsoner en smule så brygget undgår en bundkarakter. Men godt bliver det aldrig – det var Gedved og jeg rørende enige om.

Det var i øvrigt en fed koncert. Jeg kender faktisk ikke bandet indgående, men jeg kunne bestemt godt finde på at se dem live igen. Især med de gode venner, jeg har. Nærværende øl, derimod, vil jeg snarere anbefale til målskydning end som tilbehør ved et jagtselskab.

2-stjerner

Coffee Stout, Raasted Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2015 IX)

2015-06-26 17.57.17Det er set før …

Igen i år satser randrusianske Raasted Bryghus på en stout, og igen ikke en ren én af slagsen. Sidste år havde de en stout (eller en porter, men forskellen er den samme) tilsat lakrids og chili. Den smagte af lakrids, chili og postevand, og karakteren var også derefter.

I år er den smagt til med kaffe. Resultatet af det eksperiment har været noget nær en katastrofe tidligere, men ellers er det jo ikke en usædvanlig ingrediens i stout. Det understreger stilens bitre noter, og bittert er jo som regel godt. Kaffe er også godt. Kaffe er jo nok den drik i hele verden, jeg holder næstmest af, så lad os nu se.

En stout skal også skvulpe og ikke flyde for let. Viskositets-eksamen (det er jo eksamenstid) består den såmænd nogenlunde, men skummet må man derimod virkelig arbejde for. Men med en hældningsvinkel på flasken på ca. 70 grader i forhold til horisonten får man da en skumkrone frem, der også er ganske nydelig med farve af smeltet karamel over det i øvrigt flotte, natsorte bryg. Duften udløses ikke ved skænkning sådan som det var tilfældet med Krenkerups rene havrestout, men bouqueten er der da, og de fyldige noter af lakrids og kaffe gør godt, når først de aktivt indsnuses.

Det er en fortrinsvis bitter stout, præget mere end noget andet af ristet malt, mens kaffen ikke smager i sig selv, men blot hjælper til. Sødme af karamel titter efterhånden frem ved gummerne, og til mandlerne klæber den langvarige, fyldige og kaffebitre eftersmag sig.

Et skår i den mere end adækvate glæde er en pulveragtig, udtørrende mundfornemmelse, som om der er kommet grums med i kaffen. Det skæmmer dog den ellers velkomponerede og velintegrerede brygblanding mindre end fornemmelsen af, at man har prøvet det hele før. Det er en egentlig udmærket stout med små skønhedsfejl, uden at den er bedre end andre egentlig udmærkede stouts.

Ikke en Om’er – bare en gentagelse.

4-en-halv-stjerne

Gammelt øl på nye flasker …

2015-03-10 17.38.00 Et skridt bagud …

Forleden skrev jeg om øllen ‘Cobra‘ fra Indien, som Lindas studiekammerat havde med i værtsgave forleden. Det var ikke den eneste øl, hun havde med. Hun medbragte også en Chili Lakrids Porter fra Raasted, “som jeg ikke [skulle] være sen til at indrømme, jeg [havde] en kende højere forventninger til” – som jeg med små emendationer skrev i det indlæg.

Der var imidlertid et eller andet ved brygget, der virkede bekendt. Det var ikke udseendet. De urbane, hipsterske farver, og det proaktive og dynamiske design var jeg ikke stødt på før. Bryggeriet kendte jeg, men kunne altså 20140512_205201konstatere, at det havde lagt designstilen noget om – og så faldt tiøren. Raasteds Chili Lakrids Porter er nemlig slet ikke nogen ny øl. Den blev lanceret under sidste års Ølfestivalg i Kvickly, og dermed også anmeldt her på bloggen. Faktisk var det en af de øl, der scorede lavest karakter.Som porter er den en kæmpe skuffelse, da der kan findes flere standard industripilsnere, der smager fyldigere end den. Desuden smager den markant mere af lakrids og chili end af noget som helst andet – fx øl.

Der er simpelt hen tale om gammelt øl på nye flasker – ja, det er faktisk helt bibelsk så grundlæggende … forkert? Frækt? På den anden side, har bryggeriet jo også al’ ret til at shine designet op, når de får lyst til det. Jeg har lagt mærke til, at Chili Lakrids Porter ikke er det eneste bryg, der har fået turen. Alle Raasteds øl er blevet smarte i designet på den urbane måde (eller er det urbane i designet på den smarte måde? – Vi må have nogle livsstilseksperter på banen for at afgøre det spørgsmål) hvilket jeg egentlig synes er lidt ærgerligt. Fra første gang, jeg prøvede en Raasted øl har jeg været glad for det simple design, der ikke uelegant blev varieret på de forskellige etiketter. Det er så slut nu – nu er det kun farverne der varierer – og så er der ikke engang noget nyt øl i. Det er altså et skridt bagud for Raasted.

Grilløl, Raasted

2014-07-19 17.25.37På sin vis passende …

Ja, så er sommeren vist over os, with a vengeance – eller *Mega Hard* som vi vist siger her i landet. Det er derfor højsæson for grillmad. Vi ejer ikke en grill, så det er ikke tilfældet i hippiehjemmet – vi klarer os med hjemmelavet økologisk pizza i stedet, bagt i konventionel el-ovn.

Så slipper man også for grillens bivirkninger – sod, kul, os og kulilte for bare at nævne et par stykker. Og man slipper også for at vove sig udenfor. Som om det ikke var rigeligt at bøffen blev grillet og branket. Risikoen for selv at blive grillet – og branket – og forkullet – er som bekendt overhængende ved ophold udendørs i disse dage, så vi holder os inden døre.

Det ser ud til, at Raasted har brygget en øl til lejligheden. De kalder den grilløl. En ufiltreret pale ale, krydret med amerikanske humletyper, så det er jo på papiret ganske lovende.

Ufiltreret ser brygget også ud. Lettåget orange med det ikke mindst cremede skum, man har oplevet. Toppen holder en nogenlunde konstant form, og det afbruser langsomt nedefra, så det ligesom synker langsomt i stedet for at falde oppefra og ned. Duften er letrøget – og det passer jo til temaet, eller … Hvis det skulle passe ordentligt, så skulle det jo egentlig dufte mere af røg. Men lidt har også ret – også lidt røg. Karakter og forventning skaber det i hvert fald uanset. En antydning af gran prikker også i næsevæggene, og trækker en spinkel, omend præsent streg til amerikanske IPA’er.

Smagsbilledet er til gengæld meget tilbagelænet. Det er en grilløl, og derfor også en sommerøl, der skal fungere, når lufttemperaturen som nu bliver sammenlignelig med wolframs smeltepunkt. Nå ja, man mærker da også her lidt røg, og krydrede noter af især gran, måske endda lidt rosmarin. Men det er pakket grundigt ind i en tæt dyne af vand, som om smagen endelig ikke må træde for meget frem.

Og således forbliver Raasteds Grilløl en småkedelig affære, hvis friskhed man da må indrømme en vis egnethed i smelteovnen eller i daglig tale ‘udendørsarealet’. Samtidig er den afdæmpede smag af amerikanske humleindtryk og det fremhævede indspark af postevand på sin vis også passende til de flamberede majskolber, de forkullede bøffer og de fastbrændte pølser. H2O tager altid den værste smag smag af slagger.

Velbekomme og god sommer.

2-en-halv-stjerne

Cascade IPA, Raasted Bryghus

Endelig ferie …

… og det skal dælme fejres! Med en øl, jeg har tårnhøje forventninger til. Hvad er det – en måned siden, at jeg fandt ud af at den eksisterede? En eller anden – jeg kan ikke huske hvem, men det var vist ikke engang en af mine lidelsesfæller udi ølbloggeriet, men derimod en bekendt i Grenå, der postede et billede af den på fjæsbogen. Og fra det øjeblik var jeg solgt. IPA og Cascade-humle i ét! De to mest vidunderlige ord i ølverdenen, jeg kan komme i tanker om – i kombination med hinanden! Det måtte bare være godt …

Og så gik den vilde jagt. Jeg spurgte ivrigt for i supermarkederne på Amager, og selvfølgelig også hos min lokale ølpusher, men lige meget hjalp det. Jeg gik endda så langt som til at skrive, og senere ringe til salgschefen, om brygget da ikke på et tidspunkt også kom til Sjælland.

Svaret var ikke entydigt, omend overvejende negativt. I hvert fald kunne salgschefen ikke garantere, at brygget ville blive handlet øst for Storebælt. Jeg argumenterede for, at jeg skulle have tilsendt et anmeldereksemplar, men det kom der ikke noget ud af – til ingen skade, for nu kan den jo fås alligevel. Det er dog stadig uvist, om brygget forhandles på den underordnede tilstødende naboø til Amager – i ved, Sjælland. Men hvis alt går galt kan man jo altid smutte en tur over Langebro efter en.

Det er i hvert fald et ganske flot bryg. Rødligt, næsten rødbrunt med matchende orangegyldent og temmelig fedtet skum. Mængden af skum, der bliver hængende på glassets sider er til gengæld set større. Duften er frisk og skarpt bittersyrligt humlet af ananaskirsebær og bitter humle med en antydning sød af hyldeblomst.

Nå … Det smager da meget godt …

Men godt nok også noget afdæmpet i forhold til, hvad jeg havde forventet. Jeg hæfter mig indledningsvis ved den kraftige, tørre eftersmag af ananaskirsebær – den får et flueben. Selve smagen derimod mangler ikke bare ordentlig bitterhed, men også de ledsagende IPA-noter af roser, hyldeblomst og bergamotolie. Bagtungen og ganen opfanger da aroma af træ, grannåle og en knivspids ingefær, men det smages kun. En rigtig IPA skal mærkes. Dette bryg forbliver glat og masserende, mens en ordentlig IPA skal rive og flå. Fylden mangler også lige det sidste – og måske endda også det næstsidste. Man smager vandet for meget, og tilskyndes i alt for høj grad til at tømme glasset i store drag.

Det gælder dog ikke bundsjatten, der en vis lighed med smagen af harske valnødder til trods omsider byder på lidt af den efterspurgte bitterhed. Lidt mere af det, skulle begyndelsen, midten og også en stor del af slutningen have haft meget mere af.

Uden dog på nogen måde at være ubehagelig, må den betragtes som en IPA-oplevelse på det jævne.
4-stjerner

Columbus Ale, Raasted Bryghus

Virker også i små slurke …

Raasted har lanceret et par øl, der har en bestemt humle som tema. Der er denne, Columbus Ale, og Cascade IPA, der åbenbart ikke forhandles på Sjælland [indsæt diverse gloser, der udtrykker frådende raseri her]. En Cascade IPA – bare tanken. Bare sammensætningen af ét humlenavn og én forkortelse, og jeg er solgt på stedet. Uden gas – jeg giver dælme en rigtig god øl til den, der kan skaffe mig en Cascade IPA fra Raasted. Hold nu dette løfte imod mig!

Men den kan som sagt ikke fås her på kontinentet. Det privelegium er åbenbart tilfaldet beboerne på den nærliggende inferiøre euroasiske holm. Så jeg må i første omgang nøjes med Columbus Ale, en overgæret øl, brygget på den ligeledes amerikanske humle af samme navn. Af etiketten fremgår det, at “… bitterheden er helt fremme, men samtidig afrundet blød og tilpas blomstret til at det er en øl, der kan drikkes i store slurke.” Og skulle det nu være positivt? Jeg foretrækker helt klart øl, som kan drikkes i små slurke – så hver en milliliter rigtig kan nydes så meget, at man på skrift kun kan udtrykke det med kursiv.

Visuelt er oplevelsen i hvert fald mere end godkendt. Brygget er virkelig flot rødorange (så jeg formoder, der må være tale om en red ale), og skummet er i en klasse for sig. Tættere end stoffet i et middelsvært sort hul, højere end Eiffeltårnet og holdbart som romersk beton. Det undrer ikke, at man aldrig får alt skummet med – det holder standhaftigt fast i glassets inderside, og vil bare ikke med ind i munden sammen med resten af brygget.

At jeg måske misser chancen for at prøve Raasteds Cascade IPA kompenseres der en anelse for allerede i duften. Enten minder de to humletyper meget om hinanden, eller der er også tilsat en knivspids Cascade til urten – måske endda mere. Den skarpe, kraftige og alligevel blomstersøde bouquet vækker genkendelsens glæde.

Aromaen er også skarpthumlet, stikkende bitter, og alligevel rund og blomstersød. Brygget brænder faktisk ligefrem på tungen, og giver indtryk af ingefær. Kraften medieres og afstemmes med ledsagende noter af hyldeblomst og især roser i fylden. Bitterheden tager over i eftersmagen og river løs, godt hjulpet af et måske lidt for markant gærindslag.

Gæren vil gerne lege lidt for vildt, så humlen ind imellem falder, slår sig og begynder at græde. Men det er heldigvis ikke med vilje, og gæren lover bagefter at tage det lidt mere roligt, så det ikke går galt igen. Der er hele brygget igennem god leg med smagsløgene, i hver lille mundfuld.

Man kan nemlig, i modsætning til, hvad bryggeriet halvvejs vildledende anbefaler, sagtens få en masse ud af brygget ved at drikke det i små slurke. Det har jeg i hvert fald gjort, og derved ikke bare vederkvæget min tørst, men også min indre anarkist.
4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme