Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Ørbæk

Coast is Clear, Ørbæk

2017-06-08 18.30.31

Mod smagsløgene …

Min opfattelse af det østfynske bryggeri Ørbæk har jeg måttet tage op til revision efter at have været inde i en stime udmærkede øl fra bryggeriet. Ikke mindst har de indtil videre to øl fra Fionia Nyborg-serien brilleret. Det kan godt være, det er mig, der er halvblind eller heldum, eller begge dele på én gang, men det er først nu gået op for mig, at man på seriens etiketter kan læse, hvad konceptet med serien egentlig går ud på.

Fionia Nyborg er en skonnert, der er bygget på ca. samme tidspunkt som Ørbæk-bryggeriet er stiftet. Øllene er brygget som en art reklamefremstød for skibet, der kan lejes til arrangementer af enhver art – inklusive smagsprøver. Man kan jo vove et forsigtigt gæt på, at det først og fremmest er Ørbæks øl, der bydes på. I betragtning af, at der i bund og grund er tale om et marketingstunt, må man jo indrømme øllene en vis kvalitet. Ja, faktisk kommer man næppe udenom nødtvungent at indrømme dem en vis kvalitet, selv hvis de ikke havde været tænkt som reklamesøjle for Ørbæks sejltursevents.

Den tredje og foreløbig sidste i serien er en belgisk blonde. En øltype, hvor det i nogle kredse (kredsen, der består af mig, fx) berygtede isoamyl acetat, der giver smag af banan, ikke sjældent forefindes. I duften på denne pomelogule øl er den dog ikke dominerende, omend præsent. Sødere og friskere noter af appelsin præger primært det lavt- men fastskummende bryg.

Smagen er let sprittet med forventelige noter af banan og et lidt barskere indslag bag i munden af småharske hasselnødder. Brygget svier en smule i brystet, når det går ned. Efterhånden sætter den ledsagende sødme ind – af ferskener, der har fået lov at hænge en anelse for længe på træet, så den første gæring er sat ind.

Det lyder nok ikke så godt … men det er det faktisk. Især ved lave temperaturer. Ved højere, og i visse kredse anbefalede temperaturer, ville brygget nok ikke smage så godt.

Men afkølet eller lunkent – brygget her vægrer sig i passende grad ved at være lettilgængeligt. Det insisterer på at indeholde netop de aromaer, som den belgiske blonde-stil er berygtet for – banan, småharsk bitterhed, kvalm sødme – og det blæser de forbrugere, der er til lettilgængelige, smagsfri pilsnere, en middellang march.

Det er modigt af et mikrobryggeri, der efterhånden er berygtet for at brygge mange forskellige typer øl, der dog alle smager af alt for lidt –  som om bryggeriet er bange for, at solid aroma vil jage kunderne bort.

Det håber jeg ikke kommer til at ske med disse øl, hvor aromaen er på plads. Denne blogger vil i hvert fald anbefalde Fionia Nyborg-serien som en samling vel-mere-end-bare-OK specialøl, der smager af nok, og som kan lære den utrænede ølsmager lidt om nogle stilarter, der sjældent slår an i den industrielle pilsners næsten uendelige fanskare.

4-stjerner

Hello Sailor, Ørbæk

2017-05-31 17.14.54En snaps …

Vi er tilbage ved en af mine yndlingsprügelknaber her på bloggen, det østfynske økologiske bryggeri Ørbæk, hvis Fionia Nyborg-serie kan fås fast i Føtex, og skal forestille at være en slags skibsøl. Fionia Nyborg altså – ikke Føtex, der som bekendt er en supermarkedskæde.

I hvert fald fremfører etiketterne alle et eller andet skibstema. Sidst såre dunkelt og ildevarslende med skelethoved og den dystre titel “The Bitter End” – der så godt nok viste sig ikke at være  bitter igen. Men på den anden side stadig bitter nok til at man ikke ærgrede sig.

Deri lå der en overraskelse. Ørbæk er meget produktive og spytter hele tiden nye brygkoncepter ud, men det sker ofte på bekostning af kvaliteten. Bryggene lægger sig for det meste mellem ‘halvvejs mislykket’ og ‘jævnt til kedeligt’ når det går bedst. Der er langt mellem snapsene, og som helt en snaps kvalificerede The Bitter End sig dårligt nok – men det var ikke desto mindre meget tættere på, end man er vant til. En god, stærk hedvin måske – men altså fortsat ikke helt en snaps.

Og sådan startede det jo egentlig meget godt med de tre Fionia Nyborg-øl, jeg redede mig fra Føtex. Helt så godt gik det ikke med Thisted Bryghusirskbritiske serie, der på samme vis kun forhandles i Dansk Supermarkeds butikker. Ingen af de øl var værd at samle på, så der er flere grunde til at bevare den sunde skepsis. Ørbæk i sig selv og at der er tale om en serie eksklusivt for Dansk Supermarked.

Jeg har i øvrigt prøvet denne øl tidligere mens jeg bloggede, og den er dermed en af de meget få, der smuttede igennem nettet, og ikke blev anmeldt dengang. Det får jeg så rettet op på nu. Der er vist også en Jacobsen-øl, som jeg ikke har fået anmeldt engang, men lykkes det med den – jeg tror det er seriens Brown Ale – så er der vist heller ikke flere helligdage …

Hello Sailor har den belgiske Dubbel som forbillede. Typen kommer mig bekendt fra det belgiske klostervæsen, og har ikke meget med skibsfart at gøre.

Jeg har konstateret, at rigtig mange på Untappd mener at brygget ligner mere en bock end en dubbel. Byggets næsten mudrede ydre og mørke, rådbrune kulør peger i denne bloggers øjne nu fint mod Belgien og mindre mod Tyskland, hvor selv de ufiltrerede øl virker mere kontrollerede end dette grumsede bæst. Duften byder på en sød, svesketung karamelbund – alkoholisk nok for begge typer, mens sødmen igen peger mere sydvestover end stik syd.

Under det gyldne skum finder man et vældigt, bittersødt bryg. Flødekarameller på toffeebund blander sig – overraskende nok – nydeligt med kras bitterhed af kål, forenet i alkoholens tunge, varme bamsekram. På dette tidspunkt er man ligeglad med, om det er en bock eller en dubbel – for brygget er bare dejligt, lige så dejligt som det, duften stillede i udsigt …

… men langt fra så dejligt som man måtte forvente fra det bryggeri og det supermarked. Nej, det er meget dejligere.

Det var endnu en snaps fra Ørbæk – der er begyndt at være kortere imellem dem, og bryggeriet har vist sig at levere væsentlig mere interessante øl til Føtex end i hvert fald en af konkurrenterne.

Denne blog ser frem til, at Ørbæk oftere træder ud af karakter i fremtiden.

5-stjerner

The Bitter End, Ørbæk

2017-05-06 15.09.43Ikke helt så bitter endda …

Jeg undskylder endnu engang stilheden. Jeg fik vist lige holdt endnu et frikvarter – denne gang af flere dages varighed. Det skyldes dels, at jeg har haft mine børn hele ugen, da eksen var i Athen på studietur med sine elever. Misundelse er en synd, og vid at jeg be- og vedkender mig den på stedet uden den mindste skam i livet.

Men jeg har også nydt tiden sammen med børnene og blandt andet brugt anledningen til at fejre min datters femårsfødselsdag sammen med familien, og været på rundtur for at besøge Vestegnens glemte kæmper. Vi mangler stadig et par stykker, så der er udflugter i vent.

Samtidig er der faldet et par sten fra mit bryst. Noget sygdom i familien er vendt til bedring, men nye udfordringer er opstået, så nogle andre sten atter er rullet i position … Det er alle disse op- og nedture, der udgør det store rodede stenbrud, vi kalder livet.

At blogge har altså ikke ligget lige for. Og det at drikke øl har jeg måttet dreje om adskillige hjørner for at nå frem til, hvilket jeg altså ikke har fundet lyst eller anledning til.

Men det har nu fået en ende – men ikke en bitter én, som ølvalget ellers antyder. Det er godt nok noget tid siden jeg drak den, så jeg er endnu engang glad form min nidkære notetagning. Brygget er del af en skibsøl-serie, som det Østfynske økologiske bryggeri Ørbæk fører i Dansk Supermarkeds butikker. Det er første gang, jeg anmelder en af øllene, og må erkende, at der har været en smutter – måske endda to undervejs, hvor jeg rent faktisk har prøvet én, men aldrig fået den anmeldt. Det sker ikke tit, forsikrer jeg.

Men lige netop den her har jeg ikke prøvet før. Ifølge bagetiketten er der tale om en amerikansk-inspireret IPA, og det er jo ikke første gang bryggeriet lancerer sådan én. Sidst gik det rigtig godt, omend det var såre lidet amerikansk. Til gengæld er der et dødningehoved på frontetiketten af denne øl. Og så er afvigelse fra den lovede jo stil – selv i negativ retning allerede tilgivet på forhånd.

Duften er sød med rigelig bergamot – humlens aggressivitet er til gengæld vigende og ikke videre amerikansk. Visuelt er brygget flot appelsinorange og lettåget med højt, fast og standhaftigt skum … der er sikkert en del proteiner i – ja, lidt har man vel lært af opholdet på DTU.

Blød, flødefin mundfornemmelse er der masser af – igen holder den forventede krasse humle lidt igen, men til gengæld er der nogenlunde styr på brygget andre aromaer. Grapefrugt og græs giver den bløde bergamotbund et frisk pift, mens spæde grannåle og en knivspids kommen udgår humlens råhed – der altså igen ikke er helt så amerikansk, som man kunne ønske.

Men hey – som sagt er der et skelethoved på frontetiketten.

4-stjerner

Rom Stout, Ørbæk

2017-05-05 16.47.30Små skønhedsfejl …

Det har jo været mildt imponerende og en reel fornøjelse at prøve øl fra Fakta her på det sidste. Først en ESB fra Fuller Smith and Turner, der skulle vise sig at være en nydelig repræsentant for sin genre, så en udsøgt IPA fra Ørbæk, og nu er der endnu en øl fra Ørbæk, købt i Fakta, der leverer oplevelsen.

Dansk Supermarked er til gengæld sat af med tre sløje bryg fra Thisted Bryghus købt i henholdsvis Netto og Føtex. Ganske vist er bryggene ikke systematisk udvalgt, men stikprøven peger alligevel i retning af, at det for tiden er i Fakta, at man får mest specialøl for pengene.

For som allerede antydet, har Ørbæk endnu engang formået at hive sig en smule over et niveau, der – pænt sagt – alt for ofte forekommer lidt for rutinepræget. Rom Stout er en mørk øl tilsat sukker og rom, for dernede på Østfyn er det ikke brygkunst det hele. Blandingskunsten benytter de også med (lidt for) jævne mellemrum. Blanderi, discountsupermarked og bryggeri, der ikke altid formår at levere varen varsler forventninger, der fra begyndelsen af gøres til skamme. Brygget tårner sig flot, natsort op med kogende, branket karamelmasse øverst. Man skal kæmpe en smule med at få alt ud – ikke bare på grund af skummet, men også fordi bryggets dovne (det er godt) viskositet påkræver det.

Duften er tæt, en kende rugbrødsagtig (det er ikke ubetinget godt) med et indslag af kaffe (godt) og – ikke overraskende – rom (overvejende godt), som uvilkårligt trækker tåleddende sammen i erkendelse af, at det er her den knap så fine blandingskunst kommer til udtryk i stedet for den ubetinget fine brygkunst.

Smagen byder på tæt og fyldig kaffearoma. Sukker og rom giver sødme (og små uundgåelige trækninger i tæerne), vel afstemt til bitterheden. Engelsk lakrids i eftersmagen truer med at tage overhånd og blive tør og pudderagtig, men heldigvis bliver det ved truslen.

Oplevelsen er dermed mere end hjemme – med små skønhedsfejl. Brygget er, dovenhed til trods måske ikke helt tykt nok, fylden hælder til det brødagtige, og den ellers gode smag er frembragt ved tilsætning i stedet for brygning …

… men det smager jo dejligt alligevel.

4-stjerner

American Style IPA, Ørbæk

2017-04-29 19.35.16What’s in a name …?

Generelt er det ikke store forventninger, jeg har til udvalget i discountbutikkerne. Mine forventninger til de mere fancy butikker er i virkeligheden heller ikke meget større, når det kommer til stykket, og dermed falder den pointe, jeg ellers ville have lagt op til: at rollerne var byttet om, og at det i øjeblikket var discountbutikkerne, der leverede, mens de dyrere butikker svigtede – til jorden.

De dyre butikker svigter som antydet lige så ofte som discountbutikkerne. Kr. 34,- for den fornærmende kedelige Honey Dew i SuperBrugsen siger det hele om det generelle niveau.

Alligevel er der dog noget at glæde sig over. Fakta har en aldeles nydelig ESB på hylderne for tiden, sammen med denne – kan jeg afsløre – overraskende fine IPA. Så Fakta viser i øjeblikket vejen for butikkernes øludvalg. Der er sket noget siden januar 2011, hvor jeg tog Faktas udvalg under kærlig, systematisk behandling her på bloggen.

Ikke mindre overraskende er det, at bryggeriet bag dagens lille hurra-oplevelse er Ørbæk, det økologiske bryggeri fra Østfyn, der gennem årene har produceret så ganske mange, men desværre også så ganske middelmådige bryg.

Og man får da også hurtigt mistanke om, at brygget højst kan levere en visuel oplevelse. Brygget er flot kobberfarvet, skummet lækkert gyldent, fedtet og trådet, mens man skal lede mere efter duften. Vage noter af vanille og Earl Gray-te samt et drys af en let fennikel/spidskommen-blanding behager jævnt, men bekymringen for bryggets kvalitet udebliver ikke med den meget lidt brutale duftindledning.

Det skyldes så, at hele bryggets karakter er gemt i smagen. Og det skal denne blogger bestemt ikke græde uanede mængder snot over – hvis overhovedet – for smagen er trods alt vigtigst. Nu går det løs med en varm, krydret cocktail af lakridsrod, fennikel og kommen, smagt til med sødme af chokolade, afsluttende med aromatiske fyrrenåle i en velgørende langvarig eftersmag af kvalitetsbitter ikke ulig Gammel Dansk.

I did not see that come!

En så flamboyant og kraftfuld øloplevelse finder man ikke hver dag, især ikke i Fakta – og det way out of character for Ørbæks produkter at være så fremme i skoene.

Det eneste man kan finde at brokke sig over er, at brygget faktisk ikke har karakter af at være en amerikansk IPA. Det er bitterheden alt for mørk og krydret til med sin impression af bittersnaps og fyrrenåle. De amerikanske IPA’er kendes derimod på deres karske bitterhed af spæde grannåle og friskskåret nåletræ.

For min skyld kan man dog kalde denne øl en rejesodavand fra Mikronesien – det rokker ikke en tøddel ved en udsøgt smagsoplevelse af meget høj kvalitet.

5-stjerner

Julebryg Ingefær & Dadler Porter

2017-01-10 18.18.17Panik ved Julefrokosten …

Og hermed ikke mere jul fra Kajs Ølblog i denne omgang. Selv min kære gamle far har fået taget juletræet ned i anledning af Hellig Tre Konger, så det er på høje tid at afslutte festen. Helt så fast som min far har jeg aldrig stået på traditionerne, hvilket nok skyldes, at jeg ikke tror så meget på den slags. Jeg holder mest jul for at højtideligholde jordens hældning på 23,4 grader mod ekliptika, og de trængsler, det medfører er ganske vist knap overståede, men det bliver da i det mindste lysere i vejret.

Ørbæk står bag dette økologiske juleindslag. Jeg påskønner bryggeriets kompromisløshed i forhold til økologien, men er til gengæld sjældent voldsomt imponeret at det, der bliver tappet fra brygkarrene. Det er som om, de prøver og prøver men lige meget (eller lidt) hjælper det.

Her har de forsøgt sig med en juleporter iblandet dadler og ingefær. Det er på papiret ganske julet. Duften giver også mindelser om for meget ris a la mande oven på for meget and, flæskesteg og brunede kartofler. Ingefæren giver sig til kende, uelegant indsmurt i lidt for sød hindbærsovs (kirsebærsovsen må være forbyttet) og kommer ud som alt for sød og kvalm kanelessens.

I smagen vælter indtrykkene over hinanden. Oversødet kirsebærsovs over ris a la mande med alt for meget sukker i kanelen blander sig uskønt med kaffen, der har fået så mange bønner for meget, at den klæber til ganen som engelsk lakrids. Kvalmen efter for meget and og flæskesteg fortsætter, og man forestiller sig hele julemiddagen væltet ned i en mægtig blender, som man faktisk ikke engang har gidet lade køre så længe, at oplevelsen i det mindste blev ensartet.

Sødt, krydret, lakridslignende, bittert og syrligt vælter ukontrolleret rundt mellem hinanden. Det er bestemt ikke Peters Jul, som man fik læst højt i julestuen i barndomsårene, eller Nødebo Præstegaard, som man som lidt ældre faldt i søvn til. Nej, der er vist tale om Donald Trump og families jul i Trump Tower midt i al den rodede gyldne kitsch og med lige dele dekadence og smagløshed.

Men kraft og vælde kan man i det mindste ikke nægte, at brygget har. Kønt eller julehyggeligt bliver det til gengæld aldrig.

Hvad er den egentlige historie bag? Jeg forestiller mig brygsjakket ved Ørbæks julefrokost slå mave efter ris a la manden, godt kørende på restlageret af den nu elegant aldrede Meyer Juniper Dubbel. Lige pludselig springer en af svendene op: “Julebryggen!” skriger han. Panikken griber forsamlingen. Brygmester kaster armene i vejret og vræler afmagtens skrig mod kælderloftet. Svende og svendinder pisker rundt, panisk skrigende mens arme flagrer og krogede fingre river hele totter hår ud. Pludselig gjalder et vældigt drøn gennem lokalet. Det er kassereren, der netop har brugt et af de store kobberlåg til brygkarrene som gong for omgående at kalde forsamlingen til handling …

Hurtigt findes et kar og nogle remedier frem … Dadlerne! Dem var der ingen der gad røre. Ingefæren, der blev til overs efter tilberedning af julekagerne. Og så ellers bare noget malt, noget gær … Det hele rodes sammen uden anden plan end den panikken før lukketid så ofte har været så behjælpelig med …

Og voila. En øl, der smager præcis sådan som man må forvente af sådan en historie.

Det er selvfølgelig bare noget, jeg har fundet på. Men jeg vil næsten vædde på, at min historie er mere underholdende end det, der virkelig skete – og ville have tjent som en rimelig undskyldning.

2-stjerner

Chokolade & Chili Stout, Ørbæk (Kvicklys Ølfestivalg 2016 V)

2016-05-24 18.32.01For meget chili, for lidt øl …

Ørbæk leverer med sin Chokolade & Chili Stout suverænt det mørkeste bryg ved Kvicklys Ølfestivalg i år. Visuelt en mere end værdig repræsentant for genren med konsistens som råolie, mørke som beg og tæthed som tjære. Dertil kommer det høje, brune skum – cremet og kun meget langsomt faldende som det er, og i øvrigt heller ikke ulig olie, da det nok så lystigt glider ned i brygget når det langsomt opløses, i stedet for at klæbe til glasset.

Så kan det vel næsten heller ikke blive bedre, hva’?

Fuldstændig rigtigt. Efter den veldrejede visuelle indledning går det faktisk kun én vej, og det er ned ad bakke. Allerede i duften spores det vand, som farve og viskositet ellers mere end antydede, var fordrevet og erstattet af tyktflydende, urene olier. Bevares, kaffearomaen er der da, selvom mængden af bønner klart er for lille, mens den lette snert af lakrids kun giver fjerne mindelser om den tjære, som brygget visuelt havde forjættet.

Chokolade og/eller chili er der på dette tidspunkt ikke meget at spore af. Jeg går lidt og håber, at Ørbæks øl udgør de sidste krampetrækninger for en alt for omsiggribende tendens til at putte chili i alt, uden at det nødvendigvis gør det, chilien kommer i, bedre. Dette gælder især for øl, der kun meget sjældent har gavn af krydderiet, og til gengæld alt for ofte lider skade af det.

Det kan også være, at tendensen lever i bedste velgående, og at jeg blot har overset dens sejrsgang, mens jeg nød de mange specialbryg, jeg fik til min fødselsdag, af bryggeriforeningen m.fl. siden sidste efterår. Ingen af dem var med chili, og hvor meget jeg ellers elsker det krydderi, har jeg ikke savnet det i øllet.

Alle tendenser til olie, beg og tjære lukkes og slukkes i det moment brygget kommer inden for mundhulens rammer. Øjeblikkeligt bemærker man, at øllet føles meget mere vandigt, end det visuelt lader antyde. Det er ganske ufyldigt, og smager af halvtynd kaffe, blandet op med en anelse mindre tynd kakao. Snart træder chilien til, først idet den nogenlunde efter planen understreger chokoladen, men siden idet den træder frem som et selvstændigt smagselement …

Og det er her, chilien gør alt det imod øllet, der så tydeligt viser, at´chili ikke har noget at beskaffe i det medie. Brygget ender med kun at smage af chili. Det brænder nok så lystigt på tungen, så det ville have været en fryd, hvis det ellers var det, man havde lyst til. Det er det imidlertid ikke. Man havde lyst til øl – humle, malt, bitterhed, syrlighed, sødme – i dette tilfælde især det sidste, for det var det, man blev lovet af bryggets navn. I stedet brænder brygget som en mundfuld chili sin carne – en ikke særligt velkrydret chili sin carne endda.

Men så blev man da i det mindste mindet om endnu engang, hvorfor der ikke skal chili i øl.

2-stjerner

Synes du til gengæld, at chili i øl er mægtigt, ville dette bryg næppe være en dårlig ide at stemme på på oelfestivalg.dk

Hunter’s Choice, Ørbæk

2016-01-03 17.19.21Pletskud …

Egentlig er jeg ikke nogen vildt stor fan af det fynske bryggeri Ørbæk. Det er selvfølgelig meget fint med den økologiske profil og de gode intentioner, men kvaliteten følger desværre alt for sjældent med. Deres bedste øl er i grunden halvkedelige, og deres værste øl helkedelige, men ikke engang så afskyelige at jeg anspores til rigtig slemme tirader. Ikke engang at lave rigtig slemme øl, kan de finde ud af.

Derfor er det skønt, når forventningerne til et Ørbæk-bryg ikke bliver indfriet, for det betyder som regel, at bryggeriet endelig har fået taget sig sammen til at tage sig sammen til at gøre et ordentligt stykke arbejde.

Øllet med den korrekt satte apostrof (et positivt varsel allerede før åbning) er brygget i samarbejde med Jægernes Naturfond, der sikrer bedre forhold for vilde dyr … så adelige, kongelige og forkælede nyrige kan tage ud og skamskyde dem. Næh, træerne vokser trods alt ikke ind i himlen. Fondens midler går imidlertid også at opkøbe naturområder til fremtidigt jagtbrug, og jeg vil da bruge anledningen til at foreslå, at man opkøber rigtig meget landbrugsjord, der grænser op til åløb, før regeringens hovedløse liberalisering af sprøjtnings- og gødskningsregler dræber den sidste rest af det danske vandmiljø …

… men så heldig er man nok ikke. Alt vand i danske åløb skal helst have en væsentligt mørkere brun farve, lavere gennemsigtighed og langt mere plumret viskositet, end dette øl har, hvis det står til regeringen. For dette bryg er ganske vist brunt, men kun med antydning af restgærtåge, og i øvrigt en viskositet som man finder det i de fleste øl. Det matcher faktisk rådyrskind i lød, og skummet har omtrent samme farve som pletterne på en friskskudt bambi. Brygget dufter lovende med noter af vanille, fløde, svesker og sødme af modne æbler – lige til proppe i den frisknedskudte and.

Det er fylden, man især hæfter sig ved. Det føles som en sød blommegrød af velmodne frugter med et vel afstemt indslag af para- og valnødder i eftersmagen. Dertil er med nænsom hånd strøet en knivspids rosmarin og en anelse anis – uden at der faktisk er tilføjet så meget som et gram af det i mæsken. Det er ret imponerende, at det kan lade sig gøre ved brygkunst alene. Det er fremragende øl til ethvert måltid med mørkt kød – inklusive vildt. Selv nød jeg det til resterne af nytårsaftensmåltidets lammekølle, samt til almindeligt tidsfordriv bagefter. Brygget antager en vinøs karakter, når det får lov at stå, så det endda gemmer på små positive overraskelser, hvis man giver det tid.

Ørbæks jægere har i jagten på det gode øl ikke skamskudt, ej heller har de ramt et stykke svækket, magert vildt – nej, de har ramt et aldeles fint jagtbytte helt præcis i hjertekulen. Kiggertsigtet har været indstillet helt præcis, og denne gang var der taget højde for det krumme gevæløb, der så ofte før har gjort, at man har ramt skævt.

Gid Ørbæk dog gad gide gøre sig lignende umage hver gang.

4-en-halv-stjerne

Shandy Lemon, Ørbæk

2015-11-30 19.22.53Når tørsten truer …

Mest af alt har jeg opfattet succes’en for Radler og Shandy her til lands som en art kuriosum, eller … nej ikke her tillands – snarere i det hele taget. “Hvorfor blande øl og sodavand? Hvis man vil have noget, der smager af sodavand – så drik dog sodavand. Og hvis man vil have noget, der smager af øl – så drik dog øl!”, tænker jeg. Men hvad ved jeg også om det? Jeg er jo ikke brygger – og mindre end det, er jeg forretningsmand, og endnu mindre end det, er jeg marketingmanagementconsultingconsultantkonsulent – og det plejer som bekendt at være den slags, der tager beslutning om, hvilke produkter der skal på markedet – og navnlig hvilke, der ikke skal (godt øl skal fx tit ikke på markedet vurderet ud fra det generelle udbud).

Når det så er sagt, må jeg jo erkende, at jeg faktisk kan finde nytte i de søde blandingsbryg, når solen tager rigtigt fat. Jeg foretrækker ganske vist at lave dem selv, men lejlighedsvis har supermarkedsvarianterne faktisk brilleret med deres friske sødme og læskende egenskaber i midsommerens ulidelige hede. Desværre har der overordnet været en tendens til, at blandingsprodukterne enten har føltes lige lovligt syntetiske, når de endelig smager af noget. Og ellers er de gerne så tynde og ligegyldige, at man lige så godt kunne tage sig et glas postevand.

Men lige netop Ørbæk har faktisk formået at brillere i en ellers tilsyneladende umulig ølgenre. Under Kvicklys Ølfestivalg 2015 lancerede de Shandy Ginger som skulle blive den første inden for genren, der scorede 4 stjerner på min blog. Senere relancerede de den sammen med to nye sodavandsølsprodukter – lakrids, der ikke var noget at prale af, og nu Lemon … altså citron, hvis man ikke er så god til engelsk.

Skuffelsen over lakridsvarianten sænkede forventningerne noget til dette bryg, som jeg anså for en forsimplet udgave af den adækvat begejstrende Shandy Ginger. Brygget dufter da heller ikke af meget ved afmontering af kapslen – mest af sløv og uengageret humle, som man finder den i visse kedelige og vandige pilsnere. Ved skænkning afløses denne af en skarpere citronduft, som jeg genkender fra billige grænsesupermarkeder fra barndommen. Vi befinder os fortsat i det tynde og det syntetiske – nu er det blot begge dele på én gang.

Smagsmæssigt blander brygget sig dog med de citronsmagende. Og mens det ikke er ulig billige sodavand fra Aldi, er det syntetiske trods alt nedtonet. Det samme er sukkeret, og det betyder, at humlen faktisk kan fornemmes. Det eneste, man sådan rigtig kan blive fornærmet over indtil videre er prisen. Jeg tror det var 16-17 kr. jeg gav for en halv liter, mens den østrigske Egger Lemon Radler, der forhandles af Dansk Supermarked vist kan erhverves formedelst sølle 4 bobs. Men på den anden side – nærværende bryg er jo også økologisk …

Og den vokser med tiden. Citronen bliver på forunderlig vis ved med ikke at være syntetisk. Humlen, forunderligt underspillet i sin lette krydrethed, holder sig fortsat i baggrunden, men formår alligevel lækkert at smyge sig om citronen, som bacon om en frankfurter i svøb.

Brygget må vitterlig indrømmes velkomponeret og -afstemthed. Det er bestemt en aldeles værdig, for ikke at sige overlegen manifestation af en genre, der især blandt ølkendere er noget af en outsider. Lidt ligesom bryggeriet selv.

Det er jo meget fint, at alle bryg fra Ørbæk er økologiske. Det ville bare være så meget bedre, hvis de også var gode, og ikke så evindeligt halvhjertede. Herslev har knækket koden. Hvorfor er det så svært for Ørbæk? Vel – måske har de faktisk fundet en niche her. Shandies – eller Radlere, som jeg foretrækker at kalde dem – behersker de i hvert fald bedre end de andre bryggerier, jeg hidtil har prøvet.

4-stjerner

Shandy Lakrids, Ørbæk

2015-11-17 17.18.59Limonaden fungerer heller ikke …

Det er efterhånden nogle heftige rædsler, jeg har været igennem i min tid som ølblogger. Alligevel kan jeg ikke lade være. Når jeg ser noget mærkeligt, bizart, sært, eller bare generelt noget, jeg kan sige mig selv, smager modbydeligt, så er der noget ved det, der hiver i mig. Jeg kan ikke lade være med at prøve det, selvom alle alarmklokker klemter.

Jeg ved ikke om det er en masochistisk tendens i mig. Jeg tror snarere det er en sadistisk, fordi rædslerne giver mig udsigt til at være rigtig styg i min efterfølgende anmeldelse. Men uanset hvad, ender jeg altid med især at gå efter blandingsrædslerne, eller sodavandsøllene, som jeg også ynder at kalde dem.

Og ind imellem formår selv de at skabe adækvat glæde. Måske jagter jeg bare overraskelsen? Den ene gode blandt de mange elendige? Det enlige tusindfryd blandt tidslerne?

I forbindelse med Kvicklys Ølfestivalg i år var jeg faktisk for første gang ude og give fire stjerner til en sodavandsøl. Det drejede sig om Ørbæks ‘Shandy Ginger‘ som nu er blevet relanceret med ny etiket – og to yngre søskende. Én med citron (kaldet lemon), og altså nærværende med lakridslimonade. (Er det i øvrigt ikke spøjst, hvordan ingefær og citron bliver meget sejere og markedsføringsagtigt, hvis man skriver det på engelsk, mens man holder fast i det danske, når det gælder lakrids? Det engelske ord ‘liquorice’ er selvfølgelig også svært at stave sig igennem – og der er fremmedartede bogstaver i, såsom ‘q’ og ‘c’. Og fremmedartet er jo som bekendt det ondeste i hele verden – så den slags griseri kan man ikke have i peri-DF-Danmark.)

Da jeg valgte at hale de to yngre søskende ned i kurven, var det vel også for at undersøge, om Ørbæk kunne gentage den relative succes, eller måske endda overgå sig selv. Det var ikke kun tiltrækningen ved det bizarre, og udsigten til at fyre endnu en elendig anmeldelse af. Uanset hvad, kunne jeg ikke tabe. Hvis brygget smagte godt, ville jeg intet problem have med at indrømme det. Og hvis det var lige så elendigt som man turde frygte, ville det være en fornøjelse at skrive anmeldelsen.

Og selvom typen hører sommeren til, har jeg altså gemt den her til den mørke tid … eller … den først lanceret for relativt nyligt … eller … ja, måske har der bare været så lidt salg i den, at den stadig står og fylder på hylderne i Kvickly? Er det sidste tilfældet, venter der næppe nogen stor positiv overraskelse.

Bryggets lød matcher nu årstiden fint. Det er praktisk taget sort med mørkttonet skum, der i øvrigt opviser en overraskende holdbar- og klæbrighed. Duften halter til gengæld voldsomt bagefter. Lakridsen føles som en letbranket kilden i næsens fimrehår – altså noget svag, men alligevel nærværende i forhold til ølindslaget. For selv det, der er svagt synes nærværende i forhold til noget, der er helt væk.

Måske kan øllet findes i smagen, så jeg nipper til det …

Ja, lakridsen kan i hvert fald smages. Og det er bestemt ikke piratos eller Tyrkisk Peber, der er forlægget (brygget er ellers tilsat chili, men se om det nytter). Det er faktisk ikke engang blue jeans, men derimod den sødeste, venligste børnelakrids, man har kunnet finde, og så ellers blandet godt op med en djævlens masse sukker. Ja, stundom bliver jeg endda i tvivl, om det i virkeligheden smager mere af en Soda Stream-sodavand fra firserne med cola-ekstrakt? Ikke bare alt for sødt, men også skummelt kemisk? (Jeg må hellere indskyde, at jeg ikke mistænker brygget for at indeholde noget syntetisk eller kemisk, endsige skadeligt som sådan. Brygget er, som Ørbæks øl nu engang er, økologisk.)

Mere end noget andet smager man det klægtsøde saftevand med lakridsaroma. Det er til at begynde med ikke ubehageligt, men glimrer altså heller ikke ved sin velsmag. Efterhånden som brygget bliver dovent (og det bliver det hurtigt) degenererer den søde lakrids, vandet træder mere frem og giver brygget en uvelkommen metallisk finish, mens sødmen langsom bliver kvalm til småvæmmelig.

Eftersmagen er et aftryk på mandlerne af rent lakridspulver, og det er sidste pind i kisten til bryggets integritet, der i øvrigt var anløben fra begyndelsen af. Man smager aldrig øllet, og brygget mangler derfor enhver legitimitet som øl. Desuden er den alt for søde lakrids fra starten mere en prøvelse end en nydelse, så ikke engang det, der skulle være øllets interessante erstatning, fungerer ordentligt.

Nej tak – den skal ikke prøves igen, og jeg fraråder, at man spilder sin tid på den. Til dens forsvar kan det kun siges, at jeg trods klæg sødme og syntetiske indtryk ikke følte mig ansporet til at hælde den ud. Men der skal mere til for at en øl består, end at man ikke har lyst til at dumpe den i nærmeste afløb.

1-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme