Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Mikkeller

Big, Bold & Beautiful, Amager Bryghus/Mikkeller/White Labs (Saufen mit Marcus – The Sequel I)

Hold nu op med at være så god! …

Sytten minutters optagelse plus det løse … og omkring 15 minutter af dem er ikke andet end idelt flatterende floskler, langstrakte grynt af begærlig nydelse og lange tirader af usammenhængende velsignelser – alle sammen hæmmet som de var af ord der ikke slog til …

Lige meget med spoilers – det behøver fra begyndelsen ikke være nogen hemmelighed, at dette var den bedste øl, Marcus og jeg – sammen og hver for sig – nogensinde i vores liv havde prøvet.

Som allerede antydet havde jeg valgt at bruge diktafonen på min telefon igen. Jeg satte den i gang, og lod det tunge, sorte, olieagtige bryg på 18 % anmelde sig selv.

Det er et af de der bryg, der fra starten kun modvilligt lader sig beskrive. Alene brygprocessen er et mindre epos, startende i 2010 – det år min søn, der om godt en uge fylder otte, kom til verden. Således er etiketten sjældent informativ og ikke blot underholdende, idet den levende beretter om, hvordan målet med øllet var at gøre den så stærk som muligt uden at gå på kompromis med smagen.

Først gik der to år med at gære brygget. Det foregik tre gange – jeg gætter på, at en ny gær blev tilføjet, når den første gær døde i fordrukken salighed i den alkohol, den selv havde produceret. Derefter blev brygget lagret på hhv. cognac- og tequilafade i 6 år, og i år blev det ambitiøse og bombastiske bryg så endelig hældt på flasker og solgt til et ikke uanseligt beløb. To styks købte jeg mig: Én til min onkel og tante til deres Guldbryllup, og én til mig selv – som jeg vidste jeg ville dele med en eller anden, for øl af den kaliber er alt for gode til at drikke for sig selv.

Så op blev den knappet, behørigt og derfor undtagelsesvis ikke med oplukkeren, jeg har i mit pedelnøglebundt. Nej, Marcus gav mit et svellesøm i hånden, hvor der under hovedet var fræset det nydeligste lille indhak, så den tidligere jernbanefixeringshimstregims nu kunne nyde sit otium som et tungt, groft og forbløffende stilfuldt øljern.

“Hold … da … fasssssst” disse tre små ord, der tog Marcus – der ellers ikke ligefrem er nøjsom med ordflommen – et godt stykke tid at få ud over læberne, var hans spontane reaktion. Og det skal siges, at det kun var efter at kapslen var lettet. Et “Åhr!” og efter alt at dømme et hoved, der trækker sig i behørig afstand af den anmassende odeur – hvorefter bryggets historie flyder i en lind strøm fra mine læber, fortsat akkompagneret af Marcus’ tre gloser, var min ikke mindre begejstrede respons.

Brygget emmer aldeles voldsomt af mørke, tunge frugter – svesker og solbær. Henrik Papsø fra Amager Bryghus havde beskrevet dens smag som af en god portvin – men det en særligt udsøgt og tung én af slagsen viser det sig, og af fabelagtige druer. Marcus beskrev endda den hårdtslående duft som portvin brygget på sveskepålæg. Duften alene i alt den begejstringsingydende overvældighed, kunne sælges på flaske for rigtig mange penge.

“Hold da op, hold da kæft, hold da aldeles kæft og endnu højere op …” – jo, udbruddene var mange, og på dette tidspunkt havde vi endda kun lige anbragt snuden over flaskehalsen. Det var tid at hælde den op.

“Ja, den skummer jo ikke så meget …”

“Men bemærk kuløren …” – mellem bogstaverne kan man nok mærke Marcus’ begejstring – som jeg ikke overraskende delte. Tykt, kulsort, olieagtigt glinsende som glaseret tegl er brygget, mens en liden, men stadig udsøgt overflade af små perler med farve af den fineste mørke chokolade kortvarigt pryder det natsorte dyb. Vældige, fede gardiner – nej gobeliner – trækker det tjæretætte bryg ned ad glassets sider, når det vrangvilligt må adlyde tyngdeloven. Og aftensolen, som vi sad i på Marcus’ altan, kunne den helt og aldeles blokere for – selv i de små hvidvinsglas, vi nød brygget af.

Og så blev der ellers nippet … forsigtigt slubret … vejret blev trukket … og så blev der påny nippet. Det er ikke et bryg man drikker. Det er i den grad et bryg, man nyder. Og nydt blev der.

Marcus trak i land med figenpålægget (der vist oprindeligt var sveskepålæg) og beskrev i stedet hvordan den kunne erstatte en figen glaze (ja, det har jeg også måttet google efterfølgende) til en rigtig stærk ost … og prøv så at gætte, hvad Marcus omgående rendte i køkkenet for at hente. For dette prægtige bryg skal nydes til noget, og en blåskimmelost som den Marcus tilfældigvis havde, gør det for så vidt fint – men læserne anbefales at have en stående at temperere – gerne sammen med øllet.

Hvad tænkte jeg, mens Marcus rumsterede i køkkenet? Rosiner i vinlage … på bagkant fyldig bitterhed af lyse nødder. Brugen af tequilafade er usædvanlig, men som sådan passer det jo fint ind i resten af brygget. Jeg mener blot ikke, at jeg har prøvet øl, lagret på tequilafade før. Den hidsige mellemamerikanske brændevin kan faktisk mærkes – den giver brygget en finurlig lethed, stik mod alle odds. Men at forvente det uventede (med samt det paradoks det indebærer) bliver man med denne øl hurtigt forvænt med.

Det var hvad jeg kunne finde på, mens Marcus hentede ost og efterfølgende causerede videre over figen glazen. Dertil føjede han sparteltyk honning med brændte nødder i en massiv sveskekompot. Snart invendte han, at det var uansvarligt at hælde et sådant bryg på halvlitersflasker, men det skyldes som bekendt Amager Bryghus’ tappeanlæg, der indtil for nylig kun muliggjorde tapning på halvlitersemballager.

Bryggets umådelige rigdom mættede os vel inden første hvidvinsglas var tømt, og når der nu var så meget bryg i forhold til, hvad smagsløgene efter det første par nip syntes at kunne holde til, forsøgte Marcus noget vildt, uforskammet og uoverlagt: “Jeg vil nu tage en tår af det her” … “og du må godt skrive det må min gravsten, hvis det bliver mine sidste ord!” tilføjede han hurtigt …

Overvældelsen blev ligefrem ekstatisk. En rus, der startede ved svælget for så at dirre henrykt og orgiastisk gennem hele kroppen i en sanselig orgasme der gikhelt ud i tåspidserne. Og med en let ringen for ørerne som afslutning er det slet ikke ulig et velafstemt, eller måske snarere lidt for kraftigt, sug på en velrullet joint. Har – eller ønsker – man ikke (at) prøve(t) den slags – vel, tag en mundfuld af dette bryg. Det er det tætteste man kommer på, og det endda uden risiko for efterfølgende angst- eller depressionsanfald.

Brygget – i sin mangfoldighed, rigdom og umådelige velsmag – kan nippes, drikkes, slurpes, gurgles … alle tænkelige lege, mundens organer og arkitektur kan engageres i, trækker nye fine aromaer ud af brygget – og mere end det: nye fine måder brygget kan brænde, gnubbe, ae, gnide, blødgøre og massere hver en indvendig overflade på, udløses når man tager sig selv i at vælte det rundt i kæften for femte-sjette gang.

I sidste ende må man som anmelder kaste håndklædet i ringen. Bryggets aroma i dens vælde og legion udtryk er så mægtig og så langt hinsides alt hvad man kender og har haft den uanstændighed at turde håbe på at prøve, at det ikke kan beskrives i bogstaver og ord, i tale eller på skrift. Øjne og ører vil aldrig fatte hvad dette bryg virkelig kan.

Det må opleves.

“Det er … hvad er det man siger? – Som sex, rockmusik og apparently også Big Bold and Beautiful” – og dermed fik Marcus det sidste nogenlunde fornuftige ord i den lange optagelse af ham og mig, der sad i solnedgangen, der på altanen i Valby, og bare nød det og nød det og nød det.

Der vil blive fortalt historier om det bryg. Tykke bøger om det vil blive skrevet, og de vil blive opført som skuespil. Og de vil udkomme som film …

… det fortjener brygget i hvert fald.

– I sandhed et legendarisk bryg.

UPDATE!

Eftersom dette bryg har været så godt i Marcus’ øjne, at han ikke kan give bloggens topkarakter til andre øl, har han undtagelsesvis fået lov til at give denne øl topkarakter +1.

Bloggeren lover, at det ikke skal ske for ofte fremover …

Marcus:

To … From … via Mikkeller, Mikkeller

2016-01-07 17.45.35Kompromisløs og unuanceret

Bryggeriforeningen havde i deres julegave også vedlagt et par Mikkeller-øl. Den ene, Santas Little Helper, havde jeg allerede prøvet, og det ekstra eksemplar plus den sædvanligvis rosende omtale af Mikkeller og specifikt nærværende øl, formåede at skrue forventningerne i vejret.

Mikkeller er som bekendt et nomadebryggeri, der får sit øl brygget på forskellige lokationer, der stiller faciliteter til rådighed. I dette tilfælde er det det belgiske bryggeri ‘De Proefbrouwerij’s brygkar, der har været i brug. Nogle vil måske kalde det snyd, men jeg kan faktisk rigtig godt lide tanken om, at man kan vække gode brygideer til live de steder, der er bedst egnede til dem, fx. hvis éns egne brygfaciliteter ikke slår til, eller hvis man – som i Mikkellers tilfælde – slet ikke har nogen.

Bryggets kompromisløshed er i hvert fald ikke noget, man ser for tit på de hjemlige kanter. Sort som den dybeste vinternat er det, med matchende skum med kulør som – ja, kulør til brun sovs, eller i hvert fald kogende sukkerovertræk til brunede kartofler. I duften træder sukkeret dog overraskende lidt frem. I stedet dominerer brankede noter af glemt ristet brød og hårdbrændt kaffe sig med søde noter af farinsukker og sure af modne æbler.

Men i smagen går brygget all in på brændthed. Brygget er i sin helhed og sit væsen brændt, brændt, brændt og brændt. Hvis man kan lide mørkt øl, der ikke går på kompromis med ristede og brændte noter, er dette bryg både et must og en lækkerbisken …

Men brygget rejser nogle spørgsmål for os, der ikke kun vil have det brændt, men også sætter pris på fylde, sødme og bitterhed især når disse noter faktisk kan spores i bouqueten.

For brygget mangler i den grad noget til at spille op mod brændtheden, der ikke langsomt kommer til at føles som sandpapir mod tunge og gane. Brygget er måske nok kompromisløst – og respekt for det, men det bliver også meget hurtigt for ensporet og unuanceret i alt sin brændthed.

Og juleassociationen er en gåde. Etiketten er et til og fra kort, men hvad ønsker man mon at signalere med en gave, der kun indeholder brændt? At juletræ og julegaver går op i røg som i en anden amerikansk tegnefilm?

Vel, brygget skal have kredit for sin kompromisløse karakter – og minuspoint for samtidig at være unuanceret og ensporet. For kompromisløshed kan faktisk også være lækkert. Det behøver ikke kun være voldsomt.

4-stjerner

Det Fri Jubi’ Øl, Mikkeller/To Øl

2015-12-04 17.06.42En fortælling med det hele …

Også denne øl fik jeg til min 40 års fødselsdag. Nanna, en gammel studiekammerat og nytårsgæst forrige år havde den med som en særlig gave. Brygget kan nemlig ikke fås i butikkerne, da det eksklusivt er brygget i anledning af hendes tidligere arbejdsplads, Det Fri Gymnasiums 40 års jubilæum.

De tre bryggere bag frekventerede matriklen i Møllegade tilbage i 2005 – den ene som lærer – hans navn er Mikkel Borg Bergsøe, og kræver næppe videre introduktion (hvis man alligevel vil have en, kan man klikke her). De to andre var elever, og hedder Tobias Emil Jensen og Tore Gynther – i dag står de bag bryggeriet To Øl. Brygget er i øvrigt debut’en for To Øl her på bloggen, og jeg erkender med skam i skriften, at det er alt for sent.

Eksperimenterne i skolekøkkenet, som man kan læse om på To Øls hjemmeside, skulle blive begyndelsen på et dansk brygeventyr, der ikke bare har taget Danmark, men også resten af verden med storm. Både Mikkeller og To Øl er i dag verdenskendte førende mikrobrygbrands.

Beskrivelsen af brygget er så fin, at jeg vil gengive en betragtelig del her. Den rummmer alt det, Det Frie Gymnasium traditionelt forbindes med, både på godt og ondt: “En øl brygget på solidaritet, tolerance og respekt for alle. Mere maltet end King bajeren (sic) fra kiosken på hjørnet. Humlet med amerikansk Simcoe humle (sic) så den dufter af De Gamles By i foråret. En smule krop og restsødme der svarer til tiden når eksamen er overstået og er blevet en smule bitter på grund af politiets tilstedeværelse på Nørrebro.”

Det lyder jo lovende. Men øl er ikke smag alene. Det involverer også udseende og duft (som minimum).

Brygget er lyst, citrongult og lettåget, med afdæmpet skum, der til gengæld sætter sig på glassets inderside som en friskkastet malerbombe på en hollændervogn. Duften er skarpt bitter af grannåle, ledsaget af en letparfumeret hindbæressens. Min kategorisering har vaklet lidt mellem IPA og Pale Ale (brygget findes på grund af sin begrænsede målgruppe ikke på Untappd) og er faldet ud til det sidste, da jeg ikke finder bitterheden potent og overbevisende nok til, at jeg vil sætte et ‘I’ foran.

IPA er bittert og slagkraftigt. Dette bryg er mere finurligt. Det starter friskt, med simcoens søde, luftige hindbæressens – også i smagen. Det er den søde gymnasietid med faglige udfordringer, kammeratskab og socialt samvær i hverdagen. Som brygget skyller ind over tungen, mister det faktisk sin smag, men bevarer friskheden. Skoledagen er lang, der er mange lektier, og undertiden føles gymnasietiden træg og kedelig. Det stille intermezzo afbrydes pludseligt af skarpere toner: Nu har vi fri! Nu starter weekenden! Nu er der fest – og for nogle slåskamp mod nazier og politi! Bitterheden sætter ind med masser af tør, hårdtslåene bitterhed. Ikke ulig fornemmelsen af frisk tåregas i svælget.

Det er sjældent, at en etiket kan beskrive øllet så fint og præcist. Øllet er ikke bare en smagsoplevelse. Det er en fortælling … om det at gå i gymnasiet, og navnlig om det at gå på Det Frie Gymnasium. Den har det hele med – ikke bare i smagen, men også i fortællingen.

Det er elegant, meget vellykket og bryder grænserne for, hvad man kan med øl. Jeg vidste godt at øl kunne se ud, dufte og smage – men at det ligefrem kan fortælle – det er nyt for mig!

5-stjerner

Santa’s Little Helper, Mikkeller

Juleaftensøl

Det blev en Santa’s Little Helper fra Mikkeller, jeg drak juleaften. Den blev mig anbefalet og påprakket i Fish & Beer på Amagerbrogade, da jeg ellers specifikt spurgte efter en anden Mikkeller-øl, en Happy Lovin’ Christmas Sauternes, der i Politikens øltest bedømtes til at være den bedste juleøl sammen med Juleøl fra Hornbeer. Den var imidlertid udsolgt, og iøvrigt også meget dyr, kunne ekspedienten fortælle mig (som om de ikke vidste, hvad de skulle tage for Santa’s Little Helper. Ikke ligefrem nogen billig fornøjelse, men lad det ligge).

Med sine 10,9% i en 0,75 litersflaske, er der faktisk rigeligt til hele juleaftensdag. Og således blev det. For en så stor øl gider jeg ikke drikke alene, subsidiært ikke drikke hurtigt. Den blev altså nydt langsomt, over lang tid, mens and og flæskesteg simrede i ovnen, de brune kartofler blev væltet rundt i sukker, og Tchaikovskijs nøddeknækker og Bachs juleoratorium fyldte lejligheden med koncentreret julestemning.

Der var nok til rigtig lang tid, helt uden at øllet blev fladt, kedeligt eller på anden måde dårligt. En rigtig nydeøl, der ikke bare kan holde til at blive drukket langsomt, men om muligt bliver bedre af det. Og at brygget tempereres i processen, byder på problemer, man skal have fat i DTU’s kraftige elektronmikroskoper for at få øje på.

Det er et dunkelmørkt bryg med højt, lysebrunt og klæbrigt og boblende skum. Brygget dufter halvtungt af chokolade, svedsker og hasselnødder, og det er jo unægteligt ganske julet, med både noget sødt og bittert. I smagen går især chokoladen igen, men primært for det søde. Det er ikke Vivanis mørke på 85%. Det er bestemt heller ikke billigt tysk juleslik (som man også vil finde det om 3-4 måneder i mere ovale former,) men et sted, hvor Vivani står for kvaliteten og børnenes lyse chokolader for karakteren. Smukt og klassisk, velkendt julet – og så bare lidt til, så det ikke ender med alligevel at være ordinært.

For længere bagude på tungen byder brygget på en tiltrængt bitterhed. På samme måde som skarp, syrlig rødkål spiller op mod flæsesteg og kartofler, som ribsgele til den fede and, ledsages bryggets sødme af en markant bitterhed, der starter med hasselnødder og slår mere og mere over i lakrids. Dermed undgår brygget blot at komme i nærhed af at blive kvalmt, eller på anden måde for meget. Forudsat at man altså nipper til brygget over længere tid. For nedsvælger man det på én gang, rammer bådee kvalme, fuldskab og tømmermænd hårdt. (Gætter jeg på, for med så dyrt bryg gider jeg sgu ikke prøve).

Muligvis er det netop de høje procenter, der gør, at brygget over tid ikke bliver ringere. Der er rigeligt alkohol tilbage i brygget næsten uanset hvor længe det står, til at yde det den nødvendige fylde, og forhindre det i at oxidere. Fylden forbliver også på samme nydelige og rige niveau hele vejen igennem. Smagen udvikler sig dog fra at være lige en tand mere krasbørstigt lakridsagtigt hidsigt til at begynde med. Med tiden bliver brygget så sødere med både lettere tilgængelig smag og mere velbehagelig mundfornemmelse til følge.  Der er dermed ingenlunde tale om et ‘ekstrembryg’, sådan som mange opfatter Mikkellers, og andre mikrobryggeriers bryg. Man skal være en temmelig hardcore forfægter af laveste-fællesnævnerbryg for slet ikke at kunne nyde dette regulære mesterværk.

I sandhed et vellykket julebryg, der er sit rygte som moderne juleklassiker værdigt (ja, det var noget i den retning, de sagde i Fish & Beer. Jeg ved ikke, om det passer) – anbefalingen til næste år, hvor Carlsberg med lidt held igen løber tør for julebryg, er hermed givet videre til læserne med ønske om en fortsat god jul, og et godt nytår.

5-en-halv-stjerne

Mikkel Sarbo, Mikkeller

Jeg er jo heller ikke radikal …

I anledning. Af kommunalvalget. 2013. Har Mikkeller. I samarbejde med. Det Radikale. Venstres kandidat til. Borgerrepræsentationen i. København, Mikkel Sarbo, lanceret en. Ny øl. Det Radikale Venstre er partiet, der for ikke lang tid siden lancerede en plakatkampagne, hvis tegnsætning var anledning til megen morskab. Jeg kunne selvfølgelig aldrig selv synke så dybt, at gøre mig morsom over dette for at højne humøret i mit indlæg.

Til gengæld er det ganske prisværdigt med en særlig valg-øl. Vi har alle prøvet at få et på flere måder fedtet Venstre-bolsje stukket i hånden, og bagefter besluttet at fortsætte med det, vi altid har gjort – at lade være med at stemme på Venstre. Til gengæld har jeg aldrig hørt om valg-øl før, og især ikke nogen, der var dedikeret til en enkelt kandidat. Det gør heller ikke mindre originalt, at øllet er produceret af et af de mest innovative bryggerier herhjemme, nemlig Mikkeller.

Kandidaten er Mikkel Sarbo, der ejer tehuset og caféen Tante T på Viktoriagade på Vesterbro – i øvrigt lige ved siden af Mikkeller Bar. Jeg kunne forstå på Mikkel Sarbo, der personligt overrakte mig øllet – det lanceres først officielt på torsdag – at han og en anden Mikkel, Borg Bjergsø, har glædet sig ved hinandens arbejde for at gøre nærmiljøet på Vesterbro mere attraktivt, og hvad ville passe bedre i sådan et samarbejde, at den verdenskendte brygger selvfølgelig producerer en øl i anledning af sin samarbejdspartners valgkamp? Ja, jeg synes også det giver god mening.

Og jeg ser det naturligvis også som en kæmpe ære. Som en af de allerførste – ifølge Mikkel faktisk den allerførste – får jeg ikke bare mulighed for at anmelde den første kommunalvalgkampsøl nogensinde. Samtidig får jeg lov til at smage en spritny Mikkeller-øl som den første. Jeg er virkelig benovet, beæret og lykkelig over, at Mikkel og Mikkel åbenbart tager min blog så alvorligt, at de vil overlade mig et eksemplar til anmeldelse, førend brygget er lanceret.

Jeg skal lige understrege, at jeg ikke selv stemmer på Det Radikale Venstre. Det vil de faste læsere være klar over. Men det skal selvfølgelig ikke påvirke anmeldelsen. Jeg er trods alt så garvet udi anmelderiet, at jeg naturligvis kan styre uden om fristelsen til at farve min anmeldelse efter, hvad jeg egentlig mener om partiet. Ej heller skal anmeldelsen bruges til at promovere mit eget politiske synspunkt. Som jeg allerede har bemærket tidligere er dette en ølblog – ikke en politisk blog. Så hvad jeg selv stemmer, eller har tænkt mig at stemme, er aldeles irrelevant, og det kunne aldrig falde mig ind at blande det ind, endsige diskret eller indiskret linke til det. Aldrig!

Brygget skulle være inspireret af en Belgisk Blonde, og jeg husker ellers de belgiske blonde som jeg har smagt som lysere. I hvert fald er brygget her smukt ovre i noget, der er et par toner røder end messing med lystgyldent, cremet og relativt holdbart skum, der også skal vise sig at klistre ganske godt til glasset. Bouqueten er kraftig og mærkes allerede tydeligt når kapslen tages af. Den er primært præget af blomster, især roser og syren, kombineret med et syrligt skarpt grapeelement.

Det syrlige går i den grad igen i smagen, og man er omgående klar over, at det ikke er lettilgængeligheden og letdrikkeligheden, man er gået efter. Hvor en valgkamp normalt handler om, lynhurtigt at lange letforståelige synspunkter og nemme løsninger over disken, mødes man her af et bryg, der er alt andet end det.

Det er en sofistikeret, tør syrlighed, der kradser og river på tungen, men ikke får munden til at snøre sig sammen som andre syrlige rædsler. Syrligheden er metallisk, gæret og på sin vis forfriskende med en skarp kant af ananaskirsebær og grape. Et sødt element viser sig ved mandlerne. Det er roserne, som man mærkede i duften. I eftersmagen møder vi også endelig noget regulær bitterhed af valnødder, en blød og rar fornemmelse oven på den nogen krasse smagsoplevelse.

Jeg må beundre Mikkeller for deres evne til at lave interessante og karakterfulde øl. Samtidig skal der lyde ros til RV-kandidaten for ikke at spise vælgerne af med et ligegyldigt bolsje, men i stedet en temmelig svært tilgængelig øl. Problemerne findes kun på mit personlige plan – syrligt øl bliver bare aldrig min kop te, heller ikke når der faktisk er te, her grøn te, i brygget. Selv drikker jeg kun te, når jeg er syg, og der er det sort te. Ellers drikker jeg masser af sort kaffe, så det kan næppe undre, at det ikke er teen, der gør det for mig. Men det er selvfølgelig lige til øllet, at Mikkeller brygger en te-øl til den radikale te-hus-ejer.

Jeg anerkender bryggets karakterfuldhed, og dets interessante smagsnuancer. Jeg kan bare ikke abstrahere fra, at den gærede syrlighed mest minder mig om en karklud, der har ligget for længe. Jeg anbefaler varmt øllet til alle, der kan lide syrligt øl – og bare rolig, man kommer ikke til at stemme Radikalt bare fordi man prøver øllet. Det kræver stadig, at man sætter sit kryds ud for B på valgdatoen.

Selv vil jeg dog fortsat foretrække en stout – gerne med kaffe for at gøre den ekstra bitter.

Karakteren skal forstås som en vurdering af bryggets objektive egenskaber. Hvis jeg kun målte på mine egne præferencer, ville brygget score væsentligt lavere.
3-en-halv-stjerne

*Update* 07/11-2013:
Efter at have nydt denne øl ved stuetemperatur kan jeg meddele, at karakteren nu svarer til mine præferencer, og ikke kun bryggets objektive egenskaber. Denne øl skal nydes tempereret, og det er jo egentlig også meget fint, hvis man til et valgmøde, hvor der ikke er kølefaciliteter, kan tilbyde en øl, der netop egner sig til at holde en temperatur vel over de 10 grader.

Kiin Kiin, Mikkeller

Det kan også være godt

Det seneste forsøg på at prøvesmage en pilsner smagt til med citron faldt mildest talt ikke heldigt ud. Det ligger meget langt tilbage efterhånden, men jeg husker stadig med gru smagningen og den efterfølgende store fornøjelse at skrive en anmeldelse fuldstændigt som jeg mente det. Hint forsøg faldt altså ikke godt ud, men man skal ikke undervurdere producentens rolle i fiaskoen. Der er en udbredt tendens – selvfølgelig med visse stokastiske variationer – at jo større bryggeriet bag er, desto kedeligere er øllet.

Så det var med fortrøstning, og alt i alt en forventning om en god øloplevelse, at Kiin Kiin fra det eksperimentelle københavnske nomadebryggeri Mikkeller blev knappet op. Mikkeller-øl har som bekendt været testet en enkelt gang før her på bloggen, hvor den som en ud af indtil videre kun tre fik topkarakter. Jeg besluttede mig dog på forhånd for ikke at blive skuffet, om oplevelsen denne gang kun skulle blive knap så god.

Kiin Kiin har et meget højt skum, der er gyldent og boblende. Det falder relativt hurtigt, så man kan nyde de flotte mønstre som det klæbrige skum afsætter på glassets sider. Selve brygget holder en lettåget mørkegul farve, der måske lige er en enkelt nuance mørkere end vanlig dansk pilsner. Duften er noget syrlig i det, og man mærker allerede nu den tilsatte lime og citron. Dertil kommer en fyldigt humlet duft, som egentlig ganske elegant danser med citrustonerne. Såvidt så godt – det er allerede væsentligt bedre end hin rædsomme citrusøl fra Carlsberg-koncernen.

Den er overraskende let i smagen, og uden direkte at ville kritisere den, er det i ordets negative betydning. Jeg har på baggrund af en enkelt foregående smagning en forventning om et sandt festfyrværkeri af smag, når man smager på en Mikkeller-øl, og der blev jeg altså skuffet. Men det betyder selvfølgelig ikke, at det er en dårlig øl. Eftersmagen var, på grund af den lette smag, det første jeg bed mærke i. Op langs ganen stiger en velpolstret humlebitterhed, med en ledsagende, let, pikant og særdeles velafstemt syrlighed af citrongræsagtige noter.

Det er også syrligheden, der giver øllet den lette smag, idet humletonerne trænges lidt i baggrunden. Nogle vil finde det ærgerligt, men jeg finder det interessant, at man på denne måde kan få det syrlige i øl frem, så det kun gør gavn. Kiin Kiin er dermed en både læskende og velsmagende øl med et blidt humleelement, velafstemt med syrlige noter, der trods tilsætning af citrusfrugter hverken virker kunstige eller fremmede. Der er også et let ingefærelement, der runder hele oplevelsen ganske nydeligt af.

Så selv om det ikke er en ekstraordinær øl, har man stadig lyst til at nyde den i små mundfulde, og rigtig presse al’ den smag man kan ud af den. På dette kan man helt generelt kende godt øl – at man virkelig vil smage på det frem for blot at drikke det.

Det eneste ærgerlige er prisen – kr. 20,- for 33 cl. er for meget – også i Irma – for øl, der trods alt ikke er af en højere klasse.
4-en-halv-stjerne

Jackie Brown, Mikkeller

6-stjernerDet måtte jo ske til sidst. Der måtte komme en øl, der var så god, at jeg ikke kunne andet end give den topkarakter. Den var også så god, at jeg fuldkommen glemte at fotografere den, før jeg drak den … og indløste panten. Jeg har derfor undtagelsesvis valgt at finde et billede på nettet. Hvis det er et meget stort problem for brygger Mikkel Borg Bjergsø, må jeg jo hellere fjerne det igen. Men da jeg har tænkt mig, at skamrose brygget på det skammeligste, ville det jo være en skam, hvis han tog anstød deraf.

Mikkeller er et københavnsk mikrobryggeri, grundlagt i 2006 og samme år udråbt til årets bryggeri i Danmark og det femtebedste bryggeri i Verden. Bryggeriet blev grundlagt af føromtalte Mikkel Borg Bjergsø i samarbejde med Kristian Klarup Keller. Helt præcis hvordan Mikkel og Hr. Keller fandt på navnet, melder historien ikke noget om, og det er fortsat en af den danske ølbrygningshistories allerbedst bevarede hemmeligheder.
Allerede, da kapslen lettede, kunne min viv på den fjerne ende af bordet mærke bryggets duft. Det samme kunne jeg selv. Duften ramte næseborene som et meget sødt lyn.
Det er en intens, sød blomsterduft, primært af roser, der breder sig i lokalet, mens øllet hældes op … og skummer over. Som med alle overgærede øl, er det tilrådeligt med en smule fingerspitzgefühl når den skænkes. Jeg måtte lynhurtigt sætte glasset for munden, før for mange af de kostbare dråber gik til spilde på spisebordet.
Øj, sikke en smag! Det var så jeg næsten fik lyst til at sutte på kluden bagefter, endskønt den kort forinden også var blevet brugt til at tørre babys gylp op fra gulvet. Det stak mig lidt i hjertet, at spilde så godt skum. Og det var endda kun skummet. Og sikke et skum forøvrigt. Gyldenorange oven på et bryg, der i mørke kan måle sig med en kulkælder en nat i december.
Det natsorte øl smager blidt og brændt, sødt og bittert, de mange modstridende smagsindtryk blander sig som en symfoni af smag, aroma og fylde. Det er som kunne man svæve … hvis det da ikke var for tyngden, der holder én fast ved jorden som et anker …
Jordens mest velsmagende anker af brændt malt, kaffe og aromatisk humle, blandet med søde blomstertoner. De søde nuancer smyger sig som blødt fløjl neden om tungespidsen og fordufter som en rosenaroma, der fylder gabet som en blid damp, en ånd, der dristigt stiger op mod ganen.
Blid – så blid så blid er bitterheden og alligevel er den tung og brændt.
Dette, mine herrer og damer, er et mesterværk! Brygget på seks forskellige slags malt og tre forskellige slags humle – samt havreflager. Den var ikke gået i Tyskland – og det er bare synd for tyskerne!
Drik ikke for hurtigt, ikke for koldt, og af hensyn til pengepungen ikke for meget. I SuperBest på Vesterbro Torv i Århus, hvor jeg købte den, står den til kr. 36, altså ca. samme pris som øl i Carlsbergs Semper Ardens-serie – hvor man forøvrigt får lige knap tre gange så meget bryg for pengene. SuperBest skal have al mulig ros for at have dette prægtige bryg i sortimentet. Men kød køber jeg fortsat ikke der! Det minder mig til gengæld om, at den er perfekt til god efterårs- og vintermad.
Velbekomme!
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme