Glade syre …
Min sidste anmeldelse afstedkom nogle interessante reaktioner på min facebookside. Allan, med hvem jeg sidste år på omtrent denne tid delte nogle rigtig gode øl spurgte overrasket, om jeg ikke kunne smage kaffen. Ja, åbenbart indeholder Cold Brew IPA kaffe, hvilket jo forklarer navnet. At jeg ind imellem tænker, at en god øl bare er en god øl, helt uden at spekulere over bryggets fremtoning eller indhold, taler måske ikke til min fordel som blogger. Til gengæld har jeg, idet jeg ikke opdagede kaffen i brygget, gjort nogle andre ikke helt uinteressante opdagelser – synes jeg selv i hvert fald.
Ordet ‘kaffe’ optræder ikke med nogen særlig imponerende frekvens i min anmeldelse af Cold Brew IPA. Faktisk nævner jeg det præcis nul gange. I min uvidenhed om ingrediensen har jeg ingenlunde annammet den – hverken visuelt, aromatisk eller olfaktorisk.
Det store spørgsmål er nu – ja, I har nok regnet den ud. Hvis (og hvis – røven på spids) jeg rent faktisk havde læst på emballagen, at der var kaffe i, ville jeg så også have kunnet smage det, når jeg drak øllen? Vi får aldrig et reelt svar på spørgsmålet, men jeg vil gerne retrospekt holde fast i, at jeg ikke bed mærke i nogen kaffelignende smag i brygget. Tværtom synes jeg, at den varme, fyldige og runde bitterhed, der kendetegner kaffe slet ikke var præsent i brygget, der mere var kendetegnet af genrens traditionelle skarpe bitterhed af træ og grannåle.
Jeg tillader mig at glædes ved tanken om, at jeg ikke er faldet for den confirmation bias som jeg skuer, når jeg læser kommentarerne. Meget kort – de andre i debatten vidste, der var kaffe i og derfor kunne de smage den. Hvis jeg prøvede den igen, kunne jeg måske også godt smage den, men det lykkedes mig altså at prøve den uden at kunne smage tilsætningen.
Og det er da tankevækkende … synes jeg. Jeg kunne i hvert fald være fristet til at prøve det igen – det der med ikke at læse for grundigt efter på emballagen, før jeg åbner den.
Og det skulle gerne være alt om dén øl, indtil jeg engang nævner den igen – tilfældigt og overraskende i et fremtidigt indlæg. Jeg gør en ære i at nævne gamle anmeldelser fra tid til anden – har læserne nok bemærket. Efter et lille afbræk er jeg tilbage ved den fikse lille samling øl, jeg fik af min søster i fødselsdagsgave. Det præcise ophav for denne øl fortaber sig. Bryggeriet angives til at være “Brøggeren”, mens det også fremgår at brygget hidrører fra Ølsnedkeren – en geschæft i Griffenfeldtsgade på Nørrebro, hvor man åbenbart kan designe sin egen øl.
Meget fancy og hipsteret. Og sikkert alt for dyrt til, at jeg nogensinde får mulighed for at prøve. Det kan jeg jo sidde og tude over, mens jeg drikker den. Og på den måde kan jeg blive trøstet – for øllet er slet ikke så værst endda.
Danismen afslører typen – en saison. Det er meget sødt med fordanskningen, mens jeg selv nok ville være gået all in, og havde stavet den “Sæsong”, hvis jeg måtte bestemme. Men gad vidst om ikke Nordmændene allerede har lavet sådan én? Den er lagret på hvidvinsfade. Det citrongule bryg med det hvide, tætte skum afslører allerede i duften, at der næppe var tale om nogen særlig sød druesaft. Den afgiver en kraftig odeur af citron og banan. Bananen er ikke uventet for typen, men det er til gængæld den mængde citrus.
Lagringen har vel gjort sit. Og hvis ikke associationen allerede er vakt, er man ikke længere i tvivl, når man smager på brygget – der er tale om en habil efterligning af den belgiske foeder, som Fakta havde på spotvarehylderne i sommer, og som jeg på stedet gav topkarakter.
Associationen kræver selvfølgelig, at man har prøvet hint sure vidunder.
Her er man i første omgang mere lettet over, at bananen ikke brænder for meget igennem. Faktisk kan man ikke smage den i den ansigtsvridende citron/eddikemikstur, der næsten giver den samme åndenød og tunghed i brystet, som ren citronsaft kan give.
At brygget er ufiltreret tæller til gengæld ikke til dets fordel. Mundfornemmelsen bliver en antydning kornet, og gæren kan mærkes antydningsvis som en ubalance i et ellers velafvejet citron-eddike-forhold. Det er ikke helt så rent som den filtrerede belgier, og nej – jeg er bestemt ikke nogen principiel modstander af filtrerede øl, lige så lidt som jeg er principiel tilhænger af de ufiltrerede.
Det kommer an på, hvad der tjener øllet bedst – her ville filteret have hjulpet …
Men det er langt fra nok til at ødelægge oplevelsen. Det er en aldeles fin sur øl uanset hvad.
Seneste kommentarer