Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Midtfyns Bryghus

Double India Pale Ale, Midtfyns Bryghus (Kvicklys Grill-tema 2015 IV)

2015-05-19 18.16.53Se DÉT er en øl!

Jeg skal gerne indrømme, at jeg gemte det, jeg havde de højeste forventninger til til til sidst (ja, antallet af til’er efter hinanden giver faktisk mening – tag den! Øv bøv bussemand sure tæer i saftevand (wow, aftenens øl slog hårdt … pas nu på!)) Og som man måske allerede nu kan fornemme blev jeg ikke skuffet. Forventningerne blev indfriet – og mere til.

I det hele taget var mine forventninger til Kvicklys Grill-tema ikke overvældende. Der er grænser for, hvor kontroversielt øl et stort, bredt supermarked som Kvickly vil have stående på hylderne – især når det er Grill-øl, der er tale om. Øl, der skal kunne bælles en masse, og som skal smage af én mere, når bøfferne brankes og pølserne forkulles, er ikke lige dén slags øl, jeg finder mest interessant.

Så jeg havde måske også forventet en lidt mere lettilgængelig IPA end det aromatiske monster, Midtfyens Bryghus har gæret frem. IPA-duften er umiskendelig, og allerede i bouquet-fasen langt hinsides, hvad jeg havde drømt om. Bergamotolien er umiskendelig, og humlen forstærker den og får den til at både rive og flå i næsens slimhinder. Man vil kende Bergamotolien fra Alteabolsjer, der ellers dufter blødt. Men denne IPA bryder rammerne for, hvordan bergamotolie dufter. Sådan dufter bergamotolie, når den er stærk som ingefær. Og det endda helt uden, at man behøver at tilføje ingefær. Skal man tro bryggeriet består dette bryg kun af gær, vand humle og malt. Og det bliver det bestemt ikke ringere af.

Visuelt er brygget kobberrødt og uigennemsigtigt. Skummet er letgyldent og ganske cremet uden dog at være ekstraordinært. Før jeg glemmer det, kan jeg allerede nu fortælle, at restgæren ingen effekt har på smagen – det er det gavmilde kvantum humle simpelt hen for kraftigt til.

Og her, hvor man ikke kan uddele roser nok (et mildt pust af roser kan vel egentlig også spores i bouqueten) opdager jeg, at jeg ikke engang er kommet til smagen endnu.

WOW! Dét er en IPA! Aromaen fylder omgående gabet. Den intense fylde breder sig eksplosivt i mundhulen, så man næsten frygter, at ganen flækker på langs og aromaen sprøjter som geysere op i næsehulen og helt op i hjernekassen til alskens ulykke og tænders gnidsel. Det sker så heldigvis ikke, men gyset for at det vil ske det er faretruende præsent.

Brygget brænder – igen med en bund af bergamotolie og brændende smag af både ingefær og chili. Ja – øllet brænder faktisk lige så meget, som temaets første  Chili Pale Ale – men uden at et gram chili er tilføjet mæsken.

Man hensættes i et lille IPA-paradis, hvor også eftersmagen er en nydelse. Den er rundere, men stadig kraftig. Humlen træder her frem, og er egentlig bare humle – bitter og kras, og alligevel rund, nydelig og frisk.

Igen må jeg stille mig tvivlende i forhold til, om brygget er specielt grill-egnet. Jeg erklærer det til gengæld på stedet egnet – til stor stor nydelse, hvor som helst, når som helst. Skulle jeg strande på en øde ø og kun måtte tage én øl med, så kunne det sagtens blive den her.

Det er noget nær den bedste afslutning, jeg kunne have ønsket på Kviklys Grill-tema. Dette brygs kvalitet overgår langt, hvad jeg troede, man kunne finde på mainstreamsupermarkedernes hylder, med mindre der er tale om kortvarige tilbud. At den udgør en del af et større temaudspil fra Kvicklys side, øger både min overraskelse og begejstring. I sandhed well done, at Kvickly gør øl af denne kaliber almindeligt tilgængeligt, og i øvrigt rigtig godt skuldret af Midtfyns Bryghus for en af de bedste  IPA’er jeg har prøvet.

6-stjerner

 

Her til slut skal der lyde endnu en tak til Kvickly for at donere de fire Grill-øl. Jeg tager det som et tegn på, supermarkedet finder mine skriverier relevante for at få kendskabet til deres udvalg ud til et større publikum. Jeg tager gerne en tørn igen, såfremt kvaliteten blot er sammenlignelig med, hvad den har været i forbindelse med dette tema.

Kirsebær Wit, Midtfyns Bryghus (Kvicklys Grill-tema 2015 III)

2015-05-15 19.24.10Drikkelig wit …

Den må siges at være den øl, jeg frygtede mest af Kvicklys fire ny Grill-øl, uberettiget, skulle det vise sig. Men jeg har det lidt på samme måde med frugt i øl, som teentusiaster har med frugt i te. Det er ikke lige min kop kaffe, selvom jeg ville have det endnu værre med frugt i kaffen. Den foretrækker jeg kulsort og uden dikkedarer af nogen art.

Ud over frugten – eller bærrene, om man vil. Den slags distinktioner er vist temmelig arbitrære og sjældent fagligt funderede – er wit heller ikke lige min kop kakao. Den belgiske hvedeøl, er ligesom anden hvedeøl gerne noget tyndbenet, og jeg synes oftere, den har været sur at drikke, snarere end nogen egentlig nydelse. Så det er ikke så mærkeligt, at jeg bliver en kende bekymret på vegne af velsmagen, når frugt og wit kombineres.

Det skal dog også indskydes, at belgierne også er sluppet heldigt fra at blande netop kirsebær i øl. De øl var dog af den vildgærede slags, og dertil kommer, at folkene der står bag denne øl ikke er belgiere, men pæredanske bryggere fra det midtfynske. Men måske er en dansk wit til at holde ud?

Visuelt halter brygget dog voldsomt efter sit belgiske forbillede. Der er næsten ikke noget skum overhovedet at se. Man skal faktisk hælde ret voldsom for overhovedet at få det til at dække hele øllets overflade i et ellers smalt weissbierglas. At brygget er ufiltreret viser sig desuden ikke udpræget. Det er kun lettåget, og ellers højgult, næsten orange i sit ydre. I duften er der til gengæld ingen kirsebær at spore. Derimod er der en blød honningsødme, et syrligt men forfriskende strejf af græs, appelsin og lime, et friskt sommerligt pust af hyldeblomst – i det hele taget forjætter denne hvedeøl alt det, man altid ønsker sig, men stort set aldrig får af en hvedeøl, fordi de alligevel ender med at smage for tyndt, for surt eller for gæret – og evt. alle tre ting på én gang.

Sødmen går heldigvis igen i smagen. Men man kunne godt have ønsket sig lidt mere tyngde, og gæren formår igen at dryppe malurt – eller i hvert fald sig selv – i bægret. I den første mundfuld mærker man en frisk sødme af æbler, og en rundere én af honning. Men nær ved midten af munden slår smagen fuldstændig om og bliver surt gæret. Kirsebærrene udebliver fortsat. De er faktisk så upræsente, at man ingen chancer levnes for at vurdere, om de er med til at gøre sødmen bedre, eller surheden værre. De er der kun af navn, og ikke af gavn.

Humlen er der til gengæld af gavn. Når skuffelsen efter den afbrudte sødme og gærets overtag har lagt sig efter at brygget er skyllet i halsen, bygger eftersmagen sig langsomt op. Og her mærker man virkelig humlen, som en blød og alligevel kraftfuld essens, der siger op fra svælg, og breder sig over gane, gummer og mandler. Humlen får dermed en rolle i en hvedeøl, som den alt for sjældent har. Som bebuder af lækker og korporlig bitterhed.

To spørgsmål står tilbage. Hvad blev der af kirsebærrene, og hvad er det grill-agtige ved denne øl? Ganske vist blev den langt fra en bundskraber, da den da bestemt yder en vis oplevelse. Men i betragtnings af dens blandede – for ikke at sige forvirrede udtryk, er det lige før, jeg ville mene at Willemoes’ vanderstatning er mere grill-egnet end denne.

Svarene på spørgsmålene blæser i den kolde og fugtige forårsvind, som nok må blæse en stund endnu, før vejrliget egner sig til grillkul, grillpølser og grilløl. Og til den tid er det nok ikke denne, jeg vil vælge at dæmpe smagen af påbrændt kød med.

2-en-halv-stjerne

Chili Pale Ale, Midtfyns Bryghus (Kvicklys Grill-tema 2015 I)

2015-05-09 21.42.59Chili er godt …

Kvickly har doneret fire øl til mig. Det har de gjort helt på eget initiativ, men nok ikke uden forventning om, at jeg smider et par ord om dem her på bloggen. Det skal selvfølgelig nok ske, og Kvickly skal have tak for donationen.

Det er ikke første gang, jeg anmelder øl for Kvickly. Sidste år donerede de et eksemplar af hver øl fra deres Ølfestivalg til mig og de anmeldelser kan læses her. Habilitetsspørgsmålet skal jeg afklare meget kort. Jeg anser det for en langt mindre interessekonflikt at anmelde øl for en forhandler, end direkte for et bryggeri. Begge parter er selvfølgelig interesseret i positiv omtale, men forventningspresset til en god anmeldelse er størst, når den kommer direkte fra producenten. Der er meget mere på spil der, end hos en forhandler, der i tilfælde af svigtende salg hurtigt kan finde sig en ny leverandør.

Uanset hvad har jeg tænkt mig at være lige så hudløst ærlig, som jeg altid har været. Også selv om jeg billedligt talt har fået øllene kastet i nakken.

Overordnet skal det siges om de fire øl, at de tre er fra Midtfyns Bryghus, og den sidste er en Willemoes-øl fra Vestfyen. Som Grill-øl forventer jeg naturligvis, at de evner at spille godt op til brankede pølser, tilsodede hakkedrenge og forkullede bøffer.

Den første øl er en krydret pale ale fra Midtfyns Bryghus. Som det ikke utydeligt fremgår, er den krydret med chili, et krydderi jeg i hvert fald to gange tidligere har haft under kærlig behandling. Den ene gang var klart bedre end den anden. Ellers har en enkelt Grilløl også været på programmet tidligere. Hvis hin Grill-øl skal fungere som forgænger, eller måske endda målestok, er det næppe de mest karakterfulde øl, der er i vente. Snarere vil de nok være præget af en vis letdrikkelighed, som man godt kunne forestille sig, at undertegnede ølblogger ikke vil være udelt tilfreds med.

Brygget blev nydt i godt selskab. Min gode ven Gedved, der er fast gæsteanmelder smagte med, og kom med kvalificerede input undervejs.

Ved opknapning forplanter krydderiet sig omgående i lokalet. Man kunne godt tro, at et middelstort indisk spisested spontant havde materialiseret sig … eller … måske snarere en snask fra Nørrebrogade, da duft af spidskommen og karry til min store ærgelse udebliver. Gedved, derimod, fik associationer til peberspray, men måtte dog hurtigt tilstå, at han faktisk ikke vidste, hvordan indholdet af sådan én egentlig lugter. Og det er nok også bedst.

Brygget tager tid at skænke. Det høje, gullige skum retirerer ikke ligefrem villigt, men matcher til gengæld det flotte, tætte og uigennemskinnelige rødbrune, ufiltrerede bryg. Det er ikke meget øl, der mærkes i duften heller, efter brygget er skænket. Chili fylder faktisk det hele, og jeg er i tvivl om det er dén eller resterne af en viral halsbetændelse jeg kan mærke stikke i svælget.

Smagen er … interessant, og i hvert fald også meget præget af chilien. Brygget er ikke uden fylde, og krydderiet lægger sig som en slags skal uden om. På den måde smager brygget hele tiden af chili, men aldrig så meget, at man ikke samtidig kan mærke, at det faktisk er øl, man har i munden.

Mest er det dog gæren fra øllet, man mærker. Gæren leverer fylden, men også en vis syrlighed, der næppe bidrager positivt. En blød wienermalt kan mærkes, hvis man kigger ordentligt efter, men chili og syrlighed forhindrer den i at træde ordentligt frem.

Brygget er dog oplevelsen værd, endskønt det må siges at være noget ude af balance. Enhver der holder af chili bør prøve den – og jo – hvorfor ikke til grillede bøffer, der måske har fået lige et par minutter for meget på den ene side? Dertil matcher den præsente chili i hvert fald fint. Gedved påpegede desuden, at brygget godt kunne være en god marinade om ikke andet.

Om karakteren var vi rørende enige.

3-en-halv-stjerne

Gunners Ale, Midtfyns Bryghus

2014-09-19 19.28.29Thorolfs valg

Da jeg var i Toft Vin på Islands Brygge for at finde øl til nedtællingen til øl nr. 500 havde jeg muligheden for bare at tage det mest interessante ned for at prøve det. Samtidig havde jeg min ældste dreng, Thorolf med, så hvorfor ikke lade ham vælge én af dem. Som sagt så gjort, og denne øl blev det.

Jeg ville nok aldrig have fundet på at vælge den selv.

Det er en øl, der er brygget som en hyldest til fodboldklubben Arsenal. Og det kræver virkelig sin mand (m/k) at finde noget, jeg er mere indifferent overfor end fodboldklubben Arsenal. Altså … havde det nu været en fodboldklub, jeg hadede – FCK, Tårnby, eller måske endda Glasgow Rangers (men ikke Lazio! Der sætter jeg grænsen!), så ville alene udsigten til, at øllet måske ville være ringe, være motivation nok, til at jeg ville prøve det.

Og det er ikke fordi jeg tidligere er gået på kompromis med min personlige integritet, når jeg har fulgt mit rationale om at alt bryg skal afprøves. Jeg mindes Mikkel Sarboe, kandidat for et parti, jeg ikke ligefrem … lad os bare sige støtter allermest.

Men her er dilemmaet jo et ganske andet. For jeg aner reelt intet om Arsenal, og har ingen holdning til dem. I den engelske række holder jeg med Aston Villa, fordi forsangeren fra et af mine yndlingbands, Barney Greenway fra Napalm Death, holder med dem (døden skal jo have en årsag). Det gør jeg selvom den notesblok, jeg noterer mine anmeldelseskladder på, bærer Liverpools logo. Det er nu i mangel på bedre. Jeg købte blokken i Brugsen Hvalsø (i øvrigt ved samme lejlighed, jeg købte denne 6-stjernede perle) hvor man kun kunne få notesblokke med påtrykte logoer fra fodboldhold. Man kunne vælge mellem blandt andre Real Madrid (over mit skændede, rådne, ormeædte …), Bayern München (hasst wohl ‘nen Hammer geschluckt!), Barcelona (og så måske alligevel lidt for meget Freddie Mercury) – nogle andre, jeg ikke kan huske, og så Liverpool. Okay – den kunne jeg da gå med til.2014-09-19 19.14.37

Men Arsenal … De hører vist nok til i London, men jeg er ikke engang sikker …

Nå, ret skal være ret, og nu hvor øllet er prøvet skylder jeg sgu min førstefødte en tak, for det var oprigtigt en fornøjelse. Ud over smagen – som vi kommer til – skal andre sympatiske egenskaber, såsom at navnet også er skrevet med blindskrift selvfølgelig fremhæves, samt at der brugt … *ah* cascade-humle i brygget.

Det måske mest imponerende er skummet. Eller det er i hvert fald det mest ustyrlige, og uden tvivl det vildeste, jeg hidtil har set. Der er ingen grund til at spilde tiden med at skænke øllet. Det skænker såmænd sig selv i form af et skum, der bare bliver ved og ved, og stadig presser sig op af flasken, når den er kvart fuld. Og når det bliver skænket rejser det sig tilsvarende ustyrligt som en anden paddehattesky over en brintbombe.

Skænkningsprocessen trækker meget ud. Så snart man holder op med at skænke fra flasken titter skummet op over halsen og truer med at glide ned over flasken. Man skal lynhurtigt skænke mere, så brygget ikke går til spilde på bordet. Men samtidig falder skummet i glasset alt for langsomt, og hælder man bare lidt for meget op, har man den samme ballade i glasset. Nøj!

Selve brygget skulle ifølge etiketten nogenlunde matche holdets spilledragter, der altså åbenbart er brunligt grumset orange. Den slags farver er selvfølgelig også populære på spilledragter nu om dage.

Men nu til smagen. Det er det, det handler om. Her er der en stor oplevelse i vente. Jeg vil bestemt anbefale brygget, selv til dem, der har en grund til at hade Arsenal. Der er brugt Centennial og som afsløret, Cascade-humle, og så er det halve af arbejdet jo allerede gjort. Der er også brugt alle mulige malte, men det forstår jeg mig mindre på. Vel, det er faktisk godt, og byder på en rigtig lækkert skarp humleoplevelse.

Fennikel og engelsk lakrids yder en brændende oplevelse, om trænger helt ned i mavesækken. Det er en øl, der ikke bare smages i mund, gane og svælg, men altså langt ned i de indre organer, hvor man blot skal følge flammerne for at spore dens vej. I kæften river det godt i gummer og gane, og lægger sig efterfølgende som et klægt lag af nåletræsharpiks i hele mundhulen.

Det er humleoplevelse, når det er allermest uforfalsket og rent. Hvert et lille nip leverer hele varen, og det er som britisk fodbold, når det er bedst.

Og det vil jo så også sige, at der er nogle ting, der er bedre. Tysk landsholdsfodbold for eksempel – det er bedre. For midt i humlehimlen er der også lidt skyer. Brygget mangler faktisk noget fylde. Det føles faktisk en anelse tyndt midt i alt det stærke, det rivende og det brændende.

Men en skuffelse udarter det aldrig til. Blot en følelse af, at det stadig kunne blive bedre, omend det der er, stadig er alt rigeligt.

5-stjerner

Black Liquorice Stout, Midtfyns Bryghus

Snyd uden ordentlig effekt

Jeg har besluttet mig for, at hver gang jeg anmelder en øl fra nu af og til afrejsen til Irland, vil jeg tage den, jeg har størst forventning til. Sådan kan jeg forhåbentlig stadig nå at anmelde de bedste af de alt for mange øl jeg har tilbage i køleskabet. Således i dag Liquorice Stout fra Midtfyns Bryghus.

Det er jo åbenbart så ‘in’ for tiden at putte lakrids i alt muligt, så hvorfor ikke i øl? Det er nu ikke nogen ny ide – Thisted Bryghus har alle dage tilsat deres Limfjords-Porter lakrids, så hvis Midtfyns Bryghus tror, at de ud over at være trendy også er trendsættende og nyskabende, tager de så grueligt fejl. Øllet blev ellers købt i sommerferien, der også i år gik til København, og det endda på et af de vildeste nye trendsteder – Torvehallerne tæt på Nørreport. Det er bestemt et besøg værd.

Men vi ved også fra Limfjords-Porteren, at tilsat lakrids kan være medvirkende til at skabe endog aldeles vellykkede øl. Duften skuffer da heller ikke, selvom det ikke lige er lakrids, der springer i tankerne først. Det gør derimod … kage. Chokoladekage med et kraftigt indslag af vanille. Det er i sandhed en speciel – og overordentlig velgørende og lovende duft. Farven minder til gengæld meget om lakrids. Det er natsort med brusende lysebrunt skum – måske lige tyndtflydende nok til en ordentlig stout. Brygget er tydeligvis filtreret.

Duftens lovende karakter går desværre ikke igen i smagen. Der mærker man til gengæld i den grad den tilsatte lakrids. Det er ikke en diskret bismag eller et addendum til fylden, sådan som man kender det fra Limfjords-Porteren. Nej, det er en tør, anmassende og stikkende lakridssmag, som man kender det fra rent lakridspulver.

Et interessant indslag, men ikke just øl-agtigt, især når det opleves i den helhed, som det gerne skulle være en del af. Rundt om lakridspulveret mærker man de traditionelle stoutnoter af både sød og brændt malt, karamelsødme og et letbittert og langtidsholdbart humleelement i eftersmagen. Alt sammen sufficient velgørende, omend velkendt grænsende til det trivielle, og det kraftige lakridsindslag formår ikke rigtig at integrere sig i det øvrige smagsindtryk. Det er sådan lidt ved siden af, ikke rigtig afstemt, en mere sammensat end egentlig helt vellykket kombination – omend stadig velgørende, fyldig og aldeles velsmagende, så det er bestemt heller ikke noget mislykket bryg.

Det forbliver dog alt for tydeligt, at lakridsen er tilsat, og ikke formår at indgå som et naturligt element i brygget. Det er en snydeøl, der netop på grund af snyd ender med at mangle den integritet og balance, der ville gøre den rigtigt god.
4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme