Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Ugly Duck Brewing

Miami Vice, Ugly Duck/Indslev

Foreløbigt højdepunkt …2017-02-20 18.21.43

Som jeg løftede lidt af sløret for i sidste indlæg, er der en række øl klar til anmeldelse fra Toft Vin på Islands brygge. Forleden aften var der så god mad på bordet, at jeg valgte at tage hul på den lille samling, også selvom der stadig var rigeligt med bryg til overs fra de lokale supermarkeder.

Konceptet bag øllet er der næppe tvivl om – i hvert fald ikke hvis man var barn som jeg i firserne … eller for den sags skyld hvis man var ung, midaldrende eller gammel – for vi sad jo alle klinet til skærmen fredag aften (tror jeg nok det var) i det årti, da der kun var én TV-kanal og før der var noget der hed Disney Sjov (dengang hed det “Så er der Tegnefilm” – til gengæld var det også tilrettelagt af den legendariske Jakob Stegelmann, men det er en anden historie) … Ja, det var vel næsten ugens højdepunkt at se Don Johnson og Philip Michael Thomas tone frem på skærmen for at levere 50 minutters godt TV. Amerikansk Action-Drama for fuld udblæsning …

Ugly Duck/Indslev kalder på bagetiketten serien for “The greatest TV show ever made in the history of television”. Det ved vi selvfølgelig godt ikke passer – for det er jo selvfølgelig den britiske sitcom “The Young Ones”. Den er endda en tak ældre end Miami Vice, så producer Michael Mann havde ellers chancen for rent faktisk at gøre sin serie bedre, men missede altså chancen, ikke desto mindre.

Serien er fra længe før mikrobrygrevolutionen slog igennem i USA, så dengang var det vist de færreste der vidste, hvad en pale ale var. Det foretrukne bryg i Florida i de år var formentlig den samme slatne industripilsner, som danskerne i disse år hælder i sig, når der er SuperBowl. I brygget her er der fra første færd andet – og navnlig bedre egenskaber – at glæde sig over. Et uigennemsigtigt, næsten plumret bryg – dyborange, som en overmoden appelsin – fremstår i glasset. At skummet faktisk er ganske afdæmpet og uanseligt hvidt overrasker i forhold til bryggets fuldfede karakter. Udover det visuelle buldrer duften derudaf i al sin vælde med skarp humle – bidske grannåle, garneret med både citron og grape.

Man skulle næsten tro, det ikke bare var en pale ale, man sad med, men en IPA. Og det indtryk fortsætter, når glasset sættes for munden: Brygget leverer en velplaceret humlebombe lige i snotten – lidt som jeg forestiller mig det må føles at sniffe grannåle (det er ret dumt at sniffe grannåle, tror jeg, så jeg anbefaler alle, der overvejer det at lade være – prøv denne øl i stedet). Ud over en gedigen næsestyver byder brygget også på skarp bitterhed af friskskåret nåletræ i hele kæften – tunge, gane og svælg.

Og ekstranummeret fuldender oplevelsen. Under tunge og ved gummerne bagtil mærkes i modsætning til den hidsige humle, liflig, forfriskende essens af bergamot og grape samt friske og sarte fyrre- gran- og lærkenåle.

Alt sammen til en betragtelig pris – for kvalitet koster, men uden at man går plørefuld fra bordet. Brygget indeholder kun 4,7% – altså tæt på almindelig pilsnerstyrke, og det er også imponerende i betragtning af bryggets øvrige magt og vælde. Helt uden tvivl det bedste bryg i år indtil videre.

5-en-halv-stjerne

Foxy Brown, Ugly Duck Brewing (Fødselsdagsølsmagning 2016 IV)

2016-11-05-21-24-18

I det mindste lidt dunklere …

På den hjemlige front, har mit kæledyr – en lille kongepython ved navn Vladimir Bekhterev – omsider spist for første gang. Der skulle levende mus til, viste det sig. Jeg har før haft slanger, kornsnoge nærmere betegnet, og de er nærmest altædende.

Men kongepythoner – not so much. Og hvorfor fortsætter jeg mon fødselsdagsølsmagningen med at udbrede mig om mine kæledyr? Aner det ikke – faktisk har jeg i skrivende stund ingen undskyldning, endsige glidende overgang til anmeldelsen i baghånden.

Men hvorom alting var, bevægede vi os så småt over i det dunklere, trægere og sødere – eller det var i hvert fald planen. Det næste indslag var således en Brown ale, aftenens andet indspark fra Ugly Duck Brewing. Dunkelt var det i hvert fald – nydeligt brungrumset, som en kop vegansk (altså uden mælk) kakao med bundfald. Sødmen kunne der også sættes flueben ved. Vanille blandede sig kækt med mørk chokolade.

Og chokoladen gik i den grad igen i smagen. Det er i grunden længe siden, at jeg har smagt en brown ale, hvor chokoladen sådan trænger igennem. Den søde, lette og alligevel gennemtrængende aroma gav mig faktisk et flash back tilbage til mine tidligste dage som blogger, dengang jeg kunne blive så begejstret for Bryghuset Braunsteins Brown Ale, at jeg gav den 6 stjerner. Det ville jeg bestemt ikke give den i dag, ikke mindst fordi jeg sværger at jeg ikke bare selv er blevet mere kritisk, men også at hint bryg er blevet ringere.

Men begejstringen mærkede jeg en flig af igen. Og den blev for så vidt delt af medsmagerne. Marcus glædede sig især over, at den ikke blev hverken for sød eller for tung (nå, der røg trægheden. Den må vi se, om vi kan finde på et senere tidspunkt): “Man kan godt drikke flere af den – en hel kande måske.” Det var vist også på dette tidspunkt, at Marcus erklærede sin – i ølverdenen vist ikke særlig kontroversielle – kærlighed til Limfjordsporter. Og med mindre man er Nordjyde, så kan hin fyldige, men bestemt også noget træge porter også blive for meget efter nummer 3.

“Chokolademousse var også det, jeg kom til at tænke på” erklærede Gedved, uden dog ellers at være videre imponeret. Nogle mennesker er ikke så meget til sødt øl. Vel – så er der mere sødt øl til os andre, i dette tilfælde Marcus og jeg selv.

Gedved:

3-stjerner

Marcus:

4-stjerner

Kaj:

4-stjerner

Golden Eye, Ugly Duck/Indslev (Fødselsdagsølsmagning 2016 II)

2016-11-05-20-56-30Killer Combo …

Det går hurtigt ned ad bakke med at opretholde detaljerigdommen og nidkærheden i dokumentationen, efterhånden som en ølsmagning skrider frem.

Men at det gik så hurtigt fra, at der under første øl stod en mindre roman i mit notehæfte, til at den næste øl kun var dokumenteret med nogle få, hastigt nedkradsede linjer – det var sgu alligevel imponerende!

Jeg har bladret lidt frem i mit notehæfte, og konstateret, at noterne til nærværende øl udgjorde aftenens dokumentariske lavpunkt. Åbenbart tvang jeg efterfølgende mig selv til at tage mig sammen.

Brygget her kalder Ugly Duck Brewing, der som bekendt er det tidligere hvedeølsbryggeri (i dag er det et bryggeri – der både laver hvedeøl og andre øl end hvedeøl. Oprindeligt slog det sig op på udelukkende at brygge hvedeøl) Indslevs eksperimentalafdeling en Belgisk Pale Ale. Og det skal nok passe, mens jeg i min allerede lidt for kække og skråsikre småsnaldrethed på stedet begyndte at storsmigre brygget som Gueuze. Dumme mig – for en Gueuze er som bekendt vildgæret, mens det næppe er tilfældet med nærværende bryg.

Ikke desto mindre fik jeg formidlet kendskabet til en vidunderlig og alt for lidt kendt belgisk øltype videre til mine venner – og de vil måske fortælle det videre, og så vil det glade budskab brede sig som ringe i vandet ud i hele verdens afkroge … The hell it will. Gad vide, om de overhovedet husker mit fordrukne sludder længere?

Anyways … Vi blev alle hurtigt betaget af det meget lyse og småtskummende brygs overraskende og velgørende syrlighed (der ikke fik mig til at tro mindre på vildfarelsen om, at vi havde fat i en gueuze) – og sødme … åbenbart.

Jeg ved ikke, om mine to medsmageres smagsløg bare er sat helt anderledes sammen end mine egne, men de sad der, de to, og roste bryggets sødme op og ned ad vægge og stolper, mens de anså syrligheden for at være et vel matchende, men også sekundært krydderi på sødmen. Eller måske var det rækkefølgen, brygget blev skænket i – gæsterne først og mig selv til sidst?

Jeg oplevede brygget helt anderledes – som væsentlig mere syrligt, end mine venner gav udtryk for, men på ingen måde en mindre nydelse. Måske fik jeg restgæren, og det var måske også det, der gav den skarpe træsmag, som de andre heller ikke syntes, de kunne genkende.

Marcus lod endnu engang associationerne tage fat: “Jeg ved hvad den her er. Det er en Alfa Romeo. Det er en fantastisk bil de første 6 måneder – derefter er den bare en bil. Sådan er den her øl også. den gør fantastisk godt, når den lige kommer ind i munden, og så klinger den af. Men den begyndelse er også det hele værd!

Én ting var vi enige om. At smage de to øl efter hinanden var velvalgt. Den indledende fløjlsbløde hvedeøl i kombination med denne skarpere pale ale udgjorde intet mindre end en ‘Killer Combo’. At prøve disse to øl efter hinanden – eller måske endda samtidig – er hermed givet videre som forslag – så længe lager haves hos Fakta.

Gedved:

4-stjerner

Marcus:

4-stjerner

Kaj:

4-en-halv-stjerne

Hoppy Christmas, Ugly Duck/Indslev

IMG_20151212_190155Jul? Hva’ffor en jul?

Det måtte jo ske på et tidspunkt … eller … når jeg tænker over det – hvor mange gange har jeg ikke i anmeldt en ‘classic’ eller en ‘premium’? Så det er faktisk ikke første gang, at jeg anmelder en øl, der bærer samme navn, som en øl, jeg tidligere har haft fat i. Men måske er det første gang, hvor navnet ikke samtidig dækker over en øltype.

Men det ligger selvfølgelig også lige til højrebenet at erstatte A’et i “Happy” med et O, så  man i stedet får “hoppy” – og så ellers sørge for at gøre øllet godt humlet. Præcis det trick – og altså inklusive navnet – har skotske BrewDog lavet for nogle år siden. Og jeg kommer ikke udenom en vurdering af, hvem der slipper bedst fra forsøget – både hvad angår det julede, og mere overordnet det øllede.

Visuelt ligner brygget det, det er – en IPA – rødbrunligt, tåget og med gyldent skum. Olfaktorisk er det meget klassisk (og lovende) med en overordentligt velgørende duft af aromatisk humle. Bergamotolie, nåletræ og roser blander sig i skøn forening. Det skal her indskydes, at nåletræet ikke nødvendigvis er en rød- ædel- eller normannsgran, men blot den regulære krasbørstige IPA-bitterhed, som man kender så godt. Særskilt julet er det altså ikke.

Og smagen er lige i centrum. Rigeligt af den fyldige, søde bitterhed som man jo kun kan elske ved typen. Bagom den kraftige bitterhed af frisk nåletræ mærker man de søde roser og den milde bergamotolie, og sammen illustrerer det så nydeligt, at man kan blæse og have mel i munden. Man kan få både i pose og sæk. Man kan nyde det bitre og det søde samtidig. Man kan få det hele liv som kun en Nietzsche kunne sukke efter …

Med andre ord er Hoppy Christmas fra Ugly Duck Brewing (som jeg skal skynde mig at sige er Indslev Bryggeris eksperimentelle afdeling, som i øvrigt laver andet end hvedeøl) en aldeles vellykket og velafrundet IPA, som nok skal vække glæde uanset om det er jul eller ej.

For noget specifikt julet er der ikke ved den. Det var der faktisk heller ikke ved BrewDog’s Hoppy Christmas, så på det punkt står bryggene lige. IPA egner sig slet ikke til søde julegodter eller fed julemad. Jeg foretrækker den derimod til krydret mad – i øvrigt gerne indisk – så bitterheden kan give krydderierne et værdigt modspil.

Som øl i det hele taget er sejren til Ugly Duck Brewing til gengæld soleklar. BrewDogs bryg var velgørende bittert men også tyndt, spinkelt og uden fylde. Til gengæld var det skotske bryg rent, mens Ugly Ducks er tilsat appelsinskal i anledning af højtiden.

Men det er vist mest for syns skyld, for det kan næppe smages i brygget, og formår altså ikke at gøre en i forvejen ujulet brygtype mindre ujulet end den er i forvejen.

Men som almindelig IPA er den som sagt lige i centrum.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme