Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Ørbæk

Lakridskongen, Ørbæk

End ej en Greve …

Der gik ikke mange minutter … faktisk tror jeg, at den første kommentar på mit indlæg om Ørbæks øl, Ginger Queen, faldt på rekordtid efter anmeldelsens udgivelse. I indlægget nævnte jeg, at jeg havde Lakridskongen i venteposition, og at jeg ville nå til den, når jeg – vel – nåede til den. Men læserne ville have en anmeldelse ASAP for, som læseren Martin så ærligt gengav det; “så vi ved om vi skal gå i en stor bue rundt om, eller gå direkte efter nektaren.” Med andre ord findes der altså et kontingent læsere på min blog, der anser mig for en art forsøgskanin eller mundskænk, der prøver øllene af, før andre behøver lægge smagsløg til, tillige med tid og ressourcer.

Det er en rolle jeg gerne påtager mig, og i øvrigt har påtaget mig eksplicit mange gange før. Jeg afprøver gerne øl, så andre kan være advaret og undgå dem, hvis de skulle vise sig at være rædsomme. Og skulle de være gode, vel, så behøver jeg ikke lide for folkeoplysningens skyld. Og når jeg lider, kan jeg efterfølgende tage en grusom hævn, når brygget anmeldes – jeg kan ikke tabe.

Visuelt gør brygget det godt. Det er lige så mørkt som man forventer det af et ‘kongebryg’ (ingen – gentager ingen forbindelse til det aldeles fine mikrobryggeri på den nu nedlagte Næstved Kaserne). Skummet følger godt med, tæt og højt som det er med en matchende lystbrun lød. Bouqueten har til gengæld allerhøjest status af nedre adel – måske en junker, hvis betroede besiddelser begrænser sig til nogle stillestående sumpområder i rigets mest negligerede og uvigtige udkant. For vand udgør bunden i en uinspirerende duft, hvor den vage sødme, der afslører at det trods alt ikke er postevand man står med, er så konturløs, at den dårligt lader sig kategorisere – heller ikke under ‘lakrids’.

Brygget byder på en behersket overraskelse når det smages. Det er faktisk fyldigere og med langt mere kontur end den spinkle aroma lod forvente. Maltbunden er rund og blød, bitterhed af kaffe er måske ikke ligefrem gennemtrængende, men kvaliteten af bønnerne er fin, og vandet får ikke lov at fylde for meget.

Lakridsen, eller rettere lakridsroden – for det er, hvad brygget er blevet tilsat ud over de 4 klassiske ingredienser, hverken mere eller mindre – melder sig på bagkant. Ved mandler, gane og kindtændernes gummer træder den klare og umiskendelige smag af netop lakridsrod frem. Som havde man tygget på sådan én lige efter øllet var drukket. Underligt adskilt, og derfor meget tydeligt som en bismag, der slet ikke integrerer sig i det øvrige – langt fra mislykkede – bryg, melder det sig anmassende, uskønt. Som festens smart ass der selv synes han (er det oftest) er guds gave til menneskeheden, men som pudsigt nok altid må mose sig ind i andre festdeltageres samtaler, fordi ingen gider tale med ham.

Næh, nogen konge bliver dette bryg aldrig. Lakridskongen er endnu et godt argument i en lang række for at afskaffe monarkiet og indføre en republik. Junkerstatussen skal brygget dog have lov at beholde – og måske er besiddelserne endda også af en vis klasse. Men bare til Greve eller Baron er der heller ikke nogen udsigt til, at brygget nogensinde avancerer.

Ginger Queen, Ørbæk

Vandets dronning …

Det østfynske økologiske bryggeri Ørbæk har i lang tid – flere år, tror jeg – haft en øl i sortimentet ved navn ‘Lakridskongen’. Den står i kø i mit skab, og der har den også stået længe – omend ikke årevis.

Der må vel være et eller andet ved navnet eller etiketdesignet, der har gjort, at jeg ikke har gidet prøve den endnu. Til gengæld har den for ganske nyligt fået en kvindelig pendant og det er jo langt fra upassende i disse #metoo-tider. Så mangler vi bare en trans- eller queer-udgave af konceptet, såfremt Ørbæks investorer vurderer at et sådant koncept vil give plus på bundlinjen.

Jeg skulle i så fald være den sidste til at klage, omend jeg ville krumme mine tæer nok så mange kender over, at det netop mere er bundlinjen og mindre viljen til at gøre noget godt, der ville drive bryggeriet.

Fokuserer man nu på indholdet i stedet for formen, opdager man – ikke til den store overraskelse – at brygget er tilsat ingefær, foruden øllets klassiske fire ingredienser samt sukker. Det lyse krydderi prikker pikant i det messingfarvede, tætskummende brygs bouquet, men gør i duften ellers langt mindre væsen af sig, end en dominerende note af postevand.

Brygget er primært sødt og venligt. Det leverer en maltet mundfornemmelse, der står ganske alene med opgaven at få smagsorganerne til at identificere produktet som en øl og ikke en letbrusende sodavand med stænk af ingefær. Det lykkes sådan nogenlunde, omend malten må kæmpe bravt for æren.

Ingefæren mærkes mest bag i munden og i eftersmagen, hvor den da indrømmet gør lidt gavn. Ellers er den ligesom i bouqueten gemt væk bag tykke tæpper af vand, hvis tørstslukkende egenskaber uafvendeligt ledsages af samme elements evne til at – om ikke kvæle, så i hvert fald dæmpe alle andre smagsindtryk i en grad så de kun skimtes fjernt. Det gælder imidlertid ikke humlen, der lader til at være druknet helt og aldeles.

De vage smagsindtryk er til gengæld smagfulde nok. Brygget forekommer ikke syntetisk eller unødigt industrielt, men ærgelsen over, at det ikke smager af mere er skuffende præsent.

Coast is Clear, Ørbæk

2017-06-08 18.30.31

Mod smagsløgene …

Min opfattelse af det østfynske bryggeri Ørbæk har jeg måttet tage op til revision efter at have været inde i en stime udmærkede øl fra bryggeriet. Ikke mindst har de indtil videre to øl fra Fionia Nyborg-serien brilleret. Det kan godt være, det er mig, der er halvblind eller heldum, eller begge dele på én gang, men det er først nu gået op for mig, at man på seriens etiketter kan læse, hvad konceptet med serien egentlig går ud på.

Fionia Nyborg er en skonnert, der er bygget på ca. samme tidspunkt som Ørbæk-bryggeriet er stiftet. Øllene er brygget som en art reklamefremstød for skibet, der kan lejes til arrangementer af enhver art – inklusive smagsprøver. Man kan jo vove et forsigtigt gæt på, at det først og fremmest er Ørbæks øl, der bydes på. I betragtning af, at der i bund og grund er tale om et marketingstunt, må man jo indrømme øllene en vis kvalitet. Ja, faktisk kommer man næppe udenom nødtvungent at indrømme dem en vis kvalitet, selv hvis de ikke havde været tænkt som reklamesøjle for Ørbæks sejltursevents.

Den tredje og foreløbig sidste i serien er en belgisk blonde. En øltype, hvor det i nogle kredse (kredsen, der består af mig, fx) berygtede isoamyl acetat, der giver smag af banan, ikke sjældent forefindes. I duften på denne pomelogule øl er den dog ikke dominerende, omend præsent. Sødere og friskere noter af appelsin præger primært det lavt- men fastskummende bryg.

Smagen er let sprittet med forventelige noter af banan og et lidt barskere indslag bag i munden af småharske hasselnødder. Brygget svier en smule i brystet, når det går ned. Efterhånden sætter den ledsagende sødme ind – af ferskener, der har fået lov at hænge en anelse for længe på træet, så den første gæring er sat ind.

Det lyder nok ikke så godt … men det er det faktisk. Især ved lave temperaturer. Ved højere, og i visse kredse anbefalede temperaturer, ville brygget nok ikke smage så godt.

Men afkølet eller lunkent – brygget her vægrer sig i passende grad ved at være lettilgængeligt. Det insisterer på at indeholde netop de aromaer, som den belgiske blonde-stil er berygtet for – banan, småharsk bitterhed, kvalm sødme – og det blæser de forbrugere, der er til lettilgængelige, smagsfri pilsnere, en middellang march.

Det er modigt af et mikrobryggeri, der efterhånden er berygtet for at brygge mange forskellige typer øl, der dog alle smager af alt for lidt –  som om bryggeriet er bange for, at solid aroma vil jage kunderne bort.

Det håber jeg ikke kommer til at ske med disse øl, hvor aromaen er på plads. Denne blogger vil i hvert fald anbefalde Fionia Nyborg-serien som en samling vel-mere-end-bare-OK specialøl, der smager af nok, og som kan lære den utrænede ølsmager lidt om nogle stilarter, der sjældent slår an i den industrielle pilsners næsten uendelige fanskare.

4-stjerner

Hello Sailor, Ørbæk

2017-05-31 17.14.54En snaps …

Vi er tilbage ved en af mine yndlingsprügelknaber her på bloggen, det østfynske økologiske bryggeri Ørbæk, hvis Fionia Nyborg-serie kan fås fast i Føtex, og skal forestille at være en slags skibsøl. Fionia Nyborg altså – ikke Føtex, der som bekendt er en supermarkedskæde.

I hvert fald fremfører etiketterne alle et eller andet skibstema. Sidst såre dunkelt og ildevarslende med skelethoved og den dystre titel “The Bitter End” – der så godt nok viste sig ikke at være  bitter igen. Men på den anden side stadig bitter nok til at man ikke ærgrede sig.

Deri lå der en overraskelse. Ørbæk er meget produktive og spytter hele tiden nye brygkoncepter ud, men det sker ofte på bekostning af kvaliteten. Bryggene lægger sig for det meste mellem ‘halvvejs mislykket’ og ‘jævnt til kedeligt’ når det går bedst. Der er langt mellem snapsene, og som helt en snaps kvalificerede The Bitter End sig dårligt nok – men det var ikke desto mindre meget tættere på, end man er vant til. En god, stærk hedvin måske – men altså fortsat ikke helt en snaps.

Og sådan startede det jo egentlig meget godt med de tre Fionia Nyborg-øl, jeg redede mig fra Føtex. Helt så godt gik det ikke med Thisted Bryghusirskbritiske serie, der på samme vis kun forhandles i Dansk Supermarkeds butikker. Ingen af de øl var værd at samle på, så der er flere grunde til at bevare den sunde skepsis. Ørbæk i sig selv og at der er tale om en serie eksklusivt for Dansk Supermarked.

Jeg har i øvrigt prøvet denne øl tidligere mens jeg bloggede, og den er dermed en af de meget få, der smuttede igennem nettet, og ikke blev anmeldt dengang. Det får jeg så rettet op på nu. Der er vist også en Jacobsen-øl, som jeg ikke har fået anmeldt engang, men lykkes det med den – jeg tror det er seriens Brown Ale – så er der vist heller ikke flere helligdage …

Hello Sailor har den belgiske Dubbel som forbillede. Typen kommer mig bekendt fra det belgiske klostervæsen, og har ikke meget med skibsfart at gøre.

Jeg har konstateret, at rigtig mange på Untappd mener at brygget ligner mere en bock end en dubbel. Byggets næsten mudrede ydre og mørke, rådbrune kulør peger i denne bloggers øjne nu fint mod Belgien og mindre mod Tyskland, hvor selv de ufiltrerede øl virker mere kontrollerede end dette grumsede bæst. Duften byder på en sød, svesketung karamelbund – alkoholisk nok for begge typer, mens sødmen igen peger mere sydvestover end stik syd.

Under det gyldne skum finder man et vældigt, bittersødt bryg. Flødekarameller på toffeebund blander sig – overraskende nok – nydeligt med kras bitterhed af kål, forenet i alkoholens tunge, varme bamsekram. På dette tidspunkt er man ligeglad med, om det er en bock eller en dubbel – for brygget er bare dejligt, lige så dejligt som det, duften stillede i udsigt …

… men langt fra så dejligt som man måtte forvente fra det bryggeri og det supermarked. Nej, det er meget dejligere.

Det var endnu en snaps fra Ørbæk – der er begyndt at være kortere imellem dem, og bryggeriet har vist sig at levere væsentlig mere interessante øl til Føtex end i hvert fald en af konkurrenterne.

Denne blog ser frem til, at Ørbæk oftere træder ud af karakter i fremtiden.

5-stjerner

The Bitter End, Ørbæk

2017-05-06 15.09.43Ikke helt så bitter endda …

Jeg undskylder endnu engang stilheden. Jeg fik vist lige holdt endnu et frikvarter – denne gang af flere dages varighed. Det skyldes dels, at jeg har haft mine børn hele ugen, da eksen var i Athen på studietur med sine elever. Misundelse er en synd, og vid at jeg be- og vedkender mig den på stedet uden den mindste skam i livet.

Men jeg har også nydt tiden sammen med børnene og blandt andet brugt anledningen til at fejre min datters femårsfødselsdag sammen med familien, og været på rundtur for at besøge Vestegnens glemte kæmper. Vi mangler stadig et par stykker, så der er udflugter i vent.

Samtidig er der faldet et par sten fra mit bryst. Noget sygdom i familien er vendt til bedring, men nye udfordringer er opstået, så nogle andre sten atter er rullet i position … Det er alle disse op- og nedture, der udgør det store rodede stenbrud, vi kalder livet.

At blogge har altså ikke ligget lige for. Og det at drikke øl har jeg måttet dreje om adskillige hjørner for at nå frem til, hvilket jeg altså ikke har fundet lyst eller anledning til.

Men det har nu fået en ende – men ikke en bitter én, som ølvalget ellers antyder. Det er godt nok noget tid siden jeg drak den, så jeg er endnu engang glad form min nidkære notetagning. Brygget er del af en skibsøl-serie, som det Østfynske økologiske bryggeri Ørbæk fører i Dansk Supermarkeds butikker. Det er første gang, jeg anmelder en af øllene, og må erkende, at der har været en smutter – måske endda to undervejs, hvor jeg rent faktisk har prøvet én, men aldrig fået den anmeldt. Det sker ikke tit, forsikrer jeg.

Men lige netop den her har jeg ikke prøvet før. Ifølge bagetiketten er der tale om en amerikansk-inspireret IPA, og det er jo ikke første gang bryggeriet lancerer sådan én. Sidst gik det rigtig godt, omend det var såre lidet amerikansk. Til gengæld er der et dødningehoved på frontetiketten af denne øl. Og så er afvigelse fra den lovede jo stil – selv i negativ retning allerede tilgivet på forhånd.

Duften er sød med rigelig bergamot – humlens aggressivitet er til gengæld vigende og ikke videre amerikansk. Visuelt er brygget flot appelsinorange og lettåget med højt, fast og standhaftigt skum … der er sikkert en del proteiner i – ja, lidt har man vel lært af opholdet på DTU.

Blød, flødefin mundfornemmelse er der masser af – igen holder den forventede krasse humle lidt igen, men til gengæld er der nogenlunde styr på brygget andre aromaer. Grapefrugt og græs giver den bløde bergamotbund et frisk pift, mens spæde grannåle og en knivspids kommen udgår humlens råhed – der altså igen ikke er helt så amerikansk, som man kunne ønske.

Men hey – som sagt er der et skelethoved på frontetiketten.

4-stjerner

Rom Stout, Ørbæk

2017-05-05 16.47.30Små skønhedsfejl …

Det har jo været mildt imponerende og en reel fornøjelse at prøve øl fra Fakta her på det sidste. Først en ESB fra Fuller Smith and Turner, der skulle vise sig at være en nydelig repræsentant for sin genre, så en udsøgt IPA fra Ørbæk, og nu er der endnu en øl fra Ørbæk, købt i Fakta, der leverer oplevelsen.

Dansk Supermarked er til gengæld sat af med tre sløje bryg fra Thisted Bryghus købt i henholdsvis Netto og Føtex. Ganske vist er bryggene ikke systematisk udvalgt, men stikprøven peger alligevel i retning af, at det for tiden er i Fakta, at man får mest specialøl for pengene.

For som allerede antydet, har Ørbæk endnu engang formået at hive sig en smule over et niveau, der – pænt sagt – alt for ofte forekommer lidt for rutinepræget. Rom Stout er en mørk øl tilsat sukker og rom, for dernede på Østfyn er det ikke brygkunst det hele. Blandingskunsten benytter de også med (lidt for) jævne mellemrum. Blanderi, discountsupermarked og bryggeri, der ikke altid formår at levere varen varsler forventninger, der fra begyndelsen af gøres til skamme. Brygget tårner sig flot, natsort op med kogende, branket karamelmasse øverst. Man skal kæmpe en smule med at få alt ud – ikke bare på grund af skummet, men også fordi bryggets dovne (det er godt) viskositet påkræver det.

Duften er tæt, en kende rugbrødsagtig (det er ikke ubetinget godt) med et indslag af kaffe (godt) og – ikke overraskende – rom (overvejende godt), som uvilkårligt trækker tåleddende sammen i erkendelse af, at det er her den knap så fine blandingskunst kommer til udtryk i stedet for den ubetinget fine brygkunst.

Smagen byder på tæt og fyldig kaffearoma. Sukker og rom giver sødme (og små uundgåelige trækninger i tæerne), vel afstemt til bitterheden. Engelsk lakrids i eftersmagen truer med at tage overhånd og blive tør og pudderagtig, men heldigvis bliver det ved truslen.

Oplevelsen er dermed mere end hjemme – med små skønhedsfejl. Brygget er, dovenhed til trods måske ikke helt tykt nok, fylden hælder til det brødagtige, og den ellers gode smag er frembragt ved tilsætning i stedet for brygning …

… men det smager jo dejligt alligevel.

4-stjerner

American Style IPA, Ørbæk

2017-04-29 19.35.16What’s in a name …?

Generelt er det ikke store forventninger, jeg har til udvalget i discountbutikkerne. Mine forventninger til de mere fancy butikker er i virkeligheden heller ikke meget større, når det kommer til stykket, og dermed falder den pointe, jeg ellers ville have lagt op til: at rollerne var byttet om, og at det i øjeblikket var discountbutikkerne, der leverede, mens de dyrere butikker svigtede – til jorden.

De dyre butikker svigter som antydet lige så ofte som discountbutikkerne. Kr. 34,- for den fornærmende kedelige Honey Dew i SuperBrugsen siger det hele om det generelle niveau.

Alligevel er der dog noget at glæde sig over. Fakta har en aldeles nydelig ESB på hylderne for tiden, sammen med denne – kan jeg afsløre – overraskende fine IPA. Så Fakta viser i øjeblikket vejen for butikkernes øludvalg. Der er sket noget siden januar 2011, hvor jeg tog Faktas udvalg under kærlig, systematisk behandling her på bloggen.

Ikke mindre overraskende er det, at bryggeriet bag dagens lille hurra-oplevelse er Ørbæk, det økologiske bryggeri fra Østfyn, der gennem årene har produceret så ganske mange, men desværre også så ganske middelmådige bryg.

Og man får da også hurtigt mistanke om, at brygget højst kan levere en visuel oplevelse. Brygget er flot kobberfarvet, skummet lækkert gyldent, fedtet og trådet, mens man skal lede mere efter duften. Vage noter af vanille og Earl Gray-te samt et drys af en let fennikel/spidskommen-blanding behager jævnt, men bekymringen for bryggets kvalitet udebliver ikke med den meget lidt brutale duftindledning.

Det skyldes så, at hele bryggets karakter er gemt i smagen. Og det skal denne blogger bestemt ikke græde uanede mængder snot over – hvis overhovedet – for smagen er trods alt vigtigst. Nu går det løs med en varm, krydret cocktail af lakridsrod, fennikel og kommen, smagt til med sødme af chokolade, afsluttende med aromatiske fyrrenåle i en velgørende langvarig eftersmag af kvalitetsbitter ikke ulig Gammel Dansk.

I did not see that come!

En så flamboyant og kraftfuld øloplevelse finder man ikke hver dag, især ikke i Fakta – og det way out of character for Ørbæks produkter at være så fremme i skoene.

Det eneste man kan finde at brokke sig over er, at brygget faktisk ikke har karakter af at være en amerikansk IPA. Det er bitterheden alt for mørk og krydret til med sin impression af bittersnaps og fyrrenåle. De amerikanske IPA’er kendes derimod på deres karske bitterhed af spæde grannåle og friskskåret nåletræ.

For min skyld kan man dog kalde denne øl en rejesodavand fra Mikronesien – det rokker ikke en tøddel ved en udsøgt smagsoplevelse af meget høj kvalitet.

5-stjerner

Julebryg Ingefær & Dadler Porter

2017-01-10 18.18.17Panik ved Julefrokosten …

Og hermed ikke mere jul fra Kajs Ølblog i denne omgang. Selv min kære gamle far har fået taget juletræet ned i anledning af Hellig Tre Konger, så det er på høje tid at afslutte festen. Helt så fast som min far har jeg aldrig stået på traditionerne, hvilket nok skyldes, at jeg ikke tror så meget på den slags. Jeg holder mest jul for at højtideligholde jordens hældning på 23,4 grader mod ekliptika, og de trængsler, det medfører er ganske vist knap overståede, men det bliver da i det mindste lysere i vejret.

Ørbæk står bag dette økologiske juleindslag. Jeg påskønner bryggeriets kompromisløshed i forhold til økologien, men er til gengæld sjældent voldsomt imponeret at det, der bliver tappet fra brygkarrene. Det er som om, de prøver og prøver men lige meget (eller lidt) hjælper det.

Her har de forsøgt sig med en juleporter iblandet dadler og ingefær. Det er på papiret ganske julet. Duften giver også mindelser om for meget ris a la mande oven på for meget and, flæskesteg og brunede kartofler. Ingefæren giver sig til kende, uelegant indsmurt i lidt for sød hindbærsovs (kirsebærsovsen må være forbyttet) og kommer ud som alt for sød og kvalm kanelessens.

I smagen vælter indtrykkene over hinanden. Oversødet kirsebærsovs over ris a la mande med alt for meget sukker i kanelen blander sig uskønt med kaffen, der har fået så mange bønner for meget, at den klæber til ganen som engelsk lakrids. Kvalmen efter for meget and og flæskesteg fortsætter, og man forestiller sig hele julemiddagen væltet ned i en mægtig blender, som man faktisk ikke engang har gidet lade køre så længe, at oplevelsen i det mindste blev ensartet.

Sødt, krydret, lakridslignende, bittert og syrligt vælter ukontrolleret rundt mellem hinanden. Det er bestemt ikke Peters Jul, som man fik læst højt i julestuen i barndomsårene, eller Nødebo Præstegaard, som man som lidt ældre faldt i søvn til. Nej, der er vist tale om Donald Trump og families jul i Trump Tower midt i al den rodede gyldne kitsch og med lige dele dekadence og smagløshed.

Men kraft og vælde kan man i det mindste ikke nægte, at brygget har. Kønt eller julehyggeligt bliver det til gengæld aldrig.

Hvad er den egentlige historie bag? Jeg forestiller mig brygsjakket ved Ørbæks julefrokost slå mave efter ris a la manden, godt kørende på restlageret af den nu elegant aldrede Meyer Juniper Dubbel. Lige pludselig springer en af svendene op: “Julebryggen!” skriger han. Panikken griber forsamlingen. Brygmester kaster armene i vejret og vræler afmagtens skrig mod kælderloftet. Svende og svendinder pisker rundt, panisk skrigende mens arme flagrer og krogede fingre river hele totter hår ud. Pludselig gjalder et vældigt drøn gennem lokalet. Det er kassereren, der netop har brugt et af de store kobberlåg til brygkarrene som gong for omgående at kalde forsamlingen til handling …

Hurtigt findes et kar og nogle remedier frem … Dadlerne! Dem var der ingen der gad røre. Ingefæren, der blev til overs efter tilberedning af julekagerne. Og så ellers bare noget malt, noget gær … Det hele rodes sammen uden anden plan end den panikken før lukketid så ofte har været så behjælpelig med …

Og voila. En øl, der smager præcis sådan som man må forvente af sådan en historie.

Det er selvfølgelig bare noget, jeg har fundet på. Men jeg vil næsten vædde på, at min historie er mere underholdende end det, der virkelig skete – og ville have tjent som en rimelig undskyldning.

2-stjerner

Chokolade & Chili Stout, Ørbæk (Kvicklys Ølfestivalg 2016 V)

2016-05-24 18.32.01For meget chili, for lidt øl …

Ørbæk leverer med sin Chokolade & Chili Stout suverænt det mørkeste bryg ved Kvicklys Ølfestivalg i år. Visuelt en mere end værdig repræsentant for genren med konsistens som råolie, mørke som beg og tæthed som tjære. Dertil kommer det høje, brune skum – cremet og kun meget langsomt faldende som det er, og i øvrigt heller ikke ulig olie, da det nok så lystigt glider ned i brygget når det langsomt opløses, i stedet for at klæbe til glasset.

Så kan det vel næsten heller ikke blive bedre, hva’?

Fuldstændig rigtigt. Efter den veldrejede visuelle indledning går det faktisk kun én vej, og det er ned ad bakke. Allerede i duften spores det vand, som farve og viskositet ellers mere end antydede, var fordrevet og erstattet af tyktflydende, urene olier. Bevares, kaffearomaen er der da, selvom mængden af bønner klart er for lille, mens den lette snert af lakrids kun giver fjerne mindelser om den tjære, som brygget visuelt havde forjættet.

Chokolade og/eller chili er der på dette tidspunkt ikke meget at spore af. Jeg går lidt og håber, at Ørbæks øl udgør de sidste krampetrækninger for en alt for omsiggribende tendens til at putte chili i alt, uden at det nødvendigvis gør det, chilien kommer i, bedre. Dette gælder især for øl, der kun meget sjældent har gavn af krydderiet, og til gengæld alt for ofte lider skade af det.

Det kan også være, at tendensen lever i bedste velgående, og at jeg blot har overset dens sejrsgang, mens jeg nød de mange specialbryg, jeg fik til min fødselsdag, af bryggeriforeningen m.fl. siden sidste efterår. Ingen af dem var med chili, og hvor meget jeg ellers elsker det krydderi, har jeg ikke savnet det i øllet.

Alle tendenser til olie, beg og tjære lukkes og slukkes i det moment brygget kommer inden for mundhulens rammer. Øjeblikkeligt bemærker man, at øllet føles meget mere vandigt, end det visuelt lader antyde. Det er ganske ufyldigt, og smager af halvtynd kaffe, blandet op med en anelse mindre tynd kakao. Snart træder chilien til, først idet den nogenlunde efter planen understreger chokoladen, men siden idet den træder frem som et selvstændigt smagselement …

Og det er her, chilien gør alt det imod øllet, der så tydeligt viser, at´chili ikke har noget at beskaffe i det medie. Brygget ender med kun at smage af chili. Det brænder nok så lystigt på tungen, så det ville have været en fryd, hvis det ellers var det, man havde lyst til. Det er det imidlertid ikke. Man havde lyst til øl – humle, malt, bitterhed, syrlighed, sødme – i dette tilfælde især det sidste, for det var det, man blev lovet af bryggets navn. I stedet brænder brygget som en mundfuld chili sin carne – en ikke særligt velkrydret chili sin carne endda.

Men så blev man da i det mindste mindet om endnu engang, hvorfor der ikke skal chili i øl.

2-stjerner

Synes du til gengæld, at chili i øl er mægtigt, ville dette bryg næppe være en dårlig ide at stemme på på oelfestivalg.dk

Hunter’s Choice, Ørbæk

2016-01-03 17.19.21Pletskud …

Egentlig er jeg ikke nogen vildt stor fan af det fynske bryggeri Ørbæk. Det er selvfølgelig meget fint med den økologiske profil og de gode intentioner, men kvaliteten følger desværre alt for sjældent med. Deres bedste øl er i grunden halvkedelige, og deres værste øl helkedelige, men ikke engang så afskyelige at jeg anspores til rigtig slemme tirader. Ikke engang at lave rigtig slemme øl, kan de finde ud af.

Derfor er det skønt, når forventningerne til et Ørbæk-bryg ikke bliver indfriet, for det betyder som regel, at bryggeriet endelig har fået taget sig sammen til at tage sig sammen til at gøre et ordentligt stykke arbejde.

Øllet med den korrekt satte apostrof (et positivt varsel allerede før åbning) er brygget i samarbejde med Jægernes Naturfond, der sikrer bedre forhold for vilde dyr … så adelige, kongelige og forkælede nyrige kan tage ud og skamskyde dem. Næh, træerne vokser trods alt ikke ind i himlen. Fondens midler går imidlertid også at opkøbe naturområder til fremtidigt jagtbrug, og jeg vil da bruge anledningen til at foreslå, at man opkøber rigtig meget landbrugsjord, der grænser op til åløb, før regeringens hovedløse liberalisering af sprøjtnings- og gødskningsregler dræber den sidste rest af det danske vandmiljø …

… men så heldig er man nok ikke. Alt vand i danske åløb skal helst have en væsentligt mørkere brun farve, lavere gennemsigtighed og langt mere plumret viskositet, end dette øl har, hvis det står til regeringen. For dette bryg er ganske vist brunt, men kun med antydning af restgærtåge, og i øvrigt en viskositet som man finder det i de fleste øl. Det matcher faktisk rådyrskind i lød, og skummet har omtrent samme farve som pletterne på en friskskudt bambi. Brygget dufter lovende med noter af vanille, fløde, svesker og sødme af modne æbler – lige til proppe i den frisknedskudte and.

Det er fylden, man især hæfter sig ved. Det føles som en sød blommegrød af velmodne frugter med et vel afstemt indslag af para- og valnødder i eftersmagen. Dertil er med nænsom hånd strøet en knivspids rosmarin og en anelse anis – uden at der faktisk er tilføjet så meget som et gram af det i mæsken. Det er ret imponerende, at det kan lade sig gøre ved brygkunst alene. Det er fremragende øl til ethvert måltid med mørkt kød – inklusive vildt. Selv nød jeg det til resterne af nytårsaftensmåltidets lammekølle, samt til almindeligt tidsfordriv bagefter. Brygget antager en vinøs karakter, når det får lov at stå, så det endda gemmer på små positive overraskelser, hvis man giver det tid.

Ørbæks jægere har i jagten på det gode øl ikke skamskudt, ej heller har de ramt et stykke svækket, magert vildt – nej, de har ramt et aldeles fint jagtbytte helt præcis i hjertekulen. Kiggertsigtet har været indstillet helt præcis, og denne gang var der taget højde for det krumme gevæløb, der så ofte før har gjort, at man har ramt skævt.

Gid Ørbæk dog gad gide gøre sig lignende umage hver gang.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme