Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: SMaSH

SMaSH Mosaic, Midtfyns Bryghus

2017-08-05 19.09.06Lidt revanche …

Før jeg skrider til anmeldelse af dagens øl, først en nuancering – om ikke ligefrem en berigtigelse.

I anmeldelsen af BrewDog’s Elvis Juice kritiserede jeg bryggeriet for at være nogle brusebadsposer komplet udstyret med advokater med for meget tid. Teksten var highlighted med et link til en Guardian-artikel, hvis korrekthed der åbenbart hersker noget tvivl om. BrewDogs påstand er, at baren Draft Punk aldrig har eksisteret, samt en indrømmelse om, at nogle af deres andre brandforsvar måske var liiiige lovlig proaktive og dynamiske nok på sigt. BrewDogs forsvar kan læses her. Så må læserne selv vurdere, men jeg vælger at tage dem til nåde.

Nu til den sidste af Midtfyns Bryghus SMaSH-øl.

Midtfyns Single Malt and Single Hops-koncept har indtil videre været en ide af højere kvalitet end øllet har vist sig at være. Uden at øllet har været decideret dårligt, forstås. Det har såmænd været OK og lidt til. Godt har det da smagt, vædet ganen og behaget smagsløgene som det skal har det også – men så heller ikke et gram mere.

Ikke at bryggeriet på nogen måde skal udskammes for at prøve noget nyt. Ideen er som sagt fin. Resultatet er bare ikke helt godt nok til, at denne blogger synes, at produkterne behøves gjort permanente.

Og at denne øl ellers formåede at rette lidt op på et par småkedelige bryg, man i det store og hele havde set før, ændrer ikke det store billede.

Men det dufter da godt. En forfriskende skarp humle liver op i forhold til de andre bryg, der olfaktorisk var noget tamme i det. Den ledsagende tunge fusel giver også brygget en lidt mere faretruende karakter end den venlige amarillo og den rare citra.

Og i smagen kan forskellen rigtig mærkes. En skarp og fyldig humle, krydret med en snas fennikel og smagt til med sødt, friskt forårsgræs. Der er både skarpe tænder i bitterheden sammen med søde aromaer til at levere en mere end komplet amerikansk Pale Ale-oplevelse. Ja – i betragtning af humlens krasbørstighed næsten en IPA-oplevelse.

Desværre holder brygget ikke helt de gode takter, men flader for meget ud undervejs. Det bliver mere og mere letflydende for til sidst at ende som småkedeligt og uengageret.

Men så længe det varede, var det rigtig godt, og ikke bare i orden, eller godt nok. Det var fornemmelsen man fik af forgængerne – man fik hvad man blev lovet, men producenten sørgede grundigt for, at man ikke fik et gram mere.

Sådan er det altså ikke her – omsider.

4-en-halv-stjerne

SMaSH Chinook, Midtfyns Bryghus

2017-07-26 17.28.08Så vild er den sgu’tte …

Betyder ‘Chinook’ ikke ‘den vilde vind’ på Blackfoot-indfødt-amerikansk? Det påstod den navnkundige – og stadig lyslevende – tegneserieforfatter Derib (egl. Claude de Ribaupierre, men det er nok bare for svært at sige for ikke-frankofone – lidt ligesom Georges Remi) i hvert fald i 1. bind af Buddy Longway-serien.

Den holdt jeg meget af som barn. Den var letlæst, spændende og gav mig i modsætning til Giraud’s Blueberry-serie ikke hovedpine – selvom Buddy Longway også var rigtig flot tegnet. Jeg synes i øvrigt også at Girauds sci-fi historier var langt mere interessante, men det er (endnu) et sidespor.

Lidt tilfældig googling bekræfter faktisk i en vis grad påstanden. Chinook betegner ganske rigtigt en varm vind, der opstår på bagsiden af en bjergryg, hvis det regner på samme bjergs forside. Det meteorologiske fænomen skulle først være observeret og beskrevet i det område hvor Chinook-folket bor. Og så tog vinden vist navn efter folket, eller også var det omvendt. Jeg har ikke lige styr på detaljerne, da jeg kun har kendt til denne brug af ordet i få minutter – altså ud over det, jeg som barn læste i tegneserier, så jeg synes, jeg er lovligt undskyldt.

Derib tog til gengæld fejl med hensyn til Blackfoot-oprindelsen, da dette tyder på at være en helt anden lingvistisk størrelse … men det kan selvfølgelig også ligge i oversættelsen.

Chinook-humlen, der som bekendt er den eneste humle i brygget her, jævnfør SMaSH-brandet (Single Malt and Single Hops), er kendt for at smage meget af gran (gad vidst om de bruger den meget på Amager Bryghus) og i øvrigt for at være krydret (ifølge Wikipedia). Malten er Pale Ale Malt og der er brugt amerikansk gær. Bryggeriet mener, at kombinationen gør øllet velegnet til grillet okse- og svinekød. Helt uden at have læst anbefalingen valgte jeg nu at drikke den til falafel-tortillas, som blev nydt i mit boligselskabs gård sammen med mine børn. Det var ærgerligt, jeg ikke havde læst etiketten på forhånd, så jeg kunne have spist vegetarisk i trods i stedet for bare vegetarisk.

Brygget har farve som grumset rav med en nydelig, omend lige lovligt lys skumkrone. Det dufter aromatisk og sødt af hyldeblomst og roser, hvilket ikke lader noget tilbage at ønske i velbehagelighed. Til gengæld savner man måske den karskhed af fyrnåle, som bryggeriet forjætter på etiketten og som Wikipedia ellers også gik og lovede.

Det kommer så i smagen, der byder på mere end adækvat stikkende og kradsende aroma af både grannåle og fyrretræ. Selvom bitterheden er gennemtrængende er den stadig let – ikke ulig en saison, men i virkeligheden nok bare karakteriserende det, den er – en Pale Ale og ikke, som man kunne være tilbøjelig til at tro – en IPA.

Styrken viger endnu mere i eftersmagen, hvor man så småt skal begynde at lede efter den krakilske bitterhed. Man finder den ved tungesider og gummer bag i munden. Dens aroma kan forstærkes en smule hvis man trækker luft ind over brygget, men helt så vild som man kunne ønske den, bliver den desværre aldrig.

Lidt til den magelige side, uden at være kedelig. Vildskaben mangler – der er langt fra tale om en storm, end ikke en stiv kuling, men blot en frisk vind.

En rar frisk vind – indrømmet.

4-stjerner

SMaSH Amarillo, Midtfyns Bryghus

2017-07-14 18.09.27Bedre ide end øl …

Single Malt and Single Hops udgør indholdet af akronymet ‘SMaSH’ som Midtfyns Bryghus har lanceret tre pale ales under. Måske er der endda flere end de tre, men de tre er for tiden lette at få fat på – de forhandles i Fakta til kr. 25,- stykket. Så vidt jeg husker i hvert fald … og det var prisen, ikke supermarkedet, jeg var i tvivl om.

Jeg har reddet alle tre til anmeldelse, og starter altså med denne, der er brygget på Pale Ale Malt og (no shit) Amarillo-humle. Jeg synes, jeg husker et eller andet om, at ‘Single Malt’ var en bestkyttet varebetegnelse, der kun måtte bruges om visse typer skotsk whisky (jeg havde også min Single Malt periode engang). Måske er det derfor, at bryggeriet har valgt et kækt akronym?

Ved åbning afgiver brygget dog kun et fjernt og ikke videre kækt pust af humle. Men at brygget i det hele taget kan fornemmes allerede ved åbning er under alle omstændigheder et plus, så ikke mere brok over det herfra. Brygget er grumset gulbrunt med højt gyldent skum, og ved skænkning får duften også mere kontur. Grape og lime blander sig med en udglattende og venligere note af sød vanille.

Bryggeriet lover faktisk ikke for meget, når de på etiketten angiver, at Amarillo-humlen giver citrusnoter.

Smagen er dog primært bitter – man smager savsmuld af friskskåret hårdt løvtræ, men med et pust af en hel lille frugtkompot på bagkant, hvor hyld blander sig med mango og papaya, garneret med en knivspids fennikel. Gær i eftersmagen bringer desværre også en kende ubalance i oplevelsen.

Brygget kan opfattes som en kraftig, skarp pale ale, eller en jævn IPA – det må læseren selv vurdere. Samlet set er brygget, om man ser det som det ene eller det andet, næppe noget ud over det sædvanlige.

Så er ideen bag akronymet faktisk bedre end det øl, der er kommet ud af det – indtil videre i hvert fald.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme