Kajs Ølblog

Sær, men ok … tror jeg nok.

Jeg har gjort endnu et indhak i de spændende øl, jeg fik af min søster i fødselsdagsgave. Jeg siger spændende, da det er så dejligt uforpligtende et ord. Jeg undgår at bruge ordet ‘god’, da en sådan karakteristik ikke ville være rimelig at bruge – dels fordi jeg først nu er halvt igennem samlingen – og jeg først lige er startet på den tredje anmeldelse. Dels fordi resultatet indtil videre har – på trods af populationens lidenhed (to, helt præcis) har været ganske omskiftelig.

Men spændende har det været. Dejlig uindustrielt, etiketterne har været flotte, navnene har været fængende – begge to. Navnet på dagens øl, er vel også fængende på en eller anden måde. “Thai thai” hedder den og jeg gætter på, om det må være på grund af den ualmindeligt – og i Tyskland formentligt kriminelt – lange ingrediensliste: Koriander, citrongræs, appelsinskal, chilipeber og … galanga – noget, jeg måtte google mig frem til. Men alt sammen ingredienser, der vel nok ville passe fint ind i en thailandsk risret.

Nu er jeg jo godt nok mere til indisk og kinesisk mad – men hey, thai går an, hvis der ikke er andet.

Og hvad gør det så for øllet – alt det andet end gær, vand, humle og malt? Det får i hvert fald brygget til at dufte lifligt og ganske utraditionelt. – Ikke meget af øl, forresten, men chilien, citrongræsset (hedder det dét i bestemt form?) på et bagtæppe af sød ingefær (som brygget ikke indeholder – men måske er det galangaen) giver en bestemt nydeværdig bouquet.

Brygget føles rart og blødt på tungen. Ikke videre fyldigt, men på den anden side heller ikke vandigt. De mange krydderier står i kø for gøre sig bemærket. Her lidt sødme fra appelsinskallen, her formår chilien akkurat at stikke, korianderen er der vil hele tiden som bryggets aromatiske basis. Det er vel ikke uvant i forhold til den rolle koriander ellers spiller. Jeg gætter på, at den sødligtaromatiske ledsager til indtrykkene nok kommer fra galangaen – ingefærlignende uden at brænde.

Og det smager jo sådan set fint. At øllet i øvrigt er smådovent på trods af en ellers pæn, gylden skumkrone over det messingfarvede bryg, fuldender oplevelsen af, at det ikke er øl, man sidder med, men en … vel … egentlig okay krydderte. En te med en ganske okay, men for min smag lige ufarlig nok aroma – og her i en kop, hvor brevet meget gerne måtte have trukket i et halvt minuts tid mere.

Det er nok første gang, jeg har prøvet en øl, der så klart og tydeligt smager af te. Den smager fx langt mere af te, end den eneste øl, jeg indtil videre har prøvet, hvori der rent faktisk var te. Til gengæld – og det har jeg oftere oplevet – smager den næsten ikke af øl.

Til dens forsvar skal det dog siges, at den ikke ikke smager af øl på en ubehagelig måde. Det plejer ellers gerne at være tilfældet med obskure blandingseksperimenter, eller alkoholfri øl. Imidlertid er jeg så konservativ, at når jeg har lyst til en øl, så foretrækker jeg at drikke en øl, der smager af øl. Og når jeg vil have krydderte, så foretrækker jeg en krydderte, der smager af krydderte.

Jeg ser frem til at prøve en krydderte snarest, der smager af øl. Og så måske ikke alligevel – da det er en af mine dårligst skjulte mørke hemmeligheder, at jeg stor set aldrig drikker te – endsige af kryddertypen.