– Nordengelsk skuffelse
Anledningen var ellers fin. Min viv og jeg fejrede 2 års Jubilæum for den tid, vi har været kærester, og det gjorde vi med indisk take-out og VM-finale i håndbold på flimmeren. Som bekendt gik det ikke så godt for danskerne, og det var en skuffelse, at heldet ikke var på vores side. Indermaden var desværre også en skuffelse, for endnu engang var krydringen tilpasset vestlige smagsløg, og det var åbenbart umuligt for restauranten at forstå, at vi ikke ville have de kedelige hvide ris, men naan-brød i stedet.
Men vi havde det mægtig hyggeligt, ja vi havde så, og det er selvfølgelig det vigtigste. Og selvom indermaden slet ikke var stærk nok, smagte den jo stadig godt. Det er heller ikke helt uvigtigt.
Lidt på samme måde har jeg det med endnu en af de udenlandske øl, der har fundet vej til Faktas faste sortiment, nemlig Newcastle Brown Ale, der for længst er opkøbt af Heineken, mens brygningen inden da var flyttet til Tadcaster, sydvest for York, 150 km. fra Newcastle. Så særlig meget Newcastle, er der ikke over denne øl længere. Men det er jo udviklingen – en af de fuldkommen determinerende faktorer, der styrer tænkning og handling i ét og alt i hele verden, og som det er umuligt at vende, dreje eller ændre på … Udviklingen.
Men før jeg fortaber mig i sidespring om Udviklingen … Newcastle Brown Ale minder mig om samme aftens alt for milde indergryde, fordi denne øl også lissom smager af for lidt. Duften gør ellers indtryk, den er meget karamelsød, nærmest sukret aromatisk. Farven er flot brun, med gyldent, omend skrøbeligt skum. Har man med britisk øl at gøre, skal man evigt og altid huske på, at man i den britiske ølkultur ikke behager at bruge samme mængder kulsyre som her på kontinentet. Så at boblerne i skummet er store og vigende, betyder egentlig ikke noget. Skummet klæber også flot til glasset, hvilket lover godt.
Glad og fro over hvor godt det bliver med noget sødt øl, sætter jeg glasset for munden …
Og konstaterer, at en Newcastle Brown Ale faktisk ikke er særlig sød. Den er omtrent lige så sød, som indermaden var stærk.
Kortvarigt glæder man sig over, at der i stedet er en godkendt bitterhed, men ganske kort efter melder sig en stikkende syrlighed, som man ellers troede kun fandtes i dansk øl. Bitterheden er desuden bred og uinspirerende, formentlig fordi den svækkes af syligheden. Syrligheden giver også brygget en metallisk bismag, der får det hele til at virke lidt vandet.
Der findes, hvis man leder ihærdigt nok, en let karamelsødme, der desværre kun er kortvarig, før den fiser ud. På den korte tid formår den ganske vist at blødgøre syrligheden en kende, men aldrig nok til at redde helhedsindtrykket fra at være en kende ligegyldigt.
Igen ødelægger syrlighed noget, der ellers kunne have været en interessant øloplevelse. Det er på en måde rart at vide, at vi i Danmark i det mindste ikke er de eneste, der slås med surt øl. Det er et problem, der også lejlighedsvis kan findes på den anden side af Nordsøen.
Seneste kommentarer