Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Midtfyns Bryghus

SMaSH Mosaic, Midtfyns Bryghus

2017-08-05 19.09.06Lidt revanche …

Før jeg skrider til anmeldelse af dagens øl, først en nuancering – om ikke ligefrem en berigtigelse.

I anmeldelsen af BrewDog’s Elvis Juice kritiserede jeg bryggeriet for at være nogle brusebadsposer komplet udstyret med advokater med for meget tid. Teksten var highlighted med et link til en Guardian-artikel, hvis korrekthed der åbenbart hersker noget tvivl om. BrewDogs påstand er, at baren Draft Punk aldrig har eksisteret, samt en indrømmelse om, at nogle af deres andre brandforsvar måske var liiiige lovlig proaktive og dynamiske nok på sigt. BrewDogs forsvar kan læses her. Så må læserne selv vurdere, men jeg vælger at tage dem til nåde.

Nu til den sidste af Midtfyns Bryghus SMaSH-øl.

Midtfyns Single Malt and Single Hops-koncept har indtil videre været en ide af højere kvalitet end øllet har vist sig at være. Uden at øllet har været decideret dårligt, forstås. Det har såmænd været OK og lidt til. Godt har det da smagt, vædet ganen og behaget smagsløgene som det skal har det også – men så heller ikke et gram mere.

Ikke at bryggeriet på nogen måde skal udskammes for at prøve noget nyt. Ideen er som sagt fin. Resultatet er bare ikke helt godt nok til, at denne blogger synes, at produkterne behøves gjort permanente.

Og at denne øl ellers formåede at rette lidt op på et par småkedelige bryg, man i det store og hele havde set før, ændrer ikke det store billede.

Men det dufter da godt. En forfriskende skarp humle liver op i forhold til de andre bryg, der olfaktorisk var noget tamme i det. Den ledsagende tunge fusel giver også brygget en lidt mere faretruende karakter end den venlige amarillo og den rare citra.

Og i smagen kan forskellen rigtig mærkes. En skarp og fyldig humle, krydret med en snas fennikel og smagt til med sødt, friskt forårsgræs. Der er både skarpe tænder i bitterheden sammen med søde aromaer til at levere en mere end komplet amerikansk Pale Ale-oplevelse. Ja – i betragtning af humlens krasbørstighed næsten en IPA-oplevelse.

Desværre holder brygget ikke helt de gode takter, men flader for meget ud undervejs. Det bliver mere og mere letflydende for til sidst at ende som småkedeligt og uengageret.

Men så længe det varede, var det rigtig godt, og ikke bare i orden, eller godt nok. Det var fornemmelsen man fik af forgængerne – man fik hvad man blev lovet, men producenten sørgede grundigt for, at man ikke fik et gram mere.

Sådan er det altså ikke her – omsider.

4-en-halv-stjerne

SMaSH Chinook, Midtfyns Bryghus

2017-07-26 17.28.08Så vild er den sgu’tte …

Betyder ‘Chinook’ ikke ‘den vilde vind’ på Blackfoot-indfødt-amerikansk? Det påstod den navnkundige – og stadig lyslevende – tegneserieforfatter Derib (egl. Claude de Ribaupierre, men det er nok bare for svært at sige for ikke-frankofone – lidt ligesom Georges Remi) i hvert fald i 1. bind af Buddy Longway-serien.

Den holdt jeg meget af som barn. Den var letlæst, spændende og gav mig i modsætning til Giraud’s Blueberry-serie ikke hovedpine – selvom Buddy Longway også var rigtig flot tegnet. Jeg synes i øvrigt også at Girauds sci-fi historier var langt mere interessante, men det er (endnu) et sidespor.

Lidt tilfældig googling bekræfter faktisk i en vis grad påstanden. Chinook betegner ganske rigtigt en varm vind, der opstår på bagsiden af en bjergryg, hvis det regner på samme bjergs forside. Det meteorologiske fænomen skulle først være observeret og beskrevet i det område hvor Chinook-folket bor. Og så tog vinden vist navn efter folket, eller også var det omvendt. Jeg har ikke lige styr på detaljerne, da jeg kun har kendt til denne brug af ordet i få minutter – altså ud over det, jeg som barn læste i tegneserier, så jeg synes, jeg er lovligt undskyldt.

Derib tog til gengæld fejl med hensyn til Blackfoot-oprindelsen, da dette tyder på at være en helt anden lingvistisk størrelse … men det kan selvfølgelig også ligge i oversættelsen.

Chinook-humlen, der som bekendt er den eneste humle i brygget her, jævnfør SMaSH-brandet (Single Malt and Single Hops), er kendt for at smage meget af gran (gad vidst om de bruger den meget på Amager Bryghus) og i øvrigt for at være krydret (ifølge Wikipedia). Malten er Pale Ale Malt og der er brugt amerikansk gær. Bryggeriet mener, at kombinationen gør øllet velegnet til grillet okse- og svinekød. Helt uden at have læst anbefalingen valgte jeg nu at drikke den til falafel-tortillas, som blev nydt i mit boligselskabs gård sammen med mine børn. Det var ærgerligt, jeg ikke havde læst etiketten på forhånd, så jeg kunne have spist vegetarisk i trods i stedet for bare vegetarisk.

Brygget har farve som grumset rav med en nydelig, omend lige lovligt lys skumkrone. Det dufter aromatisk og sødt af hyldeblomst og roser, hvilket ikke lader noget tilbage at ønske i velbehagelighed. Til gengæld savner man måske den karskhed af fyrnåle, som bryggeriet forjætter på etiketten og som Wikipedia ellers også gik og lovede.

Det kommer så i smagen, der byder på mere end adækvat stikkende og kradsende aroma af både grannåle og fyrretræ. Selvom bitterheden er gennemtrængende er den stadig let – ikke ulig en saison, men i virkeligheden nok bare karakteriserende det, den er – en Pale Ale og ikke, som man kunne være tilbøjelig til at tro – en IPA.

Styrken viger endnu mere i eftersmagen, hvor man så småt skal begynde at lede efter den krakilske bitterhed. Man finder den ved tungesider og gummer bag i munden. Dens aroma kan forstærkes en smule hvis man trækker luft ind over brygget, men helt så vild som man kunne ønske den, bliver den desværre aldrig.

Lidt til den magelige side, uden at være kedelig. Vildskaben mangler – der er langt fra tale om en storm, end ikke en stiv kuling, men blot en frisk vind.

En rar frisk vind – indrømmet.

4-stjerner

SMaSH Amarillo, Midtfyns Bryghus

2017-07-14 18.09.27Bedre ide end øl …

Single Malt and Single Hops udgør indholdet af akronymet ‘SMaSH’ som Midtfyns Bryghus har lanceret tre pale ales under. Måske er der endda flere end de tre, men de tre er for tiden lette at få fat på – de forhandles i Fakta til kr. 25,- stykket. Så vidt jeg husker i hvert fald … og det var prisen, ikke supermarkedet, jeg var i tvivl om.

Jeg har reddet alle tre til anmeldelse, og starter altså med denne, der er brygget på Pale Ale Malt og (no shit) Amarillo-humle. Jeg synes, jeg husker et eller andet om, at ‘Single Malt’ var en bestkyttet varebetegnelse, der kun måtte bruges om visse typer skotsk whisky (jeg havde også min Single Malt periode engang). Måske er det derfor, at bryggeriet har valgt et kækt akronym?

Ved åbning afgiver brygget dog kun et fjernt og ikke videre kækt pust af humle. Men at brygget i det hele taget kan fornemmes allerede ved åbning er under alle omstændigheder et plus, så ikke mere brok over det herfra. Brygget er grumset gulbrunt med højt gyldent skum, og ved skænkning får duften også mere kontur. Grape og lime blander sig med en udglattende og venligere note af sød vanille.

Bryggeriet lover faktisk ikke for meget, når de på etiketten angiver, at Amarillo-humlen giver citrusnoter.

Smagen er dog primært bitter – man smager savsmuld af friskskåret hårdt løvtræ, men med et pust af en hel lille frugtkompot på bagkant, hvor hyld blander sig med mango og papaya, garneret med en knivspids fennikel. Gær i eftersmagen bringer desværre også en kende ubalance i oplevelsen.

Brygget kan opfattes som en kraftig, skarp pale ale, eller en jævn IPA – det må læseren selv vurdere. Samlet set er brygget, om man ser det som det ene eller det andet, næppe noget ud over det sædvanlige.

Så er ideen bag akronymet faktisk bedre end det øl, der er kommet ud af det – indtil videre i hvert fald.

4-stjerner

Imperial Stout, Midtfyns Bryghus

2017-02-17 17.59.42Lakrids, lakrids, lakrids …

Denne her har fået lov at stå og hvile lidt. Det må stouts gerne. Jeg købte den tilbage i november måned lige før min fødselsdag, oprindeligt tænkt som en del af programmet til den ølsmagning, jeg holdt for mine nære venner i den oplagte anledning. Forinden må den også have stået en rum tid, for den var nedsat til en flad tyver.

Vi fik også smagt den hin aften, men det skete oven på samme bryggeris Rough Snuff, der øjeblikkeligt måtte gensmages – og så nåede aldrig til at sige noget begavet om nærværende bryg.

Men nu skulle det så være. Brygget lever visuelt fuld op til forventningerne man vil have til typen. Det er aldeles tæt og kulsort med skum som kogende karamelmasse oven på. Viskositeten er også tilfredsstillende tyk. Lakrids udgør bryggets primære olfaktoriske udtryk. På dette tidspunkt i afprøvningen forekommer lakridsen dog ikke så markant, at man ud fra duften ville kunne artsbestemme det mørke rodudtræk.

Det ændrer sig i smagen, hvor den viser sig fyldig og varm, som den nænsomt sødede finske type. Som brygget langsomt kravler gennem munden og rammer bagtunge og gane, skifter den karakter til en mere bidsk engelsk type, der også formår at brænde på vej ned gennem spiserøret og i brystet.

Efterklangen er til gengæld anderledes venlig med autentisk smag af lakridsrod. Det er næsten som at komme i en slikbutik fra det 19. århundrede, alternativt en hipsterlakridsshop på Vesterbro indeværende måned.

Og selvom brygget byder på flere slags lakrids – den søde, den stærke og den friske som man suger ud af den tyggede rod, så kammer det aldrig over … hvis man altså kan lide lakrids, forstås. Aromaen bliver aldrig kvalm, eller på anden måde for meget. Lakridskvantiteten er ganske nøje afstemt, så ingen missmage opstår – som fx den alt for velkendte ’støvede’ smag af lakridspulver, som optræder når brygget har fået lidt for meget – af det, der nu giver lakridssmagen …

… som i dette tilfælde ikke er tilsat lakrids. Det er en ekstra fjer i hatten på bryggeriet, der formår at fremkalde det intense og autentisk lækre lakridsindtryk helt uden at tilsætte så meget som et gram af det.

Det er brygkunst.

5-stjerner

Rough Snuff 2, Midtfyns Bryghus – fra flaske (Fødselsdagsølsmagning 2016 – Afslutning)

2016-11-05-22-48-50Det var bedre …

Der er lysere tider i udsigt her på bloggen. I går aftes fik jeg omsider lagt sidste hånd på min webtegneseriejulekalender med Spelt-segmentet. Det skulle vel senest være sket d. 23. men da stort set alt andet i mit liv blev sat på pause for at få projektet færdigt, har det været en stor lettelse omsider at få det fra hånden.

Nu mangler bare efterslæbet på bloggen … som heldigvis ikke er så stort igen. Min kære storebror var behjælpelig ved at give mig en julekalender fra Thisted Bryghus i fødselsdagsgave. Indtil videre har der kun været bryg, jeg har prøvet før bag lågerne, så når lysten til et humlebryg meldte sig, var jeg heldigvis velforsynet uden at jeg behøvede gøre min liste af ventende bryg længere.

Og skulle det vise sig, at der dukker øl op i dén julekalender, som jeg ikke har prøvet før, så skal de nok blive behørigt anmeldt. Hvilke øl, der gemmer sig bag lågerne, kan man følge på bloggens facebook-side. Nu videre til dagens anmeldelse – den sidste fra min fødselsdagsølsmagning tilbage fra 5. november.

Marcus ville som bekendt ikke give den skænkede Rough Snuff karakter, på grund af mistanken om, at netop skænkningen havde berøvet brygget noget af dets kant og smag. En af de indtil videre hemmeligholdte detaljer om min fødselsdagsølsmagning er imidlertid, at jeg oprindeligt troede, at jeg kun ville få besøg af Marcus den aften. Gedved stødte først til senere – efter at jeg havde købt to eksemplarer af hver øl, jeg havde tænkt mig at smage.

Så var der én til hver, tænkte jeg, uden at skænke det en tanke, at hvis Marcus og jeg alene skulle drikke en hel af hver øl, så – ja, lad os bare sige, at vi nok ikke var nået igennem dem alle sammen, i så fald. Men selv med Gedveds mellemkomst, var der nok i 0,33-liters-øllene til, at en enkelt af dem kunne levere adækvate smagsprøver til alle parter.

Til gengæld betød min lidt for rettidige indkøbsomhu, at vi nu kunne tage højde for Marcus bange anelser og prøve brygget direkte fra flasken. Ja – vi var tre mand høj, der alle pattede på samme flaskeåbning, og ud over at dele mundbakterier, der udmærkede sig ved at vi alle tre ikke blev det allermindste syge efterfølgende, blev brygoplevelsens dimensioner faktisk uddybet væsentligt.

Der var mere af det hele. Både lakridssmag og kaffebitterhed trådte mere frem på en meget tydeligere og fyldigere chokoladebund. En poetisk uddybning af dette må læserne desværre have til gode, da mine notater til denne smagning nr. 2 er såre sparsomme. Men det kan altså bestemt anbefales at drikke dette bryg direkte af flasken i stedet for at skænke det.

Den eneste anke nogen af os kunne anføre var, at brygget – hverken skænket eller flasket (perf. part. af verbet ‘at flaske’) var særlig rough. Selv lakridskanten er, trods en antydning af salmiak, fortrinsvis rar og lindrende på eventuelle halssmerter. Ingen af smagsnuancerne yder nogen brutalitet i udtrykket, men kun varme og knugende venlighed.

Vi havde ellers fundet på så mange fine overskrifter til gensmagningen – herunder the re-snuffening eller re-roughening … Men begge dele ville have foregøglet en langt mere fandenivoldsk oplevelse, end der egentlig blev lagt op til.

Karakteren var vi igen rørende enige om, og glade var vi for, at aftenen sådan blev sluttet af med bravour.

5-stjerner

Tak til Marcus og Gedved for, at de ville være med til at lægge gane og tålmodighed til mit hidtil længst prokrastinerede tema.

Rough Snuff 2, Midtfyns Bryghus (Fødselsdagsølsmagning 2016 VII)

2016-11-05-22-48-50

Måske hellere i glas?

Ja, ølbloggeriet er godt nok kørt en smule fast. Undskyldningen er min tegneseriejulekalender, der næsten har taget alt min fritid. Helt færdig er den ikke endnu, men jeg kan mærke, at jeg ikke længere magter at have nærværende hængeparti liggende længere, så nu må og skal det gøres færdigt. Om det så ikke bliver helt så udførligt som jeg plejer.

Siden sidst er verden blevet et lidt lysere sted – undtagelsesvis. Dakota Access Pipelinens rute bliver øjensynligt lagt om, den italienske premierminiester får ikke uindskrænket magt over hele universet (og heller ikke over Italien) og Østrig har valgt ikke at vælge en nynazist til præsident.

De indledende øvelser er hermed overstået, og jeg fortsætter til anmeldelsen. Rough Snuff 2 er Midtfyns Bryghus forsøg på at genbrygge en øl, der blev forbudt, fordi der blev brugt tobak i produktionen. Det må’s man ikke – muligvis endda af gode grunde. Jeg forestiller mig ikke at tobak er sundt at indtage i nogen former. Rough Snuff 2 skulle være det tætteste, bryggeriet kunne komme på det oprindelige resultat uden brug af tobak.

Brygget udløser aroma straks ved åbning med en fortrinsvis sød duft af rosiner og krop af rødvin. Smagen er mild, blød og rar, men formåede åbenbart stadig at bide i de blister, jeg havde ved gummerne aftenen før min fødselsdag – ja, vi er som bekendt stadig i gang med ølsmagningen på hin fødselsdagsaften.

Marcus noterede sig både god sødme og bitterhed, men ikke meget ‘rough’ …

Og det er så her mine noter slipper op efter en kort passus om, at Marcus foreslog, at man måske skulle have drukket brygget af flasken. Jeg kan huske, hvordan jeg fortalte vidt og bredt om de meget fine amerikanske IPA’er, Martin Guldhammer havde med fra USA, og hvordan jeg fik dem udleveret af Paul Hertz.

Det inspirerede os til et lille eksperiment, der vil blive gennemgået i næste indlæg.

Brygget, der altså blev nydt i glas fik af …
Gedved

3-stjerner

Kaj

4-en-halv-stjerne

… mens Marcus helt afstod fra at anmelde brygget, når det var skænket i glas. Han mente slet ikke at brygget fik lov til at folde sig adækvat ud i det medie.

Chili Tripel, Midtfyns Bryghus (Fødselsdagsølsmagning 2016 VI)

2016-11-05-21-59-27Bedre på flaske …

Allerførst en berigtigelse. Jeg har tidligere rost men hyppige medanmelder Gedveds meritter som marathonløber. Men jeg er vist kommet til at give det indtryk, at Gedved kun har løbet Copenhagen Marathon to gange – sidste år og i år, men det er forkert. Helt forkert. Gedved har løbet Copenhagen Marathon tre gange. Første gang var i 1992 – endnu tre år før jeg mødte Gedved for første gang. Dengang løb han i tiden 4:31:44 mod 4:08:51 i 2015. Alderen er åbenbart ikke kommet i vejen på de 23 år, der gik imellem. Gedveds personlige rekord er i øvrigt 3:50:46, sat i Altbierens hjemby, der så vidt jeg kan Wikipedia’e mig frem til, er Düsseldorf.

Så skulle det vist være sat på plads.

Jeg indrømmer blankt, at der er blevet længere mellem anmeldelserne. Årsagen er den enkle, at jeg har været meget optaget af mit store julekalenderprojekt på min anden blog, Spelt-segmentet. Det kommer næppe som den store overraskelse, at 2. del så dagens lys i dag. Nåede man ikke starten, kan den ses her. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at julekalenderen i skrivende stund ikke er gjort færdig endnu – og jeg vil helst være helt færdig med den, før jeg sådan for alvor går i gang med øllene igen. Weekenden åbner for en mulighed for at få gjort netop det – men hvis jeg kender mig selv ret, skal jeg nok blive forsinket alligevel …

Men mit fødselsdagsarrangement skal i hvert fald ikke hænge i Limbo længere. Det næste punkt på programmet aftenen før min fødselsdag, der efterhånden føles som meget lang tid siden, var Midfyns Bryghus‘ Chili Tripel, som jeg havde prøvet fra fad på Copenhagen Beer & Whisky Festival i august. Der hersker en udbredt fordom om, at øl altid er bedst fra fad. Det er imidlertid ikke altid tilfældet (Spoiler! Netop den pointe vil kunne udledes af dette indlæg) og derfor var jeg heller ikke lunken ved tanken om en triviel gentagelse af oplevelsen fra ølfestivalen, der altså bestemt ikke var helt oppe at ringe.

Tværtom skulle det højorange bryg snart vise sig at blive aftenens overraskelse. Da brygget valgte ikke at dufte af særlig meget blev der hurtigt skredet til smagning. At brygget fra start valgte at yde en fyldig sødme af honning og mørk sirup kom bag på os alle. En blød, rund maltkrop der var noget så rar at lade balancere på tungen, for så at lade den vælte rundt i hele mundhulen til mere end bare almindelig velbehagelighed.

Som Marcus bemærkede, er navnet næsten overkill. Brygget skulle ikke være navngivet ‘Chili Tripel’ da man derved får den opfattelse, at det smager meget af chili. Men i stedet for at svitse mundhulens slimhinder af, demonstrerer brygget aldrig så fint hvad det er, chili kan ud over at brænde.

“Chilien er en bagstopper, der både understreger Tripel-sødmen, men også forhindrer den i at blive kvalm. Den er en perfekt gennemført øl og ikke en gimmick-øl, hvor man bare har tilføjet chili fordi man kan. Brygget er en Tripel med chili og ikke en chili-øl.”

Marcus tilføjede – lidet overraskende – at den var den bedste chili-øl, han nogensinde havde prøvet.

Gedved var ikke mindre begejstret. Ud over at mene, at han kunne ane aroma af jordbær, bemærkede han, at brygget også varmer godt ned gennem halsen. Dér smager man faktisk chilien, men igen ikke så meget som en skarpt brændende smag, men derimod netop som en rar varme, der endda fortsætter et stykke tid nede i centrum af kadaveret. Men aldrig i en grad så det bliver bare antydningsvis ubehaveligt.

Om dette lille mesterværk, der muligvis har vundet på dels at blive tappet på flaske, dels at få lov at stå et par måneder, var vi rørende enige om karakteren. Det blev til tre gange …

5-stjerner

Chili Klaus Ghost, Midtfyns Bryghus (Humle-Hængeparti III)

2015-06-05 19.15.09Det kan åbenbart fungere …

Efter den nogenlunde indledning og den skuffende fortsættelse måtte vi prøve et eller andet, der som minimum kunne levere en eller anden form for oplevelse. Valget faldt på et bryg, som Midtfyns Bryghus har skabt sammen med den noget hypede Chili Klaus.

Jeg kan som bekendt godt lide chili, men i øjeblikket skal det puttes i alt, ligesom lakrids for ganske få år siden, og det er så småt begyndt at hænge mig noget ud af halsen. Øllene er som bekendt ikke gået ram forbi. Så sent som da Kvickly sidst kylede øl efter mig skulle jeg arbejde mig gennem én i en efterhånden længere række af større og mindre skuffelser. Rigtig godt har det i hvert fald aldrig været, og som hovedregel har chilien været dårlig integreret og på en underlig måde smagt ved siden af øllet, hvis ikke den ligefrem har overdøvet det.

Forventningerne var ikke anderledes ved denne øl, der er krydret med, hvad der angiveligt skulle være verdens stærkeste naturligt dyrkede chili. Den benævnes ifølge etiketten ‘Ghost’ fordi sjælen kortvarigt skulle forlade kroppen, når man spiser den – så stærk er den. Så selvom brygget måske ville smage for lidt af øl, og for meget af chilien, kunne chilien måske undtagelsesvis i sig selv udgøre en oplevelse.

Brygget skummer kun svagt, men er til gengæld nydeligt appelsinfarvet iblandet højrøde noter, der i det ufiltrerede bryg spiller flot op mod det orange. I duften mærkes chilien såmænd også, men den er overraskende tilbagelænet i betragtning af advarslerne på etiketteksten. Et øjeblik frygtede jeg, at der blot var tale om noget uinteressant chilivand, men det måtte smagningen jo afgøre.

Brygget indleder ganske blidt. Det er fyldigt, fløjlsblødt i mundfornemmelsen, og formår endda smage lidt af sød honning. Snart sætter chilien ind, og den kan bestemt mærkes, men brygget vedbliver med at være fyldigt. På den måde bliver det ved med at føles som øl og ikke bare en væske med chili i. Chilien i sig selv formår faktisk også at smage og ikke bare brænde. Den er kraftig – ja, men også rund i smagen, og fyldig, hvilket nok er øllets skyld.

På den måde formår chili og øl faktisk at arbejde sammen og gå op i højere enhed. Det er både en rar og velsmagende øl, og den river rigtig godt i brystkassen, når man synker den. Igen brænder det ikke bare, det føles også godt.

Et vellykket eksperiment udi alternativ ølkrydring, der ikke desto mindre stadig er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at chili ikke gør sig godt i øl. Desuden er brygget dyrt – kr. 43 for en halv liter er alligevel i den pebrede (undskyld, jeg kunne ikke lade være) ende.

4-en-halv-stjerne

Double India Pale Ale, Midtfyns Bryghus (Kvicklys Grill-tema 2015 IV)

2015-05-19 18.16.53Se DÉT er en øl!

Jeg skal gerne indrømme, at jeg gemte det, jeg havde de højeste forventninger til til til sidst (ja, antallet af til’er efter hinanden giver faktisk mening – tag den! Øv bøv bussemand sure tæer i saftevand (wow, aftenens øl slog hårdt … pas nu på!)) Og som man måske allerede nu kan fornemme blev jeg ikke skuffet. Forventningerne blev indfriet – og mere til.

I det hele taget var mine forventninger til Kvicklys Grill-tema ikke overvældende. Der er grænser for, hvor kontroversielt øl et stort, bredt supermarked som Kvickly vil have stående på hylderne – især når det er Grill-øl, der er tale om. Øl, der skal kunne bælles en masse, og som skal smage af én mere, når bøfferne brankes og pølserne forkulles, er ikke lige dén slags øl, jeg finder mest interessant.

Så jeg havde måske også forventet en lidt mere lettilgængelig IPA end det aromatiske monster, Midtfyens Bryghus har gæret frem. IPA-duften er umiskendelig, og allerede i bouquet-fasen langt hinsides, hvad jeg havde drømt om. Bergamotolien er umiskendelig, og humlen forstærker den og får den til at både rive og flå i næsens slimhinder. Man vil kende Bergamotolien fra Alteabolsjer, der ellers dufter blødt. Men denne IPA bryder rammerne for, hvordan bergamotolie dufter. Sådan dufter bergamotolie, når den er stærk som ingefær. Og det endda helt uden, at man behøver at tilføje ingefær. Skal man tro bryggeriet består dette bryg kun af gær, vand humle og malt. Og det bliver det bestemt ikke ringere af.

Visuelt er brygget kobberrødt og uigennemsigtigt. Skummet er letgyldent og ganske cremet uden dog at være ekstraordinært. Før jeg glemmer det, kan jeg allerede nu fortælle, at restgæren ingen effekt har på smagen – det er det gavmilde kvantum humle simpelt hen for kraftigt til.

Og her, hvor man ikke kan uddele roser nok (et mildt pust af roser kan vel egentlig også spores i bouqueten) opdager jeg, at jeg ikke engang er kommet til smagen endnu.

WOW! Dét er en IPA! Aromaen fylder omgående gabet. Den intense fylde breder sig eksplosivt i mundhulen, så man næsten frygter, at ganen flækker på langs og aromaen sprøjter som geysere op i næsehulen og helt op i hjernekassen til alskens ulykke og tænders gnidsel. Det sker så heldigvis ikke, men gyset for at det vil ske det er faretruende præsent.

Brygget brænder – igen med en bund af bergamotolie og brændende smag af både ingefær og chili. Ja – øllet brænder faktisk lige så meget, som temaets første  Chili Pale Ale – men uden at et gram chili er tilføjet mæsken.

Man hensættes i et lille IPA-paradis, hvor også eftersmagen er en nydelse. Den er rundere, men stadig kraftig. Humlen træder her frem, og er egentlig bare humle – bitter og kras, og alligevel rund, nydelig og frisk.

Igen må jeg stille mig tvivlende i forhold til, om brygget er specielt grill-egnet. Jeg erklærer det til gengæld på stedet egnet – til stor stor nydelse, hvor som helst, når som helst. Skulle jeg strande på en øde ø og kun måtte tage én øl med, så kunne det sagtens blive den her.

Det er noget nær den bedste afslutning, jeg kunne have ønsket på Kviklys Grill-tema. Dette brygs kvalitet overgår langt, hvad jeg troede, man kunne finde på mainstreamsupermarkedernes hylder, med mindre der er tale om kortvarige tilbud. At den udgør en del af et større temaudspil fra Kvicklys side, øger både min overraskelse og begejstring. I sandhed well done, at Kvickly gør øl af denne kaliber almindeligt tilgængeligt, og i øvrigt rigtig godt skuldret af Midtfyns Bryghus for en af de bedste  IPA’er jeg har prøvet.

6-stjerner

 

Her til slut skal der lyde endnu en tak til Kvickly for at donere de fire Grill-øl. Jeg tager det som et tegn på, supermarkedet finder mine skriverier relevante for at få kendskabet til deres udvalg ud til et større publikum. Jeg tager gerne en tørn igen, såfremt kvaliteten blot er sammenlignelig med, hvad den har været i forbindelse med dette tema.

Kirsebær Wit, Midtfyns Bryghus (Kvicklys Grill-tema 2015 III)

2015-05-15 19.24.10Drikkelig wit …

Den må siges at være den øl, jeg frygtede mest af Kvicklys fire ny Grill-øl, uberettiget, skulle det vise sig. Men jeg har det lidt på samme måde med frugt i øl, som teentusiaster har med frugt i te. Det er ikke lige min kop kaffe, selvom jeg ville have det endnu værre med frugt i kaffen. Den foretrækker jeg kulsort og uden dikkedarer af nogen art.

Ud over frugten – eller bærrene, om man vil. Den slags distinktioner er vist temmelig arbitrære og sjældent fagligt funderede – er wit heller ikke lige min kop kakao. Den belgiske hvedeøl, er ligesom anden hvedeøl gerne noget tyndbenet, og jeg synes oftere, den har været sur at drikke, snarere end nogen egentlig nydelse. Så det er ikke så mærkeligt, at jeg bliver en kende bekymret på vegne af velsmagen, når frugt og wit kombineres.

Det skal dog også indskydes, at belgierne også er sluppet heldigt fra at blande netop kirsebær i øl. De øl var dog af den vildgærede slags, og dertil kommer, at folkene der står bag denne øl ikke er belgiere, men pæredanske bryggere fra det midtfynske. Men måske er en dansk wit til at holde ud?

Visuelt halter brygget dog voldsomt efter sit belgiske forbillede. Der er næsten ikke noget skum overhovedet at se. Man skal faktisk hælde ret voldsom for overhovedet at få det til at dække hele øllets overflade i et ellers smalt weissbierglas. At brygget er ufiltreret viser sig desuden ikke udpræget. Det er kun lettåget, og ellers højgult, næsten orange i sit ydre. I duften er der til gengæld ingen kirsebær at spore. Derimod er der en blød honningsødme, et syrligt men forfriskende strejf af græs, appelsin og lime, et friskt sommerligt pust af hyldeblomst – i det hele taget forjætter denne hvedeøl alt det, man altid ønsker sig, men stort set aldrig får af en hvedeøl, fordi de alligevel ender med at smage for tyndt, for surt eller for gæret – og evt. alle tre ting på én gang.

Sødmen går heldigvis igen i smagen. Men man kunne godt have ønsket sig lidt mere tyngde, og gæren formår igen at dryppe malurt – eller i hvert fald sig selv – i bægret. I den første mundfuld mærker man en frisk sødme af æbler, og en rundere én af honning. Men nær ved midten af munden slår smagen fuldstændig om og bliver surt gæret. Kirsebærrene udebliver fortsat. De er faktisk så upræsente, at man ingen chancer levnes for at vurdere, om de er med til at gøre sødmen bedre, eller surheden værre. De er der kun af navn, og ikke af gavn.

Humlen er der til gengæld af gavn. Når skuffelsen efter den afbrudte sødme og gærets overtag har lagt sig efter at brygget er skyllet i halsen, bygger eftersmagen sig langsomt op. Og her mærker man virkelig humlen, som en blød og alligevel kraftfuld essens, der siger op fra svælg, og breder sig over gane, gummer og mandler. Humlen får dermed en rolle i en hvedeøl, som den alt for sjældent har. Som bebuder af lækker og korporlig bitterhed.

To spørgsmål står tilbage. Hvad blev der af kirsebærrene, og hvad er det grill-agtige ved denne øl? Ganske vist blev den langt fra en bundskraber, da den da bestemt yder en vis oplevelse. Men i betragtnings af dens blandede – for ikke at sige forvirrede udtryk, er det lige før, jeg ville mene at Willemoes’ vanderstatning er mere grill-egnet end denne.

Svarene på spørgsmålene blæser i den kolde og fugtige forårsvind, som nok må blæse en stund endnu, før vejrliget egner sig til grillkul, grillpølser og grilløl. Og til den tid er det nok ikke denne, jeg vil vælge at dæmpe smagen af påbrændt kød med.

2-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme