Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Ølfabrikken

Aggerpils, Harboe/Ølfabrikken

2015-10-12 18.06.02Bedre end landsholdet …

Som dem der følger min facebook-side, vil vide, måtte jeg forleden bede om hjælp for at drive bloggen videre. Jeg er har været næsten tørlagt og ikke haft midlerne til at anskaffe nye øl at anmelde. Det kan ses på anmeldelsesfrekvensen, der på det seneste har været sammenlignelig med frekvensen af fornuftige fraser ytret af Joachim B. Olsen.

Den sidste øl, jeg dristede mig til at købe, før jeg måtte bede om hjælp, var denne her. Den tungest vejende grund til, at jeg valgte den var prisen – 5 kr er selv for en fattiglus til at overskue, og samtidig fandt jeg motivet og navnet interessant.

Min indskydelse var, at navnet måtte hentyde til landsbyen Agger i Thy, og de påmalede dødningehoveder og blomster til den legendariske dokumentarfilm ‘Heavy Agger‘ af Lars Oxfeldt Mortensen fra 1986. Hvem husker ikke de unge mennesker, der hørte heavy-musik – til forældrenes og de lokale missionskes store fortrydelse? Det skal ikke være nogen hemmelighed, at min fryd var stor, da de missionskes fortrydelse gennem årene forblev intakt, mens forældrene blev klogere – det fremgik af de næsten (men også kun næsten) lige så interessante opfølgere. Anyways – øl og Heavy Agger for en 5’er? Sure thing!

Men jeg skulle også blive klogere. For der skød jeg godt nok helt forbi. Jeg burde jo have fået mistanken allerede da jeg så, at bryggeriet bag ikke var Thisted Bryghus, men derimod et af Harboes underbryggerier, det engang ellers så hævdvundne innovative hipsterbryggeri Ølfabrikken, der stod bag. Det var nemlig en helt anden Agger, der stod bag øllets navn, nemlig Daniel Agger.

Landsholdsspiller … og det er sådan cirka det, jeg ved om ham. Jeg har ikke gidet dansk fodbold siden en eller anden gang midt i nullerne. Sidst det danske landshold var værd at se på, var ved VM-slutrunden i 1998. Siden da er det kun gået én vej, og det er ikke ned ad bakke … for en bakke er skrå, og ligegyldigt hvor stejl den er, vil der altid være en eller anden form for friktion, der bremser faldet, uanset om man spadser, løber, glider eller ruller ned. Landsholdets deroute derimod lader sig kun beskrive som et frit fald … eller måske snarere frit fald med en ordentlig raket spændt på ryggen, så man kan bevæge sig endnu hurtigere i nedadgående retning end tyngdekraften kan tage sig sammen til.

Jeg gider ikke dansk fodbold længere. Det er direkte pinligt at bevidne og udtryk for et ledelseskollaps, der ikke er set siden Hans Engell gik af som formand for Det Konservative Folkeparti. Jeg er lettet, når Danmark misser slutrunderne, og det er kun fordi der hist og pist findes lande, der stadig spiller dårligere (Nordkorea fx) at vi ikke er blevet totalt til grin. Jeg holder med Tyskland, for jeg har trods alt tyske aner, og faktisk ikke fordi de altid vinder. Det gør de nemlig ikke.

Mine forventninger til øllet tog i lyset af dette forståeligt nok et dyk. Men prøves skulle den uanset hvad.

At det er en pilsner kan man næppe være i tvivl om. Korngul med kridhvidt skum. Den er tilsat korianderfrø, men det er næppe dem alene, der giver brygget dets svulstige odeur af fuseltung humle. Til gengæld er alle dårlige forventninger med ét gjort til skamme. En øl, der lugter så anmassende kan næppe være helt kedelig, og endnu mindre så når der samtidig melder sig en vanilliesød fylde, når den urene alkohol har hummet sig.

Brygget smager også meget af pilsner. Meget mere end almindelig pilsner i hvert fald. Umiddelbart tænker man guldøl. Men fylden er trods sin svulstighed alligevel mere subtil end den man får af øgede mængder sprit. Måske er det korianderfrøene, der slår igennem. I så fald er krydringen overordentlig velanbragt … ja, det er selvfølgelig også lidt snyd. Men hvis Lars Løkke Rasmussen må, så må Ølfabrikken vel også.

Brygget bliver lidt spinkelt på bagtungen, og der er ikke helt så meget vægt i eftersmagen, som man kunne forvente udfra de bitre og fyldige noters heftighed. Men det skæmmer ikke det overordnede indtryk, der går lige i nettet.

Det samme net, som det danske landsholds divergerende modstandere har holdt alt for rent i alt for langt tid.

4-stjerner

OPDATERING 14/10-2015: Som altid er min mentor udi ølskriveriet, Ole Madsen, der er ølanmelder ved Ekstra Bladet, kommet med relevant input. Og denne gang er det ikke engang en korrektion af det, jeg skriver. Nej, han lod mig på mit opslag om denne øl på bloggens facebookside vide, at overskuddet fra brygget går til Knæk Cancer.

Det er jo slet ikke ringe. Jeg mistede jo min mor til cancer, da jeg selv var i en ung alder. Så det var en mere end væsentlig pointe også lige at få med! Tusind tak, Ole!

Klovn Vinter, Ølfabrikken/Apollo

2-stjerner

Forleden dag, da jeg var i Aalborg Zoo med familien, sad der på hjemturen i toget et par ved siden af os med en tændt bærbar, med hvilken de udfyldte ventetiden med at se Klovn. Fred være med det, hvis det kan more dem. Selv ville jeg måske have foretrukket at se en klat maling tørre, en enkelt bladlus fortære en liguster, eller måske have set gæringen af den nyeste Mikkeller fra start til slu… hvad er nu det for noget vås, jeg siger. Det var jo meningen, at det jeg foreslog skulle være kedeligt. Men ser man bort fra det sidste eksempel, er det lige præcis så inspirerende, jeg synes Klovn er.

Hele kanalen TV2-Zulu har med årene er fuldstændig degenereret, så de i dag ikke udsender andet end ligegyldigt støj. Det bekræftes af kanalens seere i denne artikel, hvor jeg dog fortsat må erklære mig uenig i den refererede holdning til Klovn, nemlig at det skulle være en god TV-serie. Det mener jeg ikke det er, og det mener jeg heller ikke Ølfabrikkens øl, ‘Klovn’, er.
Jeg mener derfor ikke, det er urimeligt, når jeg står ved, at det ikke var med de allerhøjeste forventninger i verden, at jeg knappede Klovn Vinter op. I det hele taget forstår jeg ikke, hvorfor en øl skal referere til en TV-serie. Merchandise kan selvfølgelig være fint nok, men en øl? Der er andre fine komedieserier, som man har produceret udmærket merchandise til, men mig bekendt aldrig øl. Øl kan man ikke spille (med mindre man staver dårligt), eller lege med. Det kan man med små plasticfigurer og computerspil. På den anden side ved jeg heller ikke, om mine nerver ville kunne klare synet af en Frank Hvam-barbiedukke, så at Klovn-merchandise ikke blev legetøj er måske også meget godt.

“En ægte vinter-kvajebajer”, er Ølfabrikkens lidet mundrette slogan for denne øl. Fantasien rækker åbenbart ikke langt, når det gælder om at finde fængende undertitler til deres konceptøl. Men endnu engang passer det småkiksede og lidet sjove slogan jo egentlig udmærket til serien Klovn.
Klovn Vinter skal forestille at være en mørkere udgave, end dens meget lyse broder. Umiddelbart ser den også mørkere ud, men det tror pokker, eftersom flasken er mørkebrun. Det i sig selv gør selvfølgelig ikke øl mørkt, men alligevel varsler allerede emballagen bedre, idet øl serveret på klare flasker indtil videre har ladet noget tilbage at imponere – mildest talt. Statistikken så vidt siger faktisk, at jeg har testet to øl på klare flasker, og begge øl har fået nul stjerner. Det er ikke nogen signifikant samvarians, men som varsel fungerer det nu meget godt alligevel.
Når flasken åbnes og øllet skænkes må man da også konstatere, at det er noget mørkere end det orangegule sprøjt fra den regulære Klovn. Det luftige, cremefarvede sodavandsagtige skum viger til gengæld hurtigt, hvilket passer til en ligeledes sodavandsagtig, spinkelt-sødlig duft.
Idet glasset sættes for munden må jeg dog modstræbende indrømme, at den faktisk gør mange af de negative forventninger til skamme. I modsætning til sin lyse broder, smager den faktisk af noget. Den har en jævn bittersød aroma, men ikke med megen fylde. Desuden har den en lettere syrlig bismag, der ikke gør noget for smagen. Den bittersyrlige eftersmag gør hverken fra eller til. Der er ikke megen fylde, en ret tam aroma, uden at den dog smager decideret dårligt. Den kan faktisk være en nydelse, hvis man ellers ikke sætter kravene for højt.
Det er underligt med en konceptøl, der i bund og grund er karakterløs. Det eneste gode, der er at sige om den er, at den trods alt er bedre end det ligegyldige standardbryg, som størstedelen af den danske befolkning lider af en psykotisk vrangforestilling om, er godt øl.
Er det en ægte vinterkvajebajer? De prøver virkelig, Ølfabrikken, at lave noget ganske særligt. Men i stedet ender det bare med, at de kvajer sig, og laver Klovn-øl i stedet. Men så er det vel også en kvajebajer på en eller anden måde.

Klovn, Ølfabrikken i samarbejde med bryggeriet Apollo.

0-stjerner

Ølfabrikkens øl ved navn “Klovn” er en temaøl for den såkaldte komedieserie “Klovn” fra TV2. Jeg er en række gange kommet for skade at slå over på en kanal, hvor serien blev udstrålet, og jeg er mildt sagt ikke imponeret. Vittighederne er søgte, og lyder som noget fortalt i børnehaveklassens frikvarter, skuespillet er anstrengt og påtaget, og flere hævder desuden, at hele baduljen er et plagiat af Larry David-serien “Curb your Enthusiasm“.

Serien Klovn er kort sagt ikke sjov. I bedste fald er den en smule fjollet, ligesom hele konceptet med at lave en øl synes at være det. Seriens platte og lidet underholdende karakter lover i hvert fald ikke godt for øllet, hvis ellers seriens indhold på nogen måde svarer til bryggets. Eftersom komedieserien over alle komedieserier for længst er lavet – og afsluttet, virker Klovn – det være sig som øl eller TV-serie – temmelig overflødig. Det bliver næppe en øl, der kan tages særligt seriøst. Det bliver nok mest af alt en fjolle-øl, eller som producenten selv skriver på etiketten “en ægte kvajebajer.” Ja, Ølfabrikken skal da ikke beskyldes for at være uærlig i sin markedsføring.

Øllets indholdsfortegnelse varsler heller ikke godt. Der er mere – meget mere – i, end de fire godkendte ingredienser. Den indeholder nemlig desuden: Hyldeblomst, sukker og appelsinskal. A dirty beer if there ever was one! Jeg får uvilkårligt en mistanke om, at Ølfabrikken er gået Carlsberg i bedene for at stjæle Tuborg Lime Cuts kundegrundlag. Mine fordomme siger mig da også, at der næppe kun er et lille sammenfald mellem førnævnte kundegrundlag og Klovn-seriens fanklub.

Det undrer mig også, at Ølfabrikken – i samarbejde med det ansete københavnske mikrobryggeri, Apollo, endda – vælger at producere en så poppet øl. Ikke desto mindre skal man huske på, at bryggeriets produkter i forvejen har været af stærkt svingende kvalitet. De lader dog til at lægge sig fast på at være et mikrobryggeri for det unge, popsmarte segment, med alt hvad det indebærer af risiko for, at der kommer til at gå for meget slipsedreng i den.

Men midt i alt den negative forventning håber jeg da også på, at Klovn kunne være en spændende, alternativ øloplevelse. Jeg er som bekendt meget krakilsk med at indskrænke mængden af tilladte ingredienser i øl. Men så længe øllet viser sig at kunne bære det, og bryggeriet i øvrigt gør opmærksom på, at der er tale om en specialøl, så er det naturligvis i orden at tænke udenfor kassen. Logo og markedsføringen peger dog alt for meget i retning af en kvajebajer til, at jeg kan holde forventningerne særligt høje.

Efter at have åbnet den klare, social-club-fuld-af-popsmarte-individder-med-lim-i-håret-og-bukserne-nede-i-sokkerne-flaske kan jeg konstatere, at den alt andet lige dufter perlende frisk af øl. Der er også mere og væsentligt tættere skum, end jeg havde forventet. Friskhed og skum kommer af, at vi teknisk set har at gøre med en ale, overgæret øl, der under alle omstændigheder producerer mere skum på grund af den varmere og derfor mere aggressive gæring.

Friskheden fortsætter i smagen på samme måde, som luft og vand fra vandhanen er frisk. Igen mærker man den ekstra mængde kulsyre, der gør øllet til en perlende, og alt andet lige vederkvægende oplevelse at skylle ned. Såvidt fornemmelsen af øllet i munden. Smagen er der derimod ikke meget at berette om, for det er svært at skrive om noget, der nærmest ikke er der. Ud over ‘frisk’ er nøgleordene let, vandig, karaktérløs, uden fylde … Man må følgelig spørge sig selv, hvorfor bryggeriet har valgt at hælde så mange obskure ingredienser ved øllet, når det åbenlyst ikke smager igennem.

Efter denne kedelige smagsoplevelse, hånes smagsløgene bagefter af en syrlig, letmetallisk, gæret eftersmag, som en sidste fornærmende narrelatter, før øllet forsvinder ned i mavesækken og ud af hukommelsen.

Det er i sandhed en kvajebajer i mere end én forstand. Spørgsmålet er, hvem der er det største kvaj. Producenten, eller kunden, der køber det ligegyldige sprøjt.

Man spørger sig også, om Ølfabrikken har forsøgt at lave netop den øl, som folk skulle købe, hvis man rent faktisk skulle give kvajebajer, og på den måde udvælge sig et marked på baggrund af helt nye præmisser. Jeg ved med mig selv, at jeg ville blive rasende, hvis nogen gav mig denne øl som kvajebajer, og jeg ville omgående kalde henteren et kvaj, og kræve at vedkommende gav kvajebajer – men IKKE UNDER NOGEN OMSTÆNDIGHEDER en ‘Klovn’.

Endnu flere spørgsmål melder sig: Hvorfor vælger Ølfabrikken at brygge sådan noget underlødigt sprøjt? Sandsynligvis prøver de vitterlig at score nogle nemme point hos det popsmarte, unge publikum, hvis største mentale udfordring – næst efter at hitte ud af plottet i ugens Klovn-afsnit – er at hitte redde i programsætningen af genudsendelserne af De Unge Mødre og Paradise Hotel. Samtidig viser dette eksempel på flerstrenget markedsføring, at kommercialisme ALTID ødelægger kvalitet.

Tillad mig her til sidst at lufte en positiv teori. Klovn kunne faktisk også være Apollo/Ølfabrikkens hævn for en elendig TV-serie. Det ændrer dog ikke ved øllets højst tvivlsomme kvalitet. Uanset motivet forbliver det en skuffende, karakterløs oplevelse.

– Ikke helt ulig et afsnit af Klovn, forøvrigt …

Pilsner, Ølfabrikken

1-stjerne

Denne øl er en kæmpe skuffelse, når man har prøvet den anden fremtrædende øl fra Ølfabrikken, Pale Ale. Jeg er i den grad blevet mindet om, hvor vigtigt det er, ikke at have for høje forventninger, og at ikke kun historiske epoker, men også individuelle øl er “unmittelbar zu Gott“. Ikke desto mindre er det stadig en skuffelse, fordi jeg ved, at bryggeriet kan gøre det så uendeligt meget bedre.

Men altså … Det … smager da af øl. Lidt i hvert fald. Men der er intet – gentager: absolut intet, der stikker ud som noget særligt. Humlen – og malten – smager af næsten ingenting. Der er intet, der behager, udfordrer eller for den sags skyld foruretter smagsløgene. Smagsløgene bagerst på tungen, hvor humlesmagen kun antydningsvis kan spores, keder sig mest, mens receptorerne for superbittert allerbagerst nede i krogene ved svælget for længst er gået skuffede til ro. Til dem var der mindre end intet at komme efter. Eftersmagen kan man også vente længe på – rigtig længe. Den indfinder sig aldrig.

– Eller som optimisten ville sige: Det er en dejlig frisk tørstslukker uden dikkedarer – og den skal da have, at den på ingen måde smager grimt. Men hvor ville det dog have været rart, hvis den havde smagt af noget alligevel.

Der er ikke meget fikumdik ved navnet, som man kan se. En pilsner er hvad det er – en helt ualmindeligt almindelig dansk standardpilsner af van(d)ligt gennemsnitligt tilsnit. En middelmådig fanfare til det jævne håndværk, Karen Volf-småkager, Arlas Kærgården og Chateauneuf du Pape på karton.

Man må sandelig håbe, det ikke er på grund af pilsneren, at Ølfabrikken blev kåret til årets bryggeri i 2005 – eller 2007 for den sags skyld. Men måske er kriteriet for at vinde, at et produkt skal ramme middelmådigheden bedst – for så er det da fuldt forståeligt. Meget mere almindeligt pilsnerprodukt, der fuldstændig forsvinder i mængden af alt det andet ligegyldigt pilsnersprøjt, skal man lede længe efter. Nå, spøg til side. Selvfølgelig er det ikke De Danske Ølentusiasters idé med kåringen. Vid at jeg nærer stor respekt for den indsats de gennem årene har gjort for at få ordenligt øl i produktion her i landet.

Prisen på Ølfabrikkens Pilsner følger i øvrigt også prisen på standardøl her i landet. Det heldige er, at det gør dens velsmagende broder, Pale Ale også! Så skip Ølfabrikkens Pilsner (eller køb den da endelig, hvis det vitterlig er den laveste fællesnævner der gås efter), og køb Pale Ale i stedet. Man bør gøre sig selv den tjeneste at udnytte prisen på standardøl for Ølfabrikkens kvalitetsperle. Begge kan erhverves i Kvickly, og tak for det.

Pale Ale, Ølfabrikken

5-stjerner

Ølfabrikken er et bryggeri, der p.t. har til huse i Roskilde, men startede i 2004 i Tisvildeleje. Bryggeriet flyttede i 2007, måske fordi man ikke længere kunne holde trit med efterspørgslen. Samme år fik bryggeriet nemlig Danske Ølentusiasters pris som årets bryggeri – for anden gang. Første gang modtog Ølfabrikken prisen i 2005, da bryggeriet var ét år gammelt. Det tør nok siges, at det har været en hurtig succes.

Og det forstår man egentlig også godt, når man smager Pale Ale. Øltypen er kendetegnet ved at være overgæret og lys – deraf navnet pale ‘bleg‘. Med alkoholprocenten på 5,0 er den stærkere end almindelig pilsnerstyrke, men endnu ikke svarende til en guldøl, så man kan stadig nyde to på en dag uden at skulle frygte at bryde sundhedsstyrelsens anbefalinger lige med det samme.

Øllet har en overordentlig fyldig og godt humlet, bitter aroma. Bitterheden er dejligt offensiv og holder samtidig længe. Det er samtidig overordentligt lifligt og frisk, hvilket ikke er usædvanligt netop for de lyse ales. Konceptet synes simpelt og effektivt: Tæskebittert øl og frisk samtidig. Hele munden, især bagtungen selvfølgelig, fyldes af den reneste, funklende bitterhed. Og den friske intensitet får faktisk samme bitterhed til at kildre forrest på tungen. Et mesterstykke, hvor det umulige er gjort muligt. Man kan faktisk smage bittert forrest på tungen, hvis ellers brygget er godt nok.

Skulle man kritisere dette fine bryg for noget, skulle det være farven, der mere ligner ginger ale, end pale ale. Endnu engang er filtrering skurken, men da det endelige resultat ikke lader meget tilbage at ønske, lader vi nåde gå for ret denne gang.

Hvad jeg til gengæld ikke helt forstår, er tanken bag bryggeriets navn. “Ølfabrikken”. Det – og emballagen, i øvrigt – nærmest lugter jo af ligegyldigt, dumsmart industriprodukt. Til sammenligning husker jeg det – lykkeligvis hedengangne – House-projekt C + C Music Factory – en rædselsforskrækkelig pop-duo med det i navnet erklærede mål at reducere musik til ligegyldig forfladiget industriel underholdning. Jeg har aldrig fattet, hvorfor folk tiltrækkes af den slags, og ikke bare hører noget god musik.

Så hvorfor vælger man et navn, der antyder industriel ensartethed og overfladiskhed, samt en grafik, der passer dertil? Jeg har intet svar på rede hånd overhovedet – jeg forstår det ikke. Det er ikke sikkert, at jeg havde gidet prøve denne øl, hvis ikke en bekendt havde anbefalet den.

Men det er nok bare mig, der ikke forstår mig på markedsføring. Jeg valgte at bruge mit studieliv på vigtigere ting, end at degenerere til slipsedreng.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme