Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Lervig Aktiebryggeri

Tasty Juice, Lervig (Ole Øl-Ninja 5)

Sådan skal det være!

Vel, det skal jo ikke handle om øl alt sammen. Jeg er kendt, for ikke at sige berygtet, for at blande alt muligt irrelevant – gerne af politisk tilsnit – ind i mine ølskriverier. Og her på det sidste synes jeg godt nok, jeg fik holdt mig lige lovligt meget til emnet.

Nu skal det være slut! SAS har vist god stil ved at lave en reklame, der har fået hele ekstrabladssegmentet (i ved – den yderste højrefløj, der som bekendt starter ved midaldrende socialdemokrater) til at fare i kollektiv flint. Tænk, alle dem, der ellers hader fællesskabet så meget, at de næsten spontant ejakulerer ved tanken om at lade rædselsfirmaer som Goldman Sachs og Blackstone overtage hele Danmarks infrastruktur og boligsektor for en slik, forvandles til små hysteriske pattebørn, så snart deres illusion om Norden og Skandinavien som verdens navle belyses den mindste smule kritisk.

Frygten er åbenbart meget reel. Skulle læserne ikke have opdaget det, har jeg smidt en video op på min YouTube-kanal om, hvad jeg mener om reklamen, og den har omgående tiltrukket sig væsentlig mere opmærksomhed, end mine ølanmeldelser gør! Selv jeg, en meget lille og ubetydelig YouTuber, skal overdænges med dislikes og spydige kommentarer. Og selvom jeg er fuldkommen åben om, at det hele tiden har været mit ønske at få dislikes og negative kommentarer, fortsætter de med at vælte ind. Og de vil allesammen opfanges af YouTube-algoritmen som opmærksomhed, der vil hjælpe videoen til at blive foreslået og delt i stadig bredere kredse.

Mine læsere skal være aldrig så velkomne til at deltage i løjerne. Om I liker eller disliker er grundlæggende ligegyldigt – algoritmen registrerer det alligevel som en interaktion – og det gavner videoen og min kanal. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at jeg vil blive marginalt gladere, hvis den får nogle upvotes. Ender den med at have flere upvotes end downvotes engang når universets varmedød for alvor sætter ind, er det vel trods alt en form for sejr.

fig. 1

Det uhyggelige ved forløbet er til gengæld med hvilken ærlighed og åbenhed de højreradikale trolls, bots og snefnug går til værks. De er især sure over, at en farvet

person i reklamen taler om sine forfædre blandt vikingerne, og de sammenligner rask væk personen med aber. Andre mener at jeg er “anti-hvid”, og at udskiftning af den hvide befolkning er noget der rent faktisk sker (fig. 1)

Bedre er det ikke på Twitter, hvor det ikke tog lang tid, før jeg på grund af mit forsvar for reklamefilmen blev beskyldt for at være jøde (fig. 2). Er det bare mig, eller tegner der sig så småt en detaljeret profil af, hvilken ideologi disse kældermennesker mon i deres stille sind identificerer sig med?

fig. 2

En anklage om, at videoen er lige lovligt skarptskåren på grænsen af det trollende, ville egentlig ikke være helt urimelig. Men at den kan få så mange aspiranter til den næste generation af udtalte nazister til at springe ud, kom alligevel bag på mig. Hvor frygtindgydende det end måtte være, er det på den anden side også sundt at få bekræftet sine fordomme om, at det vitterlig er afstumpet, dødsensfarlig racisme der ligger bag kulturkrigernes floromvundne og intellektuelt synende diskurs om, at minoriteterne får for meget plads. Det er den lærdom, jeg tager med fra den her sag.

Nu over til noget meget rarere!

Hvor den sidste øl, Ole og jeg nød var en ekstremøl, der havde så travlt med at være ekstrem, at den næsten glemte at være en øl, gik vi nu over til noget mere rent i konceptet. En IPA, der var rigtig meget IPA, og som ikke prøvede at være noget andet end en IPA. Bryggeriet var det samme, norske Lervig, der i disse dage for alvor slår sit navn fast på bloggen som en af topbryggerierne.

Det tætte, nærmest plumrede bryg byder på vild frugtsalat i bouqueten. Det vælter ind med sødt og syrligt – figner, fersken, appelsin og citrus. Illusionen er perfekt, eftersom brygget ikke indeholder et gram frugt – blot vand, gær, malt af byg og hvede samt rigeligt med humle.

Den perfekte aromatiske eksplosion af bittert og aromatisk fylder hele mundhulen. Dette er grunden til at jeg kalder IPA min favorittype. Så meget aroma, så meget bitterhed, så meget gran, så meget tørt, lyst træ, så meget frugt – appelsin og bergamot – omend brygget her har fokus på en bitterhed, der ikke var videre præsent i bouqueten.

Dette var Ole en kende skuffet over. Han havde forventet, at brygget var en fruit IPA – en IPA-type, der faktisk smager af frugt som følge af et meget nøje udvalg af humler, der til gengæld læsses i urten som sukker i Coca-Cola. Han var også skuffet over, at bitterheden – hvor intens og fyldig den ellers måtte være – alt for hurtigt pakker sydfrugterne efter det velgørende besøg hos smagsløgene.

Jeg kender ikke fruit-IPA-typen. Og som repræsentant for typen er brygget her noget nær perfekt – så den skuffelse delte jeg ingenlunde. Jeg vil til gengæld gerne indrømme Ole detaljen med, at eftersmagen varer for kort … Det er faktisk lidt frækt at beklage sig over det, når alt andet i brygget er så godt som det er. Men det er ikke desto mindre den detalje der gør, at brygget ikke fik den absolutte topkarakter af nogen af os.

Ole gav den …

… fordi han ligesom min gode ven og hyppige medsmager Marcus ikke vil give halve stjerner. Jeg er til gengæld ikke nær så puristisk.

Toasted Maple Stout, Lervig (Ole Øl-Ninja 4)

Smæk for skillingen …

Når man i forbindelse med en længere ølsmagning sådan render ind i en alkoholfri øl, så må man gerne kompensere. Fx med en rigtig tung og tjæretyk stout på 12% Tilsammen svarer det jo sådan nogenlunde til en enkelt øl. (En småstærk øl – men alligevel.) Toasted Maple Stout er navnet på uhyret, og den er tilsat ahorn (sirup, går jeg ud fra, omend dette ikke er præcist specificeret), laktose og vanille. Ølgær kan, så vidt jeg har forstået, dårligt eller slet ikke omsætte laktose, og det er derfor den foretrukne sukker at bruge, når man gerne vil gøre en øl sødere uden at gøre den stærkere. Man fristes til at sige, at der vel heller ikke er nogen grund til at overdrive, når bryggets styrke i forvejen skal angives i to cifre.

Norske Lervig står bag. Der er tale om en noget anden klasse end de øl, Gedved havde med ved nytår. Den her kan nok kun fås i Vinmonopolet, da styrken næsten er tre gange højere end de tilladte 4,5% i supermarkederne.

En mur af ahornsirup knalder ind i hovedet på en i samme øjeblik, glasset sættes for næsen. Noter af træ titter også frem og giver heldigvis brygget noget nuance, da den tætte em af sødt ahornsukker næsten allerede er for meget i opstartsfasen.

På optagelserne kan man se, hvordan Ole tager smageoplevelsen med større ophøjet stoisk ro end undertegnede, der bogstaveligt talt går bagover i mødet med det tykke, olieagtige produkt. En smule får mere end normalt får han dog spærret øjnene op. Klistret, sejt og klægt sætter brygget sig på alle mundens indvendige overflader som et klæbrigt, sødt lag af en blanding af flapjacks med for meget ahornsirup og regulære pandekager med for meget ahornsirup. Meget hurtigt bliver brygget for meget. Og som Ole forbløffende indsigtsfuldt – i betragtning af den hastigt stigende promille – siger, så er brygget et eksempel på den type ekstrembryg, der har lagt vægten på hvor meget man prøver, frem for hvad man prøver.

Nytænkning og eksperimenteren er godt, mens det langt fra altid er nogen god ide, at tæske et bestemt smagindtryk igennem, hinsides lammelse og fraktur. Brygget her går for langt, og ender vel uden for det afbalancerede og harmoniske.

Når det så er sagt, er brygget, i kraft af sin seje, tjæresorte fandenivoldskhed, en stor oplevelse, som det skal belønnes for. Det er ikke en øl, man kommer forbi hver dag – det er ikke en øl, man ville gide hver dag. Den er et sjældent los i smagsløgene, der minder én om, hvorfor mere standardiserede bryg når alt kommer til alt er lettere at have at gøre med i hverdagen.

Og således gav vi den begge …

Lucky Jack Extra Hard IPA, Lervig Aktiebryggeri

Bare lige en hurtig én …

Hvor var det, jeg købte den? Sandsynligheden taler for Fakta – for der går jeg som bekendt oftest på indkøb, men det var ikke i min foretrukne filial på Husum Torv. Jeg husker også, at jeg fiskede den op fra en spotvarehylde, hvor den stod helt alene og græd, som den sidste i et parti.

Eller okay … den græd ikke. Men den så altså meget alene ud, og så tænkte jeg, at jeg hellere måtte gøre en ende på dens lidelser.

Sidst jeg havde en Lervig-øl på programmet, var jeg ikke videre imponeret, så måske er det tid til en revanche. Denne gang er der en ‘Extra Hard’ IPA på programmet, hvilket fra starten hæver forventningerne, men også nærmest garanterer et godt resultat, såfremt brygget ikke er gået helt galt.

Duften er røget – udover de med typen forbundne (og elskede) noter af bergamot og grannåle, tilsat en blomsterkrydret variant af hyld og ingefær. Jeg ville ikke kalde brygget ‘hårdt’ for nuværende – det kæler lige lovligt meget for den ukomplicerede men velgørende olfaktoriske nydelse. Til gengæld må betegnelsen ‘ekstra’ siges at være i orden.

I smagen er jeg igen mindre tilbøjelighed til at acceptere betegnelsen ‘hård’. Den skal være lidt mere hård og brutal for at retfærdiggøre attributten. ‘Ekstra’, til gengæld, er igen retfærdiggjort i en magelig, omend tung og venligt gnubbende aroma af ingefær, egetræ og koriander – tillige med the usual suspects – grannålene, der i dette tilfælde er modne og ikke spæde i udtrykket.

Desuden er brygget ganske forfriskende, og med sit rene og klare udtryk, hvor aromaerne blander sig så fint sammen, får det undertiden endda et let og vederkvægende udtryk, jeg igen har det svært med at hæfte betegnelsen ‘hård’ på …

… ‘ekstra’ er den til gengæld i rigeligt omfang.

Brown Boobies Falling, Amager Bryghus (Det løse I)

2017-07-03 18.48.14En cirkel sluttes …

Nej, vi springer ikke med det samme ind i Amager Bryghus’ store lovende 2017-kollektion. Vi starter stille og roligt ud med en af de løse, for lissom at starte lidt langsomt – som en prolog, ligesom ved det nys startede Tour de France. – Uden yderligere sammenligning i øvrigt, thi flaskerne fra Amager Bryghus indeholder kun naturlige ingredienser … i den udstrækning danske ingredienser kan være naturlige med Esben Lunde Larsen som minister på tredje år i træk, og i hvert fald langt færre syntetiske stimulanser end dem som cykelrytterne tyller i sig både peroralt og intravenøst på og mellem de lange etaper. Det er i øvrigt også derfor, jeg ikke gider cykelsport længere.

Egentlig er der ikke så meget prolog over brygget – især ikke i betragtning af, at det er fra sidste år, og at der er tale om en natsort porter på 7,5%. Det mest spændende for mig rent personligt er dog, at jeg faktisk har været med til at brygge dette bryg … en lillebitte smule i hvert fald. Jeg var der, da det blev sat over, og jeg var med til at trække den kogte urt ud af mæskekarret.

Om det kan man læse her, hvor man også kan se billeder af bryggeren Mike Murphy fra Lervig-bryggeriet, der samarbejdede med Amager Bryghus om brygget. Det bliver ikke sidste gang, kan jeg afsløre, at samarbejdsbryg vil blive behandlet i løbet af temaet.

Men skønt er det at få lov til at smage på et bryg, man selv har været med til at lave … sådan da. Brygget skummer ikke voldsomt – måske fordi det kræver lidt tålmodighed at få krænget det seje bryg ud af emballagen. Til gengæld er skummet nydeligt orangefarvet, og har dermed i kulør og kvalitet, hvad det måske ikke har i kvantitet.

Umiddelbart kan bryggets duft være lidt svær at pinpointe. Lidt lakrids, friskkogte nye kartofler, vanille og en smule alkohol. Så går det nemmere med smagen. En kop kaffe med nydeligt velafstemt bønnemængde og med kokossen præsent, men aldeles velafstemt. Den kan smages som en gennemtrængende sødme – ikke ulig den man får, hvis man spiser en ‘Bounty’ uden at indtage kokos og chokolade hver for sig.

Diskret og smagfuld engelsk lakrids – engelsk fordi den ikke er sød, diskret, fordi den ikke kæfter op over for de andre ved kaffeseselskabet – melder sin ankomst tillige med en tungere sødme af rørsukker. Efterhånden blander snakken om de små borde, og klirren af de fine kaffestel sig lige netop på den måde, så ikke ét ord kan forstås af hvad der siges, idet kvantespringet til den ultimative hygge tages.

Og sådan fortsætter det, så længe der er bryg i glasset. Og med mindre man er en douchebag, en hyggedræber og en partykiller vil der være bryg i glasset i ganske lang tid. For brygget holder sin forskelligartethed tiden ud, an ansporer nyderen til at – ja, nyde frem for bare at hælde det i sig.

En rigtig hyggeøl. For mangfoldighed er hyggeligt.

Og skulle man allievel komme til at kede sig, er der som altid spændende historier på flaskerne. Ligesom med øllet, giver Amager Bryghus aldrig køb på underholdningen. Men dén må læserne selv opsøge ved at købe sig en flaske …

5-en-halv-stjerne

Lucky Jack, Lervig Aktiebryggeri

2017-03-08 17.31.05Svær kode at knække, eller …

Tilbage til det gode parti øl, jeg forleden hentede på Amager. Denne norske pale ale efter amerikansk forbillede har jeg set i flere velassorterede supermarkeder, eller i hvert fald i Irma, hvor den har gjort sig til med sine afdæmpede pastelfarver og uprætentiøse ydre. Selvom jeg nødigt indrømmer det, vil jeg ikke udelukke, at grunden til, at den ikke har fundet vej til min indkøbskurv før nu er, at den netop tager sig så jævn ud, endskønt der er tale om en specialøl fra et endog ganske velrenommeret bryggeri. Jeg har endda hængt ud med brygmesteren, Mike Murphy, da jeg sidste år var på besøg på Amager Bryghus.

Men nu skulle det være. Jeg har selvfølgelig høje forventninger – ikke mindst fordi Mike Murphy og ikke mindst hans bryg gjorde stort indtryk på mig ved besøget.

Det er et meget lyst bryg – citrongult og nydeligt tåget og med passende, fintmasket og ganske stabilt skum. Såvidt så godt. Bouqueten er straks lidt vanskeligere at blive klog på. Fra starten synes brygget en kende tyndt, og i hvert fald spiller bitterheden anden- hvis ikke ligefrem tredjestemme i et enten svært tilgængeligt, eller slet og ret kedeligt stykke kammermusik. Der er til gengæld rigeligt syre, der synes at komme fra gæren – uden at det bliver overvældende, men brygget kan ikke løbe fra, at det dufter mere af lime med en sjat eddike end af øl.

Smagen er heller ikke lige til at få rede på ved første slurk … og heller ikke ved anden og tredre. Selvom man hiver endda store mundfulde indenbords, og plasker brygget godt rundt i mundens afkroge, aftvinges brygget kun modvilligt egentlig humlearoma. Der er dog fortsat rigelig gærsyre, og det er såmænd fortsat ikke værre, end at det er ganske forfriskende. Men smagfuldt? Indtil videre minder den mest om Ørbæks populære hyldeblomstøl, Fynsk Forår, som jeg heller aldrig har forstået.

I eftersmagen udløses bagom den fortsatte syrlighed omsider lidt humlesmag i form af noget ikke helt frisk løvtræ. Der er tale om en bøgestamme, med mange år på bagen, der har fået lov at ligge lidt for længe, lidt for fugtigt, før den blev taget i brug.

I det mindste passer bryggets afdæmpede ydre da med det indre. Eller er det mig, der ikke forstår mig på, hvad godt øl er, og helt har misforstået konceptet bag dette bryg? Det er jo trods alt velrenommerede Lervig, der står bag … Enten har jeg bare meget svært ved at knække koden, eller også er dette ikke nogen særlig spændende øl.

Mike Murphy citeres på bryggeriets hjemmeside for følgende indsigtsfuldhed: We are only as good as our last beer – det håber jeg sandelig ikke er sandt.

2-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme