Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Jopen

Northsea IPA, Jopen (Grænsehandel II)

Lige en hurtig én …

Beklager den utilstedelige hiatus i den ellers stride strøm af anmeldelser. Der har været en del andre ting end øl i mit liv på det sidste – ja, jeg har jo faktisk også en familie og et arbejde der skal passes. Det er ikke altid har jeg tid – eller overskud – til at blogge, selvom det så’n overordnet set, er en af de ting, jeg morer mig allermest med.

Der er bare i øjeblikket flere på hinanden følgende familie-tam-tam’er og et arbejde, der nogle gange bare dræner én så meget, at man simpelthen ikke orker (orker hvad – ja … som helst) når man endelig har fyraften.

Men jeg skal heller ikke lade bloggeriet ligge så længe, at jeg også bliver stresset over det. Og her er den så – en ny anmeldelse. Den er fra tysklandsturen i forbindelse med min onkel og tantes guldbryllup (der var én af familie-tam-tam’erne) i starten af april, og er således købt i en grænsehandelsbutikken Scandinavian Park i Flensborg. Øllene fra den tur er jo bare ét af mange temaer, jeg jonglerer med for tiden. Når man som jeg er velsignet med indtil flere diagnoser, der i virkeligheden hæmmer éns evne til at holde flere bolde i luften samtidigt (i modsætning til, hvad jeg formentlig har skrevet i samtlige jobanmeldelser i tidens løb – og dén historie skal jeg nok undlade at trætte læserne yderligere med) forklarer dette også til dels, hvorfor der er gået så lang tid siden jeg sidst fik slæbt mig til tasterne.

Det er en IPA fra Nederlandene, hvis duft jeg aldrig nåede at få afprøvet, før glasset blev sat for munden. Til gengæld er det orangegyldne brygs aroma præcis som det skal være:

En knastør, skarp bitterhed af fyrrenåle flænser smagsløgene op, så den rå smag af friskafhøvlet grantræssavsmuld rigtig kan trænge ned i tungen. Savssmuldet er krydret med kommen og rigelige mængder bergamot, der giver den krasbørstige bitterhed modvægt med lindrende olier og balsamerende sødme.

En lille pakke fuldendt IPA – præcis som man ønsker den skal være. Uden overraskelser, især ikke til den negative side, og uden at man savner dem, der ellers kunne have været der til den positive side.

Jo – man kan åbenbart også finde rigtig gode øl i grænsehandlen.

God 1. maj til jer allesammen i morgen. Jeg skal først og fremmest fejre min datter, der også har fødselsdag den dag.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme