Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: NUA Brygghus

NUA Pale Ale, NUA Brygghus

… and stay dead!

Nå så blev genopstandelsen definitivt aflyst i Danmark. Jeg gad godt have prøvet det bryg, Joy Mogensen må have hældt litervis af i kraniet, for at slå ind på sådan en slingrekurs i spørgsmålet om, hvorvidt kirken skulle holde åbent i påsken eller ej. Inficeret altervin? Næppe – kirkerne har været lukket i ugevis, ligesom resten af landet, så hvad præcis hun havde dyppet tuden for dybt i, må stå hen i det uvisse.

Glæden ved, at kirkeministeren trods alt endte med at træffe den rigtige beslutning overgår dog ikke fryden ved, at vi, der godt kan se, ideen om åbne kirker er åndssvag, nu har håneretten. Nu er det Dansk Folkeparti og i særdeleshed Marie Krarup, der skal nyde godt af den særlige form for ytringsfrihed, som de skatter så højt: Hån, spot og lattergørelse! Overalt hvor de lufter deres ævl om, hvordan kirkegang skal stå over menneskeliv, skal de mødes med hånlatter og fingerpeg, høvisk nedladenhed og patronisering som kun børnehavebørn oplever det. For Dansk Folkepartis medlemmer, og navnlig deres repræsentanter lokalt og nationalt, har – med deres hovedløse og dybt uansvarlige ideer om kirkegang under den farligste pandemi siden den spanske syge – vist med al tydelighed, at de ikke er deres repræsentative pladser værdige.

Nok om det! Videre til den sidste øl, som min gode ven Gedved (der kan opleves i levende billeder og tale her) havde med til mig ved nytårstid.

Brygget skummer voldsomt ved skænkning. Mere end rigeligt til at man får mistanke om fejlbryg, men da øllet alligevel ikke ligefrem eksploderer i en geyser ved åbning kommer tvivlen det til gode. Skiftevis en fryd og en prøvelse er det at tvinge brygget ned i et glas. Det tager en helvedes tid, men så kan man til gengæld nyde de sjove, bløde og groteske figurer, det alt for langsomt faldende, tætte skum danner undervejs.

Duften er spinkel, omend gennemtrængende af fine, spæde grannåle. Brygget slår dermed nogle meget velkendte, men også sikre noter an. Den positive overraskelse lurer lige om hjørnet, og der bliver den ellers lurende, for den springer aldrig rigtig frem i aromaen.

Der er glimtvise indslag af frisk, karsk prikkende humle, men denne overdøves af det allestedsnærværende norske fjeldvand, der nok er forfriskende, men ikke ligefrem behjælpeligt med at få aromaerne til at træde kraftigere frem. Mere mærker man til gæren, der undertiden er så fremtrædende at mistanken om infektion (ja, undskyld, alt skal åbenbart handle om den slags i disse dage, beklager meget) gør comeback. Brygget er imidlertid vel inden for sidste salgsdato (12/20) – men det er jo egentlig ikke nogen garanti. Helt mislykket er brygget nu slet ikke, men ligesom Joy Mogensens slingrekurs i spørgsmålet om åbne kirker, ved dette bryg ikke helt om det vil smage mest af vand, gær eller humle, og i modsætning til kirkeministeren vælger det i sidste ende forkert, og satser på gæren.

Brygget forbliver en vandet og disharmonisk omgang – et generelt træk ved disse norske øl, desværre. Det er, hvad man får ud af en restriktiv alkoholpolitik.

Tak til Gedved for øllene. Det kan godt være, at oplevelsen langt fra var i nærheden af humlehimlen. Til gengæld gav han mig noget at tirere over, og det forestiller jeg mig, er lige så underholdende, som når jeg skamroser øl, jeg kan lide.

NUA SMOI, NUA Brygghus

Jævnt godt …

Jeg har stadig et par norske øl stående, som min gode ven Gedved havde med, da han besøgte mig over nytår. Et par af dem blev afprøvet live, og resten blev stående til senere anmeldelse. Turen gennem dem har været lidt af en rutsjebanetur, omend ikke i Dæmonen. Det har snarere været en tur i Mariehønen, for selvom der da har været et par opture, har de aldrig været sådan rigtig høje, og voldsomt meget har det aldrig kildet i maven.

Dybt nede har jeg til gengæld været på vej igennem dem – omend med en øl, der er under mistanke om at være defekt. Og så hellere få en defekt øl end sætte sig ind i en defekt vogn i en rutsjebane – om det så bare er Mariehønen.

En længere smøre på bagetiketten blev jeg ikke klogere på. Men nu er norsk jo ligegodt også det skandinaviske sprog, jeg både i skrift og tale begår mig ringest på. Ja, jeg både læser, forstår og taler svensk bedre end norsk, fordi jeg bare er sådan. Om Duolingo fungerer som det skal, overhaler jeg måske alle disse sprog indenom med nederlandsk inden længe. Det er overraskende hvor nemme sprog, man ind imellem kan støde på. Prøv nederlandsk, hvis du kan lide at lære sprog, så længe de ikke er for svære.

En af de få ting, jeg dog fik ud af teksten på bagetiketten var, at denne øl skulle være en blanding af amerikansk og britisk stil. Hvilken stil præciseres ikke. Mit gæt er pale ale uden videre dikkedarer, for det er i den retning det messinggule, lavtskummende bryg peger, både med kulør og bouquet. Omend den prikkende, blomsteraromatiske humle er gemt bag lidt for meget vand til at begynde med.

Og jeg vil end ikke unde de vittige hoveder, der mumler for sig selv “det passer jo meget godt til britisk og amerikansk øl med for meget vand” en kommentar.

Her har NUA Brygghus til gengæld taget sig en smule sammen. Aromahumlen flyder lifligt hen over tungen med sine velkendte trænålsnoter, akkompagneret af bergamot og roser. Spinkelt men elegant, spagfærdigt og alligevel karakterfuldt folder aromaen sig ud i munden, og leverer endelig en godkendt øloplevelse – omend på trods af et vandelement, der fortsat fylder lidt for meget i den samlede vurdering.

Det er åbenbart begrænset hvad man kan, når man kun har 4,5% alkohol til rådighed. Det kan man jo glæde sig over, mens vognen trækkes de 1½ meter op på endnu en lille bakke på Mariehønen.

NUA Mandøl, NUA Brygghus

Med forbehold for fejl …

Jeg troede først, at der var tale om et plat, mandschauvenistisk ordspil. Så tjekkede jeg Google Translate, da jeg ikke lige er up-to-date med norsk retstavning, og kunne konstatere, at der blot var tale om et plat ordspil. Mand hedder ‘Mann’ på norsk, og dermed er ‘Mandøl’ fra norske NUA Brygghus ikke en ‘mande-øl’. Ordspillet kører alene på byen, hvor bryggeriet ligger, nemlig Mandal. Mandal – Mandøl … Halfdan Rasmussen og Terry Pratchett hæver nok begge deres glas højt i dødsriget over denne prægtige perle af et ordspil.

Min gode ven, Gedved, bor der, og det var da også ham, der havde den med i gave til mig, da han var forbi omkring nytår. Det er et Koelsch-inspireret bryg. En rigtig Koelsch kan det i sagens natur ikke være, da en sådan kun må brygges inden for en nøje fastlagt omkreds omkring den tyske by Köln. Særligt for typen er, at den i modsætning til det meste kornfarvede tyske øl, er overgæret.

Overgæret betyder ikke nødvendigvis, at brygget skummer voldsomt – dette skummede ikke bare op, men over. Til gengæld kan den slags pege i retning af infektion og/eller fejlgæring. Og mistanken om dette var en fast følgesvend gennem dette bryg, der imidlertid aldrig smagte så grimt, at jeg følte mig tilskyndet til at hælde det ud.

Helt i tysk ånd er brygget ikke, da det er tilsat appelsinskal. Det gør snarere fra end til, idet brygget i odeuren allerede forekommer meget skarpt syrligt, omend ikke så syrligt at det overdøver friskheden og en alt andet lige præsent pilsnerhumle.

Mod tungen føles brygget skarpt prikkende og igen meget syrligt. Humlen fra duften er kun en skygge af sig selv, og syren er på nippet til at være så skarp, at man dårligt mærker bryggets tørstslukkende friskhed. Igen nager mistanken om infektion, og igen konstaterer jeg, at brygget ikke smager så grimt at jeg vil smide det ud.

Så ned kom det – en mestendels syrlig og småkedelig oplevelse. Problemet er næppe de middelmådige 4,5 % alkohol under nogen omstændigheder. Jeg har prøvet mange øl med mindre alkohol, der smagte af meget mere – fejlgæret eller ej.

NUA Brygghus burde bestræbe sig på, at kunne prale af andre ting, end blot at være Norges sydligst liggende bryghus. Fx af at kunne producere gode øl, frem for blot småsure og middelmådige øl.

Juleøl, NUA Brygghus (Nytårsøl med Gedved II)

Her går det lidt bedre …

Den her juleøl kan man opleve blive liveanmeldt i min nytårsstream på YouTube ca. 24 minutter inde. Man kan simpelt hen se Gedveds og min reaktion første gang vi prøvede kræfter med brygget, gengivet  i levende billeder!

Er det ikke spændende!?

… Nå … måske ikke …

Vel – den her bagjuleøl slog omgående bedre takter an end den noget tamme IPA, Gedveds og min nytårssmagning startede med. I det hele taget er mørkt øl bare mere spændende – især når det bliver skænket ved en passende temperatur, hvilket under alle omstændigheder vil sige en højere temperatur end en lys øl med samme alkoholprocent.

Den her nød vi vel ved omkring 15 grader. Og for en øl på 4,5% (den øvre grænse for, hvor stærkt øl i almindelig handel på være i Norge) er det på trods af dunkelheden faretruende højt. Det samme kan siges om det off white skum, i hvilket man kunne have udskåret smukke skulpturer af overfladespændingen – hvis altså det ikke også faldt næsten så hurtigt som det var steget.

“I’m an idiot” erklærer jeg frimodigt selverkendende, da jeg får smagt på bryggets skum inden jeg når at snuse til det. Jeg skal derfor ikke gøre mig klog på duften her, men Gedved opfangede i det mindste lidt krydrede noter af nelliker. Smagen fejler til gengæld ikke noget. På trods af de norske alkoholrestriktioner er fylden intakt, og der er rigeligt aroma at nyde.

En bund af bitterhumle med noter af kaffe og mørkt træ giver måske ikke verdens mest julede udtryk – men velsmagende er det i hvert fald. Brygget kan både nydes i små mundfulde, mens dets åbenbare lethed – igen i kraft af den lave alkoholstyrke – og kan tages i større drag. At hamre brygget ned på én eller to gange, vil til gengæld være synd. Det smager det alligevel af for meget til.

Gedved og jeg fik os desuden en sludder om, hvilke store bryggerier Norge ellers har. Gedved nævnte Rinkenes, som jeg godt kender, men hvis aldrig har prøvet nogen øl fra. Rygtet vil vide, at jeg ikke er gået glip af noget. Derudover kunne han nævne Nøgne Ø, som bloggen indtil videre har været omkring en enkelt gang. I betragtning af karakteren fra den gang, er det alt for få gange.

Vi må se, om lejligheden byder sig til at nå omkring Nøgne Ø senere på året – det er jo ungt endnu. Ellers er der jo også taget hul på et helt årti – så der burde være tid nok at tage af. Hvis altså Jorden ikke går under i ildebrand, oversvømmelse og verdenskrig inden da … Risikoen for dette forøges åbenbart dag for dag, så det gælder om at have gode øl i baghånden så man i det mindste kan gå glad herfra.

Gedved var ikke så imponeret over brygget som jeg var. Han fandt den tynd, og på omtrent samme niveau som IPA’en, så han ville kun strække sig til at give den …

… mens jeg gav den …

NUA IPA, NUA Brygghus (Nytårsøl med Gedved 2020 I)

Upwards and onwards

Jeg havde jo sådan set taget hul på ølsmagningerne længe før årsberetningen for 2019 blev leveret forleden dag. Allerede nytårsdag var den gal, og det vil de læsere, der følger min YouTube-kanal vide (og hvis I følger min YouTube-kanal, og ikke ved det, så følger I den ikke tæt nok, fyhadada!). Klokken 13:00 gik jeg nemlig live (som det hedder på nutidensungdomsk) sammen med min gode ven gennem snart 25 år, Gedved, der besøgte mig over nytår.

Det blev til prøvesmagning af tre øl over ca. fem kvarter. Og naturligvis rækker det ikke bare med anmeldelserne fra live-streamen. De skal selvfølgelig også behørigt anmeldes her. Og det vil de blive under temaet ‘Nytårsøl med Gedved 2020’.

Det var Gedved der gav de to af øllene. I alt havde han fire med i værtsgave, fra den by hvor han for et halvt års tid flyttede til – nemlig Mandal i det sydligste Norge. Der arbejder han som pædagogisk leder i en børnehave … at tænke sig hvor meget punkerdruk jeg har været på med den mand i vores yngre dage. Og så kunne han alligevel drive det til en lederstilling i Norge – landet der flyder med afsindigt mange oliepenge.

Det burde jeg lære noget af. Men … come on, I kender mig efterhånden.

Bryggeriet som øllene kommer fra hedder NUA Brygghus og er det sydligst liggende bryggeri i Norge Man kan deraf udlede, at der ikke findes nogen bryggerier på Bouvetøya eller i den norsk-administrerede del af Antarktis.

Vi lagde ud med bryggeriets IPA. Det skal siges, at alle bryggene var købt i almindelig handel, og i Norge er der en begrænsning på, hvor stærk alkohol man kan købe i supermarkederne. Grænsen ligger på 4,5 – alle fire øl ligger på lige netop den styrke – men det er alligevel én hel procent højere end den tilsvarende grænse i Sverige. Moralen er alligevel en kende friere i Norge end Sverige lader det til, mens der i sammenligning hersker sædeomstyrtende, autoritetsaffuttende anarki her i Danmark. Godt det er her, man bor.

Brygget antager en nydeligt orangebrun kulør og er mere end adækvat grumset. Bouqueten er allerede tydelig fra åbning, og byder på friske citrusnoter og aromatisk humle. Skummet er højt og cremet, og dermed er ølåret allerede startet forrygende, olfaktorisk og visuelt.

Desværre er der ikke det store festfyrværkeri over smagen. Alkoholgrænsen gør sit til at begrænse, hvor vældigt brygget bliver i smagen. På bagtunge og gummer træder bitterheden da nogenlunde frem. Men den er noget rå og uforfinet i det, mere skurrende end venligt masserende. Anden aroma er der ikke at hente, og at brygget ligger en smule under almindelig pilsnerstyrke, får desuden fylden til at udeblive. I resten af mundhulen føles brygget hult og vandigt. Ikke ulig kedeligt komponerede session IPA’s.

På en varm sommerdag ville den nok gøre godt. Gedved kunne desuden fortælle, at denne IPA sælges som standardøl på Mandals lokale spillested, Kulturfabrikken. Som koncertøl vil den også fungere ganske udmærket. Men som egentlig smage- og nydeøl er den tæt på at dumpe. Hverken jeg eller Gedved var synderligt imponerede, og vi endte i enighed om karakteren.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme