Godt standardvalg …
Hermed følger anden del af beretningen om min tur ud i det pulserende københavnske natteliv.
Jeg havde jo dårligt tømt min Guinness før Gedved nødede mig til at tage med på Nørrebro. Som jeg har fortalt ved tidligere lejligheder har jeg selv boet i området engang. Det var sidst, jeg flyttede fra Amager, og det var ikke noget særligt godt bytte, så jeg var naturligvis noget loren ved det.
Men det lykkedes Gedved at få mig overtalt, da han fortalte hvor på Nørrebro vi skulle hen. Amager Boulevard 50 – et nystartet værtshus ved navn ‘Sorte René’. Det var ikke uden grund, at det lige netop skulle være dét, der fik mig overtalt. Værtshuset bestyres nemlig af en mine gamle venner fra min tid som punker. Og selvom beværtningen kun har få måneder på bagen, syntes jeg alligevel, at der er gået alt for lang tid uden at jeg havde besøgt den.
Så jeg greb dagen og tog af sted – også selvom jeg måtte ud på Nørrebro i processen … Men okay, modstræbende indrømmer jeg, at jeg da også har haft en række (for ikke at sige ret mange) gode stunder på Nørrebro, men Amager er nu engang #1!
Sorte René ligger centralt lige ud til Åboulevard (ja, Åboulevard, ikke Åboulevarden – den ligger i Aarhus), så det er nemt at komme dertil med bus … men bussen kører man selvfølgelig ikke med, så længe de kører rundt med nazistiske reklamer, så indtil de kommer ned, kan man tage metroen til Forum st. og gå derfra.
Der er ikke bare tale om et værtshus, ikke bare en bodega, men en bæverding, om der nogensinde fandtes en sådan. Der er intet skilt ud over en nødtørfdigt iturevet lap papir på døren, hvorpå navnet hastigt er kradset ned. Indenfor mødes man faktisk af dybere mørke end Åboulevards oplyste asfalt. Luften er tyk – dels af røg fra billardlokalet, der er indrettet som rygerum – dels af den gode, hyggelige og intense stemning de mange gæster i det lille lokale skaber.
Væggene er mørke, inventaret arrangeret … om ikke hulter-ti-bulter så i hvert fald ad hoc efter hvordan klientellet lige mener, det skal stå. Der er ingen overordnet plan – heller ikke med præcis hvilke borde eller stole, der skal være. Der er flere forskellige stilarter og fabrikater. Man kan godt se, at stedet drives af en svoren punker, og associationerne til Dumdomshuset på Magtvej niogstress undslår sig ikke. Ét stykke fast inventar, der ikke bliver flyttet rundt på er der dog. Et stort hvidt flygel pryder det ene hjørne, og krofatter selv har forsikret mig om, at der spilles både Rag Time og Jazz på det med jævne mellemrum.
Baren fylder godt, så dér er der masser af høje stole at sidde ved, foruden god betjening og et øludvalg, der måske nok afslører, at vi ikke befinder os i ølbar-hipsterzonen mellem Amager og Nørrebro, men snarere i klassisk bodega-land. Udvalget er, hvad man kan kalde mainstream uden at det bliver kedeligt. Fadølshanerne byder på en enkelt specialøl – Bryghuset Braunsteins Brown Ale, samt en Pilsner og en Classic fra Humleekspressen (som jeg prøvede). På flaske faldbydes en række interessante – omend almindeligt kendte – specialbryg, herunder A-Z Ale no. 16 fra Refsvindinge og gode gamle Limfjordsporter fra Thisted Bryghus.
Stedet skal opleves for sin på én gang kaotiske og hjertevarme Gemütlichkeit. Behøver jeg sige, at musikken også altid er i top? For selvfølgelig er den det, når klientel og lokation ellers er som her beskrevet. Mine varmeste anbefalinger til et af Nørrebros nye bodegaer – garanteret uden hipsterpis og med rimelige priser – er hermed givet videre.
Jeg kunne skrive meget mere om både Café 5-Øren, som vi besøgte i sidste indlæg, og om Sorte René. Den øl, jeg fik på Sorte René, til gengæld, har ikke været nem at indhente informationer om. Bryggeriet skulle angiveligt hedde “Humleekspressen”, men hjemmesiden af samme navn, ser ud til at være en distributør, der har mange flere brands på lager end dét ene. Så om det egentlig er bryggeriet, jeg har fat i, er jeg slet ikke sikker på, endskønt Untappd også angiver “Humleekspressen” som bryggeriet bag.
Betegnelsen som Classic er der dog ikke meget at tvivle om. Brygget er tonet mørkere end de jævne pilsnerbryg, man er vant til. Det dufter ikke af meget, hvis overhovedet af noget. Men det kan skyldes luften på Sorte René, der som antydet er en antydning præget af stedets rygeafdeling.
Smagen formår dog at overraske … en smule. Brygget lægger sig ganske vist i strømmen af almindelig brygstandard herhjemme – men det er i forfeltet #af samme, vi finder denne øl. Fylden er adækvat og brygget byder på lidt mere karamelsmag, og lige en berøring af mere humle, end man er vant til. Der er lagt en dæmper på de industrielle karakteristika – brygget smager forfriskende lidt af vand, og der er heller ikke dårlige overraskelser af surhed, metalsmag eller syntetiske indslag.
I valget af standardclassic har værtshuset valgt ikke at springe over hvor gærdet er lavest, og bare gøre som man plejer – og det er endnu en grund til, at dette værtshus helt klart må besøges, hvis man alligevel frekventerer København N.
Jeg afsluttede aftenen med en Limfjordsporter. Og den var trods alt bedre, men den er også en urimelig sammenligning med det meste andet øl.
Seneste kommentarer