Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Harboe

IPA, Belgisk Øl, Gourmetbryggeriet/Harboe

Forvirring …

Så gik den heller ikke længere for en af de nok største komponister i Danmarks historie. Manden bag soundtracket til generationers barndom, ungdom og voksenliv, Bent Fabricius-Bjerre er gået bort.

Og selvfølgelig skal virkeligheden være så grim og grusom, at et menneske, hvis person man op til den alt andet lige nogenlunde timelige afsked beundrede, alligevel skal vise sig at have nogle kompromitterende egenskaber. Manden var hovedrig – hvilket i sig selv ikke er problematisk i betragtning af, at han besad et ekstraordinært komponisttalent. Men hvorfor … HVORFOR … skulle han dog absolut være med til at stifte den totalitære, neoliberale, jubelkapitalistiske, antihumanistiske tænketank CEPOS?!

Jeg hører Matadortemaet klinge for mig i baggrunden til Ingeborgs afsindige men fuldt ud berettigede vredesudbrud mod sin ægtemand … “HVAD ER DU FOR ET MENNESKE?!” Vel, det siges at man ikke skal tale ondt om de døde, men det må vel minde os om, at uanset hvor fantastiske nogle mennesker kan være – ikke mindst kunstnerne – er der altid en bagside. Bent var åbenbart så glad for sine skillinger, at han valgte aktivt at lobbye for, at han, og folk der var lige så rige som ham, kunne blive endnu rigere. Helst på bekostning af fattige, udsatte og svage, således at disse kunne blive endnu fattigere, mere udsatte og endnu svagere.

Hans produktion af musik kan der til gengæld ikke sættes en finger på. Norwegian Sunset fra Bjergkøbing Grand Prix er nok være min personlige favorit. Ikke hans mest kendte stykke, men til gengæld et, der passer fint som den hyldest manden som kunstner fuldt fortjener.

Så vidt den griske, gamle komponist. Det, det egentlig handler om, er som bekendt øl.

Det er længe siden, jeg sidst har været på besøg hos Gourmetbryggeriet under Harboe-koncernen. Angiveligt får de nogle af øllene produceret i Belgien, hvorfor disse lanceres med undertitlen ‘Belgisk Øl’. Det kan virke en kende forvirrende når man som her får en IPA i hånden. Det er weiß Gott nicht en belgisk, men en britisk øltype.

Duften er til gengæld belgisk på indtil flere ildevarslende måder. De 8% alkohol giver sig til kende fra starten, og giver brygget en ikke helt rar alkoholisk kant. Dertil kommer den decideret ubehagelige em af banan, der i dette tilfælde heldigvis er så tilbagelænet, at den ikke gør decideret skade. Men gavn gør den nu heller ikke. IPA’ens traditionelle skarpe, aromatiske og bitre noter er kun fjernt til stede. De kan dog findes, og i det omfang de er præsente, er de trods alt også sprøde og velgørende.

Sådan skal det ikke være i smagen. Ingen sprød bitterhed af grannåle, eller aroma af citrusfrugter. Så meget for IPA’en. Hvad det belgiske til gengæld angår … ja, der må jeg sige, at det faktisk slet ikke er så ringe endda. Belgien er trods alt mit favorit-ølland for sin enestående diversitet. Og her slås der – på trods af en olfaktorisk dimension, der langt fra sad i skabet – rigtig gode toner an.

Sprødt, frisk og vederkvægende flyder en velkendt aroma af velafbalanceret belgisk saison. Skarpt, småsyrligt, og med akkurat den mængde bananaroma, der giver brygget karakter uden at det ødelægger noget. Brygget er godt til den tørre gane, og yder lige præcis nok smag til, at det ikke samtidig bliver kedeligt.

Skuffelsen over ikke at få en IPA, når det nu er det, man bliver lovet på etiketten, nager dog stadig en smule. Harboe læner sig opad en falsk varebetegnelse, som de fortjener en løftet pegefinger for fra denne blogger. Min storebror, der havde den med i gave, da han kiggede forbi med familien den anden dag, fortjener til gengæld en stor tak. Også for de andre fine øl, han havde med.

Flere af dem havde jeg prøvet før, så min sommer ikke behøvede gå med at skulle anmelde alt for mange nye øl. Nogle gange er det også rart bare at kunne nyde en god øl, uden at behøve bekymre mig om at skulle anmelde dem bagefter.

Icelandic Doppelbock, Einstök Ölgerð

Den samme smøre …

Nu har jeg måske nok kørt vittigheden om, at jul erstattes med vinter, lige lovlig langt ud. Og det er jo slet ikke nok. Nej, den skal køres endnu længere ud, og så endnu længere endnu. At en vittighed er holdt op med at være sjov, har da aldrig været et argument for, at den ikke skulle fortælles igen og igen og igen!

Og når nu Einstök Ölgerð, det islandske bryggeri, hvis øl jeg engang købte mig fattig i i Magasin du Nords Mad & Vin-afdeling, åbenbart gør alt for at undgå at sige det forbudte ord … vel, på engelsk, ganske vist – i ved, ‘Christmas’ (Christmas, Christmas, Christmas, Christmas … SE! Jeg er ikke spor bange for at sige det! Jul, derimod … ÅH NEJ! Nu sagde jeg det! Jeg smelter, AAAAAARGH!) så er der ikke meget andet at gøre, end at træde speederen i bund, og forøge afstanden mellem mig selv og den grænse, der for længst er overskredet, yderligere.

“This limited-edition seasonal (mine fremhævelser) is only available through the holiday season. but (sic) this winter celebration ale is worth the wait. […] will make this the perfect companion for your holiday adventures. […]” Se hvor de danser omkring det – nærmest som på æggeskaller. Med en viking (her i en variant med rensdyrgevir og rød næse) og krydsede dobbeltæggede krigsøkser som logoer har Einstök Ölgerð måske en ambition om at være sådan lidt hedenske i det, og derfor undgår de den ubehagelige glose. Men hvorfor egentlig ikke bare bruge ‘Yule’ i stedet? Det indgår også i den angelsaksiske lingo for årstiden, glem fx ikke linjen i Tom Lehrers uforglemmelige julesang:

God rest ye merry merchants
May ye make the Yuletide pay …

Vel, hvad end bryggeriets beslutning om at bruge de fortrinsvis kedelige og neutrale udtryk måtte skyldes, ligger hen i det uvisse. Forklaringen er garanteret vildt kedelig – noget med at markedsføre bredt eller sådan noget. Men det kan – helt seriøst – ikke undgå at undre mig en kende alligevel. Jeg er endnu ikke i mine lange seancer, hvor jeg binge-watcher ateistisk materiale på YouTube stødt på én eneste ateist eller hedning, der følte sig stødt af, at folk kaldte julen for ‘Christmas’ frem for ‘The Holidays’. Så det er næppe ateisterne – eller hedningene – Einstök forsøger at appellere til.

At ‘Holidays’ vinder indpas for at fortrænge den kristne jul er en stråmand som den kristne højrefløj angriber hvert efterår. Så er det i virkeligheden dem, Einstök forsøger at trolle, eventuelt for at tækkes alle, der (med rette) mener at den kristne højrefløj har jord i hovedet?

Det er den mest underholdende forklaring, jeg lige kan finde på – så den vil jeg holde fast I med løftet glas og et ‘well done’ til bryggeriet.

Indholdet af flasken skal vi ikke glemme. Aldeles natsort med off-white til lystbrunt skum er det. Angiveligt skulle brygget være en bock, og jeg tror aldrig, jeg har set en bock så mørk før i mit liv. Så visuelt er oplevelsen i hvert fald i hus.

Sød og venlig lakrids præger duften sammen med bitterhed af nødder, og en syrlig kant, som jeg har min tvivl om, hvorvidt har været intenderet. Sødmen går igen i smagen, hvor lakridsen igen titter frem sammen med nogle matchende kammerater – anis og fennikelaroma. Alt sammen afdæmpet – subtilt ville optimisten måske sige. Jeg foretrækker afdæmpet. En noget grynet, brødagtig mundfornemmelse er på den ene side bedre end hvis brygget føltes vandet. Men i forening med en nøddebitterhed, der i sig selv ville have været fin, men som virker forstyrrende sammen med sødmen, falder fylde og øvrige aromaer lidt ved siden af. Smageren kan ikke se sig fri for at være en kende forvirret.

Til tørrede frugter og fyldte chokolader – julegodter som vi kender dem – vil brygget her nu alligevel gøre det fint. Så man behøver bestemt ikke lede længe efter noget mindre juleegnet end den her.

Overordnet mangler Einstök Ölgerð som bryggeri dog fortsat at imponere. De har opbygget et meget fint, afrundet koncept at tappe deres øl på. Nu mangler de bare – fortsat – at få kigget ordentligt på øllet, så det også kan blive fint.

Og måske med tiden meget fint. Men så skal de tage sig lidt sammen.

Nicolaus Vinter Bock, De 5 Gaarde/Bryghuset Braunstein

Vinterbryg …

Først nu opdager jeg, at det faktisk ikke fremgår af etiketten på dagens bryg, at det skulle være en decideret juleøl. Den hører ganske vist årstiden til, men selve højtiden nævnes end ikke med et spagfærdigt nissepip.

Min teori – og det er ganske vist, at den må være sand, når den samtidig er så underholdende – er, at fødevarefællesskabet De 5 Gaarde forsøger at trolle højrefløjen til offentligt og aggressivt at boykotte deres varer til gengæld for omtale. Årets første julerelaterede ikke-nyhed ramte som bekendt avisernes hjemmesider her forleden, da Ikea blev beskyldt for landsforrædderi og femte-kolonne muslamistisk overtumling af danskhed, da de formastede sig til at kalde julen ‘vinterfest’. Deres motivation har formentlig været, at nå landets mange etniske og religiøse mindretal på et ligeværdigt niveau. Næppe tvingende nødvendigt idet et religiøst samfund, der var så fromt, at det rent faktisk ville fnyse ad en anden religions fest, forår, sommer, efterår eller vinter, næppe ville blive venligere stemt over for denne fest, blot fordi den skiftede navn.

Til gengæld må man give IKEA, at deres marketingstunt har været ganske underholdende, og effektivt i at afsløre en masse navne og identiteter på nazistiske trolde og sovende højreradikale terrorceller ude i landet. Hvis PET ellers bare gad gøre deres arbejde frem for at overvåge og modarbejde lovligt politisk arbejde for et frit Tibet og Kurdistan, skulle de bare gennemgå de mange og lange tråde, affæren … undskyld ikke-affæren affødte på tabloidpressens facebooksider. Om det kommer til at koste IKEA noget på bundlinjen, har jeg min svære tvivl om. For hvor det måske nok skubber nogle nazister og andre, der stemmer på partierne til højre for SF væk, så tiltrækker de formentlig endnu flere som mig selv, der i IKEAs store centre vil have fundet sig et permanent safe space, hvor ingen der ligger til højre for Uffe Elbæk vil vove at sætte deres fødder.

De 5 Gaarde følte sig vel inspireret af den intense og overdrevne omtale, som IKEA afstedkom, og ville se, om de kunne gøre det samme – om ikke andet for at opnå en helvedes masse gratis omtale af produktet. Jeg har imidlertid ikke læst om brygget på nogen tabloidavisers facebooksider – ej heller på selve hjemmesiderne, så forsøget er åbenbart faldet til jorden med et brag.

Det kræver vel også, at en eller anden starter med at anklage De 5 Gaarde for undergravende muslamistisk, julefjendsk propagandavirksomhed. Så folkens! I læste det her på Kajs Ølblog først! De 5 Gaarde vil med deres Nicolaus Vinter Bock føre krig mod julen, fordi de nægter pure at bruge ordet ‘jul’ om noget, der lanceres ved juletid. ISLAMUSLASTISK KONSPIRATION!

Ironien er tyk som årstidens blodpølser at skære i. Højrefløjen svovler og forbander en mellemøstlig indflydelse, which isn’t, langt ind i helvede. Samtidig kopierer de i højere og højere grad idiotien fra vest. Krigen mod jul findes således heller ikke, men påstanden om den, kan man nærmest stille sit ur efter i USA, hvor den er en af de største årstidsbestemte konspirationsteorier. Nu har også denne lille nugget af amerikansk kulturimperialisme gjort sin entre herhjemme.

Bryggene fra De 5 Gaarde blev indtil for et år eller to siden produceret af Harboe. Nu produceres de af Bryghuset Braunstein, og det mærkede jeg tidligere på året, da brandet lige pludselig sendte en langt fra ueffen IPA på markedet. Nu må vi se, om de gode takter holder.

Brygget er i hvert fald mørkt som vinternatten – ikke mindst når vejret er så miserabelt som det er i øjeblikket. Skummet skuffer på den anden side en anelse – ikke helt højt nok, og lige lovlig lyst, bryggets dunkelhed taget i betragtning. En tung em af svesker og kaffe vælter op ved skænkning. “Og så en kop kaffe med ekstra svesker – min mave roterer som en vinduesvisker” som det kendte musikalske lyrikprojekt Red Warszawa så lystigt poetiserede for efterhånden årtier tilbage.

Men så voldsomt er brygget nu alligevel ikke (øv). Aroma og kaffe med en let antydning af cognac gør godt. Dertil kommer en noget vanskeligt definerbar sødme – for let til at være svesker og alligevel for kompleks til bare at kunne afskrives som sirup eller sukker.

Og det er sådan set fint nok. Det passer ikke bare godt til vinterkulden, men også til det typisk våde vejr forinden. Til vinterbordet vil det også passe fint – ligeså til julebordet, hvis man er old school, men en vigende fylde og en hældning mod det lidt tynde kan brygget heller ikke helt sige sig fri fra.

Brygget er i øvrigt ikke opkaldt efter julemanden. Det er jo ikke en julebock, men en vinter bock (sic). Det er opkaldt efter Greve Niels Mogensen Friis ‘Nicolaus’ af Frijsenborg. Født 1665 og søn af den første greve af Grevskabet Frijsenborg. Det fremgår af bagetiketten, og nu spørger jeg mig selv, om der altid har været sådan en forklaring på bryggets navn, eller om det er noget nyt, de er begyndt på?

Det er det sikkert ikke. Mon ikke det har været der hele tiden. Jeg har bare været så blind, at jeg ikke har opdaget det før nu. Hvorfor kan det ikke undgå at irritere?

Ligesom kvaliteten ikke når IPA’en fra tidligere på året. Gennemsnittet ligger dog stadig vel over det niveau Harboe lagde for serien.

Vilhelm India Pale Ale, De 5 Gaarde/Bryghuset Braunstein

Ready for a rant?

I starten af sådan et indlæg her, er det nok på sin plads at understrege, at min blog er personlig, og at ingen af de firmaer, hvis øl jeg anmelder, har noget som helst med mine indlæg at gøre ud over det, jeg rent faktisk siger om øllet – eller eventuelt bryggerierne eksplicit.

Så når jeg nu går videre til at undskylde for min skriveblokering – og ikke mindst grundene dertil – skal hverken bryggeriet, Bryghuset Braunstein, eller fødevaresamarbejdet De 5 Gaarde på nogen som helst måde regnes for at have så meget som skyggen af forbindelse til de dårligdomme, jeg agter at opliste.

I øjeblikket bruger jeg rigtig meget energi på at holde fornyet depression og sortsyn fra døren. Det er imidlertid ikke nemt, når man samtidig har et fuldtidsarbejde, man i bund og grund hader, og en lejlighed der er så lille at den knap kan rumme én selv, endsige da ens to børn, som man elsker over alt, og som man derfor gerne ville kunne give noget mere.

Og mens det murrer i baggrunden, tager en af de gode venner, jeg i sin tid fik i Irland, billetten. Som lyn fra en klar himmel. Ud af den blå luft. Ud over at han også havde børn, var han langt fremme på den irske LGBTQ-scene. Her i landet kan det næsten virke trivielt, mens det i fortsat ærkekatolske Irland næppe har været lige nemt hele tiden. Det var en ære og fornøjelse at kende Jon – og han er også omtalt her på bloggen, fra dengang han og hans efterladte hustru Joanna var på besøg.

Det var en ære at kende ham. Og mere end noget andet, knuser det mit hjerte, at hans familie har lidt et sådant enormt og fuldstændig uerstatteligt tab. Bevidstheden om, at jeg selv aldrig skal se ham igen, eller høre hans dybe varme stemme, gør det selvfølgelig heller ikke bedre.

Oven i det, vælger en en gruppe Breivik-kloner så at begå terrormassakrer på uskyldige, bedende muslimer i Christchurch, New Zealand. Samtidig holder disses og Breiviks åndsfæller i Sverige konference i Danmark, hvor hotellet Park Inn by Radisson tager imod dem med åbne arme, efter at det første hotel hårdt presset vælger at afvise dem. Jeg mener det helt seriøst når jeg siger, at Park Inn by Radisson skal boykottes hinsides konkurs som straf for at lægge hus til disse nazistiske massemorderes åndsfæller. Kun en septiktank vil huse overløb fra en anden septiktank – og det er, hvad Park Inn by Radisson for fremtiden skal huskes som: En septiktank, der husede septiktank-overløb fra Sverige, da folk i Sverige omsider fik nok. – Husk at efterlade dem et par passende anmeldelser på facebook her og på Trustpilot her.

Og det gør det ikke bedre, at det danske politikorps villigt klikker hælene sammen og sikrer at mødet kan finde sted – med statsautoriseret, skatteyderbetalt vold om nødvendigt. Samtlige betjente, der sikrer at dette septiktankoverløb har et sted at gemme sig, er en skamplet på korpset, og udtryk for den samme slappe ånd, der kendetegnede Danmark i perioden 1940-43. Dansk Politi er med til at sikre, at nazister som Breivik og Christchurch-massemorderne i fred og ro ved hyggelige sammenkomster kan udvikle deres skingrende sindssyge konspirationsteorier om at Vesten er ved at blive invaderet – med flere massakrer, massemord og terrorangreb til følge. Rigspolitiets ledelse fejrer nok dagens arbejde med kage i selskab med Inger Støjberg i aften.

Og selv når Både Bryghuset Braunstein, og fødevarefællesskabet De 5 Gaarde – to brands, der i ølsammenhæng sjældent har ramt klokken særlig rent – pludselig leverer en sådan gedigen smagseksplosion, så er det alligevel ikke helt nok til at skabe reel modvægt til alle de andre katastrofer, man skal være vidne til i dag.

Men en gedigen smagseksplosion er det nu alligevel.

Nydeligt gyldenbrun i løden og med fint matchende gyldent skum, rejser brygget sig næsten majestætisk i glasset. Duften melder sig allerede ved skænkning med klassisk, frisk og skarp odeur af spæde grannåle og fyrretræssavsmuld.

Hvor er det simpelt hen vidunderligt – når man nu har prøvet så mange forskellige øl, og ikke mindst så mange forskellige IPA’er – at vende tilbage til kernen i det, man elsker ved typen. IPA er en type, der i bund og grund ikke behøver megen variation, fordi den bare er pragtfuld, sådan som den i sin grundform er udtænkt. Og Vilhelm rammer meget meget tæt på netop den kerne.

Brygget går all in på fylde, skarp- og friskhed, den helt rigtige lyse bitterhed af friskfræset savsmuld, kombineret med en velourblød mundfornemmelse af vanille. Som den lille smule variation, der giver brygget sit lod af individualitet, brænder bitterheden i eftersmagen, både i svælget og på vej ned gennem brystet, for også lige at give den indre varme.

En formidabel IPA. De 5 Gaarde-øllene blev tidligere produceret af Harboe, og kvaliteten var i den grad derefter. Desværre lider de nok stadig under det som brand – men oplevelser som denne gør, at jeg bestemt har tænkt mig at prøve flere af øllene af, nu hvor de ikke bare har fået et løft, men sammenlignet med det tidligere niveau er blevet slynget langt op i stratosfæren.

Schloss Edel, Darguner Brauerei/Harboe (Lidt godt fra Niels I)

2017-10-05 19.01.49Som vi kender det …

Tidligere på året sørgede en læser fra Lille Skensved ved navn Niels for overdragelse af den første øl fra det afrikanske kontinent, jeg nogensinde har prøvet. Niels sørgede også for nogle andre smagsprøver ved samme lejlighed og det skulle så ikke blive sidste gang.

Under en længere rejse til blandt andet Tyrkiet og Tyskland forleden tog han lidt godt med hjem til anmeldelse. Det blev overdraget under lyssky omstændigheder i en ikke nærmere angivet indkørsel i postnummer Brønshøj i sensommeren, hvor de blev efterladt i en pose kun jeg (og den anonyme mellemmand m/k, der boede på adressen) kendte til.

Jeg har nu taget fat på den første af øllene i posen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at øllene ikke blev udvalgt for deres kvaliteter, men snarere ud fra forventningen om underholdningsværdien af de anmeldelser, der kommer ud af dem.

Den første er en discountrædsel så lys, at middelstore supernovaer må kaste håndklædet i ringen. Producenten må man ty til internettet for at blive klogere på, for om dette er etiketten ikke videre meddelsom. Af den fremgår kun den tyske supermarkedskæde, der forhandler den. En hurtig søgning afslører imidlertid danske bagmænd, nemlig Harboe, der ikke bliver mindre Harboe af at gemme sig bag deres tyske brandnavn ‘Darguner’.

Jeg fik aldrig snuset til øllet, før smagningen påbegyndtes. I betragtning af bryggets skrøbelige smagsprofil er der nu ikke grund til at tro, at jeg er gået glip af noget særlig stort. Brygget er ellers sprudlende frisk – kulsyre er der ikke for lidt af, mens en overraskende pilsnerhumle faktisk også formår at yde noget smag til oplevelsen.

Og det er jo sådan set meget godt så længe det varer. Humlen er skarp, bitter og smager godt igennem noget tid. Derefter – jeg ved ikke præcis hvorfor, men i takt med at det sprudlende bryg bruser af, giver smagen også efter, en mere hul og metallisk-syrlig smag tager over og brygget smager snart lige så meget af Harboe som man kunne forvente.

Det skal dog siges til bryggets forsvar, at det langt overgår de forventninger, man ellers kunne have til en så lys Harboe-øl i plasticflaske. Egentlig afsmag skånes man også for, så hvis man vil, kan man jo glæde sig vedde små røde dværgstjerner af håb på det store, mørke bagtæppe af tomhed.

2-stjerner

Orla – De 5 Gaarde, Harboe

2017-09-16 21.41.40En rar overraskelse …

De 5 Gaarde er et efterhånden bedaget brand under Harboe. Jeg har anmeldt dem fra begyndelsen og aldrig været synderligt imponeret for nu at sige et pænt. Men serien må have vundet lidt genklang hos andre ølsmagersegmenter, siden den fortsat er fast inventar på supermarkedernes hylder.

Det er imidlertid ikke noget, jeg gider samle på. Det var derimod min gode gamle ven Gedved, der havde denne øl med, da han crashede her forleden aften. Jeg er altid glad for at få øl – ikke mindst nogle, jeg ikke har prøvet før. Og så giver jeg pokker i, om de er gode eller ej – en læseoplevelse skal jeg nok kunne give videre uanset bryggets kvalitet.

Orla er en Märzen. En ny øltype på bloggen, så vidt jeg kan vurdere, og én med en spændende historie – ifølge Wikipedia i hvert fald. En bayersk forordning tillod kun brygning af øl mellem 29. september og 23. april. Artiklen giver ingen forklaring på dette, men det korte af det lange er, at märzen-øllet blev brygget i marts, så det kunne lagres og bruges ved høsttid – og til oktoberfesten.

Brygget er flot dyborange med en tættåget finish, der gør brygget uigennemsigtigt uden at det bliver direkte plumret. Fint er det i sin ufiltrerethed. Det dufter friskt og syrligt af sødt græs og hø, der akkurat har ligget så længe, at gæringen så småt er gået i gang. Også aromaen er frisk og syrlig – foruden skarp med en sød græsafrunding og en krydret kant af kommen. Eftersmagen er forfriskende tør af friskskåret grantræ. En slet ikke ubrugelig øl til tørstslukning eller som ledsager til krydret fisk og lette grøntsagsanretninger.

Og ja – i læste rigtigt. Jeg har lige givet en Harboe-øl fra den ellers kun småt begejstrende De 5 Gaarde-serie en god anmeldelse.

Gedved var knap så imponeret som jeg, og mente at brygget hørte til et sted i midterfeltet …

3-stjerner

Selv synes jeg, den fuldt fortjener …

4-stjerner

Mecklenburger Dunkles Weißbier, Harboe

2017-09-04 19.26.35Discount with attitude …

Beklager at måtte udsætte jer læsere for endnu et anmeldelsesafbræk. Jeg har haft et flere dage langt anfald af apati og ugidelighed, ledsaget af vage influenzasymptomer – hvad der kom først og har skabt det andet er jeg ikke sikker på. Rækkefølgen, lidelserne er nævnt i, er vilkårlig.

Jeg har endelig fundet lidt tid til den sidste anmeldelse, jeg i skrivende stund har ude at hænge. Så må vi se, om lysten til at anmelde – og i det hele taget åbne og drikke øl – melder sig igen For begge dele har det svigtet med.

Det er dermed ved at være nogle dage siden, jeg prøvede denne øl. Den var med i den lille samling, jeg fik af Niels fra Lille Skensved, sammen med den Ugandiske Nile samt pilsneren af samme mærke som denne – Harboes tyske discountøl fra Rema 1000.

Jeg er jo temmelig germanofil og derfor altid glad, når danskere – om det er firmaer eller privatpersoner – gør noget på tysk, der er korrekt. Derfor irriterer det mig også grænseløst, at Harboe på etiketten har puttet bogstavet ‘ß’ ind blandt andre kapitæler. Den slags er no-go. Der findes ikke noget stort ‘ß’ (kaldet ‘s-z’ på tysk (fordi bogstavet var en sammensætning af ‘s’ og ‘z’ i det gotiske alfabet (og det har trods den ellers oplagte lighed intet med det græske bogstav ‘beta’ at gøre (se, så blev I så kloge)))) på tysk. Skrives der med stor bogstaver, erstattes det af to s’er.

Det kan jeg en ret sjov anekdote om, som jeg måske nok har fortalt før, men den fortjener gentagelse. Da jeg læste i Marburg, Hessen, kørte der en fast reklame fra McDonalds for en burger, der var ekstra stor – eller extra groß, som der ville have stået, om det var skrevet med små bogstaver. Det var det ikke – det var skrevet med store bogstaver, så burgeren fra McDonalds var altså EXTRA GROSS.

Det siger ikke så lidt om tyskerne og navnlig deres ringe forståelse for utilsigtede morsomheder, at de var de eneste, der ikke kunne se det sjove I at læse den karakteristik som om den var på engelsk.

En karakteristik, der ville være ganske urimelig at bruge om dagens øl.

Mine forventninger til Weißbier er aldrig store. Og når det så oven i købet er en discounttype fra Harboe, så er det ikke forventningspresset, der holder brygget nede på jorden. At bryggets pilsnerbror i øvrigt var tæt på noget af det mest smagsfri, jeg nogensinde har smagt, lover heller ikke godt.

Allerede ved åbning gøres de værste forventninger dog til skamme. En markant sød duft af banan og hyldeblomst møder næsen, mens det mislykkes totalt for et ellers markant gærelement at ødelægge noget – tværtimod yder den fylde.

Det mørkegule, højtskummende bryg smager i samme retning. En markant sødme af banan afslører esteren isoamyl acetat, der sjældent har smagt så lidt af det, som den lyder som om den smager af. Banansmagen starter i det syrlige hjørne, hvor den er grøn, bliver efterhånden sødere, rundere, fyldige og når akkurat at blive brun og kvalm før brygget skylles ned.

Nyderen af øllet gennemlever dermed de tre markante faser i bananens livscyklus. Jeg foretrækker midten, den modne gule banan, men det taler til øllets fordel, at den får det hele med. Og at den bliver klam og blød til sidst er en del af oplevelsen. Ikke mindst fordi det kun når at bliver lidt væmmeligt før det er forbi.

Tak til Niels for den indtil videre bedste øl fra hans side. Der er ikke bare tale om en spændende Weißbier i betragtning af, at det er en discountøl fra Harboe. Den er bare en spændende Weisbier – dette i sig selv er overraskende.

4-stjerner

Mecklenburger Pilsener, Harboe

2017-08-11 17.22.10Ak, ingen rævepis …

Min sydøstsjællandske læser Niels, hvis svoger bragte mig den første afrikanske øl på bloggen, havde også andre øl til mig, da jeg stak mit grimme fjæs inden for hans lille hus i Lille Skensved. Det var vist noget, han havde opstøvet i den lokale Rema 1000, og dermed noget, jeg måske selv ville have støvet og på et tidspunkt.

Men jeg kommer ikke just tit i Rema 1000, så jeg var selvfølgelig glad for bidraget uanset hvad. Niels er selv begejstret for dem (jeg fik to forskellige) og anser dem for at være nogle gode øl til prisen. Men han kunne godt tænke sig en – med hans egne ord professionel vurdering. En sådan kan jeg ikke give ham, da jeg blot er en glad … sludder og vrøvl … gammel og sur – amatør. Betegnelsen tager jeg nu uanset hvad som en anerkendelse af det jeg laver, og kvitterer med en stor tak.

Navnet hentyder til et område i Nordtyskland, der var del af det tidligere DDR. Selv har jeg haft min jævnlige gang i Schleswig-Holstein, hvor jeg har familie, men jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde har været i Mecklenburg – andet end måske dengang i 1982, hvor min familie tog på bilferie til Tjekkoslovakiet, og i den anledning kørte gennem DDR. Og så tog jeg med Gymnasiet til Rostock engang også – byen ligger vist i samme delstat.

Et nærmere kig på dåsen afslører imidlertid bryggets sande ophav – som slet ikke er Mecklenburg, men derimod Sydvestsjælland – nærmere betegnet Skælskør, hvor Harboes bryggeri har hjemme.

Harboe er ikke just kendt for kvaliteten af deres øl – snarere det modsatte. Til gengæld er øllene billige, og dermed er pris og kvalitet sådan cirka ligefrem proportionale hos det bryggeri. Jeg kender godtnok ikke prisen, da jeg ikke spørger om den slags, når jeg får gaver, men man kan jo prøve at gisne ud fra kvaliteten.

Det er i hvert fald et meget generisk og lyst bryg. Korngult med uproblematisk og ukontroversielt hvidt skum. Duften er svær at få rede på, fordi den er så utroligt svag. Det samme gælder smagen …

Jeg er faktisk i tvivl, om jeg nogensinde har prøvet øl, der smagte af så lidt før. En blank, metallisk mundfornemmelse er det eneste, der afslører, at der ikke er tale om postevand. Men på den anden side kunne et bestemt indhold af sporstoffer i postevand vel skabe samme mundfornemmelse, hvorfor jeg må stille mig tvivlende over for, om jeg ved en blindsmagning overhovedet ville kunne smage forskel på denne øl og kommunens drikkevand. Selv ikke kulsyren ville man kunne kende brygget på, for den er der stort set heller ikke nogen af.

Til gengæld indeholder brygget heller ikke nogen ubehagelige syntetiske eller grimtsmagende overraskelser. Det føles ganske rent – på samme måde som blankpoleret kirurgisk stål, destilleret vand og nypudset glas. Man ville næsten ønske, at brygget i det mindste ville smage lidt af rævepis, som man jo gerne kalder ildesmagende alkohol. For så ville brygget i det mindste smage af noget.

Men næh nej …

Jeg gætter på, at denne øl ikke koster alverden.

1-halv-stjerne

Niels skal have tak for bidraget – og brygget er hermed hudløst ærligt anmeldt. Jeg understreger at jeg altid gerne tager imod prøver til anmeldelse uanset kvalitet og pris. Viser brygget sig ikke at være den store fornøjelse, bliver fornøjelsen ved at anmelde gerne dét større. Forhåbentlig også til Niels’ og læsernes glæde.

G for Grapefrugt Shandy, Harboe

2016-04-03 17.38.33Mere som vi kender dem …

Fra en overraskende vellykket pilsnershandy … radler … whatever – med citron, og over til en hvedeløl med grapefrugt. Første spørgsmål, som min lille, plagede aspergerhjerne må strides med er, hvorfor mon ‘citron’ partout skal oversættes til ‘lemon’, når grapefrugt for lov til at forblive grapefrugt?

Er grapefruit bare et så meget mindre sejt ord end grapefrugt, selvom der kun er ét sølle bogstav til forskel? Og jeg tænker også på folk, der ikke er gode til engelsk – hvorfor er det så ordet for citron, man vælger at lave helt om, i stedet for at bevare det engelske ord, de fleste der ikke kan engelsk, vil kunne genkende med lethed?

Svaret må blæse i markedsføringsbrisens uforudsigelige vinde. Men i det mindste giver det da mig anledning til at skrive det lille eventyr, der helst skal ledsage mine anmeldelser, for at de også bliver underholdende – hvis ikke ligefrem vedkommende (… okay – kun underholdende) at læse.

Brygget matcher i forbløffende grad emballagens kulør. Frugtkødet er formentlig blended, mast, slynget og på anden vis molesteret – men det er med, og det giver brygget en tæthed som gamle appelsin- eller abrikossodavand.  Grapen møver sig anmassende frem i duften, så man fristes til at håbe på en gentagelse af citronshandyens relative succes.

2016-04-03 17.39.59Smagen er imidlertid ganske tam. Sukker, og ligegyldig grapeessens sjosker uengageret henover smagsløgene, gennemblødt af alt for meget vand. Syntetisk smag og stikkende syrlighed er der også mere af end i citronudgaven. Bryggets hulhed er i øvrigt kendetegnende for hvedeøl, der synes at være det foretrukne medie, når det er grape, der skal blandes i. Hvorfor egentlig ikke prøve at blande grape og pilsner? Hvem ved, måske det faktisk ville fungere?

I betragtning af den store mængde vandsmag i brygget, kan det selvfølgelig ikke nægtes at besidde visse tørstslukkende egenskaber. Bryggets deraf følgende spinkelhed – og – den lange liste af tilsætningsstoffers uheldige indflydelse gør imidlertid, at brygges ikke med rimelighed kan kaldes mere end kedeligt.

1-en-halv-stjerne

L for Lemon Shandy, Harboe

2016-04-02 18.35.37I’d buy that for a dollar …

Her indtræder et lille intermezzo i alt det vildt fancy øl, jeg i over et halvt år har svælget i. Det startede i oktober sidste år med, at jeg ikke havde salt til et æg, og endnu mindre til øl … selvom jeg godt nok ikke bruger salt i mit øl …

Hjælpen kom hurtigt. Siden blev det min fødselsdag. Så fik jeg hjælp fra Bryggeriforeningen, så indløste jeg et gavekort, jeg fik til førbemeldte fødselsdag, og så var der det løse hist og pist … Det er gået godt, er det, og det er jeg rigtigt glad for. Jeg kan ikke sige tit nok, at jeg er glad for mine læsere og glad for alt det, jeg får lov til og mulighed for at smage.

Men jeg skal ikke glemme mine rødder. Min begrundelse for at prøve en given øl er den simple, at den er der, og jeg er aldrig gået af vejen for at købe det billigste, mest uprætentiøse industrielle sprøjt, jeg kunne finde – for hvorfor skulle det være mindre egnet til anmeldelse end alt muligt andet? Jeg vil gerne være forbrugernes stemme, og så bliver jeg også nødt til at prøve lidt af det, forbrugerne rent faktisk har adgang til.

Og det har de i hvert fald til det her bryg … eller, det ved jeg faktisk ikke om de har, for det stammer helt tilbage fra et af de sponsorerede parti øl, jeg fik tilbage i oktober måned. Allerede dengang var den en overligger fra sommeren, der er sæson for disse bryg – en blanding af citronsodavand og øl. Her – paradoksalt nok i betragtning af Harboe-bryggeriets tyske inspiration – bruges den angelsaksiske betegnelse ‘shandy’. Det må lyde mere hipster, eller marketingsmart end radler, det udtryk som det næppe er nogen hemmelighed at jeg selv foretrækker.

Som disse bryg ofte gør, ligner produktet – især på den ringe skumdannelse – mere sodavand end øl. Farven er næsten skærende citrongul, men man 2016-04-02 18.39.41hæfter sig alligevel ved uigennemsigtigheden der peger i retning af opblanding med limonade snarere end egentlig sodavand. Citronen udebliver bestemt heller ikke i duften, og man må indrømme, at mundvandet springer på samme måde, som lige før man sætter et brusende friskt og syrligt sommerdrik for læberne. En industriel kant, der i betragtning af bryggets ingrediensliste (hvis længde og lixtal er sammenlignelig med indholdet af visse avancerede psykofarmaka) næppe er overraskende, gør sig imidlertid også gældende.

Brygget smager mest af det, der er mest af. Det består nemlig kun af 40 % pilsnerøl (der næppe i sig selv smager af voldsomt meget – bryggeriet taget i betragtning) – resten er citronlimonade. Det er bestemt et letdrikkeligt og syrligt friskt bryg, som jeg på stedet indrømmer massiv brugbarhed i sommervarmen. Øllet er ganske vist godt skjult, men det er jo nok det, de unge vil have. Alligevel kan øllet akkurat mærkes som en vag maltfylde ved mandlerne, og jeg vil i øvrigt slet ikke udelukke, at den humle, der ikke kan smages, dæmper noget af sukkersødmen (men ikke det hele), så citronsyrligheden træder mere frem og dermed gør vitterlig, at det ikke bare er en sodavand, man sidder med.

Duftens industrielle indslag mærkes forbløffende lidt – hvis overhovedet i smagen, og dermed er den hidtil bedste industrielle danske radler en realitet. Den smager faktisk godt, hvor det fremmeste, man kunne sige om Carlsbergs og Royal Unibrews bud er, at de da i det mindste ikke er så ringe, at de skal hældes ud.

Og så er den billig – en sølle femmer kaster jeg gerne efter sådan én her, hvis sommervarmen virkelig skulle få fat igen.

3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme