Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Krenkerup

Oat Malt Stout, Krenkerup (Kvicklys Ølfestivalg 2015 VI)

2015-06-23 18.35.37Bællestout …

Det lollandske bryggeri Krenkerup var jeg oprindelig ret begejstret for. Ikke mindst fordi de vel nærmest introducerede begrebet røgøl for et bredere publikum i Danmark. Siden da er de faldet noget af på den, og de sidste par års produkter har været småkedelige gentagelser af, hvad de andre bryggerier har sendt på markedet.

Til dette års Ølfestivalg har de brygget en stout på havre, og det skulle angiveligt være svært. Havremalten kræver åbenbart noget mere tid, men skulle til gengæld give ‘en silkeblød øl med en fyldig, cremet, sød og nuanceret smag’ i hvert fald, hvis man skal tro, hvad bryggeriet selv skriver.

Men kan det nu også passe? Bouqueten peger i hvert fald derhenad, og den kan man dårligt undgå, da den manifesterer sig stærkt ved skænkning. Den nærmest eksploderer ud i rummet med søde noter af banan, ved siden af syrligere noter, der normalt kendetegner lysere øltyper, frisk græs og gæret halm. Det er et kulsort bryg med off-white skum, hvilket er relativt lyst for en stout. Det holder heller ikke så længe, men bobler hurtigt af.

Det silkebløde og søde kan sådan set genfindes i brygget, og det vækker indledende glæde. En kaffe, der måske godt kunne have brugt en bønne mere, er tilsat rigelige mængder vanillefløde og rørsukker. Dermed er grundpillerne i en ordentlig stout for så vidt til stede.

Men som antydet mangler det sidste af fylden, og den dæmpede alkoholprocent på 5,0 er nok synderen. Brygget ender med at blive lidt tamt og fladt, selvom den da også har smagt godt undervejs.

Krenkerups stout er et foreløbigt lavpunkt i dette års ølfestivalg. Men hvis dette er lavpunktet for hele ølfestivalget, så står det faktisk ikke så slemt til.

3-en-halv-stjerne

Weissbier, Krenkerup (Kvicklys Ølfestivalg 2014 XII)

En sidste skuffelse …

Så nåede jeg til den sidste øl i Kvicklys Ølfestivalg. Det er indtil videre ikke skuffende Krenkerup, der står bag den sidste, med ‘Weissbier’, der angiveligt skulle være ret sikker på en placering som nummer to. Uanset favoritværdigheden er jeg altid mistænksom, når danske bryggerier giver sig i kast med Weißbier (som det jo egentlig hedder – men den font, som Krenkerup trykker deres etiketter med, mangler velsagtens bogstavet). Ja, selv når visse ellers velrenommerede tyske bryggerier giver sig i kast med genren, kan det gå grueligt galt. Det er en øltype, der ofte ender med at være tynd, smagsmulighederne synes snævre, og ofte kommer gæren til at spille en alt for stor rolle – ikke bare i bryggets ydre, men i den grad også i smagen, som den slet og ret ødelægger.

Så det er med afstemt forventning, at det sidste Ølfestivalg-bryg knappes op og skænkes. Farven er overraskende mørk – som det også fremgår af etiketten; “mørk classic” står der, og det kunne antyde, at der er brugt wienermalt i processen. Skummet er til gengæld skuffende. Det falder næsten med samme hastighed som sodavandsskum, hvilket er ganske usædvanligt for Weißbier, hvis skum uanset bryggets kvalitet altid tårner cremet op. Manglende cremet- og holdbarhed kan dette brygs letgyldne skumfarve heller ikke kompensere for.

Duften lover lidt bedre. Der er velkendte noter af marcipan, banan og ikke mindst franskbrødsdej i bouqueten. Udtrykket er velgørende kraftigt, som en forjættelse af en øl, der bestemt smager af noget. På etiketten pirrer bryggeriet jo nysgerrigheden med en historie fra de varm… nahrj, de … regnfulde lande, ja sådan må det være – om den i denne øl benyttede Fuggle-humle fra England. Så er det jo bare lidt ærgerligt, at det første, der møder én ved kontakt med brygget, er gær og syre. Brygget smager kraftigt gæret og kraftigt syrligt, og selvom Peter, som jeg også nød Chili Lakrids Porter med, var jævnt begejstret, er jeg noget mere forbeholden.

Jeg har aldrig brudt mig om syrligt øl, og selvom dette brygs syrlighed for så vidt også er forfriskende i sommervarmen, tørrer gæren min mund ud. Bagom må jeg til gengæld indrømme, at humlen gør sit arbejde. Den kan da smages, og igen rammer etiketten ganske godt når den kalder bryggets karakter “træagtig”. Det er noget af en bedrift at overdøve den syrlighed og den gærethed, så humlen må bestemt være af en særlig kaliber. Det er blot ærgerligt, at det meste af dens kraft skal bruges på at gøre sig bare en smule bemærket bag to hærdebrede rockere ved navn Syre og Gær.

På den anden side – alt den aggressive skubben, masen og puffen mellem Gær og Syre på den ene side og Fuggle på den anden, giver bestemt brygget karakter, og får det til at fremstå kraftfuldt. Kraften skal brygget da behørigt krediteres for, når velsmagen om ikke udebliver, så i hvert fald er trængt i baggrunden. Netop et sted i baggrunden titter der faktisk lidt honning og hyldeblomst frem. Men det er kun glimtvise comic reliefs i en fortælling, der mest handler om rå magt og brutalitet.

Kraften til trods er Krenkerups første reelle skuffelse en realitet, og jeg må samtidig konstatere, at hvis dette bryg scorer en andenplads ved Ølfestivalget, er mine smagsløg åbenbart ganske anderledes sammensat end det store flertal af stemmeafgivernes.

2-en-halv-stjerne

Classic, Krenkerup

Utraditionel klassiker …

Classic pilsnere, altså mørkere maltede undergærede øl af wienertypen, er sjældent nogle, der formår at imponere. Typen er fast sortiment hos de store bryggerier som det lidt mørkere og måske lidt mere smagfulde alternativ til den jævne pilsner. Men den må selvfølgelig heller ikke blive så alternativ, at den begynder at smage markant, for så falder populariteten omgående.

Men der findes også undtagelser, så Krenkerup, der før har gjort sig heldigt bemærket, skal selvfølgelig have chancen. Førstehåndsindtrykket, altså det visuelle, er ikke det bedste. Brygget bruser voldsomt, og her er det vigtigt at skelne mellem bruse og skumme. Øl skal skumme, mens sodavand bruser. Denne øl bruser som omklædningsrummet i en større svømmehal midt i spidsbelastningen. (Jeg var jo i svømmehallen med mine børn for første gang nogensinde her i lørdags, så sammenligningen lå lige til højrebenet. De elskede det forøvrigt begge to.)

Så højt bruser det, at det vælter ud over siderne – det ville skummende øl aldrig gøre. Så visuelt er der tale om en sodavandsøl, selvom sku… jeg mener bruset, ellers holder en fin gylden kulør. Selve brygget er ganske flot kobberfarvet, og let tåget. Man får mistanke om, at det er ufiltreret, men det fremgår ikke entydigt, og brygget er trods alt ikke uigennemskinneligt. Alt i alt er det altså kun bruset, der giver et dårligt indtryk.

Allerede i duften varsles en ikke helt klassisk classic-oplevelse. Duften er kraftigt humlet på den bitre side, hvor wienerøl gerne er, om ikke lette, så i hvert fald runde og sødlige. Denne er kantet og skarp, men stadig med den velkendte maltfylde. Skarpheden går igen i smagen, men med et syrligt præg af gær, der med det samme kyler brygget over i en anden kategori end de industrielle classicpilsnere med deres alt for velkendte lette sødme og runde fylde.

Man kan indvende, at gærpræget er for nærværende, og til at begynde med er jeg selv tilbøjelig til netop dette. Men heldigvis tager gærpræget noget af med tiden, hvilket iøvrigt er usædvanligt. Hvis et bryg smager af gær, har gæren det med at tage over, hvis brygget får lov at stå – men altså ikke her. Som brygget kommer til at smage mindre af gær, mærker man mere til humlen og malten. Og heldigvis er det stadig ikke bare rundt, mildt og rart. Humlen prikker af grannåle, mens malten ganske vist leverer en sød fylde – men det er en fylde af cherry og portvin – ikke af chokolade og sukker.

Og bagom de skarpe, markerede malt- og humleudtryk lurer gæren fortsat med sin skrappe syrlighed. Parat til at angribe. Man kan med nogen ret anklage brygget for ikke at være helt i balance – men hvem har også brug for balance, når man i stedet kan få udfordring til præferencer og spænding til smagsløgene?
4-stjerner

Stout, Krenkerup

Lidt for letdrikkelig

Det er alt for længe siden, vi sidst har været på Lolland på bryggeriet Krenkerup ved Sakskøbing. Samtlige bryg, jeg har prøvet fra bryggeriet, (dvs. 3, hvilket næppe giver en population, man kan lave noget signifikant statistik på) har indtil videre scoret 5 stjerner, så det undrer også mig selv såre, hvorfor jeg ikke har prøvet lidt flere øl fra den kant tidligere. Jeg tænker, at jeg næppe kan gå helt galt i byen med en stout fra den kant. Stout er en af mine favoritøltyper, og den holder omtrent samme kulør som min samvittighed og min sjæl.

Ikke desto mindre varsler skænkning allerede om en reduceret stoutoplevelse. Brygget er, grums til trods, gennemskinneligt og colafarvet, og det plasker ned i glasset med samme viskositet som postevand. Stout skal helst opleves tykkere, og skal skvulpe – ikke plaske. Skummet består også alt for meget af bobler, selvom det nu ellers formår at holde sig stabilt over brygget, for så langsomt at forvandle sig til noget, der i det mindste ligner en let chokolademarengsmasse, når de lidt for store bobler sprænges. Dommen som colastout er dog uomgængelig. Der er endvidere mere sød karamel end bitter kaffe i duften, så den farlige, voldsomme stoutoplevelse er næppe i vente.

Som forventet træder vandet da også frem fra begyndelsen. Der er også fine toner af bittert og sødt, som man mærkede det i duften, mildtristet kaffe, og søde flødekarameller. Men altså også lidt for meget vand. Brygget giver aldrig den fylde, man må forvente af en stout, og heller ikke kraften. Her anbefaler undertegnede til gengæld at agitere flaske ved opskænkning og glas ved tømning, da restgæren faktisk giver brygget lidt ekstra fylde og bittersød smag til allersidst.

Men for en stout at være forbliver den for nem, for venlig, for rar, for ufarlig og for letdrikkelig. En bællestout for den utrænede gane, og næsten endda for let til at være oplæringsstout for novicerne, der vil lære typen at kende. Dem, der frygter bitterhed og fylde, giver nærværende stout kun ret, aer med hårene og udfordrer ikke ønsket om ufarligt øl.

Alt det til side, smager brygget jo egentlig heller ikke dårligt – og om ikke andet kan det da lære eventuelle novicer fordelene ved at inkludere restgæren i brygoplevelsen.
3-en-halv-stjerne

Påskeøl, Krenkerup, Påskeøl 2012 VIII

Jeg fortryder måske lidt – men så heller ikke mere – at jeg ved min gennemgang af mit ølår ikke udråbte det lollandske bryggeri Krenkerup som den bedste danske nyopdagelse. For øllene synes nærmest bare at blive bedre og bedre. Samtidig er designet på én gang professionelt og uprætentiøst. Flasken har en rar form og farve, med logoet mejslet ind i glasset, mens etiketten med den nærmest courier-agtige font på hvid baggrund næsten udstråler glad amateurisme. – Men også kun næsten, for samtidig har etiketten lige præcis det Schwung, der skal til for at få det simple til at fremstå professionelt.

Det er ikke et bryggeri, der hælder alle pengene ud i marketingafdelingen. Markedsføringen er afmålt til det absolut nødvendige, og resten af bryggeriets ressourcer bruges på at lave ordentligt øl. Det er vidunderligt at bevidne, og det er en målsætning til efterfølgelse for alle andre mikrobryggerier i Danmark.

Og Krenkerups Påskeøl er endnu en manifestation af denne strategi. Det er en mørk påskeøl, og som sådan ligner den mere den Salvator-øl, der angiveligt skulle være forbilledet for de første påskebryg. Tendensen har på det sidste været, at påskeøllene bliver lysere og friskere, efterhånden som den globale opvarmning gør foråret og påsketiden varmere og varmere, en kendsgerneing der ikke er gået andre anmelderes næse forbi. Krenkerup holder med den mørke påskeøl fast i rødderne, og lader sig ikke rive med af udviklingen. Det er ikke nødvendigvis en udvikling, der er problematisk, for der er sandelig gode lyse påskeøl derude, men Krenkerup giver samtidig en savnet variation fra det strågule/lysorange påskebryg.

Holder man Krenkerups Påskeøl op mod lyset, vil man opdage, at det er en rød øl. Næsten rubinrød i løden med flot, luftigt og gyldent skum … der dog ikke klæber. Duften er kraftigt sød og præget af især malt. Man kommer atter uvilkårligt til at tænke på Det Forsømte Forår, og Lektor Blommes maltbolsjeæske – uden stryknin!

Smagen er kraftigt maltet – nærmest tung af det på den helt rigtige måde – med toner af kirsebær, – ja sherry velsagtens med en lækker, prikkende whiskyagtig fylde og mundfornemmelse. Det på trods af at brygget alligevel ikke indeholder mere end 6,5%. Sherry-whiskyessensen ledsages af en kraftig farin- og karamelsødme. Alt sammen med en vidunderlig fylde. Det er så godt, at det kun næsten ikke er ærgerligt, at brygget praktisk taget mangler eftersmag. Den søde whisky-sherryessens, som man også mærker mens brygget stadig befinder sig mellem mund og svælg klinger desværre alt for hurtigt af.

Til gengæld er der rigeligt smag i hver eneste lille mundfuld, og det lønner sig at trække lidt luft ind, mens brygget hviler på tungen, så endnu mere whiskyaroma frigøres. Det er en rigtig nydeøl, hvor hvert nip byder på en stor øloplevelse.
5-stjerner

Rauch Bier, Krenkerup

Det er faktisk smukt på mange måder, at anglificeringen endnu ikke har sneget sig så forfærdeligt ind på det danske ølmarked. Ganske vist findes der undelødige pseudoøl såsom Copen*hagen og Kay-Sar, hvis sidstnævnte slogan som bekendt er på Smart English. Men begge disse øl produceres jo i udlandet, så det gælder jo ikke rigtigt.

Krenkerups Rauch, derimod produceres på Lolland, og man har til min store glæde valgt at germanificere navnet i stedet. Tyskland er kendt for øl af høj kvalitet, og Krenkerup-bryggeriet har integritet nok til at regne ud, at dumsmarte slogans og hultklingende navne ikke gør øllet bedre, blot fordi de er angelsaksisk inspirerede. Det gør det jo sådan set heller ikke i sig selv at germanificere øllets navne. Til gengæld vidner det om, at bryggeriet lægger mere vægt på øllets karakter i sin markedsføring, frem for markedsføring via arbitrære slogans, der ikke siger noget om øllet men blot er ‘le markedsføring pour le markedsføring’ om man så må sige.

Nok snak! Rauch betyder røg, skulle man ikke vide det, om man ikke er adækvat bevendt udi den store sydlige nabos sprog, og malten er netop røget over abrikostræ, da spiringen skulle stoppes. Det har uden tvivl været en fryd at dufte, men ved åbning og skænkning mærker man ikke meget til den. Den dybrødlige farve og det flotte, flødeagtige gyldne skum lover til gengæld rigeligt godt i sig selv.

Og i smagen kan røgen bestemt mærkes. Øllet er først og fremmest bittert, og det er en bitterhed, der hjælpes rigtig godt på vej at en meget markant røgsmag, som man husker den fra lejrbål, sankt hans bål og andre af den slags lejligheder. Det er ikke en røgethed som man finder den i sild, ål eller salami, det er Rauchs røgsmag alt for kraftig og fandivoldsk til – og det er bare skønt. Man har ikke været bange for at give den for meget, men man er gået all in, og har valgt at den simpelt hen bare skal smage af røg – og det gør den så, og det er en kæmpe fest.

Den smager nu også af øl samtidig, men humlekarakteren er svær at få øje på bag al’ røgen. Formentlig runder humlen og malten smagen af, så øllet ikke bliver harsk eller for krast. Og at malten spiller en fremtrædende rolle i mundfornemmelsen, vidner den cremede fyldighed om. Hvis man vil have det optimale ud af øllet er det i øvrigt en fin ide at trække noget luft ind, mens man har øllet i munden – lige som når man smager på en god rødvin, hvis fylde også undertiden kan minde om den røgethed, der er til stede her i øllet.

Det er en fremragende øl, der er lige til at nyde i rigtig, rigtig lang tid, for hvert nip giver røg nok at nyde til flere minutter. Smagen tager ikke af af at den får lov at stå eller at den får mere temperatur. Ellers er den egnet til mørkt, krydret kød. Lam, vildsvin, vildt og den slags – eller selvfølgelig til rosmarinmarineret kylling, som var netop det, min kære viv havde kokkereret til – økologisk naturligvis.

Rauch er i øvrigt med i opløbet om at bliver årets øl blandt Danske Ølentusiaster. Det under jeg den gerne.

Velbekomme og skål!
5-stjerner

Høstøl, Krenkerup (Høstbryg IV)

-Bitter bitter bitter – og god!

Krenkerup er et Gods, der ligger ved Sakskøbing på Lolland. Nu hvor det efterhånden er et stykke tid siden, at Feudalstyret blev afskaffet i Danmark, har de mange godser måttet finde nye måder at sørge for selvoprettelsen på. Krenkerup har kastet sig over ølbrygningen, og man må så sandelig håbe, de dermed har ramt rigtigt, for ikke alene er godset udtryk for en forældet feudalinstitution – den ligger også placeret i det absolutte Udkantsdanmark. På den anden side, kan man jo så argumentere for, at det nok ikke er arbejdskraft, der mangler på den egn, så måske ligger det slet ikke så tosset alligevel.

Og i hvert fald er Krenkerups øl nået til hylderne i COOPs supermarkeder som fast inventar i Kvickly-kæden, og det er da et væsentligt skridt mod succes. Nu bliver det spændende så at se, om øllene kan stå distancen, når det gælder kvalitet.

Krenkerup Høstøl holder den laveste alkoholprocent af høstbryggene, og er helt nede på 4,1%. Om det er den, der har givet mig den hovedpine, jeg i skrivende stund – dagen efter – slås med, tvivler jeg derfor en kende på. Den brillerer heller ikke med sit udseende. Mest af alt ligner den en almindelig pilsner, bortset fra det tågede indslag i brygget, der må skyldes, at det er ufiltreret. Det har ingen af de dyborange- til røde toner, som kendes fra de andre høstbryg, men det fremstår strågult som en anden Carlsberg eller Tuborg. Skummet er skrøbeligt og kridhvidt, og peger altså heller ikke i nogen interessant retning.

Det er ved duften, det begynder at blive interessant. Den dufter velgørende bittert – i det hele taget har høstbryggene manglet noget ordentlig bitterhed – og sødmen skal være rigtig god, før den kan kompensere for det. Bitterheden mærkes i den grad også i smagen. Det er en både frisk, velgørende og frem for alt skrap, skarp og bidsk bitterhed, der nærmest niver i tungen som små hidsige klemmer med modhager på. Det er en bitterhed, der minder om det man finder i en god IPA, men med et anderledes krast islæt, og det går endelig op for, at den faktisk smager røget. Den minder i fylde og smag om det røgsalt, jeg har været heldig at smage i de hedenske kredse jeg undertiden færdes, og det er helt uden forbehold en nydelse.

Og der er ikke meget andet at berette om i denne øls smag end bitterhed, men det er til gengæld også en bitterhed, som man sjældent møder den. Det er en rendyrket bitterhed, hvor bitterheden er i centrum, og hele øllet er bygget op om at gøre bitterheden så markant og gennemført som muligt. Fik jeg nævnt bitterheden?

Kvaliteten fejler ganske sikkert ikke noget i øllet fra Krenkerup Gods, for såvidt som denne høstbryg kan fortælle. Det er bestemt et mærke, jeg vil vende tilbage til senere, for hvis de andre øl er bare cirka så gode som denne, er der mange gode øl – og anmeldelser – i vente.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme