Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: König Ludwig

König Ludwig Weißbier, Schloßbrauerei Kaltenberg (Det tynde øl fra Fakta V)

– Redningsplanken, der sank

Wittelsbacherne, den bayerske kongeslægt, havde i 200 år monopol på Weißbierproduktionen i Tyskland. Det fremgår ikke præcis hvornår de havde dette, men alene det, at der har været et monopol borger ikke for kvalitet. Det gør monopoler aldrig. “Derfor er den frie konkurrence vigtig” sufflerer ultraliberalisterne som skudt ud af en kanon, uden tanke for, at det netop den frie konkurrence uvægerligt fører til monopollignende forhold. En eller anden vinder den forjættede konkurrence, og så opnår man præcis det, som konkurrencen skulle forhindre.
På trods af König Ludwig Weißbiers uigennemskinnelige gule grumsethed (husk nu, at dette er godt) og en ren, næsten bolsjesød, omend svag bouquet, så formår den i hvert fald ikke at imponere. Om dette nu er monopolets skyld skal jeg ikke udbrede mig om – grundene kan jo være så mange – men alligevel er det da påfaldende, at monopoltilstande kan forbindes med et produkt af så tvivlsom kvalitet. For hvad der end måtte have været at kvalitet i duft og udseende går ikke igen i smagen.
Den smager mest af gær, så ligesom hos Dansk Pilsner møver det, der burde have været en bismag, sig frem som en anden elefant på krigsstien, og dominerer hele smagsbilledet. Der er ingen søde toner at spore, ja, ud over bryggets trods alt noget fyldige finish er der faktisk ikke noget som helst ved denne weißbier, der karakteriserer weißbier. Det hele drukner i et gråligt-grumset morads af gær, sure sokker og en sprittethed, der er sammenlignelig med en konservators værktøjskasse. Den eneste antydning af hvede er en flad kornet smag, uden særlig karakter eller fylde. Det kunne, så vidt jeg kan vurdere, have været en hvilken som helst kornsort, der var tale om.
At have lige netop denne øl på hylderne med specialøl gavner heller ikke Fakta i nærværende tema. I danskernes øjne er den selvfølgelig speciel bare ved det at den er fra udlandet, og brygget på en anden kornsort end byg. Jeg synes, det mest specielle ved den er, at en weißbier kan smage så grimt. Selv kongeligt øl fra Bayern rokker ikke ved, at der fortsat er tale om tyndt øl.
Ganske vist har bryggeriet en lang række produkter på markedet ud over de to på denne ølblog testede. Men min foreløbige konklusion er utvetydigt, at der ikke har været noget at komme efter indtil videre, og jeg føler mig ikke ligefrem tilskyndet til at prøve mere fra det kongelige bayeriske bryggeri. Alt tyder på, at bryggeriet har haft sin storhedstid – lige som det bayerske kongehus i øvrigt. Nu mangler vi bare, at befolkningen herhjemme indser det samme om det danske.
1-en-halv-stjerne

König Ludwig Dunkel, Schloßbrauerei Kaltenberg (Det tynde øl fra Fakta I)

De fik chancen …

Første indslag i nytårstemaet er både lidt en tilsnigelse og et hængeparti. Det er den næstsidste øl i mit køleskab fra Faktas slagtilbud fra oktober måned på det, de kalder specialøl, men som mest af alt er standardøl fra udlandet. De indgår derfor ikke som sådan i Faktas sortiment, men jeg har valgt at tage dem med i temaet alligevel – dels fordi øllene jo vitterlig er købt i Fakta, dels fordi det giver Fakta mulighed for et forspring. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke har de store forventninger til kvaliteten af Faktas standardudvalg af gærede humleprodukter, og derfor vil det kun være en fordel for dem, at jeg lægger ud med at anmelde en udenlandsk øl, der ikke er del af deres standardrepertoire og samtidig unde dem kredit for det. Endelig skulle jeg jo finde på et tema, der kunne lade sig gøre med de øl, jeg havde tilbage efter nytår. Fælles for dem var, at de var købt i Fakta. Jeg lover dog, at denne sidste grund var den mindst tungtvejende.
Indehaveren af bryggeriet kan i øvrigt føre sin æt tilbage til den bayerske kongeslægt, Wittelsbacherne, der desuden havde stor betydning for indførelsen af det tyske Reinheitsgebot i 1516. Det er altså intet mindre end kongeligt øl, Fakta har haft på hylderne. Det borger jo for en vis kvalitet, og det skal blive spændende at se, om forventningerne bliver indfriet.
En vranten republikaner som jeg lader mig selvfølgelig ikke narre, så mine forventninger var ikke skruet i vejret, da kapslen røg af flasken, og det var nok meget godt. Det orangemørke bryg er jo meget flot i sig selv, men det gyldne skums skrøbelighed antyder, at farven lover mere, end øllet kan holde.
Det er jo ikke fordi denne øl smager ringe som sådan. Som bajersk øl har den de typiske toner af kaffebitterhed og ristet malt kombineret med en let sødme, der spiller ganske fint op mod bitterheden. Maltbitterheden behager jævnt langs tungens sider, og lover godt i begyndelsen. Desværre klinger den initiale begejstring hurtigt af, da man mærker, at øllet mangler både fylde og intensitet. Den smager jo meget godt, men det forbliver på det jævne, og aromarene kender man nærmest til hudløshed, som den årlige genudsendelse af Disneys Juleshow – men uden nostalgien og fryden ved stolte traditioner.
Bryggeriet selv kalder nærværende øl for “Das beliebteste Dunkelbier Deutschlands”. Her vil jeg undtagelsesvis tage en af mine yndlingsprügelknaber i forsvar, idet jeg anfører, at et “probably” eller en “probably”-ækvivalent – man kunne foreslå “wahrscheinlich” – måske ville have været på sin plads. Selv om jeg ikke lige på stående fod kan udpege tysk bajersk øl, der slår denne, kan jeg med lethed pege på noget andetstedsfra, der er bedre. Læseren kan trykke på mærkaten “lager/bajersk øl” i emnelisten ude til venstre og vide, at tæt på samtlige øl i den kategori slår König Ludwig Dunkel i kvalitet. For kongeligt bajersk øl fra Bayern er König Ludwig Dunkel altså lidt en skuffelse.
2-en-halv-stjerne
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme