Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Kissmeyer

Easy Kiss, Kissmeyer

Man må holde igen …

Egentlig havde jeg tænkt mig at afslutte temaet om hedengangne Broaden & Build med et brag forleden aften, da den legendariske YouTuber Bionic Dance gæstede min kanal. Den sidste øl, der mangler i serien er en Brownie Stout på 11% – en stærk øl til en stærk gæst virkede fuldkommen oplagt … men så ringede vikarbureauet.
Jeg ernærer mig i øjeblikket som vikar i den nordvestjyske fødevareindustri, og det kan derfor svinge meget, hvor mange timer jeg har på ugebasis. Jeg siger derfor nødigt nej, når en uventet chance for at tjene lidt ekstra håndører viser sig. Så da min arbejdsgiver ringede og tilbød mig en vagt i Hanstholm morgenen efter live streamen med mødetid kl. 7:00 kunne jeg ikke sige nej.
Til gengæld måtte Broaden & Builds monster af en stout vente. Jeg ville ikke risikere noget, der lignede tømmermænd oven i søvnunderskud efter en livestream, jeg havde lagt klokken 23 om aftenen. Der er 9 timers tidsforskel mellem Thy og San Diego, hvor min gæst residerede, og jeg vil nødigt byde mine gæster, at de skal drikke alkohol alt for tidligt på dagen (ih, alle de hensyn man må tage som international YouTuber, altså!)
Så valget faldt på noget lidt mere afdæmpet – en pale ale fra Kissmeyer på 5,5%.
Stouten må vente til onsdag, hvor endnu en YouTube-kæmpe – i hvert fald når det gælder sekulær aktivisme og øl – Aron Ra er gæsten. Jeg har allerede aftalt tilstrækkeligt med vagter til næste uge, så jeg kan roligt takke nej, hvis vikarbureauet skulle ringe igen.

Samtalen med Bionic Dance var i øvrigt så spændende, at jeg fuldkommen glemte at tage et billede af øllet, mens jeg nød den, så der må læserne nøjes med min beskrivelse.

Pale ales er – som jeg ser det i hvert fald – de overgærede øls svar på pilsneren. Der er ikke de store armbevægelser eller overraskelser, men har bryggeren ellers passet sit arbejde kan der sagtens være en god oplevelse i vente.
Brygget her lader til at være ufiltreret, blankt som poleret kobber og med en nydelig, adækvat klæbrig skumkrone. Duften lover godt med klar, ren og langt fra kraftløs bouquet af friske grannåle og lyst, nyskåret træ. Aromaen følger stort set samme linjer. Der er ikke meget mere at nævne, når først der er sat ord på duften.
En stilsikker, ren og smagfuld pale ale, der er lige til at gå til. Og så måske ikke alligevel. Jeg vil faktisk gå så langt som til at påstå, at det fortsat alt for store segment af festdrankere, der kontrafaktisk hævder, at Grøn Tuborg er en god øl, vil holde en sikkerhedsafstand på i hvert fald et par fod fra den her.
For kenderen vil den udgøre et kærkomment afbræk i de store oplevelser. Ikke alle øl behøver være revolutioner og verdensomvæltninger. Der må også godt være lidt fyld imellem øjeåbnerne, og som dette fungerer Easy Kiss fra Kissmeyer nærmest perfekt.

Tømmermændene udeblev i øvrigt også som planlagt – men jeg drak selvfølgelig også kun den ene.

Into the Black, Kissmeyer

Jo … det er da bedre …

Kissmeyer har fået endnu en chance for at imponere mig. Første gang gik det jo sådan set meget godt, så nu er spørgsmålet snarere, om denne øl kan leve op til de forventninger, som den første formåede at plante. Som nævnt tidligere, er jeg sjældent voldsomt imponeret over, hvad der kommer ud af Kissmeyer, men på den anden side har det aldrig været så fælt, at jeg helt ville lade deres spraglede emballager blive stående på supermarkedshylderne.

Dette mørke, højtskummende bryg dufter af kaffe med alt for meget farinsukker – selv for folk, der bruger sukker i kaffen (hvilket jeg ikke gør). Og det lover for så vidt godt. Aromaer, jeg ellers afskyr som selve Pia Kjærsgaards væsen – café au lait, cappuccino og i det hele taget kaffe med noget andet i end kaffe – er kærkomment i øl … i modsætning til Pia Kjærsgaard. Hun skal i den grad holde sig ude af både min øl og min kaffe!

Ingen fare for Pia Kjærsgaard i dette bryg … but that is a very low bar. Til gengæld finder man et (lidt for) letflydende bryg, en anelse røget og med en lakridssmag, der virker mere lemfældigt kastet i, end møjsommeligt smagt til. Heldigvis vokser aromaen med tiden til faktisk at blive ganske imponerende, når brygget er skyllet ned.

Eftersmagen vokser og blomstrer med rigeligt af bitre indtryk: Tæt, stærk kaffe uden sukker eller mælk. Røgen bliver ligeledes tættere, og ved mandlerne kastes en ekstra bitter klang af hengemte hasselnødder ind. Apropos fæle oplevelser, der i øl på uforklarligvis bliver en nydelse: Få ting er mere modbydelige end en harsk hasselnød. Men når samme aroma optræder i eftersmagen på en øl, forvandles oplevelsen fra fæl til fin. Det er øllets forunderlige magi.

Brygget her redder sig selv på stregen. En småkedelig, rodet oplevelse bliver til en lille smagsbombe, der ikke bare falder efter brygget har forladt munden, men også hænger ud et godt stykke tid efter.

Slet ikke tosset. Stadig ikke helt i skabet, men ganske bestemt på rette vej.

Stockholm Syndrome, Kissmeyer

God rutine …

Mit seneste indlæg om Founders’ Sumatra Mountain affødte en del reaktioner. Det var helt tydeligt, at jeg langt fra var den eneste, der havde prøvet brygget, og at jeg blandt disse stod temmelig alene med min oplevelse. Kommentarer både her på bloggen og Facebook har ladet mig vide, at brygget meget hurtigt bliver dårligt, hvis det står i solen, og at dette i øvrigt er et generelt træk ved øl, der er tilsat kaffe. Ret skal være ret, og jeg er selvfølgelig ikke interesseret i at et bryg får en dårlig anmeldelse på bloggen, fordi det eksemplar jeg har stået med, har været fejlbehæftet. Skulle jeg støde på brygget igen i fremtiden, står den på reanmeldelse, og i mellemtiden vil jeg tilføje en disclaimer på det oprindelige indlæg om, at der er mistanke om fejlkilde.

Med de to Founders-øl var det ellers slet ikke slut med spændende nye øl til bloggen. Marcus havde faktisk købt rigeligt ind til den livestream vi var fælles værter på senere samme aften. Jeg tror Marcus har mig mistænkt for et par OCD-tendenser eller tre, for jeg kunne ikke andet en ærgre mig over, at jeg ikke kunne anmelde de nye øl i løbet af livestreamen. Så dagen efter forbarmede han sig over mig, og købte et nyt sæt af de Skanderborg Bryghus-øl, som hans lokale Lidl havde på tilbud, så jeg kunne få dem med hjem til Thisted og anmelde dem behørigt.

Det kommer til at ske inden alt for længe. Jeg skylder Marcus endnu en tak for husly, godt selskab og ekstrem tålmodighed over for mine små særheder.

Dagens øl nød jeg kort efter hjemkomsten fra hovedstaden. Jeg har flere gange før skændet Kissmeyer huden fuld for, at deres øl tager sig attraktive ud, men alt for sjældent leverer en ordentlig oplevelse. Da jeg forleden fandt et parti De Molen-øl på tilbud i Føtex røg der imidlertid et par Kissmeyer-øl med, da tilbuddet gjaldt fem øl. Og der var lige præcis to Kissmeyer-øl ud over de tre De Molen øl, så jeg så det som et tegn fra stokastik og tilfældighedernes ultimative overlords, at det var på tide at give Kissmeyer en chance til.

Det skulle da også stå meget slemt til, hvis Kissmeyer ikke kunne få en imperial IPA med en alkoholstyrke på 9,5% til at tage sig bare nogenlunde ud rent aromatisk. Visuelt kører de på rutinen – omend det indrømmet er en god rutine – med flot, appelsinfarvet bryg under en nydelig lille skumkrone.

Bouqueten matcher farven fint. Appelsinerne brænder godt igennem med både sødt og bittert – men mest sødt. Aromaen byder igen på en rutinepræget oplevelse, omend én hvor bryggeren har gjort lidt ekstra for, at rutinen lige ligger en tand højere end hos andre rutinerede bryggere. Smag og mundfornemmelse er dejligt tætte, med en appelsinsød aroma i front, mens bitterheden spiller andenviolin med frisk træ ved gummerne, samt kommen og koriander i eftersmagen. Ned gennem brystet river brygget godt, så oplevelsen ikke kun er begrænset til gab og svælg. Det er faktisk slet ikke så tosset denne her gang.

Rutinen og bryggerens afdæmpethed får altså ikke bugt med oplevelsen denne gang. Men de er der nu alligevel, rutine og afdæmpning. Jeg har prøvet mangt en IPA, ikke mindst Imperial IPA, der var langt mere Schwung over end den her. Der kunne godt have været lidt mere bitterhed og lidt mere fylde. Den ledsagende aromatiske sødme, til gengæld, er lige i øjet.

Kissmeyer skal smide tøjlerne, og turde gå hele vejen. Så tror jeg faktisk, det kunne blive rigtig godt.

Eagle, Kissmeyer

Not all …

Jeg synes ikke det er svært at finde ud af, hvem jeg skal holde med i disse dage. Den amerikanske protestbevægelse har min fulde støtte, og for hvert politiovergreb, der afsløres – det være sig mod sorte eller hvide demonstranter, eller for den sags skyld tilfældige forbipasserende – stiger min støtte. I mine øjne har de fleste amerikanske politikorps for længst spillet fallit. De kører deres egen dagsorden, hvor de konstant udnytter deres voldsmonopol – ikke til at beskytte og tjene befolkningen (Protect & Serve, et slogan der oprindeligt stammer fra Los Angeles’ politikorps og som senere blev overtaget af mange andre) men for at holde en voksende underklasse nede med grov vold og racisme.

“Ikke alle politifolk” vil mange prompte indvende – og det i en grad så det bliver hashtagget flittigt på Twitter og andre steder. Det er sådan set heller ikke forkert. Svaret misser blot den allervigtigste detalje i hele problemet med vold og racisme i politiet. Det er systemisk. Det er endemisk. Vold og racisme er en del af amerikansk politi på samme måde som humle og malt er en del af øl. Amerikansk politi er ikke amerikansk politi uden vold og racisme.

Det er i egenskab af voldeligt racistisk korps, at politiet kan varetage sin rolle som vedligeholder af en status quo, hvor en meget lille, ultrarig elite ejer og bestemmer alt. Ved specifikt at undertrykke etniske minoriteter og fremstille disse som særligt kriminelle og farlige, skaber politiet samtidig en imaginær fjende for underklassens hvide majoritet. Således pustes der især til den hvide underklasses racisme, hvorved politiet er med til at sikre, at underklassen bekæmper sig selv internt, frem for den objektive klassefjende – føromtalte ultrarige, meget lille elite af hvide magthavere.

Hvor vil jeg hen med det? Jo – jeg måtte selv udbryde et “not all” her i går aftes, da jeg drak denne øl fra Kissmeyer. Kissmeyer har kastet rigtig mange halvkedelige mainstreamøl på markedet. Fælles for dem er spændende navne og flotte etiketter, mens øllet har været af en kvalitet, som selv de store industriaktører kan slå med et minimum af anstrengelse. Så det var med forventningerne helt i bund, at flasken blev åbnet, og det noget uengagerede, gennemsigtige, messingfarvede bryg blev skænket.

Kun svagt viste de ellers traditionelle IPA-noter af citrus og grannåle sig i bouqueten. Men fair nok – det er trods alt en session og ikke en fuldblods IPA. Den afdæmpede alkoholprocent på 4,2 vil sjældent afstedkomme store duftoplevelser – især når brygget som her er brygget uden tilsætning af andet end humle, vand, gær og malt.

Og så kommer overraskelsen. Et hvast bid af knastør bitterhumle plaffer små syle af de spædeste fineste og skarpeste grannåle dybt ind i alle mundhulens blottede flader. En lille, men effektfuld aromaeksplosion, der ganske vist snart afløses af rigelige mængder frisk, tørstslukkende vand, uden andre nævneværdige meritter end sin vederkvægelse.

Men det er såmænd slet ikke så ringe endda – især ikke hvis brygget nydes direkte ud af køleskabet. Det er trods alt en session-IPA, der er brygget for sine forfriskende egenskaber. Og selvom man godt kunne have ønsket, at bryggeriet alligevel havde givet den lidt mere til den krydrede side, så fungerer den samlede pakke nu meget godt alligevel.

Overordnet lader det til at høre med til Kissmeyerbrandet, at det kun er en halvforkølet udfordring til de dominerende industriaktører på markedet for specialøl. Ved ikke at sætte barren højere legitimerer de brands som Schiøtz, Lottrup og Husbryggeriet Jacobsen, som er industrigiganternes svar på ølrevolutionen. Billigere specialøl af lavere kvalitet, der kan udkonkurrere mikrobryggerierne – de heltmodige fornyere af ølmediet. Det er trist, når de uafhængige bryggere ikke er sig deres pligt som udfordrer til den karakterløse storindustri bevidst.

Men det forhindrer dem tydeligvis ikke i at ramme nogenlunde inden for skiven en gang imellem.

Fruit IPA, Kissmeyer

Meh – f*cking meh!

Tusind tak for hjælpen! Ikke bare til de mange, der gjorde som jeg bad om, og klikkede ind på bloggen i går, da jeg opdagede at registreringen af klik lige pludselig var ophørt, men til alle læsere. Jeg kan åbenbart ikke foretage opdateringer, uden at der sker katastrofer. Vel, i det mindste gjorde det ikke hele bloggen utilgængelig, sådan som det skete for et par gange siden. Men det var irriterende nok. For antallet af besøgende er næppe overraskende noget af det, jeg holder allermest øje med.

Jeg har, kan jeg hermed afsløre, en ambition i indeværende år om at opnå 4000 klik på min blog månedligt. Det er indtil videre lykkedes, og jeg er, takket være læsernes hurtige indgriben, og på trods af tællerens nedbrud, glad for at konstatere, at det også er tilfældet for maj måned. Jeg kunne have nedlukningen i forbindelse med Coronavirussen mistænkt for at have leveret de nødvendige visninger. Når man alligevel sidder derhjemme, deprimeret og drikfældig, er en ølblog vel næppe det mindst attraktive, kan kan klikke ind på. Trods alt er supermarkederne jo åbne, og så har man jo muligheden for at søge frem, hvad der er godt at kvæle noget af ventetiden og ensomheden med …

Nu hvor samfundet så småt åbnes igen, må jeg vel holde øje med, om læserskaren pludseligt falder. Jeg håber det selvfølgelig ikke. Ikke kun fordi jeg er glad for opmærksomheden, men sandelig også fordi, jeg helst ikke vil have at min blog kun har kunnet holde folks opmærksomhed, fordi de ikke har haft andet at lave. Jeg håber at bloggen er populær på egne vilkår, og ikke bare er en undskyldning for adspredelse i nedlukningstid.

Hyppigheden af udgivelser ser heller ikke ud til at have påvirket opmærksomheden om bloggen særlig meget. Min YouTube-kanal tager fortsat en del af min opmærksomhed og fritid, mens bloggens bagkatalog tydeligvis stadig trækker læsere til. Den vigende anmeldelseshyppighed betyder til gengæld, jeg hellere må knytte en kommentar til nylige hændelser, der rækker ud over den allestedsnærværende nedluknings- og virusomtale.

Minneapolis’ politistyrke har således vist sig at være en morderisk bande racister. En dødspatrulje, en bande kriminelle og en white supremacist terrororganisation er, hvad den er. Og når stat eller føderation ikke vil gribe ind og gøre det nødvendige, dvs. opløse dødspatruljen og skabe et politikorps, der er til for at beskytte befolkningen, frem for at myrde løs på den – ja, så er der ikke andet at gøre for befolkningen at tage sagen i egen hånd. Politimyndighederne i Minneapolis har ingen legitimitet længere. De er sprunget ud som et korps af racistiske og sadistiske mordere – og når det er virkeligheden, må befolkningen jo handle derefter …

… det var bare det.

I mellemtiden er en ny Kissmeyer øl dukket op på hylderne i min lokale fakta. En ‘Fruit IPA’. Og det lyder jo forjættende. Min gode vel Ole nævnte stilen i den lange serie af videoer, jeg optog i forbindelse med hans besøg tilbage i starten af februar måned. Ideen er at krydre en IPA med aromahumler på en sådan måde, at øllet kommer til at smage af frugt mere end af øl. Flere af IPA-aromahumlerne er karakteriseret ved frugtaromaer – grape og appelsin for blot at nævne et par af dem, og at rendyrke netop dette træk ligger lige til højrebenet, når man bare et par gange har nydt stilens eventyrlige smagsbombardement.

Og der er da også noget frisk grapeduft i duften. Men det er ikke helt nok, vil jeg nok sige. Grape er altså langt fra den mest spændende citrusfrugt, endsige frugt i det hele taget. Så det er heldigt, at det gulorange bryg ikke er så meget en fruit IPA, at der ikke stadig hænger nogle friske grannåle fast.

Til gengæld er brygget rigtig meget en Kissmeyer-øl. Det betyder, at brygget lader alt for meget tilbage at ønske, både hvad angår fylde, bouquet og ikke mindst aroma. Bevares, den skarpe grapefrugt fra duften forefindes da også nogenlunde i smagen og ledsages af søde, omend ufarlige appelsinnoter. Grannålene er til gengæld opløst i de alt for store mængder vand, der i øvrigt effektivt fortynder de ellers lovende frugtaromaer.

Så ja, brygget smager måske nok mere af frugt end af de traditionelle, bitre humlearmoaer, der kendetegner det meste øl. Desværre smager brygget mest af noget helt tredje – nemlig vand. Og selvom det da nok gør noget effektivt ved eventuel tørst, er dette en ringe trøst i betragtningen af brygget øvrige skuffelse.

Det forbliver som Kissmeyer-øl er flest.

Adventure NEIPA, Kissmeyer

»Session NEIPA«

EU’s regler gælder ikke for USA. Derfor må man gerne kalde en IPA for en New England IPA, selvom der er et ocean plus det løse mellem bryggeriet og stedet der bærer produktets navn. Det er vist noget med, at man ikke må kalde et produkt ved et stednavn, med mindre det rent faktisk kommer fra det sted – men åbenbart kun hvis det sted rent faktisk ligger i EU.

Fordi – fuck resten af verden, eller noget i den henretning.

Det kan også være, at jeg har galt fat i et eller andet. Måske er New England IPA, eller NEIPA som det gerne forkortes, ikke på samme måde et beskyttet brand – og så må man gerne.

Ikke at det egentlig går mig særlig meget på. Det er jo ligegodt ikke mig, der brygger øllene, og skal bryde mit hoved med den slags. Jeg skal bare smage på varerne.

NEIPA er kendt for gavmilde humlemængder. En IPA der skal spises med kniv og gaffel, hvor ord som ‘tåget’, ‘grumset’ og endda ‘plumret’ om udseendet slet ikke slår til, og som bedst leveres i tubeemballage, er karaktertræk, man forbinder med stilen. Det skyldes rundhåndet tørhumling der kommer oven i det sædvanlige indhold af restgær. Lige noget for denne blogger kan man roligt sige!

Imidlertid stritter brygget her ikke det mindste imod ved skænkning. Det er selvfølgelig meget kønt, som en kæmpe appelsin som glasset nærmest er krænget rundt om – med skummet som albedo. Jo, tåget er det bestemt. Tæt tåget endda – men næppe grumset, og slet ikke plumret. Skummet er heller ikke hverken tæt, fedtet eller højt nok. Det bruser snart af, og ville kun rejse sig, hvis man skænkede brygget så voldsomt, at det næsten var synd. Ligesom skummet forsvinder bouqueten også snart – citrusfrugt og hyld når lige at sige hej, før de er ude af døren.

Men noget smag er der da. Citrus og tørre grannåle melder sig på en bund af friske figner. I eftersmagen mærker man lyst træ, der lægger sig grundigt afhøvlet og glatpudset langs med gummerne. Her er der ikke noget der stikker, flår eller river. Det hele er pænt, ordentligt og poleret. Kontrolleret ned i mindste detalje – og som læserne nok har regnet ud, sker det på bekostning af oplevelsen.

Brygget kommer til at fremstå alt for let, alt for rent og alt for pænt til bare tilnærmelsesvis at retfærdiggøre sig som en NEIPA-oplevelse. Ingen opflåede gummer af bitterhed, ingen nedadkrængende mundvige af citrus, ingen opspilede øjne af hyldens sødme. I stedet leveres aromaerne i en alt for regelret og konform pakke, viklet ind i alt for meget vand.

På en varm sommerdag i marken ville den nu nok gøre godt. Bevares – der er ikke noget, der smager grimt i den. Den smager bare ikke af nok, når man bliver stillet en NEIPA i udsigt. Mit forslag til Kissmeyer er derfor, at man smider en markør ind i navnet for, at man her er gået mest op i bryggets tørstslukkende egenskaber …

… og omdøber den Session NEIPA.

Kissmeyer Session IPA, Kissmeyer

Kaotisk pause …

Næh, så let slipper I ikke! Jeg er her igen med fornyet styrke. Det var jo så småt ved at gå galt med humøret og motivationen igen. Det har det det med at gøre, når jeg bliver arbejdsløs.

Men ikke alene motivationen falder drastisk i tilfælde af arbejdsløshed. Man bliver også omgående ramt af alle mulige sindssyge regler og krav. Blandt andet skal man minutiøst gøre rede for, hvor meget frivilligt arbejde man laver, og herunder tæller åbenbart også blogskrivning på hobbybasis på den måde jeg har bedrevet det i snart 10 år. Det samme gælder min YouTube-kanal, som også har ligget brak mens min officielle tid som ledig stod på. Jeg magtede ikke dokumentationskravene og valgte bare at lade være. Det er alt rigeligt at man skal stå til rådighed 24/7 og lægge ryg til alskens beskyldninger og mistænkeliggørelse, også selvom man rent faktisk gerne vil arbejde, men bare har det lille problem, at der ikke er arbejde til én.

Allervigtigst var det dog i første omgang at få fjernet bannerreklamerne fra bloggen. Hvis en emsig medarbejder hos kommunen havde set dem, var jeg formentlig blevet trukket voldsomt i ydelse og politianmeldt for terrorisme og det der er værre, selvom min indtjening den vej har været absolut minimal indtil videre.

Nu er det heldigvis slut. Det blev til to uger som officielt ledig. Jeg nåede ikke engang til møde i Jobcenteret, hvorved jeg undgik den værste udskamning og chikane i denne omgang, På mandag starter jeg officielt i nyt arbejde, og jeg glæder mig.

Og det er såmænd ikke fordi, der nu har dannet sig en lang kø af øl, jeg i min kvie over min ledighed har hældt i mig. Jeg har nævnt det tidligere, at jeg i mine depressive perioder ikke har lyst til øl. Jeg er ikke typen, der drukner min sorg i alkohol, og det er vist bedst sådan.

Og lad mig så komme til det, det handler om, og i alt for langt tid ikke har handlet om – øl. Kissmeyers Session IPA har stået på hylderne i SuperBrugsen her i Thisted i et stykke tid for en formentlig uhørt høj pris. Nu er de imidlertid røget på køb-før-de-bliver-smidt-ud-tilbud, som jeg prompte har benyttet mig af. Der var vel ikke helt så meget salg i dem, som de havde regnet med, måske fordi folk efterhånden godt ved, at man i en session IPA ikke får den fulde IPA-oplevelse, men kun en afdæmpet én som egner sig til frokost eller mellem måltiderne.

Alligevel tager den sig nu ganske flot ud – næsten appelsinfarvet i sin uigennemsigtige gulorangethed. Skummet kan det til gengæld ikke prale med, men det kompenserer duften for. Den er skarp og spids – har i præcision det, som den som session IPA nødvendigvis må mangle i kraft og vælde. En effektiv dis af grannålesyle gør deres arbejde godt, omend kortvarigt.

Brygget formår også at læske som det forventes af typen. Aromaen følger også mere end adækvat med – bitterheden af frisk gran er en rød – eller snarere grøn – tråd, der nænsomt snitter i smagsløgene, mens det glatte, vederkvægende bryg lystigt flyder mod svælget.

Et kompromis – som session IPA altid vil være mellem aroma og drikkelighed. Derfor er der mange, der helt afviser den som type. Jeg finder det imidlertid interessant at opleve, hvilken balance mellem de to, bryggerierne tilstræber. Kissmeyer lægger velsmagen subtilt i forgrunden – og det fungerer.

Witchy Woman Wit, Kissmeyer

2015-11-08 21.05.23Når det nu absolut skal være en wit …

Den sidste dansk-libanesiske Kissmeyerøl er en wit … Hvis jeg overhovedet skulle fremhæve nogen øltype, som jeg notorisk ikke kan komme overens med (lidt på samme måde, som jeg har det med Eurodance-“musik”) så er det den belgiske hvedeøl, også kendt som ‘wit’.

Jeg synes, det er tyndt, surt og gæret. Så er det sagt. Men med den erfaring er der på den anden side også gode muligheder for at blive positivt overrasket. Øl er øl, og skal derfor anmeldes på min blog. Jeg tager gerne én for holdet ved at drikke en øltype i ny og næ, som jeg ikke kan lide, for anmeldelsen er uanset hvad hyggelig at skrive. Og få ting er så givende for et grundlæggende stygt individ som jeg, som at sende en spydig sviner af sted mod et bryggeri, der ikke gider gøre arbejdet ordentligt.

Den positive overraskelse lader vente på sig. Selvom brygget egentlig er ganske flot – lettåget og citrongult, skummer det overhovedet ikke som en hvedeøl bør. At brygget er dovent gør ikke det i forvejen dårlige udgangspunkt for denne wit bedre. Bouqueten hjælper ikke – tværtom. Den udskiller en direkte stikkende sur odeur af citron, grape og andre sure citrusfrugter. Et indslag af banan tilføjer et syntetisk islæt i stedet for at formilde surheden. Det ser ikke godt ud.

Temmelig beklemt sætter jeg glasset for munden, for det er jo trods alt smagen, det gælder. Er brygget syrligt? Ja bestemt, men heldigvis ikke kun det.

Brygget yder også en forfriskende hård, bitter bund af frisk løvtræ og blandende sig dermed syrlighed af grape, og lige præcis den rigtige mængde gær til at den stikkende fornemmelse i munden ikke overskrider grænsen for det anmassende, endsige modbydelige. I eftersmagen er det først og fremmest bitterheden, der mærkes. Helt skjult er bitterheden i duften, så overraskelsen er markant, når det træder så meget frem i brygget.

Overordnet er det bryggets friskhed, der er nøglen. Denne holder syre og gær i kort snor, så de ikke kammer over og ødelægger noget. Til gengæld gør man klogt i at nyde brygget afkølet, for hvem ved ikke, hvilken ballade syre og gær måtte afstedkomme i et tempereret bryg?

Med et velafkølet bryg får man faktisk en wit, der er til at nyde. Så har man set det med!

4-stjerner

Flaming, Kissmeyer

2015-11-07 13.15.48 Endnu et skarpt hjørne rundet …

I forgårs – d. 6. november – var det min fødselsdag. Jeg blev fyrre år, ja tænk, at man ville holde så længe. Det blev faktisk ikke til nogen øl den dag. Den stod på arbejde og forberedelse på den store fest, der med pomp og pragt blev afviklet i går aftes.

Men i går eftermiddag – midt i de hidsige forberedelser – tillod jeg mig selv en pause – dels til at skrive gårsdagens indlæg om  De Konincks ‘Wildjo’, dels til lige at prøve en enkelt – som man kunne kalde sin fyrreårsfødselsdagsøl. Valget faldt på Kissmeyers ‘Flaming’. Mest af alt fordi jeg havde valgt at indkøbe et parti af dem til min fest – jeg ville jo gerne vide, hvordan de smagte før jeg serverede dem for mine gæster. Men også fordi jeg prøver at skrive om de milde gaver fra mine sponsorer ligeligt. Denne er således sponsoreret af den hjælpsomme læser Christopher, og sådan prøver jeg nogenlunde fast at skifte mellem hans, og Black Bens øl.

Der er tale om en irsk red ale. Irsk – især sproget – er jo en af mine passioner, men øllet lader til gengæld noget tilbage at ønske. Det er dog kun stilen der er irsk. Recepten er dansk, og bryggeriet libanesisk, så måske er der en positiv overraskelse i vente.

Duften lover i hvert fald godt. Sprød, bittersød humle med den forjættede bergamotolie som fremtrædende element. Visuelt lever det fint op til sit navn – nuancen er sammenlignelig med det indre af årstidens udskårne gærskar, dækket med et nydeligt lag julefrokostsne – der er akkurat den rigtige mængde gult i skummets lød, og det har samme tendens til at svinde hastigt som hin nedbør tidligt i december.

Smagen er imidlertid mere diffus end den aromatiske og stærke visuelle indledning. Sødmen dominerer og ligger tungt på tungen, men aromaen lader sig dårligt kategorisere. Fylde af overmodne blommer og svesker dukker op, men styrken fra disse mangler. Efterhånden melder bitterheden sig også, men i stedet for at spille op til hinanden, kommer den og sødmen op at slås. Så blander gæren sig, og det er for at være med til at slå på tæven, så det hele ender i kaos.

Brygget ved ikke rigtig, hvad det vil – vil det være sødt? Bittert? Gæret? Eller også vil det gerne være det hele på én gang … hvilket sådan set også godt kan lade sig gøre. Men det kræver noget elegance, som brygget her desværre kun har i duft og udseende.

Umuligt er brygget dog ikke. Den er for så vidt den tier værd, jeg smed efter den i Kvickly. Gæsterne var også glade for den, men jeg må indrømme, at jeg regner med, at de fleste af de mange øl, jeg fik til anmeldelse til festen i går aftes vil byde på større oplevelser end denne.

3-en-halv-stjerne

Young Lust, Kissmeyer Beer

2015-10-24 19.11.24Det bliver spændende …

Så er det tid til en kommerciel debut på ølbloggen. Bryggeriet Kissmeyer står for skud. Så vidt jeg ikke har kunnet google mig frem til – (eller rettere – jeg googlede på livet løs og fandt intet) – har bryggeriet ikke sin egen hjemmeside, men kun en fanside på den allestedsnærværende fjæsbog.

Det får vel række, men meget klogere på bryggeriet bliver man ikke på besigtigelse. Brygmester Anders (hvis efternavn har lagt navn til bryggeriet) har trådt sine barnesko på Nørrebro Bryghus, fremgår det (jeg håber han behandler sine medarbejdere ordentligt, og ikke har taget for meget lære på det område af sin læremester). Konceptet er til gengæld interessant. Kissmeyer er ret beset et fantombryggeri, hvis produkter er et resultat af brygmesterens konsulentvirksomhed på forskellige bryggerier rundt om i verden.

Således er denne øl faktisk brygget i Libanon (spændende). Den er købt i Kvickly til en billig penge (tak, Christopher), og der er to mere i vent oven på køkkenskabet. I filialen på Englandsvej, Amager har der længe stået et større restlager, som jeg har svært ved at tro, er helt væk endnu, så go fetch, hvis du har lyst til at gøre et kup i øl, man ikke sådan lige ser hver dag.

I begejstring for bryggets øjensynlige specielhed skal man ikke glemme, at det trods alt er indholdet, der tæller mest. Brygget er tilsat umaltet havre, sukker og røllike, så det er så som så med renheden. Røllike er ikke desto mindre interessant, og alt i alt er der jo ingen der siger, at de ekstra ingredienser får brygget til at smage fælt.

Brygget er flot messingfarvet med en svag antydning af restgær. Skummet er svagt, men forfriskende klistret. Duften afgiver akkurat så meget dunst af fusel til at skab spænding og dynamik, at man ikke hæfter sig alt for voldsomt ved, at humlen er for svag til at imponere.

I smagen mærker man den dog en smule mere. Den kæler nænsomt for smagsløgene med en aromatisk sødme, der på den anden side også kunne hidrøre fra det tilsatte sukker. Smagen skal suges ud af brygget. Ved første berøring af mundens inderside virker det næsten smagsløst, og først når man har prøvet lidt, melder smagen sig altså efterhånden.

Og der er da noget humle. Og der er da noget sødme. Og der er da noget velsmag … men det bliver ved, at der kun er noget og ikke nok. Hvis nu samme smag røg under en lup … eller man dampede mere af vandet væk … eller mindre af alkoholen, måske – så ville den smage af mere, og måske endda af nok.

Men indtil videre må brygget, på trods af gode ideer, tankebaner og en ikke dårlig smag, betragtes som middelmådigt.

Det bliver spændende, om den næste bliver bedre.

3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme