Ikke en Cream Ale
Jeg er blevet hjemsøgt af en af mine hyppigt tilbagevendende dæmoner. Den mørke stout fra kælderen er det heldigvis ikke denne gang, nej, det er snarere ovenfra. Som en høg hænger den over mig – eller rettere en emsig chef, der pacer mig frem med evindeligt “kom nu i gang. Kom nu i gang”.
Jeg skal ikke brokke mig, for skylden er egentlig min egen. Det er i bund og grund en ret kedelig historie, som I selvfølgelig ikke får lov at slippe for. Jeg skulle selvfølgelig sidde lørdag aften og diskutere med Flat Earthers, altså stakler med sølvpapir om kraniet, der tror at Jorden er flad og ikke kugleformet … som om det ville føre noget som helst med sig, altså ud over god underholdning og bekræftelsen af, at der findes nogle mennesker, der rent faktisk er mere ynkelige og fortabte end én selv.
Som ledsager til underholdningen røg der tre gode øl fra lageret i glasset og ned i halsen, og på forhånd manglede jeg at anmelde endnu en øl – den som jeg skal til at skrive om her, når jeg engang er færdig med at snakke udenom.
Dæmonen, der nu atter hænger over mig som en høg er altså hængepartiet. Velkommen tilbage til det, og fire øl i kø til anmeldelse.
Jeg starter med Redrice Ale fra det japanske mikrobryggeri Kiuchi Brewery. Dem har vi har fat i for lidt over et år siden, hvor jeg anmeldte deres økologiske Espresso Stout. Angiveligt er det karakteristisk for asiatisk øl, at det er brygget på ris. Det er vel traditionelt på en eller anden måde, og dette har Kiuchi så bygget videre på ved at bruge røde ris i stedet for at nøjes med hvide (eller *bvadr* – parboiled). Røde ris er rigtig lækre. Desværre koster de også kassen, og skal koges væsentlig længere end almindelige ris, men nøj, de er mums! Det oplagte spørgsmål er, om de også gør noget godt for øllet.
Man får i hvert fald nemt den mistanke, at øllet tager farve efter risene. Det er mere rødt end brunt, og kun ganske svagt skummende. Men flot i farven er det uanset, selvom Untappd’s betegnelse som Pale Ale forekomer mig en kende søgt. Brygget gør ikke meget ud af duften – letsyrlige, men modne æbler møder næsen. Rart, men ikke videre markant.
Ris siges at give smoothness. Det er derfor man nogle steder bruger løs af det, når man laver cream ale – to no avail (nej, jeg går aldrig af vejen for et plat rim). Den smoothness mærker man her, kombineret med en letbitter, cremet aroma af søde nødder, paranødder måske – eller også er det blot aromaen fra de røde ris, der faktisk smager lidt i den retning. Små krydrede noter af kardemomme støder til, sammen med en mere markant sødme af vingummi. Ifølge Preben Bøje fra DTU skabes denne sødme af dextriner, lange sukkerstrenge, som gær ikke kan nedbryde og som derfor bliver markante, når man fx i quadrupler gærer brygget flere gange.
Tanken strejfer mig, at de temmelig hårdføre røde ris har gjort dette nødvendigt på en eller anden måde, men det er selvfølgelig ren spekulation, som jeg ikke har noget belæg for. Modsat i øvrigt Flat-Eartherne der har tusinder, hvis ikke titusinder af dårligt producerede YouTube-videoer og memes til at bakke deres synspunkter op.
Overordnet er det en på den fede måde let og mangefacetteret oplevelse (øllet – ikke debatten med Flat-Eartherne, forstås), selv eftersmagen er kun let gæret og kun på en måde, der udvider øloplevelsen. Gad vide om det er sådan, de der cream ales egentlig skal smage? Vel, i så fald har japanerne knækket koden og det endda helt uden at kalde det en cream ale.
Seneste kommentarer