Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Lagunitas

Maximus Double IPA, Lagunitas

2017-09-28 17.51.07Ikke helt …

Hvor var det, jeg læste, at Lagunitas ikke længere anses for at være et mikrobryggeri i USA? Jeg kan ikke længere huske det, men begrundelsen var opkøb ved et gigantbryggeri, der fremdeles bruger brandet til at pushe billige kvalitetsbryg på bekostning af de egentlige kvalitetsbryggere.

Liberal Alliance (samt Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, De Radikale, Alternativet, Socialdemokratiet og det allermeste af Socialistisk Folkeparti) vil jo nok mene, det er udtryk for udviklingen … og at denne umuligt lader sig styre, tæmme, ændre eller bare bremse det allermindste.

Så meget for ‘det muliges kunst’, og jeg tillader mig derfor at sætte min lid til det umulige i håb om, at de dårlige kapitler i den ellers strålende fortælling om mikrobryggeriernes fremvækst, blot er der for at skabe spænding i et plot, hvor de gode har været mere end almindeligt nemme at skelne fra de onde.

Jeg er imidlertid ikke så hellig, at jeg ligefrem skyr produkterne fra Lagunitas af den grund. De skal da prøves, når de er til rådighed i den lokale discountbix.

Den får ikke for lidt med Maximus og Double – ja, der er ikke sparet på superlativerne (eller måske alligevel, eftersom der jo faktisk kun er én). Forventningerne ville nu næppe være så bastante, om de ligeledes var trykt på udtørrede træfibre. Selvom bryggeriet har efterladt et godt indtryk på bloggen indtil videre, er det stadig svært at dømme generelt ud fra to tidligere smagsprøver, med mindre selvfølgelig, at disse er helt oppe i himlen. Og det har de trods alt ikke været.

Dobbelt eller ej – brygget er i hvert fald nydeligt kobberrødt med uprætentiøst skum. Duften er traditionelt IPA’et med sødme af alteabolsjer og roser.

Brygget byder på generisk IPA-bitterhed, og det er ganske fint. Det er en generisk smag, der skal være meget svag, før den ikke glæder, og denne IPA er i hvert fald dobbelt nok til, at det ikke er tilfældet. Om den så også er dobbelt nok til rent faktisk at være dobbelt. Det er jeg til gengæld ikke så sikker på.

Med bitterheden intakt og bergamotsødmen ligeså har brygget ganske vist styr på det nødvendige. En beskhed i eftersmagen giver akkurat den disharmoni, der gør brygget lidt mere spændende end hvad en rent generisk IPA ville yde. Men Maximus er det nu bestemt ikke.

Og double ligefrem? Næh – højst one and a half …

4-en-halv-stjerne

IPA, Lagunitas

2014-07-13 21.20.37

Lidt godt til finalen …

I aften spilles der som bekendt finale ved fodbold-VM. Indtil videre har jeg egentlig boykottet arrangementet, men da mit yndlingsmandskab (næst efter Fremad Amager selvfølgelig) straffede arrangørerne for deres umulige måde at arrangere VM på, besluttede jeg mig for at lade nåde gå for ret og tilgive og alt det der, så jeg kunne se Tyskland vinde. Nu må vi se om det lykkes …

VM-finalen fejres med begyndelsen på mit nye domæne, som du, kære læser, har fundet vej til. Jeg ville helst anmelde en øl af en vis lødighed ved denne dobbeltlejlighed, og valgte derfor denne, som jeg fandt forleden dag i Brugsen Hvalsø, hvor jeg også fandt den uforlignelige Hophorn, der blev anmeldt med bravour som den sidste på den gamle blog. Nærværende øl blev mig anbefalet for lang tid siden, og jeg kan ikke længere huske af hvem. Siden opgav jeg den, da udvalget af amerikanske specialøl forsvandt fra COOPs supermarkeder igen – men man har jo lov til at være heldig.

Allerede før åbning kan sikre tegn på en stor oplevelse beskues. Store flager af restgær tumler rundt i flasken, så man ved skænkning sørger for at agitere rigeligt, så at man får det hele med. Brygget nærmest stråler gyldenbrunt under en top af pisket æggehvide, der i klæbrighed ikke står tilbage for selv den fedeste marengsmasse. I samme øjeblik det første bryg rammer glassets bund udløses bouqueten, der omgående spidder næsevæggene med små syle af hidsig humle. Man mærker slimhinderne trække sig sammen på samme måde, som hvis man tager sig en hivert salmiak. Ved siden af den mildt sagt markante bitterhed mærker man desuden de velkendte noter af bergamotolie, hyld og roser.

Smagen er lige-på-og-hårdt råt bitter og føles som en lussing mod smagsløgene. Det er humle, humle og humle, og det er ikke af den glade slags, næh, det er bittert og kun bittert. Kraftigt, kompromisløst, men ikke for bittert – det kan øl ikke blive (øl kan blive harskt, hvilket er en anden – en forkert – form for bitter, men med ingen nødvendighed overhovedet bitrere end bittert).

For selvom det er voldsomt bittert, er det også behageligt bittert og endda fyldigt bittert … Men så er det heller ikke så meget andet, og det er dér brygget mangler et eller andet for at være lige i skabet.

Ét eller andet indeed. Der mangler ikke noget bestemt. Noget sødme ville kunne gøre det. Noget mere fylde ville hjælpe … Brygget bliver sin velgørende bitterhed til trods for ensidigt, og udforsker ikke IPA‘ens muligheder. Øllet understreger kun det i grunden velkendte og karakteristiske – bitterheden – men glemmer alt det, der fuldender genren. De ledsagende krydrede og også søde, blomstrede noter.

De er glemt og savnet. Men på trods deraf gør brygget nu mere end godt alligevel.

5-stjerner

New Dog Town Pale Ale, Lagunitas

Et lødigt alternativ til smag …

Langsomt får jeg arbejdet mig igennem det fine udvalg af amerikanske specialøl, som fakta arvede fra Kvickly, da de fløjtede deres anden Ølfestivalg i gang. Jeg er nået til New Dog Town Pale Ale fra Lagunitas-bryggeriet, der ligger i Petaluma, Californien. En rodet hjemmeside, hvor det faktisk var ret svært bare at finde bryggeriets hjemsted, vidner om ungdommelig entusiasme og hengivenhed. Forhåbentlig af den slags, der gør, at producenten anser brygget for at være det suverænt vigtigste – og derfor lader dette gå forud for fx hjemmesidens design, og øvrige markedsføring.

– Eller også markedsfører bryggeriet bevidst produktet lidt skoddet for at folk som undertegnede skal blive interesseret. I så fald vil dommen ramme ekstra hårdt, hvis deres øl er lige så ubehjælpsomt som hjemmesidens overskuelighed.
I meget lille skrift, der omkranser bryggets navn og logo, skriver bryggeriet i bedste Red Warszawa-stil om øllet: “This is not the original Pale Ale as brewed in far away 1993 in the back of the Old House of Richard Building in the West Marin hamlet of Forest Knolls right next to little Lagunitas … It is way better. Back then the beer tasted like broccoli and kerosene and the carbonation ate right through and drained your stomach into your guts” Jeg tænker lidt “If it isn’t broken, don’t try to fix it” for det lød ellers som et spændende øl. Men så må man jo tage til takke med det, de har kastet sammen siden …
Betegnelsen ‘Pale Ale’ rammer i hvert fald plet. Det er ikke på bryggets farve, at man kan skelne den fra pilsneren. Det kan man til gengæld på skummet … dog igen ikke på farven, da dette er om muligt hvidere end sne. Konsistensen er derimod af en helt anden klasse, end man ser på selv de bedste pilsnere. Cremet som fyldet i et gåsebryst, og det er kun modstræbende, at skummet lader luften undslippe. Toppen af skummet forbliver intakt, mens kulsyren angiveligt undslipper langs glassets sider. Som en lille båd i et skumfyldt hav bliver toppen stædigt liggende på toppen af brygget og nægter at lade sig opløse. Er det overhovedet nødvendigt også at fortælle, at skummet også klæber sig i små fnug, efterhånden som kulsyren undslipper, og ikke længere kan undstøtte det fine skums porøse arkitektur?
Som brygget nydes, klistrer brygget også i skønne mosaikker til glasset, så man næsten ikke nænner at vaske det op bagefter. En visuel oplevelse, der er HELT i top. Duften halter ikke efter. En sød bouquet af candyflos og et bittert element af appelsin fylder hele lokalet ved udskænkning. Duften kan nydes længe, og stik imod hvad man frygter, er den fri for de syntetiske elementer, der eller kan knytte sig til candy floss.
Bryggets smag kan være svær at beskrive. Det er en skarp smag, hvor tungen straks indleder tilbagetog, mens mundhulen overrumples af en allestedsnærværende fylde. Man mærker gæren, der stikker og kradser i smagsløgene, bitterheden tører munden ud og mandlerne mishandles af salmiakfornemmelsen som man kender den fra piratos.
– Men smager man øllet? Smager øllet af gær, bitter humle og lakrids, eller er det faktisk kun fornemmelsen af disse smage man mærker? Alle sideindtrykkene,der giver smagselementerne deres karakter, mens selve smagen faktisk er underligt fraværende? Sådan føler jeg det. For brygget smager ikke af overvældende meget, men det føles derimod langt mere end tilstrækkeligt. Og fylden er allestedsnærværende i både smag og især i eftersmag.
Jeg suger nogle ordentlige mundfulde ind, prøver at presse smag og ikke bare følelse ud af det, synker og fortryder. For så godt øl skal ikke nedsvælges så hurtig. Nu rammer oplevelsen nemlig igen. Man mærker at brygget er kraftigt, karakterfuldt og krasbørstigt, endskønt smagen i sig selv kun er en lille flig af den samlede, gode oplevelse.
Og okay – man sporer da gran, syrlige æbler og tør humle – i eftersmagen især, men også undervejs – men det er sammentrækningerne i tunge og gummer, den tørre salmiakfornemmelse og fylden, der klart fører brygget frem. En alternativ øloplevelse, hvor smag ikke er det vigtigste – hvor man virkelig kan prøve, hvad øl kan ud over at smage.
Spænding og oplevelse er der fortsat rigeligt af – selvom jeg da godt kunne have tænkt mig at prøve det oprindelige broccoli-bryg alligevel.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme