Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Nibe Bryghus

Spændende udvikling og nyheder.

Der er ro på bloggeriet for tiden. Jeg tror slet ikke, jeg er kommet ind på det før, men i øjeblikket venter jeg jo mit 2. barn hvert øjeblik det skal være. Til gengæld er beholdningen af øl i køleskabet nået et punkt, hvor jeg ikke umiddelbart er ansporet til nye temaer eller andre anmeldelser, som presser sig på. Der ligger et passende udvalg af øl – lidt over- og lidt undergæret, lidt dansk, lidt udenlandsk, lidt standard og lidt specielt – alt sammen klar til at blive anmeldt, når jeg gider, og i det tempo, jeg finder behageligt, hvilket ikke er lige nu og her.

Til gengæld ville jeg gerne dele et par betragtninger mere med mine læsere, om den generelle udvikling på det sociale felt for overgærede humleprodukter her i landet for øjeblikket. Der sker nemlig noget, og det er både interessant og positivt, og det gør endda meget af det sortsyn, jeg havde i starten af bloggens levetid til skamme.

Jeg skal indledningsvis understrege, at jeg ikke ved, om der er tale om en generel tendens. Jeg skriver på baggrund af blot en enkelt observation, så der er bestemt ikke tale om et repræsentativt udsnit. Men håbet er lysegrønt, og jeg har svært ved at tro, at Fakta Hasle (hvor observationen ikke overraskende fandt sted) skulle være den filial, hvor COOP starter den slags eksperimenter.

Hvorom alting er, har der i snart flere måneder – og det gik først op for mig her i eftermiddag – været slagtilbud på et relativt stort udvalg af udlandske øl. Alle har de været omtalt her på bloggen, og det gælder øllene Oranjeboom, Kaiserdom Kellerbier, Pilsener og Hefe-Weissbier samt Everards Original. Ingen af dem har været særligt imponerende, men dette er netop pointen. Indtil nu har de dels været at finde på samme hylder som danske specialøl, dels været lige så dyre som disse, omend der ikke er noget specielt ved dem. Men måske er det ved at vende. Måske har i det mindste COOP, eller i det mindste Fakta, eller i det mindste Fakta Hasle indset, at der ikke er noget specielt overhovedet ved disse øl, og derfor har de sat dem til salg i den prisklasse, hvor de retteligen hører hjemme – nemlig til samme pris som tilsvarende danske øl.

Måske har Fakta startet en tendens, hvor øl ikke længere anses for specielle bare fordi de kommer fra udlandet, og derfor heller ikke skal være dyrere end tilsvarende danske. Måske får vi dermed en tiltrængt konkurrence på det danske ølmarked, som forhåbentlig vil få udenlandske øl længere frem på supermarkedernes hylder. Måske vil de give det danske ølmarked et friskt pust, og en smule fornyelse, og forhåbentlig snuppe nogle markedsandele fra de store bryggerier, så disse (formentlig i halsløs panik) for en afvekslings skyld vil finde på nogle øl, der ikke bare er nye, men også interessante. Det er mit ydmyge håb.

Et andet ydmygt håb fra sidste redaktionelle indlæg var i øvrigt, at Thisted Bryghus’ fremtidige brygmester ville holde igen med sulfitten. Om dette kan der fortsat kun gisnes og afventes, til gengæld er det nu gjort vitterlig, hvem den nye brygmester er. Det er nuværende, og velsagtens fungerende, brygmester ved Nibe Bryghus, Antoni Aagaard Madsen. Ved gennemgang af de på Nibe Bryghus’ hjemmeside tilgængelige informationer har jeg indtil videre konstateret, at der ikke er noget, der indikerer, at brugen af sulfit er lige så udbredt der, som på Thisted Bryghus. Så der er faktisk udsigt til en forbedring på det område også.

Noget kunne i hvert fald tyde på, at vi går lidt lysere tider i møde.

Lanternen, Nibe Bryghus

Det går bedre …


Så er det kommet så vidt. Mit og min kones julekalenderprojekt Spelt-segmentets julekalender er gået i luften med den første stribe! Der kommer også til at køre en konkurrence på bloggen, hvor man skal svare på et dagligt spørgsmål til striben fra den foregående dag .Med andre ord kommer første spørgsmål i morgen, så forbliv indstillet og bliv eventuelt som fan på Spelt-segmentets facebook-side.

Men nok om det, det er trods alt øl det handler om – og en spændende en af slagsen: En Belgisk Dubbel-type fra Nibe Bryghus, der i øvrigt har sin debut her på bloggen. At det er en dubbel, har en anden læser været så venlig at forklare mig, betyder, at øllet er brygget både med over- og undergær. Jeg ved, der også findes tripler – de må vel så være brygget med mellemgær, men hvad så med quardrupler, der også findes?

Det må indtil videre stå hen i det uvisse – jeg vil prøve at undersøge det, hvis jeg finder tid mellem rentegningerne og. ølsmagningerne.

Og jeg er tydeligvis rendt ind i en stime gode øl. Jeg har selvfølgelig også besluttet mig for at holde mig til de interessante juleøl i år, og det giver bestemt mere lyst til at smage løs. Og dagens øl er ingen undtagelse.

Det er en meget mørk øl, hvis gær vil kunne ses tydeligt på indersiden af flasken, hvis den har stået eller ligget et stykke tid. Det er derfor vigtigt at huske at agitere flasken før man skænker. Under denne proces vil der hæve sig en flot, gylden, klæbrig omend. noget luftig skumkrone., der .dufter om ikke gennemtrængende så dog fyldigt af chokolade.

De første par mundfulde byder en særlig overraskelse. Øllet prikker på tungen, ja det brænder faktisk ikke ulig en mild chili tilsat kakao – en lækkerbisken i sig selv. Derudover byder den på fine søde chokoladeindtryk og lige så fine kaffeindtryk. Man kan måske ærgre sig lidt over, at indtrykkene aldrig bliver mere end fine, og derfor måske også en smule spinkle. De bliver fx ikke overvældende eller bare kraftige.

For selvom Lanternen, med sin initiale prikken, der desværre også forsvinder efterhånden, nok formår at imponere, så ender den ikke med at være ekstraordinær. Den har et par positive særegenheder samt en meget behagelig og langvarig kaffebitter eftersmag, en cremet fylde … og så heller ikke så forfærdelig meget mere.

Men det er en god øl, der med sin fine sødme og fylde egner sig udmærket til julens mad, og den giver mig ganske afgjort lyst til at prøve flere øl fra Nibe Bryghus.
4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme