Puha … Jeg roder endnu engang rundt nede på bunden af den mørkeste stoutkælder uden mål eller med. Jeg kan kun lige akkurat slæbe mig hen til min computer for at aflægge det, der engang var en fornøjelig anmeldelse, men nu mere antager form af en kedelig rapport, der haster og som jeg ikke gider. Hvert tryk på computerens taster er en træls arbejdsopgave, hver mindste distraktion kan enten udsætte opgaven i flere timer, eller udløse raserianfald. Virkeligheden er som en dårlig film, der kører for mine øjne med mig selv i en ubetydelig statistrolle. Og som for at føje spot til skade har filmoperatøren sløset med apparaturet, så billedet står uskarpt, og lyden er sløret … Jeg har det ikke godt, og hvad værst er: jeg magter i endnu mindre grad at opsøge den nødvendige hjælp, end jeg magter at skrive de her anmeldelser. Det værste af det hele er, at det også går ud over min lille familie. Det vil jeg ikke gå i detaljer med ud over, at det er svært for os alle.
Det er før lykkedes mig at kravle op ad stoutkælderen igen ved at holde fast i de ting, jeg holder af. Musik, tegning, sprog, denne ølblog … jeg håber det lykkes igen, og jeg ved også, at et vigtigt første skridt er at erkende, at jeg har et problem. Det er også en forudsætning for bedring, at jeg får kommunikeret mit problem ud, og denne gang har jeg valgt at gøre det til en bredere kreds – ikke som sådan som et råb om hjælp (selvom jeg da gerne tager imod) men simpelt hen fordi jeg ved, at det har en positiv terapeutisk effekt på mig.
Og så til øllet – for det er der da heldigvis stadigvæk.
Denne øl er den sidste, jeg ligger inde med fra det serbiske bryggeri Kabinet. Det er en Citra Pale Ale – Citra er en amerikansk humletype – og det kan mærkes i duften. Der bydes på friske, syrlige duftnoter i retning af lime og citronmelisse, ledsaget af sød hyldeblomst. Brygget byder på et meget højt og holdbart skum, der ved skænkning stiger over glassets rand flere gange – men uden at der går noget til spilde. Takket være skummets holdbarhed og ikke min forsigtighed, forstås.
Brygget er frisk, sågæret og bittert på bagkant. Bitterheden holder sig i det lette hjørne med noter af tørt hø. I det hele taget er brygget det klart letteste af Kabinet-bryggene, uden at det dog lader det store tilbage at ønske. Selvom smagen er spinkel er den stadig ganske lækker, fylden er intakt og sammen med friskheden leveres en lækker mundfornemmelse, som man måske ikke helt opdager hos de andre bryg, fordi smag og udtryk er dét voldsommere.
Det er mere en hyggeøl og en madøl. En øl til noget frem for en øl, der kræver aktiv smagning og udelt opmærksomhed uden distraktioner. Det smukke ved øl er, at der findes noget til alle stunder – til bilkørsel kan man fx få de alkoholfri. Denne øl har sin sikre plads et sted under de vildeste, men samtidig meget længere over de kedelige.
Jeg er i øvrigt blevet kontaktet af folkene bag Ølfestivalen på Esrum Kloster. De har været mægtig søde, og ønsket min aktive medvirken til at skabe opmærksomhed om arrangementet. Desværre får jeg aldrig mobiliseret energi eller motivation nok til at komme forbi – men følg linket oven for og bliv selv klogere på arrangementet. Jeg håber, det bliver hyggeligt.
Seneste kommentarer