Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kongebryg

Vlad Tepes Imperator, Kongebryg

2017-06-05 18.08.00Søde ondskab …

Niels Kiens, Kongebrygs karismatiske brygmester, stak mig den her på DØE’s ølfestival i Lokomotivværkstedet i maj. Ud over, at Kongebrygs øl tit er rigtig spændende både udenpå og indeni – det lille bryggeri i den nedlagte Næstved Kaserne er spækket med storytelling, gerne med en krigerisk tematik – havde jeg endelig også en øl, der var værdig til at udfylde pladsen som nr. 900 anmeldte øl på bloggen.

Orksatme! – Som de ikke siger i Næstved, men derimod i visse egne af Jylland. Ikke desto mindre er udbruddet kendetegnende for min følelse ved nu at have anmeldt så mange øl siden 2010. Nu synes vejen op til de 1.000 pludselig ikke så lang, som dengang jeg startede – og slet ikke vidste, hvor længe jeg ville blive ved. Endskønt jeg allerede dengang syntes, jeg havde fat i noget. Altså – hvad kunne gå galt? Folk kan lide øl. “Hvis jeg skriver om øl, er der måske nogle, der gider læse hvad jeg skriver” tænkte jeg sådan cirka og omtrent – og siden dengang har jeg da holdt mig nogenlunde stabilt på omkring 100 daglige klik på bloggen.

Øllets tema er igen krigerisk – tillige med dystert og grusomt. Vlad Tepes er den virkelige historiske person, som Bram Stokers Dracula er baseret på. Gør jer den tjeneste at læse den bog, hvis ikke I allerede har gjort det. Den kan downloades gratis på Amazon Kindle og sproget er noget af det ypperste jeg har haft mellem hænderne på engelsk – imponerende nok helt uden, at det er unødigt, eller bare nødigt, tungt.

Men det er ikke fordi man behøver søge til den fiktive Dracula for at få sig et gys. Ledsageteksten på dette bryg er rigeligt; komponeret som den er over Vlad Tepes’ tilnavn ’spidderen’ – og så har jeg ikke spoilet for meget.

Øllet, til gengæld, har jeg tænkt mig at beskrive i vanligt detaljeret grad i det følgende. Så det er nu, man skal holde op med at læse, hvis man selv vil opleve øllet, uden at vide noget om det på forhånd … Og at vente på, at det kommer på film, sådan som mange, der ikke gider læse bøger gør, er – på trods af bryggets åbenlyse kvaliteter – nok temmelig omsonst.

Brygget er friskt brusende og meget lidt skummende. Ja, det der ved første øjekast næsten kunne ligne en cola afslører sig selv som ikke en sådan, idet det slet ikke skummer – brus og kække bobler til trods. Nåhr ja – og så er der selvfølgelig også duften.

Der er rigeligt mørk chokolade og en antydning af kamfer, nok hidrørende fra et tættere indslag af lakridsrod. Det er tungt, vældigt og allerede på nuværende tidspunkt ganske frygtindgydende.

Og aroma er der også masser af: Min barndoms brystdråber kommer atter i hu, som dengang jeg anmeldte øl nr. 700. Dertil kommer den brændende og i brystet rivende fornemmelse man får af en god og en anelse syrlig rødvin – med samme mundfornemmelse og fylde i øvrigt, og det er næppe overraskende i betragtning af bryggets styrke på 11,8%. Nævnte jeg cola? Ja, et par gange før jeg nåede til smagsbeskrivelsen, så vidt jeg husker. Men nu melder den sødt-krydrede aroma af colanød sig faktisk også, og giver associationer til den baskiske drik Kalimutxo – en blanding af rødvin og cola, der er udbredt på de kanter.

Plus et stænk kirsebærsaft af den sure slags – og så er vi der.

Et aromatisk monster, der imidlertid – på trods af øllets dystre tema, og sådan er det altid med øl fra Kongbryg – afslører brygmesterens vældige godmodighed ved sin forunderlige evne til at føles rart, venligt og bare sådan –dejligt- i al sin aromatiske fuldendthed.

Så selv en Vlad Tepes ville lade pæle være pæle og spid være spid, for så at byde krigsfanger på den dram.

5-en-halv-stjerne

Martyr, Kongebryg

2016-09-29-19-42-03

Fest uden (for meget) alkohol …

Sidste Kongebryg i denne omgang. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at samarbejdet med Kongebryg indtil videre har været noget af det, hvis ikke det, mest fornøjelige og givtige, jeg har opnået i min tid som ølblogger. Jeg håber på mere og mindst lige så godt samarbejde fremadrettet, og takker mange gange for det, der har været såvidt.

Foreløbig slutter jeg af med en fadlagret porter. Fadene stammer fra det danske Stauning-destilleri i Jylland, mig bekendt det første single malt-destilleri i Danmark overhovedet. Ellers forbliver nyderen i det uvisse om bryggets titel og historie. Forsiden viser et gammelt skilderi – formentlig et kobberstik – af en person, der føres frem af en bøddel til hvad der kunne ligne en levende afbrænding.

De kristne martyrer forbindes mest med den tidlige kristendom, hvor disse angiveligt blev kastet for løverne og korsfæstet, men mig bekendt ikke brændt levende. Billedet forestiller snarere en kætterproces fra Middelalderen eller Renæssancen, for den periode – og de efterfølgende – holdt sig jo ikke tilbage med den slags julelege og grove løjer.

På hvilken måde brygget her knytter an til historien er altså ikke angivet på etiketten, så det må få være for denne gang.

Ellers hæfter jeg mig ved en ikke voldsomt høj alkoholprocent på 6. Pas på når brygget åbnes, for det undflyr flasken i opadgående retning i form af tykt, dunkelbrun fråde, der bare vil ud nu. Med resten af brygget vel skænket, kan man beundre det begsorte mørke, mens skummet så småt skrumper ind til knitren der ville gøre selv rockerbål i tyve-tredive europallerstørrelsen misundelige.

Duften er, igen, venlig. Det har Kongebrygs øl det med at være, og det har jeg også bemærket tidligere. Alligevel byder bryggene på mindst lige så store oplevelser som andre specialbryg i samme pris- og kvalitetsklasse. Der er bitterhed af hårdristet kaffe, blandet op med cola, karamel og et velafmålt skud rom.

Det bittersøde indtryk fortsætter i smagen, hvor kaffe, colanød, krokant og rom tager sig en frisk – og overraskende vild svingom. Okay, det er måske ikke mosh-pittet oppe foran til Slayer, men det meste af det øvrige publikum holder nu alligevel omkring en meters sikkerhedsafstand på dansegulvet. Der er lagt op til vild fest … også selvom alkoholen faktisk slipper op undervejs.

For bryggets fylde udgøres af ingrediensernes mangefold, de 6 forskellige typer korn og malt, og bryggets generelle tæthed. Fylden ender en smule brødagtig, hvor jeg personligt efterlyser mere velouragtig vinøsitet.

Gæsterne lader dog til også at kunne klare sig uden meget alkohol, for man kan jo sagtens være fuld uden at have sjovt … eller – hvordan det nu lige er, det nymodens mundheld lyder.

Festen er der uanset hvad – også uden en rasende høj alkoholprocent – og alle, der kan få fat i en ‘Martyr’, er inviteret.

4-en-halv-stjerne

Christian 4, Kongebryg

2016-09-25-19-11-17Lethedens mestre …

Vel – jeg må hellere får afprøvet de sidste Kongebryg, jeg fik langet ud for efterhånden ret lang tid siden. Denne er den næstsidste, jeg har på lager, og måske repræsenterer den bedre end noget andet selve konceptet bag Kongebryg, for den er opkaldt efter kongernes konge over Danmark – Christian Firtal hamselv.

Ja, hvis man gransker historien bare en anelse, vil man jo hurtigt opdage, at han i virkeligheden var en katastrofe for Danmark. Det var under ham, at vi mistede alt det, der dengang var Danmark, men nu er Sverige (bortset fra Bornholm – men at det siden kom på danske hænder igen, fortjener bornholmerne al ære for, og på ingen måde Kongen d. 4. Christian), han tog reformationens spirende tradition for hekseafbrænding til sig (den var ikke-eksisterende, da Danmark var katolsk), og der var sikkert også en hel masse andet, som jeg ikke lige kan huske nu.

Men vi elsker ham – fordi … he left a mark. Lidt som en grafittimaler med permanent (som i virkelig permanent) maling i dåsen, fik han gjort opmærksom på sig selv, idet han alle vegne efterlod sig blivende spor. – Et tårn hist, en plads pist, en bygning hér og en bebyggelse der … Og på den måde vinder man befolkningens og eftertidens hjerter, selvom man reelt var en katastrofe for nationen. Vel – sans for marketing havde han jo så afgjort, den gode Christian.

Ideen bag denne røgede øl – således etiketten – står Kongebryg ikke for alene. De har fået hjælp af ide(sprælle)manden og eksperimentalbryggeren Martin Bo Pedersen. Og selvom det ikke fremgår præcis hvordan, kunne jeg have den gode Martin mistænkt for at lave koblingen mellem etiketten – Wilhelm Marstrands berømte skilderi fra Roskilde Domkirke (som i øvrigt er malet ca. 200 år senere) – og krudtrøgen fra slaget ved Kolberger-Heide. Men det er rent gætværk.

Det røgede element kommer fra tilsat Laphroaig whisky – en whisky fra øen Islay i Skotland, der er kendt for sine røgede whiskyer (personligt er jeg faktisk mere imponeret over Ardbeg og Finlaggan, mens Laphroaig i mine øjne er en tand for mainstream – men det nok bare mig). Røgen slår kun diskret igennem i duften, der først og fremmest bæres frem af en silkeblød vanilleimpression. Kongebrygs øl er bare notorisk rare og behagelige at snuse til. Røgen giver en let og elegant fornemmelse af stald, ekviperet med de fineste, nydeligst soignerede fuldblodsaraberheste. Ellers tager brygget sig ikke videre prætentiøst ud. Skummet hæver sig aldrig meget over det orangebrune bryg, men afgiver til gengæld en sprælsk og legesyg knitren, når det falder.

Smagen lægger sig overraskende i det søde hjørne. Aroma af honning fylder munden med luftig fylde, men røgen giver bitterhed og karakter. Røgen er mere fremtrædende, men stadig velintegreret i bryggets øvrige sødme, så man alt i alt får en overraskende velafstemt enhed af sødt og røget.

Det husker jeg ikke nogensinde at have prøvet før. Røg følges som regel ad med – og understøtter – bitterhed. Her leger røgen fiffigt og kækt med honningsødmen, så helt nye synteser og smagsoplevelser opstår.

Noget større søslag bliver brygget aldrig. Nej, der er snarere tale om en hyggelig færgetur til – og rundvisning på – Islays fineste destillerier med langtrukken og gavmild smagning efterfølgende.

En stor æstetisk oplevelse – som et skilderi af Wilhelm Marstrand – er det under alle omstændigheder.

4-en-halv-stjerne

MDXX Det Stockholmske Blodbad, Kongebryg

2016-09-09-21-39-40Følelsen …

Yes! Så glemmer jeg aldrig årstallet for det Stockholmske Blodbad igen. Og hvis jeg gør, så snupper jeg sgu bare sådan én her til (bare den nu bliver i produktion) – årstallet står jo på etiketten.

Men slut nu med alt det pjat. Det er faktisk en meget meget alvorlig sag – om kirke, konge og adel. Og så ved man jo godt, hvad klokken har slået. Om lidt sprøjter blodet som i et hedt erotisk møde mellem Quentin Tarantino og Peter Jackson i starten af sidstnævntes karriere. Og ganske rigtigt – det Stockholmske Blodbad, hvis historiske detaljer jeg ikke vil gå nøjere ind på, er navnet på en veritabel nedslagtning af den del af svensk adel, der gerne ville være fri af den danske Kong Christian II’s overherredømme. Kirken kommer ind ved på finurlig vis at levere en eller anden form for gejstlig legitimering ved at erklære den svenske adel kættersk. Ja, som man dog kunne dengang!

Til minde og – fordi de jo er sådan lidt metal – fejring (men hey – sådan som svenskerne gav os på hattepulden efterfølgende, og også systematisk fejrer dette, er brygget vel ikke mere et udtryk for dårlig smag, end hvad an ser på den anden side af sundet) af denne begivenhed, har Kongebryg altså begået denne Barley Wine. Og det er godt nok ikke meget af den øltype, der er flydt her på bloggen. En enkelt er det blevet til indtil videre – og den var vidunderlig. Det er bare ikke en ølgenre, hvor der går 13 på dusinet.

Til gengæld behøver man ikke opbevare den i køleskab. Den smager fint ved stuetemperatur takket være sin høje alkoholprocent, sin markante maltprofil, og sin meget lave karbonering.

Dette bryg er karboneret helt og aldeles færdig. Der er ikke så meget som antydning af skum på overfladen af det rødbrune, småtågede bryg. De 11% alkohol stikker imidlertid ikke i næsen – nej, de kæler og smyger sig om de indre duftorganer som fløjl og velour med tørrede figner, rosiner og dadler i mørk romlage. Det er næsten som man bliver tung i hovedet allerede før brygget er smagt – men selv det er på en rar måde.

Og hvor jeg på grund af alkoholprocenten og stilen forventer et tungt bryg, hvor aromaen bare eksploderer i kraniet på én … ja, så tager Kongebryg endnu engang fusen på mig.

Brygget er simpelt hen let som en fjer på tungen. Man mærker faktisk ikke brygget. Det svæver på en diskret luftpude lige over smagsløgene, mens det til gengæld svier af alkohol i ganen og så ellers puster sin udsøgte, pikante romaroma ud mundhulen, hvor det kondenserer i små skjulte smagsafkroge, som man ikke engang efter snart 41 år på planeten anede eksisterede.

Nej – øl behøver ikke var være fandinvoldsk eller esktremt for at være godt. Kongebryg illustrerer denne gang næsten demonstrativt hvordan de kan gøre en traditionelt voldsom og tung øltype fjerlet – og jeg mener fjerlet. Aroma og smag – det er i den grad stadig på plads. Romlagen med de tørrede frugter fra duften genfinder man i smagen, men det er som antydet ikke det, der gør brygget til en oplevelse – det er følelsen af det.

Og den er vi ikke færdige med endnu. Brygget gløder ikke overraskende hele vejen ned gennem brystet og nede i mavesækken, hvor det sammen med eftersmagen langsomt klinger ud. Kvalitetsrugbrød opblødt i den fineste rom og blandet med figner udgør eftersmagen.

Sikke en oplevelse!

6-stjerner

Erik Lam, Kongebryg

2016-09-07-20-24-29Tiltrængt afveksling …

Gårsdagens humlemonster nr. 7 eller 8 fra Amager Bryghus gav mig lyst til … noget andet end noget vildt humlet – bare for afvekslingens skyld. Selvom – eller måske netop fordi – det humlede er vildt in for tiden, ender jeg efterhånden med at få nok, og fordi variationen mellem voldsom humle, krasbørstig humle, fandenivoldsk humle og afstumpet humle bare ikke er stor nok til at opretholde underholdningsværdien i det lange løb.

Og så er andre specialbryggerier, der specialiserer sig i andet end det evigt og altid humlede nogle kærkomne oaser.

Enter Kongebryg … Ja, fra deres hånd har jeg stadig en række øl, der venter på at blive prøvet. Som jeg har bemærket tidligere lægger Kongebryg vægten på det kontinentale Europa, særligt – hvis jeg selv skal udpege det – traditionerne i Tyskland og Belgien. Her er der især hentet inspiration fra Belgien, idet der er tale om en mørk Dubbel efter belgisk forbillede.

Hovedpersonen, som brygget er opkaldt efter, er til gengæld som så ofte før hentet fra en spændende person i dansk royal historie. Øllet er således tilegnet Erik Lam (ca. 1110-1146), også kendt som Erik hin Spage, den eneste danske konge, der nogensinde har abdiceret frivilligt. De fleste kilder peger på sygdom som årsagen til at kongen kort før sin død valgte klosterlivet, mens Kongebryg hævder, at den egentlige årsag var, at han ville hellige sig ølbryggeriet.

Om ikke andet er Kongebrygs version af historien klart den mest underholdende, men om det nu også er den mest sandfærdige, må vist siges at være genstand for debat.

Springet fra det sidste amagerkanske humlemonster er i hvert fald stort – ligesom det geografiske og historiske spring tilbage over Atlanterhavet fra Nordamerika og yderligere ca. 400 år tilbage i tiden til Europæisk middelalder. Størst er måske afstanden i stil. Brygget her er ganske mørkt, meget tyndtflydende, og afbruser hurtigt akkompagneret af den mest udsøgte hvide støj, der findes uden for umiddelbar nærhed af en strandbred med pålandsvind. Det dufter aldrig så lifligt af mørk chokolade og karamel, og – tænk at jeg nogensinde skulle skrive det – befriende lidt af humle.

Brygget er forventligt let i mundfornemmelsen som følge af bryggets viskositet. Alligevel yder brygget tilstrækkelig fylde, og det endda uden at brygget er ét af dem, man bliver væltet omkuld af. De 6,5% giver nok et buzz, men det er bestemt muligt at blive liggende på gulvet uden at man behøver holde fast i noget. Man smager især malten, der giver noter af rugbrød med pålægschokolade, og den ender med at blive så tæt, at den spage humle kun spiller en sekundær rolle i bitterheden.

Bitterheden vokser og bliver til kaffe og siden hvidkål som man kender det fra kåldolmer. Det er en spændende, og på trods af sammenligningen en aldeles velsmagende og velgørende afveksling fra den for tiden alt for hippe smag af nåletræ og grannåle.

Kongebryg er modige nok til at vise, at øl ikke behøver smage af humle alene, men at der er oceaner af smagsnuancer vi – om ikke mangler at opdage, så i hvert fald savner og godt snart kunne genopdage.

At brygget er så letflydende, samtidig med at det har så megen aroma, vidner om stor brygkunst. Ud over at føles middelalderligt og autentisk belgisk, smager det også bare skønt.

5-en-halv-stjerne

686 Anker J, Kongebryg (CB&WF 2016 V)

2016-08-27 16.11.23Skål, kammerat …

Temaet om Copenhagen Beer & Whisky Festival skal afsluttes med bravour. Det sker med endnu en øl fra Kongebryg, der ikke er noget festfyrværkeri – og så alligevel …

Historien – og det går Kongebryg jo som bekendt ganske meget op i – er i hvert fald god. Og mange vil måske være overrasket i betragtning af bryggeriets militære baggrund, og den tematik, der ikke sjældent følger deraf.

Brygget er opkaldt efter en tidligere soldat ved kasernen, deraf tallet, der er hovedpersonens soldaternummer. Det var ham, der 9. april måtte lide den tort at overgive Næstved Kaserne til den tyske besættelsesmagt efter den danske regerings overgivelse. Soldaten blev selv modstandsmand efterfølgende, og endnu senere gik han hen og blev statsminister, hvilket han nok er mest kendt for. Han døde 20. maj i år, 93 år gammel, og hvis nogen endnu ikke skulle have gættet det, er det selvfølgelig Anker Jørgensen, der er tale om.

Anker Jørgensen var på mange måder en samlende skikkelse. Man skulle virkelig langt ud på fløjene, før man ikke kunne finde en eller anden form for sympati for ham – om ikke for hans holdninger og politik, så i det mindste for hans person. Og med historien om Næstved Kaserne in mente skulle det bestemt undre mere, hvis der ikke på et eller andet tidspunkt kom et hyldestbryg.

Den tidligere statsminister var også kendt for at holde fast i sin jævne arbejderbaggrund. Derfor er Kongebrygs 686 Anker J også tænkt som en jævn pilsner til det danske folk. Letdrikkelig og ligefrem … men lur mig om ikke der alligevel er en overraskelse derinde i det højrøde (selvfølgelig) bryg alligevel.

Ja, for brygget er virkelig flot rødt med matchende gyldent skum. Farven er opnået ved at bruge en bestemt malt, og altså ikke ved at putte noget fremmed i øllet. Ikke desto mindre var der faktisk flere gæster ved standen, der erklærede at “så er det jo ikke en pilsner!” “Nå, hvad er det så?” var den flabede, usoignerede, langskæggede bartenders opfølgende spørgsmål. “Ja det er ennnnn … uden for … kategori.”

Så Kongebryg laver helt unikke øl. Det bliver brygmester sikkert glad for at erfare, selvom jeg nu er sikker på, at han vil holde fast på, at det er en pilsner.

Festlige farver er der i hvert fald rigeligt af, mens duften er mere afdæmpet. En antydning af piskefløde med et kornet maltindslag måske? Brygget er måske nok letdrikkeligt med sin cremede mundfornemmelse, der får det til at glide lækkert hen over tungen. Men ‘let’ ville jeg næppe kalde det. Det er maltsødt og overraskende fyldigt med en småsyrlig krop af tørrede figner og rosiner. Eftersmagen falder tungt med bitter smag af hasselnødder.

Det er i hvert fald ikke nogen traditionel pilsner, og næppe heller jævn. Den er noget ud over det sædvanlige idet den som pilsner lægger mere vægt på malt som det smagsbærende end på humlen. På den anden side er den nok heller ikke så usædvanlig, at den vil skræmme det traditionelle og jævne publikum fra vid og sans.

4-en-halv-stjerne

Tak endnu engang til Kongebryg fordi jeg måtte lege med ved standen. Og tak til arrangørerne bag Copenhagen Beer & Whisky Festival for et spændende arrangement.

Køgebryg, Kongebryg (CB&WF 2016 IV)

Ingen alarm …

Min utilstedelige skamrosning og idle smiger mod Kongebryg fortsætter lidt endnu. Det manglede jo sådan set også bare, når nu de sådan sponsorerer et latent afvænningsforløb og den bodegamuskel, jeg ikke har, ved at lade mig stå i deres stand på Copenhagen Beer & Whisky Festival.

Køgebryg her var det lyseste bryg, vi kunne byde på. Den er en saison – en let, belgisk øltype, som bryggeriet tidligere har brilleret med. På Ølfestivalen i Forum stod der faktisk bare ‘Saison’ på hanen, fordi designeren af etiketten (den klovn) havde glemt at spørge om, hvorvidt brygget ellers havde et rigtigt navn. Det havde den altså – oven i købet med en historie, omend det denne gang hverken handler om krig, kongehus eller fædreland … eller okay. Måske en lille smule det sidste, eftersom købstaden Køge syd for København trods alt ligger i gamle Dannevang.

Den er brygget til Køge Festuge, der netop er afsluttet – ja, det er altså ikke altid at jeg får timet mine anmeldelser lige heldigt. Til gengæld har det friske, lyse sommerbryg vel passet meget fint til det flotte, klimaforandringsplagede sensommervejr, vi har været velsignet med på det sidste.

Faktisk har det i sin duft en snert af den banan, der gennemsyrer den stærke belgiske blonde-øl – den, som jeg ikke rigtig kan med, og som jeg også prøvede i Aarhus Bryghus’ stand på ølfestivalen. Her er det som antydet meget mere afdæmpet, og den yder en sød note til et ellers frisk bryg, der ikke dufter af meget andet end en tilbagelænet, omens spids humle og en antydning af gær.

Brygget, der klart skal nydes afkølet, har en frisk, krydret aroma med noter af rosmarin, fennikel og kommen. Fylden er ligefrem og simpel samtidig med, at den er ganske præsent. Modnet korn blander sig med løvtræ, der giver smagsløgene lidt at arbejde med i det ellers friske og sprudlende bryg.

Alle advarselslamper blinker, når talen falder på frisk sommerøl, undtagen når det kommer fra Kongebryg, for på forunderlig vis formår bryggeriet at tilføje rigeligt smag, uden at gå på kompromis med hverken friskhed eller sommer.

4-en-halv-stjerne

Kellerbier, Kongebryg (CB&WF 2016 III)

2016-08-27 13.14.40Mon ikke det var farven?

Det er unægteligt nogle dage siden nu, at jeg var på Copenhagen Beer & Whisky Festival. Og selvom det var disse bryg, jeg stod og småpimpede det meste af tiden, kniber det så småt med det dugfriske indtryk, der giver de mest præcise anmeldelser.

Det tror jeg i hvert fald. Ærligt talt er jeg ikke sikker på, at læserne mærker den store forskel.

Det jeg dog husker dette bryg for er, at det var det, jeg endte med at slukke øltørsten mest i. At ville påstå, at det var det bedste bryg i baren, ville være – om ikke direkte forkert, så i hvert fald en tilsnigelse. Den ære tilkommer med rette den forunderligt lette og smagfulde stout Kejserinde Dagmar.

Her er vi ovre i en – om ikke lettere, så i hvert fald lysere genre. Brygget er nydeligt gyldenbrunt – ikke ulig bloggerens hår og skæg, faktisk. Skummet er lavt og boblende, hvilket det i øvrigt har til fælles med både stouten og saisonen fra sidst.

Det er dermed ikke skummet, der karakteriserer brygget – men derimod en nydelig bouquet af fyldig malt, mørk karamel og et lille skud cognac. Smagen er igen karakteristisk blid og umiddelbart uprætentiøs. Armbevægelserne er bare ikke voldsomme i Kongebrygs øl, men der er altid en belønning, hvis man lader brygget trænge lidt ind i tunge og gummer.

Her vækkes en tæt, tung eftersmag af eg og bøg til live. En alkoholantydning yder fylde og et pikant og uventet stik af grannåle giver brygget lidt ekstra spænding i slutspurten. Det er ikke den friske gran som man kender den fra de allestedsnærværende IPA’er, men derimod en tung, garvet én af slagsen.

Brygget starter letdrikkeligt, bygger op og afslutter tungt og vildt – det er velkomponeret som en god roman, der imidlertid kræver, at man gør en indsats for at komme ordentligt i gang med den.

Men er det ikke også dét, der ofte kendetegner god litteratur – og øl?

4-en-halv-stjerne

Kejserinde Dagmar, Kongebryg (CB&WF 2016 II)

2016-08-27 12.19.19Let og kejserligt …

… og hermed videre til de øl, vi havde på hanerne i Kongebrygs stand på Copenhagen Beer & Whisky Festival i Forum.

Hvis jeg skulle sige noget helt overordnet om, hvad der adskilte Kongebrygs udvalg fra de andre bryggerier, var det dels, at antallet af bryg var overskueligt, dels at de var udvalgt efter deres drikkelighed og ikke efter at være outrerede.

Det betød, at flere af gæsterne faktisk kunne nå gennem alle hanerne uden at blive hønefulde (ih nej, det ordspil var i hvert fald ikke tilsigtet). Flere af gæsterne kom forbi flere gange, netop fordi øllene var venlige og imødekommende (i skarp kontrast til i hvert fald én af barvagterne – den langhårede og -skæggede), uden at de samtidig mistede deres spænding eller smagfuldhed.

Som måske det bedste eksempel på dette, kan bryggeriets Russian Imperial Stout fremhæves. Jeg havde godt nok prøvet det lavtskummende, let olieagtige bryg tidligere. Men det var under omstændigheder, der gjorde, at jeg aldrig fik kradset noter nok ned til, at der kunne komme en anmeldelse ud af det. Det var under besøget på Kongebryg, og der var der jo fuld knald på anekdoter og hygge, ledsaget af lettere selskabelig overrisling. Så at anmeldelsen først falder nu, finder jeg lovligt undskyldt.

Brygget er opkaldt efter den danskfødte Russiske Kejserinde, Мария Фëдоровна (Marija Fjodorovna, Da. Marie Sophie Frederikke Dagmar). Kongebryg gør som bekendt meget ud af, at knytte an til kongehus og militærhistorie i mange af deres brygkoncepter, og her smelter det hele så nydeligt sammen med øltypen.

Der er tale om en overordentligt let Russian Imperial Stout. Imperial Stouts er kendt for at være tunge, kraftige og fyldige. Den russiske variant – som egentlig slet ikke er russisk af oprindelse, men har fået navnet fordi den russiske zar i sin tid fik smag for den – er kendt for at være sød frem for bitter, men ellers lige så tung og fyldig som sin britiske storebror.

I Kongebrygs udgave er der imidlertid lagt en dæmper på tyngden. Men tro ikke, at det ødelægger oplevelsen. Tværtom bydes man fortsat den fulde stoutfornøjelse med dybe, rare kaffenoter sødet med mørk karamel og piftet op med et nøje afmålt skud cognac, der uden at være dominerende alligevel yder et bredt alkoholindslag. Dertil kommer en antydning af røg.

Og selvom alle de kendte smagsnuancer er vidunderligt præsente, forbliver brygget let på tungen som den lifligste, søde vin. En vin, der smager af sød lakrids, spædet om med kaffe, ganske vist, men den lifligste søde vin ikke desto mindre. En rigtig nydestout. Og det smukke er, at hverken alkoholen eller tyngden slår så hårdt, at man ikke kan nyde én mere, hvis man skulle få lyst til at være lidt dekadent (det er jo trods alt zarens hof, vi er hos … sådan da). Vel er de 7,6% alkohol mere end blot end guldøl, men der er stadig ganske langt op til de procenter, kejserlige stouts normalt holder.

Og at brygget ikke vejer det samme som en leopardkampvogn (vi er jo fortsat på Næstveds gamle kaserne … i hvert fald når vi ikke er på ølfestival på Frederiksberg eller ved zarens hof) gør også sit til at friskheden bevares – ikke bare i brygget men så sandelig også i kroppen efter at det har fundet vej ned gennem løgnhalsen.

5-en-halv-stjerne

Honey Devil, Kongebryg/Det Lille Bryggeri/Ghostbrewing

2016-08-24 18.12.21Mægtig i sin genkendelighed …

Uha, jeg er bagud! Her i weekenden har jeg været på Copenhagen Whisky and Beer Festival i Forum, hvor jeg stod i Kongebrygs stand. Forinden havde jeg flere anmeldelser i venteposition, og nu venter der ikke blot en kæmpe stak af arbejde foran mig; stakken er kollapset og ligger i en kæmpe, kaotisk bunke på gulvet og roder med væltede flasker rullende rundt med de sidste lunkne dråber løbende ud af sig.

Men et eller andet sted  jeg jo starte, så hvorfor ikke med netop Kongebryg? Her er ét af deres flagskibe – en mægtig imperial stout på 14%. Den forhandles i en nogenlunde håndterlig pakke på 0,33 liter i forventning om, at det nok er de færreste, der har lyst til at drikke mere af sådan én på én gang. Jeg taler selvfølgelig kun på egne vegne, når jeg finder denne produktallokering både fornuftig og passende.

Den er brygget med Honning, og det er åbenbart over to år siden, jeg sidst prøvede en øl, der var det. Honningen kan mærkes i duften, der er velgørende vinøs og tæt i det natsorte, skumløse bryg. Bouqueten udløses allerede ved aftagning af kapslen, hvor bitterhed og sødme dufter om kap, førstnævnte med et kraftigt indslag af kaffe, der sammen med honningen i udpræget grad vækker associationer til Kahlua og anden kaffelikør.

Og likørindtrykket fortager sig ikke i smagen. Der er fuld drøn på alkoholen, i hvilken kaffen og honningen tæt omslynget danser omkring til tonerne af et veloplagt big band – og stundom en småskarp lakridseftersmag.

Brygget byder på alt det, man forventer – sødme fra honningen og rigeligt med tæt, tung, fyldig bitterhed fra malten og humlen. Det er lige så velintegreret som det er velkendt og smagen er ganske i overensstemmelse med ingredienserne.

Nogen store nyheder er der imidlertid ikke. Brygget smager ganske vist af rigtig meget og mere til, men næppe nogen nyt, man aldrig har prøvet før.

Ikke at det gør nogen stor skade.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme