Hvis man en dag gik på vandvognen …
Der var jo ligegodt mange øl, vi skulle igennem den eftermiddag og aften. Det har jeg vist allerede nævnt flere gange, og den eneste måde, der kunne blive færre, var at vi drak dem.
Nej, det er umuligt på linje med at bevæge sig hurtigere end lyset eller være en gift ungkarl, at vi fx gav øllene væk til nogle andre eller *gys* hældte dem ud!
Næste skud på stammen var imidlertid en alkoholsvag – ja, faktisk næsten alkoholfri øl på sølle 0,3%. Producenten er nomadebryggeriet Omnipollo fra Sverige. De er debutanter på bloggen, og starter dermed ud med måske det allersværeste man kan finde på som brygger.
Alkoholfri øl med smag er en relativt ny udvikling. Jeg husker stadig med gedigen væmmelse min afprøvning af Tuborg Super Light for nu over ni år siden. Indrømmet: langt fra alle alkoholfri øl er lige så fæle som hin sæbe-metalliske rædsel. Men at en øl ikke smager grimt er ikke i sig selv et hædersmærke. En øl er først god, når den smager godt. Dette gælder også for alkoholfri øl. Det handler i virkeligheden om at skabe en oplevelse af en rigtig øl – men uden alkohol. Det er svært, men netop i denne tid sker der noget på den front, der peger i den rigtige retning.
Svaneke er gode. Vestfyen er med Willemoes-serien også OK med, men ellers kan der være endog meget langt mellem smagsoplevelserne.
En gedigen næsestyver kickstarter imidlertid øloplevelsen i samme sekund det lyse, lettågede bryg inhaleres. Søde, aromatiske og bitre noter kappes om at komme til. Citrus, grannåle og hyld gør godt, og røber over for den tilstedeværende brygger og glade giver, Ole, planen for, hvordan brygget her gøres godt på trods af det lave alkoholindhold: masser af aromatisk humle med henblik på at få brygget til at tage sig ud som en pale ale.
Og det lykkes. Ikke alene har brygget mindst lige så meget velsmag som det har velduft, det har også krop. Det har fylde. Det plasker ikke planløst rundt i en alt for vandig sø, sådan som alkoholfrit øl alt for ofte gør. Hvedemalten giver desuden brygget en slet ikke tosset karakter af Belgisk wit. En stil, jeg normalt ikke kommer godt overens med, men her lykkes det bryggeriet præcis at tage de gode elementer fra stilen – den bløde mundfornemmelse og friskheden – og lade de negative elementer, såsom isoamyl acetat (der giver banansmag) og syre ligge.
Alt hvad man ønsker af en øl er at finde her – bortset fra det, man bliver fuld af. Og det er selve meningen med alkoholfrit øl. Det undrer ikke, at landet med Systembolaget gør det i alkoholfri bryg – men at det sker med en sådan success, indgyder respekt uanset hvem det lykkes for. Ole og jeg approberer med henholdsvis …
… for Oles vedkommende og …
… for mit.
Seneste kommentarer