Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Løkken Bryghus

Det’ bare Løkken – Afslutning

“Øllene fejler jo ikke noget!
… eller … det ved jeg jo ret beset ikke, før jeg har prøvet dem.”

Med de ord indledte jeg tilbage i starten af November måned temaet ‘Det’ bare Løkken’, der altså nu har strukket sig vel over tre måneder. Men som jeg godt nok meddelte (læs: advarede) bryggeriet om, før de sendte pakken, ville jeg anmelde øllene i mit eget tempo, og i øvrigt lige så hudløst ærligt som jeg altid gør. Det er vældig rart, at bryggerierne sender mig smagsprøver af deres bryg – men som blogger, anmelder og [ydrk!] influencer er det mit lod uanset hvor søde producenterne er at anmelde hudløst ærligt. Jeg er forbrugernes blogger og ikke reklamesøjle for producenterne.

Off to a good start …
Ét vil jeg unde Løkken Bryghus fra starten af: Deres markedsføring er dybt sympatisk og noget, jeg kan stå helt inde for. Både bryggene under eget navn og under det alternative brand Bryggeriet Vestkysten har fundet inspiration i Vendsyssels kultur, historie, geografi og sprog. Forankringen i det nordjyske, er tydeligt noget, bryggerne i badebyen er stolte af, og at ville dele lyksalighederne ved Udkantsdanmark er noget, man som indbygger i Thy meget nemt kan påskønne.
Det startede i øvrigt også rigtig godt med pilsneren Jøwt. Den lovede ikke for meget med sit navn, og bryggeriet fortjener al hæder og ære for at have skabt en pilsner, der netop er mere end bare en pilsner, man kan hælde i sig på en varm sommerdag. En pilsner, der rent faktisk smager af noget, og skiller sig afgørende ud fra det brede, tyndtflydende udvalg af industriprodukter.

Trend …
Drageglasset kom da også frem til den næste øl, Rajfog, hvis navn varslede storm og uvejr. Det blev desværre kun til lidt støvregn og i bedste fald en jævn vind fra vest. Det skulle heller ikke være sidste gang, Løkken Bryghus’ bryg lovede mere end de kunne holde, og viste sig små- til jævnt kedelige – faktisk var det starten på en trend.
Med andre småkedelige indslag som Elsebeth Gyldenstjerne og Løkkendarisk, skrev Løkken Bryghus sig grundigt ind i en tendens, som jeg noterede greb om sig sidste år: mikrobryggerierne brygger i stigende grad ikke længere til et kvalitetsbevidst forbrugersegment, men forsøger at ramme bredt ved at lave nogle produkter, der ikke skræmmer smagsløg, der kun er det letgenkendelige og -tilgængelige bevendt væk. Højdepunkterne – såsom Kavt og Løkken Badehus formåede næppe at skille sig markant ud, men var kun små, bløde bakker på en mestendels flad strækning, med roemarker så langt øjet rakte til alle sider.

Hvorfor …?
Og så alligevel ikke helt. For der var selvfølgelig dalene. Og de var temmelig dybe.
Nedturene startede med Julefryd. År 2020’s første juleøl på bloggen var en gedigen skuffelse, der næppe var julet i sit udtryk. Rubjerg Fyr smagte mest af vand – et imponerende tæt mørke til trods – men mest af alt måtte jeg undre mig over de tre øl, Løkken Bryghus lancerede under det separate brand Bryggeriet Vestkysten.
Brilleabe, Bandit og Skagen Bunker scorede henholdsvis to, én og halvanden stjerne ud af de seks, der er bloggens topkarakter. Ideen med at lancere bestemte – typisk kvalitetsbevidste – bryg på et separat mærke er velkendt. Indslev har fx Ugly Duck Brewing, der er bryggeriets eksperimentelle gren. Løkken Bryghus lader imidlertid til at have vendt konceptet på hovedet; deres separate brand har de åbenbart reserveret til de bryg, de har gjort særligt umage med ikke at få til at smage af noget. Forstå det hvem som kan – jeg kan i hvert fald ikke, og hvor jeg langt fra er afvisende over for at prøve Løkken Bryghus’ øl i fremtiden, vil jeg nok lade Bryggeriet Vestkystens øl stå – de er ikke anstrengelsen, det er at skænke og løfte glasset, værd.

Saving grace …
Det er måske hårde ord, men hey … det er mig. Og noget godt er der da også at sige. Nok var jeg uklog nok til at afslutte temaet med Skagen Bunker fra Bryggeriet Vestkysten og derved runde temaet af med et antiklimaks. Men den næstsidste øl, Narrevorn viste sig jo at være en mere end hæderlig stout, som Løkken Bryghus fortjener al hæder og ære for.
Noget godt kom der også ud af Bryggeriet Vestkysten. Kort efter at have taget fat på temaet, røg mig favoritdrikkeglas på gulvet. Men med i pakken med øl fra Løkken Bryghus fulgte også to glas; et for hvert brand, og glasset fra Bryggeriet Vestkysten blev straks adopteret som mit nye yndlingsglas.

In conclusion …
Fejlede øllene så noget eller ej? Teknisk set ikke – der var ikke gået infektion i nogen af dem, eller andre slige grimme ting. Til gengæld fejlede indtil flere af dem altså, når det gjaldt underholdningsværdien. En jævn søndagstur med bløde bump, dybe, mørke dale og et par substantielle bakketoppe med en udsigt, der vitterlig var værd at tage med – det er det ultrakorte resumé af et tema, der under alle omstændigheder blev for langt til at kvaliteten kunne bære.
Løkken Bryghus skal nu have tak alligevel. Jeg tager gerne imod deres brygeksperimenter igen, hvis de skulle have lyst til at sende mig mere – og læserne skal endnu engang have anbefalingen af bryggeriets pilsner og stout med.

Og resten … ja – man går altså ikke glip af det store, hvis man ikke lige kommer forbi.

Narrevorn, Løkken Bryghus (Det’ bare Løkken XI)

Et sort glimt af håb …

Pauserne mellem mine indlæg er igen blevet længere end jeg egentlig intenderede. Jeg skal ikke plage læserne unødigt med mine humør-issues, men blot fremføre det som en simpel kendsgerning, at det igen-igen-igen er det der spøger og sætter grænser for min aktivitet på de sociale medier.
At jeg var så edgy på dagen for indsættelse af Joe Biden i præsidentembedet, at jeg fik lukket min Twitter-konto permanent, gjorde heller ikke sagen bedre. Over 1700 følgere i vasken – bare sådan, fordi Twitters algoritme, eller nogle emsige højrefløjsere synes, man skal holde kæft.
Vel, op på hesten igen – den evige jagt på følgere for følgernes skyld blev faktisk også lidt triviel i længden. Jeg prøver at lære af det frem for at blive endnu mere bitter.
Ikke mindst når bitterheden er en egenskab, bryggeriet bag dagens øl for en gangs skyld har nogenlunde styr på.

Vi er nået til den næstsidste øl i den omfattende serie af øl, jeg i efteråret fik sendt af Løkken Bryghus. Det har været en på flere måder jævn oplevelse, mest af alt fordi hovedparten af bryggene lagde sig i et mageligt for ikke at sige konturløst og umarkeret midterfelt. Akkurat bestået, men ej en fornøjelse at bevidne som eksaminator eller censor.
Forventningerne til denne stout er derfor ikke just høje, ligesom alkoholprocenten. 6,9 er måske ikke lige så langt nede, som mit humør for tiden, men om man ligefrem bliver skæmtsom, eller narrevorn som det hedder på vendelbosk, af én alene, har jeg min tvivl om.

Brygget lægger ud med en for så vidt godkendt, men dog noget svag duft af kaffe og mørkt træ. Ikke desto mindre er det mere lovende end det meste fra bryggeriets hånd, så det naive håb lever fortsat.
Og det indfries skam også! Brygget ejer ikke bare fylde nok, men fylde i overflod – og aroma! Lækker, bitter, fyldig, næsten brændende lakridsaroma, og så endda helt uden at lakridsaromaen føles støvet eller på anden vis disharmonisk.
Det skyldes nok, at der ikke er tilsat lakrids. Whisky ja, men ikke lakrids. Det er måske tricket? Hvor ofte har jeg ikke pylret over, at stouts tilsat lakrids fik en underligt støvet og disharmonisk mundfornemmelse af det (med Limfjordsporter som den nok mest markante undtagelse)? Her er lakrids go leor, men som resultat af brygkunst, og tilsættelse af noget ganske andet.
Og whiskyen smager i øvrigt heller ikke for meget igennem. Innis & Gunn har gjort det til deres brand at lagre øl i whisky- og andre brændevinsfade, hvilket på denne bloggers tunge alene har givet deres bryg afsmag.

I sidste ende er det nok et spørgsmål om smag og behag, men ét står i hvert fald tilbage mørkt, tungt og dunkelt som kun en ordentlig stout kan være det: Dette er en aldeles nydelig repræsentant for stout-genren, og yder omsider Løkken Bryghus noget hæder, de nok har længtes efter.
Og det kan ikke undgå at nage efter en pragtfuld øl som den her, at man nu ved, at Løkken Bryghus sagtens kan brygge øl af en udsøgt kvalitet. For hvorfor gør de det så ikke bare hver gang?

Rubjerg Fyr, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken VIII

Løkken Branddam …

Lige en allersidste Løkken Bryghus-øl før jeg for alvor går i gang med julebryg.
Den her steam beer er opkaldt efter et af Nordjyllands mest kendte vartegn uden for Skagen, Rubjerg Fyr i klitlandskabet ved Rubjerg Knude.
Man kan sige, at problemet med Rubjerg Fyr har været det omvendte af problemet med Den Tilsandede Kirke længere mod nordøst. På grund af Vesterhavets slid på kysten, der i det område er særligt slemt fordi kysten mere end noget andet består af sand. Klitlandskabet omkring fyret kaldes Rubjerg Knude og er et yndet turistmål, netop fordi sliddet på kysten er så tydeligt der.
Så galt stod det til med nedbrydningen af kysten op til fyret, at man i oktober 2019 valgte at placere fyret fysisk på en blokvogn, og transportere det 60 meter længere ind i landet. Manøvren blev tv-transmitteret direkte som endnu en ingeniørkunstens sejr over moder natur. For en gang skyld foregik det ikke på en måde, der skabte nye og endnu værre miljøkatastrofer – tænk at det kunne lade sig gøre.

Umiddelbart minder brygget til gengæld ikke meget om det allestedsnærværende kridhvide sand, det hvidkalkede fyr, eller den mægtige blå himmel … det skulle da lige være hvis brygget er tænkt som en ‘Rubjerg Fyr by Night’ hvor det eneste synlige er den tætte, kulsorte nat, hvor det hvide skum repræsenterer sandet, som man ved er der, men ikke kan se. Sandets usynlighed i nattemørket er repræsenteret ved skummets sparsomhed.
Brygget går ellers til den i bouqueten: Duften er tung af malt og mørkt sukker – både kandis og puddersukker. Dertil kommer en velvalgt bitter snert af kaffe. Det er ikke mindst lovende for et bryg, der kun er en smule stærkere end vanlig pilsnerstyrke; 4,8%. Er det mon Vesterhavet der på en eller anden måde har leveret inspirationen til bryggets tilsyneladende tæthed?
Måske. Desværre er hovedtemaet i aromaen det, Vesterhavet og øl i almindelighed har mest til fælles af. Hvor ked af det, jeg ellers er for at indrømme det, så består både havet og det øl, jeg sætter så stor pris på, mest af alt af vand.
Og det er lige præcis det, man får mest af i den her øl. Ud over en mat ubestemmelig antydning af … måske lidt malt, måske lidt humle – hvor markant konturløsheden er, understreges af, hvor meget jeg er i tvivl – og langt det mest dominerende element er det store Vestehav … på en stille dag. Det er ikke Vesterhavet, når det rusker og river (Vestkysten i stykker). Det er undtagelsesvist vindstille – en afvigelse fra normalen, der fuldstændig ødelægger noget af det mest fundamentale i konceptet.

Den var der mere lokal branddam end Vesterhav over..

Løkken Badehus, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken VII

Se om det løkkes …

Turen til Løkken går i dag ad stranden ved Vesterhavet. Løkken er et landskendt ferie- og badested, og det har det været siden ruder konge var knægt … eller næsten i hvert fald.
Jeg husker, hvordan det for nogle år tilbage var berygtet som venue for unge menneskers ugelange massive dødsdruk – en dansk pendent til Loret del Mar, Sunny Beach og hvad alle de der steder nu ellers hedder. Jeg skal ikke spille hellig – jeg har også været ung engang. Jeg gik ordentlig til den hvert år når der var festival – og gerne senere på sommeren også, når jeg var på diverse politiske sommerlejre.
Dagens bryg er da heller ikke en hyldest til Løkken som ungdommeligt Tour-de-Kneipe-sted, men derimod helt konkret til de på stranden forefindende badehuse, hvor strandgæsterne uforstyrret af nysgerrige og – lets face it – sleske blikke, kan klæde om før tåen dyppes i brændingen. Tidligere blev de kørt ned til stranden fra byens badehotel – nu om dage er de angiveligt fast inventar. Jeg tror aldrig selv, jeg har været i byen, så det er ikke noget, jeg har oplevet ved selvsyn. Nu er jeg mildt sagt heller ikke nogen strandløve selv.

Og før jeg i øvrigt kommer til at lyde som en anden boomer, selvom jeg i virkeligheden hører til den yngre halvdel af Generation X, må jeg hellere skride videre til denne, den syvende i rækken af Løkken Bryghus-øl. Bryggeriet har sendt den samling af øl, jeg anmelder, til flere bloggere for at få noget omtale, som jeg med glæde giver dem i bytte for øllene. Men det skal foregå i mit tempo og på mine præmisser, og jeg må nok snart til at holde en pause i rækken, hvis jeg også skal nå at anmelde et seriøst udvalg af årets juleøl. Bare så læserne er forberedt på, at temaet her nok først afsluttes engang i det nye år.

Her er der tale om en wit – den belgiske udgave af hvedeøl. Temaet er velvalgt til Løkkens hvide sandstrande og sommervejr, hvor netop denne type øl med sin friske og – let’s face it once again – vandede karakter nok skal vederkvæge i heden. Selv er jeg ikke nogen stor fan af typen, men må dog indrømme, at den lejlighedsvis har ramt plet.
Typens traditionelt citrongule lød og tågede ydre karakteriseres dette eksemplar imidlertid ingenlunde af. Kun det fedtede, klæbrige skum peger umiddelbart væk fra en pilsner af wienertypen – men en wit er det ikke desto mindre, hvilket hvedemalten vidner om. Dertil kommer appelsinskal, så brygget potentielt også kan bruges på nærværende årstid, skulle man komme til at glemme den i ølskabet.
Det er nu mest udseendet, der falder uden for karakter. Den sprudlende friskhed er i hvert fald meget nærværende og mere end sufficient læskende i enhver dehydrerende cocktail af sol og saltvand. Man skal vente lidt på aromaen, men det er snart sagt mere en lettelse end en skuffelse i betragtning af hvor tit den belgiske wit går … wait for it … for vidt [drumroll] i gær- og banansmag.
Men her er der intet forstyrrende element af gær. Brygget er kun antydningsvis banansødt og vel inden for grænserne, ikke bare af det acceptable, men ligeså det ønskværdige. Dertil melder der sig efterhånden et for typen usædvanligt bittert indslag af hasselnødder – en stærk aromakontur i en brygtype, der alt for ofte ender udefinerbart surt-sødt og kun som en begrænset fornøjelse.

Her er friskheden intakt – sammen med den reelle, nærværende smag, man alt for ofte savner.

Det er løkkedes meget godt.

Julefryd, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken VI

Ingen jul i år …

Når jeg får gaver fra producenter og distributører gør jeg altid meget ud af, at fortælle dem, at mine anmeldelser er hudløst ærlige. Jeg er anmelder og ikke reklamesøjle.
Det har endnu ikke skræmt nogen væk. Tværtimod har min anmeldervirksomhed, uanset hvor venligt eller uvenligt stemt jeg har været over for gavegiverne, kun afstedkommet større interesse for fremtidige forsendelser.
Jeg håber at Løkken Bryghus er med på at styrke den trend, og ikke bliver kede af det – eller måske ligefrem sure – når jeg nu ser mig nødsaget til at skærpe tonen en anelse.

Julefryd er bryggeriets bud på en juleøl. Slet og ret betegnes den ‘Jule Ale’ på bagetiketten, hvor også brygingredienserne fremgår. Det står med så små typer, at mine læsebriller er en absolut nødvendighed – ikke med hundrede procents sikkerhed pga. listens mangfoldighed, men mistanken lurer. Ud over de fire klassiske ingredienser, der ville gøre brygget acceptabelt på tyske tunger, indeholder det krydderier, sirup, appelsin og rosiner. Hvilke krydderier udspecificeres ikke … måske fordi flasker er forbandet svære at klemme ind under mikrofilmlæsere? De er også ved at være håbløst forældede, nu om dage.
Resultatet er om ikke andet visuelt tilfredsstillende. Et næsten sort bryg med tæt, fedtet kakaoflødeskum. Duften til gengæld er udefinerbart småsyrlig på en måde der gør alt for at skjule ellers velgørende elementer af malt og æbler. Aromaen er ligeledes usikker i udtrykket. Det mest markante er en tonsillær bitterhed af mørkt træ, der imidlertid kvæles af alt for meget vand og i øvrigt ikke forekommer – krydderier og andre tilsætninger til trods – særlig julet.
Mest af alt peger den i retning af en bedre komponeret og mere harmonisk udgave af Tuborg/Carlsbergs knapt drikkelige og notorisk u-julede snebajer. Som øl isoleret betragtet, altså hvis man fratrækker julen, er brygget ikke som sådan ubehageligt – blot skuffende i betragtning af et forjættende ydre.

Hvis Løkken Bryghus vil slå sig op som kvalitetsbryggeri, bliver de nødt til at gøre det bedre end det her.

Løkkendarisk, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken V

Mangel på spræl …

Vi fortsætter i underkategorien af Løkken Bryghus-øl, der hylder lokalhistorien og omegnen. Her gælder det Vesterhavet, som jeg ikke selv bor ved – jeg må nøjes med Limfjorden her i Thisted – men alligevel jævnligt ser i mit for tiden alt for sparsomme arbejdsliv.
Brygget er således tilsat sukkertang og porse. Det er ikke første gang man ser nogen af delene. Rise Bryggeri bryggede ‘Ærø Tangøl‘ i sin tid – den vandt de min stemme i det nu hedengange Kvickly Ølfestivalg med tilbage i 2015. Jeg holder imidlertid stadig på, at tangen ikke kunne smages, og at det var det gavmilde indhold af amerikanske humler, der gjorde det. Porse er i ølverdenen om noget forbundet med lokale Thisted Bryghus og deres Porse Guld. Uden at ville gå så langt som ligefrem at kalde den en af mine favoritter – stærke pilsnerøl af export-typen er bare generelt ikke rigtig mig – vil jeg nok alligevel bedømme som den mest smagfulde i sin klasse.

Løkken Bryghus klassificerer imidlertid brygget som en pale ale, og det kan undre en kende, da brygget ikke ligefrem tager sig lyst ud. Der er høj score på de visuelle parametre – ingen tvivl om det. Prangende i efterårets flotteste rødbrune kulør og gyldent, fedtet skum kan forventningerne ikke få andet end et skub opad.
Bouqueten er anderledes afdæmpet. Let nøddebitter og ikke rigtig andet. For så vidt godt, den smule der er, men hvor ville man bare ønske, der var mere.
Men nej. Også i smagen kniber det med karakter, styrke, energi, spræl. Brygget spankulerer nonchalant og let-på-tå hen over (især over) smagsløgene. Kun sparsomt tjattes der til dem med en umakreret, og kun sparsomt engageret bitterhed af fugtigt træ og paranødder. Porsen gør sin entre, og formår at redde brygget et minimum af karakter med sin sødt-syrlige aroma på bagkant.

Men det er ikke nok til at trække brygget højere op, end en akkurat adækvat oplevelse. Det har Løkken Bryghus gjort væsentlig bedre. Lad os håbe, det ikke bliver værre.

Elsebeth Gyldenstjerne, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken IV

Det vil ikke rigtig …

Når det eneste, der kan få én til at grine er Cirkus Trump, ledet af overklovn Rudy Giuliani og klovnedronning Sydney Powell, er tiden måske inde til at lede mere seriøst efter noget adspredelse.
Jeg må erkende at det kan være svært, når snart det eneste man må som arbejdsløs er at sidde på sin flade og skrive ansøgninger til stillinger, man alligevel aldrig får, og som man i øvrigt heller ikke har kompetencer til. Alt imens kræver den døende minkavls- og -mishandlingserhverv millioner og atter millioner i kompensation for fortjenester, der efter alt at dømme ikke ville komme ind alligevel.
Ligesom størstedelen af det øvrige landbrug er minkavl en underskudsforretning, der alene holder sig oven vande via offentlige tilskud fra staten og EU … og så vover landbrugets sykofanter i det dybt kriminelle og bundkorrupte parti Venstre oven i købet løbende at beskylde landets ledige for at være nogle dovenlarser … Med den tidligere formand in mente skriger ironien til himlen.
Jeg håber meget snart at Inger Støjberg overtager formandsposten i partiet, så det hurtigt forvandles til den rygende askehob, vi alle som små børn juleaftensdag ser frem til, at de ender som.

Inden da kan jeg fortsat adsprede mig med et par øl fra Løkken Bryghus. Såfremt de nydes med måde, er de nok alligevel sundere for sindet end endnu engang at se Rudy Giuliani smelte som en anden heks fra Wizard of Oz.
Det ser ud til, at bryggeriet har flere serier på programmet. En af serierne er vi godt i gang med, hvor bryggeriet har opkaldt øl efter særlige udtryk på vendelbomål, med udførlige forklaringer på etiketten. Med denne øl tager vi hul på en anden serie, hvor øllene er opkaldt efter lokale seværdigheder eller historiske personer. Om Elsebeth Gyldenstjerne, der fødtes omkring år 1500, fortælles det, at hun fik et ægteskab med en gal bonde ophævet, og at hun levede sammen med Stygge Krumpen på Voergaard Slot ved Dronninglund. Såvidt det lokale.

Der er tale om en steam beer – en type, der aldrig rigtig har vakt den store begejstring hos denne blogger. Usædvanligt er til gengæld typens lød, der normalt er gylden til kobberfarvet. Dette er næsten kulsort, og skummer off white så det er en fryd.
En sød, maltet bouquet holder skuffelsen på afstand lidt endnu, og bag læberne bliver det da heldigvis heller ikke stort værre. Et nogenlunde fyldigt bryg med en godkendt tæt maltprofil giver en adækvat bitter oplevelse af mørkt træ og kaffe, indkapslet i en skal af melasse. Sødmen kommer først, og efterhånden som brygget bevæger sig over tungen, udløses de bitre aromaer … lettere modvilligt. Man kan nemt komme til at sluge brygget for hurtigt til, at man når at mærke dets finere nuancer.
Nogen mægtig oplevelse bliver det aldrig. Aromaen skal næsten presses ud af brygget, og bag et noget tilbageholdende udtryk lurer kedsomheden stadig.

Det er som om, det der steam beer bare ikke sådan rigtig vil imponere særlig meget …

Kavt, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken III

Tilgiveligt …

Jeg er fortsat sunket godt og grundigt ned i ledighedssumpen med hvad dertil hører af angst, depression og stress, ironisk nok fordi man pludselig har alt for meget tid, men ikke magter at bruge den på noget konstruktivt.

Det er ledighedens paradox, og det har jeg været inde på et utal af gange allerede, og jeg skal derfor ikke plage læserne unødt med det.

I stedet vil jeg skride videre til dagens øl med det samme. Vi har fat i endnu en af de mange fine øl, Løkken Bryghus har sendt mig. I dag gælder det Kavt. “Kavt er et af de udtryk Vendelboerne har opfundet til at beskrive noget, der er upraktisk, besværligt og unormalt” fremgår det af etiketten. Så blev vi så kloge.
Ellers er Kavt en belgisk (inspireret – må jeg hellere tilføje, for ikke at få Fødevarestyrelsen på nakken) blonde. I virkeligheden er belgisk blonde et meget vidt begreb, der vidner om den belgiske ølkulturs mangfoldighed. Det betyder til gengæld også, at det kan gå alle mulige veje, og at det er stort set umuligt at forudse hvad man bliver budt, når brygget er skænket – måske med undtagelse af hvor lyst brygget er. En blonde vil som regel være lys – her i en nydelig nuance af blankpoleret kobber.
Bouqueten er letbenet og imødekommende humlebitter uden at være kraftig nok til, at begyndere udi specialbryg har noget som helst at udspytte brygget for. Kenderen vil til gengæld ærgre sig over konturløshed og vigende styrke, for hvilket der kompenseres noget i aromaen, der er markant sød af kornmalt og uden noget af det, man ellers godt kan frygte, når der står belgisk blonde på menuen. Der er ingen rå sprittethed, ingen gærsmag eller anden uintenderet sur afsmag. Det hele er velkontrolleret og harmonisk … lidt for harmonisk, kunne man indvende. Men har man mere end én gang haft dårlige oplevelser med typen, er de begrænsede armbevægelser ikke bare tilgivelige, men også kærkomne.
Og fuldstændig gråt og kedeligt er det langt fra. Sødmen er markant, og slår efterhånden mere over i modne æbler med en snas af banan – lige akkurat nok til at det kan påskønnes, og meget langt fra, at det på nogen måde virker generende.
Bag på tungen melder der sig desuden en bitter kant af valnødder. Det passer perfekt til årstiden, og til bryggets afdæmpede, men alligevel ikke konturløse udtryk.

Rajfog, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken II

Ufortjent …

Aldrig så snart man har gravet sig dybt dybt ned i sortsyn og sløvsind over ens beskæftigelsessituation, før man bliver tilbudt arbejde flere på hinanden følgende dage i træk. Jeg er som bekendt ikke troende, ej heller er jeg overtroisk, og derfor er jeg heller ikke bange for at jinxe når jeg her for anden gang på kort tid (første gang var på Twitter) lufter ideen om at melde mig i arbejde igen, hvis det fortsætter. Lige nu går det i hvert fald i den rigtige retning, og jeg kan allerede mærke, hvordan mit humør bliver bedre for hver time, der går.

Mere lyst til at anmelde øl får jeg også igen. Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg egentlig prøvede den her, den anden øl fra Løkken Bryghus. Jeg skylder i øvrigt bryghuset tak – ikke bare for tilsendelse af anmeldelsesmateriale, men også for to fine glas. Det ene har afløst mit favoritdrikkeglas, der røg på gulvet for et par dage siden.
Nej, det er ikke det for oven afbilledede drageglas. “Jamen er drageglasset da ikke dit yndlingsglas?” gentager jeg for mig selv med tungen klemt ned mellem fortænder og underlæbe som Peter Kær i den navnkundige børneunderholdningsserie TV-Pil fra 90’erne. Næh – drageglasset bruger jeg af æstetiske årsager for at signalere, at her er der en øl, jeg har høje forventninger til. I grunden er det ikke særlig godt at drikke af. Det er djævelsk tungt på grund af alt metallet, og faktisk en anelse for smalt til at egne sig rigtig godt som ølglas.

Så hellere et glas, der rent faktisk bare er af glas. Her er det så i brug første gang, det nye glas som Løkken Bryghus skænkede mig (ja, selvfølgelig er ordene nøje udvalgt og udspillet). Det er fra Bryggeriet Vestkysten, som jeg har til gode at stifte bekendtskab med. Til gengæld er jeg vild med det spinkle og stilfulde look, og jeg nyder allerede i fulde drag (jeg kan ikke lade være) at bruge det.
Det skal læserne nok få meget mere at se til, indtil det også ryger på gulvet en dag. Men lad os nu se om ikke det har en del gode år i sig før det sker.

Videre til dagens øl, Rajfog hedder den. “Rajfog er et rigtig godt udtryk for snestorm. Hvis himmel og hav står i et, er det “himmelbetændt rajfog”” fremgår det af etiketten. Den slags vil det nok være så som så med i fremtiden i betragtning af, hvor godt den globale opvarmning har fat. Temperaturen her midt i november ser ud til at have lagt sig et sted mellem 11 og 13 grader. Abnormt højt for årstiden, men netop det abnorme er efterhånden normen, når man ser på udetemperaturerne i vintermånederne.
I det mindste står regnen ikke konstant ned i stænger, sådan som den gjorde sidste efterår, så vores vaskekælder stod under vand fra midt på efteråret til langt ud på foråret.
Årstidens mørke efterligner denne seksprocents-bock til gengæld ret autentisk. Ikke at en bock egentlig behøver være mørk, men det er såmænd heller ikke fordi det mindsker forventningerne, når brygget samtidig dufter ganske indbydende af vanille og mørkt sukker.
Der er da også skruet godt op for maltimpressionen, der giver brygget en rar og blød mundfylde. En let lakridsberøring yder et krydret indslag over et sødt aromatæppe af melasse og farin. Desværre kan ingen af aromaerne se sig fri for at være noget for ikke at sige ret meget til den afdæmpede side. Nogle gange er antydningens kunst at foretrække frem for aromatæppebombning af mundhulen, men det her grænser til det decideret vage og uengagerede.

Det startede ellers jøwt med pilsneren af samme navn. Dette her er til gengæld hverken jøwt eller rajfog. Det er bare småkedeligt og trivielt (gad vide, hvad det mon hedder på vendelbomål?), og det fortjente egentlig ikke pladsen i drageglasset.

Jøwt, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken I

Bestemt jøw …

Jeg må hellere til det. En uge næsten uden arbejde og amerikansk valg har resulteret i endnu en rutsjebanetur – af den slags man finder på almindelige legepladser, og ikke i forlystelsesparker. De kører som bekendt kun én vej: ned!
Vel, nu er der så omsider lidt lys for enden af den tunnel, som rutsjebanen endte i igen (igen igen igen). Mit liv minder lidt om bilferierejserne i min barndom gennem alperne. Med jævne mellemrum må man igennem lange, mørke tunneller for at nå videre. En afgørende forskel er imidlertid, at udsigten mellem tunnellerne er knap så flot og spændende i mit liv som den er i alperne.
Ikke desto mindre tyder meget i øjeblikket på, at Agent Orange omsider må forlade Det Hvide Hus, så man endelig kan ånde lettet op igen. Sådan da. Demokraterne ser til gengæld ikke ud til at få kontrol over senatet – og så er vi om ikke lige vidt, så i hvert fald stadig meget langt væk fra reel forbedring. Men i det mindste vil katastroferne da ikke snuble over hinanden i flere på hinanden følgende train wrecks hver eneste dag.

Men netop som lyset viser sig for enden af den tunnel, muterer Coronavirusset i mink, og hele Region Nordjylland lukkes ned igen. Bummer! I det mindste har vi da en regering, der forstår at tage de nødvendige beslutninger hurtigt nok til, at Thy og Vendsyssel ikke går hen og bliver det nye Wuhan … håber jeg da. Men den sag kan nemt gå hen og blive lige så nervepirrende som det fortsat ikke afgjorte præsidentvalg.
Jeg har til gengæld fundet anledning til at gøre en dyd af nødvendigheden, og fejrer i dag min fødselsdag ved at være på internettet og skrive ølblog.
En officiel fødselsdagslivestream, der finder sted fra klokken 20 kan findes her.
I mellemtiden må jeg hellere se at få fulgt op på mine nylige smageaktiviteter. Bare fordi jeg sidder med depression op til halsen, betyder det jo ikke, at jeg ikke prøver nogen nye øl. Faktisk har jeg fire tomme flasker stående, hvis indhold ikke er anmeldt endnu, så jeg har faktisk en smule travlt.

Således tager jeg fat på den fine pakke øl, Løkken Bryghus sendte mig forleden. Nogle af øllene bærer navn efter særlige udtryk på det lokale vendelbomål. Som barn af firserne blev jeg med De Nattergales hyppige medieeksponering behørigt forberedt på min flytning til Thy for et år siden. Af vendelbomål forstår jeg til gengæld kun ganske lidt.
‘Jøwt’ er ifølge etiketten et universelt begejstrings- og anerkendelsesudtryk; “dejligt, fedt, kanon eller super” kan det oversættes med. Men passer det så? Er pilsneren her virkelig jøw eller det modsatte (hvad det så end måtte hedde (det er nok ikke ‘wøj’. Så nemt og logisk opfører sprog sig desværre aldrig))?

Skummet ser da ret jøwt ud – i hvert fald så længe man ikke hælder for voldsomt, thi oversvømmelse og vandskade … vel, ølskade må det vel hedde, er nok ikke videre jøwt. Det stiger hastigt, og forbliver højt et godt stykke tid, hvilket gør skænkningen til lidt af en udfordring. Udkantsdanmark-associationerne bliver ikke mindre af bouqueten, der minder én om stald og insillage. En ubehagelig lugt for mange, men langt fra fremmed i ølverdenen, og ingenlunde ildevarslende heller. Det er vist noget med, at de svampe- og gærtyper, der findes i staldmiljøer er nært beslægtede med dem, der bruges i ølbrygning, men det er ikke noget, jeg skal kloge mig videre på.
De høje forventninger staldlugten indgyder, bliver da også straks infriet. Her er en aromatisk pilsner. En pilsner, der rent faktisk smager af noget, og ikke bare er til tørst og fuldskab. Modne kornmarker leverer en fuldfed, næsten honningsød maltbund på hvilken solide stammer af mørkt træ slår rødder dybt ind i smagsløg og gummer.
Det er kraftfuldt, robust og ganske enkelt bare rigtig, rigtig velsmagende. Og i øvrigt også overraskende for så vidt, at brygget her ikke bare giver mere af den pilsnersmag, man så ofte gerne vil have mere af. Nej, den leverer en bitterhed og en sødme, man ikke har prøvet før. Oveni bare at være rigtig god, er pilsneren i sit udtryk også original.

Hvis det ikke er jøwt, så ved jeg ikke hvad der er.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme