Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Kissmeyer

Witchy Woman Wit, Kissmeyer

2015-11-08 21.05.23Når det nu absolut skal være en wit …

Den sidste dansk-libanesiske Kissmeyerøl er en wit … Hvis jeg overhovedet skulle fremhæve nogen øltype, som jeg notorisk ikke kan komme overens med (lidt på samme måde, som jeg har det med Eurodance-“musik”) så er det den belgiske hvedeøl, også kendt som ‘wit’.

Jeg synes, det er tyndt, surt og gæret. Så er det sagt. Men med den erfaring er der på den anden side også gode muligheder for at blive positivt overrasket. Øl er øl, og skal derfor anmeldes på min blog. Jeg tager gerne én for holdet ved at drikke en øltype i ny og næ, som jeg ikke kan lide, for anmeldelsen er uanset hvad hyggelig at skrive. Og få ting er så givende for et grundlæggende stygt individ som jeg, som at sende en spydig sviner af sted mod et bryggeri, der ikke gider gøre arbejdet ordentligt.

Den positive overraskelse lader vente på sig. Selvom brygget egentlig er ganske flot – lettåget og citrongult, skummer det overhovedet ikke som en hvedeøl bør. At brygget er dovent gør ikke det i forvejen dårlige udgangspunkt for denne wit bedre. Bouqueten hjælper ikke – tværtom. Den udskiller en direkte stikkende sur odeur af citron, grape og andre sure citrusfrugter. Et indslag af banan tilføjer et syntetisk islæt i stedet for at formilde surheden. Det ser ikke godt ud.

Temmelig beklemt sætter jeg glasset for munden, for det er jo trods alt smagen, det gælder. Er brygget syrligt? Ja bestemt, men heldigvis ikke kun det.

Brygget yder også en forfriskende hård, bitter bund af frisk løvtræ og blandende sig dermed syrlighed af grape, og lige præcis den rigtige mængde gær til at den stikkende fornemmelse i munden ikke overskrider grænsen for det anmassende, endsige modbydelige. I eftersmagen er det først og fremmest bitterheden, der mærkes. Helt skjult er bitterheden i duften, så overraskelsen er markant, når det træder så meget frem i brygget.

Overordnet er det bryggets friskhed, der er nøglen. Denne holder syre og gær i kort snor, så de ikke kammer over og ødelægger noget. Til gengæld gør man klogt i at nyde brygget afkølet, for hvem ved ikke, hvilken ballade syre og gær måtte afstedkomme i et tempereret bryg?

Med et velafkølet bryg får man faktisk en wit, der er til at nyde. Så har man set det med!

4-stjerner

Flaming, Kissmeyer

2015-11-07 13.15.48 Endnu et skarpt hjørne rundet …

I forgårs – d. 6. november – var det min fødselsdag. Jeg blev fyrre år, ja tænk, at man ville holde så længe. Det blev faktisk ikke til nogen øl den dag. Den stod på arbejde og forberedelse på den store fest, der med pomp og pragt blev afviklet i går aftes.

Men i går eftermiddag – midt i de hidsige forberedelser – tillod jeg mig selv en pause – dels til at skrive gårsdagens indlæg om  De Konincks ‘Wildjo’, dels til lige at prøve en enkelt – som man kunne kalde sin fyrreårsfødselsdagsøl. Valget faldt på Kissmeyers ‘Flaming’. Mest af alt fordi jeg havde valgt at indkøbe et parti af dem til min fest – jeg ville jo gerne vide, hvordan de smagte før jeg serverede dem for mine gæster. Men også fordi jeg prøver at skrive om de milde gaver fra mine sponsorer ligeligt. Denne er således sponsoreret af den hjælpsomme læser Christopher, og sådan prøver jeg nogenlunde fast at skifte mellem hans, og Black Bens øl.

Der er tale om en irsk red ale. Irsk – især sproget – er jo en af mine passioner, men øllet lader til gengæld noget tilbage at ønske. Det er dog kun stilen der er irsk. Recepten er dansk, og bryggeriet libanesisk, så måske er der en positiv overraskelse i vente.

Duften lover i hvert fald godt. Sprød, bittersød humle med den forjættede bergamotolie som fremtrædende element. Visuelt lever det fint op til sit navn – nuancen er sammenlignelig med det indre af årstidens udskårne gærskar, dækket med et nydeligt lag julefrokostsne – der er akkurat den rigtige mængde gult i skummets lød, og det har samme tendens til at svinde hastigt som hin nedbør tidligt i december.

Smagen er imidlertid mere diffus end den aromatiske og stærke visuelle indledning. Sødmen dominerer og ligger tungt på tungen, men aromaen lader sig dårligt kategorisere. Fylde af overmodne blommer og svesker dukker op, men styrken fra disse mangler. Efterhånden melder bitterheden sig også, men i stedet for at spille op til hinanden, kommer den og sødmen op at slås. Så blander gæren sig, og det er for at være med til at slå på tæven, så det hele ender i kaos.

Brygget ved ikke rigtig, hvad det vil – vil det være sødt? Bittert? Gæret? Eller også vil det gerne være det hele på én gang … hvilket sådan set også godt kan lade sig gøre. Men det kræver noget elegance, som brygget her desværre kun har i duft og udseende.

Umuligt er brygget dog ikke. Den er for så vidt den tier værd, jeg smed efter den i Kvickly. Gæsterne var også glade for den, men jeg må indrømme, at jeg regner med, at de fleste af de mange øl, jeg fik til anmeldelse til festen i går aftes vil byde på større oplevelser end denne.

3-en-halv-stjerne

Young Lust, Kissmeyer Beer

2015-10-24 19.11.24Det bliver spændende …

Så er det tid til en kommerciel debut på ølbloggen. Bryggeriet Kissmeyer står for skud. Så vidt jeg ikke har kunnet google mig frem til – (eller rettere – jeg googlede på livet løs og fandt intet) – har bryggeriet ikke sin egen hjemmeside, men kun en fanside på den allestedsnærværende fjæsbog.

Det får vel række, men meget klogere på bryggeriet bliver man ikke på besigtigelse. Brygmester Anders (hvis efternavn har lagt navn til bryggeriet) har trådt sine barnesko på Nørrebro Bryghus, fremgår det (jeg håber han behandler sine medarbejdere ordentligt, og ikke har taget for meget lære på det område af sin læremester). Konceptet er til gengæld interessant. Kissmeyer er ret beset et fantombryggeri, hvis produkter er et resultat af brygmesterens konsulentvirksomhed på forskellige bryggerier rundt om i verden.

Således er denne øl faktisk brygget i Libanon (spændende). Den er købt i Kvickly til en billig penge (tak, Christopher), og der er to mere i vent oven på køkkenskabet. I filialen på Englandsvej, Amager har der længe stået et større restlager, som jeg har svært ved at tro, er helt væk endnu, så go fetch, hvis du har lyst til at gøre et kup i øl, man ikke sådan lige ser hver dag.

I begejstring for bryggets øjensynlige specielhed skal man ikke glemme, at det trods alt er indholdet, der tæller mest. Brygget er tilsat umaltet havre, sukker og røllike, så det er så som så med renheden. Røllike er ikke desto mindre interessant, og alt i alt er der jo ingen der siger, at de ekstra ingredienser får brygget til at smage fælt.

Brygget er flot messingfarvet med en svag antydning af restgær. Skummet er svagt, men forfriskende klistret. Duften afgiver akkurat så meget dunst af fusel til at skab spænding og dynamik, at man ikke hæfter sig alt for voldsomt ved, at humlen er for svag til at imponere.

I smagen mærker man den dog en smule mere. Den kæler nænsomt for smagsløgene med en aromatisk sødme, der på den anden side også kunne hidrøre fra det tilsatte sukker. Smagen skal suges ud af brygget. Ved første berøring af mundens inderside virker det næsten smagsløst, og først når man har prøvet lidt, melder smagen sig altså efterhånden.

Og der er da noget humle. Og der er da noget sødme. Og der er da noget velsmag … men det bliver ved, at der kun er noget og ikke nok. Hvis nu samme smag røg under en lup … eller man dampede mere af vandet væk … eller mindre af alkoholen, måske – så ville den smage af mere, og måske endda af nok.

Men indtil videre må brygget, på trods af gode ideer, tankebaner og en ikke dårlig smag, betragtes som middelmådigt.

Det bliver spændende, om den næste bliver bedre.

3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme