Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Mestansky Pivovar Havlickuv Brod

Rebel Cerny, Mestansky Pivovar Havlickuv Brod

God kaffebitterhed
 
Rebel Cerny (med en accent aigu over c’et, som mit tastatur ikke tillader mig at lave) er Rebel Original Premiums mørke broder. Jeg havde det nok på fornemmelsen, da der var to forskellige øl i Faktas famøse tilbud på specialøl med navnet ‘Rebel’. Den ene flaskes etiket havde et lidt mørkere mønster, og bar tilføjelsen “Cerny”. For dem, der ikke kender til slaviske sprog ligger det nok mindre for, at kunne gætte øltypen, end når der står “Original Premium” som det var tilfældet på den lyse udgave, der allerede er blevet anmeldt tidligere. Når øl hedder noget med ‘original’ eller ‘premium’ kan man med en vis sikkerhed regne med, at det ikke er nogen af delene, men derimod en standardøl af pilsnertypen. På dette punkt overraskede Rebel Original ikke.
 
Vel, tilbage til “Cerny”, der ifølge Google Translate betyder “sort” på dansk. Det var nu ikke sådan, jeg fandt ud af det. Jeg anede en etymologisk lighed med det russiske ordчëрныйfra undervisningen i gymnasiet, og formodede, det betød det samme på tjekkisk som på russisk, bad derefter Google Translate oversætte “sort” til tjekkisk og – bingo – frem tonede ordet “Cerna” – som garanteret er det samme ord, bare i en anden grammatisk form. Jeg skal ikke gøre mig mere klog på de grammatiske og filologiske implikationer bag formen, da jeg ikke er kyndig udi tjekkisk. Hørt har jeg dog, at det er langt mere komplekst grammatisk end russisk, hvilket ikke skræmmer mig efter at have stiftet bekendskab med både oldgræsk og sanskrit. Derfor skal jeg dog alligevel ikke gøre mig klog på et sprog, jeg ikke behersker.
 
Ikke desto mindre må man sige, at undertitlen ‘sort’ passer meget godt til dagens øl. Den er bogstaveligt talt mørk som natten, og jeg tror ikke før, jeg har set en bajersk øl, der var så mørk. Skummet lader til gengæld en smule tilbage at ønske. I forhold til det mørke bryg, synes skummet både lidt skrøbeligt og ikke helt mørkt nok. Lidt ligesom skummet, er duften også en smule tam. Den er mestendels sød, men mangler styrke og fylde.
 
Så går det noget bedre med smagen. Hvis man har undret sig over ølanmelderes sammenligninger af øls smag med kaffe og chokolade fx, skal man prøve at drikke en Rebel Cerny. Jeg har aldrig smagt en øl, hvis smag mere fortjener at blive sammenlignet med kaffe. Den smager simpelt hen af kold kaffe, hvilket er fint for nogle og mindre fint for andre. I dette tilfælde burde jeg være andre, for jeg bryder mig ikke om kold kaffe (og iskaffe har jeg ingensinde forstået). Men af en eller anden grund er det i orden, når der er tale om bajersk øl. Her er kaffebitterheden overraskende i sin autenticitet samtidig med, at den bare smager af så overordentligt meget mere, end sin lyse broder.
 
Men træerne vokser ikke ind i himlen. Nok har øllet en velsmagende og aromatisk bitterhed, men det savner andre smagsindtryk, samtidig med at bitterheden aldrig når ud til visdomstænderne og svælget. I det samlede billede kommer Rebel Cerny dermed til at synes en kende usofistikeret, og ikke helt så karakterfuld, som den kunne være, hvis bare der havde været lidt mere intensitet i smagen, eller den havde haft andre smagsindtryk.
 
Alt andet lige er det dog en ganske velsmagende øl, der passer godt til efterårets rodfrugter og vinterens mørke kød.
 
Så nyd den og nyd det mørke kød, før d. 1. juli 2011, hvor regeringens tåbelige fedtskat træder i kraft. Fedtskatten, der vil gøre det billigere at give jeres poder lyst toastbrød med syltetøj med i madpakken, fremfor rugbrød med magert kødpålæg. Fedtskatten, der er formuleret uden faglig bistand fra fødevarestyrelsen, og derfor overhovedet ikke er lavet ud fra sundhedsmæssige hensyn, men alene ud fra ønsket om at lukke et hul i statskassen. Fedtskatten, der vil gøre en pose chips 50 øre dyrere, mens ½l flaske olivenolie, inklusive gavnlige antioxidanter og vitaminer vil blive knap to kroner dyrere.
 
Det er muligvis det dummeste regeringen indtil videre har gjort på fødevareområdet. Jeg siger muligvis, fordi jeg ikke længere kan hitte rede i alle de tåbelige initiativer de er kommet med på alle de områder, hvor de har noget at skulle have sagt. Jeg håber i den grad på et valg og en ny regering så snart som muligt, så denne galimatias prompte kan annulleres.
 
Men set i bakspejlet lader det til, at jo mere idioti, der ligger bag en politisk beslutning, desto mere popularitet vil den vinde i befolkningen. Jeg gør mig derfor ingen illusioner om, at vi får en ny regering, endsige da, at denne politik ville blive ændret hvis vi rent faktisk fik en ny regering. Den danske befolkning ønsker stærke ledere, der med Orwells ord til evig tid tramper befolkningen i ansigtet med en støvle. Det er læren af de sidste ni år i dansk politik. Tillykke med det, Fogh og Løkke, denne sindelagsændring i den danske befolkning er i sandhed jeres fortjeneste.

3-en-halv-stjerne

Rebel Originál Premium, Mestansky Pivovar Havlickuv Brod

1-en-halv-stjerne

Navnet på bryggeriet bag dagens øl er lidt af en tilsnigelse fra min side. Mit tastatur tillader mig ikke, at lave de rigtige diakritiske tegn, såsom en nedadpegende circumflex over ‘C’ eller bolle over ‘U’. Det er heller ikke første gang, jeg har haft dette problem – man får det hurtigt, når man anmelder tjekkisk øl – men jeg har indtil nu valgt at forbigå det i tavshed. Da jeg så småt var kommet i bekneb med udenomssnak og anekdoter, tænkte jeg, at tiden var kommet, til at tage det spændende emne “Diakritiske Tegn i Slaviske Skriftsprog” op til kærlig behandling.

Spøg til side. Selvom jeg faktisk finder emnet overordentligt interessant, ved jeg også, hvad der skræmmer potentielle og eksisterende læsere væk. Jeg vil i stedet blot nøjes med at sige, at jeg har valgt ikke at installere tjekkiske tastaturinstillinger på min computer, da jeg forsøger at holde nogenlunde orden i mine drivere. Læserne og navnlig bryggeriet må derfor tilgive mig for ikke at besidde tilstrækkelige softwareredskaber til at kunne gengive bryggeriets navn ortografisk korrekt.
Navnet på øllet er til gengæld gengivet 100% korrekt, og betyder også netop det, man tror: En Rebel! Dette må nødvendigvis stille visse krav til øllets karakter. Man må forvente, ikke bare noget specielt, alternativt og anderledes, men så sandelig også noget, barskt, fandenivoldsk og revolutionerende!

Den er i hvert fald købt som spotvare i Fakta, hvor den for tiden markedsføres som specialøl (se billeder), så at den skulle være noget specielt er ikke hentet ud af den blå luft. Men som nogle måske vil huske fra mine allerførste indlæg, skal der ikke meget til, før en øl kaldes for specialøl i et dansk discountsupermarked. Det er faktisk nærliggende at tro, at øllene markedsføres som specialøl af den simple grund, at de kommer fra udlandet. Dette anses for at være så specielt i Danmark, at Fakta mener, man kan sælge den som specialøl og uden videre fordoble prisen i forhold til, hvad en almindelig halv liters øl koster.
Umiddelbart ligner Rebel Originál da også en ganske almindelig pilsner, når den skænkes. Farven er jævnt gulorange med hvidt, skrøbeligt skum. Den dufter en kende sødere end hvad man er vant til og har ikke danske pilsneres friskhed. Dette behøver dog ikke være nogen ulempe, da denne friskhed ofte er et tegn på, at pilsneren er endog særdeles tyndbenet.

Aromaen er let bitter med en ikke helt usubtil sødme og en fylde kraftig nok til, at man undgår at øllet føles decideret vandigt. Humlearoma og fylde synes dermed vel afstemt, i og med at der er cirka lige lidt af begge dele. Efterhånden som man kommer ned i bunden af øllet bliver de bagerste smagsløg da blidt prikket til af en vis humleagtig bitterhed. Men igen er det alt for blidt. Eftersmag er der heller ikke meget af, den er nærmest ikke-eksisterende. At øllet ikke er direkte vandigt, er forøvrigt ikke nogen kvalitet, for det er i det hele taget ikke en kvalitet, at en øl mangler negative træk. Det ændrer heller ikke ved det faktum, at en Rebel Originál hverken er speciel eller rebelsk, endsige da revolutionerende. Den er faktisk regulært tynd.
 
Et fy skal lyde til Fakta for at bilde deres kunder ind, at der er tale om en specialøl. Der er tale om en standardøl, og endda en halvkedelig en af slagsen. Og den slags skal man give 13,- kr. for … I guder! Der skal ikke lyde en direkte kritik af det tjekkiske bryggeri for at lave kedeligt øl. De gør såmænd ikke andet, end hvad de fleste danske bryggerier gør. Men at sælge den slags som specialøl læner sig op ad falsk varebetegnelse, og dette bliver ikke det sidste læserne hører om Faktas egne lemfældige stilartsdefinitioner.
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme