Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Mort Subite

Witte Lambic, Mort Subite

2015-11-25 18.05.18Tynd, og det er vist bedst sådan …

Brygget her byder på en interessant kombination. Den er – som de fleste bryg fra Mort Subite åbenbart er – en lambic, og samtidig er den en wit, den (hos mig i hvert fald) mest berygtede af øltyper. Mort Subite plejer gerne at borge for kvalitet, så dette kunne vise sig at være noget så sjældent som en nydelig wit. Det er trods alt set før, men min skepsis er alligevel intakt.

Brygget byder på en spids, småsprittet næsestyver, når kapslen letter, hvorefter det udløser en dunst af hvedemel i lokalet. Stikker man næsen ned til brygget, venter der en overraskelse.

For brygget dufter virkelig af meget. Frugten er i front med en masse banan – bananens sødme, bananens fylde … man undgår akkurat at duften bliver kvalm på grund af de ledsagende, udglattende noter af hyldeblomst. Brygget selv matcher nogenlunde bananindslaget i løden – gult og med det kridhvide og klistrede skum til at repræsentere frugtkødet.

Det er imidlertid ganske andre frugter, der møder én i smagen. Disse frugter er nu også gule, men har en ganske anden aroma. Det søde banantema er afløst af et surt citrontema.

Man slipper heldigvis for ufrivillige trækninger i ansigtet, for brygget smager ikke rigtigt igennem. Citronen vedbliver med at være antydningsvis, samtidig med at man oplever lidt af den samme – og ikke ubehagelige – glatte fylde, der også var til stede i Original Gueuze.

Kerneelementerne i wit-typen – citronsurheden og den harske gær er behageligt underspillede. Og afkølet giver citronen og det glatte lambicudtryk faktisk brygget legitimitet i sin friskhed. Godt bliver det aldrig, men det er stadig et godt stykke fra at ramme bunden.

2-stjerner

Original Gueuze, Mort Subite

2015-11-19 16.16.00Én på opleveren …

Der er sandelig sket noget på det sidste … Det er kun lige godt en måned siden, at jeg var fuldstændig tørlagt, og måtte bede om hjælp for at få nye øl at anmelde.

Hjælpen strømmede omgående ind. Ølbloggeren Black Ben (som også er giveren af dagens øl) og læseren Christopher trådte til med uvurderlige bidrag. Siden havde jeg fødselsdag, og der fik jeg opbygget et lager, der nok skal holde bloggen kørende et godt stykke tid – sikkert vel ind i det nye år.

Og længe før benovelsen har lagt sig … en almindelig torsdag morgen, hvor man tilfældigvis har en fridag, og er ude i nogle ærinder i byen, så står der – bare lige sådan – to store 2015-11-19 12.00.45kasser med øl foran éns hoveddør når man kommer hjem.

Den glade giver viste sig at være Bryggeriforeningen, der da lige syntes, at jeg – bare sådan i min egenskab af ølskribent – skulle have et læs julebryg fra foreningens medlemmer. 36 stk i alt. Alt for meget til at jeg kan nå det før julen er omme – eller for den sags skyld ville have kunnet nå, selv hvis jeg ikke havde fået alt den anden hjælp.

Et førsteklasses første verdens luksusproblem – jeg ved det godt. Men bare for lige at understrege – hvis en læser har nogle øl liggende, han/hun/den/det vil af med, 2015-11-19 13.21.53behøver jeg bestemt ikke være den første, der bliver spurgt, når de skal bortgives.

Og jeg må hellere se at få gjort et indhug. Øllene drikker (endsige anmelder) jo ikke sig selv. Jeg vil fortsat anmelde øllene i nogenlunde den rækkefølge, jeg har modtaget dem i. Men jeg vil ikke udelukke, at jeg undervejs bryder en kende med kronologien, og fx prøver et par juleøl i løbet af december måned.

I aften står den på en belgier, der samtidig er den kun tredje lambic, jeg prøver i bloggens levetid. Det er et gyldentrødligt bryg med umiddelbart ret svagt skum. Den smule der er, gør imidlertid voldsom modstand mod at forsvinde helt, og lever videre efter brygget er væk som spændende aftegninger på glassets inderside.

Jeg er ikke sikker på, at jeg nåede at dufte til brygget denne gang. Min formodning er dog, at bouqueten er ret svag, såfremt den skal passe bare nogenlunde til smagen …

For smagen er svag. Men det gør bestemt ikke øllet dårligt.

Selvom det ikke er min første lambic, så er det med sikkerhed første gang, at jeg prøver en øl, der smager af så lidt og så meget på samme tid. Aromaen i sig selv er ganske spinkel. Ansigtet vrider sig en anelse på samme måde som når man tager en mundfuld frisk citronsaft – bare ikke helt så meget, men altså på samme måde. En nogenlunde nærværende aroma af frisk græs er brygget grundbestanddel, og så er der henkastede spor af lidt humle og endnu mindre gær. På overfladen virker det tyndt, lemfældigt og uplanlagt … men hvorfor er brygget så alligevel en nydelse?

For brygget føles bare skønt at have i munden. Mere end nogensinde før mærker man, hvad god mundfornemmelse betyder for øloplevelsen. Hvordan det end er lykkedes dem, så har bryggeriet formået at understrege mundfornemmelsen ved at nedtone aromaen. Det er dristigt, men det fungerer!

Brygget masserer nænsomt tunge, gane og gummer. Den lette, men subtile syrlighed fuldender oplevelsen med en uhyre afpasset træk i kæbe- og halsmuskulaturen. Renhed, hårdhed, klarhed samt en ikke nærmere bestemt, men ganske præsent lækkerhed karakteriserer bryggets berøring med mundens indre. Det er kun sekundært et bryg, der smages, og primært et, der føles. Jeg tænker, at det må være noget med den særlige gær, men jeg er ikke sikker.

Og det føles skønt uanset hvad. Et sikkert valg for alle, der vi prøve en alternativ øloplevelse, hvor smagen ikke står i centrum, men hvor oplevelsen alligevel er mere end intakt.

4-stjerner

Mort Subite Kriek, Mort Subite

Jeg kan ikke gøre for det …

… men jeg elsker simpelt hen det stads. Rødt som det blandede saftevand fra karton vi tyllede i os i firserne. Sødt som kun kirsebær er søde – på den der vidunderligt lækre måde, der senere giver kvalme så slem som Jack Nicholsons i “The Witches of Eastwick” … Man kan med rimelighed indvende, at det ikke er særlig ølagtigt, men det er nu altså brygget på spontantgæret malt (byg- og hvede-) og humle i en vandig opløsning, så der er altså tale om øl, selvom det siden er smagt til med kirsebær og hyldebær (det med hyldebær vidste jeg godt nok ikke i forvejen).

Jeg prøvede for første gang dette bryg tilbage i … 2001 må det vel have været? Jeg var for første gang i Belgien med mit sækkepibeorkester. Hvert år afholdes der ved Tongeren lidt nord for Liège et større arrangement, ‘Skotsk Weekend’, for sækkepibeorkestre og andre Highland-nørder fra hele Europa. Jeg husker stadig min overraskelse over det vide udvalg i øl og alle de nye typer, jeg skulle lære at kende. Jeg husker også mit første møde med ‘kirsebærøllene’, som jeg kaldte dem dengang, og at jeg blev afsindigt fuld af dem, og noterede mig, at de heller ikke smagte værst, når man smagte dem igen i varm tilstand ud på natten.

Uanset mine første oplevelser har den altid været et must, når jeg var i Belgien sidenhen. Nu er det vel 5 år siden, jeg har været der sidst, så det er på høje tid, at jeg får den prøvet igen. Skulle man være i tvivl, kan jeg nu bekræfte, at denne øl er den længe ventede, som jeg løb Toft Vin på dørene for at få fat i hele ugen. Så nu er de fri for mig for en tid, og spændingen er omsider udløst hos læserne.

Ved åbning, som i øvrigt er svært, grundet en meget stram champagneprop, stiger duften velkendt op fra flaske og glas. Det er kraftigt sødt af kirsebær, men også præget af en vinøs krop, jeg ikke husker fra tidligere. Skænkning tager lidt tid, for det prinsessepink skum over det saftrøde bryg er endog overordentligt fast og holdbart. Toppen af skummet antager form af en smølfehue, der forbliver fuldkommen intakt, selvom skumstrukturen under den lige så langsomt synker sammen. Skummet forbliver præsent under hele smagsprocessen, idet det sætter lange, fedtede … ikke gardiner, snarere gobeliner, på indersiden af glasset.

Brygget smager til gengæld væsentlig syrligere, end jeg husker det. Og flaskens form og prop er heller ikke det eneste, brygget har til fælles med champagne, idet det er meget kraftigt karboneret og bruser aldrig så lifligt. Det er pragtfuldt på en varm sommerdag som i dag. Kirsebærrene er præsente, men gemt meget mere væk, end jeg husker, ligesom jeg heller ikke husker, at man faktisk mærker humlen så meget som man gør. Humlen er blank og glat, og lægger sig langs gummernes sider, og masserer blidt mandlerne i eftersmagen. Så øl er der, på trods af iblandede bær, også i aromatisk form tale om.

De søde kirsebær kilder tungens sider og ganen, mens tungefladen angribes brutalt af syrligheden. Et angreb af sprudlende friskhed, der dog ikke giver megen plads til andre smagsindtryk dér eller i mundhulen. Jeg må indrømme, at jeg husker krisebærrene som mere præsente, og meget sødere. De skænkede én midlertidig paradisisk sødme og fylde, der som antydet ikke varede ved, men godt kunne slå over i kvalme efter de første 3-4 glas. Ulig Guinness, hvor jeg i hvert fald skal op på 5-6 før det bliver for meget.

Og mens jeg skribler noter løs i min snart fyldte notesbog stiger bryggets temperatur en anelse, og så begynder kirsebærrene endelig også at træde frem. Nok er brygget rart på en varm sommerdag, men tillad det alligevel at stige nogle grader over køleskabstemperatur før det skænkes. Så kommer fylden også, og munden fyldes af kirsebærrenes sødme.

Under hele seancen slås kirsebærrene med humlen frem for, at de to integreres ordentligt i hinanden. Det er med til at give smageren én på opleveren, selvom det også ærgrer nærværende smager en smule, at de to elementer ikke er ordentligt i balance, og at brygget derfor samlet set kommer til at fremstå for meget som en blanding.

Det var måske ikke helt så fantastisk, som jeg huskede det, men det var nu mere end godt nok alligevel.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme