Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Ørbæk

Hvidt Øl, Ørbæk

Baghjul til flere af de specielle …

Det lakker så småt mod enden med juleølsanmeldelserne. Tilbage er et par traditionelle julehvidtøl og en enkelt mere fra Hancock – og det er så det for denne gang.

Der kommer selvfølgelig også et afsluttende indlæg om, hvad jeg synes, har været bedst i år. Men det kommer nok til at ligge meget tæt op ad juleaftensdag, så man får nok travlt hvis man insisterer på at vente med at købe øl ind til julemiddagen, til det indlæg foreligger. Jeg anbefaler, at man læser anmeldelserne i stedet – man kan jo snildt lade sig vejlede af karaktererne, hvis man ikke gider pløje igennem hele indlægget hver gang.

På denne juleøl er der en mere – hvadskalmankaldedet … – traditionel julenisse med det pigmentundskud, der er karakteristisk for vort lands indvånere. Frisk og glad ser han ud, – ikke bøvet og småfuld, som Midtfyns julemand, der samtidig besad en væsentlig sundere kulør. Hvorfor ikke en lige så glad og frisk mørk, julemand, Midtfyns Bryghus? Makes you think …

Til Midtfyns forsvar skal det siges, at deres Jule Stout ligegodt var noget stærkere end nærværende hvidtøl. Brygget her holder 1,8% og forhandles i 0,75 l. emballager. Alligevel får man ikke engang samme mængde alkohol indenbords, hvis man bunder det hele, som hvis man bunder en jævn dansk pilsner. Man kan altså roligt gå til den, hvilket slet ikke er skidt, da det søde, mørke stads nærmest emmer af julehygge – og den vil man da gerne have lidt ekstra af … vil man ikke?

Her er der i hvert fald rigeligt. Øllet dufter sødt og lidt krydret. Måske i retning af solbær, uden at jeg er helt sikker. Det er allerede mere end hvad man kan sige om flere andre af sæsonens hvidtøl. På grund af det lave indhold af alkohol dufter de ikke af meget – men her er der undtagelsesvis lidt at komme efter.

Og endnu mere er der i smagen. Hvor hvidtøllene sjældent byder på andet end en sød og rar oplevelse, er der her væsentlig mere kontur over oplevelsen. Sukker – men ikke bare sukker, nej – tyk melasse og muscovado, ledsaget af en bittersød aroma af svesker – masser af svesker. Samtidig er brygget dejligt tæt og overraskende fyldigt. Lidt for let, glider de ned, hvidtøllene – men den her tager man sig faktisk i at nippe til.

Jeg tror, vi har en vinder blandt hvidtøllene. Og at brygget her samtidig slår flere af de konventionelle – og særlige – juleøl, demonstrerer ikke blot, at hvidtøllene kan være med på lige fod – men også, at et par af specialbryggerierne måske skulle tage sig en smule sammen.

Højt (brunt) skum i hvidtøl.

Ørbæk Juleøl 2019, Ørbæk

Mere vinter end jul …

Det er efterhånden et stykke tid siden, bloggen sidst har været forbi østfynske Ørbæk, det økologiske bryggeri med de mange produkter i porteføljen, der desværre kun sjældent kommer helt op at ringe. De har lanceret en særlig juleøl, en julestout kalder de den. Så kommer de i hvert fald ikke op at slås med islamofoberne – I ved, dem der er helt vildt meget imod alt, der hedder noget med ‘vinter-‘. Det skal helst omdøbes til ‘jul, således at man får juledæk, julefrakker samt – ej at forglemme – julegækker i foråret.

Selvom Ørbæk er økologiske, er brygget ikke ligefrem hvad tyskerne ville kalde rent. Det er tilsat sveskejuice, sukker, rom og lakrids. Julet? Det har bestemt potentiale dertil, bedømt ud fra indholdsfortegnelsen. Snyd? Det vil nogen hævde, og personligt foretrækker jeg da også brygkunst frem for opblanderi.

En duft af flydende karamel og kaffe kan alligevel næppe andet end behage ved skænkning af det stærke bryg. 9,5% er bestemt noget. Nej, det er langt fra det stærkeste der fås, men i betragtning af, at eksemplaret er erhvervet i min lokale Fakta, er styrken alligevel en kende overraskende. Smagen leverer en bittersød, fyldig og tung oplevelse af sirup, mokka med fløde og skumfiduser. Skumfiduser har med årene mere og mere gjort sit indtog i juleslikket, og selvom jeg ikke selv får juleassociationer af Malacos jordbærsvampe, på samme måde som jeg får af marcipan og mælkechokolade, så indgår det vel nok i en moderne repræsentation af julestemning. At sødmen nemt bliver lidt kvalm … vel – en smule fedtsvimmelhed hører vel også højtiden til, tillige med skummets syntetiske islæt, der peger i retning af lyserødt prinsesselegetøj, og andet billigt ragelse i plastic. Det julede i den noget ubalancede lakridstilsætning, der giver en støvet fornemmelse i gane og på bagtunge, er til gengæld svært at få øje på – selv med sarkasme i den retoriske værktøjskasse.

Ikke at brygget samlet set smager skidt eller noget. Øllets mange tilsætninger svinger bare ikke helt så godt sammen som de kunne. Desuden kan det ikke undgå at nage en kende, at Ørbæk bare generelt har svært ved at nå ordentligt i mål med deres produkter, selv når de blander alt muligt i øllet for at få det til at smage.

Men drikkes og nydes kan det da bestemt. Men et fuldendt, færdigpyntet juletræ har Ørbæk ikke opnået. Det er vist stadig blot et vintertræ.

 

Tyr, Ørbæk (Podcast-pilot I)

Noget i vente …

Der er en smule krise på bloggen for tiden. Ved årsskiftet dykkede antallet af klik på bloggen drastisk, for ikke at sige katastrofalt. Jeg spekulerer på, om antallet af views mon tælles på en anden måde af WordPress her efter nytår? Jeg har ikke set nogen meldinger om det, men det er på den anden side også den slags information, der har det med at gå min næse forbi.

Jeg tror det nu egentlig ikke. Der er vel bare en masse af mine læsere, der har haft et nytårsforsæt om at gå på vandvognen i år – hvorfor de ikke vil fristes ved at læse min blog. Og så er det jo bare at vente på at nytårsforsæt bliver til nytårsfortsæt (see what I did there?). Den slags varer som regel ikke længe.

Eller også skal jeg bare koncentrere mig om at holde dampen oppe. Det er imidlertid lettere sagt end gjort. Jeg arbejder fortsat fuldtid med delebørn, jeg har et stort behov for at slappe af og være mig selv, når jeg endelig har lejlighed til det og endelig har jeg selv nogle nytårsforsætter, der gerne ikke skulle blive til nytårsfortsætter overhovedet.

Disse nytårsforsætter (uden ‘t’) kræver imidlertid, at jeg tager nogle initivativer og bruger noget tid på planlægning og koordinering – tre ting, som jeg ikke er særlig god til, for nu ikke ligefrem at indrømme, at jeg faktisk hader at gøre den slags lidenskabeligt. Præstationsangst er en ting, og jeg lider fælt under det. Men jeg tænker, at hvis jeg løfter lidt af sløret nu, frem for at arrangere det hele, og afsløre det hele i én vældig overraskelse, så kan I, læserne, måske hjælpe med at holde mig lidt på sporet, så mine planer rent faktisk bliver til noget.

Jeg har planer om, at udvide bloggen med en podcast og en YouTube-kanal. YouTube-kanalen forestiller jeg mig bliver på engelsk, mens podcastene i første omgang forbliver danske.

Det er de første podcast-optagelser, jeg har i kassen i hvert fald. For lidt over en uges tid siden mødtes jeg nemlig endnu engang med mit sidekick, Marcus, til en omgang ølsmagning – og, nota bene – en omgang tiltrængt sysleri med teknisk udstyr og lyd for at sikre, at katastrofen fra sidst ikke gentog sig.

Heldigvis er Marcus ikke ked af at sysle overhovedet, så da den første optagelse ikke blev særlig god, var han den, der drejede lidt på knapperne – og vupti, var lyden bedre, og til sidst så god, at den faktisk havde reel podcast-kvalitet.

Men det var først efter et par prøver. Og efter optagelserne kommer al efterbehandlingen. Så podcasten må vente endnu en smule, men anmeldelserne af øllene på skrift, skal I ikke snydes for.

Den første øl vi prøvede var denne, en brown ale fra det økologiske bryggeri Ørbæk på Fyn. Brygget har navn efter den nordiske gud Tyr, og så er det jo spændende om Wacken Brauerei i Holsten nu også kommer efter Ørbæk. De har jo som bekendt taget patent på alle nordiske gudenavne til øl, og selvom Ørbæk sikkert ikke har navngivet deres bryg i trods mod dette, skal de alligevel have en thumbs up herfra – om ikke andet fordi nordisk mytologi er ret sejt … Og mærkeligt, i øvrigt, men også ret sejt.

Brygget er ellers ret lyst – af en brown ale at være – snarere rødligtgyldent er det, og lige så lidt brunt det er, lige så karrigt er det med skummet. Marcus udtrykte snart sin utilfreds over næsen på brygget, som han bedømte ‘tynd’. Selv valgte jeg det mere diplomatiske – og indrømmet tvetydige – ‘let’. For endskønt brygget bestemt ikke opviste nogen særlig tyngde eller klæbrighed i udtrykket, sporede jeg krydrede noter af tyttebær og rosmarin, der ikke gjorde noget ringe førstehåndsindtryk.

Passende til lejligheden blev brygget indtaget til et måltid: dobbeltpaneret flæsk med rösti og fløde/skimmelostesovs. Dertil passede føden bryggets krydrede bouquet langt fra skidt.

“Alt for sødt” var Marcus’ umiddelbare dom over øllet, hvortil jeg måtte indvende, at øl jo gerne må være sødt – især belgisk inspirerede mørke ales. Han blev også mere forsonlig over for den i løbet af måltidet, som brygget fortsat klædte fint. Brygget præsenterer således en bund, der umiddelbart synes svær at sætte ord på. “Der er ikke meget spræl i den, men hvis man lige smægter med tungen en gang, kan man få hevet et par perler op på tungen, for ligesom at løfte smagen …” For denne kommentar undskyldte Marcus omgående, da det med hans egne ord nok var hans værste “Søren Frank”-moment til dato.

Jeg nikkede og gryntede bekræftende, hvorefter jeg henkastet og indifferent gjorde gældende, at jeg i grunden ikke var bekendt med, hvem denne Søren Frank egentlig var. “Vinanmelder og klaphat på Berlingeren”, berigede Marcus mig mit i forvejen ikke ubetragtelige korpus af unyttig viden. “Det er ham der har beriget verden med vendingen ‘en insisterende bismag af urin’ som noget positivt”.

Jagten på ordene, der kunne italesætte (undskyld) smagen fortsatte henover det simple, men aldeles veltilberedte måltid. Aroma af lige lovlig velsødet kaffe med sirup fra sukkerrør, var mit umiddelbare bud. Marcus hæftede sig ved en vigende fylde, som om øllet blev smagt på afstand, gennem en pude af vand. Uden dog at brygget af den grund føltes unødigt tyndt – blot afdæmpet i udtrykket. Selv syntes jeg nu ikke det var så galt, men min protest nåede aldrig at blive særligt udtalt, før Marcus foreslog betegnelsen belgiersødme for bryggets krydret-sødlige aroma.

Ganske rigtigt møder man nok også bryggets aroma i flere belgiske bryg – men nu er Belgien jo ligegodt kendt for sin massive ølmangfoldighed – så det siger i sig selv ikke det store. Til gengæld brød Marcus sig så ikke om min karakteristisk af bryggets mundfornemmelse som ‘vinøs’ – i kraft af den lave kulsyre, og bryggets lette flåd over tungen. Så vi endte vel med at være enige om at være uenige om den sag.

Enige var vi til gengæld om, at brygget ville være aldeles egnet som juleøl – så den anbefaling er her først på året givet videre. Så håber vi bare brygget bliver i butikkerne så længe.

Marcus ville såmænd ikke skamme sig over at tage dette bryg med sig hjem, men han gav den …

… da den på den anden side ikke helt havde det i smag, fylde, praleværdi og evne til at imponere, som Marcus i hans selverkendte arrogance og forfængelighed ville lægge navn til at have liggende til mere metikuløs nyderi.

Selv valgte jeg at give brygget …

… fordi den ganske vist ikke er noget festfyrværkeri, men når den ellers smager, så smager den også godt. Der er ingen grund til at være karrig med stjernerne over for Ørbæk, når de gør det ordentligt. Især i lyset af, at de gennem årene har været noget svingende i deres præstationer.

Lakridskongen, Ørbæk

End ej en Greve …

Der gik ikke mange minutter … faktisk tror jeg, at den første kommentar på mit indlæg om Ørbæks øl, Ginger Queen, faldt på rekordtid efter anmeldelsens udgivelse. I indlægget nævnte jeg, at jeg havde Lakridskongen i venteposition, og at jeg ville nå til den, når jeg – vel – nåede til den. Men læserne ville have en anmeldelse ASAP for, som læseren Martin så ærligt gengav det; “så vi ved om vi skal gå i en stor bue rundt om, eller gå direkte efter nektaren.” Med andre ord findes der altså et kontingent læsere på min blog, der anser mig for en art forsøgskanin eller mundskænk, der prøver øllene af, før andre behøver lægge smagsløg til, tillige med tid og ressourcer.

Det er en rolle jeg gerne påtager mig, og i øvrigt har påtaget mig eksplicit mange gange før. Jeg afprøver gerne øl, så andre kan være advaret og undgå dem, hvis de skulle vise sig at være rædsomme. Og skulle de være gode, vel, så behøver jeg ikke lide for folkeoplysningens skyld. Og når jeg lider, kan jeg efterfølgende tage en grusom hævn, når brygget anmeldes – jeg kan ikke tabe.

Visuelt gør brygget det godt. Det er lige så mørkt som man forventer det af et ‘kongebryg’ (ingen – gentager ingen forbindelse til det aldeles fine mikrobryggeri på den nu nedlagte Næstved Kaserne). Skummet følger godt med, tæt og højt som det er med en matchende lystbrun lød. Bouqueten har til gengæld allerhøjest status af nedre adel – måske en junker, hvis betroede besiddelser begrænser sig til nogle stillestående sumpområder i rigets mest negligerede og uvigtige udkant. For vand udgør bunden i en uinspirerende duft, hvor den vage sødme, der afslører at det trods alt ikke er postevand man står med, er så konturløs, at den dårligt lader sig kategorisere – heller ikke under ‘lakrids’.

Brygget byder på en behersket overraskelse når det smages. Det er faktisk fyldigere og med langt mere kontur end den spinkle aroma lod forvente. Maltbunden er rund og blød, bitterhed af kaffe er måske ikke ligefrem gennemtrængende, men kvaliteten af bønnerne er fin, og vandet får ikke lov at fylde for meget.

Lakridsen, eller rettere lakridsroden – for det er, hvad brygget er blevet tilsat ud over de 4 klassiske ingredienser, hverken mere eller mindre – melder sig på bagkant. Ved mandler, gane og kindtændernes gummer træder den klare og umiskendelige smag af netop lakridsrod frem. Som havde man tygget på sådan én lige efter øllet var drukket. Underligt adskilt, og derfor meget tydeligt som en bismag, der slet ikke integrerer sig i det øvrige – langt fra mislykkede – bryg, melder det sig anmassende, uskønt. Som festens smart ass der selv synes han (er det oftest) er guds gave til menneskeheden, men som pudsigt nok altid må mose sig ind i andre festdeltageres samtaler, fordi ingen gider tale med ham.

Næh, nogen konge bliver dette bryg aldrig. Lakridskongen er endnu et godt argument i en lang række for at afskaffe monarkiet og indføre en republik. Junkerstatussen skal brygget dog have lov at beholde – og måske er besiddelserne endda også af en vis klasse. Men bare til Greve eller Baron er der heller ikke nogen udsigt til, at brygget nogensinde avancerer.

Ginger Queen, Ørbæk

Vandets dronning …

Det østfynske økologiske bryggeri Ørbæk har i lang tid – flere år, tror jeg – haft en øl i sortimentet ved navn ‘Lakridskongen’. Den står i kø i mit skab, og der har den også stået længe – omend ikke årevis.

Der må vel være et eller andet ved navnet eller etiketdesignet, der har gjort, at jeg ikke har gidet prøve den endnu. Til gengæld har den for ganske nyligt fået en kvindelig pendant og det er jo langt fra upassende i disse #metoo-tider. Så mangler vi bare en trans- eller queer-udgave af konceptet, såfremt Ørbæks investorer vurderer at et sådant koncept vil give plus på bundlinjen.

Jeg skulle i så fald være den sidste til at klage, omend jeg ville krumme mine tæer nok så mange kender over, at det netop mere er bundlinjen og mindre viljen til at gøre noget godt, der ville drive bryggeriet.

Fokuserer man nu på indholdet i stedet for formen, opdager man – ikke til den store overraskelse – at brygget er tilsat ingefær, foruden øllets klassiske fire ingredienser samt sukker. Det lyse krydderi prikker pikant i det messingfarvede, tætskummende brygs bouquet, men gør i duften ellers langt mindre væsen af sig, end en dominerende note af postevand.

Brygget er primært sødt og venligt. Det leverer en maltet mundfornemmelse, der står ganske alene med opgaven at få smagsorganerne til at identificere produktet som en øl og ikke en letbrusende sodavand med stænk af ingefær. Det lykkes sådan nogenlunde, omend malten må kæmpe bravt for æren.

Ingefæren mærkes mest bag i munden og i eftersmagen, hvor den da indrømmet gør lidt gavn. Ellers er den ligesom i bouqueten gemt væk bag tykke tæpper af vand, hvis tørstslukkende egenskaber uafvendeligt ledsages af samme elements evne til at – om ikke kvæle, så i hvert fald dæmpe alle andre smagsindtryk i en grad så de kun skimtes fjernt. Det gælder imidlertid ikke humlen, der lader til at være druknet helt og aldeles.

De vage smagsindtryk er til gengæld smagfulde nok. Brygget forekommer ikke syntetisk eller unødigt industrielt, men ærgelsen over, at det ikke smager af mere er skuffende præsent.

Coast is Clear, Ørbæk

2017-06-08 18.30.31

Mod smagsløgene …

Min opfattelse af det østfynske bryggeri Ørbæk har jeg måttet tage op til revision efter at have været inde i en stime udmærkede øl fra bryggeriet. Ikke mindst har de indtil videre to øl fra Fionia Nyborg-serien brilleret. Det kan godt være, det er mig, der er halvblind eller heldum, eller begge dele på én gang, men det er først nu gået op for mig, at man på seriens etiketter kan læse, hvad konceptet med serien egentlig går ud på.

Fionia Nyborg er en skonnert, der er bygget på ca. samme tidspunkt som Ørbæk-bryggeriet er stiftet. Øllene er brygget som en art reklamefremstød for skibet, der kan lejes til arrangementer af enhver art – inklusive smagsprøver. Man kan jo vove et forsigtigt gæt på, at det først og fremmest er Ørbæks øl, der bydes på. I betragtning af, at der i bund og grund er tale om et marketingstunt, må man jo indrømme øllene en vis kvalitet. Ja, faktisk kommer man næppe udenom nødtvungent at indrømme dem en vis kvalitet, selv hvis de ikke havde været tænkt som reklamesøjle for Ørbæks sejltursevents.

Den tredje og foreløbig sidste i serien er en belgisk blonde. En øltype, hvor det i nogle kredse (kredsen, der består af mig, fx) berygtede isoamyl acetat, der giver smag af banan, ikke sjældent forefindes. I duften på denne pomelogule øl er den dog ikke dominerende, omend præsent. Sødere og friskere noter af appelsin præger primært det lavt- men fastskummende bryg.

Smagen er let sprittet med forventelige noter af banan og et lidt barskere indslag bag i munden af småharske hasselnødder. Brygget svier en smule i brystet, når det går ned. Efterhånden sætter den ledsagende sødme ind – af ferskener, der har fået lov at hænge en anelse for længe på træet, så den første gæring er sat ind.

Det lyder nok ikke så godt … men det er det faktisk. Især ved lave temperaturer. Ved højere, og i visse kredse anbefalede temperaturer, ville brygget nok ikke smage så godt.

Men afkølet eller lunkent – brygget her vægrer sig i passende grad ved at være lettilgængeligt. Det insisterer på at indeholde netop de aromaer, som den belgiske blonde-stil er berygtet for – banan, småharsk bitterhed, kvalm sødme – og det blæser de forbrugere, der er til lettilgængelige, smagsfri pilsnere, en middellang march.

Det er modigt af et mikrobryggeri, der efterhånden er berygtet for at brygge mange forskellige typer øl, der dog alle smager af alt for lidt –  som om bryggeriet er bange for, at solid aroma vil jage kunderne bort.

Det håber jeg ikke kommer til at ske med disse øl, hvor aromaen er på plads. Denne blogger vil i hvert fald anbefalde Fionia Nyborg-serien som en samling vel-mere-end-bare-OK specialøl, der smager af nok, og som kan lære den utrænede ølsmager lidt om nogle stilarter, der sjældent slår an i den industrielle pilsners næsten uendelige fanskare.

4-stjerner

Hello Sailor, Ørbæk

2017-05-31 17.14.54En snaps …

Vi er tilbage ved en af mine yndlingsprügelknaber her på bloggen, det østfynske økologiske bryggeri Ørbæk, hvis Fionia Nyborg-serie kan fås fast i Føtex, og skal forestille at være en slags skibsøl. Fionia Nyborg altså – ikke Føtex, der som bekendt er en supermarkedskæde.

I hvert fald fremfører etiketterne alle et eller andet skibstema. Sidst såre dunkelt og ildevarslende med skelethoved og den dystre titel “The Bitter End” – der så godt nok viste sig ikke at være  bitter igen. Men på den anden side stadig bitter nok til at man ikke ærgrede sig.

Deri lå der en overraskelse. Ørbæk er meget produktive og spytter hele tiden nye brygkoncepter ud, men det sker ofte på bekostning af kvaliteten. Bryggene lægger sig for det meste mellem ‘halvvejs mislykket’ og ‘jævnt til kedeligt’ når det går bedst. Der er langt mellem snapsene, og som helt en snaps kvalificerede The Bitter End sig dårligt nok – men det var ikke desto mindre meget tættere på, end man er vant til. En god, stærk hedvin måske – men altså fortsat ikke helt en snaps.

Og sådan startede det jo egentlig meget godt med de tre Fionia Nyborg-øl, jeg redede mig fra Føtex. Helt så godt gik det ikke med Thisted Bryghusirskbritiske serie, der på samme vis kun forhandles i Dansk Supermarkeds butikker. Ingen af de øl var værd at samle på, så der er flere grunde til at bevare den sunde skepsis. Ørbæk i sig selv og at der er tale om en serie eksklusivt for Dansk Supermarked.

Jeg har i øvrigt prøvet denne øl tidligere mens jeg bloggede, og den er dermed en af de meget få, der smuttede igennem nettet, og ikke blev anmeldt dengang. Det får jeg så rettet op på nu. Der er vist også en Jacobsen-øl, som jeg ikke har fået anmeldt engang, men lykkes det med den – jeg tror det er seriens Brown Ale – så er der vist heller ikke flere helligdage …

Hello Sailor har den belgiske Dubbel som forbillede. Typen kommer mig bekendt fra det belgiske klostervæsen, og har ikke meget med skibsfart at gøre.

Jeg har konstateret, at rigtig mange på Untappd mener at brygget ligner mere en bock end en dubbel. Byggets næsten mudrede ydre og mørke, rådbrune kulør peger i denne bloggers øjne nu fint mod Belgien og mindre mod Tyskland, hvor selv de ufiltrerede øl virker mere kontrollerede end dette grumsede bæst. Duften byder på en sød, svesketung karamelbund – alkoholisk nok for begge typer, mens sødmen igen peger mere sydvestover end stik syd.

Under det gyldne skum finder man et vældigt, bittersødt bryg. Flødekarameller på toffeebund blander sig – overraskende nok – nydeligt med kras bitterhed af kål, forenet i alkoholens tunge, varme bamsekram. På dette tidspunkt er man ligeglad med, om det er en bock eller en dubbel – for brygget er bare dejligt, lige så dejligt som det, duften stillede i udsigt …

… men langt fra så dejligt som man måtte forvente fra det bryggeri og det supermarked. Nej, det er meget dejligere.

Det var endnu en snaps fra Ørbæk – der er begyndt at være kortere imellem dem, og bryggeriet har vist sig at levere væsentlig mere interessante øl til Føtex end i hvert fald en af konkurrenterne.

Denne blog ser frem til, at Ørbæk oftere træder ud af karakter i fremtiden.

5-stjerner

The Bitter End, Ørbæk

2017-05-06 15.09.43Ikke helt så bitter endda …

Jeg undskylder endnu engang stilheden. Jeg fik vist lige holdt endnu et frikvarter – denne gang af flere dages varighed. Det skyldes dels, at jeg har haft mine børn hele ugen, da eksen var i Athen på studietur med sine elever. Misundelse er en synd, og vid at jeg be- og vedkender mig den på stedet uden den mindste skam i livet.

Men jeg har også nydt tiden sammen med børnene og blandt andet brugt anledningen til at fejre min datters femårsfødselsdag sammen med familien, og været på rundtur for at besøge Vestegnens glemte kæmper. Vi mangler stadig et par stykker, så der er udflugter i vent.

Samtidig er der faldet et par sten fra mit bryst. Noget sygdom i familien er vendt til bedring, men nye udfordringer er opstået, så nogle andre sten atter er rullet i position … Det er alle disse op- og nedture, der udgør det store rodede stenbrud, vi kalder livet.

At blogge har altså ikke ligget lige for. Og det at drikke øl har jeg måttet dreje om adskillige hjørner for at nå frem til, hvilket jeg altså ikke har fundet lyst eller anledning til.

Men det har nu fået en ende – men ikke en bitter én, som ølvalget ellers antyder. Det er godt nok noget tid siden jeg drak den, så jeg er endnu engang glad form min nidkære notetagning. Brygget er del af en skibsøl-serie, som det Østfynske økologiske bryggeri Ørbæk fører i Dansk Supermarkeds butikker. Det er første gang, jeg anmelder en af øllene, og må erkende, at der har været en smutter – måske endda to undervejs, hvor jeg rent faktisk har prøvet én, men aldrig fået den anmeldt. Det sker ikke tit, forsikrer jeg.

Men lige netop den her har jeg ikke prøvet før. Ifølge bagetiketten er der tale om en amerikansk-inspireret IPA, og det er jo ikke første gang bryggeriet lancerer sådan én. Sidst gik det rigtig godt, omend det var såre lidet amerikansk. Til gengæld er der et dødningehoved på frontetiketten af denne øl. Og så er afvigelse fra den lovede jo stil – selv i negativ retning allerede tilgivet på forhånd.

Duften er sød med rigelig bergamot – humlens aggressivitet er til gengæld vigende og ikke videre amerikansk. Visuelt er brygget flot appelsinorange og lettåget med højt, fast og standhaftigt skum … der er sikkert en del proteiner i – ja, lidt har man vel lært af opholdet på DTU.

Blød, flødefin mundfornemmelse er der masser af – igen holder den forventede krasse humle lidt igen, men til gengæld er der nogenlunde styr på brygget andre aromaer. Grapefrugt og græs giver den bløde bergamotbund et frisk pift, mens spæde grannåle og en knivspids kommen udgår humlens råhed – der altså igen ikke er helt så amerikansk, som man kunne ønske.

Men hey – som sagt er der et skelethoved på frontetiketten.

4-stjerner

Rom Stout, Ørbæk

2017-05-05 16.47.30Små skønhedsfejl …

Det har jo været mildt imponerende og en reel fornøjelse at prøve øl fra Fakta her på det sidste. Først en ESB fra Fuller Smith and Turner, der skulle vise sig at være en nydelig repræsentant for sin genre, så en udsøgt IPA fra Ørbæk, og nu er der endnu en øl fra Ørbæk, købt i Fakta, der leverer oplevelsen.

Dansk Supermarked er til gengæld sat af med tre sløje bryg fra Thisted Bryghus købt i henholdsvis Netto og Føtex. Ganske vist er bryggene ikke systematisk udvalgt, men stikprøven peger alligevel i retning af, at det for tiden er i Fakta, at man får mest specialøl for pengene.

For som allerede antydet, har Ørbæk endnu engang formået at hive sig en smule over et niveau, der – pænt sagt – alt for ofte forekommer lidt for rutinepræget. Rom Stout er en mørk øl tilsat sukker og rom, for dernede på Østfyn er det ikke brygkunst det hele. Blandingskunsten benytter de også med (lidt for) jævne mellemrum. Blanderi, discountsupermarked og bryggeri, der ikke altid formår at levere varen varsler forventninger, der fra begyndelsen af gøres til skamme. Brygget tårner sig flot, natsort op med kogende, branket karamelmasse øverst. Man skal kæmpe en smule med at få alt ud – ikke bare på grund af skummet, men også fordi bryggets dovne (det er godt) viskositet påkræver det.

Duften er tæt, en kende rugbrødsagtig (det er ikke ubetinget godt) med et indslag af kaffe (godt) og – ikke overraskende – rom (overvejende godt), som uvilkårligt trækker tåleddende sammen i erkendelse af, at det er her den knap så fine blandingskunst kommer til udtryk i stedet for den ubetinget fine brygkunst.

Smagen byder på tæt og fyldig kaffearoma. Sukker og rom giver sødme (og små uundgåelige trækninger i tæerne), vel afstemt til bitterheden. Engelsk lakrids i eftersmagen truer med at tage overhånd og blive tør og pudderagtig, men heldigvis bliver det ved truslen.

Oplevelsen er dermed mere end hjemme – med små skønhedsfejl. Brygget er, dovenhed til trods måske ikke helt tykt nok, fylden hælder til det brødagtige, og den ellers gode smag er frembragt ved tilsætning i stedet for brygning …

… men det smager jo dejligt alligevel.

4-stjerner

American Style IPA, Ørbæk

2017-04-29 19.35.16What’s in a name …?

Generelt er det ikke store forventninger, jeg har til udvalget i discountbutikkerne. Mine forventninger til de mere fancy butikker er i virkeligheden heller ikke meget større, når det kommer til stykket, og dermed falder den pointe, jeg ellers ville have lagt op til: at rollerne var byttet om, og at det i øjeblikket var discountbutikkerne, der leverede, mens de dyrere butikker svigtede – til jorden.

De dyre butikker svigter som antydet lige så ofte som discountbutikkerne. Kr. 34,- for den fornærmende kedelige Honey Dew i SuperBrugsen siger det hele om det generelle niveau.

Alligevel er der dog noget at glæde sig over. Fakta har en aldeles nydelig ESB på hylderne for tiden, sammen med denne – kan jeg afsløre – overraskende fine IPA. Så Fakta viser i øjeblikket vejen for butikkernes øludvalg. Der er sket noget siden januar 2011, hvor jeg tog Faktas udvalg under kærlig, systematisk behandling her på bloggen.

Ikke mindre overraskende er det, at bryggeriet bag dagens lille hurra-oplevelse er Ørbæk, det økologiske bryggeri fra Østfyn, der gennem årene har produceret så ganske mange, men desværre også så ganske middelmådige bryg.

Og man får da også hurtigt mistanke om, at brygget højst kan levere en visuel oplevelse. Brygget er flot kobberfarvet, skummet lækkert gyldent, fedtet og trådet, mens man skal lede mere efter duften. Vage noter af vanille og Earl Gray-te samt et drys af en let fennikel/spidskommen-blanding behager jævnt, men bekymringen for bryggets kvalitet udebliver ikke med den meget lidt brutale duftindledning.

Det skyldes så, at hele bryggets karakter er gemt i smagen. Og det skal denne blogger bestemt ikke græde uanede mængder snot over – hvis overhovedet – for smagen er trods alt vigtigst. Nu går det løs med en varm, krydret cocktail af lakridsrod, fennikel og kommen, smagt til med sødme af chokolade, afsluttende med aromatiske fyrrenåle i en velgørende langvarig eftersmag af kvalitetsbitter ikke ulig Gammel Dansk.

I did not see that come!

En så flamboyant og kraftfuld øloplevelse finder man ikke hver dag, især ikke i Fakta – og det way out of character for Ørbæks produkter at være så fremme i skoene.

Det eneste man kan finde at brokke sig over er, at brygget faktisk ikke har karakter af at være en amerikansk IPA. Det er bitterheden alt for mørk og krydret til med sin impression af bittersnaps og fyrrenåle. De amerikanske IPA’er kendes derimod på deres karske bitterhed af spæde grannåle og friskskåret nåletræ.

For min skyld kan man dog kalde denne øl en rejesodavand fra Mikronesien – det rokker ikke en tøddel ved en udsøgt smagsoplevelse af meget høj kvalitet.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme