Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Munkebo Mikrobryg

Balder, Munkebo Brewery (Nidstangen III)

Op med pælen igen …

Det var vist lige hurtigt nok, jeg fik pillet nidstangen ned. Ved nærmere gennemlæsning af Wacken Brauereis udflugter og halve undskyldninger, savner man fortsat en utvetydig bilæggelse af den strid, som Wacken Brauerei og kun Wacken Brauerei har startet.

Og for nu at gøre det tydeligt, at såvel min boykot som min nidtale mod bryggeriet fortsætter, pryder nidstangen nu bloggens øvre venstre hjørne, så ingen kan være i tvivl. Den dag retskravet rent faktisk trækkes tilbage – og først da – tages nidstangen ned.

Wacken Brauerei har ganske enkelt ikke været adækvat klar i spyttet, da de undskyldte og forklarede. Kravet om, at Munkebo Brewery og andre bryggerier ikke må markedsføre deres øl under de nordiske gudenavne i udlandet er fx ikke trukket tilbage.

Samtidig taler bryggeriet ud fra den forudsætning, at de selv – idet de har varemærkeregistreret de nordiske gudenavne til øl, fortsat skulle have et særligt retskrav til dette. I den forbindelse skriver de blandt andet, at de ikke vil tage nogen retslige skridt, hvis andre bruger navnene fremadrettet – igen såfremt det blot sker i bryggeriernes hjemlande. Men Wacken Brauerei har ikke, har aldrig haft og vil – må samtlige monoteistiske guder med samt disses antagonister, alle polysteistiske panthea og hele spektrummet af tilfældige fluktuationer i rum-tid kontinuummet (den var til ateisterne) forbyde det – aldrig få en forrang til at kunne bruge nordiske gudenavne til deres øl, bare fordi deres talende nålestribede jakkesæt påstår det.

Wacken Brauerei må få ind i deres havregrødsfyldte penalhus, at de alene har startet konflikten, og at det derfor også alene ligger på deres skuldre at løse den. Intet andet bryggeri i hele verden har skyggen af forpligtelse til at rette sig efter Wacken Brauereis horrible krav.

Andre bryggerier – eller bloggere for den sags skyld – har heller ikke nogen forpligtelse til direkte at udskamme og håne Wacken Brauerei – men jeg synes da det ville være fedt hvis de gad. Det er i hvert fald en glæde, jeg ikke kunne drømme om at tage patent på. Tværtom er jeg af den faste overbevisning om, at vi meget bedre kan gøre det i flok frem for at tilrane sig en eneret på festlighederne.

– Ja, så fæl en kommunist er jeg nemlig. (NB! Man behøver ikke være lige så fæl en anarkistisk kommunistisk socialist som jeg for at mene, at Wacken Brauerei har fejlgær i kraniet.)

Fordi jeg har været så optaget af at skælde ud på Wacken Brauerei, har jeg helt glemt at nævne, at de fine øl fra Munkebo Brewery, som jeg anmelder i Wacken Brauereis fjæs (nåhr ja, og fordi jeg godt kan lide at anmelde øl, selvfølgelig også) alle er glutenfrie. Har man altså den aldeles fæle lidelse ved navn cøliaki, skulle bryggene her altså ikke give symptomer.

Hører man til gengæld til pylrefjolserne, der ser eder og forgift i alt hvad vi putter i hovedet, ikke mindst gluten, der i deres øjne vel nærmest er at betragte som en blanding af cyanid, stryknin og arsenik, ja, så er disse øl helt sikkert ikke sagen. Med visse undtagelser indeholder alt øl et organisk opløsningsmiddel, der burde virke som en uigennemtrængeligt kraftfelt på disse typer. Jeg tænker selvfølgelig på alkohol – men mon ikke der er mange af flæbehovederne, der alligevel kaster gærede humleprodukter i kraniet – gerne af typer med gluten – uden det mindste brok eller hypokondri?

Vel, det er ikke dem, det skal handle om, men derimod Munkebo Brewerys øl.

Balder er en IPA hvor gæren er blevet fodret med agave-sukker. Det er i sådanne øjeblikke, det går op for én, at selv om man tit har købt agave-sirup, aner man faktisk ikke, hvad agave er.

Det er en kaktusplante, viser det sig. Og dens sukkerstoffer bruges i fremstilling af Tequila. Tequila i kombination med øl kan gå rigtig rigtig godt, skal vi huske. Visuelt får det nu ikke brygget til at afvige fra typen – det er ganske lyst og med et tæt, prangende og plastisk skum. Nok er der ikke gluten i – men proteinerne gør sandelig deres arbejde (lærte jeg på DTU, vil nogen måske huske).

Brygget dufter frugtigt og sødt – spæde græsrødder stikker frem på en baggrund af passionsfrugt. I aromaen mødes man af typens signaturbitterhed – den ligger potent og lige i skabet med klassisk aroma af friske fyrrenåle. Den ledsagende aromatiske sødme er ikke glemt – her møder vi atter græsrødderne, der med deres sprøde friskhed leverer et udsøgt kompliment til bitterheden.

Cøliakere kan få den fulde, uforfalskede IPA-oplevelse i dette bryg. Puristerne vil sikkert fnyse ad, at sukkeret ikke stammer fra kornmalt, mens pylrehovederne formentlig vil løbe skrigende bort på grund af bryggets indhold af sukkerstoffer, gær, planter, alkohol, og værst af alt; dihydrogenmonoxid. Ja, det indeholder brygget nemlig også – ligesom alle andre øl helt uden undtagelse. Det burde jo holde samtlige pylrehoveder væk på forhånd.

Skål, alle med reel glutenintolerance, skål purister – takket være jer, er der mere af dette øl til cøliakere og undertegnede. Skål, pylrehoveder – i jeres fjæs og for at drille.

Og må de talende jakkesæts øjne hos Wacken Brauerei funkle som de skønneste diamanter i selskab med titusindvis af nysgerrige skader.

Fenrir, Munkebo Brewery (Nidstangen II)

Mere tysk end amerikansk …

Wacken Brauerei har jo trukket noget i land efter at de – og navnlig deres advokater – jokkede godt og grundigt i spinaten forleden. En halvhjertet og ikke synderligt sammenhængende bortforklaring er det i hvert fald blevet til. Søforklaringen går ud på, at bryggeriet blev anbefalet af deres advokater at varemærkebeskytte alle de navne, de kunne tænke sig at bruge til deres øl. For ellers kunne *gys* andre bryggerier jo finde på også at bruge dem.

Siden har de offentliggjort noget, der godt kunne ligne en undskyldning og en opfordring til fælles front mod industribryggerierne. Måske har de faktisk lært lidt af sagen, dernede i Holsten, eller også ved de samme advokater, der sidst klokkede så grundigt i det, mere om damage control end om almindelig god opførsel.

Men ret skal være ret. Jeg pakker foreløbig nidstangen væk, og vil i de fremtidige anmeldelser af Munkebo Brewery’s øl kun nævne fadæsen i forbifarten. Til gengæld er jeg glad for, at min blog ikke bare består af anmeldelse efter anmeldelse, men at der også er andre emner på programmet ind imellem – ølrelaterede selvfølgelig. Det ville jeg faktisk gerne have, at der kom noget mere af.

Anyways – videre til en lidt mere simpel sag fra Munkebo Bewery. – En pale ale efter amerikansk forbillede – en slags IPA light, om man vil. Typen er kendetegnet ved en markant frisk humleprofil, der blot er væsentlig mere afdæmpet end man finder den i den populære IPA.

Det er nu ikke så meget amerikanske, som tyske noter, der umiddelbart præger brygget. Ingen simcoe, cascade eller citra, men derimod bouquet af klassisk hallertauer. Det er såmænd meget muligt, at der ikke engang er brugt hallertauer i brygget, men det er umiskendeligt duften af Flensburger Pilsener snarere end fx de Vermont-baserede humlemonstre, jeg prøvede for et par år tilbage. Typens genkendelige friskhed er der til gengæld ikke givet køb på. Dyb hallertauerimpression og almindelig friskhed forefindes i finurlig forening.

Og den kombination fortsætter i det lyse brygs aroma. Prikkende friskhed og dyb pilsnerbitter humle behager til almindelig nydelse og en smule til. Alene at et tungt pilsnerindtryk kan virke sprødt og friskt på den måde er hele oplevelsen værd.

For sig selv er både den traditionelle pilsner og den amerikanske pale ale et par typer, hvis mangfoldighed og variation er til at overskue. Men i kombination har de helt tydeligt mere at byde på.

Röskva, Munkebo Brewery (Nidstangen I)

Til Hekkenfeldt med kronologien …

Jeg har forpligtet mig til at anmelde Munkebo Brewerys (tidligere Munkebo Mikrobryg) øl i anledning af Wacken Brauereis uhørte retslige angreb på dem. Imidlertid er Wacken Brauerei begyndt at trække følehornene til sig igen. Det har den slags firmaer det med at gøre, når de rammes af en sådan kuling af ekstrementer, som man kan bevidne på deres facebookside.

Sarte sjæle kan roligt klikke sig ind. Jeg skriver i overført betydning. Men videre til anmeldelsen af Munkebos bryg. Jeg må hellere i gang før sagen fiser helt ud i glemslen. Jeg må derfor endnu engang pakke kronologien i mine øloplevelser væk – der er andre ting, der er vigtigere …

Röskva er et af de to børn, som Thor og Loke tager med sig på deres færd til jætten Udgårdsloke. Det sker som straf fordi Röskvas uvorne møgunge af en bror, Tjalfe, ikke kan nære sig, og brækker et af benene på Thors slagtede geder for at komme ind til marven. Man kan læse om dette i Snorres Edda – eller Den Yngre Edda om man vil. Alternativt kan man læse “Ulven er Løs” af Peter Madsen – den rigtige Peter Madsen, serietegneren Peter Madsen, og ikke ham niddingen, der spjælder den … Peter Madsens udlægning er ikke helt tro mod det mytiske forlæg, men at der er tale om tegneseriefortællekunst af allerhøjeste verdensklasse, er denne blogger i hvert fald ikke i tvivl om.

Men nok om det. Øllet er en Gin & Tonic IPA – og det lyder jo meget apropos forjættende. Selvom jeg foretrækker øl, elsker jeg den lette og hurtige, men alligevel smagfulde brandert man får af det. G&T-elementet i øllet er skabt ved tilføjelse af enebær og en rigtig flaske gin ved tørhumling af brygget.

Det giver et sædvanligvis lyst, lækkert højskummende bryg, med en ekstra hvas bouquet. Enebær i IPA … det er en af de der ideer hvor man, når man bliver præsenteret for den, opdager hvor ufatteligt indlysende den er, hvorfor man må spørge sig, hvorfor man dog ikke selv fandt på det.

Det hvasse indtryk fortsætter i smagen, hvor enebærrene tager sig en svingom med de velkendte indslag af gran. En antydning af sprit giver brygget lethed, og et ekstra sæt kløer at rive i svælg og bryst med. Umanérligt stilfuldt og elegant – og stærkt samtidig.

Röskva er ikke bare en variant over en populær øltype. Den fungerer konceptuelt så godt, at den fortjener at gå forud for enebær-IPA som en selvstændig type. Et bryg og et bryggeri, der fortjener en lysende fremtid.

Wacken Brauerei, til gengæld, ønsker jeg snudebiller i malten og mælkesyre i brygget.

Gleipner, Munkebo Mikrobryg

2016-09-12-17-33-30Både op og ned …

Munkebo Mikrobryg er jo endnu et af de efterhånden bedagede mikrobryggerier, jeg indtil nu ikke har prøvet nogen øl fra. Årsag? Vel, der har bare været så mange andre øl, jeg også ville prøve. Men derudover er jeg ikke sikker på, at deres øl har været særlig nemme at få fat på. Ved eftertanke er det et bryghus, jeg har hørt meget (godt) om. Mon ikke det skyldes, at de stod bag årets ølnyhed 2014, hvor de samme år blev kåret til årets bryggeri. Men jeg har ikke spottet deres produkter i hverken supermarkeder eller specialbutikker, jeg har frekventeret på det sidste.

Gad vidst om de måske koncentrerer sig om lokalområdet, når det gælder detailhandlen? Ellers havde de jo en stand ved Copenhagen Beer & Whisky Festival forleden, og de langede kækt en prøve ud, da de erfarede, at jeg skriver om øl. Det skal bryggeriet og ekspedienterne selvfølgelig have tak for.

Ekspedienterne gik i øvrigt rundt med T-shirts med bryggeriets slogan trykt på ryggen. Det lyder “Rigtig øl” og det er jo også ganske sigende. I første omgang kniber jeg det ene øje i, og overser dermed den grammatiske fejl i “rigtig”. Øl er neutrum, og burde derfor hedde “rigtigt” (nå, så overså jeg den sgutte alligevel). Allergladest bliver man dog, hvis man erstatter ‘rigtig’ med sit antonym. Så får man “forkert øl” – og det er der naturligvis ingen, der ønsker. Godt Munkebo understreger, at det ikke er forkert øl, de laver!

Det er derfor ikke så forunderligt, at de vinder prisen som årets bryggeri, når de på det punkt adskiller sig så afgørende fra de øvrige bryggerier i landet, der som bekendt alle laver helt og aldeles fejlbehæftet og inkorrekt øl.

Men uanset hvor korrekte eller forkerte øllene er, så fik jeg altså én til afprøvning på ølmessen. Det er en Imperial Black IPA, og det med ‘black’ er i hvert fald ikke ukorrekt (man fristes næsten til at sige, at det er rigtigt). Brygget er sort som natten, og i øvrigt mere sej i viskositeten end ret mange stouts, jeg gennem tiden har prøvet. Duftindtrykket peger i samme retning med duft af vanille, farin og kaffe. IPA’en lader endnu til at vente på sig.

Den titter lidt mere frem i smagen, hvor man genkender den krasse bitterhed. Ikke desto mindre overdøves den af milde, rare kaffenoter, smagt til med vanille og farinsukker samt et halvtørt, og måske lige lidt for kækt indslag af lakrids.

Lakridsen holder et godt stykke ind i eftersmagen, og det er mens man funderer, om den ikke lige er på den tørre og pulveragtige side, at noget af kulsyren stiger op fra mavesækken og fylder gane, gummer og gab med den lifligste aroma af bergamotolie og appelsin.

Med andre ord er det en egentlig nydelig stout på nedturen, og en næsten nydeligere IPA på opturen. At brygget smager fremragende begge veje – og så oven i købet så forskelligt – er i hvert fald ganske unikt.

Jeg ved ikke, om det er noget, rigtigt øl skal gøre. For i så fald er der godt nok meget øl, der er ukorrekt.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme