Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Indslev Bryggeri

1897 American Pale Ale, Indslev

Megen skade har den næppe taget …

Der gemmer sig stadig minder om min tid i Husum på min ølhylde. At der findes minder i det hele taget fra mine år i postnummer Brønshøj undrer næppe, men lige netop ølhylden burde helst gå fri. Med mindre måske øllene er rigtig mørke og tætte, og dermed af typen der ikke bare kan tåle at stå urørt et godt stykke tid, men rent faktisk også har godt af det.

I skarp modsætning til denne lyse American Pale Ale, forstås, der stammer helt tilbage fra en tid, hvor bryggeriet Indslev endnu ikke var gået i betalingsstandsning, endsige var blevet opkøbt af Bryggeriet Vestfyen. Den følgende anmeldelse sker med denne bedagethed in mente.

Tidens tand har nu ikke været mere unådig, end at bryggets ide fortsat kan skues derinde under det langt fra uimponerende gyldne skum, og den tætte, mørkorange grums. Den friske, skarpe humleduft er intakt nydelig og formår at fryde sufficient. På tungen gør den bestemt heller ikke skade med en pikant, prikkende aroma, der dog ikke kan se sig helt fri for en smule oxidering og en antydning af gær.

Nogen aromaeksplosion er brygget ingenlunde – og mens oxidering og gær, der nok er opstået af et lidt for langt ophold i ølskabet (under uproblematiske omstændigheder, forstås – mørkt og ikke for varmt), har fået brygget til at læne sig til den harske side, så er det også efter tidens småforstyrrende indflydelse tydeligt, at brygget heller aldrig har været en sådan – en aromaeksplosion, altså (ja, læserne må undskylde de mange ledsætninger og indskud, men det er nu engang den måde, jeg har valgt at skrive på, ikke også – det kan I jo nok forstå, kan I ikke også – ja, det tænkte jeg nok, så slap lige af, okay …)

Brygget formår aldrig at komme op i nærheden af at ringe hverken helt eller halvt. Det forbliver afdæmpet, mildt fornøjende, men mere end det halvkedeligt og generisk.

1897 Swan Blonde, Bryggeriet Vestfyen/Indslev

Nu får vi se …

At Indslev kort efter sin konkursbegæring blev overtaget af Bryggeriet Vestfyen er ved at være gamle nyheder. Ikke desto mindre tror jeg, at dette er den første øl, jeg prøver efter overtagelsen. Tiden vil vise om Vestfyen kan føre ånden fra Indslev videre. Faste læsere ved, hvad jeg mener om Vestfyens licensproduktion af Refsvindinges A-Z Ale no. 16 (Spoiler: Jeg er ikke imponeret), men mens jeg næsten forguder fadudgaven af det netop nævnte bryg, savner jeg lignende oplevelser fra Indslevs side.

Det skulle lige være Miami Vice, fra den eksperimentelle gren Ugly Duck Brewing. Her er der faktisk noget, der kan tabes på gulvet og gå ugenopretteligt i stykker, når nu industrien overtager. For Ugly Duck havde vitterlig potentiale for både eksperimenter og kvalitetsudvikling. Mit håb er, at Vestfyen vil videreføre dette i deres ejerskab, men forventningen er – indrømmet – således, at jeg må blive positivt overrasket frem for at få forventningerne indfriet, hvis videreførelsen skulle lykkes.

Brygtypen her er på flere måder en indikation for, hvordan min oplevelse af Indslev har været indtil videre. Jeg er ikke nogen større fan af den belgiske blonde – eller af hvedeøl i det hele taget – hvorfor Indslev nødvendigvis må komme skidt fra start, idet hvedeøllene alle dage har været det, de har fokuseret mest på. Forventningerne er beskedne – tyndt og surt med missmag af gær og banan er alt for ofte en dækkende karakteristik af typen i min mund. Og jeg savner fortsat helt at forstå, hvad det attraktive i brygtypen, måtte være.

I den betragtning kommer brygget nu ganske heldigt fra start. Det står flot og gyldent med matchende skum i glasset. Bouqueten byder på søde noter af hyld, og ingen af banan, sådan som jeg ellers havde forventet. En skarp syre er til gengæld præsent, men så længe denne ikke ledsages af andre aromatiske red flags, kan syrligheden lige så vel varsle godt som skidt.

Den skarpe syre er klar og forfriskende i aromaen, og formår at lede smagen af frisk grape og hyldeblomst vel på vej. Den søde duft manifesterer sig dermed nydeligt og positivt overraskende i smagen. Dertil kommer en uventet, kraftfuld og aldeles velgørende bitterhed i eftersmagen. Hvor gæren og bananen alt alt for tit i denne type træder generende frem lige før svælget, overvældes mundtøjet næsten af en tung, vrissen beskhed af lidt for gamle valnødder. I valnødder ville smagen have forårsaget øjeblikkelig udspytning, mens det i en øl som denne ikke alene er uventet, men også velkomment som et utraditionelt og udelt velgørende element.

Det er sådanne takter, Vestfyen endelig må videreføre, når nu de overtager Indslev-brandet. Indtil videre forløber det væsentlig bedre, end man kunne frygte.

Miami Vice, Ugly Duck/Indslev

Foreløbigt højdepunkt …2017-02-20 18.21.43

Som jeg løftede lidt af sløret for i sidste indlæg, er der en række øl klar til anmeldelse fra Toft Vin på Islands brygge. Forleden aften var der så god mad på bordet, at jeg valgte at tage hul på den lille samling, også selvom der stadig var rigeligt med bryg til overs fra de lokale supermarkeder.

Konceptet bag øllet er der næppe tvivl om – i hvert fald ikke hvis man var barn som jeg i firserne … eller for den sags skyld hvis man var ung, midaldrende eller gammel – for vi sad jo alle klinet til skærmen fredag aften (tror jeg nok det var) i det årti, da der kun var én TV-kanal og før der var noget der hed Disney Sjov (dengang hed det “Så er der Tegnefilm” – til gengæld var det også tilrettelagt af den legendariske Jakob Stegelmann, men det er en anden historie) … Ja, det var vel næsten ugens højdepunkt at se Don Johnson og Philip Michael Thomas tone frem på skærmen for at levere 50 minutters godt TV. Amerikansk Action-Drama for fuld udblæsning …

Ugly Duck/Indslev kalder på bagetiketten serien for “The greatest TV show ever made in the history of television”. Det ved vi selvfølgelig godt ikke passer – for det er jo selvfølgelig den britiske sitcom “The Young Ones”. Den er endda en tak ældre end Miami Vice, så producer Michael Mann havde ellers chancen for rent faktisk at gøre sin serie bedre, men missede altså chancen, ikke desto mindre.

Serien er fra længe før mikrobrygrevolutionen slog igennem i USA, så dengang var det vist de færreste der vidste, hvad en pale ale var. Det foretrukne bryg i Florida i de år var formentlig den samme slatne industripilsner, som danskerne i disse år hælder i sig, når der er SuperBowl. I brygget her er der fra første færd andet – og navnlig bedre egenskaber – at glæde sig over. Et uigennemsigtigt, næsten plumret bryg – dyborange, som en overmoden appelsin – fremstår i glasset. At skummet faktisk er ganske afdæmpet og uanseligt hvidt overrasker i forhold til bryggets fuldfede karakter. Udover det visuelle buldrer duften derudaf i al sin vælde med skarp humle – bidske grannåle, garneret med både citron og grape.

Man skulle næsten tro, det ikke bare var en pale ale, man sad med, men en IPA. Og det indtryk fortsætter, når glasset sættes for munden: Brygget leverer en velplaceret humlebombe lige i snotten – lidt som jeg forestiller mig det må føles at sniffe grannåle (det er ret dumt at sniffe grannåle, tror jeg, så jeg anbefaler alle, der overvejer det at lade være – prøv denne øl i stedet). Ud over en gedigen næsestyver byder brygget også på skarp bitterhed af friskskåret nåletræ i hele kæften – tunge, gane og svælg.

Og ekstranummeret fuldender oplevelsen. Under tunge og ved gummerne bagtil mærkes i modsætning til den hidsige humle, liflig, forfriskende essens af bergamot og grape samt friske og sarte fyrre- gran- og lærkenåle.

Alt sammen til en betragtelig pris – for kvalitet koster, men uden at man går plørefuld fra bordet. Brygget indeholder kun 4,7% – altså tæt på almindelig pilsnerstyrke, og det er også imponerende i betragtning af bryggets øvrige magt og vælde. Helt uden tvivl det bedste bryg i år indtil videre.

5-en-halv-stjerne

Foxy Brown, Ugly Duck Brewing (Fødselsdagsølsmagning 2016 IV)

2016-11-05-21-24-18

I det mindste lidt dunklere …

På den hjemlige front, har mit kæledyr – en lille kongepython ved navn Vladimir Bekhterev – omsider spist for første gang. Der skulle levende mus til, viste det sig. Jeg har før haft slanger, kornsnoge nærmere betegnet, og de er nærmest altædende.

Men kongepythoner – not so much. Og hvorfor fortsætter jeg mon fødselsdagsølsmagningen med at udbrede mig om mine kæledyr? Aner det ikke – faktisk har jeg i skrivende stund ingen undskyldning, endsige glidende overgang til anmeldelsen i baghånden.

Men hvorom alting var, bevægede vi os så småt over i det dunklere, trægere og sødere – eller det var i hvert fald planen. Det næste indslag var således en Brown ale, aftenens andet indspark fra Ugly Duck Brewing. Dunkelt var det i hvert fald – nydeligt brungrumset, som en kop vegansk (altså uden mælk) kakao med bundfald. Sødmen kunne der også sættes flueben ved. Vanille blandede sig kækt med mørk chokolade.

Og chokoladen gik i den grad igen i smagen. Det er i grunden længe siden, at jeg har smagt en brown ale, hvor chokoladen sådan trænger igennem. Den søde, lette og alligevel gennemtrængende aroma gav mig faktisk et flash back tilbage til mine tidligste dage som blogger, dengang jeg kunne blive så begejstret for Bryghuset Braunsteins Brown Ale, at jeg gav den 6 stjerner. Det ville jeg bestemt ikke give den i dag, ikke mindst fordi jeg sværger at jeg ikke bare selv er blevet mere kritisk, men også at hint bryg er blevet ringere.

Men begejstringen mærkede jeg en flig af igen. Og den blev for så vidt delt af medsmagerne. Marcus glædede sig især over, at den ikke blev hverken for sød eller for tung (nå, der røg trægheden. Den må vi se, om vi kan finde på et senere tidspunkt): “Man kan godt drikke flere af den – en hel kande måske.” Det var vist også på dette tidspunkt, at Marcus erklærede sin – i ølverdenen vist ikke særlig kontroversielle – kærlighed til Limfjordsporter. Og med mindre man er Nordjyde, så kan hin fyldige, men bestemt også noget træge porter også blive for meget efter nummer 3.

“Chokolademousse var også det, jeg kom til at tænke på” erklærede Gedved, uden dog ellers at være videre imponeret. Nogle mennesker er ikke så meget til sødt øl. Vel – så er der mere sødt øl til os andre, i dette tilfælde Marcus og jeg selv.

Gedved:

3-stjerner

Marcus:

4-stjerner

Kaj:

4-stjerner

Golden Eye, Ugly Duck/Indslev (Fødselsdagsølsmagning 2016 II)

2016-11-05-20-56-30Killer Combo …

Det går hurtigt ned ad bakke med at opretholde detaljerigdommen og nidkærheden i dokumentationen, efterhånden som en ølsmagning skrider frem.

Men at det gik så hurtigt fra, at der under første øl stod en mindre roman i mit notehæfte, til at den næste øl kun var dokumenteret med nogle få, hastigt nedkradsede linjer – det var sgu alligevel imponerende!

Jeg har bladret lidt frem i mit notehæfte, og konstateret, at noterne til nærværende øl udgjorde aftenens dokumentariske lavpunkt. Åbenbart tvang jeg efterfølgende mig selv til at tage mig sammen.

Brygget her kalder Ugly Duck Brewing, der som bekendt er det tidligere hvedeølsbryggeri (i dag er det et bryggeri – der både laver hvedeøl og andre øl end hvedeøl. Oprindeligt slog det sig op på udelukkende at brygge hvedeøl) Indslevs eksperimentalafdeling en Belgisk Pale Ale. Og det skal nok passe, mens jeg i min allerede lidt for kække og skråsikre småsnaldrethed på stedet begyndte at storsmigre brygget som Gueuze. Dumme mig – for en Gueuze er som bekendt vildgæret, mens det næppe er tilfældet med nærværende bryg.

Ikke desto mindre fik jeg formidlet kendskabet til en vidunderlig og alt for lidt kendt belgisk øltype videre til mine venner – og de vil måske fortælle det videre, og så vil det glade budskab brede sig som ringe i vandet ud i hele verdens afkroge … The hell it will. Gad vide, om de overhovedet husker mit fordrukne sludder længere?

Anyways … Vi blev alle hurtigt betaget af det meget lyse og småtskummende brygs overraskende og velgørende syrlighed (der ikke fik mig til at tro mindre på vildfarelsen om, at vi havde fat i en gueuze) – og sødme … åbenbart.

Jeg ved ikke, om mine to medsmageres smagsløg bare er sat helt anderledes sammen end mine egne, men de sad der, de to, og roste bryggets sødme op og ned ad vægge og stolper, mens de anså syrligheden for at være et vel matchende, men også sekundært krydderi på sødmen. Eller måske var det rækkefølgen, brygget blev skænket i – gæsterne først og mig selv til sidst?

Jeg oplevede brygget helt anderledes – som væsentlig mere syrligt, end mine venner gav udtryk for, men på ingen måde en mindre nydelse. Måske fik jeg restgæren, og det var måske også det, der gav den skarpe træsmag, som de andre heller ikke syntes, de kunne genkende.

Marcus lod endnu engang associationerne tage fat: “Jeg ved hvad den her er. Det er en Alfa Romeo. Det er en fantastisk bil de første 6 måneder – derefter er den bare en bil. Sådan er den her øl også. den gør fantastisk godt, når den lige kommer ind i munden, og så klinger den af. Men den begyndelse er også det hele værd!

Én ting var vi enige om. At smage de to øl efter hinanden var velvalgt. Den indledende fløjlsbløde hvedeøl i kombination med denne skarpere pale ale udgjorde intet mindre end en ‘Killer Combo’. At prøve disse to øl efter hinanden – eller måske endda samtidig – er hermed givet videre som forslag – så længe lager haves hos Fakta.

Gedved:

4-stjerner

Marcus:

4-stjerner

Kaj:

4-en-halv-stjerne

White IPA, Indslev (Kvicklys Ølfestivalg 2016 VII)

2016-05-26 17.41.36Det har da potentiale …

Så er jeg nået til det sidste bryg fra Kvicklys Ølfestivalg 2016. Det har mest af alt været en noget begivenhedsløs slentretur ned ad alfarvej, dog med en enkelt 1. klasses seværdighed på vejen. Som jeg nævnte i min indledning, håber jeg på flere deltagere næste år – og jeg håber desuden på et generelt højere niveau, da arrangementet ud over den ene virkelig gode øl, har vaklet mellem sløjt og ligegyldigt.

Lidt mere kan dog reddes endnu af Indslev, der har brygget denne ‘White IPA’. Indslev gør det især i hvedeøl, og dermed kan man jo ikke ligefrem anklage dem for, at gøre det nemt for dem selv. Ikke desto mindre har de fundet sig en niche, idet rigtig mange mennesker her i landet stadig synes, at hvedeøl er mægtig interessant. Selv finder jeg generelt typen kedelig, og hyppigere direkte fæl, end de fleste andre typer.

Her har de imidlertid valgt at kombinere hvedeøl med noget, jeg til gengæld synes, er noget af det bedste i verden – amerikansk humle. Ja, hvis man skal pege på en tendens i forbindelse med årets ølfestivalg, så kunne den amerikanske humle fremhæves, som noget, der skal prøves i alt. Og for min skyld gerne. Jeg har endnu aldrig oplevet, at amerikansk humle forværrede det øl, det blev puttet i.

Umiddelbart ligner brygget mest af alt en Weizenbier med sin lyse, gule lød og det høje, fedtede skum – men det skyldes måske blot, at jeg vælger at hælde det op i et Weissbierglas. Den amerikanske humle undgår til gengæld ikke at gøre opmærksom på sig selv i duften, hvor skarpe grannåle i forening med milde forårsblomster uventet dominerer over den mere traditionelle hvedeimpression af banan og franskbrødsdej.

Og selvom hvedeøllets alt for letflydende luftighed er alt for genkendelig, så sender de amerikanske aromahumler det helt rigtige karske pift af gran, fyr og hyldeblomst over tunge og under gane – en lille aromasprængning i hvedeøllets spinkle skrøbelighed.

Det giver faktisk hvedeøllet en ny dimension. Hvedens friskhed og tørstslukning er intakt og på forunderligt, forfinet og ikke mindst simpel vis, giver den nye verdens humle lige præcis det aromatiske pift, der altid har manglet i øltypen. At tænke sig, det krævede bare en anden humle at gøre genren interessant.

Og eftersmagen er ikke længere gæret – også her hænger de skarpe, tørre granaromaer fast som kroge med små modager i tunge, gane og gummer, så det er den reneste fryd. Næsten som en Batch 1000 i en let udgave.

Den kombination har potentiale – og jeg håber, Indslev vil arbejde videre med den. Gerne ved at de gør den lidt vildere og lidt skrappere.

4-stjerner

Hvis du synes, dette bryg skal gå af med sejren, så skynd dig ind og stem på den på oelfestivalg.dk.

Hoppy Christmas, Ugly Duck/Indslev

IMG_20151212_190155Jul? Hva’ffor en jul?

Det måtte jo ske på et tidspunkt … eller … når jeg tænker over det – hvor mange gange har jeg ikke i anmeldt en ‘classic’ eller en ‘premium’? Så det er faktisk ikke første gang, at jeg anmelder en øl, der bærer samme navn, som en øl, jeg tidligere har haft fat i. Men måske er det første gang, hvor navnet ikke samtidig dækker over en øltype.

Men det ligger selvfølgelig også lige til højrebenet at erstatte A’et i “Happy” med et O, så  man i stedet får “hoppy” – og så ellers sørge for at gøre øllet godt humlet. Præcis det trick – og altså inklusive navnet – har skotske BrewDog lavet for nogle år siden. Og jeg kommer ikke udenom en vurdering af, hvem der slipper bedst fra forsøget – både hvad angår det julede, og mere overordnet det øllede.

Visuelt ligner brygget det, det er – en IPA – rødbrunligt, tåget og med gyldent skum. Olfaktorisk er det meget klassisk (og lovende) med en overordentligt velgørende duft af aromatisk humle. Bergamotolie, nåletræ og roser blander sig i skøn forening. Det skal her indskydes, at nåletræet ikke nødvendigvis er en rød- ædel- eller normannsgran, men blot den regulære krasbørstige IPA-bitterhed, som man kender så godt. Særskilt julet er det altså ikke.

Og smagen er lige i centrum. Rigeligt af den fyldige, søde bitterhed som man jo kun kan elske ved typen. Bagom den kraftige bitterhed af frisk nåletræ mærker man de søde roser og den milde bergamotolie, og sammen illustrerer det så nydeligt, at man kan blæse og have mel i munden. Man kan få både i pose og sæk. Man kan nyde det bitre og det søde samtidig. Man kan få det hele liv som kun en Nietzsche kunne sukke efter …

Med andre ord er Hoppy Christmas fra Ugly Duck Brewing (som jeg skal skynde mig at sige er Indslev Bryggeris eksperimentelle afdeling, som i øvrigt laver andet end hvedeøl) en aldeles vellykket og velafrundet IPA, som nok skal vække glæde uanset om det er jul eller ej.

For noget specifikt julet er der ikke ved den. Det var der faktisk heller ikke ved BrewDog’s Hoppy Christmas, så på det punkt står bryggene lige. IPA egner sig slet ikke til søde julegodter eller fed julemad. Jeg foretrækker den derimod til krydret mad – i øvrigt gerne indisk – så bitterheden kan give krydderierne et værdigt modspil.

Som øl i det hele taget er sejren til Ugly Duck Brewing til gengæld soleklar. BrewDogs bryg var velgørende bittert men også tyndt, spinkelt og uden fylde. Til gengæld var det skotske bryg rent, mens Ugly Ducks er tilsat appelsinskal i anledning af højtiden.

Men det er vist mest for syns skyld, for det kan næppe smages i brygget, og formår altså ikke at gøre en i forvejen ujulet brygtype mindre ujulet end den er i forvejen.

Men som almindelig IPA er den som sagt lige i centrum.

5-stjerner

Julehvede, Indslev

2015-12-11 17.56.41Nåhr ja, hvedeøl!

I Bryggeriforeningens julegave forefandtes noget så usædvanligt som en jule-hvedeøl. Men hvis Indslev (som er bryggeriet) skal kunne lave juleøl, så  det blive en julehvedeøl – for hvedeøl er som bekendt det eneste, de laver. Det er sjældent, at jeg finder Hvedeøl, der er værd at skrive særligt rosende ord om, og på forhånd finder jeg det svært at lure, hvordan genren skulle kunne egne sig op til jul. Med lige rigeligt vand, for meget gær, syrlighed i overkanten, men med en sød blomstret note nu og da, er hvedebryggene kun sjældent mit krus øl. Og de typiske smage er – inklusive de positive, søde blomsternoter – ikke just juleegnede.

Lidt jul der dog i bryggets lød, der er knækket i en lidt mørkere tone end de fleste af genrens manifestationer. Skummet er desuden rigtig flot gyldent, og de to farver ville gøre det godt i et flettet julehjerte. Duften peger til gengæld i retning af de klassiske smagskomponenter i hvedeøl – vand og gær, samt en del citronsyre.

Syren er dog ikke så nærværende i smagen. Det er gæren til gengæld, mens vandet holdes stangen af en trods alt ikke ueffen havregrynsagtig fylde, der vel leveres af gæren. Men ud over den nærværende gær er det svært slå helt præcis ned på, hvad brygget egentlig smager af …

– lad mig se …

– jo! Nu ved jeg det!

– Hvedeøl!

Som hvedeøl er flest. Det vil sige ikke af særlig meget, og mest af gær. Men denne gang formår gæren som nævnt at give noget fylde, og det endda uden at brygget bliver harskt eller surt, sådan som for megen gær ellers ofte kan gøre det.

Der er dog cirka lige så meget jul over den som en højsommerdag i juli.

For to år siden anmeldte jeg Indslevs overordentlig smagfulde ‘Frederiks Jul‘. Den skulle på flere måder vise sig at være undtagelsen, der bekræfter reglen. Hvedeøl er kun yderst sjældent egnet som juleøl, og hører i det hele taget sommeren til, hvis det overhovedet har hørelse nogen steder.

Allligevel har Indslev prøvet hele to gange. Jeg bliver læserne svar skyldig hvorvidt dette produkt har befundet sig længere i bryggeriets portefølje end Frederiks Jul. Hvis dette bryg er ældre end hint, tager jeg hatten af for forbedringen – og for at jeg uden hat bedre kan tage mig til hovedet over, at de har valgt at beholde dette bryg i handlen.

Hvis dette bryg er yngre end Frederiks Jul, og måske endda tænkt som en erstatning eller en efterfølger, tages hatten alene af for at jeg kan tage mig til hovedet så meget desto mere.

Til jul hører dette bryg i hvert fald ikke. Det er stokdøvt, høreapparatet er defekt og hørerøret bortkommet.

2-stjerner

Bamberg Hvede, Indslev (Kvicklys Ølfestivalg 2014 III)

Fedtet med restgæren – og smagen …

Det er ikke uden grund, at Indslevs bidrag til Kvicklys Ølfestivalg bærer navnet ‘Bamberg’. Den nordbayerske by er centrum for røget øl. Det er netop, hvad denne øl er – en Rauchweizen – altså en røget øl brygget på hvede, sådan som Indslev Bryggeri som bekendt har for vane.

Hvedeøl er traditionelt ufiltrerede også denne, men i betragtning deraf har bryggeriet været temmelig fedtede med restgæren. Kun en tynd film er knapt synlig på den side af flasken, der vendte nedad i køleskabet, men agitationen, opløsningen kræver er godkendt. Før brygget er knappet op peger det i retning af ‘lidt en godt’. Den lave mængde restgær lover til gengæld også godt for balancen. Med megen restgær kan det gå to veje. Det kan gøre oplevelsen markant bedre – eller værre. Uden for meget af den vil det første indtryk ikke rokke sig syndeligt.

Den afdæmpede karakter fortsætter i duften. Fylden er der, så det trods alt ikke bliver tyndt. Bouqueten byder på syrlig maltsødme, lidt blomster og lidt blød, mørkegul frugt, fersken og blomme – men indtil videre ingen røg.

Smagen er også afdæmpet – eller sagt lidt pænere, diskret, men ikke desto mindre markant. Igen mærker man en let men ikke for svag sødme af frugt og nektar foran i munden. Længere bagude mærker man restgæren som en let bittersyrlighed af ananaskirsebær, men fortsat med en sød bund af clementin og honning.

Det er diskret, sødt og alligevel ikke uden en vis kompleksitet. Som den lave mængde restgær varslede, er det også ganske velafbalanceret og velintegreret. Men der er fortsat ingen røg.

Røgen kan anes i bryggets brunlige, og næsten helt klare lød – der er virkelig ikke meget restgær at spore, og røgen er der virkelig kun for syns skyld. I duft eller smag er der ingen røg – endsige nogen ild, det afdæmpede – for ikke at sige småkedelige – bryg tænder måske en gnist – en glød, hvis vi er heldige. Men altså helt uden den røg, vi blev lovet. Øv!

Husk at stemme på Island.
3-stjerner

Frederiks Påske, Indslev

Jul, faste, påske …

Fastelavn er for længst overstået, og jeg har endnu engang måttet kigge i vejviseren efter nogen fastelavnsøl. Jeg synes ellers, det ligger lige til højrebenet. Man kunne lave en hel fastelavnsserie baseret på forskellige populære udklædninger … Skeleton Wit, Princess Blonde, Harlequin Red, Zombie IPA … mulighederne er uendelige (og hvis noget bryggeri bruger bare ét af disse navne, forlanger jeg royalties!)

Og det er jo sandt, at det ikke er sandt, at julen varer lige til påske, som det fremgår af den gamle julesang. For derimellem kommer jo ganske vist fasten, der netop er gået i gang. I fasten skal man som bekendt leve det nøjsomme, asketiske og kontemplative liv, og det indleder jeg på vanlig nordisk manér med et gæret humlebryg af den stærke slags. Her et overgæret hvedebryg, en påskeøl, i god tid før selve højtiden. Der florerer jo mange påskebryg allerede – de ramte faktisk supermarkederne så snart fastelavnen var fløjtet af, for det er jo vigtigt, at forbrugerne kan nå at prøve alle højtidsbryggene i god tid, så folk ved, hvad de skal drikke sig plørede i, når højtiden endelig rammer.

Indslev Bryggeri startede med juleøllenFrederiks Jul” ‘Frederiks’-serien, opkaldt efter den første brygger på matriklen. Serien blev skudt aldeles nydeligt i gang med dén øl, og dermed har Frederiks Påske noget at leve op til. Det bliver også spændende at se, i anledning af hvilke fremtidige højtider, Indslev vil brygge andre ‘Frederiks’-øl. Jeg vil i hvert fald altid være klar til at prøve dem, for det kunne jo være, at en af dem, bliver bare næsten lige så god som hint julebryg.

Væsentligt lysere end julebrygget er Frederiks Påske. Nærmest citrongul med en ikke uimponerende krone af tæt, nogenlunde klæbrig marengsmasse. Bryggets tæt- og uigennemsigtighed slås let, men at det er et ufiltreret bryg er trods alt ikke svært at se. Nogen håndgribelig ansamling af restgær skal man dog lade brygget stå længe for at kunne få øje på. Brygget dufter umiddelbart en smule tyndt, men slet ikke uinteressant. Marcipan og franskbrødsdej garneres af en markant champagneessens, som undertegnede straks bliver spændt på, hvorvidt også findes i smagen.

Brygget smager bitrere end forventet. De overvejende søde noter fra bouqueten kan ikke genfindes, men det gør umiddelbart ikke så meget. Brygget byder på en alternativ oplevelse, der starter småsyrligt med noter af citrus, og som brygget glider hen over tungen, transformeres syrligheden elegant over mere bittersøde noter af græs til en frisk bitterhed af løvtræ.

Fylden står champagneindslaget for, der mærkes som et sprittet brændevinsmærke bagest i halsen. Nej, det er ingen Dom Perignon. Og selvom fylden er til at tage at føle på, er sprittetheden et generende og disharmonisk fremmedelement, der gør, at brygget går fra lidt småtyndt og ikke helt i centrum, men bestemt drikkeligt og interessant, til at være så ubalanceret, at det næsten mister sin velsmag. Det er ærgerligt, især fordi den glidende overgang mellem de forskellige smagsindtryk lovede rigtig godt for oplevelsen undervejs.

Nå, man kan ikke vinde hver gang, og det gælder også for Indslev. Vi ser frem til den næste ‘Frederiks’-øl, og håber på lysere tider og mørkere bryg.
2-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme