Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Nørrebro Bryghus

Bombay IPA, Nørrebro Bryghus

Jeg kan jo ikke lade være …

Sidste lørdag var jeg ude at spise fint. Jeg var på Charlottenlund Fort sammen med min familie og families venner i anledning af min fars 80 års fødselsdag. Stort tillykke til ham – han blev i sandhed fejret behørigt.

Selv fik jeg lejlighed til at prøve en enkelt ny øl. Ved den slags arrangementer prøver jeg at holde afprøvning af nye øl til et minimum, fordi det er distraherende både for mig selv og selskabet, det være sig når jeg skal notere, såvel som i dette tilfælde indtale en anmeldelse på min telefon.

Men jeg kan jo ikke lade være. Og props til restauranten for at have specialøl på menuen.

Det korngule bryg skummer højt og aldeles nydeligt. Duften er klassisk skarp og frisk, men en anelse dybere og mørkere end de superfriske lyse, man får fra USA og Amager. Der er mere fyr end gran over bouqueten.

Brygget blev serveret frisk fra en flaske, der næppe havde stået længe. Knasende skarp og frisk i aromaen var den med fyrige noter af gran og nyligt afhøvlet savsmuld. Eftersmagen er mere rund med en lidt mindre prikkende – men fortsat bitter aroma af hasselnødder.

En værdig IPA, ganske sikkert – uden at den på sin vis overrasker eller udmærker sig ud over det usædvanlige.

Jeg har endnu en enkelt anmeldelse ventende før det går løs med de fine bryg fra Munkebo Brewery. I anledning af, at det holstenske bryggeri Wacken Brauerei har truet førstnævnte med retssager, fordi de navngiver deres øl efter nordiske guder, vil jeg indlede en anmeldelsesrække af Munkebos øl. Munkebo Brewery vil få al den omtale de har brug for, mens det nok heller ikke skal skorte på stikpiller til Wackens tølper- for ikke at sige niddingagtige adfærd.

Forbliv som altid indstillet …

Twenty-2 Unfiltered Lager, Nørrebro Bryghus (Saufen mit Marcus – The Sequel II)

Ned ad bakke …

Efter det lille sidespring til SuperBrugsen Brønshøj og Tjekkiet, skulle jeg gerne igen være nogenlunde på rette spor – i det mindste med kronologien, omend humøret stadig gør knuder ind imellem.

I mellemtiden er min far jo fyldt 80 år, hvilket er blevet fejret på behørig vis. Der var besøg langvejs fra i den anledning – Tyskland, kunne mine faste læsere nok regne ud. Men andre venner af min far og familien i almindelighed tog skam også turen over broerne helt ovre fra det Euroasiske fastland for at slutte sig til festlighederne.

Det har lettet en del, kan jeg roligt sige, at dét flueben er sat i kalenderen over arrangemener, jeg skulle nå. Jeg har følt, at hele det første halve år af 2018 har været én lang række af familie-tam-tam’er jeg skulle forholde mig til. Nu er der så endelig lidt mere ro på, så jeg stille og roligt kan samle skårene sammen og klinke dem.

Vi slap som bekendt temaet om Marcus og min prøvesmagning af lagrede Amager Bryghus-øl ved det uforlignelige Matterhorn (Marcus’ betegnelse) af et bryg, Big Bold & Beautiful. Egentlig havde jeg fire øl med den aften – men vi nåede altså kun at anmelde to, plus denne ene, som vi købte i Meny Valby før vi indfandt os i Marcus’ lejlighed. Manglen på rettidig omhu fra begges side betød, at der måtte komme en ny anmeldelse ud af det. For egentlig var planen, at vi ville lave en opdateret anmeldelse – en revisited – af den Nørrebro Bryghus-øl, vi et par uger forinden havde nydt umiddlebart før vores biograftur.

Vi kunne huske det hed ‘Twenty-2 [et eller andet]’ men enten var vi for dovne, eller ganske enkelt ikke snarrådige nok til at tjekke efter på smartphonen mens vi stod i Supermarkedet. Jeg slår selv jævnligt op, når jeg køber ind, om jeg mon allerede har prøvet den øl, [indsæt stort set vilkårligt navn på supermarked, jeg kunne have handlet i her (undtagen Aldi – jeg handler ikke i Aldi)] i denne måned har på spotvarehylderne. Så hvorfor – nu vi stod med selve internettet ved vore fingerspidser – søgte vi dog ikke lige på bryggets navn før vi tog det forkerte?

Jeg vil ikke udtale mig på Marcus vegne, men selv er jeg da godt nok ikke for knøw …

Men efter at have brugt vel over en time på at nyde og opleve os igennem Amager Bryghus’ fænomenale pragtbryg fortrak vi til stuen, hvor den ud over endnu en ølanmeldelse stod på brætspil.

Men med vidunderet i baghovedet – eller snarere i vommen – vidste vi begge, at det kun ville gå én vej. Og det var såmænd ikke for at sige noget grimt om Nørrebro Bryghus’ øl inden vi overhovedet havde åbnet den, men at have prøvet et bryg som hint (altså BB&B) er jo i sig selv rigeligt hybris til, at et ethvert anstændigt menneske takker pænt nej til hvad som helst, der er blot halvt så godt lige efter.

Unfiltered Lager er en lys pilsnerøl – men fordi Nørrebro skal være så utroligt hipt foregår alt på engelsk, også selvom det vist er årtier siden, det ikke længere var hipt … tror jeg da nok. Nu er jeg ikke selv super hip, så hvad ved jeg?

Men denne gør det nu godt for det den er. Det korngule, højtskummende bryg byder på tæt, skarp, næsten røget duft med indslag af birkebark og lys mjød.

Marcus var nogenlunde tilfreds med brygget, der ydede ham en adækvat bitterhed, der dog ikke holdt helt nok i eftersmagen. Men som en go-to-øl, hvis man skal mødes med sine venner i parken en varm sommerdag, er den fuldt ud tilstrækkelig – “strålende at drikke i åbent landskab og i godt selskab”.

Selv fandt jeg imidlertid dårligt nok bryggets aroma adækvat. Den virker spinkel i udtrykket og holder aromaerne alt for vel inden for det sikre og velkendte – korn, majs og en på overfladen skarp, men slet ikke dyb nok kant af humle.

Til min påstand om, at brygget også havde et forstyrrende element af banan, tog Marcus imidlertid prompte afstand: “Det er noget fordrukkent sludder! Tal pænt om den her øl. Den har ikke skyggen af banan over sig …”

“Jeg tror altså, der er noget isoamyl acetat i den …”

Himmelvendte øjne og en lettere sexistisk mishagsytring, jeg skal skåne læserne for, var hvad Marcus havde til overs for min indvending, som jeg ellers bedyrede, jeg længe havde øvet mig på at udtale.

“Du har øvet dig to work it into conversation – det er JO isoamyl-bolangolaj mig noget så gudsjammerligt …”

Givet de rette omstændigheder var Marcus klar til at give den 3, måske 4. Selv vil jeg ikke gå så højt, da bryggets spinkelhed og vigende aroma ikke taler til dens fordel. Og uanset hvad Marcus havde at sige af grimme ting om, at jeg havde sagt grimme ting om isoamyl acetat, så mener jeg fortsat, at brygget havde antydning af banan i sig, hvilket ikke hører sig til i øl af pilsnertypen.

Marcus:

Kaj:

Twenty-2 APA, Nørrebro Bryghus

Vigende fylde …

Forleden onsdag – ja, faktisk før jeg prøvede Lervigs fine ekstra hårde IPA, men det er jo ikke første gang, kronologien ryger – var jeg i biografen med min gode ven og hyppige gæsteanmelder Marcus. Forestillingen stod på Deadpool 2 – en film, der egner sig fint til at blive set efter et par gode øl. Dem stod Marcus for, og selvfølgelig  var der også én, jeg ikke havde prøvet før iblandt dem.

Eftersom vi havde besluttet os for, at vi ikke bare ville nyde et par øl før filmen i det fine sommervejr, men at vi også pligtskyldigt ville både bumse og bøve ved samme lejlighed, drak vi øllene af flaske, henslængt på granitten ved en af Axeltorvs lidet dekorative, men i det mindste i sædehøjde lemfældigt opmokkede skulpturer. Det er den slags skulpturer, min ekshustru så rammende har betegnet ‘erhvervskunst’ – men også det er en tangent, jeg hellere må slippe nu, før jeg farer for langt ud af den.

Men bøves og bumses skulle der. Vi fordelte opgaverne ligeligt imellem os, og skiftedes dertil. Men da både det at bumse og at bøve altså indebærer at indtage alkohol uden at hælde det i en sekundær beholder først, vil en visuel beskrivelse af brygget udeblive denne gang.

Min notesbog havde jeg heller ikke, så min i telefonen indbyggede diktafon måtte til hjælp. I baggrunden af optagelsen kan man høre Marcus hovere over, at jeg måtte vende flasken om, og tjekke bagetiketten for at få bekræftet, at APA rent faktisk står for ‘American Pale Ale’. Det er brygget jo egentlig ikke, da det er brygget i Hedehusene – men illusionen om amerikani og københavnerisme er intakt med titlen, der angiver de to første cifre i Nørrebro Bryghus-restaurantens postnummer.

“Duften er sød, blomstret og aromatisk med duft af citrongræs, bergamot og …”
“sømandstøj?”
“Nej, ikke sømandstøj, Marcus …”
“Og kartofler …”
“Marcus, vi to kender hinanden for godt, kan jeg høre, til at du kan sidde ved siden af, mens jeg anmelder øl.”
“Fair nok,” svarede Marcus og mumlede et eller andet, undvigende der fortabte sig i byens afdæmpede støj og sommerbrise.
“Men jeg må jo drikke den ud af flasken – det bliver man jo nødt til ind imell… Nej, Marcus! Jeg skal ikke hælde den op i dine fremstrakte krummede hænder!”

Hvor sådan et gammelt venskab dog kan være en uudtømmelig kilde til lige dele moro og narrestreger.

Vel, ved smagning hæftede jeg mig som det første ved bryggets vigende fylde. Aromaen er ellers nogenlunde på plads med en aromatisk alteabund, der næsten bliver mintagtigt sviende ved gummer og bagtunge. Humlen er frisk, skarp og i det søde hjørne. Noter af citrongræs og grape placerer brygget i den syrligt-lette ende …

… og det er jo dejligt. Men den er fortsat til den tynde side, så nogen topscorer bliver den ingenlunde.

Marcus mente, i et anfald af uforklarlig seriøsitet, at jeg burde have skænket den i et glas. Det kan da være, jeg laver en revisited en dag, men lige nu er motivationen for dette ikke stor, da oplevelsen alt i alt er væsentligt tættere på det middelmådige end det fremragende.

Bombay Pale Ale, Nørrebro Bryghus

Et af mine værste mareridt, noget af det jeg frygter mest, det, der virkelig kan få min verden som ølblogger til at bryde sammen, er sket …

Filen med et billede, jeg har taget af en øl, er ødelagt …

Det var også fordi telefonen skulle gå ud i samme øjeblik, jeg tog billedet. Batteriet trænger efterhånden til udskiftning, og den gode af mine opladere havde jeg glemt på arbejde, så jeg tog jo af sted mod Høkeren i Ravnsborggade med en halvvejs flad telefon … Nævnte jeg i øvrigt, at Øresundsbroen var gået op og Damhussøen tørret ud?

Vel, nu hvor jeg ikke har andre muligheder, har jeg bommet et billede fra nettet. Så håber jeg, at copyright-gribbene ikke kommer efter mig. Men hvis det er bryggeriet, der ejer billedet, skal de da selvfølgelig have lov til at blive fri for den gratis reklame jeg giver dem, hvis de bliver emsige over, at jeg har vovet den formastelighed at offentliggøre et skilderi af deres øl, som jeg oven i købet anmelder.

Anyways … det var den anden øl, jeg prøvede fra Nørrebro Bryghus den eftermiddag, efter at jeg havde været konsulent på et par gode gamle venners gaveindkøb minutterne forinden. Egentlig havde jeg jo ladet antyde, at jeg ikke rigtig gad IPA for tiden, men da de andre bryg på ølkortet notorisk var udsolgt, virkede IPA som det sikre valg. Det er trods alt sjældent, at en IPA ikke gør godt på et eller andet niveau.

Mine noter er noget sketchy. Jeg noterer jo analogt, dvs. i en notesblok med en kuglepen. Kuglepennen besad jeg, men notesblokken havde jeg i et anfald af grænseoverskridende stupiditet ladet blive hjemme. Jeg skal ud og lege med Marcus og Joachim – oven i købet i Høkeren i Ravnsborggade, og jeg tager ikke højde for den mulighed, at jeg måske vil komme til at prøve en ny øl den dag … Det må være demensen, der så småt melder sig – jeg er jo også over 40. Vel – bagsiden af ølkortet kom mig til hjælp, nu hvor min plan B var løbet tør for strøm (og havde ødelagt billedet af øllet … grrr!) Jeg ved ikke, om det var det gode selskab, eller publikum til motionsløbet i nærheden, der distraherede mig så meget, at det kun blev til sølle 5 linjers skriblerier. Anmeldelsen bliver nok noget kortfattet, men så er det jo så meget desto heldigere, at seks års bloggeri har lært mig at træde vande, hvis jeg mangler noget at skrive om. Se bare, hvor meget her allerede står, før vi end er nået til brygget.

Jeg har noteret, at brygget har en mestendels frugtig duft, og endda brugt hele to steder på papiret til at notere det. Den har nok været frugtig på én eller anden måde, men det er kun i ringe grad udspecificeret konkret. Citron, nævner jeg i fjerde linje (og her er det måske passende at indskyde, at 1. linje er overskriften, og 5. linje er en delvis ulæselig krussedulle, som jeg slet ikke er sikker på, har noget med anmeldelsen at gøre) – og det er jo i virkeligheden mere syrligt end det sådan er decideret frugtigt.

Ellers fremgår det, at brygget er bittert, skarpt, friskt og altså relativt frugtigt. Jeg husker det dårligt, og det er nok igen distraktionsmomenterne (og fik jeg nævnt demensen? Jeg er jo trods alt over 40). Umiddelbart husker jeg det mest som bittert og krasbørstigt, letgæret og ganske rigtigt med et pust af citrus, der nok har været mere ovre i det citronede end det appelsinede.

Så – til den skarpe side, men stadig sådan lidt i midten af vejen uden at rage hverken særlig meget op over sine IPA-fæller, eller være til den ene eller den anden side.

Omend den har været så anonym, at den ikke blev den primære underholdning i det gode selskab, har den nu nok været lidt mere end bare en jævn fornøjelse.

4-stjerner

Street Food Festival CPH, Nørrebro Bryghus

2016-09-10-13-03-21Mens vi nyder undergangen …

I lørdags var jeg en tur på Nørrebro med et par gamle venner, hvoraf én i hvert fald har ageret gæsteanmelder med jævne mellemrum, nemlig Marcus. Den anden var hans tvillingebror Joachim. Sammen frekventerede vi Høkeren i Ravnsborggade i anledning af én af deres venners fyrre års fødselsdag, og jeg var med som konsulent. Jeg anbefalede stedet – ikke fordi jeg egentlig kendte det, det var faktisk første gang, jeg selv var der, men – fordi Marcus og Joachim havde købt en overdådig fødselsdagsgave netop dér til min fyrre års fødselsdag sidste år. I betragtning af hvor fin dén gave havde været, tænkte jeg, at biksen måtte kunne opfylde behovet.

Jeg var faktisk overrasket over, hvor småt stedet er. Det sætter til gengæld sit præg på udvalget. Der er en række danske klassikere, fx fra Refsvindinge, Hornbeer og Thisted Bryghus, og så er der ellers de udenlandske øl, som er lagt an på et stort og solidt udvalg af et begrænset antal bryggerier. Udvalget forekommer ret ‘nyt’, så man til enhver tid kan være med på beatet, og samtidig altid sikre sig en Limfjordsporter eller en Skibsøl, når det er det, man har lyst til.

Alt ind imellem – klassikere fra sidste år fx. – må man gå forgæves efter.

Men vi fandt nu, hvad vi skulle bruge uden større besvær. Og værtsskabet er lige så godt som udvalget – ekspedienten byder på en lille én i form af fadtappet Høker Bajer fra Hancock. På huset. Det er fantastisk god stil.

Med vores loot begav vi os nu hen på det nærliggende Nørrebro Bryghus. For nogle år tilbage lå stedet i konflikt med fagbevægelsen, fordi de ikke havde overenskomst. Det skulle der være kommet siden – jeg tog Marcus’ og Joachims ord for det, og indrømmede desuden på stedet, at nu hvor overenskomsten var i hus, var det faktisk vigtigt at frekventere stedet netop af den grund.

To øl blev det til, akkompagneret af nogle højst smagsfulde snacks. Denne er en ‘pale lager’ altså en lys pilsner, der i virkeligheden ikke er specelt lys. Den er snarere dyborange ligesom de appelsiner, den dufter af, og skummet ligner mere noget fra en fuldfed IPA. Et indslag af friskskåret nåletræ blander sig også, så det visuelle IPA-indtryk ikke står alene.

Aromaen lægger pikant ud med luftig fennikelessens. Kroppen er fyldig og samtidig frisk og letdrikkelig. Brygget er i sin mundfornemmelse ikke ulig hvedeøl, endskønt der redaktionen bekendt ikke er brug hvedemalt i produktionen. Søde noter fra hvedeøllene viser sig også – en antydning af forårsblomster, syrén og hyld, samt appelsinen fra duften.

En lækker, smagfuld sommerøl, der passer fint til det abnormt varme septembervejr, vi oplever for tiden. Således fungerer den jo fint som drink, mens man med et tilpas galsindet udtryk i ansigtet nyder synet af planeten, der lige så stille bryder sammen under den større og større belastning menneskeheden er for den.

God eftersommer allesammen.

4-en-halv-stjerne

Grøn Front, Nørrebro Bryghus

 2016-02-16 16.40.24Lidt revanche …

Jeg er nået til sidste øl i Nørrebro Bryghus’ ‘Smagen af 2200‘-serie. Alt i alt har jeg været positivt overrasket, da jeg ellers havde fået fortalt, at bryggene var håbløst intetsigende og kedelige. Det har langt fra været tilfældet, selvom succes’en med den første var noget afdæmpet. Der endte alligevel med at være lidt for meget gærsmag i den, men på det punkt adskiller den sig jo ikke fra andre hvedeøl. Det gjorde den derimod ved, at de tilsatte korianderfrø gav brygget et karakterfuldt bid, og væsentlig mere smag end man er vandt til fra den kant.

Bedre gik det med ‘Humlesvin‘ – en bleg ale efter amerikansk forbillede, der mere lignede en bleg ale efter britisk forbillede, beregnet til eksport til fjernøsten. Og det gør ikke noget, for begge dele er godt, og sidstnævnte, som brygget mest mindede mig om, er i grunden den, jeg synes bedst om.

2016-02-16 16.25.53Ligesom de to første bryg, er dette sidste bryg i rækken også en ekspansiv skumfidus. Så de tre bryg har haft det – i øvrigt småirriterende – træk til fælles, at de eksploderer i et skumhelvede, når man forsøger at skænke dem. Også denne gang blev det en udfordring at få brygget skænket, og et ukendt kvantum endte på bordet ved siden af glasset, da der trods alt er grænser for overfladespændingen på det ellers ganske solide, lystbrune skum.

Kun langsomt bliver det dunkle, ufiltrerede bryg synligt under skummet. Duften lægger sig fra starten i det lige så mørke område med noter af kaffe og karamel. Den tilsatte rom kan akkurat spores, men er langt fra så nærværende, for ikke at sige anmassende, som whiskyen (ja, det var jo ligegodt whisky, og ikke cognac, som jeg først troede) i den alt for tynde Imperial Stout, jeg sidst prøvede.

Oven på hin stærkt skuffende dunkle oplevelse gør denne mørke øl godt. Den er mere end adækvat bitter allerede fra starten med aroma af hasselnødder og ledsagende kaffeessens til at levere fylden. En rar og blød vanillefinish leverer også en smule fylde, men aldrig nok til at brygget ikke fortsat føles lidt til den letflydende side.

Men hvor fylden måske har en smule tilbage at ønske, kompenserer smagen så nydeligt. Især eftersmagen overrasker. Der vokser bitterheden af hasselnødder til en mægtig aroma, der trods vældig bitterhed stadig er rar. Rommen titter endelig frem som et velplaceret alkoholstik til gummerne lige under mandlerne. Det passer fint ind i det overordnede billede, og giver lidt variation, så brygget også formår at være helt sit eget, frem for en tyndslidt variant over emnet.

Og smagen holder hele brygget igennem. Det er en øl, der fungerer fint til helaftensfilm og lange middage med mørkt kød – endda selvom det er letflydende.

4-stjerner

2200 Humlesvin, Nørrebro Bryghus

2016-02-11 17.10.16

Endnu en gusher …

“Smager det dér af flødeskum?” Spørgsmålet var Thyras, min lille treårige datter, da historien gentog sig fra den sidste ‘Smagen af 2200’-øl, Guldregn, hvor min to år ældre søn også troede, at det var flødeskum, der var i ølglasset.

Endnu engang eksploderede brygget i et skumhelvede ved skænkning. Mistanken om vildgæring var til gengæld til at overskue, idet brygget jo sidst ikke havde vist det mindste tegn derpå – altså udover den extravagante skumdannelse.

Skænkningen udviklede sig efterfølgende til samme tålmodighedsprøve som sidst, der faktisk varede det meste af aftensmaden. At det kridhvide skum i øvrigt skulle vise sig at have en soliditet som fugemasse med epoxy, ydede blot forsøget på at få brygget i glasset yderligere komplikationer. Brygget løb ganske enkelt hen over skummet, for så at glide ned ad ølglasset og ned på bordet, såfremt det blev skænket for forsigtigt. Den eneste måde, man kunne få det ned i glasset 2016-02-11 16.57.58var at skænke den lidt voldsommere – med yderligere skumdannelse til følge. Det var stop-and-go som på Køge Bugt-motorvejen ved Greve under vejarbejde i myldretiden … gange 10.

Undervejs i skænkningen kan man jo tage en pause og snuse lidt til skummet. Her mødes man af en skarp, frisk humleduft – måske ikke med den største fylde, men til gengæld glædeligt krakilsk stikkende af halm og hø. Smagen får, med sin gennemført sprøde bitterhed, straks én til at tænke IPA. Bryggeren, imidlertid hævder, at det er en pale ale efter amerikansk forbillede – og det må jeg jo acceptere i min kategorisering, mens jeg i mit stille sind tænker “okseefterladenskaber”.

Lidt apropos – men i øvrigt uden yderlige sammenligning, idet det afgjort er et ganske rart bryg – smager brygget faktisk lidt af det, der skaber okseefterladenskaber. Halm – gæret halm endda – træder frem i smagen, sammen med andre krasse indslag af grankogler og rosmarin.

Med hovedvægten lagt på det rå og raspende er det mig fortsat en gåde, hvorfor bryggeriet vælger at kategorisere brygget som en APA i stedet for en IPA. Men dem om det – oplevelsen er intakt og byder på rigtig dejligt mange skarpe kanter, man kan skære, rive og flå sig på. Bryggets eneste svaghed er vel dets ensidige fokus netop på det rå, der aldrig får modspil af andre smagsindslag.

4-en-halv-stjerne

2200 Guldregn, Nørrebros Bryghus

2016-02-06 18.30.30Sprødt … i det mindste

Jeg fortsætter med de mange øl, der kom mig i hænde i forbindelse med min 40 års fødselsdag. Dette eksemplar fik jeg i en samlepakke med tilhørende glas af nogle gamle venner fra min punkerfortid. De bor på Nørrebro, så for dem lå det jo lige til højrebenet.

Brygget er en del af en serie på fire øl, med overtitlen ‘Smagen af 2200’ – (2200 er Nørrebros postnummer, oplyses det hermed til folk, der ikke som undertegnede er blevet permanent skadet af at have en fortid i Post Danmark) et lokalpatriotisk fremstød af bryggeriet, der ligger i 2640 Hedehusene … så kan man jo tænke om det, hvad man vil.

Jeg har selv boet i bydelen i et par år – fra 2007 til 2009, hvor området fik et endnu mere blakket ry end det havde i forvejen, angiveligt på grund af en lidt højere frekvens af uroligheder og anden kriminalitet. Selv har jeg imidlertid aldrig oplevet at blive forulempet af nogen i området … det skulle da lige være et par punkere, der syntes, jeg ikke var fuld nok, men det er jo ikke anderledes, end hvad den slags mennesker mener om det fleste. Og straffen er som regel at man får stukket en øl i hånden, og så er konsekvenserne jo også sådan lissom til at overskue.2016-02-06 18.17.33 Bare man ikke skal køre hjem.

Uanset hvad, har Nørrebro formået at holde fast i sit rygte som råt kvarter, mens Amager er blevet overtaget af børnefamilierne, og Vesterbro af hipsterne. Imidlertid er det slet ikke det rå, upolerede og uforfalskede, der præger dette bryg (eller for den sags skyld de andre). Vi skal i sydvestlig retning til føromtalte hipstercentral omkring Vesterbro Torv for at finde ingredienserne til dette hvedebryg – korianderfrø, kaffe og rosenpeber.

Bryggets farve må man vente tålmodigt på at se, for selv hvis man bare hælder en lille smule – og jeg mener virkelig en lille smule – op i glasset, eksploderer brygget omgående i 2016-02-06 18.20.39en kridhvidt skumhelvede, som tusind æggehvider, der forvandles til marengsmasse på et sekund … Og så kan man ellers få lov at vente på at skummet falder, for det giver sig god tid. Det siger noget om skummets tæthed, at min femårige søn troede, at far af uvisse årsager havde hældt flødeskum op i sit ølglas.

Når skummet endelig retirerer, står et citron- til pomelogult, lettåget bryg tilbage. Duften er dejligt skarp, og intet tyder på den fejl- eller vildgæring skummet uvilkårligt giver mistanke om. Det dufter til gengæld skarpt krydret – også af humle, og ikke kun af tilsætningerne, selvom korianderfrøene da stikker lystigt i næsevæggene.

Smagen er frisk, krydret og – humlet! Humlebitterheden er faktisk overraskende i betragtning af det ellers mangfoldige krydderiindslag, men også i betragtning af øltypen – hvedeøl er kendt for let smag med søde og blomstrede noter. Letheden er der sådan set også, men altså med et forbløffende kraftfuldt bittert indtryk. Resultatet er en sprød finish, der med ét gør brygget langt mere interessant, end de fleste øvrige hvedeøl på markedet.

Men pas på med at hælde brygget op for hurtigt. Ét er skummet, der gør det til en meget langstrakt proces. Noget andet er gæren, der desværre lister sig med til sidst, og giver afsmag i brygget, hvis man ikke er forsigtig. Det er ærgerligt, da brygget ellers var på nippet til at løsrive nogle af mine efterhånden ret fastgroede opfattelser om hvedebryg som generelt tynde, gærsmagnede og uinteressante.

3-en-halv-stjerne

Ivory Blonde, Nørrebro Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2014 IX)

Antifeministisk feminin …

Hveden dominerer – eller er i hvert fald meget præsent ved året Ølfestivalg. Hvedeøl er ikke længere mit krus øl. Det var det tilbage i 90’erne, da det stadig var nyt, (så) eksotisk (noget, der kommer fra Tyskland nu kunne være), og spændende, fordi det smagte og føltes anderledes end det pilsnerøl, man var vant til. Spændingen er gået af det, og i forhold til de andre fine øltyper, der er vundet frem, har hvedeøllet klart indtaget positionen som det tynde af slagsen, hvor der kan være endda temmelig langt mellem snapsene.

De hidtidige øl fra Ølfestivalget har dog holdt et relativt højt niveau. Den næste i rækken er fra Nørrebro Bryghus, som jeg kun har besøgt én gang før i bloggens levetid. Dengang var oplevelsen noget afdæmpet, men der synes at eksistere en linje fra hin øl til denne. Inden for de sidste par år har en ny trend vist sig med Carlsberg og netop Nørrebro Bryghus i front. Senest har Carlsberg markeret sig med de alkoholfattige Nordic-bryg og denne øl er Nørrebro Bryghus’ sidste skud på stammen i det gang på gang kuldsejlede forsøg på at brygge kvindeøl.

Tanken bag er, at kvinder af en eller anden grund ikke kan lide bitre ting, og vil have alt lyst og lettilgængeligt. I samme diskursive italesættelse af den uudtalte værdidom om kvinders hælden til det smagsfattige og kedelige står der på nærværende brygs bagetiket, at “Den er lys som elfenben med sødlige og let feminine accenter.” Desuden er den “en fornøjelig tørstslukker, en inciterende aperitif og en perfekt makker til lyse fiske- retter, (sic) lette salater og til lange varme dage.” *Suk* altså.

Kilde: http://www.moneyandshit.com/
wp-content/uploads/2011/05/
usa_vs_russia.jpg

Hvad jeg i øvrigt mener om præsuppositionen om, at kvinder helst vil have øl, der ikke smager af noget, kunne jeg skrive en hel blog om. Den bygger på en forskruet og firkantet fordom med oprindelse i tider, hvor kvinder blev opfattet som nogle skrøbelige, forfinede dukkemennesker, og mænd som nogle satans karle. I dag ved vi, at det forholder sig mere nuanceret (det viser blandt andet billeddokumentation fra Rusland). Men i deres markedsføring hænger Nørrebro Bryghus (og Carlsberg) altså håbløst fast i forestillingen om det feminine som noget sart, fint og skrøbeligt.

Men jeg giver mig altså i kast med en sart, fin og skrøbeligt feminin kvindeøl. Bare jeg nu ikke bliver gravid.

At den skulle være lys som elfenben er vås. Jeg har set gamle sækkepiber, der er pyntet med elfenben – fra dengang den slags stadig var lovligt og det er væsentlig lysere end dette brygs grumsede, brunorange lød. Hvis storvildtjægeren bag elfenbenstrofæet er storryger, så kunne det måske ligne. Skummet ligner bedre, men det kniber, når man sammenligner dets holdbarhed med elfenben … eller med sodavandsskum såmænd også. Et minimum af cremethed kan det dog akkurat formå at vise.

Duften er syrlig af græs og citrus med et stikkende element af grape og – jeg er ikke sikker på, at jeg ville have gættet det, om jeg ikke havde læst det i deklarationen – saft af gærede hvidvinsdruer. Ja, det er ideen om kvindeøllet, der igen spøger. Dunsten af billig og sur hvidvin minder mig desuden i forskrækkelig grad om den hovedpine sådan billig hvidvin reddede mig ved adskillige på hinanden følgende Roskilde Festival’er, når jeg skulle sikre mig en billig brandert.

Det første man smager er dog sødt – anonymt sødt, som vand med opløst hvidt, raffineret sukker. Den afløses da også snart af en skarp, sur smag af endnu mere billig hvidvin. Dertil – og delvis integreret deri – kommer gær, en antydning af den stikkende bitterhed fra grape, samt et indslag af fortyndet eddike. Det er ikke særlig rart …

Det er faktisk småslemt, og man slås med ambivalens, idet brygget samtidig smager af så lidt, og er ganske og aldeles ufyldigt. På den ene side ønsker man, at nogle af indtrykkene brændte mere igennem – at grapen ville få mandlerne til at trække sig sammen, eller at eddiken ville give spændinger i hals og underansigt. Så ville der i det mindste være lidt oplevelse i brygget. På den anden side er man lettet over, at brygget alligevel ikke smager af mere – for i grunden smager det jo bare ikke godt.

Det gærede indslag af billig, sur hvidvin blandet med den udefinérbare sødme giver faktisk associationer til sensommerens gærede blommer (ja, årstiden kan Nørrebro Bryghus heller ikke ramme) som hvepsene æder sig fulde i, hvorefter deres hidsige aggressivitet byder efteråret velkomment. Men når det er dén smag de små krasbørstige kræ får i kæften, kan man jo næppe bebrejde dem det. Jeg forstår dem i hvert fald meget bedre nu.

Man kan glæde sig over, at flasken i det mindste indeholder lidt mindre end de andre flasker i eventet – 0,4 l, i stedet for 0,5 l. Tanken bag er sikkert også, at kvinder ikke kan tåle at drikke så meget, sarte og skrøbelige som de jo er. Den mindre mængde afholdt mig alligevel ikke fra af hælde et anseligt kvantum af det resterende bryg i vasken.

Det skal være meget galt med de resterende bryg for at denne ikke skal blive eventets absolutte bundskraber.

1-stjerne

Stuykman Wit, Nørrebro Bryghus

– Interessant … Ikke specielt god, men … Interessant

Dagens øl er økologisk og CO2-neutral samt jeg skal komme efter dig skal jeg, og så kan man jo tilgive meget. Fx konflikten for nogle år siden, hvor bryghuset, der ligger i Ryesgade ikke ville indgå overenskomst med 3F. Det ville de heldigvis på bryggeriet i Hedehusene, så der hvor øllet rent faktisk produceres, har medarbejderne overenskomstmæssige løn- og arbejdsforhold, så jeg har besluttet mig for, at der ikke er nogen grund til at boykotte produkterne længere. Spisestedet på Ryesgade sætter jeg til gengæld ikke mine ben i, men det må læserne selvfølgelig selv om.
Til gengæld kan jeg ikke lade være med at være en kende bekymret for øllets kvalitet. Som bekendt har vi her på bloggen endnu til gode at prøve noget rigtig godt økologisk hvedeøl. Denne gang har vi selvfølgelig at gøre med en dansk produceret belgisk hvedeølstype, så måske er jeg langt nok væk fra de allerede testede sydtyske hvedeøl, til at jeg kan tillade mig at være bekymret.
Skriften på flasken, derimod, vækker ikke udelt begejstring. Det skulle således være en “let forfriskende hvedeøl […] forfriskende, let, sødmefuld, let syrlig” og “næsten uden bitterhed“. Det lover mildt sagt ikke godt. Det forekommer mig faktisk, at Nørrebro Bryghus har gjort sig umage for, at lige netop jeg skulle løbe skrigende bort blot ved synet af emballagen. Måske havde jeg også ladet den stå, hvis jeg selv havde valgt. Men det var min søde viv, der købte den til mig, fordi hun syntes det var synd for mig, at jeg sådan skulle kløjes i det tynde Fakta-øl. Uanset om øllet nu er godt eller skidt, forbliver det uendelig sødt af hende, og jeg er hende overordentlig taknemmelig for, at jeg kan forlænge afbrækket i temaet ved hendes mellemkomst lidt endnu.
Øllet har en rigtig lækker, cremet hvedeølfarve. Den er næsten citrongul og vidunderligt gær-grumset (husk at vende flasken før I skænker!) Skummet imponerer dog ikke så meget, som tysk weißbierskum gär (argh!) gør for h… GØR! Den dufter allerede lidt syrligt, men det er ikke den eddikeagtige surhed, man kender fra danske pilsnere. Det er en behagelig syrlighed, som man kender fra friske, grønne æbler, blandet med et stænk af søde blomster.
Med toner af grapefrugt går æblesyrligheden igen i smagen, hvor den er både skarp og dominerende. Til gengæld opdager man snart, at der er væsentlig forskel på syrlighed og surhed. Surhed er udpræget ubehagelig og stikkende. Det er syrligheden i denne øl overhovedet ikke. Den er derimod både forfriskende og læskende, præcis som etiketten lover, og bryggeriet overdriver faktisk ikke øllets læskende og vederkvægende egenskaber. Syrligheden ledsages af en let sødme, der især mærkes, når brygget når svælget. Muligvis er det den tilsatte pomeransskal, der smages. Den minder om clementiner og andre søde citrusfrugter.
Det er en letdrikkelig specialøl, der klart slår det søde, letdrikkelige sprøjt, som festfolket tyller i sig. Stuykman Wit ville være alle tiders erstatning for Bacardi Breezer eller Somersby pseudo-cider. Den er nemlig, endnu engang som bryggeriet siger, næsten ikke bitter, hvilket jo må appellere til pseudo-cider-fans over hele landet. Den danske pilsners surhed – som ellers sjældent nævnes som festfolkets problem med øl – er der jo i en eller anden grad stadig væk, omend i en meget mere behagelig form. Så det må jo være den perfekte fest-øl … Eller hvad?
For mig forbliver den imidlertid både for let og for syrlig. Den er god til at lære én forskel på surt og syrligt og så ikke så forfærdeligt meget mere. Det er selvfølgelig interessant med de utraditionelle aromaer, men rigtig godt synes jeg aldrig det bliver. Alt i alt forekommer Stuykman Wit mig en smule bedre, end sådan som jeg husker Hoegaarden. Og det er ærligt talt ikke super imponerende.
3-stjerner
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme