Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Neumarkter Lammsbräu

Dinkel, Neumarkter Lammsbräu

Foto: Linda Nørgaard Framke

Spelt styrer!

Familien er så småt ved at komme til hægterne efter influenzaangrebet. Det er dejligt at kunne gå rundt næsten uden følelse af, at hovedet er lukket inde i en fugtig osteklokke. At det klart værste var drevet over skulle fejres, men fortsat ikke med noget, der skulle smage af alt for meget, for de sidste rester rekonvalescens tyngede fortsat, og indbød derfor ikke til en alt for stor øloplevelse, man kunne risikere ville blive hæmmet.

Jeg valgte derfor den relativt uanselige Dinkel (som er det tyske ord for spelt) fra bryggeriet Neumarkter Lammsbräu, en efterhånden gammel kending her på bloggen. Bryggeriet ligger i Bayern og gør overordentlig meget ud af sin økologiske profil, mens kvaliteten desværre ikke altid tilstræbes med samme nidkærhed. Deres øl forhandles fast i Ren Kost i Jægergårdsgade i Aarhus, en butik, der frekventeres af øko-hippier og andre alternative segmenter, som vi her i husstanden mener at tilhøre. Der er dog ikke så meget øko-hippie over flaskens form, der mest af alt ligner en tysk håndgranat fra Første Verdenskrig. Til gengæld ligger den godt i hånden, og den lange hals får øllet til at klukke aldrig så lifligt, når det skænkes.

Bryggets lød er lys vandfarvegul med et tåget islæt, skummet er skrøbeligt, knitrende, hurtigt faldende og ikke spor klæbrigt.
Oven på denne lidt kedelige prolog ændrer alt sig, da bouqueten indsnuses, en kraftig blanding af vanille og hyldeblomst, slikagtigt sød, men hverken syntetisk eller parfumeret.

Smagen matcher nydeligt med et meget markant vanilleelement, kombineret af søde æbler med en syrlig afstemning af lime. Dertil kommer en fyldig og ømt omfavnende essens af søde roser.

Det er en meget lidt ‘øllet’ smag, hvor humlens bitterhed mildt sagt ikke spiller nogen fremtrædende rolle. Men selvom bitterheden udebliver skal den slet ikke afskrives som ‘festøl’ eller som noget, der ligner witbier for meget. Det er først og fremmest en fyldigt sød øl, der samtidig er frisk, i modsætning til de tunge, maltede øl, der alle er pragtfulde, men bedre passer til årets mørke tid.

Her er fokus på det lette og det friske – ja, man fristes helt til at sige det sommerlige. Det er bestemt en egnet øl til de friske salater på de varme, solrige sommerdage … ja, dem har vi ganske vist manglet, så endskønt det er en sommerlig øl, så passer den måske ikke helt til netop denne sommer.

Det er ikke tit, man finder øl, der både er søde, friske og som rent faktisk har en adækvat gennemtrængende og fyldig smag. På kombinationen af disse parametre er Dinkel ret enestående, selvom den stadig mangler den sidste smule intensitet og fylde til sådan at kunne kaldes rigtig god.

Men det er et aldeles udmærket sødt hverdagsalternativ til den bitre pilsner, og det gør bestemt ikke noget, at den i disse dage kan fås til en rund tier i bemeldte økologiske hippie-købmand. Klart over bryggeriets vanlige kvalitet er den også, og altså perfekt her i sommermånederne … Så mangler vi bare sommeren.
4-en-halv-stjerne

Winterfestbier, Neumarkter Lammsbräu

Mere til fest end til jul

Neumarkter Lammsbräu har markeret sig som det økologiske bryggeri i Tyskland. Samtlige produkter er produceret med økologiske og GMO-fri råvarer, og det er jo alt sammen meget godt. Man kan desværre også ærgre sig en smule over, at kvaliteten aldrig rigtig står mål med de gode intentioner, og det er bestemt ikke fordi økologisk øl ikke kan være godt. Det har blandt andre danske Bryghuset Braunstein aldrig så tydeligt demonstreret.

Men det er ikke kun i den økologiske profil, at Neumarkter Lammsbräus ambitioner udi politisk korrekthed skinner igennem. Selve nærværende øls navn nærmest runger af det, thi der er ej tale om en juleøl – næh nej – der er skal tale om en ‘Winterfestbier’ – en Vinterfestøl. Så undgår man at træde de trossamfund, der ikke fejrer jul over tæerne, og skulle nogle individer iblandt visse af trossamfundene ikke tage det med religionens øvrige lære så tungt, kunne bryggeriet måske endda vinde et par nye kunder. (Bortset fra, at hvis føromtalte individer allerede så stort på forbuddet mod nydelse af alkohol, så ville de nok heller ikke have det store problem med, at der stod “Weihnacht” på ølflasken – men man ved selvfølgelig aldrig.)

Denne øl var i øvrigt en julegave fra min kære viv, der jo trofast bakker mit bloggeri op, og det er skam gengældt. Hendes blog er i øvrigt flyttet hertil, mens vores fælles tegneserie fortsat er, hvor den hele tiden har været. Den blev nydt til et overdådigt aftensmad, bestående af konfiterede andelår med sovs lavet på fedtet fra juleanden med dertil hørende kartofler og gulerødder. Det var også den sidste juleøl, jeg havde tilbage, så nu kan julen så småt erklæres endeligt overstået … hvad øl angår i hvert fald. For vi har stadigvæk rigeligt af både nødder og figner.

Oven på Oranjeboom-pilsneren mærker man med det samme, at nærværende øl, der også er af pilsnertypen, er i en helt anden klasse. Den dufter simpelt hen af mere, om det så i sig selv ikke er direkte overvældende. Pilsnertypens velkendte letsyrlige bouquet blander sig nydeligt med en krydret duft af humle med et pikant tilskud af nelliker. Farven er mørkgylden med off white skum.

Smagen er fyldig, og relativt kraftig – smagningen er fortsat påvirket af det hollandske flop. Bitterheden er hård og tør, som man kender det fra andre tyske pilsnere. Den præges også af en pikant bismag af lakrids, der yder den den nødvendige karakter til at skille sig ud fra andre stærke øl, man har prøvet, og man glæder sig i det stille over, at duftens syrlighed ikke går igen i smagen. Eftersmagen lader til gengæld noget tilbage at ønske. Den er svag, omend luftigt pikant bitter.

Som juleøl betragtet, og sammenlignet med andre juleøl, som man kender dem herhjemmefra, mangler den dog lidt karakter. Det søde, man kender fra hjemmemarkedets bryggerier er ikke præsent, og det mangler for at kunne matche den fede julemad ordentligt. Hvis jeg ikke vidste, at den blev lanceret i forbindelse med julen, ville jeg nok bare have taget den for en stærk guld- eller exportøl.

Og som export- eller guldøl betragtet er den nu også ganske udmærket.
4-stjerner

Jubiläumsweiße, Neumarkter Lammsbräu

2-en-halv-stjerne

På vegne af alle producenter af kvalitetsøl i Danmark, føler jeg mig forpligtet til, at starte dagens indlæg med en opfordring. Det er krisetid, og selvom mange reagerer på dette ved at drukne deres sorg i alkoholens bølger, har krisen også ramt bryggerierne. Sagen er jo den, at folk ikke bare bliver deprimerede af krisen, de bliver også fattige – i omvendt rækkefølge, burde jeg måske tilføje. Derfor drøner de ned i supermarkedet, og køber sig endnu fattigere i det billigste discountsprøjt, de kan få fat på, så de så hurtigt som muligt kan drukne deres depression. Dette burde give kronede dage for bryggerierne, og de største aktører på markedet lider da heller ikke ligefrem nød.

Til gengæld går det ikke godt for landets mikrobryggerier. I modsætning til megabryggeriernes ligegyldige metervaresprøjt producerer mikrobryggerierne kvalitetsøl i begrænset mængde. Det giver især udfordringer på udgiftssiden, da mikrobryggerierne ikke kan drage stordriftsfordele, og i øvrigt går op i at bruge gode råvarer, frem for standardråvarer. Dette giver naturligvis en højere pris, hvilket er en pænt stor ulempe, når hele befolkningen er på røven.
Min opfordring er nu, at de penge I, kære læsere, ville have brugt på ligegyldige standardsøl, uden karakter eller for den sags skyld smag, i stedet bruges på ordentlige kvalitetsøl. Som det fremgår af Børsens artikel er der masser af mikrobryggerier og mere end en adækvat mængde kvalitetsøl derude. Vær med til at give Børsen uret i, at der er tale om en boble. Måden det kan gøres på er simpel – markedsandelene, som de store bryggerier står på, skal flyttes til de små bryggerier. De store bryggerier kan sagtens klare det, og de små bryggerier, der har velsignet dette land med efterhånden rigtig meget godt specialøl vil ikke bare blive holdt kunstigt i live – de vil få fornyet liv, blomstre op igen, og producere endnu mere velsmagende, vederkvægende specialøl til folket.
Hvorvidt dagens øl egentlig er en specialøl eller ej kan diskuteres. Ifølge de danske stilartsdefinitioner er den ikke. Den er ikke brygget på andet, end malt, gær, vand og humle, og er derfor ikke at betegne som en specialøl. Til gengæld er det i sig selv så usædvanligt, at man brygger øl på andet end bygmalt, at den uden tvivl står blandt specialøllene, hvis den overhovedet sælges i noget konventionelt supermarked.
Selv har jeg købt den i Ren Kost i Jægergårdsgade i Århus, et økologisk supermarked og helsekostbutik, som kun kan anbefales på det varmeste. Den opmærksomme læser vil måske have gættet, at denne øl også er økologisk, og søskende med den første Weißbier, jeg anmeldte for nogle uger siden, Neumarkter Lammsbräu Weiße.
Karakteristisk for den anden hvedeøl var, at den bekræftede det sørgelige faktum, at økologi ikke automatisk er lig med kvalitet. Man må håbe, og egentlig også formode, at bryggeriet har gjort sig en smule mere umage med kvaliteten af deres jubilæumshvedeøl.
I bestræbelserne på, at gøre forventningerne efter den skuffende første omgang til skamme, fyrer den langsomt skænkede hvedeøl en sød og ganske fyldig duft af sted mod næseborene. Det minder mig i øvrigt om, at jeg ved sidste lejlighed havde påstået, at det eneste sted, man kan lave ordentlig hvedeøl var i Bayern. Jeg er i mellemtiden kommet i tanke om et andet sted, nemlig i det for ølelskere forjættede land Belgien. De har Leffe. Måske ikke den bedste hvedeøl i verden, men helt sikkert god – og det var gode hvedeøl, jeg påstod ikke kunne komme andre steder fra, end Bayern – I stand corrected! En Jubiläumsweiße er desuden frisk i smagen, hvilket hvedeøl gerne skal være, har et vel grumset udseende og et tæt højt skum. Husk at ryste bundsjatten før den hældes i. Ellers risikerer man at øllet ikke bliver grumset nok, og fylden ikke total.
Og det smager af væsentlig mere, end bryggeriets almindelige hvedeøl. Alligevel kunne man godt ønske en lidt højere score på sødmeparameteret, og den kunne – overgær til trods – også have været lidt mere fyldig. Desuden bliver den hurtigt doven, og mister efterhånden den gode aroma, den lægger ud med. Heller ikke temperatur gør den mærkbart bedre.
Den starter godt, men kan ikke rigtigt holde niveauet indtil slutningen. Men en dejlig ren og økologisk øl er den, og det kan ingen tage fra den.

Weisse, Neumarkter Lammsbräu

1-stjerne

Det i 1628 grundlagte bayerske bryggeri Neumarkter Lammsbräu har siden 1987 slået sig stort op på at være økologiske, CO2-neutrale, sundhedsgavnlige, GMO-frie, glutenfrie, alkoholfrie og jeg skal komme efter dig.

Det er alt sammen meget godt, men det skal i dag vise sig, om øllene (eller en af dem) også er smagsfrie, eller om kvaliteten følger med de gode intentioner.

Det er faktisk den første rene hvedeøl, jeg tester i min blog. Det overrasker mig, at jeg har anmeldt over 35 øl, før jeg omsider nåede til en hvedeøl. Grunden er nok, at hvedeøl for mit vedkommende ikke længere er det helt store, sådan som det var, da jeg opdagede det.

I sin tid følte jeg det næsten som en åbenbaring, at man overhovedet kunne brygge øl på andet end byg, og jeg lappede da også de søde dråber i mig, sugede det friske skum, og slikkede den sidste dug af mine læber, før jeg mere end adækvat vederkvæget lænede mig tilbage med et veltilfreds smil, og nød den rare fornemmelse det gav med et tomt weißbierglas og en fyldt vom.

Siden er begejstringen taget lidt af igen. Jeg er ikke holdt op med at kunne lide weißbier, men har til gengæld opdaget mange andre interessante øltyper. Til gengæld ved jeg også, at de patetiske forsøg på at brygge hvedeøl herhjemme mestendels smager eller har smagt af vand. Jeg tror faktisk ikke, at jeg har smagt hvedeøl, som jeg syntes var rigtigt godt, der ikke kom fra Bayern. (- Nej, Hoegaarden er jeg heller ikke imponeret over.)

Neumarkter Lammsbräu Weisse kommer fra Bayern, så det lover jo godt.

Øllet hældes naturligvis op i et passende glas, hvilket tager et par minutter. Nogle har fundet ud af, at man næsten kan gøre det på under et minut, hvis man tilter glas og flaske rigtig meget. “Så undgår man også alt det irriterende skum” hører man tit den slags umennesker sige … Jeg tror bare, jeg lader den kommentar stå lidt.

Øllet skal selvfølgelig have lov at skumme, så der dannes en fin lille smølfehue øverst. Det lykkes desværre ikke helt, med dagens øl, hvilket også er et forvarsel om resten af oplevelsen.

Duften fejler ellers ikke så meget. Den er frisk, ren og har en sødlig, hyldeblomstagtig snert. Den er til gengæld ikke specielt kraftig eller aromatisk.

Dette er fint i tråd med smagen, der ligesom lader vente på sig. Det er som om, den først så småt indtræder efter de første par mundfulde, og kun udarter sig til en let sødme, efterfulgt af en syrlig, spids smag, der ikke klæder den det mindste. Fylde i smagen er der praktisk taget ingen af, og som man arbejder sig ned gennem glasset ender det mest af alt med at smage af gær. Det er lige før man fortryder, at man rystede flasken med bundsjatten for at få restgæren med.

Det er ikke en øl, der brillerer overfor andre sydtyske weißbiermærker. Det er snarere omvendt, i hvert fald når det gælder smagen. Måske ville en Neumarkter Lammsbräu kunne konkurrere med den hedengangne Tuborg Classic Hvede. Men den produceres som bekendt ikke længere, fordi danskerne for en gangs skyld opdagede, at tyndt øl ikke nødvendigvis var godt øl.

Det eneste, der overraskede positivt, var eftersmagen – ja, faktisk ikke eftersmagen i sig selv, men derimod smagen, jeg følte, efter at en del af kulsyren returnerede fra mavesækken. Da kunne man faktisk smage, at der var tale om en hvedeøl. Den klassiske, søde, hyldeblomst/æbleagtige aroma fyldte blidt mundhulen, og gjorde mig alt andet lige en kende mindre skuffet over det – måske lidt for – rene bryg.

Så helt smagsfri var den altså ikke, men det taler ikke til øllets fordel, at det reelt smager bedre på opturen end på nedturen.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme