Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: HornBeer

Russian Imperial Stout, Hornbeer

2016-02-19 19.16.24Når det er bedst …

En fredag aften med Disney Sjov og børn i Disney Sjov-alderen indebærer søde sager og hygge. Til begge dele er ikke mange øl så egnet som en Russian Imperial Stout. Til forskel fra de bitre og røgede Imperial Stouts uden ‘Russian’ foran, er den russiske variant nemlig fortrinsvis sød, og tit egnet som dessertøl. Øltypen er i øvrigt ikke mere russisk end at den blev udviklet med eksport til det russiske hof for øje. Trods sit navn er og forbliver også den en engelsk opfindelse.

Ifølge etikettens ledsagetekst har dette bryg fået en drejning i retning af ‘vores’ (jeg går ud fra at det må være bryggeriets) smag. Det er tilsat kaffe, og der er brugt tørverøget malt, så den igen kommer til at minde mere om en britisk imperial stout i smag og konsistens … Men det er altså en Russian Imperial Stout … fordi – det er det altså … når det står på etiketten – eller noget.

Vel, det undrer mig, at man laver en Russian Imperial Stout for så at lave den om, så den mere ligner en Imperial Porter for så at kalde den en Russian Imperial Stout alligevel. Men det må Hornbeer jo selv ligge og rode med.

Zarens dekadente vinterpalads med guldbelagt barokstuk, lysekroner på størrelse med møllehjul og hundredevis af tjenestefolk, der varter kejserfamilien op med sød, mørk dessertøl ved det enorme, adelige middagsselskab er langt fra, hvad man tænker på, efter det tunge, natsorte bryg med det tætte brune skum er skænket. Derimod koges stærk westernkaffe over åben ild en sen, kold aften i regnvejr – ja, den tørverøgede malt gør bestemt sit til at hele begivenheden rykkes – ikke bare tilbage til England, men sandelig hele vejen over atlanten til et gudsforladt sted i det amerikanske Midtvesten.

Men det bliver øllet jo ikke nødvendigvis dårligere af, og det bliver da i øvrigt også en kende mindre barsk ved smagning. Søde chokoladenoter bryder frem i det lækre fløjlsbløde bryg, der vel bedst kan sammenlignes i smag, fylde og finish med en perfekt afstemt wienermelange – med et skud cognac til at runde af med.

Midt i munden bliver det tunge, fyldigt-fede bryg kortvarigt luftigt og let. Nu træder røgen mere frem. Denne gang er der brugt tørt fyrretræ, vejret er vindstille, skyfrit og helt tørt. Hvis røg kan føles rent, så føles det sådan her.

Med en afsluttende fornemmelse af lyse mokkachokolader med romfyld og lakrids kommer man omkring næsten alle de aromaer, man kan ønske sig af en mørk øl. Brygget her giver både i pose og sæk, mens det blæser og har mel i munden. Dermed formår den faktisk på en gang at være en traditionelt kraftig og småfandenivoldsk engelsk porter og en russisk hof-stout på samme tid.

Ikke desto mindre gjorde ændringerne ved den traditionelle russiske imperial stout alligevel, at øllet ikke var helt i øjet til fredag aftens hyggelækkerier – hjemmebagte muffins og skumfiduser. Men det er vel også snart det eneste, brygget kan kritiseres for.

5-en-halv-stjerne

Dame Blanche, Hornbeer

2016-01-16 17.16.19Godt samarbejde …

Hornbeers bryggeri ligger ikke langt fra mit gamle hood fra gymnasietiden. På samme egn (Hornsherred), omend nogen længere mod Nord ligger Skibby og Selsø Slot. Slottet har ført en omtumlet tilværelse, både som en af landets fineste herregårde og som staldbygning. Mest kendt – at dømme på, hvad omtalen af slottet oftest falder på – er måske historien om, at det spøger. ‘Den Hvide Dame’ går igen efter først at have taget livet af sin husbond som hævn for utroskab, for siden at tage livet af sig selv af frygt for den straf, der ville ramme hende for det.

Historien kan læses på linket ovenfor, og på bagetiketten af Hornbeers øl, Dame Blanche, der altså er inspireret af egnens spøgelseshistorie. Brygget er en Blonde efter belgisk forbillede, og en af de øltyper, jeg sjældent ender med at være særlig begejstret for. Hornbeer kan til gengæld lave rigtig gode øl, når de da ikke laver noget, der er lige til at hælde ud. Med Hornbeer har det indtil videre været enten-eller.

Brygget er lettåget citrongult med hvidt skum, der er stabilt nok til, at flaskens sidste dråber kan ligge som to gule flager pynteskal øverst. Duften er småsyrlig, men ikke decideret faretruende i forhold til, hvad jeg tidligere har måttet binde an med fra Blonde-boldgaden. Der er ingen kogesprit, overmoden banan eller harsk marcipanmasse til at varsle ilde. Tværtimod skærer en frisk humle gennem syrligheden med velgørende og for genren uvante noter af gran og en antydning af salmiak.

Lettere perpleks over en ikke ligefrem forventet duftprofil, sætter jeg glasset for munden. Humlen brænder omgående igennem og skubber de noget matte, småsyrlige noter af græs og citronmelisse i baggrunden. Humlen er kraftig og fyldig, ikke mindst fordi gæren også er præsent, og de to har indgået en frugtbar joint venture med en spændende Blonde for øje.

Gæren – den gær, der alt får tit får Blonde til at smage af mudder – gør det rigtig godt i dette bryg. Den åbner smagsløgene, så humlen rigtig kan komme ned i tungen. Her smager den løs af sød lakrids og lige akkurat så meget salmiak, at det er en fornøjelse at genkende den fra duften, mens aromaen fylder alle mundens små hulrum så nydeligt ud.

Dette er brygkunst. Hornbeer har begået en blonde, der smager fantastisk, og det endda uden at udtrykket egentlig afviger så voldsomt fra det, genren normalt byder på. For den bløde, men tit for syrlige mundfornemmelse er der stadig, men nedtonet, så den rare berøring mod tungen mærkes mest. Og gæren, der så ofte er tungen på den forkerte vægtskål, er igen præsent. Men i dens samarbejde med en – trods alt – for genren utraditionelt smagfuld humle er den kun med til at gøre både genre og øl mere fuldendt.

4-en-halv-stjerne

Julehumle, Hornbeer

2015-12-30 20.00.32Efterslæb …

Som det sig hør og bør på Kajs Ølblog er der et kæmpe efterslæb på juleøllene. Jeg har mange til overs. Måske så længe julen varer, hvilket jo er til påske … eller i hvert fald fasten (eller måske hellig tre konger, men det når jeg i hvert fald ikke). Der er ikke andet at gøre end at starte i ét hjørne, og lige så stille arbejde sig ud …

Og så gør det jo ikke så meget, at nogle øl, giver sig ud for at være juleøl uden egentlig at være det.

Som nu fx. Julehumle fra Hornbeer. Juleøl er mørke, maltede og søde. De er ved den søde julegrød ikke humlede. Alligevel gør Hornbeer en hæderlig indsats på bagetiketten for at retfærdiggøre nærværende bryg som en juleøl. Den er god som variation, når alt det tunge, mørke og søde julemad bliver én for meget. Så kan man tage en frisk, humlet og ikke mindst bitter øl til afveksling.

Jeg indrømmer såmænd, at den har sin berettigelse som supplement til de mange julesmåkager, vi har i overskud, men de klassiske juleelementer mangler fra begyndelsen. Vist dufter brygget vidunderligt i al sin velhumlethed, men ud over stikkende rødgran er der i den klare, brune væske ikke meget jul at hente. Det skulle lige være i skummet, der matcher sneen uden for en større firmajulefrokost nydeligt i løden, men så passer det til gengæld ikke til denne jul, der som bekendt mere har budt på oversvømmelser end snekaos.

Men humlebitterheden er da rar – og i det varme og runde hjørne, frem for det skarpe og stikkende, og med kraften og saften i behold. Ikke desto mindre giver de nærværende grannåle også associationer til tredobbelt salmiakspiritus og baderumsrengøring. Brygget mangler til gengæld i en vis grad fylde, men som etiketten også anfører, gør det brygget friskt, mens bitterheden ikke lider ved, at brygget også kan nydes i større slurke.

Alt i alt fungerer den jo sådan set fint nok til det fylde og fede ved julen, så bagetiketten lyver bestemt ikke. Tværtimod er jeg faktisk imponeret, at en så lang tekst fra et bryggeris marketingafdeling faktisk kan indeholde så meget sandhed. Men mængden af ægte, uforfalsket jul i brygget fortsætter med at være til at overse.

Til gengæld er der tale om en særdeles vellykket Session IPA (ville jeg kalde den). Som sådan er den præcis som den skal være – i modsætning til visse andres, tør jeg nok anføre!

4-en-halv-stjerne

Hophorn, Hornbeer

India Pale Ale af gavn …

 
Sommeren er over os. Den lå i baghold, overfaldt os lagde os i benlås og hamrer nu løs alle reglementerede – og især ureglementerede – steder med en med sikkerhed ureglementeret stor totenschläger. For en dag søgte jeg tilflugt for tæskene hos min kære fader i Hvalsø sammen med mine børn. Det varede ikke længe før vi havde lagt planer om at grille, og remedierne skulle skaffes i den lokale brugs. Den samme brugs, der fast har Hornbeers og Herslevs bryg på hylderne, for de bryggerier ligger jo alligevel lige i nærheden.
Så et dyrt, men forhåbentlig godt Hornbeer-bryg blev det til. Selvom jeg stadig finder det risikabelt at vælge Hornbeers øl. Jeg er blevet slemt skuffet før, men ved også, at det kan være rigtig godt. Brugsen Hvalsø havde desuden et restlager af nogle amerikanske mikrobryg stående, som ellers var blevet forflyttet fra Kvickly til Fakta sidste efterår, og derefter revet væk i løbet af få dage (jeg nåede som bekendt at redde mig et eksemplar af de fleste). De øl vender jeg selvfølgelig tilbage til senere, men hvordan det kunne være, at de kunne fås i Brugsen Hvalsø så lang tid efter, får jeg nok aldrig svar på.
Allerede ved skænkning af dagens øl eksploderer bouqueten i et festfyrværkeri af aromatiske IPA-noter. Det er rene krysantemumbomber af ingefær, hyldeblomst, roser og bergamotolie med krudtslam af bitre, skarpe humlenoter. Krudtslam leder desuden tanken hen på bryggets lød, der ikke følger betegnelsen IPA særlig godt. Brygget er nemlig ret mørkt – mørkere og tykkere i viskositeten endda, end visse tynde stouts, jeg har prøvet gennem årene. Det er med andre ord en IPA af gavn, men dårligt af navn (og det gør jo ikke noget). En IPA, der ikke bare er usædvanligt aromatisk, men også bryder genrens rammer. Det cremede skum tårner sig op, først som lakridsflødeis, og efterhånden som det falder, idet de små bobler springer først, og efterlader lange fedtede strenge på tværs af glasset, bliver det til lakridscandyfloss. Skummets evne til at klistre, gør så meget desto mere sammenligningen med candy floss passende.
Men faktisk er det ikke første gang, det er set. En mørk IPA fra Bryghuset Braunstein kunne opleves ved Kvicklys Ølfestivalg tidligere på året. Men den bliver gennempryglet af Hornbeers på samme måde som sommeren har pryglet os almindelige dødelige, og fortjener ingen yderligere sammenligning.
Og det er bestemt ikke et bryg, der har det hele i udseendet og duften. “Er du rådden!” udbryder jeg ved det første lille nip, idet endnu et festfyrværkeri eksploderer i mundhulen. Det udløser tæskeskarp og bitter humle samtidig med alle de rare, søde blomstertoner, men kunne mærke i duften. Fyrværkerimetaforen kommer også til sin ret i mundfornemmelsen. Humlen hiver, flår og bider og river smagsløgene rundt med en blanding af wasabi og gari-fornemmelse. Uden at overdrive brændte brygget mere end de chorizo-pølser, vi kort før åbning havde taget af grillen.
Ved mandlerne bliver brygget mildere, og slår over i en bittersød blanding af især bergamotolie og knastør cascadehumlesmag. Jeg ved ikke, om det er cascadehumle, der er brugt, men humlens friskhed svarer i hvert fald meget godt dertil.
Ja, jeg skrev friskhed. Paradoksalt nok føles det hidsigt bitre bryg også læskende, vederkvægende og friskt. Det fungerer fint afkølet og formår at holde én immun over for sommervarmens værste tæv – for en tid i hvert fald.

6-stjerner

Juleøl, Hornbeer

… okay, så …

… så får Hornbeer da en chance til, nu hvor deres højtidsbryg høster sådan hæder i dagspressen. Brygget hedder slet og ret ‘juleøl’ – hverken mere eller mindre, og er ifølge Untappd en belgisk inspireret stærk ale. Stærk er den i hvert fald, den indeholder 9% alkohol, rigeligt mudder (altså restgær), og evne til at give nyderen (undertegnede) hovedpine dagen efter konsumption.

Mudderet vil jeg gerne hænge lidt fast ved, ligesom det selv hænger fast både i bunden af flasken og glasset, og kun løsner sig ved rask agitation. Desuden præger det bryggets farve, som er hidsigt grumset, og ikke helt ulig mudret snesjap fra Hornsherreds vejkanter. Skummet peger dog i en anderledes venlig retning. Det er overordentligt fyldigt og ganske mørkegult som kagecreme, endskønt lavt, selvom man hælder brygget nok så voldsomt op.

Allerede duften afslører, at Hornbeer omsider får revanche på min blog. Som bekendt har jeg indtil videre ikke ladet mig imponere af dem, endskønt bryggeriet roses til skyerne af andre bloggere, og Danske Ølentusiaster har udnævnt dem til årets bryggeri hele tre år i træk (09-11). Men bouquet’en alene får mig næsten til at lægge mig fladt ned og gøre bod. En kraftig og krydret duft af kanel, garneret med vanille rammer lugtesansen, og skaber omgående associationer til risengrød, konfekt og andre julegodter. Jo, det blev så sandelig også jul i år.

Smagen halter bestemt ikke efter den habile olfaktoriske indledning. Julekrydderierne står i kø; nelliker, anis, kardemomme, kanel og kommen. Vanillen er dog fjernet, og bagom de mange julekrydderier mærker man en fortrinsvis besk humle. Det søde er erstattet af det bitre, men det krydrede islæt bibeholder julestemningen intakt, mens bitterheden yder brygget karakter. Juleøl er ofte sødt, og således matcher det også fint den særlige julemad. Men det behøver ikke være det. Hornbeers juleøl viser med al tydelighed, at hvis der ellers er rigeligt krydderi, kan det også sagtens være bittert, og alligevel lige så velegnet som det søde.

Ganske unik er måden hvorpå alkoholen blander sig med det krydrede udtryk. Et fjernt, men i alkoholen markant element af kommen giver faktisk brygget karakter af Rød Aalborg – og så bliver det jo bare ikke mere juleagtigt, endskønt brygget dermed mere bliver en julefrokostøl end en øl til julemiddagen med familien.

Og jeg indrømmer blankt! Jo, Hornbeer kan også lave gode øl! Og ringere bliver det bestemt ikke af, at brygget kun er lavet af gær, vand, humle og malt. Det er i sandhed et lille kunstværk. Glædelig jul og skål!
5-en-halv-stjerne

Sommerbryg – Hyldeblomst, Hornbeer

Hæld Hornbeer i vasken.

Den sidste Hornbeer-øl, jeg har haft på lager, og med ganske stor sandsynlighed, den sidste Hornbeer-øl, jeg vil have haft på lager i meget lang tid, har forladt glasset. Ikke i undertegnedes mavesæk, men ned i afløbet. Sommerbryg – Hyldeblomst skulle forestille at være en særlig variant, af Hornbeers ret uinteressante Sommerbryg, nu tilsat hyldeblomstekstrakt og appelsinskal, som man kan læse af den roman, der også pryder dette humleprodukts emballage. Det er behændigt – eller kluntet, afhængigt af smag og øjnene, der ser – udeladt af varedeklarationen andetsteds på etiketten, og jeg spekulerer, om det overhovedet er lovligt.

Men det bekymrer mig ikke synderligt, eftersom jeg er sikker på, at dette er et bryg, jeg ikke skal binde an med igen. Samtidig kan hyldeblomstekstrakt og appelsinskal næppe hævdes at være farlige på en måde, så en mangelfuld varedeklaration bliver andet end blot vildledende. Der er så vidt vides ikke udeladt information om ingredienser, der kan være farlige for overfølsomme – farvestoffet E150c, fx eller sulfitter, så et slet skjult forsøg på at være renere, end brygget egentlig er, er hvad uærligheden strækker sig til, og det er ikke nok til, at jeg vil gøre mere, end blot brokke mig over det her på bloggen.

Der er også rigeligt andet at tage fat på.

Visuelt er brygget ellers ikke helt uinteressant. Det holder en citrongul lød, som man ellers kun sjældent ser, under et noget vådt, men alligevel fyldigt, holdbart og klæbrigt skum. Lidet ved man endnu, at farven på brygget er et ilde varsel om, hvad der kommer, men en ganske velbehagelig bouquet overdøver alle faresignaler. Brygget dufter bittersødt af humle og syrlige frugter. Det er elegant og kraftfuldt, så man mærker det også en meters penge fra det opskænkede bryg. Bouqueten er desuden vinøs, let sprittet, og har karakter af citron og hvedemalt.

Man tænker, at det alt sammen er meget godt, og i hvert fald bedre, end hvad man hidtil har prøvet fra bryggeriet. Men ih hvor bliver man straffet hårdt for at have givet Hornbeer en chance til.

For munden snørrer sig sammen som en hiphoppers hættetrøje under en heavykoncert. Tårerne triller ned ad kinderne, mens man håber, at der i det rædsomt sure sæbehelvede er en rest humle – eller måske bare noget malt – bare ét eller andet ølagtigt, som man kan holde fast på, og få vished om, at dette faktisk er en slags øl man sidder med …

Men nej … eller okay, det skulle så lige være gæren. Men det er også det, man smager mindst – og det hjælper desuden ikke. Mest smager man en syrligt-metallisk blanding af noget ubestemmeligt, som minder om opvaskemiddel. Opvaskemiddel med citron, for citronelementet indgår ikke kun i farven og duften – men også alt for meget i smagen. Duften var så rar, og brygget så flot – gult – citrongult – men alligevel så rart og flot, at man ikke kunne forestille sig, at det ville gå så meget igen i smagen.

Men jo! Sæbe, citron og gær. Det er, hvad brygget smager af. Først snørrer munden sig sammen, bagefter sidder man tilbage med en tør og ikke mindst dårlig smag i munden, og det ikke kun i den ellers meget konkrete betydning, men minimum også på grund af de penge, man har givet for den. Jeg har fortrængt, om det var kr 45,- for to, eller det faktisk var kr. 45,- stykket, jeg gav. Uanset hvad har jeg aldrig fået så lidt valuta for pengene. At kvalitet er dyrt, vidste jeg godt (vi er kødspisende økohippier, for flæbende ud højt) men at så ringe kvalitet kan koste så meget – det kommer godt nok bag på mig.

Heldigvis har brygget tæt på ingen eftersmag overhovedet. Så pinen trækkes ikke unødigt ud. Heldigvis havde de venlige irere, vi havde besøg af forleden, taget nogle øl med som værtsgave. Jeg havde prøvet dem før, så der er ikke nogen grund til at gå i dybden med, hvilke det var. Men her til aften kom en af dem mere end til sin ret, da den blev drukket til maden. Når nu Hornbeer ikke kan levere ordentligt øl – øh undskyld – ikke kan levere øl, må andre jo træde til.
0-stjerner

Sommerbryg, Hornbeer

Lidt bedre end sidst

Jeg købte denne øl i Kvickly hin dag i slutningen af september, hvor jeg ville redde mig resten af øl fra Kvicklys Ølfestivalg. Da det som bekendt kun lykkedes meget dårligt, måtte jeg finde noget erstatningsbryg til månedens anmeldelser i stedet for. I en særlig udstilling havde biksen så arrangeret en række relativt lokale produkter under sloganet “Smag på Nordsjælland”, herunder nærværende øl, og en bror med tilsat hyldeblomst, begge fra bryggeriet Hornbeer. Selvom sommeren 2013 for længst har haft sidste salgsdato, er sæsonens øl langt fra for gamle, så disse kan stadig nydes vel ind i det nye år. Jeg har dog ikke tænkt mig at vente så længe.

Hornbeer blev jo udnævnt til at være årets bryggeri af Danske Ølentusiaster i knap en googolplex år i træk, og det er jo noget, der skruer forventningerne i vejret. Bloggens første erfaringer med brygget faldt imidlertid ikke spor heldigt ud, hvilket har udstyret bloggeren med den nødvendige mængde sunde skepsis over for de notorisk gode anmeldelser af bryggeriets produkter.

Ifølge bryggeriet selv er der tale om en pale ale. Det er dog ikke farven, der får advarselslamperne til at blinke. Brygget er ganske fint, halvmørkt orangerødt med meget nydeligt letgyldent skum, hvis holdbarhed sjældent er set magen. Det er luftigt, elastisk, form- og som sagt holdbart. Det er desuden klæbrigt og efterlader flotte, størknede mønstre på glassets inderside efterhånden som brygget konsumeres. Duften halter til gengæld bagefter. Den er svag, syrlig og gæret, men med et forsonende indslag af hvedemel, der gør, at man tror, at brygget er en hvedeøl af en art – men nej.

Det er nok også godt det samme, da jeg er tilbøjelig til at give dem ret, der hævder, at godt hvedeøl ikke findes. Om det nu bliver så godt alligevel, må smagen vise. Etiketteksten, hvis længde er sammenlignelig med Tolstojs romaner, fremhæver grapefrugt i smagen. Dennes syrlighed mærkes også i både skummets og bryggets smag, hvilket også giver brygget sin sommerlige friskhed. Fylde mangler heller ikke. Det sørger et ganske nærværende – jeg vil sige for nærværende – gærindslag for.

Gæren giver brygget en konstant prikkende egenskab, som nogen måske vil finde forfriskende. Jeg finder den lettere generende, og den medfølgende gærede bismag skæmmende, om ikke direkte grim. Et velgørende sødt, og ganske spændende indslag af syrennektar titter frem ved gummerne, men når ikke rigtig at gøre noget væsen af sig. Havde bryggeriet i stedet for gær og grape gået efter at fremhæve den sødme, der kun findes som en skygge i brygget, havde man haft et langt mere interessant – og endnu mere sommerligt bryg at byde på.

Eftersmagen hjælper ikke meget på det overordnede ret mislykkede udtryk. Gæren tager mere og mere over, og efterlader en fornemmelse af sure sokker. Når gæren driver over, titter der så omsider noget velgørende, ølagtig humlebitterhed frem fra sit skjul. Som om gæren var en asocial og dominant bølle, der blev træt af at lede efter sit mobbeoffer og forføjede sig. Så kunne den ordentlige, velgørende smag af bitter humle endelig komme frem.

Men ligesom sødmen er bitterheden kun en skygge af sig selv. Til sammenligning med det andet bryg fra Hornbeer, der har været under behandling her på bloggen, er det dog samlet set en smule bedre alligevel. Den citronsure Helge var sur og rædsom hele vejen igennem. I dette sommerbryg er der i det mindste et par skygger, eller måske ansatser til noget interessant … måske endda noget velsmagende.

Men hvordan Hornbeer kunne være årets bryggeri så mange år i træk … er de bare faldet alvorligt af på den, eller får jeg bare altid fat i de forkerte af deres bryg?

2-en-halv-stjerne

Helge, Hornbeer

Glædelig bagjul allesammen! Jeg har holdt jul i det Nørrejyske hos min kære vivs søster, der bor på en landejendom uden for Dybvad. Der blev budt på flæskesteg med sprød svær, brune og hvide kartofler og and som tilbehør til en tyk, fed brun sovs, der rigtignok kunne binde det sammen til en højere enhed. Til gengæld drak jeg ikke nogen øl, for vi skulle køre hjem samme nat – hele den lange vej til vores midlertidige hjem i Hvalsø, og i fald at min udholdende viv ikke kunne tage hele turen, skulle jeg også kunne køre.
Hjem nåede vi dog – uden at skifte kører undervejs. Hvis jeg havde drukket, ville min hustru sikkert ikke kunne have holdt til turen – således virker Murphys lov. Heldigvis har jeg i dagene op til, og i dagene efter jul smagt flere forskellige øl, som læserne nu kan høre om.
Helge, fx, der blev drukket lillejuleaften, er den første øl fra HornBeer, jeg har prøvet. HornBeer er, som nogle vil vide, udnævnt til årets bryggeri 2009, 2010 og 2011, så det var ved at være på tide, at jeg fik prøvet noget fra bryggeriet, der i øvrigt ligger i Kirke Hyllinge (på Hornsherred – deraf navnet) ikke langt fra min nuværende residens hos min far i Hvalsø.
Det er en fortrinsvis mørk øl med en klar rød nuance under et klart gult skum. Duften afslører bær i brygprocessen, der er noter af kirsebær og andre syrlige bær. Den anbefales til ris a la manden, hvor kirsebærsovs som bekendt hører sig til. Imidlertid er det ikke den søde, sukrede form for kirsebær, øllet har luft af, men derimod de mere syrlige af slagsen.

Og det tør nok siges også at være tilfældet, når man smager øllet. Munden snørrer sig sammen om en syrlig singularitet af saltsyresur syrlighed. Sure kirsebær blandes med eddike i et syrebad af umodne rips og sure blommer. Helge er aldeles uegnet til noget som helst julemåltid inklusive desserten – ja, jeg vil gå så langt som at sige, at den næppe er egnet til noget måltid overhovedet, måske med undtagelse af Sauerfleisch med Sauerkraut og andet surt. Ja, til sådanne retter, som det store naboland mod syd excellerer i, vil den måske endda være ganske velegnet.

Men jeg siger ellers tak. Det bedste man kan sige om helge er, at den er kræs for folk, der kan lide surt øl, og at min kære fader faktisk godt kunne lide den. På mig har HornBeer imidlertid ikke gjort noget godt førstehåndsindtryk. Jeg er til gengæld ikke typen, der står fast efter at have fået første indtryk – jeg ændrer hellere end gerne holdning senere, såfremt andre bryg fra bryggeriet klarer sig bedre end Helge. Det bedste, der kan siges om HornBeers førstehåndsindtryk i skrivende stund er, at det nemt kan gøres bedre.

1-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme