Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Kongebryg

Honey Devil, Kongebryg (Saufen mit Marcus – now a Trilogy I)

Det endte godt …

Allerførst skal jeg takke læserne for en storslået juli måned, hvor over 5.700 klikkede sig ind på mine indlæg. Det er vist rekord – i hvert fald siden bloggen fik eget domæne, og samtidig er der 2. måned i træk, at jeg har haft over 5.000 klik. Jeg takker læserne ærbødigst, og jeg kan dårligt udtrykke adækvat hvor enormt det glæder mig, at så mange gerne vil læse de ord, jeg smider op herinde.

Jeg er imidlertid startet på arbejde igen efter tre ugers ferie. Det er gået voldsomt ud over min publiceringshyppighed, men til gengæld er der rigelig med at skrive om fra de mellemliggende dage. Onsdag i sidste uge mødtes jeg således med min gode ven Marcus på hans adresse i Valby, for at prøve flere af de fine Amageranske øl, jeg købte tilbage i december måned.

Guess what – vi nåede heller ikke denne gang igennem samlingen, så der vil nok være en seance mere senere, hvor vi nok heller ikke gør det færdigt. Sådan bliver den trilogi, mine drikkelag med Marcus allerede har udviklet sig til, til én af Douglas Adamske dimensioner.

Men den tid den sorg. Til tonerne af Ravels klavermusik tog vi fat på varerne, og vi indledte med en genganger her på bloggen – Honey Devil fra Næstvedske Kongebryg. Da jeg for snart to år siden var på besøg på bryggeriet, inviteret af brygmester selv, fik jeg nemlig to eksemplarer af brygget med: ét til snarlig anmeldelse, og ét til et år senere, så jeg til den tid også kunne skrive om, hvordan brygget med tiden udviklede sig.

Der gik så næsten to år. Men pyt med det – nu er jeg der med en revisited. Sidste år til Ølfestivalen på Lokomotivværkstedet fik jeg desuden endnu en af dem, så der var én til hver.

Begejstringen over duften var stor – nydelsesgryntene var næsten sammenlignelige med hine fra midt i juni, da vi samme sted prøvede Amager Bryghus’ uforlignelige Big, Bold and Beautiful. Omend nærværende bryg, ud over at præsentere en fin, mørk lød også lod en smule dyborange skum fremtvinge – uden at dette dog blev nævneværdigt længe.

‘Lakridstjære’ erklærede Marcus om duften og tilføjede, at jeg havde fundet den rette at anmelde denne øl med. Selv sporede jeg også et markant honningelement, som jeg var overrasket over, at Marcus ikke noterede. Ellers var vi – igen med hint mesterværk i erindring – ovre i nogle af de samme noter af figenkompot og figenpålæg, som vi fablede om i evigheder dengang.

Den orale oplevelse var imidlertid ikke helt den samme som den olfaktoriske. Jeg var forberedt på bryggets lette krop, som ikke er atypisk for Kongebrygs øl. Marcus var til gengæld skuffet. Han beskrev den som en buillonterning af øl, hvor man desværre i for høj grad smagte vandet omkring denne frem for aromabolden, der ellers var af udsøgt kvalitet.

Hvad brygget måtte mangle i krop og fylde, kunne jeg til gengæld finde i det fine, søde bagtæppe af honning og en lakridseftersmag, der ikke kun smagtes i munden, men også i svælg og bryst når bryggets alkohol nænsomt varmede hele vejen ned.

Tilsyneladende var vi nogenlunde enige om at beskrive af øllet. Da Marcus således beskrev det som besk, istemte jeg påpegende, at lakridsnoterne ikke var helt ulig en bitter a la Gammel Dansk. Marcus mente det imidlertid ikke, som jeg, positivt. Desuden mente han at kunne spore garvesyreelementer i brygget, og direkte adspurgt måtte jeg indrømme, at jeg i løbet af de to år der var gået, måske ikke havde opbevaret den helt så koldt, som jeg burde.

Men hjælpen var på vej. Marcus havde udvist rettidig omhu, og havde stillet noget god ost frem til temperering før vi tog hul på flaskerne. Og ved den første bid gik det hele op i en højere enhed. Brygget her skal nydes – ikke ulig en god vin – til noget for at folde sig ordentligt ud. Marcus forbarmede sig på stedet, og indrømmede nu brygget store kvaliteter. Stor ros havde han også til brygmester for at være så god til at komponere bryggets aromaer så præcist, og erklærede at han meget gerne prøvede flere øl fra den kant.

Marcus endte med at give den en fin karakter, som jeg tilslutter mig:

Christian IX, Kongebryg

Klart og sødt …

Det er alt for længe siden, jeg sidst har anmeldt øl fra Kongebryg. De gæve bryggere i Næstved har til huse i den nedlagte kaserne, hvor de ud over bryggeri også har indrettet et efterhånden ret populært spillested i den gamle kampvognshal. Deres øl er primært europæisk-inspirerede. Det er langt fra så mange IPA’er, som det er saisons, stouts, andre belgiske ales og lambic, pilsnere og hvedeøl, der gærer på anlægget.

Denne her er fx en hvedeøl – eller en Hefe Weizen, som det fremgår af etiketten. Kong Christian d. IX var ham, der fik Danmark i krig mod Bismarck i 1864, så hans nære og – tør man vist godt sige – temmelig katastrofale forhold til tysk historie har vel været medvirkende til, at Kongebryg vælger den tyske betegnelse.

“[Han] var under folkeligt og politisk pres,” fortæller etiketten “hvilket muligvis kan have sløret hans syn og så at sige “gjort øllet uklart[“]. Skænk derfor denne Hefe Weizen, hold glasset op imod lyset og se, om ikke også dit syn ligesom Christians – sløres.”

– Ikke synderligt ville jeg sige. Jeg havde oprigtigt mistanken, at der var tale om en Kristallweizen, altså en filtreret hvedeøl, da det ved skænkning ikke forekommer specielt tåget. Men var det en sådan, ville der jo nok ikke stå ‘Hefe-Weizen’ men derimod ‘Kristall…’ ja, I forstår nok.

Brygget byder på en præsent alkoholnote, selvom bryggets styrke kun er på lettere forhøjede 5,2 %. Ellers præges bouqueten af søde noter – hyldeblomst og en noget markant note af banan. Faretruende måske, for hvor ofte har isoamyl acetat og dets bananfremmende aroma ikke ødelagt mangt en weißbier og lys belgisk ale-oplevelse? Her virker den dog velintegreret i brygget, og ingenlunde distraherende.

Også i smagen er sødmen præsent. Missmage kan der være så rigeligt af i hvedeøl, og det er ofte et overskud af gær, der kan give en sur aroma med en næsten sandet mundfornemmelse. Den slags er man helt fri for her, hvor de søde noter blidt og meget rent kærtegner alle mundens indre organer med markante hyld- og æblenoter, skarpt ledsaget af et præsent alkoholelement …

… og – banan! Hvis ikke man kan lide aroma af banan, er dette nok ikke lige sagen. Personligt mener jeg nu ikke, det er for meget. Bananaromaen blander sig fint med de andre søde indtryk, hvorved den snarere viser sin berettigelse i nogle brygtyper frem for at måtte opfattes som et fremmedelement.

Kongebrygs faste roadie Brian skal have tak for, at han huskede at udlevere den til mig ved ølfestivalen i Lokomotivværkstedet tidligere på året – og brygmester Niels Kiens skal selvfølgelig have mindst lige så stor en tak for gaven.

Jeg håber, vi snart ses igen.

Number Stations, Kongebryg

2017-10-09 17.34.51Ikke for langt under 7 …

Her er endnu en øl, der har stået noget tid. Flere måneder faktisk. Risikoen for, at øllet i mellemtiden skulle være blevet surt, er til gengæld lig nul. Jeg fik den stukket i hånden frisk fra bryggeriet af brygmester selv, da jeg i sommerferien var på et endags roadtrip med min søn. Så frisk var den, at der ikke engang var kommet etiket på endnu. En nærmere redegørelse for indholdet må læserne derfor have til gode, men at der er tale om en solbær sour – så meget fik jeg da at vide, og kunne huske da jeg var snarrådig nok til at notere det på stedet. Af samme grund var der yderligere grund til ikke at nære den store frygt for at øllet skulle blive surt af at stå lidt.

Jeg husker tydeligt, hvordan vi aldrig kom på rundvisning, fordi min søn var inderligt uinteresseret, og hellere ville videre til Vordingborg så hurtigt vi kunne, så han kunne få borgruinen at se. Men det er en anden historie.

Brygget har i betragtning af typen en ikke videre overraskende skarptsyrlig duft. Mere afdæmpet end krasbørstig faktisk, og det er jo egentlig ikke usædvanligt, når det gælder kongebrygs øl. Armbevægelserne er sjældent store, til gengæld hviler bryggene nydeligt i deres zen-agtige venlighed. Her giver den sig desuden til kende i en fyldig maltbund med sødme af chokolade og kirsebær.

Smagen er vidunderligt skarp. Solbærrenes finurlige syrlighed træder godt igennem og er ukarakteristisk for bryggeriet tæt på at brænde ved gummerne. Det rødbrune bryg med det lyserøde skum leverer en stabil oplevelse under en ph på 7 inklusive rigeligt med gys og trækninger i underansigt. De initale søde noter mærker man til gengæld ikke meget til. Brygget lever ud over syrlighed af kirse- og solbær sammen med et stænk af eddikke et for typen ikke usædvanligt indslag af garvet læder.

Der mangler intet – heller ikke på den svært tilgængelige front. Både syre, karakter og velsmag er godt med, uden at nogen af delene er over the top. Hardcore surtølsfans ville måske nok kalde den afdæmpet. Alligevel er den nok ikke lige den, nye surtølsfans skal begynde med.

Tak til brygmester Niels Kiens for den fine øl. Selvom besøget blev kort, var det som altid en fornøjelse at sige hej. Og hvad besøget ikke lige havde i varighed havde det til gengæld i kvalitet – både da vi kiggede forbi og forleden aften da denne øl blev nydt.

4-stjerner

Tøndens Rom Stout, Kongebryg

2017-09-16 22.05.08Lidt for let …

Gedved havde flere øl med. Men dem fik vi ikke smagt på. I stedet tog vi hul på én, jeg havde stående. En gave fra Kongebrygs Niels Kiens, som kom mig i hænde, da jeg tilbage i juli måned slog et smut forbi den gamle kaserne, på vej til Vordingborg for at bruge noget kvalitetsferietid sammen med min søn. Det var ved samme lejlighed, jeg slog et smut forbi Lille Skensved for at afhente de spændende øl fra en anden Niels – en af bloggens læsere, der skaffede mig den første afrikanske øl nogensinde at anmelde.

Navnet kommer af lokationen, den er brygget til – udskænkningsstedet ‘Tønden’ i Haslev mellem Ringsted og Næstved. Det er en Russian Imperial Stout lagret med egetræ, der først er gennemvædet med maricius-rom. Fint og dramatisk skal det være.

Det giver en tæt, mørkt bryg men kun med lidt tykkere viskositet end det jævne øl. Det bruser og knitrer aldrig så friskt og perlende – ja, jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg før har oplevet en så kækt brusende stout. Det er ikke brus og kulsyre, man normalt forbinder lige med den øltype. Brygget dufter let branket, men mere af alkohol. Det er næppe overraskende i betragtning af tilsætningen af rom.

Jeg fik to øl af brygmester. Ingen af dem var endnu etiketteret, så indhold af alkohol osv. må læserne have til gode.

Flere forskellige smagsnuancer slås for at komme frem idet glasset sættes mod læberne. Røg, chokolade, kaffe – alt sammen svøbt i en kækt brusende ramme, der de mørke indtryk til trods fremstår forunderligt let og elegant. Ikke bare visuelt men også aromatisk gør den rigelige kulsyre sit.

Med rette kunne man endda beskylde brygget for at være lige til den lette side. Den markante kulsyre og den spinkle viskositet gør ikke brygget tæt nok til at kvalificere sig som en regulær stout, men netop en meget let en af slagsen. På den anden side – brygget er tænkt som en Russian Imperial Stout, der netop gerne skal være sødere og lettere end de tunge britiske udgaver, og det må man sige, at brygget manifesterer til fulde. At det tog os i hvert fald en halv times samarbejde at komme igennem ½ liter (i alt – ikke hver) vidner også om, at brygget sin lethed til trods bestemt ikke er nogen bælleøl.

Tætheden og styrken er åbenbart ganske godt gemt – og intakt – derinde bag det lette, tynde og luftige gardin, der er bryggets førstehåndsindtryk.

At brygget ikke desto mindre hænger en smule i bremsen hvad den samlede oplevelse angår – en stout der tager så lang tid at drikke burde tage så lang tid at drikke på grund af sin tyngde, og ikke sine finurligt gemte hemmeligheder – var en oplevelse hverken jeg eller Gedved helt kunne slippe. Det er såmænd oplevelsen værd, det mørke bryg. Men der mangler fortsat lidt tyngde før man opnår den fuldfede stoutoplevelse.

Også selvom der er tale om en Russian Imperial Stout.

Om karakteren var vi enige:

4-stjerner

Vlad Tepes Imperator, Kongebryg

2017-06-05 18.08.00Søde ondskab …

Niels Kiens, Kongebrygs karismatiske brygmester, stak mig den her på DØE’s ølfestival i Lokomotivværkstedet i maj. Ud over, at Kongebrygs øl tit er rigtig spændende både udenpå og indeni – det lille bryggeri i den nedlagte Næstved Kaserne er spækket med storytelling, gerne med en krigerisk tematik – havde jeg endelig også en øl, der var værdig til at udfylde pladsen som nr. 900 anmeldte øl på bloggen.

Orksatme! – Som de ikke siger i Næstved, men derimod i visse egne af Jylland. Ikke desto mindre er udbruddet kendetegnende for min følelse ved nu at have anmeldt så mange øl siden 2010. Nu synes vejen op til de 1.000 pludselig ikke så lang, som dengang jeg startede – og slet ikke vidste, hvor længe jeg ville blive ved. Endskønt jeg allerede dengang syntes, jeg havde fat i noget. Altså – hvad kunne gå galt? Folk kan lide øl. “Hvis jeg skriver om øl, er der måske nogle, der gider læse hvad jeg skriver” tænkte jeg sådan cirka og omtrent – og siden dengang har jeg da holdt mig nogenlunde stabilt på omkring 100 daglige klik på bloggen.

Øllets tema er igen krigerisk – tillige med dystert og grusomt. Vlad Tepes er den virkelige historiske person, som Bram Stokers Dracula er baseret på. Gør jer den tjeneste at læse den bog, hvis ikke I allerede har gjort det. Den kan downloades gratis på Amazon Kindle og sproget er noget af det ypperste jeg har haft mellem hænderne på engelsk – imponerende nok helt uden, at det er unødigt, eller bare nødigt, tungt.

Men det er ikke fordi man behøver søge til den fiktive Dracula for at få sig et gys. Ledsageteksten på dette bryg er rigeligt; komponeret som den er over Vlad Tepes’ tilnavn ‘spidderen’ – og så har jeg ikke spoilet for meget.

Øllet, til gengæld, har jeg tænkt mig at beskrive i vanligt detaljeret grad i det følgende. Så det er nu, man skal holde op med at læse, hvis man selv vil opleve øllet, uden at vide noget om det på forhånd … Og at vente på, at det kommer på film, sådan som mange, der ikke gider læse bøger gør, er – på trods af bryggets åbenlyse kvaliteter – nok temmelig omsonst.

Brygget er friskt brusende og meget lidt skummende. Ja, det der ved første øjekast næsten kunne ligne en cola afslører sig selv som ikke en sådan, idet det slet ikke skummer – brus og kække bobler til trods. Nåhr ja – og så er der selvfølgelig også duften.

Der er rigeligt mørk chokolade og en antydning af kamfer, nok hidrørende fra et tættere indslag af lakridsrod. Det er tungt, vældigt og allerede på nuværende tidspunkt ganske frygtindgydende.

Og aroma er der også masser af: Min barndoms brystdråber kommer atter i hu, som dengang jeg anmeldte øl nr. 700. Dertil kommer den brændende og i brystet rivende fornemmelse man får af en god og en anelse syrlig rødvin – med samme mundfornemmelse og fylde i øvrigt, og det er næppe overraskende i betragtning af bryggets styrke på 11,8%. Nævnte jeg cola? Ja, et par gange før jeg nåede til smagsbeskrivelsen, så vidt jeg husker. Men nu melder den sødt-krydrede aroma af colanød sig faktisk også, og giver associationer til den baskiske drik Kalimutxo – en blanding af rødvin og cola, der er udbredt på de kanter.

Plus et stænk kirsebærsaft af den sure slags – og så er vi der.

Et aromatisk monster, der imidlertid – på trods af øllets dystre tema, og sådan er det altid med øl fra Kongbryg – afslører brygmesterens vældige godmodighed ved sin forunderlige evne til at føles rart, venligt og bare sådan –dejligt- i al sin aromatiske fuldendthed.

Så selv en Vlad Tepes ville lade pæle være pæle og spid være spid, for så at byde krigsfanger på den dram.

5-en-halv-stjerne

Martyr, Kongebryg

2016-09-29-19-42-03

Fest uden (for meget) alkohol …

Sidste Kongebryg i denne omgang. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at samarbejdet med Kongebryg indtil videre har været noget af det, hvis ikke det, mest fornøjelige og givtige, jeg har opnået i min tid som ølblogger. Jeg håber på mere og mindst lige så godt samarbejde fremadrettet, og takker mange gange for det, der har været såvidt.

Foreløbig slutter jeg af med en fadlagret porter. Fadene stammer fra det danske Stauning-destilleri i Jylland, mig bekendt det første single malt-destilleri i Danmark overhovedet. Ellers forbliver nyderen i det uvisse om bryggets titel og historie. Forsiden viser et gammelt skilderi – formentlig et kobberstik – af en person, der føres frem af en bøddel til hvad der kunne ligne en levende afbrænding.

De kristne martyrer forbindes mest med den tidlige kristendom, hvor disse angiveligt blev kastet for løverne og korsfæstet, men mig bekendt ikke brændt levende. Billedet forestiller snarere en kætterproces fra Middelalderen eller Renæssancen, for den periode – og de efterfølgende – holdt sig jo ikke tilbage med den slags julelege og grove løjer.

På hvilken måde brygget her knytter an til historien er altså ikke angivet på etiketten, så det må få være for denne gang.

Ellers hæfter jeg mig ved en ikke voldsomt høj alkoholprocent på 6. Pas på når brygget åbnes, for det undflyr flasken i opadgående retning i form af tykt, dunkelbrun fråde, der bare vil ud nu. Med resten af brygget vel skænket, kan man beundre det begsorte mørke, mens skummet så småt skrumper ind til knitren der ville gøre selv rockerbål i tyve-tredive europallerstørrelsen misundelige.

Duften er, igen, venlig. Det har Kongebrygs øl det med at være, og det har jeg også bemærket tidligere. Alligevel byder bryggene på mindst lige så store oplevelser som andre specialbryg i samme pris- og kvalitetsklasse. Der er bitterhed af hårdristet kaffe, blandet op med cola, karamel og et velafmålt skud rom.

Det bittersøde indtryk fortsætter i smagen, hvor kaffe, colanød, krokant og rom tager sig en frisk – og overraskende vild svingom. Okay, det er måske ikke mosh-pittet oppe foran til Slayer, men det meste af det øvrige publikum holder nu alligevel omkring en meters sikkerhedsafstand på dansegulvet. Der er lagt op til vild fest … også selvom alkoholen faktisk slipper op undervejs.

For bryggets fylde udgøres af ingrediensernes mangefold, de 6 forskellige typer korn og malt, og bryggets generelle tæthed. Fylden ender en smule brødagtig, hvor jeg personligt efterlyser mere velouragtig vinøsitet.

Gæsterne lader dog til også at kunne klare sig uden meget alkohol, for man kan jo sagtens være fuld uden at have sjovt … eller – hvordan det nu lige er, det nymodens mundheld lyder.

Festen er der uanset hvad – også uden en rasende høj alkoholprocent – og alle, der kan få fat i en ‘Martyr’, er inviteret.

4-en-halv-stjerne

Christian 4, Kongebryg

2016-09-25-19-11-17Lethedens mestre …

Vel – jeg må hellere får afprøvet de sidste Kongebryg, jeg fik langet ud for efterhånden ret lang tid siden. Denne er den næstsidste, jeg har på lager, og måske repræsenterer den bedre end noget andet selve konceptet bag Kongebryg, for den er opkaldt efter kongernes konge over Danmark – Christian Firtal hamselv.

Ja, hvis man gransker historien bare en anelse, vil man jo hurtigt opdage, at han i virkeligheden var en katastrofe for Danmark. Det var under ham, at vi mistede alt det, der dengang var Danmark, men nu er Sverige (bortset fra Bornholm – men at det siden kom på danske hænder igen, fortjener bornholmerne al ære for, og på ingen måde Kongen d. 4. Christian), han tog reformationens spirende tradition for hekseafbrænding til sig (den var ikke-eksisterende, da Danmark var katolsk), og der var sikkert også en hel masse andet, som jeg ikke lige kan huske nu.

Men vi elsker ham – fordi … he left a mark. Lidt som en grafittimaler med permanent (som i virkelig permanent) maling i dåsen, fik han gjort opmærksom på sig selv, idet han alle vegne efterlod sig blivende spor. – Et tårn hist, en plads pist, en bygning hér og en bebyggelse der … Og på den måde vinder man befolkningens og eftertidens hjerter, selvom man reelt var en katastrofe for nationen. Vel – sans for marketing havde han jo så afgjort, den gode Christian.

Ideen bag denne røgede øl – således etiketten – står Kongebryg ikke for alene. De har fået hjælp af ide(sprælle)manden og eksperimentalbryggeren Martin Bo Pedersen. Og selvom det ikke fremgår præcis hvordan, kunne jeg have den gode Martin mistænkt for at lave koblingen mellem etiketten – Wilhelm Marstrands berømte skilderi fra Roskilde Domkirke (som i øvrigt er malet ca. 200 år senere) – og krudtrøgen fra slaget ved Kolberger-Heide. Men det er rent gætværk.

Det røgede element kommer fra tilsat Laphroaig whisky – en whisky fra øen Islay i Skotland, der er kendt for sine røgede whiskyer (personligt er jeg faktisk mere imponeret over Ardbeg og Finlaggan, mens Laphroaig i mine øjne er en tand for mainstream – men det nok bare mig). Røgen slår kun diskret igennem i duften, der først og fremmest bæres frem af en silkeblød vanilleimpression. Kongebrygs øl er bare notorisk rare og behagelige at snuse til. Røgen giver en let og elegant fornemmelse af stald, ekviperet med de fineste, nydeligst soignerede fuldblodsaraberheste. Ellers tager brygget sig ikke videre prætentiøst ud. Skummet hæver sig aldrig meget over det orangebrune bryg, men afgiver til gengæld en sprælsk og legesyg knitren, når det falder.

Smagen lægger sig overraskende i det søde hjørne. Aroma af honning fylder munden med luftig fylde, men røgen giver bitterhed og karakter. Røgen er mere fremtrædende, men stadig velintegreret i bryggets øvrige sødme, så man alt i alt får en overraskende velafstemt enhed af sødt og røget.

Det husker jeg ikke nogensinde at have prøvet før. Røg følges som regel ad med – og understøtter – bitterhed. Her leger røgen fiffigt og kækt med honningsødmen, så helt nye synteser og smagsoplevelser opstår.

Noget større søslag bliver brygget aldrig. Nej, der er snarere tale om en hyggelig færgetur til – og rundvisning på – Islays fineste destillerier med langtrukken og gavmild smagning efterfølgende.

En stor æstetisk oplevelse – som et skilderi af Wilhelm Marstrand – er det under alle omstændigheder.

4-en-halv-stjerne

MDXX Det Stockholmske Blodbad, Kongebryg

2016-09-09-21-39-40Følelsen …

Yes! Så glemmer jeg aldrig årstallet for det Stockholmske Blodbad igen. Og hvis jeg gør, så snupper jeg sgu bare sådan én her til (bare den nu bliver i produktion) – årstallet står jo på etiketten.

Men slut nu med alt det pjat. Det er faktisk en meget meget alvorlig sag – om kirke, konge og adel. Og så ved man jo godt, hvad klokken har slået. Om lidt sprøjter blodet som i et hedt erotisk møde mellem Quentin Tarantino og Peter Jackson i starten af sidstnævntes karriere. Og ganske rigtigt – det Stockholmske Blodbad, hvis historiske detaljer jeg ikke vil gå nøjere ind på, er navnet på en veritabel nedslagtning af den del af svensk adel, der gerne ville være fri af den danske Kong Christian II’s overherredømme. Kirken kommer ind ved på finurlig vis at levere en eller anden form for gejstlig legitimering ved at erklære den svenske adel kættersk. Ja, som man dog kunne dengang!

Til minde og – fordi de jo er sådan lidt metal – fejring (men hey – sådan som svenskerne gav os på hattepulden efterfølgende, og også systematisk fejrer dette, er brygget vel ikke mere et udtryk for dårlig smag, end hvad an ser på den anden side af sundet) af denne begivenhed, har Kongebryg altså begået denne Barley Wine. Og det er godt nok ikke meget af den øltype, der er flydt her på bloggen. En enkelt er det blevet til indtil videre – og den var vidunderlig. Det er bare ikke en ølgenre, hvor der går 13 på dusinet.

Til gengæld behøver man ikke opbevare den i køleskab. Den smager fint ved stuetemperatur takket være sin høje alkoholprocent, sin markante maltprofil, og sin meget lave karbonering.

Dette bryg er karboneret helt og aldeles færdig. Der er ikke så meget som antydning af skum på overfladen af det rødbrune, småtågede bryg. De 11% alkohol stikker imidlertid ikke i næsen – nej, de kæler og smyger sig om de indre duftorganer som fløjl og velour med tørrede figner, rosiner og dadler i mørk romlage. Det er næsten som man bliver tung i hovedet allerede før brygget er smagt – men selv det er på en rar måde.

Og hvor jeg på grund af alkoholprocenten og stilen forventer et tungt bryg, hvor aromaen bare eksploderer i kraniet på én … ja, så tager Kongebryg endnu engang fusen på mig.

Brygget er simpelt hen let som en fjer på tungen. Man mærker faktisk ikke brygget. Det svæver på en diskret luftpude lige over smagsløgene, mens det til gengæld svier af alkohol i ganen og så ellers puster sin udsøgte, pikante romaroma ud mundhulen, hvor det kondenserer i små skjulte smagsafkroge, som man ikke engang efter snart 41 år på planeten anede eksisterede.

Nej – øl behøver ikke var være fandinvoldsk eller esktremt for at være godt. Kongebryg illustrerer denne gang næsten demonstrativt hvordan de kan gøre en traditionelt voldsom og tung øltype fjerlet – og jeg mener fjerlet. Aroma og smag – det er i den grad stadig på plads. Romlagen med de tørrede frugter fra duften genfinder man i smagen, men det er som antydet ikke det, der gør brygget til en oplevelse – det er følelsen af det.

Og den er vi ikke færdige med endnu. Brygget gløder ikke overraskende hele vejen ned gennem brystet og nede i mavesækken, hvor det sammen med eftersmagen langsomt klinger ud. Kvalitetsrugbrød opblødt i den fineste rom og blandet med figner udgør eftersmagen.

Sikke en oplevelse!

6-stjerner

Erik Lam, Kongebryg

2016-09-07-20-24-29Tiltrængt afveksling …

Gårsdagens humlemonster nr. 7 eller 8 fra Amager Bryghus gav mig lyst til … noget andet end noget vildt humlet – bare for afvekslingens skyld. Selvom – eller måske netop fordi – det humlede er vildt in for tiden, ender jeg efterhånden med at få nok, og fordi variationen mellem voldsom humle, krasbørstig humle, fandenivoldsk humle og afstumpet humle bare ikke er stor nok til at opretholde underholdningsværdien i det lange løb.

Og så er andre specialbryggerier, der specialiserer sig i andet end det evigt og altid humlede nogle kærkomne oaser.

Enter Kongebryg … Ja, fra deres hånd har jeg stadig en række øl, der venter på at blive prøvet. Som jeg har bemærket tidligere lægger Kongebryg vægten på det kontinentale Europa, særligt – hvis jeg selv skal udpege det – traditionerne i Tyskland og Belgien. Her er der især hentet inspiration fra Belgien, idet der er tale om en mørk Dubbel efter belgisk forbillede.

Hovedpersonen, som brygget er opkaldt efter, er til gengæld som så ofte før hentet fra en spændende person i dansk royal historie. Øllet er således tilegnet Erik Lam (ca. 1110-1146), også kendt som Erik hin Spage, den eneste danske konge, der nogensinde har abdiceret frivilligt. De fleste kilder peger på sygdom som årsagen til at kongen kort før sin død valgte klosterlivet, mens Kongebryg hævder, at den egentlige årsag var, at han ville hellige sig ølbryggeriet.

Om ikke andet er Kongebrygs version af historien klart den mest underholdende, men om det nu også er den mest sandfærdige, må vist siges at være genstand for debat.

Springet fra det sidste amagerkanske humlemonster er i hvert fald stort – ligesom det geografiske og historiske spring tilbage over Atlanterhavet fra Nordamerika og yderligere ca. 400 år tilbage i tiden til Europæisk middelalder. Størst er måske afstanden i stil. Brygget her er ganske mørkt, meget tyndtflydende, og afbruser hurtigt akkompagneret af den mest udsøgte hvide støj, der findes uden for umiddelbar nærhed af en strandbred med pålandsvind. Det dufter aldrig så lifligt af mørk chokolade og karamel, og – tænk at jeg nogensinde skulle skrive det – befriende lidt af humle.

Brygget er forventligt let i mundfornemmelsen som følge af bryggets viskositet. Alligevel yder brygget tilstrækkelig fylde, og det endda uden at brygget er ét af dem, man bliver væltet omkuld af. De 6,5% giver nok et buzz, men det er bestemt muligt at blive liggende på gulvet uden at man behøver holde fast i noget. Man smager især malten, der giver noter af rugbrød med pålægschokolade, og den ender med at blive så tæt, at den spage humle kun spiller en sekundær rolle i bitterheden.

Bitterheden vokser og bliver til kaffe og siden hvidkål som man kender det fra kåldolmer. Det er en spændende, og på trods af sammenligningen en aldeles velsmagende og velgørende afveksling fra den for tiden alt for hippe smag af nåletræ og grannåle.

Kongebryg er modige nok til at vise, at øl ikke behøver smage af humle alene, men at der er oceaner af smagsnuancer vi – om ikke mangler at opdage, så i hvert fald savner og godt snart kunne genopdage.

At brygget er så letflydende, samtidig med at det har så megen aroma, vidner om stor brygkunst. Ud over at føles middelalderligt og autentisk belgisk, smager det også bare skønt.

5-en-halv-stjerne

686 Anker J, Kongebryg (CB&WF 2016 V)

2016-08-27 16.11.23Skål, kammerat …

Temaet om Copenhagen Beer & Whisky Festival skal afsluttes med bravour. Det sker med endnu en øl fra Kongebryg, der ikke er noget festfyrværkeri – og så alligevel …

Historien – og det går Kongebryg jo som bekendt ganske meget op i – er i hvert fald god. Og mange vil måske være overrasket i betragtning af bryggeriets militære baggrund, og den tematik, der ikke sjældent følger deraf.

Brygget er opkaldt efter en tidligere soldat ved kasernen, deraf tallet, der er hovedpersonens soldaternummer. Det var ham, der 9. april måtte lide den tort at overgive Næstved Kaserne til den tyske besættelsesmagt efter den danske regerings overgivelse. Soldaten blev selv modstandsmand efterfølgende, og endnu senere gik han hen og blev statsminister, hvilket han nok er mest kendt for. Han døde 20. maj i år, 93 år gammel, og hvis nogen endnu ikke skulle have gættet det, er det selvfølgelig Anker Jørgensen, der er tale om.

Anker Jørgensen var på mange måder en samlende skikkelse. Man skulle virkelig langt ud på fløjene, før man ikke kunne finde en eller anden form for sympati for ham – om ikke for hans holdninger og politik, så i det mindste for hans person. Og med historien om Næstved Kaserne in mente skulle det bestemt undre mere, hvis der ikke på et eller andet tidspunkt kom et hyldestbryg.

Den tidligere statsminister var også kendt for at holde fast i sin jævne arbejderbaggrund. Derfor er Kongebrygs 686 Anker J også tænkt som en jævn pilsner til det danske folk. Letdrikkelig og ligefrem … men lur mig om ikke der alligevel er en overraskelse derinde i det højrøde (selvfølgelig) bryg alligevel.

Ja, for brygget er virkelig flot rødt med matchende gyldent skum. Farven er opnået ved at bruge en bestemt malt, og altså ikke ved at putte noget fremmed i øllet. Ikke desto mindre var der faktisk flere gæster ved standen, der erklærede at “så er det jo ikke en pilsner!” “Nå, hvad er det så?” var den flabede, usoignerede, langskæggede bartenders opfølgende spørgsmål. “Ja det er ennnnn … uden for … kategori.”

Så Kongebryg laver helt unikke øl. Det bliver brygmester sikkert glad for at erfare, selvom jeg nu er sikker på, at han vil holde fast på, at det er en pilsner.

Festlige farver er der i hvert fald rigeligt af, mens duften er mere afdæmpet. En antydning af piskefløde med et kornet maltindslag måske? Brygget er måske nok letdrikkeligt med sin cremede mundfornemmelse, der får det til at glide lækkert hen over tungen. Men ‘let’ ville jeg næppe kalde det. Det er maltsødt og overraskende fyldigt med en småsyrlig krop af tørrede figner og rosiner. Eftersmagen falder tungt med bitter smag af hasselnødder.

Det er i hvert fald ikke nogen traditionel pilsner, og næppe heller jævn. Den er noget ud over det sædvanlige idet den som pilsner lægger mere vægt på malt som det smagsbærende end på humlen. På den anden side er den nok heller ikke så usædvanlig, at den vil skræmme det traditionelle og jævne publikum fra vid og sans.

4-en-halv-stjerne

Tak endnu engang til Kongebryg fordi jeg måtte lege med ved standen. Og tak til arrangørerne bag Copenhagen Beer & Whisky Festival for et spændende arrangement.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme