Den her fik jeg af Gedved – I husker min ven, der sidste år flyttede til Ærø. Han efterlod den efter et besøg uden at præsentere den som en egentlig gave, men på den anden side også med en form for demonstrativitet, der ikke kunne undgå at afsløre i det mindste en antydning af intention.
Måske ville han bare af med den. Måske var den ment som en hadegave, som han ikke rigtig kunne få sig selv til at overrække som en hadegave. Ikke at jeg tror, han egentlig nærer venskabelige følelser over for mig … altså … hvem f… ville dog nære venskabelige følelser over for mig? Come on! Næh, han er til gengæld et ordentligt menneske, der aldrig kunne finde på at give noget menneske hadegaver, da hen udmærket ved, at den slags er pænt dårlig stil.
Eller i hvert fald ville han ikke gøre det ved de fleste mennesker. Men nogle meget få, meget fæle mennesker (mig fx), han er kommet for skade at lære at kende, ville han måske alligevel give en hadegave, omend ikke så åbenlyst, som andre, dårligere mennesker ville gøre det.
Den det er selvfølgelig ren spekulation, og se hvor langt man kommer med det. Det kunne være, jeg bare skulle spørge ham … ved lejlighed.
Grunden til jeg sådan spekulerer over hans motiver er, at det er en alkoholfri øl. Det må jo i sig selv vække en række spekulationer om hans motiver. Hvor han har den fra husker jeg ikke – måske et af de efterhånden mange marathonløb, han har gennemført. Det minder mig igen om min egen luddovne, ugidelige elendighed, at det er alt alt for lidt, jeg selv har hevet mig op af sofaen fra computeren, TV’et og alle de andre skærme for at tage ud og … se ham løbe de løb.
Mig? Løbe? Helst ikke.
Nu til anmeldelsen. Duften er forventeligt svag, omend med mærkbar præsens af malt og korn – en overvejende sød og knap nok syntetisk duft – i begyndelsen i hvert fald. Snart dufter den ikke meget mindre af vand end andre alkoholfri øl, og så småt mærker man det velkendte syntetiske indslag af metal, der så umiskendeligt karakteriserer typen.
En syrligt syntetisk og ligeledes metallisk stikkende fornemmelse på tunge og i gummer vækker genkendelsens … [tænkepause] … vækker genkendelsen. Men glæden, der som antydet udeblev i første omgang, vækkes alligevel af et uventet pust af pilsnerhumle. Midten af oplevelsen udgøres igen af en velkendt fornemmelse af halvdoven danskvand – måske med lidt mindre zink end normalt. Og så kommer humlen overraskende stærkt igen …
Præsent, ja ligefrem sprød og karsk, humle melder sig, så man næsten – men også kun næsten – ikke længere bemærker doven mineralvand og metal. Og i korte øjeblikke er det endda næsten som om den stikkende fornemmelse fra bryggets tyndde (analogt med tyngde – bare om tynde i stedet for tunge ting) komplimenterer bitterheden med et par ekstra hug i gane og mandler.
Men de øjeblikke er som antydet få og små. Stærkest står stadig oplevelsen af mineralvand og lette metaller, og den lidt mere fremtrædende humle, end hvad genren normalt byder, gælder mere som pynt end som væsen eller karakter.
Seneste kommentarer