Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Innis and Gunn

Innis & Gunn Rum Cask, Innis & Gunn

Den anden af to øl, jeg for noget tid siden fandt i Føtex, Storcenter Nord, fra skotske Innis & Gunn. Det interessante ved bryggeriets øl er, at de er lagret på fade, der ellers bruges til whisky og andre spirituoser. Det giver øllet en ganske særlig og unik karakter, der nok er original, men som i første omgang ikke nåede uanede højder i kvalitet.
Denne øl er lagret på romfade, og det fremgår af etiketten, at den er en af bryggeriets egne favoritter. Den ser også interessant ud. Farven er nærmest palisanderfarvet med rødgyldent skum, der bruser lystigt, og alligevel holder et stykke tid. Bouqueten er til gengæld svag, og rommen kan kun anes.
Til gengæld er fadsmagen meget markant, hvis ikke nærmest altoverskyggende i bryggets smag. Det er en nydelig blanding af whisky og sherry, hvorimod der ikke er meget rom præsent. Brygget giver også den indre varme, og det er bestemt også på grund af smagen, og ikke blot de 7,4% alkohol, som øllet holder.
Whisky-sherry-essensen mærkes tydeligst i eftersmagen som om luften omkring ganen nærmest har en hel anden sammensætning og karakter, og det har den vel egentlig også. Det er dog sjældent, at man mærker den fornemmelse, når man drikker øl, og den er slet ikke ulig fornemmelsen efter en relativt røget whisky.
Så måske er det alternativet til dem, der kan lide smagen af whisky, men ikke bryder sig om – eller måske endda ikke kan tåle stærk alkohol. Under alle omstændigheder er det en nyde-øl, der nok kun egner sig til et snævert udvalg af retter.
Men en udtalt nydelse, og et heldigere resultat er den under alle omstændigheder.
Vel mødt til næste anmeldelse, som er anmeldelse af øl nr. 200!

5-stjerner

Innis & Gunn Original, Innis & Gunn

Der er lagt op til en ny guldalder her på bloggen. I mit køleskab er der kun øl, jeg glæder mig til at prøve – kun øl med særpræg, kun øl, der på en eller anden måde borger for kvalitet … Ja, altså på nær den San Miguel på en liter, som en kær gæst efterlod nytårsaften. Den skal til gengæld nydes i selskab med gode venner, så den vil med sikkerhed også blive en fornøjelse at konsumere.

Så anbefalingerne kommer nok til at sidde løsere, hvorimod der bliver længere mellem tiraderne – jeg beklager på forhånd.
Men videre til den første serie af spændende øl i Hippiehybelens køleskab. En øl – velsagtens en pilsner – det er i hvert fald, hvad den mest ligner – fra det skotske bryggeri Innis & Gunn i Edinburgh. Bryggeriets særkende, at de lagrer øllet på fade, der ellers bruges til fremstilling af whisky, cognac og andet – og ikke uden resultat må man sige.
I første omgang skal man selvfølgelig lige bide tænderne sammen, og tvinge sig til at abstrahere fra den klare flaske. Den er ikke brugt for at drille, som når Carlsberg brygger noget særligt udrikkeligt sprøjt, den er åbenbart udtryk for standarden i ølflasker i Storbrittannien (endskønt landsmændene i BrewDog da har gjort en dyd ud af at være mere som kontinentet på dette felt) og tjener altså ikke som advarsel, sådan som den gør ved danske øl. I modsætning til danske øl i klare flasker, er etiketten på nærværende øl, da også ganske prangende, og det er kun øllets mørke lød, der isoleret får indholdet til at ligne morgenurin i modsætning til fx Copen*hagen, hvor også flaskens – og navnlig etiketternes – design nærmest stinker af urinprøve.
Den mørke lød ledsages af en overraskende og ganske markant syrlig bouquet. Den er vinøs og har klare toner af cognac, whisky og ananaskirsebær. Alt dette går faktisk igen i smagen, hvor cognacelementet tydeligt dominerer, sammen med et velafstemt element af ingefærsødme. Humlen er trængt i baggrunden af cognac, ananaskirsebær og whisky, og mange ville mene, at det er så fortrængt, at det ikke er ølagtigt længere. Jeg har dog prøvet meget værre eksempler på øl, der ikke minder om øl, og man kan stadig mærke, at der et sted i fundamentet ligger noget humle, der bevarer fornemmelsen af øl.
Øllet virker samtidig friskt – men det skyldes måske mere den anbefalede temperatur, som er køleskabskold. Det er sjældent, at jeg stemmer i på, at øl skal drikkes ved lav temperatur – men lige her, med alle de gode noter af tøndelagret brændevin, kan jeg faktisk se en mening med det. Øllet bliver friskt, og de spændende smagsnuancer får lov til at dominere.
Men til sidst må jeg indrømme, at jeg sad tilbage med fornemmelsen af, at øllet var mere spændende end egentlig godt. Et enkelt glas cognac, whisky eller et enkelt ananaskirsebær i ny og næ er godt – men man får også hurtigt nok. Det er en spændende øl, som afspejler noget seriøs og i grunden vellykket nytænkning, som øllet da også får en ekstra halv stjerne for, men resten af oplevelsen kan altså kun lige slæbe sig op på lige over middel.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme